Menneskesønnen

Da man nødvendigvis maa gaa fra det kendte til det ukendte, saa har jeg taget ordet om at mennesket er skabt i Guds billede til udgangspunkt, for at kunne gaa fra det menneskelige til det guddomlige.

Jeg har i dette heftes første afsnit tegnet i omrids de to sider, eller de to arme, – den mandlige og den kvindelige, – af den menneskelige trefoldighed, som svarende til de to vinger, Gud-Skaberen og Gud-Helligaanden, i den guddomlige trefoldighed. Men nu er midtpartiet tilbage, – det rent-menneskelige, eller fælles-menneskelige, som udfylder og forener den mandlig-kvindelige tofoldighed, hvorved den menneskelige trefoldighed fremstiller sig for os. Dette midtparti svarer til den anden, altsaa den mellemste person i guddomens trefoldighed, Jesus Kristus, Midleren, som forener de to aandsguddomer og som tillige danner forbindelsen mellem disse og menneskeheden.

Jesus kalder sig selv Menneskesønnen, fordi hans guddoms-ejendomlighed, hans væsens herlighed, netop bestaar i, at den er rent moralsk, rent sjelelig, at den fremtræder under menneskelige vilkaar, uafhængig af substansielt guddomlige egenskaber eller betingelser. Hans guddomlige væsen er af den art, 68at det kun gennem lidelse han aabenbares for verden. Jesus er sjelens Gud, hans højhed kommer bedst tilsyne i ringhed. Han er sjele-guddomen. Men sjelelivet, det moralske liv, kan jo egentlig kun gennem lidelse eller prøvelse aabenbare sig i sin højhed, renhed og godhed.

Hvorledes kan skibet vise styrken sin sammenføjning uden i stormen? Hvorledes kan træ vise at det kan frembringe flamme uden ved at komme i brand? Hvorledes kan strengen komme til at tone, uden ved at spendes, ved at strammes? – Svage strenge kunne ikke udholde stramningen, og brister med en skurrende mislyd. Jesu sjels strengespil var spendt til det yderste, men det brast ikke, det tonede med fuld skønhed og renhed indtil lidelsens maal var naaet, og det viste derved sin guddomsherlighed.

Lidelsens aabenbarende evne ser man jo i tragedien. Man ser der lidelsen som det højere sjelelivs egentlige aabenbarelsesform, eller aabenbarelsesmulighed. Derfor staar jo denne digtart som den højeste kunstform, fordi det moralsk sublime, det sjeleligt ophøjede kun gennem lidelsen kan aabenbare sig.

Som lidelsens herliggører, gennem lidelsens forherligelse, er Jesus midler mellem Gud og menneskene. Man kan sige, at i Jesus forenes det guddomlige og det menneskelige, i ham mødes guddomen og menneskeheden, paa den maade, at i lidelsen nedstiger sjelenes gud for at aabenbare sig for menneskeheden, og gennem lidelsen opstiger menneskesjelen til guddomen.

Jesus er menneskesjelens fuldender, han er den 69sjelelige menneskeheds alpha og omega, dens guddomlige forbillede; han er dens lærer, som opdrager den, og som ved sin vandring paa jorden hæver den op til sig. Han er altsaa sand gud og sandt menneske paa den maade, at i ham mødes, i ham sammensmelter –, sjeleligt og moralsk, – det guddomlige med det menneskelige.

Jesus er derfor «vejen», som fører fra jorden til himlen, og han er tillige «hyrden», som fører menneskene til guddomen, fordi han, som mennesket Jesus, har vist menneskene vejen til fuldendelsen igennem det sjelelige livs forklarelse og guddomliggørelse. Han har som menneske vist os sjelelivet i en saa fuldendt, saa fuldkommen højhed, renhed og elskelighed, at vi maa erkende at her er det guddomlige naaet.

Den mandlige tænkning har i snart to tusinde aar kæmpet og stridt om foreningen af den guddomlige og menneskelige natur i Jesu person. Den mandlige aand, som hidtil paa menneskehedens vegne har besørget all tænkning, eller som ialfald har været ordfører paa jorden, har havt et umaadeligt arbeide med løsningen af dette problem, og den har, netop ved sin overvejende formelle dygtighed, skabt sig uoverstigelige vanskeligheder. Jeg har vist hvorledes jeg har søgt at overvinde eller undgaa disse.

Nutidens protestantisme har forkastet dogmer og trossætninger, naar disse optræder med middelalderske fordringer, det vil sige, som, til ord og bogstav fastslaaede, sætninger, som under saligheds fortabelse maa troes eller ialfald ordlydende bekendes.

Nutiden opfatter de foreliggende, overleverede 70trossætninger som et kortfattet udtryk for de store ledende tanker, hvori menneskene har udtrykt udbyttet af det, gennem aarhundrederne fortsatte, aandsarbeide hvorigennem de stræbe at fatte og forestille sig guddomen, og hvorved de søge at nærme sig denne i liv og sjelelig renhed. Nutiden negter ikke at guddomen har ledet og indvirket paa dette menneskelige aandsarbeide, den opfatter troen som en ytring af den menneskesjelen iboende trang til at sætte sig i forhold til guddomen, og som en følelse af guddomens imødegaaelse af denne trang, men den indrømmer individet rett til en friere, en frivillig tilegnelse, af troslærdomen, efter det personlige Gudsforholds medfør.

Saavidt jeg har formaaet at opfatte de herskende tilstande i denne henseende, har man til løsningen af det her omhandlede problem slaaet ind paa en stræben, som gaar i samme retning som den jeg her har fulgt.

Det for den menneskelige bevidsthed, for det menneskelige sjeleliv, vigtige og væsentlige af Kristuslæren bestaar i, at denne lære viser os Guds aabne faderfavn, istedetfor den forfærdelige dommer, truende med de evige helvedesstraffe. Den viser os skranken nedbrudt mellem guddomen og menneskeheden.

Denne lære har imidlertid en dogmatisk og en historisk side, som ere vanskelige at forene. Vi staar her foran mysteriet.

Den mandlige aand ynder ikke mysteriet, men nødes til at erkende dets tilværelse. Mysteriet er kvindeligt; kvindeligheden er hemmelighedsfuld. Gennem den kvindelige aand kan den mandlige aand 71først komme i forhold til mysteriet og føle dets charme. Manden stirrer ind i det ufattelige med stivt blik; det er for ham det lufttomme, bælgmørke, uendelige rum. Den kvindelige aand er som luftkredsen, der opfanger og bryder solstraalerne, – og den mørke afgrund bliver til den milde blaa himmel.

Hvorledes den historiske og den dogmatiske Kristus bliver at opfatte som en enhed, det er spørgsmaalet. Mysteriet er der og staar fast, selv om nutidens tænkere ville forkaste det, idet de alene ville holde sig til den historiske Kristus, som menneske.

Den historiske virkning af hans vandring paa jorden overskrider nemlig det menneskelige, og maa kaldes guddomlig; ikke saa meget for dens udbredelse, thi Buddhaismen har en omtrent ligesaa stor, men paa grund af kristendomens frigørende, kulturbringende kraft.

Navnet Menneskens Søn, hvormed Jesus helst nævnte sig selv, forekommer mig at indeholde en forsoning mellem det dogmatiske og det historiske.

Jeg vil nu fremføre de ideer af mit system som hører herhen.

Den guddomlige person, som blev «kvindens sæd», og saaledes blev sandt menneske, denne guddomlige person er, dogmatisk, ophav til det menneskeligtsjelelige, – og er, historisk, blevet et forbillede for menneskenes sjeleliv. Han viser os som i et samlet billede, i sin person, menneskesjelens højeste udtryk af blidhed, ynde, godhed, kærlighed; højhed i lidelsen og sand visdom. Denne guddomlige person danner efter mit system, dogmatisk, forbindelsen mellem Skaberen og Hellig-Aanden.

72Hvis ikke Sønnen var det forbindende midtparti for de to aandsguddomer, – hvis altsaa guddomen var Gud-Fader og Hellig-Aanden to-ene, hvis ikke Sønnen var det fælles hjerte for disse to gudsøjne, – det ene skuende det synliges verden, det andet det usynliges verden, – da kunde disse to guddomspersoner ikke være ett, der var da to guder og ikke en guddom.

Hvis det kun var den mandlige aand og den kvindelige aand som aabenbarede sig paa jorden gennem menneskene, hvis det kun var disse aandens to forskellige poler som fandt bolig og udtryk i særligt mandlige og særligt kvindelige legemer, da udgjorde disse mænd og kvinder ikke en slegt, ikke en enhed, men de maatte udgøre to forskellige, for hinanden evigt ufatelige slegter. Om ægteskabelig forbindelse mellem disse væsener kunde der ikke være tale, da en saadan forbindelse nødvendigvis forudsætter en slegt, og da man ikke forener sig med det ufattelige og derfor fuldkomment frastødende. Hvad der gør mænd og kvinder til en slegt, og gør ægteskabet muligt, det er den elskelige, den menneskelige guddomspersons billede, det er den menneskelige sjel som de begge eje. En mands sjel og en kvindes sjel er begge to menneskelige sjele, og der er ingen forskel mellem dem, uden som forskellige individer, men der er ingen forskel paa grund af kønnet. De to køn opkommer fra de to underfulde guddomspersoner, som afbildes i to skabte aander, som kræver hver sin særskilte bolig, og faar sitt ejendomlige udtryk i to forskelligt formede legemer.

Paa denne maade vil jeg fremstille slegtskabet mellem Gud og mennesker, paa denne maade mener 73jeg at ordet om, at mennesket er skabt i Guds billede bliver anskueligt, navnlig fremsatt saaledes at man kan skue ligheden. Paa denne maade mener jeg, at treenighedslæren som hidtil har været en haard tale for den menneskelige tænknings ordførere, ligeledes vil kunne opfattes som et ord der indeholder en dyb sandhed.

Jeg har ovenfor udviklet grundene til at denne hidtil har været en aldeles haard og ufordøjelig tale for kristendomens fortolkere – mandlige fortolkere.

Jeg grunder saaledes tilegnelsen af treenighedslæren paa den udvidede opfattelse af menneskenaturen, med det dobbelte formaal, at dogmet skal kaste lys over den menneskelige bevidsthed, og hjelpe til at skærpe opfatningen og opklare betydningen af menneskets tofoldighed, som mand og kvinde; medens den udvidede kundskab om den tofoldige menneskenatur atter bliver os den eneste mulige ledestjerne, ved hvis hjelp vi kan naa tilegnelsen af dogmet.

Det udfyldende og forbindende mellemled, det rent menneskelige, hvormed menneskenaturen viser sig som trefoldig, det træder her til idet jeg minder om, at det var Menneskesønnen som nedbrød den skranke som skjulte den kvindelige aand for den mandlige.

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.