VIII. Mellet og Lajla paa Skole

95Tiden gik og Lajla og Mellet trivtes og vokste til. Laagje havde faaet nye Tjenestefolk. Jouna havde giftet sig med Magga, da de tilsammen havde faaet saa mange Ren, at de med sin lille Hjord og sit eget nye Telt, som kostede 40 Spd., kunde vandre omkring paa egen Haand. De andre Tjenestefolk havde flyttet til Kysten. Kun Jaampa blev fremdeles hos Laagje, maaske især af den Grund, at han holdt af det lille Pigebarn, som efterhaanden havde vokset sig ind i hans Hjerte og optaget for sig alene al den Kjærlighed, som der fandtes.

De gamle Folk i Karasjok, som havde taget Lajla ind til sig, laa begge to døde i sin Seng, da Folk omsider henimod Jul begyndte at komme tilbage igjen. I Begyndelsen havde disse nok at gjøre med at begrave de stivfrosne Lig, som laa rundt omkring i Hytterne. Der var saaledes nu ingen andre end Laagje, hans Kone og Jaampa, som kjendte noget til Hemmeligheden med Barnet eller som vidste noget 96om, at det Barn, som Handelsmanden i Karasjok havde havt, endnu levede og var hos den rige Fjeldfin Aslak Laagje. Lajla selv havde kun en ganske utydelig Erindring om sine to første Børneaar. Hun vidste ikke andet, end at hun var Laagjes Datter, og ansaaes af alle Fjeldfinner for at være hans Barn. Lajla var et vakkert Barn. Hun havde et fintformet, ovalt Ansigt, to nydelige Smilehuller, temmelig lyst Haar og store graa Øine, saaledes at den, der forstod sig noget paa forskjellige Folkerasers Ansigtsdannelse, let vilde se, at der var noget usædvanligt ved dette Barn, noget finere, noblere eller i det Hele grundforskjelligt fra et almindeligt Finnebarn. Havde hun været opdraget i Hus, vilde hun maaske have været en Skrantning med svage Lemmer og et blegt, sygeligt Ansigt, men nu havde den idelige Færdsel i fri Luft, lange Ture tilfods og paa Ski givet hende Gazellens Smidighed, paa samme Tid, som Hede, Kulde, Sne og Regn havde brunet hendes Kinder og givet hele Ansigtet et sundt og kjærnefriskt Udseende. Hun var fin og smækker, men dog rask og livlig som en Gut og ligesaa høi som sin Fosterbroder Mellet, der havde det ægte, noget runde Finneansigt med mørke Øine og kulsort Haar. Men ogsaa han var efter Finnens Begreb om det Skjønne en vakker Gut, og naar disse to vare iførte sine smukke Vinterdragter, Lajla i hvid Pæsk med forgyldt Sølvbælte om Livet, eller i sine Sommerdragter, Lajla i blaa og Mellet i rød Kufte, da var der ingen, hverken 97Fin eller Nordmand, som vilde paastaa andet, end at disse to vare de smukkeste Finnebørn, som de nogensinde havde seet.

Fjeldfinnerne have sjelden mange Børn. Heraf kommer det vel, at de i høi Grad forkjæle disse eller lade dem saagodtsom i alle Ting have sin fulde Frihed. Det er næsten uhørt, at Forældre nogensinde korporligt tugte sine Børn. De faa gjøre og lade som de selv ville fra smaa af, og det er heller Børnene, som kommandere Forældrene, end omvendt. Det er derfor mærkeligt, at de ikke blive mere udskjæmte eller vanartede end Tilfældet er.

Baade Laagje og hans Kone kunde læse i Bog, og Mor Laagje kunde flere Bønner. Enkelte af disse havde Lajla meget tidligt lært, og da hun var 7 Aar gammel, havde Mor Laagje ogsaa begyndt at lære hende at stave og læse. Dette gik ligesaa vidunderligt let for Lajla, som det gik tungt for Mellet, skjønt han var flere Aar ældre. Det kom vel for en Del deraf, at han ingen Lyst havde. For ham var det en Pine at sidde med Bogen, han havde ingen Ærgjærrighed i den Retning, han tænkte og drømte kun om Ren, Fugl og Fisk. Men maaske det ogsaa laa i Blodet eller i den medfødte Intelligens; thi for Lajla gik det som af sig selv, hun lærte snart at læse ganske godt og kunde lære udenad, hvad det skulde være.

Jaampa kunde ikke læse et eneste Ord, men saa meget mere beundrede han sin Yndlings Færdighed. 98Derimod var det hans Fornøielse at tage sig af Børnene paa anden Maade eller at lære dem at kjøre med Ren, at bruge sin Lasso, at fiske, at sætte op Snarer og at gaa paa Ski, og ligesom Mor Laagje maaske i Grunden holdt lidt mere af Gutten end af Pigen, men dog ikke kunde andet end indrømme, at Pigebarnet var langt nemmere i alt, hvad hun kunde lære dem, saaledes var det omvendt med Jaampa. Lajla var hans Yndlingsbarn, og han gjorde sig al Umage for at faa hende ligesaa flink, som nogen Gut, men Mellet blev hende dog overlegen i al saadan Idræt, som Jaampa kunde lære dem. Det eneste skulde da være, at Lajla kanske var ligesaa rask og frygtløs til at løbe paa Ski, som Mellet.

Jaampa og begge Børnene havde mange Fornøielser sammen. De fik undertiden være med ham paa Fiske, og især var det en stor Glæde for dem, naar de paa sine Vandringer kom til disse smaa Bække, hvor man ved at lure sig frem langs Bredden kan tage Fisk med Hænderne, naar man forstaar Knebet, og Fisken har gjemt sig i Huller under Torvebredderne. Jaampa viste dem da, hvorledes de skulde stikke Haanden ned og føle sig frem mod Strømmen indtil de kom ind paa Fisken. Saa skulde de berøre den ganske svagt, idet de sagte førte Haanden fremover, og naar de naaede Gjællerne, med et raskt Greb knibe til og kaste den op paa Marken. Selv var han en Mester i at tage Fisk paa denne Maade, ligesom i at liste en Rendesnare, fæstet til Enden af 99en Kjep, indover Fiskens Hoved og saa med et pludseligt Ryk vippe den op, en meget primitiv Maade at fiske paa, som har faaet sit eget Udtryk i Sproget og hedder «njodsastet». Paa en saadan Fisketur hændte det en Gang, at de paa den modsatte Side af den Elv, langs med hvilken de gik, fik se en liden hvid Gedekilling følge med og hoppe fra Sten til Sten. Killingen var tydeligt nok meget folkekjær, men den maatte have forvildet sig, og da den nu saa disse tre paa den anden Side, gik den ud paa de alleryderste Stene og stod der og brægede saa klagende, som et grædende Barn, fordi den ikke kunde komme over til dem. Baade Mellet og Lajla følte Medlidenhed med den og spurgte Jaampa, om han ikke kunde vade over Elven og tage Killingen hen til dem.

«Nei», sagde Jaampa, «det gaar ikke an, Elven er for dyb, men er du snil Pige, Lajla, saa skal jeg alligevel tage Killingen hid til dig.»

«Ja, kjære Jaampa, tag den hid til os!» udbrød de begge.

Jaampa tog sin Lasso, ringede den op, og med sikker Haand slyngede han Rendelykken om Killingens Hals, og Plump, rullede den i Vandet og blev i en Fart trukken over til den anden Side. Den var rigtignok næsten baade kvalt og druknet, da den kom over, men lidt efter lidt kom den sig igjen, og fulgte siden troligt med dem. Til Lajlas store Glæde lovede Jaampa, at hun skulde faa beholde den, og 100at han skulde se til at faa at vide, hvem der eiede den og give Betaling for den.

Men endnu gladere blev Lajla, da hun fik sin første Rype i en af sine Snarer. Jaampa havde en af de første Vinterdage sat op nogle faa saadanne ikke langt fra Teltene, og næste Morgen tidlig var Lajla ude paa Ski for at efterse dem. Og hvad skulde hun se, hvad er det, som ligger der henne i en Aabning i Risgjærdet? Jo, en vakker, snehvid Rype, fanget i en af Snarerne! Det kan vel hænde, at Lajla blev glad, da hun fik Øie paa den. I sin Glæde gav hun sig ikke Tid til at løse den af Snaren, men tog Rypen, Snaren og Birkekvisten med sig og løb hjemover saa fort, hun kunde, for at fremvise Fangsten for sine Forældre.

Imidlertid havde Mellet samme Dag faaet Lov til at gaa med Jaampa, og saa hændte det for første Gang, som gi’er saa mangen Smaating Rang, at han med Jaampas Bøsse skjød sin første Rype. Han kom hjem med denne ikke mindre stolt end Lajla og holdt den gjemt bag sig, idet han gik ind i Teltet.

Da Lajla saa ham, udbrød hun:

«Jeg har fanget en Rype, jeg,» og holdt sin Rype op for Mellet.

«Jeg har skudt en Rype, jeg du!» sagde Mellet meget stolt og tog frem sin.

«Ja, du er Gut, du, derfor kan du skyde,» siger Lajla, «men din Rype er ikke saa pen, som min!»

101«Er ikke min Rype pen?» udbryder Mellet meget indigneret.

«Nei, der er Blod paa din, men min er ren og hvid som Sne!»

«Ja, du kan vel skjønne, at der maa være Blod paa den, siden jeg har skudt den,» sagde Mellet meget overlegent.

Næste Dag fik de sine Ryper kogte og sad med hver sin foran sig, og ved Siden af dem to Hundehvalpe med sine spidse Snuder, opstaaende Øren og smaa Øine, der blinkede som poleret Stenkul, lurende paa de Smuler, som faldt fra de Spisende.

«Smag paa min Rype, du,» siger Lajla til Mellet, «saa skal du kjende, hvor god den er!»

«Smag paa min du,» siger Mellet igjen, «den er nok ligesaa god den.»

«Jeg synes min er bedst,» siger Lajla, «og min Hund, Muste, synes det samme.»

«Smag paa min, du Mor,» siger Mellet, «er ikke den god?»

«Jo, den er udmærket!»

«Smag paa min, du Jaampa,» siger Lajla, «er ikke den bedre?»

«Voi njalgis, njalgis!» Nei, hvor deiligt den smager, udbrød Jaampa.

Mellet og Lajla gik senere sammen og passede Rypesnarerne og kom ofte hjem med hver sit Knippe paa Ryggen, løbende omkap paa Ski nedover Skraaningerne til Teltene.

102Lajla var baade et smukt Barn og et snilt Barn med et godt Hjerte, og hun og Mellet vare i Regelen gode Venner. Kun blev hun yderst forbitret, naar Mellet blev overrasket i at holde paa med at kaste Lasso efter hendes hvide Ged, som var et saa fristende Æmne for ham at øve sig paa, at han ikke kunde lade være dermed, uagtet Jaampa havde skjendt paa ham flere Gange, og det kom til aabenbare Haandgribeligheder engang Lajla hørte Geden bræge ynkeligt udenfor Teltet og overraskede Mellet i at være paa Nippet til at strube den med sin Lasso, som han havde kastet den om Halsen.

Aarene gik, og en smuk Vinterdag stod der 3 Ren, spændte for hver sin Slæde, udenfor Laagjes Telt. Lajla var 12 Aar og Mellet var 15. De skulde sendes til Koutokæino for at gaa paa Skole, og Jaampa skulde følge dem did. I Koutokæino boede der nemlig Præst, og der holdtes Skole. Fjeldfinnerne maatte derfor sende sine Børn did og sørge for, at de i Skoletiden kunde faa bo hos en eller anden paa Stedet. Det var ikke vanskeligt for Laagje at faa nogen til at modtage hans Børn, da han var rig og alt imellem kunde sende en Rensteg som Betaling for Logiet.

Ved Afskeden formanede Mor Laagje Børnene til at være flittige og skikkelige og lydige mod Skolelæreren og Præsten, «som nu en Tid skulde være dem i Forældres Sted». Det var ellers i flere Henseender en sørgelig Tid for Finmarken, dengang 103Mellet og Lajla gik paa Skole. Finnerne led under Sprogtyranni og Nordmændene under Monopoltyranniets Aag. De første bleve nemlig da i mange Aar tvungne til at lære sin Kristendom paa Norsk, efter at de forud i Missionens Tid i mange Aar havde smagt Sødmen af at faa Undervisning og Prædiken paa sit eget Sprog. Men 1774 blev, som bekjendt, Seminarium lapponicum i Trondhjem ophævet, og ved et Reskript blev det uden videre befalet, at «det finske Sprog skal, det mest muligt er, kasseres, og det norske Sprog indføres, og Børnene tilholdes at lære deres Kristendom paa Norsk.» Som Følge heraf fik de ingen flere Bøger paa sit eget Sprog. De faa, de havde faaet i Missionens Tid, bleve sjeldnere og sjeldnere, og alt eftersom disse forsvandt, sluknede ogsaa det kristelige Lys, som Missionærerne ved sin Virksomhed havde tændt iblandt Befolkningen. Da Bøgerne bleve sjeldnere, og Finnerne mærkede, at de ingen flere fik, begyndte de først rigtigt at vurdere disse. Hist og her fandtes et enkelt mere eller mindre fuldstændigt Eksemplar af Luthers Katekismus paa Finsk og Norsk. «Det er en salig Glæde,» siger en Præst, «at bemærke, hvor lykkelige de af Finnerne prise sig, som eie en saadan Bog, hvorledes de ombære den paa sit Bryst som en Helligdom paa alle deres Vandringer; med hvilken Længsel mange strømme did, hvor en saadan Bog findes, for at kunne læse og forstaa det hellige Ord i deres eget Modersmaal.»

104Aslak Laagje var blandt de Lykkelige, som eiede et fuldstændigt Eksemplar af en saadan Bog.

Præsten, som dengang var i Koutokæino, hed Olavius Hjorth, og skal efter et Sagn, som endnu fortælles, have været en dygtig Præst, men en uhyre barsk og streng Mand, saaledes at han blandt Finnerne gik under Navnet «Garra-Hjortha», d. e. Haarde-Hjorth. Medens denne Haarde-Hjorth var Præst i Koutokæino (1774-1780) skal der have gaaet en religiøs Vækkelse gjennem Befolkningen. Denne var dog af en fredeligere Karakter og heller ikke af den Udstrækning, som den, der fandt Sted i 1852, og som endte med Mord. Meget gamle Folk, som vare med i Vækkelsen i 1852, kunde erindre eller havde af sine Forældre hørt fortælle om hine tidligere Vakte. Ogsaa dengang havde de Vakte det med konvulsiviske Bevægelser af Legemet, med at komme i Extase og at tale i Vildelse efter Opvaagnen af en Slags Besvimelse. Man kaldte disse Folk dengang «Tshjuorvok», d. e. Raabere, fordi de drog omkring og raabte eller høilydt opfordrede Folk til Bod og Bedring. Forøvrigt skulle de have levet et stille og ulasteligt Liv, saa der vistnok har været nogen Sandhed i Bevægelsen.

Naar disse «Raabere» vaagnede op af en Daanelse, skal de i Vildelse undertiden have udtalt Spaadomme om Verdens Undergang, hvilken de, i Lighed med hvad andre Anfægtede have gjort, ansaa for nær forestaaende. Men førend denne indtraf skulde da ogsaa 105visse Tegn komme, som naturligvis vare afpassede efter finske Forhold: «Svanen skulde blive sort som Kul og Ravnen hvid som Sne. Rensdyrene skulde faa nye Horn midtvinters og blive saa vilde, at Folk ikke kunde passe dem, og saa frygtløse, at de ei brød sig det mindste om Hundene, men løb lige forbi baade dem og Folk. Saa skulde der ogsaa komme Dyrtid, Pest, Hunger og Krig, og Krigen skulde saaledes medtage alt Mandkjøn, at Kvinderne skulde slaaes om de faa, som vare tilbage, ja til Slutning skulde det være saa sjeldent at man saa en Mand, at Kvinderne skulde kysse Fodtrinnene efter en saadan og fælde Taarer over dem.» Haarde-Hjorth skal have været slem mod disse «Raabere». Hvor han traf dem, slog han dem og jog dem ud af Kirke eller Hus, ja han drog endog omkring i Renbyerne og Husene, søgte dem op og bankede dem, saalænge han orkede, saa de maatte rømme og skjule sig for ham. Engang havde en saadan «Raaber» paa en for Folket uforklarlig og følgelig efter deres Mening overnaturlig Maade klatret op paa Kirketaarnet, og idet Præsten gik ud af Kirken efter Gudstjenesten, raabte han ligesom med en Røst fra Himmelen: «Se, se, der gaar Præsten, og to Djævle sidde paa hans Skuldre i Skikkelse af to Ravne!»

Bevægelsen kom ikke udenfor Koutokæino, og døde hen uden at videre Udskeielser bleve begaaede.

Hos denne Haarde-Hjorth var det, at Mellet og Lajla skulde gaa paa Skole. De medbragte som 106Skjænk fra Laagje hver sin Rensteg og bleve venligt modtagne og indbudne i Præstegaarden til Konen og Børnene. Da de gik igjen, tog Præsten dem i Haanden og formanede dem til at opføre sig pent og være flittige til at læse og lære af de nye norske Bøger, som de nu skulde faa.

Saa begyndte Skolelæreren med at lære de mest uvidende at kjende Bogstaverne og de viderekomne at læse og lære udenad af den norske Katekismus. Det gik naturligvis tungvint og var et trættende Arbeide at faa ind i Børnenes Hukommelse mere eller mindre af de 5 Parter paa dette Sprog, som de fleste neppe forstod et eneste Ord af. Men de skulde lære Norsk og maatte lære Norsk. Skolelæreren læste op Ord for Ord og oversatte paa Finsk, og Børnene læste efter den norske Tekst.

Kun for Lajla gik det usædvanligt let baade med Hensyn til Udtalen og til at lære udenad. Hun kunde allerede læse nogenlunde, da hun kom, og hun blev snart saa flink, at hun ikke alene lærte mere end de andre Finnepiger, men hun var næsten ligesaa flink som Præstens egen Datter, der var omtrent af samme Alder og deltog i Undervisningen.

Med Mellet gik det derimod daarligt. Han var en af de flinkeste til i Fritimerne at staa paa Ski og at age i Renslæde, som bruges istedetfor Kjælke, nedover de bratte Præstegaardsbakker, men paa Skolegulvet var han en Sinke. Udtalen af mange Ord var ham aldeles umulig. Naar han i Fadervor skulde 107sige «Fristelse», blev det enten «Ristelse» eller «Pristelse», «Klæder» blev til «Glæder», men «Draaber» blev igjen til «Tropper» o. s. v. Han var en rig Mands Søn, men det hjalp ikke. Skolelæreren skjendte paa ham og formanede ham til at bede Vorherre i Himmelen om Hjælp til at lære. «Ja», tænkte Mellet, «dersom han kunde komme op til ham, saa skulde han nok bede ham, men det var høit op til Himmels. Men kanske det kunde hjælpe noget, om han gik op paa et af de høieste Fjelde og bad der?» Nu var Præstegaardshuset det høieste der paa Stedet, og op til Taget stod en Stige. «Kanske det kunde hjælpe at gaa op der, kanske Vorherre derfra hører mig bedre,» tænkte Mellet. En Morgen tidlig, medens endnu alle andre laa og sov, stod Mellet i Stilhed op og klavrede op paa Præstegaardstaget og faldt paa Knæ og foldede sine Hænder og bad: «Kjære Fader i Himmelen, hjælp mig, at jeg kan blive flink til at læse!»

Præsten kom i det samme ud, og da han fik se en Finnegut oppe paa Taget, spurgte han vredt, hvad det var for Skjelmstykker, han der havde fore? Men da Gutten kom ned og aflagde sin barnlige Troesbekjendelse eller tilstod, hvorfor han havde gaaet derop, blev det strenge Ansigt saa mildt som en Solstraale, og han klappede det lille Hoved og roste ham og sagde, at han var en snil Gut, og at Vorherre nok vilde høre ham, hvor han bad, og hjælpe ham.

Hverken Mellet eller Lajla havde nogensinde før 108i sit Liv seet en Præst, og de havde derfor ikke blot lidt Rædsel for ham, men ogsaa Tanker om ham som et Individ, der i alle Henseender stod over alle andre Mennesker. Da derfor Skolelæreren en Dag holdt paa at katekisere Børnene og spurgte, om alle Mennesker vare Syndere, svarede Mellet meget frimodigt «Nei». «Hvem er det da, som er fri for Synd?» spurgte Skolelæreren. «Præsten», svarede Mellet uden Betænkning. Til sin store Forundring fik han nu høre af Skolelæreren, at heller ikke Præsten var fri for Synd, men at ogsaa han «var en Synder». «Hvilke Synder gjør han da?» spurgte Mellet. «Han gjør ingen aabenbar Synd,» forklarede Skolelæreren, «men ogsaa han er en Synder for Vorherre.» Fra Barnsben af advares Finnebørn stadigt og strengt mod at stjæle, lyve, bande og være utugtige, som de fæleste Synder, og det kunde naturligvis ikke falde Gutten ind, at Præsten skulde kunne gjøre sig skyldig i nogen af disse.

Nogle Dage før Skolen sluttede, kom Laagje til Koutokæino for at hente Børnene og høre, hvorledes de havde opført sig og hvad Fremgang de havde gjort. Han gik først ind i Skolestuen, satte sig paa Huk ved Døren og hørte paa Børnene læse og tog op af sin Barm sin egen gamle finsk-norske Katekismus for at følge med under Læsningen. Det var ikke saa mange Aar siden han havde hørt paa, at Børnene bleve underviste paa Finsk, og han mindedes godt, hvor smukt det forekom ham, naar de læste 109godt, men dette, som de nu læste, og han med dem, var «som Sand i hans Mund, han kunde ikke føle nogen Sødme deraf.»

Uvillig forlod han Skolestuen og gik hen for at faa tale med Haarde-Hjorth.

Laagje hilste, da han kom ind, og ønskede:

«Guds Fred i Huset!»

«Du har en flink og vakker Datter,» sagde Præsten, «hun er den flinkeste af alle Finnepigerne til at læse og lære.»

«Ja, jeg har været i Skolen,» sagde Laagje, «og hørt paa Børnene. Det har nok ingen Nød med Lajla, men hvordan er det med Mellet?»

«Din Søn er ikke saa flink.»

«Han er ikke min Søn, han er min Søstersøn.»

«Jasaa, er han din Søstersøn. Ja, flink er han ikke, men han er en snil Gut, og dersom din Datter kunde hjælpe ham hjemme, saa lærer han nok til næste Aar saa meget, at han godt slipper frem.»

«Hør, kjære Præst,» sagde Laagje, «har du ingen flere finske Bøger at lade os faa, saadanne som denne her,» og han tog Bogen frem af Barmen, hvor han havde den gjemt i en Skindpose.

«Lad mig se den,» sagde Præsten, og da Laagje rakte ham Bogen, tog han og lagde den hen paa Bordet.

«Nei, jeg har ingen flere saadanne Bøger,» sagde han.

«Kommer der ingen flere heller?»

110«Nei, der kommer ingen flere. Herefter skulle I og eders Børn lære Norsk.»

«Hvorfor skulle vi lære Norsk? Vi ere fornøiede med det Sprog, vi have.»

«Fordi Norsk er et bedre og rigere og nyttigere Sprog.»

«Norsk er ikke bedre for os og vort Levevis,» sagde Laagje. «Dit Sprog er et daarligt Sprog, naar vi skulle tale om Ren, om Fjelde og Dale, om Dagens Lys og Nattens Mørke og om Alt, som hører til vort daglige Livs Behov. Du har ikke et mod ti af vore Ord om Ren og meget andet. Er saa dit Sprog rigere? Nei, dit Sprog er et fattigt Sprog for os.»

«Men det er ikke nok med det daglige Livs Behov, med Ren og at tale om Ren,» sagde Præsten. «Du maa ikke glemme, at du først og fremst skal tænke paa din udødelige Sjæls Behov.»

«Ja, du siger Sandhed,» sagde Laagje ydmygt, «vi skulle først og fremst tænke paa vor udødelige Sjæl.»

«Da er det bedre du lærer Norsk og læser Norsk.»

«Forstaar ikke Gud alle Sprog?»

«Jo, men du lærer ham bedre at kjende og kan bedre henvende dig til ham gjennem det norske Sprog.»

«Er Finsk da et saa usselt Sprog, at Vorherre 111ikke vil høre det?» spurgte Laagje, som erindrede, hvad Biskop Bang havde sagt.

«Nei, men du kan faa mange Bøger paa Norsk, som ikke findes paa Finsk. Du kan faa 100 istedetfor denne ene, I have havt.»

«Hvorfor give I os ikke flere?»

«Fordi I skulle lære Norsk, saa kunne I faa saa mange, I ville have.»

«Vi have ikke Brug for mange Bøger. Eller er Gud en Mand, som vil have mange Ord og høre lange Bønner? Har du ikke selv sagt, at Gud endogsaa hører uudtalelige Sukke?»

«Jo, men Kundskab i Guds Ord er god, og større Kundskab i Guds Ord kan du kun faa paa Norsk. I burde være taknemmelige for, at vi give eder norske Bøger.»

«Kjøbe vi dem ikke?»

«Jo, men I betale lidet eller intet for dem. Vi give eder dem næsten som Skjænk og Gave for at I skulle lære vort Sprog; thi derved er Døren aabnet ogsaa for eder til Kundskabens store Sale, og I kunne gaa derind saamange, som ville.»

«Ja, I ere rige,» udbrød Laagje bittert. «I bo i oplyste Sale, I kunne fraadse i Bøger og Kundskab, I kunne læse og lære, hvad I ville, men derfor vide I heller ikke, hvad det er at hungre og tørste, I vide ikke, hvad en enkelt Bog eller endog Blade af en Bog kan være for os, der sidde i Mørke og længes 112efter Lys, der vandre i Ørkenen og smægte efter en Kilde.»

«Derfor skulle I lære Norsk, saa der bliver et Sprog og et Folk i det hele Land.»

«Ja, ja, vi skulle lære Norsk, vi skulle prøve paa at lære Norsk, saa meget det er os muligt, men giv os først en lille Draabe af Guds saliggjørende Ord paa vort eget Hjertes Sprog! Giv os blot denne ene lille Bog, som vi have faaet kjær, saaledes at vi i vort Hjem tidligt kunne udsaa Guds Ords gode Sæd i vore Børns ufordærvede Hjerter, førend Djævelen og Verden kommer og saar Ukrud deri. Nu forstaa de intet af, hvad de læse, og Ordet bærer ingen Frugt.»

«Skolelæreren tolker for dem.»

«Ja, han tolker for dem, og jeg har hørt paa ham, men hvorfor kan de ikke først faa læse Guds Ord paa Finsk, og Skolelæreren derpaa tolke for dem paa Norsk? Hvorfor nægte og forholde dem de evige Sandheder for derved at faa dem til at lære dit Folks Sprog? Hvorfor skal der bruges Tvang? Eller er Saligheden alene gjemt i Darosproget? Er ikke du Guds Ords Tjener og ingen andens?»

«Jo, i Skrøbelighed.»

«Hvorfor giver du da ikke Børnene Guds Ord ligetil? Hvorfor giver du dem Stene, naar de bede om Brød? Hvorfor gaar du en lang og besværlig Sti, naar du har en kort og aaben Vei?»

«Hverken du eller I andre forstaa nu, at dette 113er til eders eget Bedste i Fremtiden. Men saa er det, og det er mig desuden befalet, og det skal saa være. I faa ingen flere finske Bøger, og I skulle lære Norsk.»

«Og dø som Hedninger!»

«Da er det eders egen Skyld.»

«Dit Navn er Haarde-Hjorth, og haard og stræng er du. «Raaberne» slaar og forfølger du og os andre forholder du Guds Ord.»

«Du tager Feil Laagje. Jeg forholder ingen noget. Jeg uddeler Guds Ord rigeligt i Kirke og Skole, men jeg vil ingen Gjøglere have i min Menighed, som disse «Raabere», og jeg ser længer frem end I. Jeg vil eders Vel og handler efter Overbevisning, naar jeg fratager eder de finske Bøger og gjør mig Flid for at lære eders Børn det norske Sprog. I blive aldrig til noget, faa aldrig nogen større Oplysning, undtagen I opgive eders eget Sprog eller ialfald ogsaa lære at læse norske Bøger og forstaa norsk Tale. Da kunne I blive Nordmændene lige i Alt og allesteds.»

«Gid du aldrig maa komme til at angre det! Gid du i din sidste Stund ikke maa komme til at græde blodige Taarer over, at du her hos os som Præst anvendte din Tid og Møie ilde! I en Time kunde du have udrettet mere for Guds Rige, end i mange Dage, og paa en Dag mere, end i mange Aar.»

«Jeg faar svare derfor.»

114«Farvel da,» sagde Laagje, «og lad mig faa min Bog.»

«Der har du en anden, større og bedre Bog paa Norsk,» sagde Præsten og rakte ham en saadan.

«Nei, jeg vil have min egen Bog.»

«Tag denne, jeg beholder din.»

«Nei, siger jeg, nei, giv mig Bogen!»

«Du faar den ikke!»

«Faar jeg den ikke! Præst, du forsynder dig! Vil du tage fra mig min Eiendom? Vil du berøve mig den eneste Skat, jeg har, det Dyreste i mit Eie, som jeg bærer paa min Barm, hvor jeg færdes, som er mig mere værd, end en hel Hjord; thi du skal vide, at den Smule Lys og den Smule Vederkvægelse og Trøst, som er strømmet ind i vort mørke og fattige Liv, den er kommen fra Bladene i hin Bog! Tager du den fra mig, da sønderbryder du det knækkede Rør og udslukker den rygende Tande, istedetfor at gyde Olje dertil, som du kunde. Jeg forlader ikke dit Hus uden Bogen.»

«I Guds Navn saa tag den da og gaa!» sagde Præsten.

«Ja, jeg gaar,» sagde Laagje, «men med sorgfuldt Sind gaar jeg idag bort fra Præstens Hus.»

Da Laagje var kommen hjem, og han og hans Tyende om Aftenen havde spist, sagde han til Lajla:

«Barn, tag Bogen og læs for os!»

Lajla tog Bogen og satte sig hen til Arnestedet midt i Teltet, hvorom de andre leirede sig med blottede 115Hoveder. Hendes smukke, fine Barneansigt og det rige, deilige Haar, som faldt ned over hendes Skuldre, belystes skarpt og halvt rødligt af den flammende Ild. Med sin rene og klare Barnestemme læste dette Laagjes Barn, som dog ikke var hans Barn, op af den gamle Luthers Katekismus de 5 Parter, Syndsbekjendelsen og en Aftenbøn.

«Tak, kjære Barn, for Guds Ord!» sagde Laagje, da hun var færdig. Og saaledes læste hun mangen Gang senere ogsaa for Folk, som kom langveis fra for at høre Ordet paa sit eget Sprog.

Man fortalte, at Haarde-Hjorth, sidste Gang han holdt Gudstjeneste i Koutokæino Kirke, prædikede paa Finsk, og at den Opmærksomhed, hvormed man hørte paa ham, den Glæde, man ytrede, den Tak efter Tak, han herfor fik af alle og enhver, gjorde, at der sneg sig en nagende Tvivl ind i hans stille Sind. Maaske havde Finnen for en Del havt Ret? Maaske havde hans Arbeide i kristelig Forstand været forfængeligt og forgjæves? Maaske havde han tænkt og stridt altfor udelukkende for det folkelige Maal, istedetfor som Præst først og fremst at arbeide for det, som hører Guds Rige til, og saa overlade det folkelige eller sproglige til, om muligt, at følge efter, men uden Tvang eller voldsomme Forholdsregler, der kun havde avlet Misnøie og Uvidenhed?

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.