Fra Finmarken (Lajla)

av Jens Andreas Friis

II. Jaampa paa Ski efter Ulven

15For mange Aar siden var Aslak Laagje Finmarkens rigeste Fjeldfin.

Han eiede en Hjord paa 3-4000 Rensdyr og for at passe denne maatte han have baade Tjenere og Tjenestepiger, ikke at tale om en hel Flok Hunde.

Jaampa og Jouna hed to af hans Tjenestegutter, og om disse kan det maaske være værdt at høre lidt nærmere, især da om den første.

Jaampa var af ægte finsk Blod og ægte finsk Udseende. Hans Mund var temmelig stor, Næsen liden og noget flad, Øinene smaa og plirende, Kindbenene udstaaende, Haaret sort og filtret, og hele Ansigtet furet og rynket som et Stykke skrumpet Næver, Dertil var han aldeles brunbarket af Hede og Kulde, Røg og Regn, Vind, Hagl og Sne. Han saa ikke godt ud, ikke engang i en Finnepiges Øine, og han havde gjort saa liden Lykke hos Pigerne, at han endnu i en Alder af henved 40 Aar ikke havde faaet sig nogen Kone. Jaampa var ikke nogen from 16Mand, og han kunde desværre heller ikke kaldes gudfrygtig i kristelig Forstand. Tvertimod er jeg bange for, at han maatte siges at være Hedning.


Jaampa

Vistnok var han baade døbt og konfirmeret, men hans kristelige Opdragelse havde foregaaet i de Tider i forrige Aarhundrede, da Finnebørnene bleve tvungne til at lære deres Kristendom paa Norsk.

Jaampa havde vel saaledes lært saameget udenad af den norske Katekismus, at han til Nød «slap frem» for Præsten, men rimeligvis havde han, som det hedder fra den Tid, «intet forstaaet af, hvad han enten havde hørt, læst eller sjunget,» og senere havde han da kastet Bogen og dermed ogsaa sin Kristendom overbord.

Mor Laagje, som var en from Kvinde og som kunde flere Bønner baade paa Finsk, Kvænsk og Norsk, havde ofte sagt til ham:

«Jaampa, Jaampa, hvorledes skal det gaa dig paa Dommens Dag, du, som aldrig beder, hverken Morgen eller Aften?»

«Jeg kan ikke Daro» (Norsk) havde da Jaampa svaret, «hvorledes kan jeg saa bede til de Norskes Gud, han forstaar jo ikke Same» (Finsk).

Hertil vidste Mor Laagje heller ikke noget at svare, thi ogsaa hun havde hørt, at Biskopen (M. F. Bang), saa utroligt det end kan synes, havde forsikret, «at Vorherre ikke vilde høre finske, men kun norske Bønner.»

Biskopen tænkte vel dermed at bringe dem til 17desto ivrigere at lægge sig efter Norsk. Men Jaampa vilde ikke lære Norsk eller kunde ikke, om han end noksaa gjerne vilde; thi hvem skulde lære ham det?

Og hvad gjorde han saa? Jo, han tyede i Hemmelighed igjen tilbage til de finske Guder, som endnu ikke vare ganske glemte, og hvis Billeder endnu stode hist og her rundt omkring i Fjeld og Fjære. Disse maatte vel, mente han, idetmindste være ligesaa sprogkyndige som han selv eller forstaa baade Finsk og Kvænsk, hvilke Sprog han talte lige godt. Han bad vel saaledes paa sin Vis, men naar han bad, hvor han bad og hvad han bad om, det ved alene Vorherre.

Jaampa havde et ubændigt hidsigt Gemyt. Ond var han vel egentlig ikke. Han var nemlig glad i Smaabørn og ofte efter fattig Leilighed snil imod Folk, som vare endnu fattigere end han selv. Men blev han tirret eller ophidset, da var han ikke bedre end et vildt Dyr, da skyede han intet, frygtede ingen Overmagt og havde ingen Respekt mere enten for guddommelige, eller menneskelige Ting.

Hvorfor havde saa Laagje dette Menneske i sin Tjeneste?

Jo, Jaampa havde ogsaa sine Dyder eller gode Egenskaber. Han var mere end almindelig stor for en Fin at være, men alligevel smidig som en Kat og usædvanlig udholdende i Gang og Sprang, især var han en Mester til at løbe paa Ski. Han var flink som faa til at passe paa Renhjorden, til at 18tæmme Kjøreren, slagte Ren, dressere Hunde og fremfor alt til paa Ski at jage efter Ulven. Mangen en havde maattet lade sit Liv for Jaampas Kniv. Halvt en Ulv selv var han dennes svorne Dødsfiende. Han var derfor godt likt, og kom vel ud af det med sin Husbond Laagje, «den sagtmodige», og han havde god Løn. Hver Høst fik han 3 drægtige Simler og naturligvis ogsaa de Kalve, der faldt af disse. Paa denne Maade havde han, som saa mangen Tjener hos en Fjeldfin, samlet sig en liden Hjord paa omtrent 100 Dyr.

Disse vare naturligvis mærkede i Ørene med hans eget selvvalgte Mærke, forskjelligt fra Husbondens og alle andres.

Jaampa drak, naar og hvor han kunde faa fat i Brændevin, og saalænge og saameget, at han blev liggende, hvorsomhelst det traf sig, inde i Hus, eller ude paa Marken, i Sne og Kulde. Og saaledes kunde det undertiden hænde, at naar han vaagnede efter et Rus, var hans lange, tafsede Haar frosset saa fast i Sne eller Is, at han maatte bruge Kniven for at komme løs.

Jouna var aldeles forskjellig fra Jaampa. Han var temmelig lyslet og saa ganske godt ud. Han var derhos en medgjørlig og godslig Fyr, snakkede, spasede og pratede uafbrudt, et Barn i Sind og Tanke, som saa mangen Fin. Alligevel havde han ogsaa sine Dyder. Han var flink i Haandarbeide, til at gjøre Slæder, Ski eller Skeer og diverse Redskab 19af Renhorn, til at fiske og fange Ryper, til at hjælpe Kvinderne med at malke Ren o. s. v. I det hele taget Jaampa var en Esau, og Jouna var en Jakob. Jaampa og Jouna boede i Telt sammen, medens derimod Tjenestepigerne laa inde i Husbondens eller Familiens Hovedtelt, som Skik og Brug er.

Laagje havde den Vinter, da det her fortalte tildrog sig, slaaet sine Telte op paa Akkanasfjeldet, nogle Mil fra Karasjok, og sin talrige Hjord gaaende deromkring.

Ulven havde været meget slem allerede tidligt paa Vinteren, og uafbrudt havde Tjenestefolkene, 2 og 2 ad Gangen, maattet være ude baade Dag og Nat for at holde Vagt, men alligevel havde det lykkes Udyrene at rive ihjel flere Rensdyr. Man havde seet flere Flokke af Ulve, saa det var at frygte, at denne Plage vilde blive endnu værre udover Vinteren. Man havde ogsaa lagt Mærke til, at der blandt Ulvene var en enkelt en, som var ganske usædvanlig stor og af lidt anden Farve end almindelige norske Ulve. Man antog, at det maatte være en Russeulv, som var kommen fra Sibirien.

Jaampa gik i et stadigt Halvsinne, fordi dette Udyr havde revet ihjel en af hans egne ypperlige Kjøreren, skjønt den havde havt hundrede andre at vælge imellem. Han havde ogsaa en Dag været efter den paa Ski, men maattet opgive Jagten, da Sneen ikke var dyb nok, og Ulven saaledes havde let for at slippe unda.

20Jaampa sukkede og bad, men rimeligvis ikke til Vorherre, om at der snart maatte komme stærkt Snefald, saa han kunde faa prøve et Kapløb under gunstige Omstændigheder med denne Røver af en Ulv.

Endelig begyndte det ogsaa en Dag at tykne til, og alt eftersom det tyknede, begyndte Jaampas Ansigt at klarne op. Han lagde nyt Skud i sin korte Finnerifle, udsøgte sig de længste og bredeste Ski og smurte dem ind med Renfedt.

Saa kom Sneen. Stille og tyst i større og større Sneflokker dryssede den ned fra den mørke Himmelhvælving og lagde sig alenhøi baade nede i Dalførene og oppe paa Høiderne, hvor den ellers pleier at fyge af, hvorfor ogsaa Ulven, naar den forfølges, altid pleier at tage Veien didop, da den der har let for at springe afsted.

Jaampas Ansigt straalede, og han tog extra Nattevagter i Forventning om, at Ulvene skulde komme. Men flere Nætter gik hen, uden at man saa Spor af dem, saa man næsten begyndte at tro, at de havde fortrukket til andre Kanter.

Jaampa var baade tilfreds og utilfreds hermed. Det var jo godt at de bleve borte, men han havde dog gjerne først villet forsøge et alvorligt Kapløb med den store Ulv, som man havde seet.

Imidlertid maatte han igjen tage fat paa sine daglige Sysler, og en Formiddag holdt han saaledes paa med at tæmme en Ren nede paa Isen af en Indsø lige foran Teltene. Ungbukken havde nogen 21Tid forud gjennemgaaet den første Lektion efter Jaampas Opdragelsesmethode. Denne bestod deri, at han med en lang Snor eller Rentøm bandt den fast til Toppen af en nogenlunde stor, slank og elastisk Birk og saa lod den staa der og baske med denne. Birken bøiede sig, hvergang Renen sprang til og sled og tumlede sig for at slippe løs. Men efterhaanden gik det med Renen, som det pleier at gaa med Laxen paa Snøret i en vel øvet Fiskers Haand. Den maatte til Slutning give tabt og slaa sig tilro og taale at have Grime og Tømme paa sig. Saa tog han den med sig ned paa en Is og spændte en Slæde i Enden af Dragtømmen. I Begyndelsen er det vilde Dyr meget bange for Slæden eller denne Tingest, som den ser komme farende efter sig. Den tror formodentlig, at det er en Ulv eller et andet Udyr, som forfølger den, og først efterhaanden, naar den begynder at tabe Skrækken for Slæden, gjøres Dragrebet kortere. Jaampa og Renen baskede og tumlede sig nede paa Isen. Sommetider var Renen Mester, rev Jaampa overende og slæbte ham med sig et Stykke. Men der var ingen Fare for Skump eller Stød nede paa den slette Sneflade, og Jaampa holdt ud, indtil Renen efterhaanden ogsaa der maatte finde sig i at gaa roligt og slæbe en tom Slæde efter sig. Senere blev den med Slæde og noget Læs bunden ind i en Raide midt imellem tæmmede Ren, og her maa den uden videre følge med de andre.

Laagje var inde i sit Telt og passede Kjødgryden, 22der kogte til Middag. I en Fjeldfinnehusholdning er det nemlig Manden, som koger eller passer Gryden, medens Konens Arbeide fornemmelig bestaar i at sy Klæder, Sko, berede Skind og passe Børnene etc.

Jouna var beskjæftiget med at snekkerere paa en Pulk eller Renslæde. Alt aandede Fred og Ro, da man pludselig ser nogen paa Ski komme farende nedover den bratte Li paa den anden Side Indsøen, raabende noget, som ikke strax kunde forstaaes. Det var ingen anden end en af de unge Tjenestepiger, som den Dag havde Renvagt. Jaampa stansede med Rendressuren og lyttede. Saa hørte han tydelig Raabet: «Gumpe læ botsuin!» Ulven er efter Rensdyrene! Og er der noget Raab, som kan vække en Fin op af Døs, Dvale, Rus, Drøm eller Søvn, saa er det dette. Ja, jeg frygter for, at en Fjeldfin, om han end laa paa Knæ foran Alteret og skulde modtage Sakramentet af Præstens Haand, dog vilde springe op og fare afsted, dersom nogen kom ind i Kirken og pludselig raabte ham i Øret: «Gumpe læ botsuin!»

Jaampa slap øieblikkelig Renen og tog Spranget opover mod Teltene. Ogsaa han raabte: «Jouna, Laagje, gumpe læ botsuin!» Ikke saa saare hørtes Jaampas Raab, før Jouna kastede Kniven og Laagje Sleven og sammen med Kvinderne og alle Hundene fra sine Smuthuller kom farende ud. Alt kom i Oprør, og medens Mændene i en Fart fik sine Ski paa Benene, fortalte Pigen andpusten, at en Flok Ulve pludselig var kommen farende imod dem og da 23de havde forsøgt at møde dem havde Storulven i Spidsen for de andre kommet lige hen mod dem og vist Tænder, saa de forfærdede havde veget tilbage og slaaet for sig med Skistavene. Saa havde hun løbet til Teltene for at gjøre Anskrig, medens den anden Pige saa godt hun kunde, fulgte efter Hjorden.

Jaampa slængte sin Rifle paa Ryggen og stak et Par Rentunger ind paa Barmen; han vidste ikke, hvorlænge Jagten kunde komme til at vare, ialfald vilde han ikke give sig paa de første 2-3 Døgn, det lovede han sig selv. Afsted satte, de alle 3 i den Retning, hvorhen Rensdyrene vare flygtede efter Pigens Forklaring. Det varede heller ikke længe, førend de fik Øie paa Storhjorden, som igjen havde samlet sig i en tæt Klynge, men da de kom frem, fik de høre, at det havde lykkes Ulvene at sprænge omtrent 100 Dyr ud af Storflokken. Disse havde sat afsted i nordostlig Retning forfulgt af Ulvene, som paa vanlig Vis søgte at sprænge dem endnu mere fra hinanden for derpaa 2 og 2 at forfølge en enkelt Ren.

Laagje blev tilbage for at hjælpe Pigen med at drive Hjorden tilbage til Teltene. Jaampa og Jouna satte efter Ulvene. De fandt snart Sporene, saa det ikke var vanskeligt at følge lige efter dem. Efter omtrent en Mils Gang opdagede de Bloddryp paa Sneen, saa de kunde skjønne, at Storulven allerede havde havt sine Tænder i en Ren, og et Stykke længer fremme fandt de Renen, sønderreven og halvt opædt af Ulvene, som allerede havde taget Flugten igjen.

24Jaampa undersøgte Mærket i Ørene og opdagede, at det atter var en af hans egne Ren, som Ulvene havde taget, og var han ikke forbitret før, saa kan det vel hænde, at han blev det nu.

«Gid Satan eller Jaampa havde Tag i dig, din fordømte Blodhund!» skreg han, og satte afsted igjen efter Ulvesporene.

En halv Mil længer fremme fik han se Storulven med en mindre efter sig ude paa Isen af en Indsø, som den vilde sætte tværs over for at naa Høiderne paa den modsatte Side.

Nu begyndte Jaampa Jagten for Alvor. Susende fløi han nedover en Skraaning og begyndte Spranget udover Isen. Jouna kunde ikke længer holde Følge med ham, men begyndte at sakke bagud; Jaampa derimod sprang ustanseligt.

Ulvene, som saa sig forfulgte og havde tungt ved at springe i Dybsneen, begyndte, som de pleie, naar de forfølges haardt efter et rigeligt Maaltid, at kaste op for at lette sig noget, og Jaampa, som saa det, slængte Riflen, som tyngede noget, for ogsaa at lette sig lidt. Han vidste, at Jouna, som kom efter, vilde tage den med sig.

Jaampa var ikke langt fra Ulvene, da de naaede Land, men opover Høiden paa den anden Side fik de noget Forsprang for ham. Da han atter fik se dem igjen, havde den mindste skilt sig fra Storulven; maaske den havde en Anelse om, at det kunde være 25farligt at holde Følge med den, og Jaampa satte naturligvis ogsaa efter den store.

Det gik igjen noget nedover, raskere og raskere fløi Skiene; Ulven vilde atter sætte over en Indsø, men i Skraaningen ned imod denne var Jaampas Fart ti Gange saa stor som Ulvens, og han halede mere og mere ind paa den. Endelig kom han farende lige efter den, og idet han i Farten for forbi den i en Bakke, slog han efter den med Skistaven for at lamslaa den i Korsryggen, som er Ulvens svageste Punkt. Men Ulven var en gammel erfaren Krabat. Den braavendte i det samme og afparerede Slaget ved at tage imod det med Tænderne, hvorfor det heller aldrig nytter at slaa efter dens Hoved.

Ulykkeligvis skar Jaampas venstre Ski, idet han slog efter Ulven, ind under en Vidjekvist, og Jaampa stupte paa Hovedet, saa han næsegrus laa begravet i Sneen.

Som et Lyn var Ulven over ham og hug Tag i hans Skulder og rev og sled i Renskindspelsen. Men heldigvis var denne tyk, og indenfor denne havde Jaampa desuden en Saueskindspels, saa han følte nok Tænderne og havde længe bagefter blaa Pletter i Skindet, men han ænsede ikke dette stort. Han laa klogeligvis stille, indtil han nede i Sneen fik Tag i Kniven, vred sig saa pludselig om og rendte Kniven i Skulderen paa Ulven, saa den atter strøg afsted.

Jaampa var heller ikke længe om at komme paa Benene og sætte efter den igjen. Det bar atter 26udover en halv Mil lang Is, og Kapløbet begyndte paanyt.

Maanen kom op, Stjernerne tændtes, Nordlyset flimrede, og det glitrede og glimtede i Millioner Snekrystaller. Natten var lys, men intet levende hørtes eller saaes. Alt var tyst og stille hen over de milevide snedækte Høifjeldssletter.

Kun disse to, Jaampa og Ulven, stønnede og løb uden Vidner eller Tilskuere, uden Stans eller Hvile, ikke et Præmieløb, men et Kapløb paa Liv og Død.

Da Ulven naaede Land igjen, var den nok begyndt at trætne noget, maaske ogsaa Saaret og Blodtabet havde svækket den, thi den satte ikke opover mod Høiderne igjen, men sprang langs Indsøens Strand.

Jaampa frydede sig ved Synet af Blodet i dens Spor og anstrængte sig af yderste Evne for at naa den, men Sveden dryppede af ham endnu stærkere, end Blodet af Ulven, og han var saa varm, at det formelig røg af ham. Saa vrængede han af sig den tunge Renskindspels, slængte den paa Sneen og sprang afsted i sin korte, lette Saueskindspels. Det frøs ogsaa nu, saa der lagde sig lidt Isskorpe paa Sneen. Denne gjorde, at Skierne løb saa let, som om de vare af Glas, medens den derimod skar Ulven i Benene. Endelig kastede Jaampa ogsaa sin Hue; selv den blev ham for tung. Barhovedet og med flagrende Haar ilede han afsted for at naa henimod Enden af Indsøen samtidigt med Ulven. Her gik der 27ned et trangt Dalføre, og da Ulven satte ned igjennem dette, blev det dens Bane. Jaampa skar nedover lidt oppe i Skraaningen, medens Ulven var nedenfor, og idet denne med grinende Kjeft skulde forbi ham etsteds i en Snevring, fik den et saa velrettet Slag over Korsryggen af Jaampas tunge Knortekjep, at den sank ned med Bagkroppen i Sneen og blev lamslaaet siddende uden at kunne reise sig eller komme af Pletten.

Jaampa var Seirherre. Han trak Pusten dybt nogle Gange, idet han støttede sig paa Skistaven og saa paa sin slagne Fiende. Medynk var der ei Tale om. Tvertimod, i haanende Triumf over at have knækket Ryggen paa sin Dødsfiende, udtømte han sin Vrede i allehaande Skjeldsord, idet han udbrød: «Saa fik jeg da endelig fat i dig, dit arge Trold! du, som har lusket omkring om Natten, men været feig om Dagen, undtagen mod Smaabørn. Der sidder du nu med knækket Ryg og gabende Kjeft, dit stygge Bæst! Tror du, at jeg ynkes over dig? Nei, tvi dig, som bed mig i Ryggen! Men nu skal du ikke bide mere, og heller ikke mere slikke Renblod med din forbandede Tunge! Nu skal Kniven min istedetfor smage Hjerteblodet dit! Det var vel dig, din Tyveknegt, som for en Maaned siden stjal fra mig min bedste Kjøreren? Jo, det var dig, det nytter ikke, at du skuler og nægter det, det var dig, siger jeg, eller din Fa’r eller din Mo’r, eller din Søster, eller din Bro’r, eller en eller anden af din forbandede Slægt! 28Nu skal du dø, du skal dø, hører du, din Rakker, din Kjeltring, din Satans Blodhund! Der – der har du Kniven,»Kniven,»] rettet fra: Kniven, (manglende anførselstegn) og som et Lynglimt farer Knivbladet ind i Ulvens Side. Død ruller den om paa Ryggen.

Jaampa bælgflaaede Ulven, kastede Skindet over Skuldrene som en Pelskrave, og begav sig paa Hjemveien. Efter en halv Mils Gang mødte han Jouna, som kom med hans Rifle, Pæsk og Hue.

De tog en Benvei tilbage igjen, og ud paa Formiddagen naaede de frem til Teltene. Jaampa udbredte sig ikke videre over Jagten, men hans Mund arbeidede desto ivrigere med Indholdet af en Kjødgryde, som nylig var tagen af Ilden. Kun maatte han fortælle, at det var Ulven, som havde revet Hul i hans Pæsk, da en af Pigerne tog den om Hænde og satte sig til at reparere den. Jouna derimod spiste og snakkede omkap, og af ham fik de da høre de nærmere Detaljer af Jagten.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fra Finmarken (Lajla)

I 1881 ga J. A. Friis ut verket Fra Finmarken med undertittel Skildringer. Boken ble en suksess og er med tittelen Lajla kommet ut i en rekke senere utgaver.

Verket er blanding mellom en roman og en folkelivsskildring, der historien om Lajla er ispedd beskrivelser av samenes hverdag og strid.

Hovedpersonen Lajla er datter av handelsmann Lind i Karasjok, men på vei til dåp i Kautokeino blir reinsdyrssledene angrepet av ulv og Lajla forsvinner. Foreldrene tror hun er tatt av ulven, men hun blir funnet av «Finnerne» og blir tatt vare på i huset til Aslak Laagje, en rik «Fjeldfin». Et år senere finner Laagje ut hvor Lajla hører hjemme og leverer henne tilbake til foreldrene i Karasjok, men henter henne igjen da foreldrene hennes kort tid etter dør av pest. Lajla vokser derfor opp som barn av Laagje og aner ingenting om at hun egentlig er «Nordmandspige».

Boken er filmatisert tre ganger og oversatt til en rekke språk. 1908 ble den dessuten oppført som opera i to akter med tekst og musikk av Ole Olsen.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1881

Les mer..

Om Jens Andreas Friis

J. A. Friis var språkforsker og forfatter. Gjennom sine mange reiser nord i Norge og Finland utviklet han en stor interesse for området og dets befolkning og for samisk og finsk språk.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.