VII. Pesten

80Den paafølgende Sommer opholdt Laagje sig som sædvanligt ved Kysten i Altens Præstegjeld med sin Hjord, sit gamle Tjenerskab og Mellet, men lille Lajla blev savnet og ikke mindst af den bistre Jaampa. Da Barnet blev borte, blev den Gamle igjen ordknap, bister og vanskelig at gjøre tillags. Paa Turen til Kysten havde han ved uvorren Kjørsel strupt et Rensdyr, og om Sommeren havde han lagt sig paa Lur og dræbt alle Bumandshunde, som han i Hemmelighed kunde faa Tag i. Saa havde han ogsaa i et Slagsmaal skamslaaet et Par Bumænd saaledes, at man havde sendt Lensmanden efter ham for at faa ham for Forligelseskommissionen, men den, som ikke mødte, var Jaampa. At faa fat i ham var ikke muligt, da han som en Fredløs opholdt sig snart her, snart der i Ødemarken iblandt Rensdyrene, og kun i al Hemmelighed en og anden Gang saa indom Teltet hos Laagje, som naturligvis ikke forraadte ham.

81Omtrent paa den Tid, da Fjeldfinnerne begyndte at trække tilbage igjen til Høifjeldene, kom der dunkle Rygter om, at en forfærdelig pestagtig Sygdom skulde rase i Østfinmarken. Den skulde være indkommen fra Rusland, fortaltes der, og ligne Børnekopperne. Ingen Læger fandtes i den Tid paa de Kanter, og det fortælles, at Folk døde som Fluer. Især skulde det være Finnerne, som angrebes, men ogsaa mange Nordmænd skulde være blevne Offre for Pesten. De, som kunde flygte, de flygtede, men bragte derved Smitten med sig andetsteds hen, og som en Løbeild udbredte Sygdommen sig videre og videre. Befolkningen i Sydvaranger skulde næsten være uddød, fortaltes der, ligesaa i Næsseby og opover Tanaelven til Karasjok. Hver Dag kunde man vente, at Pesten ved en eller anden Flygtning vilde komme over til Vestfinmarken, og Folk begyndte at blive ængstelige for at reise nogetsteds hen eller møde Fremmede eller tage imod Nogen.

Vist er det, at der omtrent ved Midten af forrige Aarhundrede rasede en pestartet Sygdom i hine Trakter, og af Mandtalslisterne fra hine Aar ser man, at Antallet af «Skattemænd» sank ned i en forfærdelig Grad, saa det hedder, at «Landet var næsten øde».

Laagje og de andre Fjeldfinner, som opholdt sig ved Kysten, skyndte sig derfor med at forlade de beboede Trakter og atter ty tilbage til de indre, øde og vilde Høifjeldsvidder, hvor ingen Menneskebolig fandtes.

82De bleve derfor enige om paa en bestemt Dag at drive alle sine Rensdyr sammen paa en stor Slette for at holde «Ratkem» eller for at skille Dyrene ud fra hinanden efter Mærkerne, saaledes at enhver Familie eller Eier kunde faa sine Dyr for sig selv og drage hvorhen han vilde med sin egen Hjord. Om Sommeren, da Dyrene ere fri for Ulv og gaa saagodtsom paa Frihaand, blandes nemlig ofte forskjellige Hjorder sammen, naar flere Finner opholde sig paa samme Kyststrækning, men om Vinteren, da Dyrene nøie maa vogtes, ser enhver til at faa sin egen større eller mindre Hjord for sig selv. En saadan «Ratkem» er et vanskeligt Arbeide og medtager flere Dage. Det er ikke saa let at skille denne levende Masse ad som at sondre Tømmerstokke i en Lændse ud fra hverandre efter Mærkerne, men Jaampa er dygtig heri som i alt anstrængende Arbeide, og omsider lykkes det ved forenet Hjælp af Folk og Hunde at faa Storflokken delt i 3-4-5 eller flere mindre Hjorde. Rigtignok har der ofte været Trætte, ja endog Slagsmaal ved en slig Ratkem, da der kan opstaa Tvivl om Mærkerne, eller Tyve havt sine Fingre i dem og forandret dem, medens den rette Eier af dette eller hint Særkjende alligevel har god Grund til at paastaa, at Dyret tilhører ham. Der skriges og skraales, Lassoer flyve hid og did, Hunde bjæffe, Dyr slæbes afsted til forskjellige Kanter, og det Hele danner en høist belivet Scene i flere Dage, indtil Ratkem endelig er udført, vistnok kun i de sjeldneste Tilfælde til 83alles Tilfredshed. Laagje og hans Følge havde ikke mindre end 7 Mærker eller forskjelligt mærkede Dyr, der skulde plukkes ud af en Samling af kanske 8-10,000 Dyr. Der var nemlig først hans eget Familiemærke, saa Jaampas, Jounas og begge Pigernes, saa Mellets og Lajlas, da, som før fortalt, begge disse havde faaet Ren i Faddergave.

Endelig blev man da færdig og drog hver til sin Kant, Laagje drog indover mod sin gamle Vinterplads paa Akkanasfjeldet. Paa Veien mødte de en Dag en Fin, som kom gaaende over Fjeldet og som Laagje kjendte.

Efter den almindelige Hilsen mellem Venner, som bestaar i, at man lægger høire Haand paa hinandens venstre Skulder eller halvt omfavner hinanden og stryger Kind mod Kind og Næsetip mod Næsetip,Forfatternote: Blandt enkelte vilde Nationer bruger man derfor ikke at sige: giv mig et Kys! men: giv mig din Aande! blev den Fremmede indbuden i Teltet, hvor han ønskede: «Fred i Huset!» og fik Sæde ved Arnestedet. Laagje spurgte ham, hvorfra han kom.

«Fra Assebakte, tre Mil fra Karasjok,» svarede Manden.

«Kom du ikke om Karasjok?» spurgte Laagje.

«Nei, did vovede jeg nok ikke at komme,» svarede Manden.

«Hvorfor ikke?»

«Har du ikke hørt om Pesten?»

84«Jo», svarede Laagje, «men har Pesten ogsaa været i Karasjok?»

«Ja», svarede den Fremmede, «Pesten kom der i Sommer, mange døde og de øvrige, som kunde flygte, de flygtede til Assebakte eller andre Steder hen.»

«Hvem bragte Sygdommen did?»

«Flygtninge fra Tanen,» forklarede Finnen, og Familiens Opmærksomhed blev nu i høieste Grad spændt. Naar Finner faa høre interessante Nyheder, kunne de lytte til med en i egentlig Forstand gabende Opmærksomhed. Al Beskjæftigelse standser. Sleven holdes stille i Gryden, Fingeren, hvormed Skaalen slikkes ren, standser paa Veien fra Skaalen til Munden, Flisen, hvormed man skal tænde Piben, brænder ned i Fingrene paa Veien fra Ilden, og alt imellem høres Udraab, som: «Vuoi, vuoi!» eller «Vuoi dal die!» Den Fremmede fortalte, at «en Morgen tidlig, da Handelsmand Lind gik ned til Elvebredden, saa han, at der laa en fremmed Baad ved Stranden. I Forstavnen laa en Kone med et Barn i Favnen, og paa Stranden laa en Fin i sin Skindkufte. Handelsmanden troede, at det var reisende Folk, som havde lagt sig til at sove efter Turen og ruskede i Manden for at faa ham vaagen, men til sin Forfærdelse mærkede han, at der ikke var Liv i ham, og da han saa nøiere til, viste det sig, at Manden var sortblaa i Ansigtet og at det lugtede af ham. Konen og Barnet vare ligeledes døde. Skrækslagen gik Handelsmanden op igjen til sin Kone og fortalte om de Døde ved 85Stranden. Det var ikke vanskeligt at skjønne, at de vare Flygtninge, som havde ført Pesten med sig, og snart gik det som en Løbeild fra Nabo til Nabo: «Gud hjælpe os, Gud hjælpe os, Pesten er kommen!»

Handelsmanden vovede sig til at gaa ned til Stranden igjen og kaste den Døde op i Baaden, og derpaa sætte denne i Fart ned over Elven, hvor den forsvandt i den første Fos, men to Dage efter blev han syg og straks efter ogsaa hans Kone. Saa blev flere og flere syge, og Folk begyndte at rømme saa fort de kunde komme bort fra det pestbefængte Sted, dels opover langs Elven, dels ud i Ødemarken, hvor vistnok mange senere ere omkomne.»

«Og hvordan gik det med Handelsmanden og Kone?» spurgte Laagje.

«De døde begge to, efter hvad jeg har hørt, og deres Tjenestefolk rømte.»

«Men Barnet, døde ogsaa Barnet, som de havde, en liden Pige, som hed Lajla?»

«Det ved jeg ikke, jeg har intet hørt om Barnet,» sagde Finnen. «Folk ere endnu ikke begyndt at vende tilbage igjen og formodentlig ligge mange ubegravede, da der nok ikke findes en levende Sjæl mere i Karasjok. Først efter Sne og Kulde tør vel de vove sig did igjen, som endnu leve, hvor de nu findes. Nogle faa bo i Assebakte, som fortalte, hvad jeg ved.»

«Men hvad Nyt fra Havskysten,» spurgte den Fremmede, «er Pesten kommen til Alten?»

86«Endnu ikke,» svarede Laagje, «men alle Mennesker vare bange og frygtede for, at den hver Dag skulde komme.»

Den Fremmede tog Afsked og drog videre, og 8 Dage senere slog Laagje op sine Telte paa Akkanasfjeldet, omtrent 5 Mile fra Karasjok.

Jaampa havde hele Tiden med stor Opmærksomhed hørt paa Samtalen mellem den Fremmede og Laagje, men ingen Spørgsmaal gjort da eller Bemærkninger senere. Han gjorde sin daglige Dont, men der var næsten ikke et Ord at faa af ham. Det var aabenbart, at han gik og grundede paa noget eller ventede paa noget.

En Maaneds Tid senere, efterat Kulden havde indfundet sig for Alvor, og der var kommet Sne paa Marken, saa Føret var ypperligt for Kjøring med Ren, kommer Jaampa en Aften ind i Laagjes Telt og sætter sig ved Arnestedet.

«Du har hentet hjem to Kjøreren idag,» siger Laagje, «hvad vil du med dem, vil du ud at reise?»

«Ja, iaften reiser jeg, naar Maanen kommer op.»

«Hvor skal du hen?»

«Det ved du.»

«Ja, kanske jeg ved det,» siger Laagje, «men tør du vove dig did, er du ikke bange for Pesten?»

«Jeg er ikke bange for nogen Ting, og Kulden maa vel nu have dræbt Pesten, efter at Alt er stenfrossent. Desuden saa vil jeg vide Besked om Barnet, 87jeg vil vide, om vor lille Fugl lever eller ligger død og kold der nede i Karasjok.»

«Ja, kan du finde Barnet, som nu ingen Forældre har og bringe det hid til os igjen, skal du aldrig mangle noget, saalænge du vil være hos mig, enten som Tjener med Løn eller som din egen Herre!»

Kl. 11 om Aftenen satte Jaampa sig i Slæden og kjørte afsted til Karasjok med Laagjes Ønske: «Gid Fredens Gud være med dig og føre dig lykkeligt tilbage igjen!»

Han kjørte hele Natten, og næste Formiddag var han paa Høiderne ovenfor Kirkestedet, hvorfra man kan se ned paa Landsbyens Huse.

Der saa øde og tomt ud paa Sletten, hvor Husene staa, og der steg kun Røg op af en eneste Skorsten. Men der fandtes da Tegn til Mennesker, og da Jaampa havde ladet Renene hvile en Stund, kjørte han raskt nedover mod Sletten, tværs over Elven og hen til den enslige Hytte, hvorfra Røgen steg op.

Da han kom ind i Stuen, saa han i Førstningen ikke andet end en gammel Kjærring, som sad paa Huk ved Ilden, men senere opdagede han, at der ogsaa laa en gammel Kal i en Seng.

«Gud være lovet!» udbrød Kjærringen, da Jaampa traadte ind, «endelig kommer her da Mennesker igjen! Kommer du fra Assebakte eller fra Fjeldet?»

«Jeg kommer fra Fjeldet, fra Aslak Laagje.»

«Har Pesten ikke besøgt eder?»

88«Nei, vi have sluppet fri for den.»

«Er det Manden din den Gamle i Sengen der?» spørger Jaampa.

«Ja, det er Manden min. Vi ere de eneste igjen her, alle andre ere døde eller flygtede, men vi ere saa gamle, at vi dø snart alligevel, og derfor vilde vel ikke Pesten tage os.»

I det samme opdagede Jaampa, at der laa noget under et Tæppe i en liden Sengekarm i et Hjørne ved Døren.

«Hvad er det, som ligger der i den lille Seng?» spørger han.

«Det er et stakkels lidet Pigebarn, som vi har maattet tage ind til os, da alle andre rømte,» svarede Kjærringen.

«Hvis Barn er hun da?»

«Hun er en Datter af Handelsmanden,» siger Kjærringen.

«Er hun Handelsmand Linds Datter og hedder Lajla?» spørger Jaampa, idet hans Hjerte begynder at slaa heftigt.

«Jeg ved sandelig ikke, hvad Barnet hedder, men at hun er en Datter af de to Fremmede, som kom hid for et Par Aars Tid siden, er sikkert. Det er Synd paa Barnet. Begge Forældrene døde i Pesten og ligge endnu ubegravede henne i Huset, og hende fandt vi en Dag siddende udenfor Døren. Hun græd saa jammerligt, at vi tog hende hid, og her har hun siden været, stakkels Barn.»

89«Det skal du have Tak for og blive lønnet for,» sagde Jaampa.

«Ja, Gud ske Lov, at her endelig er kommet et Menneske,» sagde Kjærringen. «Vi har næsten ikke Madsmulen mere i Huset. Lidet havde vi til to Munde, mindre blev det til tre, Gud hjælpe os!»

«Du skal faa Mad af mig,» sagde Jaampa, «jeg har Mad med mig, du skal faa saa meget, du behøver.»

«I Førstningen var Barnet flere Gange henne for at se, om ikke Mamma og Papa vilde staa op,» fortalte Kjærringen, «men nu forstaar hun nok, at de ere døde.»

Med bankende Hjerte gik Jaampa hen til Barnets Seng og satte sig ned paa Huk og saa paa dette nu magre og forkomne lille Barneansigt, som det saa ofte havde glædet ham at se smilende, muntert og livligt.

«Lajla», sagde han sagte, «Lajlashjam, gulakgo?» Lille Lajla, hører du?

Barnet vaagnede ved at høre sit Navn, men da hun fik se den Fremmede i den tykke Pels og det mørke Ansigt lige foran sig, blev hun bange og begyndte at fortrække Ansigtet til Graad og vilde skjule sig under Klæderne.

Jaampa blev ilde ved, han vilde saa gjerne være venlig, naar han blot vidste, hvorledes han skulde bære sig ad. Kjærringen kom da hen og søgte at berolige den Lille, idet hun reiste hende op i Sengen.

90«Vær ikke bange,» sagde hun, «han gjør dig ingen Ting. Vær nu snil, saa skal du faa god Mad at spise.»

«Lajla, utsa loddashjam, ale bala!» Lajla, min stakkels lille Fugl, vær ikke bange, sagde nu Jaampa igjen saa blidt som muligt.

«Ikgo dovda muo, Lajla, ikgo muite Jaampa?» Kjender du mig ikke, Lajla, kan du ikke erindre Jaampa, og Laagje og Mellet og alle Rensdyrene?»

Barnets Ansigt lysnede, hun tørrede bort sine Taarer og stirrede paa Jaampa.

«Du Jaamba?» stammede hun.

«Ja, jeg er Jaampa, min stakkels Lille, nu maa du ikke græde mere, nu skal du kjøre med Jaampa og sidde paa Jaampas Ryg, og være glad og spise god Mad med Jaampa.»Jaampa.»] rettet fra: Jaampa. (manglende anførselstegn)

«Ja», sagde Barnet, «Lajla spise god Mad med Jaamba.»

Jaampa tog straks frem af sin Barm en Rentunge og begyndte at skjære smaa Skiver op til Barnet, som nu ikke var bange længer, men kom hen til ham og til hans store Glæde spiste begjærligt af Maden, aldeles som en vild liden Fugl, som man ved Venlighed har gjort frygtløs og faaet tam.

«Vil Lajla være hos mig?» spurgte Jaampa.

«Ja, Lajla være med Jaamba.»

«Vil Lajla kjøre med mig, kjøre med Ren, kjøre til Laagje og Mellet og Jouna og Magga og Gunnil?»

91«Ja, Lajla kjøre med Jaamba, og Mamma og Pappa!»

«Nei, Mamma og Pappa ere døde og borte, men naar du kommer med mig, skal du faa en anden Mamma, som skal være god imod dig, og Jaampa skal holde af dig.»

«Vil du tage Barnet med dig?» spørger Kjærringen.

«Ja, derfor er jeg kommen. Hun har ingen Forældre mere, hverken Slægt eller Venner her, derfor skal hun være Laagjes Barn igjen, som hun har været før, og aldrig mangle noget.»

Saa gik han ud og bragte med sig ind igjen en hel Del Renkjød, som han gav Kjærringen.

«Se her har du Mad, saalænge til Folk kommer tilbage, og trænger du mere, skal du faa, men Barnet tager jeg med mig.»

Konen takkede og var vel tilfreds med Byttet.

Saa fik Lajla et Par store Komager paa Benene og blev puttet ind i en Skindpæsk, hvor hun laa som i en Seng, hvorpaa Jaampa tog og bar hende ud i Slæden. Saa hentede han Kjørerenene, spændte dem for Slæderne, satte sig i den forreste med Lajla i Fanget og kjørte afsted, saa det sprudede om ham, bort fra denne sørgelige Pestplads og opover igjen til sine kjære Høifjelde, joigende en improviseret Sang over denne Begivenhed, i sin Glæde over, at have fundet igjen sin lille Fugl, sin lille Lajla.

De naaede ikke frem samme Dag, men maatte 92overnatte paa Fjeldet. Dog, det havde ingen Nød. Jaampa gravede en Fordybning i Sneen og lagde Renskind under og over Lajla, som snart sovnede. Selv hvilede han ogsaa nogle Timer ved Siden af Barnet.

Laagje og hans Kone kunde fra Teltet se ud over en lang Is, hvor Jaampa maatte komme, og allerede tidligt, straks det lysnede, havde de begge af og til kastet Blikket hen i den Retning.

Lille Mellet blev dog den, som først fik Øie paa Jaampa og stak Hovedet indad Teltdøren og raabte:

«Ædne, atshje, Jaampa boatta!» Mor, Far, Jaampa kommer!

I langstrakt Trav kom Jaampa kjørende hen over Isen, og da han kom saa nær, at han kunde se Folk udenfor Teltet, tog han Lajla og løftede hende høit i Veiret. Kort efter stode Renene andpustne udenfor Laagjes Telt.

«Du har fundet Lajla, Lajla lever, Lajla er igjen vort Barn!» udbrød Laagje, da han tog den Lille af Slæden og bar hende ind.

Der blev nu travelt for Mor Laagje og Pigerne med at sy Finneklæder til den Lille; thi Finnebørnene have Klæder aldeles af samme Snit som de Voksne, og disse en miniatur Finner og Finnepiger se ofte ganske komiske ud i Fremmedes Øine.

Efter fjorten Dages Forløb var Lajla igjen forvandlet til en fuldstændig Finnepige og sprang legende rundt om Teltet, forfulgt af Mellet. Hun skulde 93forestille en Ren, og Mellet skulde fange hende med en Lasso, som han nylig havde faaet, og som han hele Dagen naturligvis holdt paa at øve sig med baade paa Ligt og Uligt.

«Hør Mellet,» siger Jaampa, som standsede og saa paa dem en Stund, «du skal ikke plage Lajla.»

«Ja, men Lajla vil være Ren,» mente Mellet.

«Det duer ikke alligevel saaledes,» siger Jaampa, «kom hid saa skal jeg vise dig, hvorledes du skal kaste.»

«Jeg vil ogsaa have Lasso,» siger Lajla.

«Du skal faa en af mig,» siger Jaampa, «en Finnepige maa ogsaa kunne kaste med Lasso.»

«Se her,» siger han til Mellet, « først gjør du en større eller mindre Rendeløkke eftersom Tingen er, som du skal kaste paa. Saa tager du den i høire Haand og ringer op saa mange Ringe eller saa lang Tøm, som netop behøves for at naa frem. Hvor langt er det hen til Busken der?»

«Ved ikke.»

«Ja, men det maa du vide, ellers træffer du ikke.»

«Ni Alen.»

«Nei, 10 Alen er der did. Ring nu op! Saa, det er nok, kast nu! Ikke saa ilde, ikke saa ilde, du kan nok lære med Tiden. Nu sætter jeg op 3 Pinde paa 6, 9, 12 Alen, og naar du kan træffe dem, den ene efter den anden, saa kom til mig igjen, saa skal jeg lære dig mere.»

Lille Lajlas Sorg over sine døde Forældre forsvandt 94snart i de nye Omgivelser. Hun glemte efterhaanden dette Aar, som hun havde tilbragt i Karasjok. Hun blev daglig igjen mindet om det Aar, hun havde levet hos Laagje, og det var ligesom de dunkle tidligere Minder og de friske nye Indtryk knyttede sig sammen og lukkede over de sidste sørgelige Indtryk og Erindringer fra Hjemmet i Karasjok.

Den følgende Juleaften var derfor alle muntre og glade i Laagjes Telt. Barnet, som han havde fundet, som han havde reddet og baaret hjem paa sin Barm, var atter hans og skulde blive hans, og han drømte igjen lyse Drømme om dette Barns Fremtid.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.