V. Runne og Ranne

58Forord bryder Trætte. Jeg siger til i Tide. Det er blot om to Finnehunde her skal fortælles. Følgelig kan den, der ikke er Hundeelsker, gjerne ogsaa springe over dette Stykke. Forresten vil jeg tilføie, at Historien er sand eller at det, som her fortælles virkeligt er foregaaet. Altsaa.

Der var engang to Hunde, den ene hed Runne, den anden hed Ranne. De vare Tvillingbrødre og tilhørte Laagje og hans Hustru. Runne var specielt Mor Laagjes Hund og Ranne var Husbondens. Begge Navne betyder «graa», hvorfor Hundene ogsaa gik under Navnet «Graabrødrene».

Foruden Runne og Ranne havde Laagje naturligvis ogsaa andre Hunde. Der var Muste, den sorte, og Diggal, den med brune Øienbryn. Disse stod specielt under Jaampas Kommando. Der var Tshjalmo, den med brune Pletter over Øinene, og Dubbe, den Haleløse, som især lystrede Jouna. Der var Skuölfe, Uglen, Tshjaitne, Hakkespætten, Lorjus, den Lurvede, 59Shieges, Flink, Gonge, den Grovmælte, Girjo, den Spraglede, Tshjierges, Hvidkraven, Tshjævvan etc. Men flinkest af alle var dog Fars og Mors egne Hunde, Graabrødrene Runne og Ranne, enten det nu gjaldt at passe paa Hjorden eller at kjæmpe med Ulven.

Rannes Historie er ganske kort. Den druknede, da den var 5 Aar gammel, men ved sin Død frelste den lille Mellet, som da ogsaa var omtrent af samme Alder, fra at omkomme. Paa Turen om Høsten fra Kysten opover tilfjelds havde Familien en Dag slaaet sine Telte op ved øvre Altenelv, og Gutten var upaaagtet gaaet ned til Stranden. Her var han paa en eller anden Maade kommen til at tumle i Elven, og i sin Angest og Nød havde han klynkende raabt:

«Ranne, Ranne!»

Hunden, som var fulgt med og sad paa Stranden, havde da styrtet sig i Elven, og Gutten havde faaet Tag i dens Rag og holdt sig fast. De havde drevet ned over Elven et Stykke og vare komne ind i en Bagevje. Her havde nok Ranne kjæmpet en lang og fortvivlet Kamp med Strømhvirvlerne, som snart førte ham nær ind til Stranden, snart rev ham med sig ud igjen. Rimeligvis har Gutten i sin Angst ogsaa forsøgt at kravle oppaa Hunden og derved tynget denne saa ned, at den ligesaa ofte har været under, som over Vandet; thi da Folk savnede Barnet og sprang omkring for at se efter det, fandt de omsider Gutten og Hunden liggende ved Siden af hinanden 60paa Elvebredden, halvt oppe af Vandet, Gutten med Hænderne krampagtigt fast i Raggen om Hundens Hals. Ranne var død. Den havde slæbt sig ihjel, men i Gutten var der endnu saameget Liv, at han kom sig igjen.

Runne levede længer. Den var som sagt Mor Laagjes Yndlingshund, fik kun Mad af hende og lystrede kun hende. Mange hundrede Dyr havde den reddet for sin Madmoder, dels ved at hindre dem fra at sprede sig og rømme bort, dels ved at angribe Ulven og hindre den fra at jage efter Hjorden. Aldrig svigtede den paa Raabet: «Hus suola!» His, tag Tyven! (Ulven). Kun faa Hunde vove sig ikast med Ulven uden at miste Livet. Det mangler ikke altid paa Mod eller Hidsighed, men paa Raphed som Kviksølv. Deri ligger Hundens Redning, og Runne var netop en af det rette Slags. Den kunde være saa lynsnar i sine Bevægelser, snurre rundt som en Hvirvelvind og sprætte i Veiret i Dybsneen som en Græshoppe, saa det var spildt Umage for Ulven at jage efter den. Men hver Gang Ulven forgjæves hæseblæsende i Sneen havde gjort et Forsøg paa at nappe denne lille Lurvetasse af en Hund, var Runne igjen efter Ulven og lod den ingen Fred have til at jage efter Renen.

Intet Under derfor, at Runne stod høit i sin Madmoders Gunst, og at hun ikke vilde have solgt den for nogen Pris; thi uden gode Hunde er Renhjorden snart tabt, og en Hund som Runne er derfor 61uvurderlig. Naar Raabet: «Gas do!» eller «Hu tso, tse vulge oh!» Se der, efter dem, der stryge de! lød fra Madmoders Læber, var Runne ikke sen med at fare i Vei efter Rensdyr, som vilde rømme bort fra Hjorden, og den gav sig ikke, om den saa skulde forfølge dem baade timevis og milevis. Rømlingerne maatte altid til Slutning give tabt, vende om igjen, søge op Sporet efter Hjorden og i fuldt Firsprang med Runne efter sig komme farende for at gjemme sig midt inde i tætteste Flokken. Da først er Forbryderen sikker og ved meget godt, at Hunden ikke tør vove sig ind i en Tætflok paa flere hundrede Dyr. Der vilde den snart blive trampet, spændt eller stødt ihjæl af Horn og Hover. Dette vidste ogsaa Runne meget godt. Men det hænder, at en eller anden uerfaren Hund, indtagen i Lyden af sin egen Bjæffen og smigret ved at se et saa stort Dyr, som en Ren, flygte for sig, i ungdommeligt Overmod, bjæffende og geskjæftig vover at forfølge en Ren efterat den har naaet tilbage til Hjorden. Lynsnart vender Renen sig om, gjør et Slag med Forbenene eller et Stød med sine Horn, og Hunden ligger sprællende paa Ryggen. Nu er Turen til den at flygte, og det gjør den da ogsaa, beskjæmmet og tudende med Halen mellem Benene. Med rolig og stolt Holdning staar Renen og ser efter den Flygtende, som vilde den sige: «Udenfor Hjorden er din Plads, indenfor og inde i Hjorden har du intet at gjøre,» og vender sig derpaa om til sine Lige. Selv Ulven 62vogter sig vel for at komme ind i Tætflokken, naar denne ruser afsted som en Lavine. Det har hændt, at den er bleven overrendt af en tætpakket, fremrusende Hjord og til Finnens usigelige Fryd skamrakket saaledes, at man med Lethed har kunnet slaa den ihjel. Men aldrig kunde Mor Laagje glemme, at hun engang havde reddet en Ulv i et sligt Tilfælde. Den var bleven saa nedtrampet af den mylrende og forskræmte Hjord, at kun det ene Forben stak op af Sneen. Mor troede, at det var en af Hundene og trak i Labben. Men Tak skal du have! Der traf du det, Mor Laagje! Dengang var det en Ulv, og afsted for den.

Ogsaa med Runne hændte der en Ulykke paa Veien sidste Høst opover tilfjelds. Veien er baade lang og besværlig, og der er mange Elve og Indsøer, som passeres, og hvorover Renen svømmer, medens Folk og Hunde sætte over i Baad, om saadan findes. I modsat Fald maa man ofte gjøre lange Omveie.

Det værste Sted er et langt, smalt Dalføre med en strid Elv, og øverst oppe en langstrakt, styg, blas ligesom af Svovel lugtende Indsø, hvor Baad ei findes. Hjorden drives op paa Vestsiden af Dalen og jages tilsvøms over Vandets nedre Ende. Saaledes ogsaa denne Gang. Ved Hjælp af Hundene havde man allerede drevet saa godt som alle Dyr tilsvøms over Indsøen, og Folkene toge saa tilbens for saa hurtigt som muligt at komme omkring Vandet, møde og samle Hjorden igjen paa den anden Side. Da Folkene 63sprang afsted, strøg ogsaa Hundene med, kun Runne blev denne Gang tilbage. Den havde seet saa galt før, at ikke alle Dyr satte tilsvøms, fordi om største Parten for ivei, men at et og andet Dyr pludselig kunde faa det Indfald at vende om igjen og rømme sin Vei til andre Kanter. Den vilde derfor denne Gang ikke forlade sin Post, førend alle vare tilsvøms paa Vandet. Endelig styrtede den sidste Simle sig i Indsøen, efterat den først havde puffet sin Kalv ud i Vandet, da denne nødig vilde følge med, paa samme Maade, som man ser Vildrenen gjøre med Kalven, naar denne i Førstningen er bange for at gaa ud paa en Snebræ.

Runne, som nu saa baade Folk og de øvrige Hunde paa den anden Side, skulde da ogsaa tænke paa at komme over. Omkring Indsøen vilde den ikke springe, og over Indsøen havde den heller ikke Lyst til at svømme. Ulykkeligvis faar han da det fortvivlede Indfald at sætte paa Elven, som løber ud af Indsøen. Den er ikke meget bred, men rivende strid, og det værste er, at den straks nedenfor styrter sig ud i en rivende Fos. Runne kjæmpede haardt med Strømmen, og Mor Laagje, som saa ham, blev ængstelig for Hunden og begyndte at raabe: «Tset se, tset se, Runne!» Se her, se her, Runne! Herved kom Hunden til at vende sig end mere mod Strømmen, men derved drev den netop ogsaa mere og mere nedover, nærmere og nærmere Fossestupet, kvinkende og pibende i Anelse om Faren, indtil til 64Slutning et Plask i Veiret med Forbenene, et Skrig fra Mor Laagje, og Runne forsvandt redningsløs ud over Fossestupet, ned imellem Afsatser og Klippeblokke. Borte var den, redningsløst tabt og sporløst forsvunden. Mor Laagje græd i samfulde tre Dage over, at hendes gamle, tro Tjener skulde omkomme saa ynkeligt, han, som havde tjent hende baade længe og trofast, ja hele Vinteren igjennem kunde hun ikke glemme Runne. Ofte nok blev hun ogsaa mindet om ham den Vinter, da Ulvene, som før fortalt, vare slemme og mange Ren tabtes; thi den gamle Vægteren var borte, og et Par af de andre Hunde, som havde vovet sig ikast med Ulven, vare blevne ihjelrevne.

Da Familien nu efter Kalvingstiden, som fortalt i forrige Stykke, kom ned til Indsøen og Elven igjen, hvor Runne forrige Høst forsvandt, kunde Mor Laagje ikke andet end atter fælde sine modige Taarer, da hun gik forbi Fossestupet.

Et Par Dage senere naaede de ned til Kysten og nærmede sig henimod nogle Gammer, hvor nogle Søfinner boede, som de stode i venskabeligt Forhold til. Idet Simlehjorden med sine Kalve spredte sig mylrende ned over Fjeldskraaningerne for at nappe de første Græsstraa, som spire frem i Solbakkerne, kom der pludselig en Hund farende ud af en Gamme og begyndte at jage Dyrene opover Lien igjen. Laagje blev forundret over, at Søfinnerne havde lagt sig til Hund, og Jaampa aldeles rasende over, at den skulde 65jage dens trætte og forsultne Hjord op tilfjelds igjen. Med Raabet: «Hus suola!» lod han derfor alle deres egne Hunde fare paa den fremmede. Men da kan det hænde, at der blev et Spektakel, en Renden rundt, Hoppen i Veiret, Tumlen paa Ryggen, Gjøen og Logren med Halen, hvorpaa hele Flokken kom styrtende hen imod Mor Laagje med en graa, tyk, fed og ragget Hund midt imellem sig.

«Runne læ, Runne læ, ibmel sivdned Runne læ! Det er Runne, det er Runne, Gud hjælpe mig er det ikke gamle Runne!» udbrød Mor Laagje, idet hun sank paa Knæ og omfavnede Hunden, medens denne slikkede hendes gamle, furede og taarevaade Ansigt. Saa hen til Far Laagje, saa ellevild hen over Marken for at faa Bevægelse, at ikke Glæden skulde dræbe den, fulgt af alle de øvrige, saa tilbage igjen, kom i Farten til at rive lille Lajla overende og slikkede hende derpaa i Ansigtet for at gjøre det godt igjen, saa hun satte i at skrige, saa hen til Tjenerne, saa hid, saa did, indtil den endelig med Tungen ud af Halsen til Slutning lagde sig ned ved Madmoders Ben og saa op paa hende med et Blik saa glædesstraalende som et Menneskes.

Hvorledes den havde undgaaet Døden kunde ingen fortælle eller forstaa, da Fossefaldet er temmelig høit, men dens tykke, lurvede Pels har vel taget noget af for Stødene, idet den tumlede nedover. Søfinnerne fortalte, at den en Dag var kommen ned til dem, haltende, forsulten og udmagret. Den havde 66klogeligt nok ikke forsøgt at drage efter Hjorden, da den godt vidste, at den maatte baade over Elve og Indsøer og i sin ynkelige Tilstand ikke vilde kunne svømme. Saa havde den hinket 3 Mil tilbage igjen til Søfinnerne, blandt hvilke den ogsaa havde gode Venner, og af dem var den bleven vel modtagen og saa godt pleiet, at da den nu mødte frem igjen var den baade tyk og fed.

Den levede endnu i flere Aar og tog ofte tand gribeligt ind med i Kampen mod Ulven, og gjorde flere Ture frem og tilbage til Kysten, men aldrig forsøgte den mere paa at svømme over Elven.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.