I.

7«Naar Gud siger, at mennesket (mand og kvinde) er skabt i «vort» billede, saa maa han dermed mene, at de to personer der tilsammen udgøre mennesket, fremstille de tre personer, der tilsammen udgøre de kristnes Gud, den treenige Gud. Det tre gange gentagne «i Guds billede», hvormed menneskets skabelse fortælles, tyder ogsaa hen herpaa. Det forekommer mig, at manden er et billede paa Jehova, Skaberen, da han af de menneskelige evner især udmerker sig ved handlingens skaberkraft, og har en mægtig optræden i lighed med den dømmende og straffende Jehova. Den anden person i guddomen, Guds Søn, Jesus Kristus, «Menneskens Søn», som han kalder sig selv, fremstilles lige meget af mand og kvinde. Den tredje person i guddomen, Hellig-Aanden, – dog dette sidste har jeg ikke suget af mit eget bryst, men har faaet det af Frederik Paludan-Müller, og da tankens sandhed og dybde tilhører denne digter, saa kan den kun fremføres med den udtrykkets skønhed som han har givet den:

«Som solen mig de ord imøde skinne:
Gud i sit billed skabte mennesket,
han i sit eget billed skabte det,
dengang han skabte det som mand og kvinde.

8Guds væsen altsaa kvinden slutter inde,
der har med manden lige byrd og ret,
men hvor i guddomsdybet skal vor æt,
skal vi det kvindeliges ophav finde?

Dets udspring i den Helligaand jeg finder,
som har fra evighed undfanget Sønnen,
og som i tiden sjælene genføder,

som trøster og vejleder og paaminder,
som træder frem for os med suk i bønnen,
og som bedrøves naar den modstand møder».

Saaledes lød slutningen af et lidet stykke som jeg skrev i 1870,Trykt i «Nordisk Maanedskrift» mars 1871. i hvilket jeg kaster et blik paa kvindens stilling i universet, hendes forhold til alskabningen. De ovenanførte linier er en, som jeg tror, tildels ny udlægning af de ord af første Mosebog: «Og Gud sagde: lader os gøre et menneske i vort billede, efter vor lignelse». De indeholder en plastisk opfatning af Guds-billedet. Det er her tillige fremstillet med en, saa at sige, arkitektonisk symmetri. I den plastiske opfatning stemmer jeg overens med den tyske forfatter Baumgarten, som udhæver at «Gudsbilledet først og fremst er den menneskelige skikkelse». Det arkitektonisk-symmetriske er derimod nyt, nemlig ordningen af den maade hvorpaa de to menneskets personer fremstiller de tre guddomens personer.

Der indeholdes ogsaa i det ovenanførte, at Gudsbilledet bestaar ikke alene i skikkelsens, men ogsaa i handlingens og virksomhedens lighed mellem menneskets 9personer og guddomens personer. Gud Fader og Hellig-Aanden, som ophav til det særligt mandlige og det særskilt kvindelige hos menneskets personer, aabenbarer og kundgører sig ved den mest forskelligartede fremtræden og ved de mest uensartede virkninger; den førstnævnte guddom ved skabelse af synlige skikkelser og former; ved at give love og ved at straffe deres overtrædelse; ved underfulde almagtsgerninger; den sidstnævnte guddom gennem den usynlige, stille og indadvendte virken, som dog ikke er mindre mægtig, som paa Pintse-festens dag kom ligesom «et vældigt drivende vejr», og viste sig som «tunger ligesom af ild».Ap. gern. 11., 1.

Disse aandens to forskellige poler er, for at fastholde det arkitektoniske udtryk, bygningens to vinger (fløje), medens midtpartiet dannes af Jesus Kristus, Guds og Marias søn, denne guddom som kalder sig selv «Menneskesønnen», og som er ophav til det rent menneskelige, der er fælles for mand og kvinde, nemlig sjele- og hjertelivet.

Det skønne som ligger deri, at ingen paasætter sig selv kronen, men at man bliver kronet ved en andens hænder, er her tilstede derved, at det er en mand som nævner kvinden som den Hellig-Aands billede, og at det er en kvinde som nævner manden som Jehovas billede.

*

10Da jeg nedskrev det foregaaende afsnit, stod jeg helt og holdent paa statskirkelig grund; – med mit vidende idetmindste, havde jeg ikke isinde at træde udenfor denne. Jeg trodde nemlig, i al troskyldighed, at nye ideer og tanker, grundede paa ny granskning og ny opfatning af bibelordet, lod sig opbygge paa, lod sig forene med, ovennævnte grundvold.

At dette var en fuldstændig indbildning fik jeg imidlertid den paatageligste vished for, et aar senere, 1) ved efterretningen om visse beslutninger som var tagne paa kirkemødet i Stockholm, oktober 1873, 2) ved mundtlig samtale med en af høvdingerne paa det norske statskirkelige omraade, og 3) ved ytringer i et organ tilhørende samme.

Jeg erfarede nemlig ved førstnævnte lejlighed, at man fra svensk statskirkeligt standpunkt ikke ønskede at ægtemanden skulde «ære sin hustru», skønt det er apostelen Petrus selv som foreholder ham denne formaning, tillige at man ikke skøttede om kvindernes «hengivenhed», men kun fordrede deres «underdanighed»; – ved næste lejlighed kom jeg til kundskab om at man ikke alene, med apostelen Paulus, vilde forbyde kvinden at tale, men at man endogsaa vilde anse det for «synd» om hun vilde skrive; – ved sidstnævnte anledning endelig, erfarede jeg, ved spottende ytringer over den forargelse som var vakt ved de nævnte berygtede beslutninger fra det svenske kirkemøde, at disse fandt medhold paa tilsvarende norsk omraade.

Følgen af alle disse erfaringer var at jeg indsaa at jeg snarest mulig burde forlade den grund hvorpaa jeg hidtil havde staaet, ligesom jeg vilde have 11skyndt mig at forlade et isflag i Bjørvigen paa en varm aprildag; – ligeledes indsaa jeg at man paa en saadan grund ikke kunde opføre nogen ny tankebygning, og at man der, til overflod, allermindst vilde vide af, eller endog taale, en kvindes tanker, selv om disse nok saa meget vilde gaa ud fra, og støtte sig til, bibelske sætninger.

Jeg skyndte mig derfor at arbeide mig bort fra mit hidtilværende standpunkt, dette vil, idetmindste for mit vedkommende, sige at jeg begyndte at arbeide mig ud af min dybe uvidenhed om hvad der i nyere tider var foregaaet i den sekulære, det vil sige, den med aarhundrederne fremadskridende aandsverden som findes udenfor rettroenhedens omraade.

Herved gik en hel ny verden op for mig. Jeg var som en fange der, efter mange aars indespærring, faar sin frihed, og genser naturen i hele dens storhed, mangfoldighed og bevegelighed; indtrykket var overvældende. Min bevidsthed var imidlertid fremdeles den samme. Min overbevisning var fremdeles, at kristendomen umuligt kunde danne en fiendtlig modsætning til de aandelige goder, som nævnes: frihed, fremskridt, kundskab og humanitet, hvilket jeg i min troskyldighed havde troet at alle maatte være enige om.

De complex af ideer, paa hvilket jeg vilde bygge mit hele system, min centralidee, som skulde være hovedhjørnestenen, hvorpaa jeg vilde grunde min anskuelse om den tofoldighed, den enhed af to personer, som kaldes mennesket, denne stod fremdeles urokket; og jeg kunde saaledes blot med saameget friere hænder, med saameget friskere mod fortsætte 12mit arbeide. Kun bliver tonen en ganske anden. Den bliver mer filosofisk og mindre bibelsk. Denne redegørelse har jeg maattet fremføre, for at forklare den svæven, eller svingning, imellem disse to forskellige tonarter, som rimeligvis vil blive merkelig i mit foredrag.

Det er altsaa den af Frederik Paludan-Müller henkastede tanke, som jeg har grebet, og hvoraf jeg har bygget den ene vinge i min tankebygning, hvis opførelse er istandbragt ved en ejendomlig sammensmeltning af ordet om, at mennesket er skabt i Guds billede, med læren om den guddomlige trefoldighed, eller treenighed.

*

Lad os kaste et blik paa kvindernes virksomme optræden i menneskeslegtens historie, og lad os betragte denne kvindelige virken og optræden med den opfatning, at der gennem denne aabenbarer sig en, for kvinderne ejendomlig, altsaa en kvindelig, aand; og lad os saa atter se denne fra det af Fr. Paludan-Müller givne synspunkt. Dette udtrykkes klart og tydeligt nok i hans ovenfor fremførte skønne digt, saaledes:

Da kvinden er menneske skabt i Guds billede, ligesaavel som manden, og da hendes væsen dog er saa dybt, saa væsentligt forskelligt fra hans, saa maa hun nødvendigvis have sit, for hende særegne, forbillede i guddomen, i hvilket hun er skabt. Som dette kvindens forbillede nævner digteren den tredje 13guddomsperson i vor trosbekendelse, den hellige Aand. Hertil har jeg føjet, som vi har set, den udfyldende tanke, at manden følgelig maa have ligeledes sit særegne forbillede i guddomen, og nævnte dette som Skaberen, Faderen.

*

Vi vil da altsaa forsøge at tage rede paa den kvindelige aand; vi vil efterse om vi kan finde denne aands spor i menneskehedens historie, om vi kan se dens virkninger fremtræde paa nogen merkelig maade. Da vi har hørt at det er den hellige Aand som er blevet nævnt som den guddomsperson, i hvis billede den kvindelige aand er skabt, saa maa vi nærmest søge i kirkehistorien.

*

Hvorledes den kvindelige aand viser sig at have sit ophav i Hellig-Aanden, idet denne aabenbarer sig i kvinden gennem hendes opgave, finder jeg i et skønt billede fremsat af en fransk forfatter. Han giver os først en klar og sand udlægning af det aandelige prestedøme som den kristne menighed har, og af hvorledes dette prestedøme har to særskilte opgaver, en mandlig og en kvindelig:

«Kvinden har altid havt en høj opgave som kristendoms-forkynder. Det har været forbilledlig vist i sin oprindelse ved Jomfru Marias hellige veninder, som var ved Frelserens grav endogsaa før end selv den disipel som Jesus elskede, og de var derfor de første som vidste om opstandelsen og som meldte den til apostlerne. I det hele taget er kvindens 14opgave mindre at forklare eller kundgøre sandheden, end at lade den blive følt. Maria kundgjorde ikke ordet som var Gud, men hun fødde ham ved den Hellig-Aands kraft. Her Finder man et mønsterbillede for den kvindelige tjeneste i prædikeembedet, som er sandhedens uafladelige forkyndelse. For at sandheden skal faa tag i os, maa den først forklares for vor forstand: dette er mandens særskilte arbeide, fordi forstandsevnerne er de forherskende hos ham. Og da fornuften, som «oplyser ethvert menneske som er i verden», er det som mindst afhænger af de indre forskelligheder som udgør enhver persons ejendomlighed, da den er det menneskelige samfunds klare, almindelige og rodfaste bindemiddel, saa gør manden tjeneste for sandhedens undervisning i et offentligt embede, som henvender sig til den store mængde: derfor er prædikestolen for ham, han prædiker i kirken, og han har kundskabens og lærdomens embeder».

«Hos kvinden er kærlighedens magt eller følelsen det forherskende. Denne følelsens forhersken bestemmer kvindens særskilte opgave: den har til maal at faa sandheden ind i hjertet, at forvandle den til kærlighed. Men kærligheden læres ikke, den indgives. Kærligheden i mennesket fødes ikke ved undervisning: den opkommer ved indskydelse, og denne indskydelse afhænger af det inderligste i den sjel som man vil faa til at elske sandheden. Den afhænger af disse uendeligt fine afskygninger, af en mængde næsten umerkelige omstændigheder, af den usynlige væv af sindsrørelser, minder, drømme, haab, som adskiller ethvert hjerte fra ethvert andet».

15«Den store røst, som forkynder sandheden gennem aarhundrederne, er sammensat af to stemmer: manden har de sterkt klingende durtoner; kvinden udaander bløde, fyldige moltoner, hvis ophør vilde lade den anden stemme fremtræde alene med styrkens haardhed. Af deres forening fremgaar den majestætiske og yndige samklang».Gerbet, Mission de la femme. Dette her anførte sted findes i La Femme sa mission et sa vie, deux discours par Adolphe Monod.

Den kvindelige aands fremtræden i menneskehedens historie er merkelig og unegtelig. I verdenshistorien finder man vel et overvejende antal mandlige navne mod kvindelige, men det er let forklarligt. Verdenshistorien er skreven af den mandlige aand, og er fortrinsvis fortællinger om den mandlige aands handlinger og virkninger, og det ligger selvfølgelig i sagens natur, at kvinder sjeldnere have en mandlig aand end mænd, og at det maa være endnu sjeldnere, at kvinder med en kvindelig aand gør den mandlige aands gerning.

For at gøre dette klart vil jeg fremsætte exempler. Semiramis havde en mandlig aand, og gjorde den mandlige aands gerninger, saa glimrende og i saa stor maalestok, at hun staar side om side med Cæsar og Alexander. Jeanne d’Arc havde en kvindelig aand, men udrettede med sin rent kvindelige aand den mandlige aands gerninger, thi at reise en trone, at føre en hær sejrrigt mod fienden, og at redde et rige fra undergang, maa utvivlsomt henregnes til mandlige gerninger. Og dog, hvor rent kvindelig staar hun ikke for os, selv med sverdet ved siden!

16I kristendomens historie aabenbarer den kvindelige aands ophav, Hellig-Aanden, sig gennem handlinger og virkninger. I kirkehistorien og martyrhistorien er den kvindelige aand den levende magt. Kirken, menigheden er bruden, og bruden er selvfølgelig kvinde. Her finder vi derfor kvindelige navne, her bliver kvinden hørlig og synlig, her udfolder hun sin virksomhed.

For at faa plads i kirken og i dens historie maa altsaa manden, paa en maade, iføre sig kvindelighed. Her kan han ikke trænge frem paa almindelig mandsvis: ikke med sverd, ikke med sin kraft, sine tanker, sine opfindelser, ikke med sin vilje og sine paabud; han maa træde op som den «bundne i Herren»,Eph. IV, 1. som den, der har sin styrke i sin skrøbelighed, som den der siger: ikke min men din vilje ske! Heraf følger, at om ogsaa kirkehistorien skulde indeholde flere mandlige end kvindelige navne, saa er det alligevel den kvindelige aand som i den er den raadende, og som giver den sit præg.

Den mandlige aands ophav, Jehova, ser vi føre sit ejendomsfolk paa underfuld maade med styrke og visdom. Naar vi ser hvorledes Herren strider mod Ægyptens farao, og gør den ene mægtige gerning efter den anden for at bøje hans stivsind og knuse hans forstokkethed, og tilsidst begraver ham med hele hans hær under havets bølger, hvem kan da ikke se ligheden mellem billedet og dets ophav, naar manden fører krig og kommer frem med sine forfærdelige ildsvælg og knuser sin fiende foran sig?

17Ved den Hellig-Aands udgydelse paa pintsedagen stiftes menigheden, og dermed begynder den kristne kirkes historie. Ved denne guddoms aabenbarelse, ved den kristne kirkes stiftelse kunde den kvindelige aand træde ud i livet og give det sit præg. Her er ogsaa lighed mellem billedet og dets ophav. Hvem genkender ikke kvinden i den stille, indadvendte, og dog saa mægtige virken? Hvem genkender ikke det kvindelige præg i den aand «som fordum aabnede profeters mund, lagde det varslende, forjættende ord paa deres tunge, og nu virker ordnende og styrende i kirken?»I. Peder I, 11. Ap. g. XX, 28. «Udvikling af de kristelige hovedlærdome» af Dr. Henr. Nik. Clausen.

Naar jeg siger, hvem ser ikke ligheden, da maa jeg tilføje: af dem som have øjne at se med.

II.

Hele denne fremstilling gaar ud paa at forklare de ord, at mennesket er skabt i Guds billede, saaledes, at den menneskelige to-enhed skal udtrykke den guddomlige tre-enhed. I det foregaaende har jeg fortrinsvis tegnet den menneskelige skikkelse og egenskab, i sin mandlige og kvindelige, dobbelthed, og har antydet hvorledes denne tofoldighed bliver udtryk for den guddomlige skikkelses og egenskabs trefoldighed. Jeg vil nu gaa over til at fremhæve 18hvorledes mennesket, i handling og virksomhed, ligeledes skal afbilde guddomen.

Gud har givet mennesket en skabende aand, til at skabe paa menneskelig vis, ligesom han selv skaber paa guddomlig vis. Nu ved vi, at Gud har skabt verden for ham, ved ham, til ham, som han kalder sin enbaarne søn, og som er menneskesjelens ophav, som er forbillede for det, som er fælles for mand og kvinde, for det rent menneskelige. Naar nu mennesket skal skabe, og det er især manden som har faaet den skabende aand, hvis ophav er Gud, Skaberen, han skal da skabe for, ved, og til menneskesjelen, for, ved, og til det menneskelige. Men naar den mandlige skabende aand vil skabe blot for, ved, og til sig selv, løsrevet fra sjelen, fra det menneskelige, da bliver det en tom, en ødelæggende skaben. Denne erkendelse udtrykker Bjørnstjerne Bjørnson saaledes:

Hvem ei har kærlighed i det smaa
han kan ei mængdens ei mindets faa.
Hvem ei kan bygge sit eget hus,
hvad stort han bygger gaar og i grus.
Med sejr fra Moskva til Kartagena,
han dør dog ensom paa Sankt Helena.

Den skabende evne slaar saaledes om til sin modsætning, til det ødelæggende, naar den egenmægtigt og ukærligt løsriver sig fra det menneskelige – og fra det kvindelige. Guddomen er en treenighed, og vi kan saaledes vide at der altid er samvirken af de tre guddomens personer, og at saaledes den hellige Aand, som er den kvindelige aands ophav, ikke har været udeltagende under skabningens tilblivelse. 19Vi se jo ogsaa, at «Guds Aand svævede oven over vandene».1ste Mosebog I, 2.

I lighed hermed se vi, at den menneskelige skabende aand maa have kvindelig inspiration, for at frembringe det skønne og det velgørende. Digteren og hans musa er en forestilling, som enhver er saa fortrolig med, at opfatningen af denne sandhed maa siges at være gaaet over i den almene bevidsthed. For at den menneskelige skaben skal være i overensstemmelse med den guddomlige skaben, maa den altsaa have hensyn og kærlighed til det menneskelige, og have indgivelse af og hengivelse til det kvindelige. I samme grad som den menneskelige skabende aand undlader at tage dette hensyn, at have denne kærlighed, at modtage denne indgivelse og at yde denne hengivelse, i samme grad fjerner dens arbeide sig fra ligheden med Guds velgørende arbeide, og bliver en mere opløsende end skabende virksomhed.

Om denne tankegangs rigtighed kan man overbevise sig ved at følge den spekulative filosofis udvikling i Tyskland. De filosofiske aander have der, mer og mer, gaaet sine egne veje, og har, altid mere udelukkende, villet skabe en verden for sig selv, ved sig selv og til sig selv, nemlig for den mandlige hvileløse aand, løsrevet baade fra det menneskelige og fra det kvindelige; og har derfor ogsaa med sine nyeste herolder i spidsen vandret den lige vej til afgrunden, det vil sige, til den all aand, all tro opløsende, materialisme.

*

20Lad os nu vende blikket mod den mandlige aand. Jeg henførte, i det første afsnit, mandens forbillede til guddomens første person. Jeg drog parallelen nærmest med hensyn til krigsførelsen, med hensyn til den krigerske karakter som udmerker det gamle testamentes Jehova, og som ligeledes er saa fremherskende hos manden fra de ældste tider lige til nutiden. Jeg nævnte dog ogsaa i største korthed, som mandens forbillede, den guddomsperson der har skabt de synlige skikkelser og former, det vil da sige, fra vort standpunkt først og fremst jorden, med alt hvad paa den vokser, lever og rører sig, hvorved jeg altsaa betonede Skaberen. Jeg vil nu gaa ud fra dette sidste.

Jeg har ladet mig sige af sprogkyndige, at mandens hebraiske navn Adama betyder rød lerjord, og jeg vil minde om, inden vi forlader det bibelske omraade, for at begive os ind paa filosofisk grund, at han blev dannet af «støv af jorden». I. Mos. 2–7.

Den mandlige aand er, i god overensstemmelse hermed, vel skikket til at indtrænge i og at undersøge jorden, alt det synliges natur og væsen. Manden er en søn af jorden, ligesom titanerne, han styrkes ved at kastes til jorden; han vilde, om muligt, trænge ind til dens middelpunkt. Den mandlige aand karakteriserer sig ved sin krystalliserende, sin konstruerende evne.

Den mandlige tænknings udgangspunkt er mathematik; og vejen gaar dernæst gennem geometri, fysik, mekanik, geologi, botanik til zoologi. Fra dyreriget naar den mandlige tænker endelig op til det menneskelige, det vil sige, til den menneskelige 21anatomi. Fra denne stiger han op i fysiologien, og – væbnet med mikroskop og elektricitetsapparater, undersøger han nervesystemet fra de yderste fibrer og spidser, gennem rygmarven op til hjernen, – og han staar nu ved den dør, som fører ind til sjelelivet.

Han staar ved porten; – men porten er lukket, vel at merke.

*

Det foregaaende afsnit sluttede med et skarpt udfald mod den nyere tyske, spekulative filosofi. Det skarpe i tonen hidrører fra det statskirkelige standpunkt, hvorpaa jeg befandt mig, da jeg nedskrev det. Jeg vil nu derfor nærmere forklare denne udtalelse paa en maade som bringer den i overensstemmelse med min opfatning af den mandlige aand, som væsentlig forskellig fra den kvindelige aand.

Lad os altsaa vende blikket mod den mandlige aand.

«Ingen videnskab kan bringes istand, dersom man ikke i eftertanken afsondrer, hvad der i virkeligheden er forenet» (J. P. Mynster, psychologi), derfor har vi ikke ret til at forekaste disse spekulative filosofer beskyldningen for ensidighed og overgreb, hvis de lader deres arbeide gælde for hvad det virkelig er, nemlig frembringelser af en enkelt eller nogle enkelte sjelekræfter. Og selv om disse mænd udelukkende arbeide med deres mandlige aand, paa en fra det menneskelige og det kvindelige fuldstendigt afsondret maade, da er de naturligvis i deres fulde ret, naar de arbeide som mænd, med deres mandlige evner og kræfter, for at vinde mandlige resultater.

22Men der gives blandt mændene en egen slags naturer, en egen slags aander, som ere begavede paa en mere menneskeligt flersidig maade, som ikke er saa udpræget, eller om man vil, ensidigt, mandligt anlagte; disse kalder man digtere, og disse minder undertiden de strengt mandlige tænkere om, at «der gives meget mellem himmel og jord, som deres filosofi ikke drømmer om». (Hamlet, Shakespeare). Digterne adskiller sig paa det bestemteste derved fra filosoferne, at de ikke er uvidende om kvindens tilværelse. De kan ikke undvære hende i deres digtning. De mandlige spekulative tænkere, derimod, vidste ikke, at mennesket er mand og kvinde, og at de tilhobe saaledes kun fremstille det halve menneske; de vidste det ikke, i højere forstand, det vil sige, de havde intet begreb, i filosofisk betydning, som udtrykte eller repræsenterede kvindeligheden, hvorved denne størrelse kunde overflyttes i deres tanke- og begrebs-verden. Den mandlige aand var derfor enehersker i tankernes verden.

De mandlige spekulative tænkere var ikke destomindre selvfølgelig mennesker, og de havde saaledes, foruden den strengt mandlige side af deres væsen, ogsaa en rent menneskelig side, som man vel maa kalde hjerte og sjel; denne tilfredsstilledes praktisk i livet, nærmest vel i familielivet, medens de i deres systemer kun tog hensyn til den mandlige side af deres væsen, og arbeidede paa at fremstille allskabningen efter deres mandlige aands opfatning og evne.

Det er det tyske folk, som især har frembragt disse spekulationens heroer, og det er disse, som har frembragt systemer, virkelige konstruktioner. Kun 23paa afstand har jeg formaaet at iagttage disse storartede, underfulde tankebygninger, som udtrykke den mandlige aands art og væsen.

Af alle disse udødelige aandens stormænd, forekommer Hegel mig at være den, hvis verker har den strengest mandlige karakter, og det er derfor jeg vælger at nævne ham, idet jeg skal karakterisere den mandlige aand. Man kunde kalde denne tænker romeren mellem de tyske filosofer, thi blandt de store kulturfolk er der vel intet, som er saa strengt, og man kan vel tilføje, saa ensidigt, mandligt anlagt, som det romerske. De hegelske konstruktioner vil derfor ogsaa, ligesom de romerske aqua- og viadukter, om de ogsaa, ligesom disse, for en stor del har tabt deres praktiske betydning, staa som evige mindesmerker af den mandlige aand.

Denne strengt mandlige karakter gør Hegel til den mest utilgængelige, og, for den kvindelige aand, mest afskrækkende af alle filosofer.

Utilgængelig er naturligvis Hegel, mere og mindre, ligesaavel for mandlige aander, i samme grad som Chimborazo og Davalaghiri ere vanskelige at bestige ogsaa for mænd, men det sidste udtryk vil jeg nærmere forklare.

Naar en kvinde stræber at trænge ind i disse den mandlige aands storverker, for at gøre sig bekendt med dem, da fyldes hun med forbauselse og beundring, hun føler sin tanke styrkes, sin synskreds udvides, hun føler en opløftende glæde over den mandlige aands kraft og skabende dygtighed, – men hun føler tillige et savn saa stort, saa uendeligt, som gør det umuligt for hende at fordybe sig eller slaa 24sig til ro. Hun finder nemlig intet tilsvarende til det, som udgør hendes aands ejendomlige indhold. Derfor vil Hegel især virke afskrækkende paa hende, ifølge hans konstruktioners særligt mandlige natur og karakter, og fordi denne karakter er saa strengt gennemført i hans aandsfrembringelser, at disse kan siges at være kemisk rene for alle menneskelige og alle kvindelige bestanddele. Kvinden vil derfor trække sig tilbage fra det hegelske omraade med samme hast som den, hvormed man skynder sig ud fra et rum, hvor man merker, at der ikke findes nogen af de luftstoffer, som er nødvendige for aandedrættet.

Ingen har saa gennemført som han, Georg Friederich Wilhelm Hegel, villet med sin pandebrask omspænde og fremstille allskabningen. Han vilde med sin tanke indtrenge i, eller, som han selv udtrykker sig, kemisk gennemtrenge sit stof, og dette stof var tilværelsen i all dens mangfoldighed og uendelighed.

Han vilde med sin tanke indtrenge i tilværelsen, sammensmelte sin tanke med allskabningen.

Saaledes forestillede vore hedenske forfædre sig jetten Ymers hjerneskal som himmelhvælvingen.

Det, som jeg i forrige afsnit har kaldt, at ville skabe en verden for sig selv, ved sig selv, og til sig selv, denne villen og gøren, denne stræben og denne handlen, ser vi gennemført i egentligste forstand, og efter største maalestok udført hos Hegel, som jo, som bekendt, paa sit dødsleje sagde, at det var kun en af hans tilhørere, som havde forstaaet ham, og denne ene, – – havde dog heller ikke forstaaet ham. Her er det altsaa ikke længer den mandlige 25aand i sin almindelighed, som skaber for sig selv, ved sig selv, og til sig selv, men det er det enkelte individ, den enkelte mandlige hjerne, som omskaber verden efter sit billede, – til en eneste uhyre, arbeidende hjernemasse! I sandhed forbausende, forfærdeligt!

Visst er det, at den mandlige pandebrask her fremtræder som ærefrygtbydende størrelse, og dens stræben at omspænde himmelhvælvingen, eller rettere, at sætte sig i dens sted, maa siges at være storslagen.

Vor slegt, den germanske stamme, kan være stolt af at have frembragt denne jette, hvis tanker endnu drive omkring himmelranden som skyer, ligesom jetten Ymers hjerne, efter vore forfædres forestilling.

Om Kvinden skabt i Guds billede

Kvinden skabt i Guds billede regnes som Aasta Hansteens litterære hovedverk. I boken kritiserer Hansteen samfunnets, og særlig kirkens, kvinnesyn og argumenter for at både mann og kvinne er skapt i Guds bilde, og derfor burde ha samme rettigheter.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1878 (nb.no)
• 2. utgave, 1903 (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook