III. Finnen og Barnet

29Nogle Dage efter Ulvejagten blev det besluttet, at Laagje og Jaampa skulde reise afsted paa hver sin Kant for at søge efter de borteblevne Rensdyr. Saadanne Ture fra Renby til Renby foretages ikke sjelden og betragtes tildels som Fornøielsesture, især naar Vedkommende er Tjenestegut og ikke selv den skadelidte, paa samme Maade som Tjenestegutter sydpaa heller ikke have noget imod at blive sendte tilfjelds for at lede efter Heste, hvorved de faa Anledning til at flakke om fra Sæter til Sæter. Paa en slig Omstreifen faar Finnen Anledning til at træffe Slægt og Venner eller Fremmede, til at spørge Nyt eller fortælle Nyt, og at samtale om det uudtømmelige Æmne, som Renen, Renskjøtsel, Rensygdomme etc. er for Nomaden.

Laagje var heldig nok til meget snart hos en af de nærmestboende Fjeldfinner, som var lidt i Slægt med ham, at faa Rede paa nogle af de forsvundne Dyr. De fortalte, at de en vakker Dag havde opdaget 30en sort bevægelig Flæk langt henne paa Snemarken. Den kom nærmere og nærmere og blev større og større, og saa viste det sig da, at det var en liden Flok Rensdyr. Man kunde da let skjønne, at Ulven havde været paa Færde et eller andet Sted, og at Dyrene vare sprængte ud af en Hjord og nu kom som Flygtninge fra en slagen Armé. Da de forskræmte Dyr opdagede den fremmede Hjord, havde de sat afsted til denne og kastet sig dødstrætte ned midt inde i den tætteste Flokken. Komme i et sligt Tilfælde forjagede Dyr til Venner eller Slægtninge, har det ingen Nød. Man kjender dem paa Mærkerne i Ørene, ved hvem de tilhøre og hvem Ulven har besøgt og tager Vare paa dem.

Men komme de til Tyvepak, som ofte hænder, saa er Rentyven ikke bedre end Ulven. Han slagter dem, gjemmer dem undaf og æder dem op, eller han mærker dem om til sit eget Mærke og flytter bort til Trakter, hvor man ikke har let for at finde ham.

Jaampa tog en Ren til at kjøre med og strøg sydover mod Koutokæino, hvor de værste Rentyve fandtes. Han havde en mærkelig indiansk Kløgt til at gjøre Iagttagelser og Slutninger og se sig om, medens han talte med Vedkommende om ganske andre Ting end borteblevne Ren eller Rentyveri. Af Farven paa et Renskind eller af Kløverne paa flaaede og henkastede Lægben kunde han strax se, om det var Dyr fra hans Husbonds eller hans egen Hjord.

Jaampa havde intet sagt om, naar han kunde 31komme tilbage, Laagje derimod, som ikke havde taget Kjøreren, men gik paa Ski, havde lovet at være tilbage igjen inden Jul. Han tog derfor Veien hjem igjen, da han havde faaet Rede paa en Del af Rensdyrene og var bleven enig med sine Slægtninge om, at de indtil videre skulde beholde dem under sin Varetægt.

Saaledes traf det sig, at han i Graalysingen Juleaften netop var paa Veien langs med den samme Elv, hvor Ulykken om Natten med Barnet havde hændt Handelsmanden og hans Kone.

Det var Laagjes Agt at naa tilbage til sit Hjem ud paa Dagen for at feire Juleaften sammen med sit Hushold. Under Gangen saa han flere Steder langs Elven Spor af Ulve, men han anede ikke, at de vare ganske i Nærheden, førend hans Hund, «Tshjabo», som sprang foran ham, pludselig satte i et Skrig, idet den blev overfaldt af to Ulve og i et Nu revet i Stykker. Hver strøg afsted med sin Part, og da Laagje kom frem til Stedet, var der ikke andet igjen af Hunden end nogle Blodpletter paa Sneen.

Medens han staar og ser sig om og lytter efter Ulvene, syntes han at høre ligesom en svag Barnegraad lidt længer oppe ved Elven. Det maa være en «Apparashj» eller «Utburding», tænkte Laagje ved sig selv. «Gud ved, hvem det nu er, som har født i Dølgsmaal, og hvis Barn raaber efter kristen Daab!»

Det er nemlig en meget almindelig Folketro 32blandt Finnerne, at naar en stakkels Pige, maaske sveget af sin Kjæreste, der havde lovet at gifte sig med hende, i sin Fortvivlelse gaar hen og «føder i Ørkenen», som det hedder paa Finsk, saa lever Barnet, hvad der end gjøres med det, og græder og raaber til forbifarende, ja nævner endog sin ulykkelige Moders Navn, naar man spørger derom. Denne Overtro, som den onde Samvittighed synes at have skabt sig selv, afholder maaske mangen ulykkelig Kvinde fra at begaa en Forbrydelse, som langt lettere kan udføres og skjules i hine vildsomme og folketomme Trakter, end i mere beboede Egne. Folketroen siger, at Barnet ikke ophører med sin Graad og sine hjerteskjærende Raab paa Mamma, Mamma! førend det har røbet sin Moder eller Morderske og man derpaa har tilraabt det et eller andet kristent Navn som Daabsnavn.

Man fortæller derfor ogsaa, at det har hændt, at man har fundet Børn, paa hvem Tungen er afskaaren. Den ulykkelige Moder har da begaaet denne Grusomhed i den Tro, at Barnet derved skulde forhindres fra at raabe eller nævne hendes Navn, og hun selv saaledes undgaa at blive opdaget.

Idet Laagje gik længer op langs Elven, fik han se noget mørkt ude paa et Isflag et Stykke fra Land, og, saa utroligt det end forekom ham, hørtes det, som om Lyden kom derfra. «Hun har kastet Barnet i Elven, den ulykkelige,» tænkte han og skyndte sig ivei for saa snart som muligt at komme bort fra 33dette skumle Sted, overbevist om, at en Forbrydelse her var begaaet, og at det var en Utburding, som raabte.

Men atter lød det spæde Skrig saa tydeligt og saa jammerligt klagende, at hans Hjerte blev grebet baade af Angest og Medlidenhed, ulykkelig som han selv var, fordi han ingen Børn havde. Han havde vistnok taget til sig sin Søsters yngste Barn, Mellet, en Gut paa 3-4 Aar, men det var dog alligevel ikke hans eget Barn.

Han standsede derfor igjen, saa sig tilbage og lyttede.

«I Guds Barmhjertigheds Navn», udbrød han, «det kan da vel ikke være noget virkeligt levende Barn?»

I et Øieblik var han tilbage igjen, slyngede Lassoen hen paa Isflaget og drog det tillands. Forbauset greb han Vuggen, rev over Baandene, og hvad skulde han se? Det yndigste lille Barneansigt, badet i Taarer, og strækkende sine smaa, blaakolde Hænder ud imod ham.

Laagje var nærved at gaa baade fra Sands og Samling ved dette uventede Syn.

Det var ingen Utburding, det var et virkeligt levende Barn, der laa i Vuggen. Den næste Tanke var, «hvad i Guds Navn han nu skulde gjøre for at redde det stakkels Barns Liv.»

Først gav han sig selv til at raabe og huje for at høre, om der ikke skulde være Mennesker nogetsteds i Nærheden. Men nei, intet Svar hørtes fra 34nogen Kant i den mørke, kolde Morgendæmring. Saa tog han Vuggen og løb afsted med den i Armene. Men det vilde heller ikke gaa, det vilde blive altfor ubekvemt og besværligt under Farten paa Skierne.

Saa lagde han sig ned paa Knæ med Vuggen foran sig, tog med skjælvende Hænder Barnet ud af Vuggen, lagde det paa sit Fang, drog sin Kniv og skar op saa stor Aabning i sin Pæsk og i Kuften indenfor, at han kunde putte det næsten afklædte Barn ind paa Barmen. Der laa det varmt, langt varmere end i Vuggen, og hindrede ham heller ikke i hans Bevægelser.

Saa afsted igjen for at naa hjem snarest muligt; thi Ly og Varme fandtes der vel ved hans gamle Barm, men ingen Næring for et Spædbarn, og maaske havde det sultet saalænge, at det vilde dø, førend han naaede hjem til sin Hustru og kunde skaffe det Renmælk og Renmarv, som Finnebørn ofte opfødes med. Denne Frygt jog ham afsted, som om usynlige Aander vare efter ham for at frarøve ham Barnet.

Aldrig i sit Liv havde han anstrængt sig saaledes, som den Morgen. Over Hei og Dal gik det afsted uden Stands eller Hvile. Han havde henved en Mil hjem, men snart naaede han Høider, saa det gik raskt afsted, af og til i susende Fart henover langstrakte Høifjeldsskraaninger.

Pludselig stansdede han. Barnet laa saa stille, at han blev angest for, at det kunde være død. Varsomt stak han Haanden ind paa Barmen og fik fat 35i en af de smaa Hænder. «Gud være lovet!» udbrød han, da han følte, at den var varm. Saa afsted igjen.

Snart saa han sine Telte og sin Rensdyrhjord hvilende rundt omkring dem. Dyrene sprang op, da han kom med slig Fart, og Hundene styrtede gjøende ud af Teltene, men de kjendte da snart sin Husbond igjen og sprang logrende omkring ham for ligesom at bede om Undskyldning for, at de havde taget Feil. Saa kom Mor Laagje og Tjenerne.

«Guds Fred og god Dag!» siger Laagje, og «Goddag, lille Kone! skynd dig ind igjen i Teltet, varm Mælk og lad os være alene!»

Konen gjorde saa og troede, at Manden var bleven syg.

«Hvad feiler dig, Laagje, er du syg?» spurgte hun.

«Nei, jeg er ikke syg, men kom hid, Kone,» sagde Laagje, da han var kommen ind i Teltet, «kom hid, skal du faa se noget rart, jeg har her i Barmen.»

«I Guds Navn et Barn», udbrød Konen, da Laagje tog den Lille frem, «et levende Barn, et deiligt Barn, en liden Pige, en Guds Engel. Herre Gud, hvis Barn er det?»

«Jeg ved ikke, jeg har fundet det!»

«Fundet det?»

«Ja, i Sneen!»

«I Sneen?»

«Ja, det vil sige, det var ikke i Sneen, det var 36paa et Isflag i Elven ved Storfossen, jeg troede først det var en Utburding, det skreg saa jammerligt.»

«Næsten nøgent i Kulden?»

«Nei, det laa i en Vugge, havde fine Klæder paa og var vel indpakket, men jeg kastede Vuggen og fløi afsted med Barnet i Barmen.»

«Hvem i al Verden kan det tilhøre? Saa du ikke Spor af Folk eller hørte noget til Nogen?»

«Nei, det var mørkt enda, jeg saa intet og hørte intet andet end et Dødsskrig af Tshjabo, som blev reven ihjel af to Ulve.»

Den Lille fik nu Mælk og Renmarv, blev mættet og varmet og sovnede ind paa Mor Laagjes Fang. Stakkels Moder, havde hun kunnet se dette istedetfor den tomme Vugge og Blodpletterne paa Sneen!

Da Laagje ogsaa havde spist, satte han sig hen til sin Kone. Begge betragtede de det sovende Barn og undersøgte den Smule Tøi, som det havde paa sig. Der var intet Mærke at opdage, og Tøiet var som et almindeligt Finnebarns.

«Du lod Vuggen ligge igjen,» siger Konen, «kanske der var Ting i den, som kunde fortælle om Barnet.»

«Jeg skal hente den imorgen,» siger Laagje, «og du har jo heller ingen Vugge.»

«Gid vi kunde beholde Barnet og gjøre det til vort eget; se, hvor vakkert det er!»

«Ja gid vi kunde! Men vi faar ialfald beholde det for det første, og bliver der ikke Spørgsmaal 37efter det, saa er Barnet mit. Kanske det med Vilje er udsat. Jeg har ialfald fundet det og reddet det, da det ellers vilde have været Dødens sikre Bytte. Som Frelseren fødtes Julenat, saa er kanske dette Barn skjænket os idag.»

«Men hvad skal vi sige til vore Tjenere og andre Folk?»

«Aa, vi faar sige, at det er et Fosterbarn, som jeg har hentet, og som vi har taget til os, og saa har vi to, Mellet og den Lille her, som kunne lege sammen.»

«Men mon det er døbt?»

Ja det kunde ingen sige. Men bedre to Gange end ingen Gang, tænkte Finnen, og efter at det var bleven fortalt til Tjenerne, at Laagje var kommet tilbage med et Fosterbarn fra en af sine syge Slægtninge, reiste han og Kone med Barnet til Koutokæino.

Med Præsten klarede Laagje sig let. Han udgav Barnet uden videre for sit eget og lod det døbe:

Lajla.

Da de vare komne tilbage igjen til sine Telte, bleve Tjenerne trakterede med det bedste af Mad og Drikke, som Huset formaaede i Anledning af, at Lajla skulde, som Skik og Brug er, faa sin Faddergave, ligesom Mellet havde faaet sin, da han blev optaget i Huset som Barn.

Af den talrige Renhjord udsøgte Jaampa 10 Simler, som gik med Kalv, og disse bleve mærkede 38med et extra Snit i Ørene, saaledes at de kunde skjelnes fra Forældrenes og andres. Dette Mærke hed herefter «Lajlas Mærke».

Det samme Mærke brugtes i gamle Dage ogsaa som «Bomærke» eller Eiendomsmærke, hvormed enhver Barnet senere hen i Livet tilhørende Ting ogsaa blev mærket. Som voksne brugte Vedkommende det ogsaa som Underskrift, eller aftegnede samme under skriftlige Sager med samme Forpligtelse og Gyldighed, som Navns Underskrift i vore Dage. I Almindelighed pleiede et Barn ikke at faa mere end 1 Ren i Daabsgave af Forældrene, men den rige Laagje skjænkede baade Mellet og Lajla hver sine 10 Simleren, saa der kunde være godt Haab om, at de som voksne vilde blive meget rige, da de desuden jo havde stor Arv i Vente. De i Daaben skjænkede Ren og deres Afkom, hvor talrig end denne bliver, regnes den Dag idag aldrig med i Arveskiftet, men er Barnets særlige Eiendom. I gamle Dage fik Barnet ogsaa ofte Ren i Gave af Fadderne, og den, der først opdagede og paaviste Barnets første Tand skulde altid give det en Ren. Denne kaldtes «Tand-Ren», og Skikken var formodentlig laant af Nordmændene, der, som bekjendt, brugte at skjænke en lignende Gave, der kaldtes «Tannfe».

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.