Kvinden skabt i Guds billede

av Aasta Hansteen

Strøtanker


I.

29Den sag som kaldes kvindesagen, dette arbeide som drives over hele den civiliserede verden for at forbedre kvindernes stilling og indsætte dem i deres naturlige rettigheder, denne sag har sine modstandere, som fremstille den paa en saa forvendt og karikaturagtig maade, at man har ondt for at tro, at det virkeligt er deres opfatning de kommer frem med, man nødes næsten til at tro, at der er ond vilje med i spillet; det vil da sige, at de slaa sig dumme, som man siger, for ikke at indrømme det berettigede, det uendeligt berettigede, i dette arbeide, for at frigøre kvinderne fra fordomenes tryk. Denne sag har mandlige modstandere og kvindelige modstandere. Jeg ved ikke hvem af disse som er værst. De mandlige modstandere er mer tykhudede, men de kvindelige modstandere er over all maade stivnakkede og aldeles umodtagelige for fornuft. Alligevel er disse strøtanker, som jeg nu vil fremføre hovedsageligt rettede mod de mandlige modstandere, af den grund, at jeg synes at der nu er, og altid har været, hakket altfor meget paa kvinderne og altfor lidet paa mændene. Jeg vil derfor lade de kvindelige modstandere sejle sin egen sø. Jeg vil blot se hen til, at man ikke kan vente stort af kvinderne, da de lever i saa trykkede og indskrænkede forhold, og er blevet vetskræmte 30af altfor megen hovmesterering fra alle kanter, baade fra den verdslige og fra den geistlige side. Med magthavere behøver man derimod ingen medlidenhed at have.

*

Det gamle system, som modstanderne hævder, bestaar i at tilegne mandkønnet alt fordelagtigt og behageligt, ære og værdighed, frihed, rettighed og ejendom. Naar der er tale om saadanne goder, da «regnes ikke kvinden med». Men man mindes hende øjeblikkelig saasnart der bliver tale om anklage og straf; da hentes hun frem, – og faar endogsaa en broderpart.

*

Vi læser i «Jødedommen», af Ge. Vilh. Lyng, side 105: at Guds pagt med mennesket «sluttes før kvindens skabelse, saa at kvinden egentlig kun gennem manden staar i forhold til Herren, medens, paa den anden side, manden gennem kvinden træder i forhold til slangen». Forfatteren tilføjer den naive bemerkning, at dette «ikke er videre smigrende for kvinden».

*

Men nu kommer enda det merkværdigste; det er, at med mandens frihed, rettighed og værdighed skal der følge ansvarsløshed, og med kvindens ufrihed og umyndighed skal følge ansvar. Vi læse saaledes i samme verk «at synden egentlig er kvindens og ikke mandens».

*

31Merkværdigt nok gives det ogsaa kvinder som vil være med paa dette, at gøre kvinden til et slags søskendebarn af slangen. I Nordisk Maanedskrift, april 1878, fremtræder Elfride Fibiger, for at sige «endnu et lille ord om kvinden», og hun begynder med den forfærdelige ytring, at synden kom ind i verden ved kvinden, «ikke som kød af hendes kød, men som aand af hendes aand». Ikke destomindre nævnes i samme stykke, som en af middelalderens kristelige vildfarelser, at den ofte behandlede kvinden som det onde princip.

*

I vaudevillen «Til Sæters» findes en ytring som gaar i samme retning. Skolemesteren, hvis aandsdannelse synes at have et aldeles middelaldersk tilsnit, siger nemlig, at «kvinden er slangens afkom!»

*

Hvilken forskel mellem oldtidens filosofer og nutidens! Den store, den ærværdige Sokrates udvalgte sig den heftige og urolige Xantippe til hustru, for at have en daglig øvelse i sagtmodighed og selvovervindelse.

Nutidens filosofer er ikke tilfredse med deres samtids kvinder, der dog i et aarhundrede har været afrettede til at lade som om de intet hoved og ingen hjerne havde, og at lade som om de ikke havde knoker og muskler, – det er endnu ikke blødt nok; – deres smag tilfredsstilles kun ved et væsen, som virkelig er uden hoved, uden hjerne og uden benbygning. Forestillingen om et saadant bløddyr – 32jeg vilde sige! – om en saadan «kvindelig» kvinde, synes at være nødvendig for deres selvbehagelige velvære.

*

Endnu en merkelig sætning af «Jødedommen»:

«Hendes (kvindens) kald og betydning er betegnet ved forjættelsen, at hendes sæd, ikke hun selv skal knuse slangens hoved; thi denne forjættelse, der nærmest fik sin opfyldelse i Kristus, har ganske vist en blivende betydning. Hvad stort, der sker i menneskehedens liv, det er altsammen dog kun en del af denne store sejr over dødsfienden, og forjættelsen faar derfor den almindeligere betydning, at dette store skal udføres ved hendes sæd og ikke ved hende selv».

Saaledes lyder denne merkværdige sætning.

Det kunde synes beundringsværdigt at sprænge kristendomen, og menneskeslegtens historie, og af ruinerne at bygge et altopslugende hæderstempel for mandkønnet, altsammen i en eneste sætning; men naar man saa ser hen til, at all denne herlighed er bygget paa ordet om kvindens sæd, og naar man ved, at dette Herrens ord til slangen lyder: «Jeg vil sætte fiendskab imellem dig og kvinden», I Moseb. III, 15, da ser vi, at dette hæderstempel svæver aldeles i luften.

Idet vi kvinder saaledes undgaa sjelelig og aandelig tilintetgørelse, udbryder vi: Allah er stor!

Dette udraab haabe vi, snarest muligt, at høre lyde i kor fra de østerlandske kvinder, som endnu trælle under Muhameds aag, naar de ogsaa faa øjnene 33op for, at dogmet om deres sjeletomhed og aandsløshed var et menneskepaafund.

*

Vi kvinder kunde jo, naar vi var ligesaa nærige som vore mandlige modstandere, og vilde skrabe til os alt muligt, og fordre eneret til besiddelsen, vi kunde jo, støttende os til Herrens eget ord, gøre paastand paa at mandkønnet skulde udelukkes fra kampen mod slangen. Men vi bære os ikke ad som den navnkundige ridder, Don Qvixote de la Mancha, som med mere iver end dømekraft læste krønikerne om de helte han vilde efterligne, saaledes at han, da der sjelden eller aldrig blev meldt om at ridderne spiste, deraf sluttede at disse hans forbilleder ikke havde denne fornødenhed, og som følge deraf besluttede selv heller ikke at ville spise. Vi kvinder slutte derimod, at mændene, enskøndt de ikke er nævnte, dog ogsaa skal være med i kampen.

*

The, du fine kvindelige drik! Hvor lett og luftig du er! Du har ikke ølets eller brændevinets mandlige øksehammerkraft, men hvor mægtig er du ikke i din aroma!

Merk vel, jeg taler ikke om thevand, men om virkelig celestial eller imperial the, om virkelig himmelsk eller keiserlig the.

*

Den mandlige selvgodhed og selvkærlighed har længe nok været behandlet som en syg kylling; den 34har ligget i en æske med bomuld og er bleven foret med smør og pepper. Det er paa tide den hærdes lidt. Hvad vilde man sige om en person som havde den egenhed, at han ikke kunde taale at høre at hans nabo ejede ligesaameget som han! Som syntes at han havde mistet ejendom og rettigheder naar han ikke kunde anse næsten for en stymper?

*

Kvinderne gaar deres bane i livet, ligesom hestene paa landevejen, med skyklapper til begge sider af øjnene, for at de ikke skal se noget af det som omgiver dem. Det tillades dem ikke at se, hverken det som hæver sig i højden eller det som sænker sig i dybet. De skal altid kun have et aldeles horizontalt og ganske indskrænket perspektiv foran sig, og denne indsnevrede synsvidde skal ufravigeligt udfyldes af en enkelt mandsskikkelse.

De kvinder, som ønske en videre synskreds, og som derfor, til mændenes store ærgrelse, bøje skyklapperne lidt tilside, for dog at se lidt mere af verden, og for at betragte andre og flere formaal end det ene ufravigelige, – disse kvinder kalde mændene til straf: «blaastrømper!» til skræk og advarsel!

William Shakespeares Macbeth trøster sig til, at hans magt og kongedøme staar trygt, saalænge indtil Birnams skov kommer vandrende op til hans borg Dunsinan. Derfor har han et sikkert ord.

Frigørelsens mandlige modstandere holde sig ligeledes til et sikkert ord. At dette ord er en forbandelse 35gør dem intet. De synes, ligesom Lady Macbeth, at det vigtigste er at tilegne sig magten og herredømet; hvorledes de kommer i besiddelse deraf, bliver noget aldeles forsvindende. De trøster sig til det sikre ord om syndefaldet og straffen. «Han, han skal herske over dig», indeslutter for dem livets herlighed og skønhed. At døden, forbandelsen, tornene og tidslerne følger med, enser de ikke, naar blot herredømet staar fast. De enser ikke heller, at de, paa denne maade, kommer til at staa i en uhyggelig nærhed med den bibelske figur som kaldes menneskeslegtens fiende, der ogsaa stoler paa, at sket er sket og kan ej endres, og som ogsaa vil beholde det mest mulige af syndefaldet og dets følger, og som ligeledes vil have magten og herredømet for enhver pris.

*

Hvor forbauset man end bliver ved at se en saa uædel og uskøn opfatning af denne menneskehedens største sag, som omfatter dens hele levnetsløb, saa indser man dog meget snart at den gør sin store uregnelige nytte.

Skønhedens evige love er nemlig uadskillelige fra sandhedens evige love. Menneskeslegten har en den iboende skønhedssans, hvis uddøen vilde være «en slukning af lyset i menneskelivets inderste». Denne skønhedssans gjorde det umuligt for kvinden at reise sig mod manden, for at afkaste sine lænker. Det maatte derfor fremtræde mænd som tilbød kvinderne friheden. Dette er sket. Som følge deraf er skønhedsloven ukrænket. For at kvinden kunde optræde mod manden, uden at saare skønhedssansen, 36maatte der fremtræde modstandere. Ved «modstanderes» fremtræden, ved deres bestræbelser for at hindre kvindernes frigørelse, er det uskønne fremtraadt paa en saa forfærdelig maade, at kampen mod disse «modstandere» bliver en kamp for skønheden.

Sandheden vinder paa samme tid, thi der kan ikke længer være tale om tilbageholdenhed, om fortielser for at skaane modparten for ubehagelige sandheder, om af ædelmodighed kun at fremkomme med fjerdedelen af de retmæssige fordringer; ethvert haab falder bort om at modparten, af sandhedskærlighed, skal komme imøde paa halv vej. Man søger ikke længer efter blomster til at dække skaden med; man griber den kirurgiske kniv, for at føre den, med sikker haand, saa dybt i det onde saar som nødvendigt er for at udrense det tilbunds. Dette er ogsaa det sundeste.

*

Den synsmaade, at manden maa hjelpe den almægtige Gud at udføre hans straffedomme, kan vi ikke gaa ind paa. Hvis nemlig lovgiverne, kun for at opfylde Herrens ord til kvinden: «han, han skal herske over dig», havde søgt at gøre hendes trældomsaag saa tungt som muligt, da maatte jo ogsaa Herrens andre straffedomme: «jorden skal være forbandet for din skyld», «den skal bære dig torne og tidsler» og «du skal dø døden», søges iverksatt ved love. Agerbruget maatte afskaffes og forbydes; thi det arbejder jo netop paa at bringe jorden til at frembringe noget andet end torne og tidsler. Lægekunsten maatte ogsaa afskaffes og forbydes, og hustruen maatte gennem 37loven opmuntres til at være lei mod sin mand, og den maatte paalægge hende at unddrage ham enhver pleje i sygdomstilfælde, da en slem kone kraftigt vilde hjelpe til at gøre jorden forbandet for ham, og for at den manglende pleje skulde fremskynde hans død.

Dette er soleklart, indlysende og uimodsigeligt.

Da nu ingen af Herrens andre straffedomme søges iverksatte ved love, saa er det tydeligt, at manden, naar han optræder som magthaver mod kvinden, ikke gør det af omhu for Herrens vilje, men af ømhed for sit eget herredøme. Dette herredøme, som han kom i besiddelse af gennem kvindens straf, ser han tydeligvis ikke som en forbandelse, hvilket det jo er; men han tager det for en herlighed, en kompliment fra Gud til ham, for noget som Herren har sagt for at «smigre» ham. Men da maa han ogsaa tage døden og tornene og tidslerne som komplimenter; thi det er vin skænket af samme kande.

*

Man forekaster mig at jeg farer for voldsomt frem. Men efter min mening er det med kvindesagen som med at plukke brændenelder: griber man løst paa bladene, da brænder man sig, klemmer man fast til, derimod, da brænder man sig ikke.

*

Da jeg har fremført flere merkelige udtalelser, som maa kaldes overraskende paa grund af den opfatning af kvindens natur og væsen, som derigennem røber sig, saa vil jeg endnu tilføje en lignende, som 38har staaet at læse i vort norske Morgenblad for halvandet aar siden omtrent; den lyder: «6 personer er med deres hustruer gaaede over til den katholske religion». Istedetfor kommentar vil jeg fremsætte sætningen med nogen forandring: «6 personer er med deres ægtemænd gaaede over til den katholske religion».

*

Det er gennemgaaende at mændene, ialfald theologerne, saasnart de tager sigte paa kvinderne, eller tale om sig selv i forhold til dem, forveksler sig selv saa smaatt med Gud, Herren, Skaberen, medens de opfatter kvinderne som noget, jeg ved ikke hvad, – dyr, ting; eller forveksle hende saa smaatt med – slangen, djævelen.

Jeg vil hidsætte nogle exempler paa den theologiske tankegangs forvirring i den henseende.

Otto von Gerlach siger:Erklärung der heiligen Schrift «Manden bliver skabt først; derefter bliver kvinden skabt som hans medhjelp ved siden af ham, til tegn paa at ikke mand og kvinde tilsammen først danne et helt fuldstændigt menneske, men at mandens bestemmelse oprindeligt er at være selvstændig, og at kvindens bestemmelse er at være til for manden».

Hvis ikke dette er uklare forestillinger og en forvirret tankegang, da ved jeg ikke hvad jeg skal kalde det. Den er fuldkommen meningsløs, denne udtalelse om det hele fuldstændige menneske. Hvad kan Otto von Gerlach mene, naar han siger at manden efter sin oprindelige bestemmelse var selvstændig, 39men at kvindens bestemmelse er at være til for manden?

Hvis manden var selvstændig, hvad skulde han da med kvinden? Vi har hørt, at hun blev skabt som «hans medhjelp ved siden af ham», altsaa har vi jo klare ord for hans ufuldstændighed, thi den selvstændige trænger ikke til nogen «medhjelp som er ham lig». (I Mosebog 2). Kort iforvejen har G. selv ganske rigtigt forklaret os hensigten med at Adam blev skabt først: «Det tænkende, sig selv bevidste menneske skal først føle sin ensomhed, før Gud giver ham en medhjelp». Her røber hr. v. G., at han har en menneskelig bevidsthed, trods sine egne paastande. Her fortæller han os selv, at Gud vil at Adam skal føle sin ufuldstændighed.

Det er som man ser et fuldkomment dilemma.

Jeg vil fremdeles spørge: Naar manden oprindeligt er det hele og fuldstændige menneske, thi det maatte han være hvis hans bestemmelse var at være selvstændig, hvad er da kvinden?

Manden bliver altsaa mindre fuldstændig efter kvindens skabelse end han var «oprindeligt»? Mister han en brøkdel af sin fuldstændighed, for at kvinden skal kunne skabes i egenskab af repræsentant for den manglende brøkdel af den menneskelige fuldstændighed? Men hr. v. G. har jo netop sagt os at mand og kvinde ikke «tilsammen danne et helt og fuldstændigt menneske».

Kvinden bliver da til det, som hun er efter «Jødedommens» forfatters mening, – hun bliver at opfatte kun «som et anhang til manden»; hvilket her maa betyde, hvad man i familielivet pleier at kalde et 40«paahæng», da hun, som vi har set, ikke kan være menneske, hverken som halvdel eller som brøkdel, og altsaa maa være noget udenfor mennesket staaende. Men hvorledes kan da den tyske skriftkloge, i samme aandedræt, fortælle os, at Gud førte dyrene parvis frem for Adam, for at han skulde føle en trang til en forbindelse med «sin lige»? – og fortælle os at han «maatte føle denne trang saa levende?»

Hr. v. G. er her øjensynligt i samme forlegenhed, som den norske jægteskipper, for hvem masten blæste overbord, saaledes at den hang og slæbede i sjøen ved siden af skibet. «Aa, Gud be’re os», udbryder han fortvivlet, «vi gaar under, hvis jeg ikke kapper masta»! – Nu, saa kapp den da! – udbryder passageren. «Nei, det er saa god ved i’a!» Naa, saa lad den hænge, siger passageren ærgerligt. «Ja, men da gaar det tilbunds med os». Dog – gaaden løses. Den tyske skriftfortolker rykker ud med sproget, og tilføjer: «Forsaavidt afspejler sig i ægteskabet Guds forhold til sin fornuftige skabning». (!!!)

Da liegt der Hund begraben!

Pastor Sigvald Skavlan«Eva, den første kvinde» udhæver det som noget merkværdigt, at Gud ikke overlod det til Adam at skabe Eva. Pastoren kender nok ikke digterens ord:

gik alle konger end paa rad,
de mægted ej, det mindste blad
at sætte paa en nelde,

siden han tror, at Adam skulde kunne skabe et menneske. Som sagt, det løber i ett for mændene, saasnart 41de faar øje paa kvinderne; da ved de ikke længere hvor Skaberen er, og hvor skabningen er.

*

For at bringe rede i denne planmæssige forvirring, for at give retledning i denne tendentiøse ugreie, vil jeg gøre følgende bemerkning:

Da mennesket er skabt i Guds billede, saa kunde ikke manden nogensinde have været «selvstændig», uden ved at fremstille Guds-billedet i dets helhed. Hvis manden havde fremstillet Guds-billedet i dets helhed og altsaa virkelig havde været selvstændig, kun et eneste minut, saa vilde kvindens skabelse været en umulighed i al evighed. Naar mennesket, det hele, fuldstændige menneske, engang var skabt, da kunde det jo ikke skabes en gang til.

*

Adam blev skabt først, for at det savn han følte i sin ensomhed, skulde bringe ham til, med den inderligste kærlighed og glæde at modtage kvinden.

Hendes naturs finhed udtrykkes ogsaa derved at hun skabes af et allerede forædlet, levende stof. Ogsaa af den grund maa hun skabes senere end han.

Denne pause mellem mandens og kvindens skabelse er en forventningens stund, som naar brudgomen venter paa sin brud. At han maa være den første paa pletten, det har Herren selv lært ham ved Adams skabelse.

Det er før højtidelighedens begyndelse; alt er beredt, alle er forsamlede, man venter kun paa festens dronning. Hvad var en fest uden hende! Vi 42ser ogsaa, at idet bruden træder ind af kirkedøren, da lyder først orgeltonerne, da spilles der op.

Da Eva er skabt, da er skabelsen fuldendt, da begynder menneskeslegtens historie. Da Eva træder ind i livet, da spilles der op, da udbryder Adam i henrykkelse.

*

Efter denne poetiske afslutning af de bibelske motiver, vil det være passende at der i disse strøtanker, – denne mellemaktsmusik, – følger et stykke med en friskere nutidsklang, for at indlede den næste, mer filosofiske afdeling.

*

Jeg er ikke lærd, og jeg giver mig heller ikke udseende af at være det, – men jeg er nybygger. Som kvinde, indtrængende paa religiøst-filosofisk omraade, kan jeg vel, ialfald her i Norge, kalde mig saa. Jeg har derfor nybyggerens store fordel, jeg kan tilegne mig tusinde maal jord, – ja uhyre landstrækninger, bare ved at gøre en streg i jorden. – Mændene, jeg mener tænkerne, filosoferne, maa derimod, ligesom de praktiske ingeniører bygge viadukter over jorden, – og grave tunneler, filosofiske tunneler under jorden, for at komme forbi hverandre, saa tætt bygget er deres omraade. De mandlige tænkere have nu begyndt at grave sig ned i «det ubevidste», da den mandlige bevidsthed forlængst er gennempløjet til det yderste.

43Da manden kun er sig bevidst som enkeltmenneske, saa vil han ogsaa have en enkelt personlig Gud.

Naar kvinderne forkaste taushedsdogmet, da vil den mandligt enkeltmenneskelige bevidsthed blive en umulighed. Kvindernes tilværelse kan vel ties væk, overses, glemmes, – men negtes kan den ikke. Naar kvinden træder frem og taler: «Se, jeg er virkelig til! Jeg lever!» da maa enhver nødvendigvis give hende rett.


II.

Strøtanker II har vært trykt i Tidssignaler

Kvindernes lejr, kvindernes land, staar endnu paa samme trin som Tyskland – et civilisationens midtpunkt i nutiden – stod paa i Tacitus’s og Germanicus’s tider.

Det er lutter uhyre myrstrækninger, fulde af surt, stillestaaende vand, ugennemtrængelige skoger, utilgængelige for luft og sol, – – og som er den trygge bolig for vilde dyr.

Her er meget at gøre; og det er paa høje tid at tage fat paa arbeidet, for at faa denne uhorvelege myr til at opfylde sin bestemmelse, som er at være civilisationens midtpunkt, hvor dens bankende hjerte, dens levende sjel og aand er at finde.

*

Ernest Renan bruger udtrykket den «feodale kirke». Dette udtryk er træffende om den katholske 44kirkes organisation; det tjener til dennes forklaring i middelalderen.

Kirken maa, ligesom alt andet, til en viss grad være sin tids barn. Det var næverettens, smaakrigens tid; ridderne iførte sig panser og plade. Kirken maatte indhylle sig i et harnisk af dogmer og ceremonier; presterne maatte iføre sig dyrebare skrud, stive af guld– og sølv-mor – for at indgyde respekt. Det var jo efter hele tidens medfør; enhver havde sin stand tegnet paa sine klæder, udtrykt ved guld og sølv-galoner og broderier; ogsaa kirken maatte følge tidens skikk. Det kunde ikke falde nogen ind, at det kunde være anderledes.

Tiden har imidlertid afskaffet disse kaste-dragter, disse stands-skrud. Der gives jo embeds-dragter for endel endnu; men deres brug indskrænkes altid mer.

*

Den nyere tid har frembragt et ejendomligt ideal, som er saa almengyldigt, at det rimeligvis vil nødsage kirken i nutiden til at tage hensyn dertil, ligesom kirken i middelalderen maatte staa i forhold til sin tid. Dette ideal er den engelske type, en gentleman. Denne tilkendegir sig mer ved indre egenskaber end ved ydre kendetegn. Denne type er uafhængig af panser og plade, af guld– og sølv-broderier, af rang, ja endog – til en viss grad – af formue. Det er æresfølelsens, rettsindighedens, humanitetens ideal.

Gentlemans-typen med den humane moral, som udgaar fra den, vil kaste en slem skygge, eller rettere et slemt lys over de rett-troendes sneverhjertede og 45kærlighedsløse moral, og over deres ringeagt for menneskene.

Det engelske folk har æren af at have uddannet denne type til en høj grad af renhed; den danner en herlig modsætning til nutidens mange usle typer.

*

Guddomlige Nemesis, guddomlige gengeldelse!

Manden vil ikke erkende kvinden for andet end et underordnet væsen. Hun er fødd livegen, skabt kun for at tjene ham og for at forlyste ham.

Det som jeg beundrer, er den maade hvorpaa verdens-styrelsen lader denne selvgode og hovmodige tankegang straffe sig selv.

Manden synes at det er under hans værdighed at anse kvinden som et jevnbyrdigt væsen. Det er altsaa noget lavt, underordnet, han søger naar han nærmer sig hende. Den som søger, han finder. De ædle, ophøjede kvinder tiltaler ham ikke; de synes næsten at ængste ham; han negter helst deres tilværelse.

Manden søger altsaa noget lavt, naar han søger kvinden. Den som søger, han finder; – det lykkes ham virkelig at finde noget lavt. August Strindberg fortæller jo nu hele verden, hvad det er han har fundet.

Det lykkes undertiden manden at finde noget overordentlig lavt endogsaa i denne sin søgen, – og nu kommer gengeldelsen! Nu blir han – herskeren, «skabningens herre» – han blir det mishandlede legetøj for de usleste, laveste kvinder! – à son tour.

46Han har villet gøre kvinden, selv i sin ædleste skikkelse, til et mishandlet legetøj for sig.

O, evige rettfærdighed!

*

Jo mer manden anser sig, ganske alene, for at være mennesket, det hele menneske, jo mer skakk, jo mer halv blir han – som menneske.

*

Ingen uvidenhed er saa dyb som mandens uvidenhed om kvinden.

Jeg ved ikke, om der har været tider, da man trodde, at maanen var gjort af en grøn ost; men visst er det, at der var tider, da man trodde at jorden var en liden flad skive, som svævede ubevegeligt i rummet. Stjernerne trodde man var blanke knapper, som bevegede sig i nogle mils afstand, ligesom indvendigt paa laaget af en kuffert.

Nutids-manden, fremforalt nutidens videnskabsmand, udmerker sig ved sine anskuelser om kvinden; de kan samenstilles med disse forældede kosmiske forestillinger.

Jeg henviser til hvad en Gustave Le Bon, en Lombroso, en Proudhon, en dr. G. Vilh. Lyng, har fremført som sin opfatning, som sine meninger om kvinderne.

«Videnskabsmanden i nutiden har en dybtgaaende kundskab om skabningen i det hele, baade til den uorganiske og til dyreverdenen. Han kan beskrive ethvert insekt og ethvert kryb i luften, i dyndet og i vandet; men kommer han til den skabning, som 47kaldes kvinde: om hende har han end ikke det svageste begreb». Saaledes skriver en fransk kvinde allerede for over tyve aar siden. Hun tilføjer om Proudhons udtalelser om kvinderne: «Les erreurs les plus étonnants s’y trouvent accumulés».

Dette gelder ligeledes de andre, her nævnte, lærde herrers udtalelser om kvinder: De mest forbausende vildfarelser finder man her sammendyngede.

*

Kvinden er genstand for sansning, ikke for tænkning.

Ligesom den rette linje er den kortest mulige vej mellem to punkter, saaledes er denne sætning den kortest mulige forklaring af mandlig uvidenhed i dette emne.

*

Jeg kender et publikum, der er ligesom den tunghørte. Dersom man taler dæmpet til det, hører det intet – eller ialfald letst ikke høre eller vøre (vyrda); – taler man sterkt og eftertrykkeligt, blir det meget stødt og siger: «Raab dog ikke saa højt!»

I begge tilfælder vyrder det intet og indhyller sig i ligegyldigheden som i en kaabe.

*

De rettroende kristne har en servil maade at tilbede guddomen paa; de bærer sig ad som de asiatiske folkeslag, der kaster sig næsegrus for at vise sin ærbødighed, og som paa denne maade aldrig kommer til at se sin overherre i ansigtet. Det er 48den slags ærbødighed, som i Kina vises keiseren derved, at naar han skal bæres gennem byen, saa drives folket først tilside i de gader, hvorigennem han skal drage, saaledes at dette folk aldrig faar se sin keiser.

Skræk og angst og sløv trældoms-aand kan jo nok trives paa den maade; men burde ikke kristenheden hæve sig til det højere stade, som hviler paa hengivenhed, og som er grundet paa tillid og forstaaelse? Siger ikke Jesus selv, at man bør drive trældoms-frygten ud?

*

Manden vil ikke tillade kvinden at staa paa egne ben. Hun skal være til for ham, kun for ham. Denne hovmod, denne selvgodhed hevner sig frygteligt. Da hun ikke faar lov at staa paa sine ben, – – saa falder hun følgelig over ham med hele sin tyngde. Han knuges, han knuses under denne vegt.

*

Kvinden skal i livet intet andet maal og méd have end manden; dette indprenter, indpræker han hende af omsorg for sin egen værdighed og vigtighed.

Da hun aldrig faar høre andet, og da hun finder alle veje stængte – alle, undtagen de veje, som fører til dette hendes eneste maal og méd, – saa kaster kvinden, dette bevegelige, livlige væsen, kaster sig med alle sine ubrugte, sammentrængte evner og kræfter over manden for at drage ham til sig; for at underholde sig med ham; for at have en genstand for alle sine ørkesløse tanker og følelser; 49for at lege med hans følelser, med hans lidenskab, – og for at blive «forsørget».

Nu hører man ham klage over, at hun overalt stiller sig i hans vej; hun udsuger ham, hun ødelægger ham.

Han kan ikke værge sig for hende. Han, den kloge, han, den lærde, er bestandig som en flue, der med hundrede klare øjne, – dog flyver lige i edderkoppens væv. Kvinden sidder som en stor kingel ivejen for ham, og spinder og spinder for at fange ham.

Klag dog ikke, du gode mand! Du har jo selv villet have det saaledes!

Tu l’a voulu, George Dandin!

Det er en rejsende mand, en tysker, af hvem jeg engang i Trondhjem har faaet dette ypperlige billede: fluen og kingelen.

*

Visst er det, at de to køn plager hinanden frygteligt, saalænge tingene skal gaa som hidtil. De to køn trænger til at faa fred for hinanden, til at blive hinanden kvitt.

Lad manden opgive den umenneskelige og for ham saa skæbnesvangre fordring, at kvinden kun skal være til for ham! Lad hende være fri, lad hende være selvstændig, lad hende arbeide, og betal hendes arbeide, naar hun gør det ligesaa godt som manden; – – – og han skal se, hvor han faar fred for hende, hvor han faar pusterum.

Kvinden trænger naturligvis i endnu højere grad til at faa fred for manden, til at faa pusterum for 50ham. Naar hun da har faat tid til at udvikle sig fritt og selvstændigt som sandt menneske, – da behøver ikke de to køn længer at ønske at blive hinanden kvitt, at faa fred for hinanden. De vil da virke, leve ved siden af hverandre som frie, lykkelige mennesker, og have fred med hinanden.

Manden har nedværdiget kvinden ved at forkynde, at hun er skabt til et enkelt øjemed; og ved at gøre det til, at dette øjemed for hendes tilværelse er at tilfredsstille hans lavere tilbøjeligheder.

Endelig hæver den kvindelige aand sig for at kaste titanen til jorden.

De blodige erobringskrige er tilende, den almindelige fred og afvæbning ringes allerede ind over jordkloden.

En anden, almenere, aandigere kamp begynder: kampen mellem den kvindelige og mandlige aand.

Titanen er saa udmarvet af sin stilling som sultan, som ene-hersker, at han er bleven en blødagtig pascha; han er ikke længer nogen titan. Han trænger derfor til at kastes til jorden for at styrkes.

*

Menneskeslegten har nu, selv efter de ortodokses mening, mindst været til i seks tusind aar. Det er da vel paatide, at den nu blir et menneske-samfund og ikke alene et mandfolke-samfund som hidtil. Den civiliserede menneskehed, som vil kende alt, maa dog nu endelig lære sig selv at kende.

51Den kvindelige aand, kvindeligheden, har været stillet ligesom den store aand Eblis i det østerlandske sagn.

Denne blev, som vi ved, indesluttet i et skrin med syv hængelaaser for, og skrinet blev enda forseglet med det store Salomos segl. Og saa blev skrinet kastet i havet.

Her laa den store aand indesluttet, det ene hundred-aar efter det andet; indeklemt, indespærret, i vaande, – i havets dyb.

Den udtænkte sig da den løn, som den vilde give sin befrier.

Men udfrielsen udeblev – det ene aarhundred efter det andet. Det ene hundred-aar efter det andet – gik. Udfrieren kom ikke.

Da blev den store aand saa forbitret, at den lovede sig selv at dræbe den, som sprængte laasene og aabnede skrinet. –

Saaledes er den kvindelige aands tilstand nu.

Tidens fylde er kommen, da de syv laaser skal dirkes op, og da det store Salomos segl skal brydes.

Men nu er den store aand bleven saa forbitret, at den med arrig hvæsen vender sig mod den, som vil udfri den.

*

Nu har fiskeren kastet snøret, – og har draget skrinet op, – og har begyndt at dirke op laasene: – og saa skal vi skride til at bryde det store segl: –

52Og da vil den store aand, kvindelighedens aand, trænge sig ud; – og den vil da opfylde den hele verden!

*

«Gud velsigne, dig, kvinde!» «Seraf-vingens hvide glans skinner paa din pande. Den alene er et aasyn fuldt af renhed og af højhed: en prestindes og en dronnings. Guds ukendte navn maa være skrevet klart derindenfor».
                                                                                             Henrik Vergeland

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Kvinden skabt i Guds billede

Kvinden skabt i Guds billede regnes som Aasta Hansteens litterære hovedverk. I boken kritiserer Hansteen samfunnets, og særlig kirkens, kvinnesyn og argumenter for at både mann og kvinne er skapt i Guds bilde, og derfor burde ha samme rettigheter.

Boken ble først utgitt i 1878 og kom i en revidert og utvidet utgave i 1903. Utgaven i bokselskap.no følger 1903-utgaven.

Boken er korrekturlest og tilrettelagt av Bachelor-studenter i Bibliotek- og informasjonsvitenskap ved OsloMet høsten 2020.

Les mer..

Om Aasta Hansteen

Aasta Hansteen var maler, skribent, landsmålsforkjemper og kvinnesakspionér.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.