Kvinden skabt i Guds billede

av Aasta Hansteen

Treenighedslæren

Det højeste af alle begreber er personlighedsbegrebet. Det indeslutter derfor ogsaa det guddomlige i sig. Forestillingen om guddomen har ogsaa i alle tider været uadskillelig fra forestillingen om det personlige.

I alle tider, det vil sige i gamle tider, da menneskene vilde være hele fuldstændige mennesker, og da tænkerne, vismændene, saameget som muligt vilde tænke som hele fuldstændige mennesker.

Det er den nyere tid, saavidt jeg ved, som har frembragt specialister. For at trænge dybere ind paa det enkelte punkt, har man indskrænket omfanget af sine iagttagelser. Den nyere tids tænkere repræsentere især hjernevirksomheden, de er forstandsspecialister.

Denne forstandsspecialisme retter sine iagttagelser mod den legemlige og synlige form af skabningen som vi kalde naturen, og behandler derefter naturiagttagelserne paa speculativ maade, men med liden idealitet. For denne hjernevirksomhed, væbnet med mikroskop, synes personligheden, i dens begreb og betydning, at opløse sig til atomer.

Personlighedsbegrebet er af umisteligt værd for den menneskelige tilværelse. Mennesket selv er, for den menneskelige bevidsthed, kilden til dette begreb, da mennesket unegteligt er person, og fordi, indenfor menneskets iagttagelseskreds, ikke noget andet væsen 56kan erkendes for person. Den højeste tilværelsesform er den personlige. Denne tilværelsesform er derfor den eneste tænkelige, den eneste mulige, for guddomen. Menneskets skaber, menneskets gud, maa være en personlig gud, ellers stod skabningen højere end skaberen.

Personlighedsbegrebet er altsaa i højeste grad vigtigt, ja umisteligt. Med personlighedens begreb staar og falder guddomen, opfattet som forsyn, som en levende, barmhjertig Gud.

Med dette begreb staar og falder mennesket, opfattet som sjeleligt, aandigt væsen, og tillige dettes forhold til guddomen, som forsyn.

Med dette begreb staar og falder altsaa ogsaa det, som jo nu er tidens løsen, menneskeværd, menneskeværdighed og menneskerettighed.

Med dette begreb staar og falder moralen, selve det moralske princip, thi med dette begreb staar og falder sjelens udødelighed, det selvstændige, bevidste, ansvarlige, med fornuft og fri vilje begavede, individ.

Naar dette begreb opløses eller tilintetgøres, da forvandles guddomen til en mægtig naturkraft, vidunderlig i sine virkninger, men som arbeider uden maal eller med. Skabningen forvandles til lutter materie, den menneskelige tanke bliver reduceret til fosfor, det menneskelige legeme bliver en underfuld, arbeidende organisme, hvori forskellige stoffer cirkulere, forbrænde og forvandles paa en højst interessant maade, men uden noget højere endemaal, da det sjelelige princip er forsvundet, i hvis tjeneste denne organisme skulde staa, hvis udtryk den skulde være.

57Tilværelsen forvandles, med ett ord, til en storartet kemisk-fysisk process.

Det er bekendt, at det menneskelige sjeleliv for øjeblikket befinder sig i en stor krise. Det er bekendt, at filosofien i nutiden har tabt sit egentlige fodfæste, som videnskab om aandelige og sjelelige tilstande, og at den gør fælles sag med naturvidenskaben.Jeg støtter disse udtalelser nærmest til en afhandling i et svensk tidskrift: «Om den samtida filosofien i Tyskland, Danmark och Frankrike», af P. J. H. Leander. 1876.

Dette kan have sin store nytte og sin store berettigelse, som en overgaaende reaktion mod forhen herskende, altfor abstrakte systemer og tankeretninger, som med altfor stor vilkaarlighed trængte ind paa det naturvidenskabelige omraade.

Men det sjelelige og aandelige holdepunkt maa atter genfindes. Dette holdepunkt kan kun søges og vinde fasthed i religionen, i den fuldkomneste religion vi kende, i kristendomen.

Dette holdepunkt synes i nutiden at være glippet.

Vi maa søge aarsagen til at dette er sket. Jeg vil i et senere hefte af dette skrift, udtale mig nærmere herom. Her kun saameget om grunden til nutidens religiøse opløsningstilstand: Aarsagen synes at være, at forvalterne af de dyrebare kristelige sandheder og troslærdome have været altfor ængstelige, altfor urokkelige, i deres fastholden af de former hvori disse sandheder og troslærdome er os overleverede.

Da disse former ikke længer tilfredsstiller nutidens tænkende mennesker, saa har disse svaret paa, 58eller imødegaaet, den omtalte urokkelighed ved at, paa en temmelig voldsom maade, sønderslaa de forældede former hvori de umistelige skatte er os overleverede, saaledes, at det synes som om selve indholdet stod fare for at spildes.

Det er bekendt, at i henseende til de her omhandlede regioner af det menneskelige liv, er tilstanden i den civiliserede kristenhed saaledes som her i korthed er skildret. Da saaledes en, vistnok beundringsværdigt dygtig, men tillige overvejende realistisk fremtrængen, formelig synes at true det sjelelige omraade med en slags oversvømmelse, saa mener jeg at kunne faa medhold i, at det vilde være en fortjenstfuld gerning at yde en, om nok saa ringe skærv, at give et vink, om ogsaa i stor ufuldkommenhed, for at hjelpe til at vogte det menneskelige sjele-omraades grændser.

Da nu, som jeg har paapeget, personlighedsbegrebet er umisteligt for dette, saa vil jeg stræbe at gøre et saadant forebyggende arbeide, ved at søge en fast og dyb grundvold, hvorpaa jeg kan opføre et tempel for denne dyrebare helligdom, hvori den ukrænkeligt kan bevares.

En saadan grundvold tror jeg at have fundet i treenighedslæren. Jeg vil da skride til opførelsen af min tankebygning, hvilken jeg, som før nævnt, har søgt at istandbringe ved en ejendomlig sammensmeltning af denne lære med ordet om, at mennesket er skabt i Guds billede.

Paa denne maade haaber jeg tillige at kunne gøre mine tanker geldende hos samtiden, der jo, som vi ved, er overvejende realistisk. Naar man vil udrette 59noget, maa man jo nødvendigvis søge at komme i forstaaelse med sin samtid. Jeg vil derfor udhæve, at jeg støtter mig til noget realt, til noget virkeligt. Jeg støtter mig navnlig til den virkelighed som kaldes mennesket, til den unegtelige kendsgerning som kaldes den menneskelige tilværelse.

Vi vil begynde med at forsøge at klargøre, hvad en person, hvad personlighed vil sige.

Enhver forestilling om personlighed er uadskilleligt knyttet til førestillingen om særegne evner og egenskaber, som er personlighedens kendemerke. Enhver forestilling om en person dannes netop ved at opfatte forskellige egenskaber, som bestemme personens karakter, med udelukkelse af andre egenskaber, som ikke høre til denne personligheds aandelige bygning. Et væsen som har alle mulige egenskaber, er derfor ingen person. Et saadant væsen findes derfor heller ikke. Naar man taler om et saadant væsen, da er det kun et tankeexperiment man foretager, eller – det er en meningsløs tale man fører.

Naar vi tror paa den personlige Gud, da maa vi ogsaa tro paa den treenige Gud. Guddomen maa være trefoldig for at have personlighed, og disse tre personer maa være ett, for at være den alt omfattende, den alt indefattende, Gud. At tale om en personlig guddom som er een, er derfor en løs og svævende tale. Til denne personlige Gud, som er een, kan ingen troende staa i et nærmere forhold, eller anderledes, end vore hedenske forfædre stod til deres Valfader. Denne personlige Gud, som er et enkeltvæsen, forestiller den mandlige tænker sig, fordi 60han er fuldkommen uvidende om kvindens tilværelse, i højere forstand, navnlig som aand, – og han derfor, naar han, paa spekulationens højder taler om mennesket, ene og alene tænker paa det mandlige individ, altsaa forestiller sig mennesket som et enkeltvæsen.

Naar den mandlige tænker saaledes ikke ved, at mennesket bestaar af to personer, som udgør en enhed, men tænker sig mennesket som en enkelt personlighed, og naar han dertil vil fastholde ordet om, at mennesket er skabt i Guds billede, saa kan han heller ikke forestille sig Gud anderledes end som en enkelt personlig Gud, da han slutter fra billedet til dets original, eller forbillede.

Naar den mandlige tænker alligevel vil fastholde læren om treenigheden, da faar han, som følge deraf, et haardt arbeide. Derfor har ogsaa læren om den treenige Gud været en haard tale for de mandlige tænkere, «fra Augustinus og til Hegel». «Alle deres forsøg paa at løse problemet gaa i to hovedretninger: enten fremstilles de tre guddomspersoner som svarende til hovedsider i den menneskelige personlighed, f. ex. væren, erkenden, villen; – magt, visdom, kærlighed; – sjel, fornuft, følelse; – eller omsættes trefoldigheden i en indre virken, den forvandles til de forskellige akter i det guddomlige tankeliv». (Dr. Henr. Nik. Clausen).

Efter endeløse spekulationer for at fatte den og tilegne sig den, efter fjorten aarhundreders frugtesløse anstrengelser, kaste tænkerne den nu ogsaa endelig fortvivlede fra sig. Vi ser hvorledes Tysklands mest fremragende protestantiske theologer, med dr. Sydow 61i spidsen, henregner dogmet om treenigheden til de «uddøde forestillinger». Vi har hørt en grundtvigianer, Jungersen, yttre at denne tros-sætning maatte anses for at være «opgivet», da den ikke havde nogen «tilknytning i den menneskelige bevidsthed».

Dette er ogsaa fuldkommen sandt, og i god overensstemmelse med hvad jeg netop har udviklet, navnlig naar den mandlige tænker, ved «menneskelig», forstaar, – ikke det tofoldigt-menneskelige, men kun det enkelt-menneskelige, og dette naturligvis, fra hans standpunkt, som det mandlige.

For kvindens bevidsthed er derfor tilknytningen til treenighedslæren langt lettere, da hun, ifølge alle bestaaende forhold, altid forestiller sig mennesket tofoldigt, da hun umuligt kan være uvidende om, eller overse, mandens tilværelse, da han indtil nu har været menneskehedens repræsentant, og har fungeret, saalangt som det paa nogen maade var fysisk muligt, baade som mand og kvinde.

For at bevise sandheden af min ovenfor fremsatte sætning, at den mandlige tænker er fuldkommen uvidende om, eller aldeles ikke har formaaet, eller havt anledning til, at opfatte kvindens tilværelse i højere forstand, navnlig som aand, – hvilket er grunden til at han ogsaa, i højere forstand, tænker sig mennesket som enkelt personlighed, – vil jeg hidsætte en ytring af den norske tænker, dr. Ge. Vilh. Lyng: «Adam finder navn paa dyrene; han finder dem svarende til forestillinger, der slumre i dybet af hans sjel, – men han finder intet svarende til den ene tanke, den tankernes tanke, der ogsaa slumrer derinde, – der indeslutter i sig hans væsens 62hele fylde. Og først da han finder det, først da Gud skaber kvinden, i hvem Adam finder sin naturs dybeste længsel tilfredsstillet, i hvem Adam ser sit eget billede i skabningen, først da ser ogsaa Adam at alt er saare godt, først da er Adam et helt menneske og skikket til at udføre det kald han har faaet af Herren, at gøre sig jorden underdanig».

Denne sætning er vel skikket til at vise den hele ufuldkommenhed, den hele uklarhed, i de mandlige tænkeres opfatning af kvinden, som selvstændig, aandig personlighed, som menneske skabt i Guds billede. Den beviser tillige med hvor stor ret jeg har valgt titelen paa dette mit skrift, thi her sættes jo kvinden som naturvæsen skabt i mandens billede. Ja, det synes næsten som om forfatteren ikke ser i hende et selvstændigt levende væsen, ved siden af Adam, men snarere som om han kun i hende ser det ribben som var Adam frataget, og som han genindsætter i Adams side, hvorved denne først bliver «et helt menneske». Jeg har hidsatt dette sted som en prøve paa den gennemsnitlige opfatning af kvindens betydning, som man finder hos de religiøstfilosofiske tænkere. Dr. L. udtaler alligevel om Guds sidste skaberakt, hvorved mennesket bliver skabt i Guds billede, at det er en trefoldig skabelse.

Dette stemmer overens med mine ytringer side 18.

Afvigelsen mellem hans og mine anskuelser viser sig derimod, idet han nærmere vil forklare hvorledes mennesket, som billede af Guds treenige væsen, ligeledes maa være et treenigt væsen. Denne menneskelige treenigheds beskaffenhed eller bestanddele er efter hans forklaring: 1) Menneskets herredøme 63over dyrene. 2) Menneskets herredøme over den øvrige skabning. 3) At planterne gives mennesket til føde.

Dette menneskelige treeninghedsvæsen er det samme som menneskets «liv, historie». Forfatteren bemerker ogsaa, at «treenigheden hos mennesket ikke som hos guddomen er en virkelig trehed af personer, men kun en trehed af indre livsstadier». Men i samme øjeblik siger han, at Guds væsen ogsaa er hans historie, og at dette «væsen eller historie er treenigheden».

Man ser her, at «en virkelig trehed» af personer i guddomen aldeles opløser sig, ligesom der i den menneskelige treenighed hos forf. ikke findes spor af persons-trehed. Atter et bevis paa hvor umuligt det er for den mandlige tænkers enkeltmenneskelige bevidsthed at faa en anskuelse af persons-treenigheden.

Hegel omsætter læren om denne, efter sit system, saaledes, at den anden og tredje person i guddomen hver især er en reflexion eller en tankebevegelse, som foretages af første person, da han sætter aandens væsen udelukkende i tænkningen.

Men om første person, som altsaa egentlig er eneste person, faar vi intet begreb; ialfald er denne gnddom slet ikke person. Den personlige bevidsthed existerer nemlig slet ikke, paa nogen blivende maade, efter det Hegelske system, den tændes kun som en gnist, som igen slukkes med hvert enkelt menneske. Menneskenes mængde fremgaar altsaa som en strøm af lysende, personlige bevidsthedsfunker, af den evigt arbeidende og skabende materie, som paa en gang er verden og gud.

64Man ser, at man her er paa fixstjerne-afstand fra begrebet om en personlig gud.

Dette system tyder ogsaa paa en svag opfatning af personlighedens betydning, ligesaavel som af menneskets betydning som personlighed, thi den personlige bevidstheds lys slukkes saasnart det kommer ind i dødens port, som det synes, ved den kolde, sterke luftstrømning fra det hinsides. Dette støtter ogsaa min ovenfor fremførte sætning, thi, i lighed med, til støtte for min paastand, at en personlig gud som er een, d. e. et enkeltvæsen, ikke kan gives, ser vi, at det enkelt-menneskelige (mandlige), personlige bevidsthedslys lett kan slukkes.

Den eneste maade hvorpaa mennesket kan faa en forestilling om Gud, som «Ingen har nogen tid set», Joh. I. 18., det eneste vi har at gøre for at faa en anskuelse af Guds væsen er, at forudsætte overensstemmelse mellem det guddomlige og det menneskelige væsen.

En flerhed af de mest fremragende blandt nutidens friere tænkende theologer forkaste, som ovenfor nævnt, treenighedslæren, fordi den ikke kan forsvare sin plads i deres bevidsthed. De vil navnlig gaa ud fra det bekendte til det ubekendte, hvilket jeg tror er en almindelig videnskabelig grundsætning.

Da jeg nu mener at have vist, at disse mænds bevidsthed ikke kan siges at være fuldstændig, som menneskelig bevidsthed, da den halve menneskehed, den halve menneskelighed, den kvindelige del, ikke er optaget i tankens regioner, ikke er inddraget under de filosofiske begrebers omraade, saa mener jeg videre at kunne vove den paastand, at de mandlige tænkeres 65forkastelsesdom over den kristelige treenighedslære endnu kan tilbagekaldes.

Naar kvinderne paa deres side forkaste taushedsdogmet, og derved blive istand til at komme til kundskab om, og faa klarhed over, deres egen, for dem ejendomlige, natur og aand, saa vil de derved ogsaa blive istand til at aabenbare disse for den mandlige tænkning. Naar de kvindelige sjels- og aandskræfter blive løste af deres baand og lænker, naar disse hidtil saagodtsom ubrugte kræfter skabe sig en virkekreds, naar kvinderne gennemgaaende overtage den virksomhed som hidtil, paa deres vegne, er blevet drevet af mændene, naar kvinderne herefter selv optage arbeidet paa de marker, de vidder, som unegteligt høre under deres omraade, – da vil det vise sig at mange af de højeste spørgsmaal, f. ex. treenighedslæren, endnu er uløste, fordi den kvindelige aand, – tildels simpelt hen fordi man har været uvidende om dens tilværelse, – har været udelukket fra at deltage i forskningen og i forhandlingerne.

Naar kvinderne, paa tænkningens, paa aandens omraade, hævder deres tilværelse paa en maade, som svarer til det talforhold og til det legemlige rum, de indtager paa Jorden, da vil enhver mandlig tænker nødes til at udvide grændserne for den hidtilværende «menneskelige bevidsthed». Den vil for det første faa en dobbelthed, det mandlige og det kvindelige; – dernæst vil man opdage en mellemliggende mark, som passende kunde kaldes «det rent menneskelige», (et saadant udtryk findes jo allerede); – og saa har man straks trefoldigheden, den menneskelige trefoldighed. Da vil maaske den menneskelige bevidsthed 66kunne finde at en tilknytning til læren om den guddomlige trefoldighed ikke længer er umulig; omendskønt det ser ud til, at enigheden om den menneskelige treenighed, ligesom al anden enighed, først vil naaes gennem en alvorlig kamp.

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Kvinden skabt i Guds billede

Kvinden skabt i Guds billede regnes som Aasta Hansteens litterære hovedverk. I boken kritiserer Hansteen samfunnets, og særlig kirkens, kvinnesyn og argumenter for at både mann og kvinne er skapt i Guds bilde, og derfor burde ha samme rettigheter.

Boken ble først utgitt i 1878 og kom i en revidert og utvidet utgave i 1903. Utgaven i bokselskap.no følger 1903-utgaven.

Boken er korrekturlest og tilrettelagt av Bachelor-studenter i Bibliotek- og informasjonsvitenskap ved OsloMet høsten 2020.

Les mer..

Om Aasta Hansteen

Aasta Hansteen var maler, skribent, landsmålsforkjemper og kvinnesakspionér.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.