Forord [til anden forøgede udgave 1903]

VIINaar jeg nu blir istand til – forøget og udvidet – at udsende dette skrift, ved det Steen’ske forlags mellemkomst, saa føler jeg trang til at sige nogle ord om den første udgave paa eget forlag fra 1878.

Dengang var tilstanden saaledes at jeg end ikke spurgte efter forlægger; jeg indsaa at det var haabløst. Men i disse fem og tyve aar har tidens og begivenhedernes udviklings-strøm bruset fremad med vælde. Nu øjner jeg mulighed for at mine ord og tanker kan vinde fremgang og finde forstaaelse.

Da jeg nedskrev de tanker og ideer som indeholdes i skriftets første afsnit stod jeg helt og holdent paa stats-kirkelig grund; – med mit vidende idetmindste, havde jeg ikke isinde at træde udenfor denne. Jeg trodde nemlig i al troskyldighed, at nye ideer og tanker, grundede paa ny opfatning og ny granskning af bibel-ordet, lod sig opbygge paa, lod sig forene med denne grundvold.

At dette var en fuldstendig indbildning fik jeg imidlertid paatagelig visshed for et aar senere.

Nu er tilstanden forandret og kirkens stilling er blevet en anden. Med magt formaar den ikke lenger at holde nede det friere menneskelige aandsliv.

I det nittende hundred-aars siste ti-aar gaar det VIIIsom et aandepust genem flere folkeslag. Fra de Forenede Stater, dels fra Stille-havets dels fra Atlanterhavets kyst, udgaar en kvindelig aandsbevegelse, virkende genem maanedskriftet «Verdens fremskridtstanke», og genem det mægtige verk «Videnskab og sundhed».The World’s Advance-Thought [rettet fra: Advance-Tought] udgivet og redigeret af Lucy A. Mallory, Portland, Oregon; og Science and Health with key to the Scriptures af Mary Baker Eddg; Boston, Massachusetts. Og vi har faat budskab fra «verdens mest energiske by», Chicago, som melder om en almindelig sammenslutning af de mænd og kvinder som føler begeistring for ophøjede tanker og sædelig renhed, med det formaal at oprette et broder- og søster-skab mellem alle tænkende mennesker. Denne aands-bevegelse tilkendegir sig tydeligt som udgaaet fra mænd; men som vi har set, søger den tilslutning hos kvinder. Den kvindelige aands-bevegelse som jeg har nævnt, har ligeledes tilslutning af mænd. Vi ser saaledes et glædeligt tidens tegn; vi ser at det fra hvert af de to køn udgaar en aandelig strømning hvori de kan mødes disse to menneske-arter som hidtil ved en afgrund har været aandeligt adskilte.

Disse aandens luftninger fra den store republik, hvis grundlov er aandsfrihed og menneske-rettighed, begynder nu at naa over Atlanter-havet til den gamle verdens kristenhed. Hvad vi hidtil har set af aandsbevegelse i Europa har mest præg af nedbrydning; det er egentlig rydnings-arbeide som forberedelse til nybygning.

Vi har hørt fra Tyskland om merkelige tidens tegn fra de siste ti-aar. Det er en skildring af den IXaandelige gæring i det store tyske folk: «Det hele kaos af gammelt og nytt syder og koger som i en heksegryde». Kundskabsstoffet er der mer trængt ind; den sociale omvæltning, samfundsomdannelsen, er det som optager sindene mest. Dog er ogsaa der gæringen tillige religiøs; den former sig som forargelse mod forældede tros-sætninger.

«Kirken vilde nu gerne søge at give dogmet nye støtter, og den tager ogsaa gerne mod statens hjelp. Men den i vide kredse indenfor den mer dannede middelstand unegteligt stigende religiøse trang vender sig stedse mer fra dogme-troen. Den vil have brød og ikke stene, hvortil de fleste tros-sætninger nu har forhærdet sig. Kun langsomt lærer her og der en og anden prest eller teolog at indse det». – «Sindene søger usikre omkring. Fattige vævere i afsides dale, og lærde, kunstnere, forfattere, officerer og lignende folk tilhørende de højere klasser i verdensstaden, mødes – hvor forskellige end deres anskuelser er forresten – i en tilbøjelighed som maa kendetegnes som en lengsel efter en ny-omskabning af tros-indholdet».Aftenposten. Efter «Aus dem inneren Berlin», Køllnische Zeitung.

Her ser vi den tilberedde jordbund som venter paa ny sæd og tørster efter regn.

Ovenfor nævnte jeg at de siste tiders aandsbevegelse i Europa mest har vist sig som et nedbrydnings-arbeide. Friedrich Nietzsche er den forfatter fra hvem nedbrydningens ødelæggelse udgaar i saa stor maalestokk, at det om ham er sagt: «I hele tænkningens historie finder man ikke sidestykke til et saa Xnedbrydende sindelag». Hans navn har i de siste ti-aar lydt som en uheldvarslende rullende torden genem Europa. Efter min opfatning er hans kald at være en røst som naar frem til hele aands-verdenens forstands-tørre storfolk; han er sendt for at bringe dem til at fortvile, gøre dem tørstige, faa dem til at lenges efter friskt vand fra kilden.

Nietzsche er forløberen som varsler – selv overvældet af det store som kommer.

I vor verdensdel har dog ogsaa vist sig en opbygger, Eugen Heinrich Schmitt. Han kommer fra det slavonisk-tyske keiserrige Østerrige, men hans navn ligesaavel som hans aands-retning og hele udtryksmaade tyder paa at han er af tysk slegt. Han har ikke vakt den vidtrækkende opmerksomhed som den nævnte polsk-tyske forfalter. Af denne skribent, som forekommer mig at være højst usædvanlig, har jeg faat ihænde et skrift: «Kristi guddomlighed set i det moderne menneskes aand». «Et sendebrev til vantro og troende».Dansk oversættelse. Optaget i Det nye rige, tidsskrift for praktisk metafysik. Udgivet af Axel Sabro. Nu ophørt ved udgiverens død.

Noget af fortalen hidsætter jeg, for derved at henlede opmerksomheden paa denne aandens mand, som jeg opfatter som et sendebud – en lysbærer – til de forventningsfulde, de modtagelige.

«Forfatterens navn blev første gang nævnt i Berlin ved en prisuddeling af det filosofiske selskab, hvor den særlige udmerkelse som blev retsskriveren fra Zombor i Ungarn tildel, vakte den offentlige opmerksomhed. XIHint filosofiske prisskrift hedte: «Den Hegelske dialektiks hemmelighed», men var kun en kamp mod filosofiens taagede væsen. Allerede dengang var forfatteren genemglødet af den bevidsthed, at det ikke var tænkningens bestemmelse, at blive en mørk lampe i skolens dunkle atmosfære, men at blive til livets sol. Men da heder tænkningen ikke mer filosofi men religion».

«Men den der vilde betragte det som en anmasselse af «retsskriveren» at vove sig ind paa en saa stor opgave, han vil vi minde om, at menneskehedens største opgaver ikke blev fuldførte af jordens mægtige, men stedse udførte ved de lavestes og ringestes mellemkomst, fordi disse stod menneskehedens lidelse nærmere end hine. Bevidstheden om indre usandhed, uendelig trøstesløshed og øde trænger genem verden. De, som var kaldede til at sprede lys og trøst, gøre det ikke. De har derfor ingen rett til at anklage dem, som tage sig det for. Og dog kun den uendelige forbarmelse, over en i sig selv trøstesløs og sønderreven verden, kan give det levende stød, der fører til en lysere fremtid. Til denne følelse vender dette opraab sig, ligesom det er spranget ud ved denne følelse».

Den aandens mand som her taler, tyskeren Schmitt, har jeg kaldt en opbygger. Vi ser ham som den modige lysbærer; vi ser ham gaa over fra spekulation til inderlighedens tro; han slaar bro, han bryder vej, fra hjerne til sjel, fra sjel til aand. Han magter at opfatte hemmeligheden i Hegels dialektik, idet han underlægger sin fremstilling en kamp mod det taagede væsen i den spekulative filosofi; for derefter, i sitt næste skrift at gaa over til at fremstille Kristi guddomlighed XIIset i det moderne menneskes aand.De i denne bogs siste afsnit «Slutning» fremførte citater er tagne fra det nævnte skrift af Heinrich Schmitt. Han er budbærer, han er sendebud fra højere luftlag, fra aandens hjem, fra lysets egne.

*

Vi har hørt en røst indenfor vor egen statskirke, pastor Olaf Holm, profetere om «en fuldstendig kristendommens opstandelse fra de døde», som vil medføre «en genemgribende forandring i de europæiske folkeslags hele religiøse tænkesætt». – – «Thi kulturens fakkel vil tilsist ogsaa dø, hvis den ikke faar sin glans opfrisket fra det religiøse». – «Skal her en genfødelse finde sted, maa den komme indenfra, fra det saa ofte miskendte folkedyb, hvorfra alle store tanker altid er skudt frem».«Kristus eller Ibsen?» Kristiania 1893.

Vi ser her en tilstaaelse om at kirkens brød er blevet stenhaardt og uskikket som livsens næring; pastor Holm forkynder her at han har opfattet den officielle kirkes afmagt som kristendomens bærer genem tidsaandens oprørte bølger, for at møde nutidens samfund i dets uafviselige krav.

Endelig maa nævnes den «begivenhed», den bog som bringer den unge teologE. G. i Norske Intelligenssedler: M. J. Færden: Det gamle testament i lyset af den nyere bibelforskning. som melder om den til i en betagende følelse af takk at vende sig til den mand som har skænket sin kirke en saa stor skat, og at vende sig i dyb glæde mod Gud.

«Det er en velsignelse for den troende flok, og XIIIfor vort land, at den der kaster vor tids skarpe søgelys indover aabenbarings-historiens dunkelheder, er en prøvet prest og tjener i vor kirke og et levende lem af den Herrens menighed, hvis gave og opgave fra Gud det er at vokse i sandheden».

Fra denne bog vil jeg hidsætte enkelte af pastor Færdens dyrebare udtalelser. Han siger om Kirkens bibelopfatning:

«Den overleverede lære om Skriften er helt igenem jødisk. Den har sin oprindelse fra den efter-exilske jødedom, fra rabbiner-teologien. Og saaledes som disse jødernes «skriftkloge» (sopherim) uddannede teorien om den hellige Skrift og dens oprindelse, saaledes har den med forunderlig seighed holdt sig lige til vore dage. I andre stykker plejer vi kristne ikke anse de jødiske skriftkloge for at være ufeilbare lærere. De var jo Herrens og evangeliets svorne fiender. Men i dette stykke har vi siddet ved deres fødder og blindt fulgt deres fodspor.» – – «Men spørgsmaalet er, om tiden allerede er inde da man uden skade kan røre ved den gamle skriftopfatning. Vi har jo erkendt at et dække for solen kan være nødvendigt for det unge spirende liv. Men naar vi ser at vinterens snedække smelter for solen, paa samme tid som de groende spirer trænger igennem nedenfra, da ved vi at vaaren er komen, og at vi kan begynde at afdække de planter, som vi før holdt under dække». – «En lignende vaartid synes at være inde i aandens verden. Hvad der var et skyggende dække i den gamle skriftopfatning, har videnskaben opløst, paa samme tid som der rører sig nye, friske og kraftige aabenbarelser af kristelige XIVtanker og livsformer som bryder igennem den gamle skriftopfatning».

«For den nyere teologi er Bibelen den store guldførende grube, hvori hver kristenslegt og hver kristensjel stiger ned for at hente op de evige, de guddomlige sandheders egte guld». – «De paa hverandre følgende slegter kommer hver med sine arbeids-redskaber og sin arbeids-metode og er derfor istand til at aabne nye gange og finde nye anvisninger i de gamle gruber». – «Guldet maa hugges løs fra fjeldet og vaskes ud af gruset. Den ældre teologi saa derimod i Bibelen en tempel-kiste, hvori sandhedens guld laa færdigt i præget, udmyntet stand, i form af guddomlige bud og guddomlige aabenbaringer, saa at kirken og teologien blot skulde have den opgave at sætte skrifternes og skriftstedernes mynter i omløb». — «Disse jødiske rudimenter – lægger et trangt skal om Kristi evangelium. Men – – skallet sprenges naar frugtbristningens tid er kommen».

– «Det værnende snedække var blevet til et kvælende isdække».

Vi kvinder, vi som har siddet værst, mest haabløst klemt og nedkuet under isdækket, vi føler en overstrømmende glæde ved denne forkyndelse.

Februar 1903.
Aasta Hansteen.

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.