IV. Kvæner. Rensdyret. Flytning. Kalving

39Straks efter Jul brød Laagje op sine Telte og flyttede med sin Hjord længer sydpaa, ned imod Indsøen Hætta, som ligger indenfor russisk Finlands Omraade.

Der var nemlig ikke dengang, saaledes som nu, noget Forbud mod at flytte over Grænsen, men de norske Fjeldfinner opholdt sig en stor Del af Vinteren i russisk Lapmarken, hvor der var Rigdom paa Mose og Ly i Skovene, medens de russiske eller kvænske Nomader sammen med de norske igjen om Sommeren opholdt sig ved de norske Kyster.

Dette var til Gavn for begge Parter og ikke til Skade for Nogen. Veksling af Terræn eller gjensidig Benyttelse af hinandens Vinter- og Sommerbetesmarker, var ligesaa nødvendig for Nomadebefolkningen paa begge Sider Grænsen, som det er for den norske Bonde at skifte med at have sine Kreaturer paa Stalden 40om Vinteren og i Fjeldet om Sommeren. Vore Bønder vilde være ilde farne, om det blev dem befalet, enten at holde sig oppe i Fjeldet hele Aaret, eller alene hjemmeføde sine Kreaturer.

Under Opholdet paa Finlands Grund traf Laagje ofte sammen med Kvæner eller Finlændere, og dette havde tilfølge, at han og hans Tjenere forstode og talte det nærbeslægtede kvænske Sprog næsten ligesaa godt som sit eget. Ofte hændte det ogsaa, at han fik Besøg af Folk, som vare paa Vandring over fra Finland til norsk Finmarken.

Som bekjendt har der foregaaet og foregaar fremdeles den Dag i Dag en Folkevandring i det smaa fra Nordfinland til Finmarken. De indvandrende Kvæner tage Veien rundt den Botniske Bugt og op igjennem Lapmarken til Kittilä, hvor de dele sig saaledes, at nogle drage til Varanger, andre til Alten. De følge altsaa den samme Vei, som nogle Historikere antage, at en Del af Nordmændene ogsaa have fulgt paa sin Vandring fra Finland. Denne Indvandring, hvorved Finmarken eller den nordligste Del af Norge sporadisk er bleven koloniseret nordenfra lige ned til Saltens Fogderi, er ellers ikke meget gammel. Den store nordiske Krig gav egentlig Stødet til den.

I de 10 Aar, da Finland efter Erobringen af Wiborg (1711) og Slaget ved Storkyrö var i Ruslands og dets vilde Soldaterhorders Vold, sukkede Landet under større Lidelser end maaske noget andet 41europæisk Land har været udsat for. Det hedder herom i et Brev fra Grev Armfelt:

«Paa alle Steder, hvor Russerne have streifet, saavel før som efter Erobringen af Wiborg, have de faret frem med at brænde og skjænde, myrde og pine de uskyldige Indvaanere. Alene i Nykyrckio-Sogn have de slaaet ihjel 40 Personer i et Hus og kun ladet levende igjen efter sig et 6 Uger gammelt Barn, ligesom forøvrigt neppe en eneste Gaard findes, hvor de ikke have dræbt nogle af de uskyldige Indvaanere eller martret dem ved at binde dem til en lang Stang og hænge dem over en Ild, som de have opgjort, og har jeg selv seet 5-6 saadanne Ildsteder. Desuden har de fra forskjellige Steder bortført utallige uskyldige Børn, og hvad der ikke uden Afsky kan fortælles, opædt flere, hvilket især Landsbyen Ilmis kan bevidne, da nogle Kalmukker, som kom did, havde med sig i deres Slæder 3 slagtede Børn, 2 Piger og 1 Gut, hvilke de i samme Landsby efterhaanden kogte og spiste.» «Ikke sjelden», siger en anden Forfatter, «havde Nøden i den Tid ledet til unaturlige og umenneskelige Handlinger. En Moder blev af Hunger tvungen til at bruge to af sine døde Børns Kroppe til Føde for sig og sine andre Børn. En anden solgte sit Barn til en russisk Officer for et Lispund Salt.»

Intet Under derfor, at Alle flygtede, som flygte kunde og hvorsomhelst hen det var muligt at komme, fornemmelig over til Sverige, men ogsaa op igjennem 42Lapmarken til Finmarkens Kyster. Dette foregik i saa stor Mængde, at Finlands Befolkning herved og paa Grund af Bortførelse af mange til Rusland, i disse Aar sank ned til omtrent 200,000 Mennesker.

En Aften silde sendte Laagje som sædvanligt afsted to af sine Tjenere, hvis Tur det var at have første Nattevagt over Hjorden. De raabte ved Navn paa de Hunde, som bedst lystrede dem og som strax kom frem fra sine Kroge og fulgte dem, medens de øvrige bleve roligt liggende. Men netop som de Hjemmeværende holdt paa at gaa tilkøis, for pludselig de Hunde, som vare blevne tilbage, ud gjennem Teltdøren og begyndte at ildgjø paa noget udenfor. Laagje skyndte sig da ud og fik se, at der et Stykke fra Teltet stod to Fremmede, omringet af Hundene. Laagje kaldte Hundene til sig, og de Fremmede, en Mand og en Kvinde med et Barn paa Ryggen, kom nærmere og hilste:

«Hyvää iltaa!» God Aften! hørtes paa det brede Kvænemaal fra Manden, hvortil Laagje svarede, som man pleier:

«Jumal’ antakoon!» Gud give det!

Det var saaledes et Par nygifte Kvæner, som vare paa Vandring over til norsk Finmarken, De bad om Herberge for Natten, og som Finnen i Almindelighed er gjæstfri, saa var den rige Laagje det ikke mindre. De bleve derfor inviterede ind i Teltet, og der blev lagt mere Ved paa Arnestedet samt sat paa en Gryde med Renkjød. Barnet, en liden Pige 43paa et Par Aar, blev taget ud af Posen, hvori hun havde siddet paa sin Moders Ryg, og de Fremmede fik en god Plads paa hver sit Renskind ved Arnestedet. Snart herskede der i Teltet den livligste Passiar, Spørgen om Nyt og Fortællen af Nyt.

Lajla og Mellet kom ogsaa paa Benene og glemte Søvnen, da de saa den lille Kvænepige. De fik hende hen til sig, og da Maden var kogt, sluttede Jaampa sig med et Fad med Suppe og Kjød til Børnene, og der blev mellem disse en forvirret Pludren paa Kvænsk og Finsk, saa Jaampa alt imellem maatte fungere som Tolk.

Kvænen fortalte, at der havde været Misvækst i Nordfinland forrige Høst. Kornet havde frosset bort i Begyndelsen af September, og der fandtes ikke den Gaard i hele Nordfinland, hvor man ikke maatte bruge Brød af Furubark, blandet med 1/3 Mel. Han og hans Kone havde derfor besluttet at vandre paa Ski den lange Vei over til Finmarken for at søge sit Livsophold der ved Fiskeri; thi Havet afgav dog altid saa meget Mad, at man ikke rentud hver Dag maatte sulte.

Samtalen mellem Laagje og den Fremmede kom efterhaanden ind paa Specialiteter om Renen, dens Natur og Egenskaber.

Som bekjendt fælder Renen, baade Han og Hun, sine Horn hvert Aar. Oksen fælder sine Horn i Midten af November. Gildet Ren fælder i Marts-April. Simlen fælder i Mai, omtrent 10-12 Dage efter 44Kalvingen. Renens Horn ere igjen fuldt udvoxne i Slutningen af August. Oksens Horn naa sin fulde Høide ved 7-Aars Alderen, Simlens ved 4 Aars Alde ren. Antallet af Tinder paa de største Renoksers Horn kan gaa op til 60 og deres Vægt til 36 ℔.

Det er bekjendt nok, at mange Dyr aabenbart have et Begreb eller nogen Idé om sit eget Udseende. Dette fremgaar af den Omstændighed, at f. Ex. Paafuglen, Orfuglen og Tiuren bryste sig af sine Halefjær, Brushanen af sine Halsfjær etc. Man paastaar ogsaa, at en spraglet Hund først og fremst slikker ren og pudser sine hvide Pletter. At Renen ofte med Stolthed betragter og nøie kjender sine store, grenede Horn er ganske vist.

Men at et Dyr ogsaa skal kunne have Indflydelse paa sit Udseende eller med Bevidsthed kunne bidrage til, at nogen Del af dets Legeme under Væksten antager denne eller hin Form, har man, saavidt vides, hidtil ikke kunnet paavise.

Dette paastaaes dog med Bestemthed af Finnerne at være Tilfældet med Renen og dens Horn. Deres Form er ikke vilkaarlig, sige de, eller de vokse ikke ud i Grene, uden at Dyret selv hjælper til dermed eller arbeider derpaa. Dette har ogsaa faaet sit eget Udtryk i Sproget og heder «Tshjorvides dakkat», udarbeide sine Horn, og herpaa paastaa de, og saaledes ogsaa Laagje, at Renen i sine ledige Timer anvender baade meget Arbeide og megen Omhu.

«Hvorledes gjør han det da?» spurgte Kvænen.

45«Han gjør det med Bagbenene», forklarede Laagje, «han bøier Kloven bagud og med Knokkelen af Leden ovenfor Hoven dels støder, dels gnider han paa den bløde, opvoxende Hornmasse, indtil der opstaar Ømhed og fremkommer lidt Vædske paa det Sted af Hornmassen, hvor han vil, at der skal vokse ud en Gren. Hornmassen er, som du ved, svampagtig blød som en opskydende Kvannestilk, og straks der (om Vaaren) er skudt op en Stump, begynder Renen med Bagbenene at bearbeide denne for at faa den til at forgrene sig som den ønsker.

«Aa nei da», mente Kvænen, «at Renen puffer og gnider med Foden paa Hornet, kommer ikke deraf, at han vil at der skal vokse ud Grene, men simpelthen af den Omstændighed, at det klør netop der, hvor en Gren efter Naturens Orden af sig selv vil skyde frem.»

«Nei», sagde Laagje, «det forholder sig ikke ganske saaledes. Læg for det første Mærke til Øiets Stilling og Horntinderne. Alle Grene og Tinder, selv om der findes 20-30 paa hvert Horn, kunne sees af høire eller venstre Øie. Hvorfor skulde ikke enkelte Grene vokse saaledes, at Dyret ikke kunde se dem, dersom det aldeles var Tilfældighedens Værk eller de skjød frem uden nogensomhelst Kontrol af Øiet eller Medhjælp af Dyret? Den behøver heller ikke at se, hvor det klør; det er nok med at føle dette for at træffe Stedet. Men lægger man Mærke til Renen medens den «arbeider paa Hornene», vil 46man straks se, at den under Arbeidet idelig og altid gløtter og kiger op med Øiet for at passe paa, om Grenene vokse synlige og symetriske frem. Paa andre Dyr, som have andre Slags Horn og som ikke fælde dem og heller ikke arbeide paa dem, f. Ex. Okse, Gjed, Saubuk etc., vokse Hornene ofte saaledes, at Dyret slet ikke kan se dem.»

«Læg fremdeles Mærke til en Ren», fortsatte Laagje, «som et Aar drives haardt med Arbeide, saa den bliver mager og træt og ikke gider arbeide flittigt paa sine Horn under Væksten. Den faar det Aar nogle uformelige, klodsede og ganske faagrenede Horn. Men lad den saa næste Aar være i Fred og Ro, lad den hvile og have Tiden for sig, saa skal du faa se, hvor ivrig den er for at faa smukke Horn, hvorledes den stadigt gløtter op til dem og knuger og gnider snart 47paa den ene Side for at faa en Tinde til at vokse ud der, snart paa den anden Side for at faa en lignende her, indtil den efter 2-3 Maaneders Tid har faaet dem saaledes formede og saa mangegrenede, som den efter sin Alder og Størrelse pleier at have.»

«Men», indvendte Kvænen, «dette kan jo simpelt hen forklares af den ganske naturlige Grund, at et magert og udkjørt Dyr naturligvis ikke har den frodige Hornvækst, som et friskt, udhvilt og velnæret Dyr.»

«Nei», sagde Laagje, «det kan ikke tilfulde forklares deraf. Læg Mærke til en Ren, som har faaet Skade paa det ene Øie, saa den ikke kan se Hornene paa den ene Side, eller som har et beskadiget Bagben, saa den lidet eller slet ikke kan bruge det. Du skal da faa se, at den paa den Side, hvor den er blind eller har et daarligt Bagben, ogsaa vil faa et klodset, uskjønt og næsten ikke grenet Horn. Vel forsøger den at føle sig frem paa den blinde Side eller gaar hen til et Træ, hvis den har Skade i Bagbenet, og forsøger at gnide Hornet mod en Gren, men det bliver dog langtfra ikke saa udviklet, som paa den anden Side, hvor den kan kontrollere Væksten. Derfor kjender ogsaa Renen sine Horn i Længde, Brede og Høide saa mærkværdigt nøie, at den kan løbe gjennem Skov og stryge paa en halv Tomme nær forbi Grene og Stammer uden at støde an eller hænge fast, ligesom den ogsaa med vidunderlig Sikkerhed kan stange til sin Modstanders Horn eller parere med sine egne.

Dette Arbeide paa Hornene ser man Renen udføre, naar den har ædt sig mæt og skal til at lægge sig til Hvile. Det bedste Bevis paa at skræmte Dyr begynde at beroliges, eller, om det er tamme Dyr, ikke længer frygte Syn af Folk, er, at de begynde at gnide og puffe paa sine Horn med Bagbenene. Ogsaa Kalvene gjør det samme, naar de første Gang faa Horn, og det morer os, naar vi se det. «Se paa Veslekaren, nu begynder han at arbeide paa sine Horn,» pleie vi da at sige.»

«Kan gjerne hænde, at Renens Gniden og Puffen hjælper paa Hornenes Vækst,» mente Kvænen, «men 48ikke skal nogen faa mig til at tro, at Renen ved om dette eller at den med Bevidsthed og Villie former dem saaledes og ikke anderledes, som et Menneske, der ordner sit Haar i Lokker. Kanske du tror, at Renen ogsaa kan tælle Tinderne paa sine Horn?»

«Tælle kan Renen vistnok ikke,» indrømmede Laagje, «men jeg er overbevist om, at dens Arbeiden paa Hornene er forsætlig, og jeg er vis paa, at dersom jeg med Knoen af Haanden vilde puffe og gnide et eller andet Sted paa Renens Horn, saa vilde ogsaa der vokse ud en Gren, og det vilde blive artigt at se paa, hvor travelt den vilde faa med at faa en lignende Gren til at vokse ud paa det andet Horn. Noget tilsvarende er det, at der vokser ud en Knude paa en Træstamme, naar man beskadiger den under Barken.»

«Dersom det forholdt sig saa med Renen,» sagde Kvænen, «saa maatte vel det samme være Tilfældet med Elg og Hjort, men vi ved jo, at disse Dyr faa en Horntinde til for hvert Aar, enten de ville eller ikke.»

«Saaledes er det ikke med Renen,» sagde Laagje. «Antallet af Tinder paa dens Horn staa ikke i noget bestemt Forhold til dens Alder. Tinderne tiltage i Antal indtil 7 Aars Alderen, men aftage igjen senere, dels fordi Renen paa sine gamle Dage ikke har saa stærk Hornvækst som før, dels fordi den rimeligvis ikke er saa omhyggelig om sit Ydre som i Ungdommen.»

49Disputen fortsattes langt ud paa Natten, saa de maatte gaa til Hvile uden at være komne til nogen Enighed. Næste Morgen drog Kvænen videre.

Ud paa Vaarsiden, omtrent ved Paasketider, begynder Fjeldfinnen at vandre ned over mod Kysten i ganske korte Dagsreiser, ofte flytter han ikke mere end en Mil om Dagen. Han har lang Vei, ikke sjelden 15-20 Mil, før han kommer til sin Sommerplads, og det tager lang Tid, før han kommer frem. Han skal føre med sig Telte, Teltstænger, Gryder, Kjedle, Klæder etc., foruden Børn, Hundehvalpe og undertiden ogsaa syge Folk. Saalænge Slædeføret endnu varer, gaar det let, men ophører dette, og alt enten skal bæres af Folk eller lægges paa Renens Ryg, gaar det langsomt og besværligt. Værst er det, naar nogen bliver syg eller ikke kan gaa enten af Alderdom eller anden Brøst. At bære den Syge holder man ikke ud med saa lang Vei, og der er da intet andet for, end at han eller hun, hvem det nu er, kan hænde ens egen gamle Fader eller Moder, maa efterlades paa Fjeldet i en eller anden ussel Gamme og forsynes med Mad for at frelse Livet og senere komme efter eller ligge der og dø ganske alene. Mangt et tungt Farvel har en Fader eller Moder maattet sige til sine Børn paa et saadant øde Sted og senere aldrig seet dem. De, der kunne gaa, maa følge Hjorden og have fuldt op med at passe paa denne. Kun yderst sjelden er man saa mange eller saa velstaaende, at nogen kan efterlades som 50Sygepleier. Men en Fader eller Moder betragter dette at efterlades saaledes alene igjen paa Fjeldet ikke som nogen Haardhed eller Utaknemmelighed af Børnene. Det er en sørgelig Nødvendighed og en Skjæbne, som maaske har rammet deres Fædre før dem.

Laagje drog da ogsaa paa sædvanlig Tid afsted med sin Hjord, sit Tyende, Hustru, Mellet og lille Lajla, som nu ogsaa var kommen til. Han skulde helt nedover til Altens Præstegjeld, drage over Alteidet og udover til de yderste Pynter udenfor Jøkelfjorden.

Lille Lajla maatte naturligvis ofte bæres, og i Regelen var det den barske Jaampa, som bar hende i en Skindpose paa sin Ryg, saaledes at hun kunde holde sig fast i hans lange Haar, om hun havde Lyst. Iallefald blev hun betroet til ham, naar man skulde passere farlige Steder, f. Ex. vade over iskolde, flommende Elve.

Lajla og Jaampa vare nemlig, saa rart det kunde synes, blevne meget gode Venner. I Begyndelsen havde Jaampa ikke agtet paa hende. Han havde blot undertiden siddet og stirret paa dette lille uskyldige, smukke Barn, som paa en lille Fugleunge, men han havde ingenting sagt og aldrig rørt ved Barnet. Saa hændte det en Dag, medens han sad ved den aabne Arne og lille Lajla krabbede omkring, at hun var paa Nippen til at rulle ud i Ilden. Jaampa greb hende da og tog hende op paa Fanget. Lajla saa snart, som Børn instinktsmæssig gjøre, at der aldeles 51ikke lyste nogen Uvillie ud af dette grimme Ansigt, men at tvertimod det hele dannede et eneste stort Smil, og hun blev derfor heller ikke i mindste Maade bange for ham eller lod sig ikke genere, men reiste sig op paa hans Fang og tog Tag i hans lange tafsede Haar, og da hun fik se hans Ørenringe – thi af en eller anden overtroisk Grund brugte Jaampa Ørenringe – tog hun fat i en af disse og sled i den saaledes, at enhver anden vilde have skreget, men Jaampa lod hende slide og drage med sine smaa buttede Fingre, saa meget hun lystede; det var bare Fornøielse for ham, at hun kom ham saa nær og rørte ved ham.

Fra den Stund af var Venskabet sluttet mellem disse to, og Lajla fik sig senere mangen Ridetur paa Jaampas Ryg, naar han gik ude og saa paa Renhjorden, eller naar han gik en mindre Tur paa Ski, eller ogsaa kunde hun faa sig en Kjøretur med ham i Renslæden, og naar de saa kom ind igjen til Madfadet, hed det altid fra den Lille: «Lajla spise god Mad med Jaamba!»

Dette Barnebekjendtskab havde en besynderlig blidgjørende Indflydelse paa Jaampa. Han var ikke altid saa bister eller saa uvorren længer, som før, ja han fik sig i Hemmelighed en Kam og redede sit tafsede Haar, som neppe havde kjendt Kam siden han selv var Barn, og han kom aldrig ind i Husbondens Telt til den Lille som før med Blod paa Hænderne eller paa anden Maade tilsølet; thi Lajla kom straks hen til ham og fik som oftest en eller anden 52Ting af ham til at lege med, og naar de saa pludrede sammen, kaldte han hende aldrig med andet, end et eller andet finsk Kjælenavn, som Sproget er saa rigt paa, som: min lille Fugl, min lille Fugleunge, min lille Linerle, min Rypeunge, min lille Sjæl, min lille Sol, o. s. v.

Imod Slutningen af Mai udskilles Okserenene og de golde Simler fra de drægtige, og de første sendes afsted eller stryge af sig selv ad kjendte Veie afsted til Havkysten. De drægtige Simler drives derimod hen paa et eller andet Sted, hvor der findes Ly for dem i Kalvingstiden. I Regelen opsøges Aar efter Aar det samme Sted; thi Renen har, som andre Dyr, en Attraa efter at komme tilbage og kalve paa det samme Sted, hvor den første Gang i sit Liv har kastet Kalv. Den kan være bleven ført bort derfra hundrede Mile, den vil dog, dersom den ei hindres, søge did igjen og instinktmæssigt finde frem som efter Kompas. Men har den saa ved Tvang kalvet paa et nyt Sted, saa vil den senere hen søge did tilbage.

Da Laagje saaledes paa sin Vandring var kommen ned til et Sted, hvor han pleiede at opholde sig i Kalvingstiden, blev Jouna sendt videre med Okserenene, medens alle de øvrige sloge sig ned der paa Stedet for en 8-14 Dages Tid.

Renens Kalvingstid er en meget travl Tid for Fjeldfinnerne. De maa da være paa Færde baade Dag og Nat, dersom ikke Halvparten eller ofte Størsteparten 53af Kalvene skulle omkomme. Der pleier paa den Tid ogsaa ofte indtræffe surt og koldt Veir med Sneslud og Storm, hvorfor Nordmændene ogsaa have benævnet denne Tid «Reinkalveria».

Det er dog ikke blot mod Veirliget, at Kalvene maa beskyttes, heller ikke blot mod Ulve eller andre Rovdyr, men Folk maa være tilstede og passe paa og beskytte Kalven selv mod dens egen Moder. Rensimlen er, besynderligt nok, temmelig ligegyldig eller ofte endog aldeles ligegyldig for den nyfødte Kalv, lader den sne ned eller fryse ihjel, istedetfor, som det skulde være en rigtig Renmoders Pligt, at vise al mulig Ømhed mod den og lade den faa die.

Derfor maa Folk altid hjælpe til. Snart kaster en Simle her, snart en anden der, og man maa springe fra den ene til den anden, faa Kalven op af Sneen, holde Moderen, saa Kalven faar die, og vente til Moderen har lugtet til den og begyndt at vedkjende sig den. Dermed er den reddet. Saa hen et andet Sted, enten det nu er Nat eller Dag, uafbrudt Arbeide i 5-6 Døgn uden at faa Søvn paa Øinene.

Endelig blive Renvogterne og selv Jaampa saa træt af dette Arbeide Dag og Nat, at han til Slutning næsten sandseløs og aldeles søvndrukken maa kaste sig om og sove næsten et Døgn, før han atter kan røre sig. Men saa har han kanske ogsaa reddet 100 Kalve for sin Husbond og sig selv.

En Tjener hos en Fjeldfin faar i Løn om Aaret i Almindelighed 3-4 drægtige Simler. Ogsaa for 54Tjenerne gjælder det derfor at passe paa i Kalvingstiden, dersom de til Høsten skulle være Eiere af det dobbelte Antal og paa denne Maade efterhaanden naa op til et Par hundrede Dyr, saa de selv kunne tænke paa – ikke at bosætte sig – men at flakke om paa egen Haand.

Det er hyppigt Tilfælde, at en ung Simle, især første Gang den føder, vrager Kalven eller ikke vil vide noget af den, ikke lade den faa die, men springer fra den, leder op sin egen Moder og begynder at anstille sig som Kalv hos denne. Den gamle faar da ogsaa ofte det Indfald at antage sig sin voksne Datter og spænde fra sig sin egen nyfødte, saa at straks to Kalve vilde gaa tilspilde, dersom ikke Folk vare tilstede og toge sig af dem. Finnen binder da en slig ung, unaturlig Moder, lader Kalven faa die eller malker selv Simlen, tager Mælken i Munden og sprøiter den ind i Kalvens Mund. Derpaa stryger han Haanden hen over Kalven og bageftet om Munden paa Moderen. Dette gjør, at hun lugter til Kalven, og begynder hun først at vedkjende sig den, kommer Moderkjærligheden, og Kalven er reddet. Undertiden jager en gammel Simle sin egen voksne Datter fra dens nyfødte Kalv, men naar denne da søger hen til Gamlemor, vil den ikke vide af den, men spænder den fra sig eller slaar den uden videre ihjel.

Det samme Særsyn af Unaturlighed hos Mødre forekommer ogsaa hos Faarene og Gjederne. Der fortælles, at de skotske Faarehyrder i et sligt Tilfælde 55tage sin Whiskyflaske, helde lidt af Indholdet i Haanden og gnide det dels paa Lammet, dels om Moderens Mund. Dette skal være probat. Vist er det, at vore Bønder i samme Tilfælde pleie at strø lidt Salt paa Lammet, for at faa Moderen til at begynde at lugte til det. Undertiden synes Moderen om det ene Lam af Tvillinger, men vil aldeles ikke vide af det andet. Dette hedder, som bekjendt, i Bygdemaalet «Sauen vil inkje kanne Lambe sit».

Om det samme er Tilfældet med Renen i vild Tilstand, skal jeg ikke kunne sige. Sandsynligt er det ikke. Men paa den anden Side kommer man da til den sørgelige Slutning, at Moderkjærligheden ikke forøges med Civilisationen.

Darvinisterne ville heri maaske finde en Forklaring af Barnemord og kanske en formildende Omstændighed for samme.

To eller tre Dages Tid efter Fødselen ere Kalvene allerede saa raske, at de kunne følge med sine Mødre, og man bryder igjen op fra Kalvingspladsen og drager Dag for Dag videre og videre under altid vekslende Omgivelser. Paa hele Veien kommer man atter og atter til kjendte Steder, til Fjelde, Lier, Lunde og Søer, som man har seet mange Gange før, og disse hilser man som gamle, kjære Bekjendte. Man mødes ved Ankomsten af Mindet om tidligere Begivenheder, ligesom af venlige Penater.

Der henne stikker et smukt, skovbevokset Næs ud i Indsøen Njanga. Der slog man Telt ifjor. 56Der fiskede man langs Stranden i Aabninger i Isen, som begynder at gaa op. Der i Aabningerne ved Elveosen slog sig ned Flokke af Ænder, som Jouna fangede flere af i forskjellige Slags Snarer eller ogsaa fældte ved Skud.

Der i Lien holdt Ryperne i Parringstiden paa at skrige, skratte og kro sig hele den lyse Nat igjennem, og Jouna var saa flink til at lokke Rypesteggen ved at efterligne Hønens Skrig, at han kunde faa den elskovssyge Han tæt ind til sig, ja endog bringe den til at sætte sig paa sin Ryg, naar han lagde sig næsegrus paa Marken og skuffende ligt udstødte Hunrypens Kmer, Kmer! (kom her, kom her).

Der henne under den bratte Fjeldvæg skjød Jaampa et Aar en Bjørn. Jouna havde først faaet Øie paa den, som den gik ganske rolig og græssede paa en aaben Plet i Birkeskoven, rimeligvis nylig udkommen af Hiet, og kom løbende tilbage til Jaampa, som havde Rifle. Ulykken vilde, at Jaampa havde knækket Hanen paa denne. Men han vidste dog Raad for Uraad. «Kom og bliv med mig», sagde han til Jouna, «jeg skal nok skyde ham alligevel». De lurede sig da ganske nær ind 57paa Bjørnen. «Tag nu frem Flint og Knysk», sagde Jaampa, «og naar jeg lægger an, saa lægger du Knysken paa Fængepanden». Saa blev gjort. Jaampa sigtede og sigtede, Knysken brændte og brændte, og det varede en Stund før den vilde tænde, men Jaampa var ikke nervøs eller plaget af Dyreskjælv, han vedblev at holde støt paa Bjørnen og endelig – Fut – Bang! Skuddet gik, og Bjørnen rullede overende, truffen i Korsryggen. Død var den ikke, men afsted kunde den heller ikke komme. Saa tog Jaampa sin lange Kniv og surrede den fast til Enden af en Stang, og med denne gik han ind paa Bamsen og stak ham ihjel; han syntes det var Synd at øde mere Krudt og Bly paa ham.

Der henne fra hin høie Aas kan man langt, langt i Nordvest for første Gang skimte en lysblank Stribe. Havet, Havet! udbryde Finnerne ligesom Xenophons Græker, og Renen, som begynder at snøfte og lugte Søen, skynder sig mere og mere afsted for at gjenfinde sine foruddragne Kammerater.

Nomadelivet har sine Tillokkelser ikke blot for Fjeldfinnen, men jeg tror for alle Adams Børn, hvilketsomhelst Kulturtrin de end indtage.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.