X. Om Sommeren

148Handelsmand Lind boede paa Gaarden Garnæs, der ligger ved en Bugt af Altenfjorden. Lige ved Gaarden falder en temmelig stor Elv ud i Fjorden. Denne har paa sin Vei ned igjennem Dalen dannet 3 tydelige Terasser. Paa den midterste og største af disse ligge Gaardens Huse, saaledes at man fra disse har smuk Udsigt baade ud over Fjorden og opover Dalen, hvorigjennem Elven slynger sig.

Langs Elvens Bredder vokser der ganske vakker Birkeskov, der hist og her er indsprængt med Vidjekrat. Alt eftersom man kommer opover Dalen, bliver Elven stridere. En halv Mils Vei oppe ser man den første Fos, og siden opover i Fjeldet styrter Elven sig Fos i Fos nedover. Jo længer man kommer opover, des vildere bliver Landskabet, og oppe paa de sidste Høider, som kunne sees fra Gaarden, findes ikke en eneste Busk.

Elven har sit Udløb fra en Indsø, som hedder Ravdosjøen og ligger inde paa Fjeldvidden. Næsten 149lige ud fra Indsøen styrter Elven sig med engang i en rivende, hvidtskummende Strøm ned i en mørk, trang Slugt mellem to sorte og bratte Fjeldvægge. Et Sted er der i den ene Fjeldvæg en Indhulning eller rund Fordybning, som Elven i Aarenes Løb rimeligvis har dannet. Her løber Vandet ustandseligt rundt i Ring, og hvad der kommer ind i denne Hvirvel, kan blive der i lange Tider, uden at komme ud igjen, idelig snurret rundt paa de hvirvlende Bølger, i Selskab med store Skumdotte, der ogsaa seile omkring i den samme ustandselige Runddans. Pludselig kan det hænde, at det, som flyder paa Vandet, bliver suget ned i en Ie eller en af disse besynderlige, traktformige Svælg, som Vandet paa slige Steder danner. Gjenstanden forsvinder i nogle Sekunder, men kommer atter op igjen et andet Sted for paanyt at begynde sin evindelige Ringdans.

Det besynderligste ved Stedet er dog maaske, at et Birketræ har faaet Fæste i en Revne over denne Malstrøm og har vokset bent ud over Hvirvelen, saaledes at dets Grene tildels ligge nede i Vandet. Oppe fra Fjeldet paa samme Side kan man kun se lidt af Birkens Top, men fra modsatte Side kan man se den tydeligt. Alle, som gaa der forbi, standse uvilkaarligt en Stund og forundre sig over, hvorledes Birken har kunnet vokse der. Ingen Menneskehaand har nogensinde berørt den eller plukket et Blad af dens Grene. Heller ikke faar den Besøg af Skovens Sangfugle, og dog er den ikke ganske forladt. Fossekallen 150ynder Stedet fremfor alle andre Steder langs hele Elven. Den har sin Plads paa Birkens Stamme, som ligger udover Hvirvelen, og synger der sin kvidrende Sang til Fossens Dur, tryg og sikker for alle Fiender. Ingen kan komme op eller ned i Baad paa Elven, og ingen kan komme ned ovenfra; thi Fjeldvæggene paa begge Sider ere lodrette og mindst 100 Fod høie. Birken er vist over 100 Aar gammel; thi de ældste Folk paa Garnæs kunne erindre at have seet den der i sin Barndom.

Straks man er kommen ovenfor Svælget, ser man indover en Del af Ravdosjøen, der er omtrent 1 Mil lang og omgives af Aase, Rygge og Houge. Disse ere bedækkede med gulagtig Renmose og forkrøblet Birkekrat. I Indsøen findes en Mængde større og mindre Øer, og paa disse staar Birkekrattet frodigere og høiere end paa Fastlandet. Seet fra en Høide er Indsøen med sine Holmer, Sund og Næs, sin Vrimmel af Fugle, sin Fiskerigdom, sine Multemyre og Betesmarker langs Strænderne som en Edens Have i en Fjeldfins Øine. Her er ogsaa et yndet Tilholdsted for flere Fjeldfinnefamilier om Sommeren. De opslaa sine Telte rundt omkring Indsøen, have Baade i Vandet, og hist og her ser man ringformige Gjerder eller indhegnede Pladse, hvor de samle sine Ren, naar de skulle malkes. Disse saakaldte «Renhaver» flyttes Aar for Aar, og paa denne Maade ryddes og dyrkes Marken saaledes, at der paa slige gamle Renhavepladse tidligere end andre Steder spirer frem Græs 151om Vaaren, hvorfor ogsaa Renen allerførst iler hen til saadanne Steder. Men saa kommer en vakker Dag en sortklædt Bumand op til Finnerne. Synet af ham vækker ingen glade Følelser hos dem. De vente sig intet godt af ham. Bumanden trækker frem et Papir, som han viser til en af Finnerne og fortæller dem, at han af Fogden har faaet udvist denne eller hin Renhave til Udslaatmark, og at den fra nu af er hans Eiendom, saaledes at Finnen og hans Ren ikke maa sætte sin Fod paa den, ellers vil han blive mulkteret.

«Jeg bryder mig ikke om din usle Papirlap,» siger Finnen, «mine Forfædre have i mere end tusen Aar vanket her og ryddet Marken her og beitet her uden noget Papir.»

«Det er netop Sagen,» siger Bumanden med et Grin, «mit Papir er bedre end alle dine lurvede Forfædre, og dersom du herefter understaar dig at beite paa min Slaattemark eller ødelægge den, saa skal du komme til at betale Skaden enten med Penge eller Ren, det kan du forlade dig paa.»

Med indædt Harme maa Nomaden finde sig heri uden nogen Godtgjørelse, og her, som andre Steder, vige unda videre og videre for den tiltagende Civilisation. Nu for Tiden ere Forholdene med Hensyn til saadan Udvisning vistnok bedre ordnede.

Ogsaa Laagje havde sin Sommerplads ved Ravdosjøen og sin Hjord gaaende rundt omkring paa Fjeldene.

152Vaaren efter Markedet i Karasjok kom sent, og Sommeren lod længe vente paa sig. Endnu i Begyndelsen af Juni laa Sneen lige ned til Strandbredden, og Isen fast paa alle Indsøer. Mange Trækfugle vare allerede komne, men de kunde ingen bar Plet finde undtagen langs Havstranden, hvor Høivandet tog Sneen bort. De førte derfor en kummerlig Tilværelse og længtes vist endnu mere end Folk og Fæ efter Vaar og Sommer.

Endelig kom der en Dag nogle varme Pust søndenfra. Veiret havde slaaet om. Søndenvinden kom, og med den Vaar og Varme. Sneen smeltede og forsvandt vidunderlig hurtigt. Større og mindre snefrie Pletter kom frem paa de bedste Jorder, og Snepper i hundredevis, Brushaner, Heiloer, Boltider og fl. samlede sig der i store Flokke og holdt Leg og Lystighed og Kamp om Hustruer for Sommeren. Især maatte man lægge Mærke til Brushanerne, der udmærkede sig ved sine hvide, brune, grønne eller flerfarvede Fjærkraver om Halsen, som de struttede med under Kampen. Finnerne have forskjellige Navne paa disse. Den med hvid Krave kalde de Præsten, en anden Fogden, Dommeren, Klokkeren o. s. v. Fuglene havde uhyre travelt med sit Frieri. Det gjaldt for dem, som for Finnerne paa Markedet i Karasjok, at vinde en Mage snarest muligt. Enhver Beiler priste sit Sted inde i Fjeldene. «Kom med mig,» siger en, «jeg kjender et yndigt Sted ved Ivalos Bredder!» «Ak, du ved ikke, hvor vakkert der er paa Gaggagaisas 153Høisletter,» siger en anden. «Der kan vi bygge og bo i Fred. Kom, kom, Sommeren er saa kort, og vi have saa meget at gjøre, vi skal bygge Rede, lægge Æg, ruge og føde op vore Smaa, saa de kunne blive flyvedygtige, førend Høsten kommer med Snestorme og jager os alle sydover igjen. Gud hjælpe de Stakler, som da ikke kunne følge med.»

Nogle Dage senere ere alle Trækfuglene forsvundne, hver med sin Mage, og 8 Dage efter at der laa Sne paa alle Marker, kan der staa frodigt Græs og Blomster. Saa vidunderligt hurtigt kan Forandringen foregaa fra Vinter til Sommer i hine nordlige Trakter; thi Solen er oppe hele Natten, og under dette Midnatslys falder der ingen Hvile eller Søvn over Vegetationen. Derfor er 8 Dage deroppe ligesaameget som 14 Dage eller 3 Uger her sydpaa, ja Kornet kan være gult og modent 6 Uger efterat det er saaet!

Saa saa det en Dag ud, som om de nøgne Aaser imod Nord pludselig vare blevne skovklædte; thi hundreder af Grene ragede i Veiret og kunde sees imod Himmelen. «No kjem Fjeldfinnan,» sagde Gaardsgutten paa Garnæs. Det var en Skov af Rensdyrhorn, som man saa i Horizonten.

En Time senere stod Lajla ude paa Gaardspladsen med en lang Vandringsstav i Haanden, iført en blaa Kufte, med et bredt, broderet Bælte om Livet, broget Tørklæde om Halsen, en liden spids, rød Hue paa Hovedet, Haaret i to lange Fletter, frisk, freidig 154og vakker som en af de første Vaarblomster. Hun fik for det første en mindre venlig Modtagelse, idet Gaardshunden kom styrtende og overfaldt hendes lille sorte Finnehund, saa den maatte søge Beskyttelse hos sin Herskerinde, men snart fik Anders Lind og Inger ogsaa Øie paa hende og kom begge springende ud.

«Velkommen, velkommen, Lajla!» udbrød Inger.

«God Dag, Ingashjam, Tak for sidst!» sagde Lajla.

«Ja, det er sandt, vi skulle jo sige Lajlashjam og Ingashjam til hinanden,» sagde Inger. «Tak skal du selv have for sidst og for Rensdyrene og den smukke Pæsk, som du sendte mig. Men vil du ikke hilse paa min Broder. Kjender du ikke igjen ham, den «onde Daroen»?

Lajla rakte ham Haanden med et Smil, hvori der slet ikke laa noget Had, men heller Glæde over Gjensynet. Hun havde ofte tænkt paa ham, naar hun læste i Bibelen, og hun havde endogsaa drømt, at hun atter agede Kjelkebakke og spadserede med ham. Haand i Haand gik Inger og Lajla ind, hvor den gamle Lind, deres Fader, sad i en Lænestol.

«God Dag, mit Barn,» sagde den gamle, «er du Laagjes Datter?»

«Ja, jeg er Aslak Laagjes Datter.»

«Du ser ikke ud som en Finnepige. Du er jo ligesaa høi, som min Datter og har et fint Ansigt, lyst Haar og store, smukke Øine. Hvor underligt, 155naar jeg ser paa dig, saa kommer jeg til at tænke paa min Broders Kone, som døde for mange Aar siden i Karasjok. Saa du hende?»

«Nei, jeg har aldrig hørt om hende.»

«Aa nei, du er jo for ung, det er mange Aar siden hun døde. Har du læst flittigt i Bibelen, som du fik?»

«Ja, jeg har læst i den hver Dag for mig selv og for andre.»

Der var naturligvis mangt og meget paa Gaarden og i det store Hus, som Inger kunde vise Lajla, og som var nyt for denne. Hun havde ikke ofte før været under Tag. Men da Inger til Slutning aabnede et gammelt Klaver og begyndte at spille, blev Naturbarnet forbauset i allerhøieste Grad. Hun blev staaende som fortryllet med foldede Hænder, foroverbøiet lyttende til Musikens Toner. Til Slutning løb Inger frem og tilbage over Tangenterne igjennem alle Instrumentets Toner, standsede pludseligt og spurgte:

«Hvad synes du om dette, Lajla, er det vakkert?»

«Ja,» udbrød denne, som aldrig før havde hørt Toner af noget Instrument, «det er vakkert, det er saa vakkert som Nordlyset, naar det om Vinternatten i spidse Tunger løber frem og tilbage, dansende hen over Himmelens Hvælving! Tror du, at Finnerne i Himmerig skulle komme til at lære at spille Musik?»

«Ja,» sagde Inger og lo, «dersom man spiller paa Klaver i Himmelen.»

«Le ikke af Barnet,» sagde den Gamle, «hendes 156Lignelse om Tonerne og Nordlyset er smuk, og hun har ganske vist musikalsk Sands.»

«Dersom du ofte vil komme og besøge mig,» sagde Inger til Lajla, «saa skal jeg lære dig at spille lidt og at synge nogle Sange. Kan du synge?»

«Nei, jeg kan ingenting, forstaar ingenting, ved ingenting, jeg er bare uvidende Finnepige fra Fjeldet.»

«Men der er du flink, og der vilde jeg vise mig umulig og uduelig i alle Ting.»

«Hvordan lever Jaampa?» spurgte Lind.

«Jo, Jaampa lever vel og Fader og Moder og Mellet ogsaa. Men hvor er «Stormvind» og «Jivja»? spurgte Lajla, hun kom pludselig ihu sine gamle Venner.

«De staa bundne ude ved Laden.»

«Bundne? Staa de bundne? Da vil jeg gaa ud til dem. Kanske de kjende mig igjen. Kanske de se med store, glade Øine paa Finnepige og paa Muste, min Hund. Nu maa du slippe dem, saa skal Muste og jeg tage dem med os og springe omkap opover tilfjelds, hvor de ville finde gamle Venner.»

Lajla gik hjem igjen ud paa Dagen, men kom senere ofte ned paa Besøg hos sin Veninde. Hun lærte at skrive, og da hun havde faaet lidt Veiledning i Sang, viste det sig, at hun havde smuk Stemme, saa hun snart lærte flere af de Sange, som Inger kunde.

Undertiden fulgte Jaampa med hende ned til Garnæs for at bære op igjen forskjellige Ting, som hun skulde kjøbe.

157Af Lind fik Jaampa i Foræring nogle Fiskekroge, som vandt hans ubetingede Bifald, og da han dertil ogsaa fik et langt, fint Snøre, bedaarede dette ham saaledes, at han var enig med Lajla i at invitere Inger og Anders op tilfjelds igjen til en Fisketur i Ravdosjøen.

«Men du skal komme først, Ingashjam,» sagde Lajla. «Jaampa og jeg skal komme og hente dig, og du og jeg skal bo sammen i mit nye Telt.»

I Begyndelsen af August blev Fjeldturen foretaget. En Morgen tidlig, da det var rigtigt smukt Veir, kom Jaampa og Lajla og hentede Inger. Lind skulde komme efter næste Dag.

Da de havde naaet Høiderne og kunde se indover Fjeldvidderne samt for sidste Gang kaste et Blik nedover mod Garnæs, standsede Lajla.

«Se, nu er du kommen tilfjelds, Ingashjam, her er mit Hjem, her er jeg saa kjendt over alt, som du nede paa din Gaard. Se, hvor lidet dit Hus nu er! Det er ikke større end et lidet Muldhvarpeskud, og hvor liden Plads du har dernede. Men se her indover Fjeldene! Her er stort og aabent og frit. Synes du ikke?»

«Jo, det er herligt at komme op tilfjelds.»

Ved Teltene traf de Laagje og Mellet, og Lajla førte nu Inger hen i sit eget Telt, hvor alt var nyt, rent og pent. Paa Gulvet eller Jorden i Teltet var lagt et tykt Lag Birkekviste og ovenpaa disse fine Renskind, saa bløde at sidde og ligge paa, som nogen 158Divan. Ildstedet midt i Teltet havde Jaampa lavet af hvide Kvartsstene fra Elven, og en Gryde med Tilbehør hang der ogsaa. Inger morede sig ved alt det fremmede og nye, hun saa her, men da saa Lajla tog frem en Finnekufte, Bukser, Sko, Hue, Bælte med Kniv, Saks og Sysager eller alt, som hører til en Kvindedragt, og sagde til hende, at hun skulde klæde sig om, blev der en Spøg og Latter inde i deres Telt, saa man kunde høre dem langt borte.

«Bare ikke nogen kommer og ser os!» siger Inger.

«Nei, ingen kan komme ind uden jeg vil,» forsikrede Lajla, «og Muste, min lille Hund, passer godt paa, kan du tro!»

En Times Tid senere kom de ud begge to, klædte fra Top til Taa som Finnepiger. Selv en lang Vandringsstav havde Lajla forsynet Inger med.

Jaampa gren over hele Ansigtet, da han saa dem.

«Du ogsaa pen Finnepige,» sagde han til Inger paa Norsk. «Du faa mange Friere. Alle Finnegutter se dig, fri til dig og give dig smukke Tørklæde.»

«Ja, nu er du Inga Finnepige,» sagde Lajla, «nu kan du gaa med mig omkring i Fjeldet for at se paa Renen eller efter Multer eller paa Fiske.»

Inger kunde heller ikke andet end indrømme, at Dragten var bekvem og ganske anderledes skikket til Fjeldvandring end hendes egen.

Dagen efter kom Lind op, og sammen med Jaampa og Mellet gjorde de flere Ture paa Søen rundt omkring 159til de forskjellige Øer, hvor der vrimlede af Fugl, som klækkede her i Fred for Ræven og andre af deres værste Fiender, og hvor der i Begyndelsen af August allerede fandtes deilige Multer. Et Par Rensdyr stod paa en af Øerne, men satte tilsvøms over til Fastlandet, da de nærmede sig med Baaden. Jaampa roede raskt efter dem og kom dem ganske nær. «Det er mine Ren!» udbrød Lajla.

«Hvorledes kan du se det?» spurgte Inger.

«Jeg ser det paa Ørene, de have mit Mærke, ser du.»

En Dag tog de Garn, Gryde og forskjellige andre Sager med sig og gjorde efter Jaampas Forslag en Fisketur til Elven, som løber ned i Ravdosjøen. Den er ikke større og heller ikke stridere, end at man kan vade over den og stænge den med Garn, og naar man spænder et saadant over den nedre Ende af en Høl og jager ovenfra, er man sikker paa at faa Fisk. Jaampa satte ud Garnet, og derpaa gik de andre opover et Stykke og begyndte at jage nedover, Lind og Lajla paa den ene Side, og Mellet og Inger paa den anden. Det morede de unge Piger. De vare begge ivrige med sine lange Stave at slaa og pladske i Vandet, støde ind under Torvebredderne for at jage Fisken, der for hid og did, nedover mod Garnet, hvor den løb sig fast og blev grebet af Jaampa, som stod midt i Elven. Snart havde de fanget saa mange smukke Ørreter, at de havde mere end nok, 160og medens nu Mellet og Jaampa satte op Telt, gjorde op Ild og satte Gryden paa, var Lajla og Inger ude med Baaden paa en af Øerne og plukkede et Spand Multer. Saa blev der kogt og stegt Fisk og stegt Rentunge, og alle sad de fornøiede og glade om Ildstedet ude i det Fri; thi Veiret var smukt og Solen endnu oppe næsten hele Natten. Man havde Tiden for sig eller rettere sagt, Begrebet Tid fandtes ikke; thi Natten var som Dagen. Jaampa vægrede sig ikke for at modtage et Par Dramme til Maden og kom derved i saadant Perlehumør, at han paa Tilbageveien joigede en improviseret Sang om Turen.

Næste Dag blev Jaampa og Mellet sendte afsted for at drive Renhjorden hjem til Malking ud paa Aftenen, da det er lidt svalere, saa Myggen ikke plager dem for slemt. Efter nogle Timers Forløb hørte man i det Fjerne Hundeglam og Raab af Folk, og snart viste der sig Liv og Rørelse og Vrimmel af Dyr paa alle Høider og Aaser imod Nord. Jagede af Hundene styrtede Dyrene sig udover og nedover Fjeldenes Sider i let og flyvende Galop. Intet standser eller opholder dem. De fare afsted igjennem Krat og Skov, over Myr, Elv og Ur med svævende, lette Trin. Ingen Trampen høres paa Marken som af Heste eller andet Kvæg. Kun den besynderlige Lyd i Bagbenets Sener, der ligner Knitren af elektriske Gnister, høres tydeligt. Der var henved 1000 Dyr, som bleve drevne sammen og leirede sig rundt omkring Teltene. Nogle laa, nogle stod, nogle 161sprang legende omkring, andre prøvede i al Venskabelighed sine Horn mod hinanden.

Saa kommer Mor Laagje og Pigerne med sine Trækoppe for at malke de Simler, som Mændene fange med Lasso og trække hen til dem. Adstadigt og roligt slynger Fader Laagje sin Lasso og trækker en Ren hen til sin Kone. Ligesaa gjør Jaampa for en af Pigerne. Men Ungdommen, Lajla, Inger, Mellet og Lind gaa ikke fuldt saa adstadigt tilværks. Det ser ud til at det bliver mere med Spas og Leg mellem dem.

«Fang en Ren til mig, Mellet,» siger Inger, «jeg vil ogsaa forsøge at malke.»

MelletMellet] rettet fra: «Mellet fanger en og trækker den hen til hende, men Inger, som ikke forstaar Tingen rigtigt, faar kun nogle Draaber Mælk af den og mister Koppen paa Marken, da Renen bliver urolig og begynder at spænde.

«Kan du fange en til mig?» siger Lajla til Lind.

«Kan du bruge Lasso?»

«Jeg kan prøve,» siger han, men han gjør forgjæves flere Forsøg. Lajla ler af ham og de andre Piger ligesaa.

«Nei, du kan ikke,» siger Lajla, «lad mig faa Lassoen, saa skal du faa se en Finnepige kaste.»

Behændigt ringer hun op Lassoen i sin høire Haand, springer ind imellem Dyrene, snor sig mellem dem med utrolig Smidighed, gratiøs, smilende, selv utæmmet, sky, men vidunderlig smuk og indtagende. Snart har hun fanget en Ren og søger at holde den 162fast, men den stritter imod og vil rive hende med sig. Hendes store graa Øine lue af Kampens Ild og synes næsten sorte.

«Hjælp mig!» raaber hun til Lind, som springer til og tager Lassoen i sin Haand. «Hold den nu fast, medens jeg malker,» siger hun, «du er jo saa stærk, siger du.»

«Ja, jeg skal nok holde den!»

Men Lajla har ikke malket mange Draaber, førend Renen sprætter saa vildt i Veiret, at den slaar Mælkekoppen ud af hendes Haand og river Lind overende saa han tumler om paa Marken til stor Fornøielse for Pigerne.

«Du var jo saa stærk, sagde du,» siger Lajla og ler ogsaa af ham.

«Lajla, Lajla,» raaber Mor Laagje bebreidende, «hvorledes kan du bære dig saaledes ad?»

«Det var ikke min Skyld, det var ham, som ikke kunde holde en liden Ren for mig.»

«Holde den! Nei, han havde nok ondt for at holde den, naar du stak den. Jeg saa godt, hvad du gjorde, din Skjelm, men Ungdom er Ungdom. Se nu har vi malket flere Koppe, og hvad har du i din?»

«Ja Mor, nu skal jeg være alvorlig. Kom du gamle Jaampa og tag en af mine egne Ren, saa skal jeg malke den og fylde en Kop til Søster Inga.»

Førend Hjorden blev sluppen tilfjelds igjen skulde der udtages et Dyr til Slagt. Mellet og Jaampa gik omkring og saa sig ud et saadant, men idet Mellet 163kaster, og Lassoen hviner igjennem Luften, sprætter der uventet et andet Dyr, en 3 Aars utæmmet Buk, pludselig op og faar Lassoen om Hornene, og nu blev der en vild Dans! Men Mellet ved, hvad han i et saadant Tilfælde har at gjøre. Idet Dyret sprætter til, holder han igjen af al Magt. Uventet og voldsomt rykket i Hornene tumler Renen overende. Det voldsomme Ryk kaster ogsaa Mellet omkuld, men han slipper ikke Lassoen.Forfatternote: Stockfleth. Side 60. Hurtig som Lynet er Renen igjen paa Benene, steiler høit i Veiret og farer i vildt Raseri frem og tilbage. Lassoen kommer derved snart om Forbenene, snart om Bagbenene, og Dyret gjør de morsomste Kaprioler og Luftspring for at faa Benene fri. Øiet kan neppe følge Hurtigheden af dets Bevægelser. Ligesaa gjerne som Dyret vil løs, ligesaa gjerne vil Mellet blive det kvit, naar han blot kunde faa Lassoen løs, som det mere og mere indvikler sig i. Under Kampen er alt sprunget forskrækket tilside. Ved at vikle Lassoen mere og mere om Armen kommer Mellet stedse Dyret nærmere og nærmere ind paa Livet. Opbragt herover steiler det og søger med Forbenene, der gaa som Trommestikker, at slaa ham til Marken. Stille og lydløst har imidlertid Jaampa søgt at nærme sig Dyret bagfra. Men nu bliver det ogsaa ham var og fordobler sin Heftighed. Omsider lykkes det dog Jaampa at komme ind paa Renen, og raskt og behændigt 164favner han den om Livet. Med Bagbenene søger Renen at sparke begge sine Fiender fra sig, men forgjæves. Pludselig bliver Dyret ganske stille og staar med ludet Hoved, medens Øinene lure og løbe om til alle Sider. Paa engang hæver det igjen Hovedet, steiler og slaar med Forbenene, styrter overende og tager begge med sig i Faldet, saa de ligge der alle tre kjæmpende og sprellende. Endelig har Jaampa faaet Lassoen løs. Alle tre springe op igjen, og i vild Galop farer Renen afsted henover Marken, standser et Stykke borte, ser sig om, pruster, men styrter saa atter afsted i endnu vildere Fart og standser ikke, førend den har gjemt sig inde i en tæt Flok af andre Dyr.

Den Ren, som skulde slagtes, var et tæmmet Dyr, og den lod sig med Lethed fange. Jaampa trak den ind til sig og tog Tag i dens venstre Horn med begge Hænder, den høire Haand øverst oppe og den venstre nederst. Med en pludselig og voldsom Vridning til Siden slog han den paa Ryggen, greb sin Kniv og stødte denne lige til Skaftet ind i Dyrets Side, saaledes at den gjennemborede Hjertet. I det samme slipper han Renen, som med Kniven i Hjertet springer vildt op, men efter et Øiebliks Forløb føler den Virkningen af det dødelige Saar. Den begynder at skjælve, den vil staa, men Benene vil ikke bære den, den vakler og falder afmægtig til Jorden. Først naar Dyret har opgivet Aanden, drager han Kniven ud af Saaret, gjennem hvilket knapt en Draabe Blod 165pibler frem. Alt samler sig i Brystets Hulhed. Inger holdt Hænderne for Øinene og vendte sig bort. Hun taalte ikke at se paa det døende Dyr.

Da Lind og hans Søster vare reiste, og Laagje og hans Kone om Aftenen sad alene i deres Telt og samtalede, yttrede Konen:

«Har du seet, at han, den høie Daro, Kjøbmandens Søn, hænger efter Lajla?»

«Nei, det har jeg ikke seet, men Lajla er saa vakker Pige, at enhver maa synes om hende.»

«Men har du seet, at han holder af hende, at han har hende saa kjær, at han vilde fri til hende, dersom hun var en Nordmandspige?»

«Han kan holde af hende saa meget han vil for mig. Lajla er ikke den Pige, at hun skulde lade sig forlokke til noget.»

«Nei, jeg tror han holder mere af hende end som saa, og vil du følge mit Raad, saa gjør Lajla ikke flere Besøg paa Garnæs.»

«Det har ingen Fare med Lajla.»

«Men har du seet, at Lajla ogsaa synes godt om ham og holder af ham?»

«Du bare indbilder dig noget, Kone.»

«Nei, jeg indbilder mig ingen Ting. Vi Kvinder se meget bedre i slige Sager end Mænd. Du har været blind, naar du ikke har seet noget.»

«Hvad har du da seet?»

«Hvad jeg har seet! Jeg har seet Lajlas store Øine fra hun var ganske liden. Jeg har seet dem i 166Sorg og Glæde og Vrede, men aldrig har jeg før seet det Udtryk, som der nu undertiden er i disse Øine, aldrig har de før været saa dybe og mørke og drømmende som nu.»

«Hun er ældre nu, ser du, hun er en voksen Pige, det kommer af Alderen.»

«Ja, og deraf, at hun for første Gang i sit Liv begynder at føle Kjærlighed til en Mand.»

«Holder hun da ikke af Mellet?»

«Ikke paa den Maade, og ikke som før. Har du ikke seet, at hun ofte sidder ganske stille og drømmer, at hun tænker paa andet end Mellet og Rensdyr og Jaampa og os, at hun undertiden trækker et dybt Suk, at hendes Kinder faa en friskere Farve, og at der kommer en egen Glands i hendes Øine og Smil paa hendes Læber, naar denne høie Daro nærmer sig hende og taler til hende?»

«Har Jaampa og Mellet sagt noget?»

«Jaampa skjønner intet, men Mellet synes ikke om hendes Ture til Garnæs. Han hader Daroen ligesaa vist, som han holder af Lajla.»

«Ja, ja, lad saa være, men vi skal jo snart flytte ind i Fjeldene igjen, og saa er det forbi med hendes Besøg paa Garnæs. Hun faar ialfald gaa ned og sige Farvel. De har været snil mod hende og lært hende meget, som hun kan have Glæde og Nytte af.»

«Saa følg selv med! Jeg forsikrer dig, at disse to holde mere af hinanden, end de selv vide, men der skal kun en liden Tilfældighed, et lidet Ord, en 167liden Gnist til, for at deres Kjærlighed skal blusse op i fuld Flamme. Har du glemt, at der flyder Daroblod i Lajlas Aarer, har du glemt, at hun er hans Kusine?»

«Nei, jeg har intet glemt, og jeg er bleven mindet ofte nok derom i Sommer.»

«Tag dig derfor i Agt, og lad hende ikke mere gaa til Garnæs. Kommer det til Forklaring mellem disse to, saa slukker du ikke mere Ilden og saa gifter hun sig ikke med Mellet.»

«Tror du, at en vild Fjeldblomst kan plantes om nede i den trange Dal? Tror du, at hun nu kunde trives som Bumandskone? Det tror jeg ikke, dertil holder hun formeget af vort Liv i den fri Natur, og hun har altid syntes godt om Mellet.»

«Ja, hun har altid syntes godt om Mellet, men klæd Daroen i Finneklæder, gjør ham til Fjeldfin og stil ham ved Siden af Mellet og bed hende vælge, saa faar du se.»

«Hun bærer dog Mellets Ring og ved, at hun skal gifte sig med ham.»

«Men hendes Hjerte er hos Daroen, og Lajla har stærke Følelser og en bestemt Villie, som aldrig har været kuet. Hun gjør som hun vil og har villet og gjort fra hun var liden.»

«Ja, i alt undtagen i Giftermaalssager. Men hun ved ogsaa meget godt, at Børnene i saadanne Sager altid rette sig efter Forældrenes Valg, og at Valget er gjort for længe siden.»

168Efter denne Samtale gik der flere Dage hen uden at Lajla gjorde sin Veninde paa Garnæs noget Besøg. Men en Dag, da Lind var paa Fiske langt oppe ved Elven, hørte han, at nogen langt borte i Lien paa den anden Side Elven sang nogle Strofer af en Vexelsang, som bruges mellem Gjetergutter og Piger, naar de gaa paa hver sin Side af et Dalføre. Den er ganske enkel og kan varieres i det mangfoldige, alt efter Vedkommendes Smag og Behag. Lind begyndte derfor paa en saadan Strofe:

Eliaalei!
Over Dal og Hei
Hører du mei,
Ja eller Nei?

Efterat Ekkoet havde tystnet, og en liden Stund var gaaet, hørtes en klar, smuk Stemme at komme som en Solstraale igjennem den rene Luft langt borte fra Lien:

Paa lange Lei
Svarer jeg dei
Ja eller Nei.
Eliaalei!

Lind kunde skjønne, at det ingen anden var end Lajla, og stemte atter i:

Paa lange Lei
Beder jeg dei
Kom hid til mei!
Ja eller Nei?

Straks svaredes igjen fra den anden Side:

169Paa lange Lei
Svarer jeg dei
Det kan jeg ei!
Eliaalei, Eliaalei, E-li-aa-lei!

hørtes fjernere og fjernere, idet den Syngende gik længer og længer bortover.

«Jeg kan hilse dig fra Lajla,» sagde Lind til sin Søster, da han kom ned paa Gaarden, «jeg hørte hende synge Gjetersangen langt henne i Brattelien paa den anden Side Elven.»

Det led ud imod Midten af August, og den Tid nærmede sig, da Finnerne skulde forlade sine Sommertrakter og igjen drage ind i Fjeldene. Lajla havde paa lang Tid ikke været paa Garnæs, men Inger ventede dog sikkert, at hun vilde komme og sige Farvel før hun reiste.

En Morgen tidlig kommer Tjenestegutten paa Garnæs, som havde været langt oppe ved Elven for at se til et Laksestængel, springende ned til Gaarden igjen og fortæller, at han havde seet et Menneske sidde og holde sig fast i Birken, som hang udover den bekjendte Strømhvirvel i Elven. Det maatte være nogen, som var forulykket i Elven, og det saa ud til at være en Finnepige, sagde han. Han havde været paa den modsatte Side, men Fossen havde duret saa, at det ikke kunde nytte at raabe. Han havde derfor blot vinket med Haanden for at vise, at den, som sad der, var bleven seet og kunde fatte Haab om at blive reddet, og saa havde han taget Spranget hjemover.

17I Hast blev der samlet alle de stærkeste Toug, som fandtes paa Gaarden og ombord paa en Nordlandsjagt, som laa paa Havnen. Heldigvis var der flere Finner og en Del andre Folk tilstede paa Garnæs, og med disse drog Lind afsted. Paa Veien mødte de Mellet, og han sluttede sig da ogsaa til dem. En Mand blev sendt opover paa den modsatte Side for at vise sig der som Tegn paa, at Folk kom tilhjælp. To Touge bleve bundne sammen og en Løkke knyttet i Enden af begge, saaledes at to kunde sidde i disse og holde sig fast.

«Hvem vil lade sig fire ned?» spørger Lind, da alt var færdigt.

Ingen svarede. Det gjaldt Livet.

«Vel, saa gaar jeg. Kom med Touget!»

Langsomt lod han sig fire ned, til han naaede de yderste Grene af Birken. Disse tog han Tag i og trak sig ind under den overhængende Fjeldvæg, saa han forsvandt for dem, der stode oppe paa Høiden.

Paa Foden af Birken, lænet til den kolde Fjeldvæg, sad Lajla, bleg og skjælvende af Kulde. Huen havde hun mistet, Haaret hang løst nedover hendes Skuldre, og hun saa i sin blaa Kufte og med sit udslagne Haar mere ud som en Havfrue, end som et Menneske. Hun havde om Aftenen villet gaa ned til Garnæs for at sige Farvel og skulde ro over Elveosen, men den ene Aare havde knækket, og hun havde faret ned igjennem Svælget. Baaden var gaaet under, og hun vidste ikke mere af sig selv, førend hun stødte 171imod Grenene af Birken. Saa havde hun grebet fast i disse og trukket sig indover, til hun kunde sidde paa Stammen. Reddet var hun for Øieblikket, men en forfærdelig Nat havde hun tilbragt. Vaad var hun og koldt var det lige over Fossen, men hun var heldigvis vant baade til Væde og Kulde, og hun holdt ud og bandt sig selv fast for ikke i et Afmagts Øieblik at falde ned i Fossen. Hun vidste, at hun snart maatte blive savnet eller haabede ogsaa, at Nogen tilfældigvis kunde komme og faa hende at se. Kunde hun have sendt Bud med Fossekallen, vilde man for længe siden vidst Besked paa Garnæs. Den kom nemlig flere Gange flyvende og skulde sætte sig paa sin vante Plads paa Stammen, men den fløi forskrækket nedover igjen ved at se et Menneske sidde der.

Lind, som ingen Anelse havde om, hvem det kunde være, som var forulykket, blev ikke lidet overrasket ved at se Lajla sidde der. Mindst af alt havde han tænkt sig, at det skulde være hende.

«I Guds Navn, er det dig, Lajla, som sidder her?» udbrød han.

«Ja, det er mig, og det er dig, som har vovet dig her ned til mig?»

«Jeg vidste ikke, at det var dig, det anede mig slet ikke.»

«Da var du kanske ikke kommet?»

«Jo, Lajla, jeg var kommet. Jeg havde ladet mig fire ned i den forfærdeligste Afgrund i Verden, naar jeg troede, at jeg kunde redde dig. Hvor det 172maa have været forfærdeligt for dig at sidde her hele Natten, og hvor angest du maa have været.»

«Jeg bad til Gud og min Frelser, og nu har han hørt min Bøn.»

«Ja, jeg haaber, vi komme vel op igjen begge to. Touget er stærkt, saa du behøver ikke at være bange.»

«Jeg er ikke mere bange nu.»

«Sæt dig nu her i Løkken af Touget, saa binder jeg os begge fast. Frelses vi, saa frelses vi begge, dø vi, saa dø vi sammen.»

«Da er jeg ikke bange Døden.»

«Hold dig nu fast ind til mig,» sagde Lind, da han gav Tegn til at heise, og Touget svaiede udover, saa de begge hang svævende over den hvirvlende Fos mellem Himmel og Jord.

«Lajla,» hviskede Lind, da hendes Hoved hvilede paa hans Skulder, «bliver du vred paa mig, naar jeg fortæller dig, at jeg holder meget af dig, at du er mig kjærere end nogen Nordmandspige, ja end alt andet i den hele Verden? Kan du ogsaa holde lidt af mig?»

«Ja, i al Evighed, om du vil, men jeg er blot en stakkels Finnepige!»

«Lajla, du er alt for mig og du skal være min –

«Pas paa, Touget gnaver!» blev skreget ovenfra.

Lind stemmede Foden imod Fjeldvæggen, saa Touget gik frit, og snart vare de saa langt oppe, at 173man fik Tag i dem med Hænderne og kunde løfte dem ind over Afgrunden.

«Lajla,» udbrød Finnerne, «det er Lajla, som har siddet i Fossen!»

«Kjære Lajla,» udbrød Mellet, «Gud være lovet, at du er reddet!»

«Er du her ogsaa, Mellet,» sagde Lajla svagt, «og du kom ikke ned til mig!»

«Jeg vidste ikke, at det var dig, havde jeg vidst, at det var dig, saa var jeg nok kommet.»

«Han vidste det heller ikke,» tænkte hun.

Lajla var saa forkommen og svag, at hun maatte bringes ned til Garnæs og blev bragt tilsengs paa Ingers Værelse. Men næste Dag var hun lige rask igjen. Hendes kraftige Natur havde ingen Skade taget, medens rimeligvis enhver anden Pige vilde være bleven dødssyg.

Ogsaa Birketræet var kommet til Garnæs. Rimeligvis havde Vægten af de to, som havde siddet paa det, forrykket eller knækket noget i dets Rod. Elven havde faaet mere Tag i det, revet det løst og ført det nedover, saa det om Morgenen laa ved Stranden lige nedenfor Gaarden. Lind lod det drage paa Land. Kanske man kunde forarbeide en eller anden Ting deraf til Minde om Begivenheden, tænkte han. Ud paa Formiddagen kom Lajla ned i Dagligstuen, klædt i alle Dele som Nordmandspige.

Da Lind kom ind, studsede han ved at se hende i norsk Dragt, men der var en Varme i hans Blik, 174som sagde hende, at han fandt hende indtagende, og at han ikke havde angret eller glemt, hvad han havde tilstaaet, da de begge svævede mellem Himmel og Jord.

Mellet kom ogsaa ind og saa Lajla forvandlet til Nordmandspige, men han blev aldeles ikke tiltalt af denne Forvandling. Det var ligesom om hun var kommen langt bort fra ham, saa han slet ikke kunde nærme sig hende. Han bad hende derfor om, at hun vilde tage sin egen Dragt paa sig igjen, som nu var tørret, og gaa med tilfjelds, da hendes Forældre maatte være ængstelige over, at hun blev saa længe borte.

Lind vilde gjerne have talt med Lajla alene, men der var ingen Anledning dertil. Kun fik han, idet hun gik, hviske til hende:

«Jeg skal være ved Varden paa Gaisafjeldet imorgen Nat Kl. 12, naar Solen staar lavest i Nord. Kjære Lajla, kom did, jeg har saameget at tale med dig om. Du maa komme, vi maa tale sammen, og jeg maa sige dig Farvel før du reiser.»reiser.»] rettet fra: reiser. (manglende anførselstegn)

Lajla svarede blot med et lille Nik, og hun og Mellet vandrede opover tilfjelds igjen.

Næste Dag skulde Jaampa og Mellet gaa afsted for at drive Hjorden ind til Teltene, for at man kunde have den samlet der, naar man Dagen efter skulde bryde op fra Ravdosjøen. Lajla sagde, at hun ogsaa vilde være med, og hun og en af Pigerne tog en Baad og roede op til Enden af Indsøen for siden at gaa tilbage paa hver sin Side af samme. Lajla fik derved Anledning til at gaa om den af Lind betegnede 175Varde, der var bygget paa Toppen af en Fjeldhøide, hvorfra man kunde se nedover mod Garnæs.

Kl. 11 var Lajla ved Varden. Hun vilde være der, før han kom. Hun vilde se ham komme. Hun vidste ikke, hvad han vilde sige. Det stod kun dunkelt for hende. Men hun vilde sidde der sammen med ham ganske alene i Midnatssolens Lys, høre hans Stemme og lytte til hans Forsikring om, at han elskede hende, hende alene og ingen anden end hende. Hun vilde gjerne have pyntet sig lidt før hun gik, men det vilde have vakt Opmærksomhed og Mistanke. Hun maatte gaa i sin almindelige hvide Vadmelskufte og lille røde Hue. Hun vidste ikke, at hun netop i denne Dragt tog sig bedst ud i den store, stærke Daros Øine.

Kl. blev 11 1/2. Solen sank ned imod to spidse Fjeldpigge, som stak op lige i Nord. Naar dens store, røde Skive kom saa lavt, at den berørte den høieste af disse Toppe, da var det netop Midnat. Lajla sad lænet til Varden med Haand under Kind. Denne Kind havde hidtil havt lidt forhøiet Farve i Forventning om hans Komme, men Solen sank lavere og lavere, og den fine Kind blev blegere og blegere. Da man kunde se lidt af den sorte Fjeldtinde oppe i Solens røde Skive, og Kl. saaledes var 12, fløi der et Pust af Tvivl igjennem Lajlas Sind. Kommer han ikke? Alt i Naturen var nu slumrende, tyst og stille. Intet Blad bevægede sig, ikke det svageste Vindpust rørte ved Ravdosjøens sorte Vandflade. Alle Fugle 176vare gaaede til Hvile og sov en kort Blund i den dybeste Nat. Lajla kunde se langt ned over mod Garnæs over de nøgne Skraaninger, og hun vilde paa lang Afstand kunne opdage, om nogen kom gaaende. Hun stirrede og stirrede. Tvivlen begyndte at komme stærkere og førte Angest med sig, der pressede Taarer frem i hendes Øine, saa hun næsten intet kunde se. Pludselig sprang hun op, og der fløi et Glimt af et Smil over hendes Ansigt. «Kanske han kommer fra en anden Kant og vil overraske mig?» tænkte hun, og hun skyggede med Haanden for Solen og saa sig om indover Fjeldene imod Nord. Men intet Levende var nogetsteds at opdage. «Han kommer ikke!» sukkede hun. Solen begyndte igjen at stige og faa mere Glands, som en udgaaende Lampe, hvortil der gydes mere Olje. Klokken var over 12, et friskere Lys straalede ud over Fjeld og Mark, et Lys saa vidunderlig smukt, at man kunde tænke sig, at det maatte være et Gjenskin fra Lyset i det evige Livs Boliger. En enkelt Fugl begyndte at kvidre henne i Krattet, saa flere og flere, og rundt omkring var der atter paa den nye Dags aarle Morgen travl Virksomhed, Liv og Munterhed blandt Himmelens Fugle og Markens vilde Dyr. Kun Lajla sad der ganske alene med Taarer paa sin blege Kind. En Stensmet kom hen og satte sig paa Varden lige ved hende. Den havde en Mark i Munden, som den skulde bringe sine Smaa, men den blev forundret siddende, duppede med Hovedet og vippede med Halen og saa paa denne Fremmede, 177som sad der. Ogsaa en Røskat kom frem i Uren, satte sig paa Bagbenene og saa paa hende. Den strøg sig med Forlabben over Øinene for ligesom at kunne se bedre. Den kunde ikke begribe, hvad dette Fremmede var, som sad der saa taus og stille. Muste, hendes lille tro Ledsager, laa ogsaa og stirrede paa hende. Den peb sagte. Den saa ganske vist Sorg i hendes Ansigt, og der kan neppe være nogen Tvivl om, at Dyrene, især Hunden, kunne deltage med i den menneskelige Sorg.

«Han kommer ikke, han kommer ikke!» sukkede hun atter.

En angstfuld Fornemmelse sank som en tung Sten ned over hendes Hjerte, og et Suk steg igjen op fra dets dybeste Bund. Klokken var 1. Det var afgjort, han kom ikke!

Hun reiste sig op, aftørrede sine Taarer, strøg sit Haar tilbage fra Ansigtet, og hendes store, sorgfulde Øine kastede det sidste Blik nedover mod Garnæs. Naturbarnets stolte, modige, friske Hjerte blussede op i Harme over denne troløse Fremmede.

«Du kom ikke!» udbrød hun. «Usle Daro, du har sveget mig! Hvorfor frelste du mig, naar du bagefter vilde svige mig? Falske Daro! Saa bliv da, hvor du er, dernede i dit usle Hus! Jeg kunde have elsket dig, trofastere, inderligere og mere opofrende end nogen af dine svage, blege Kvinder med deres syge Hjerter og stakaandede Bryst. Jeg kunde for din Skyld have levet i dit Hus som den vilde Sangfugl 178i Bur hele mit Liv igjennem. Jeg skulde have lært, hvad du havde villet lære mig, blevet, hvad du havde villet jeg skulde blive, jeg skulde ikke have gjort dig tilskamme, men overgaaet hvilkensomhelst af dine blege Kvinder. I Glæde og Sorg, i Godt og Ondt havde jeg været dig tro, saa tro som det reneste Guld; thi jeg elskede dig fra første Dag, jeg saa dig, med hele mit stakkels Hjerte, dig alene af hele dit Folk, og Dag fra Dag mere og mere, stærkere og stærkere. Falske Daro, onde, hyklerske Daro, hvorfor sveg du mig, hvorfor kom du ikke?»

Hun vendte sig bort fra den Kant, hvor hun kunde se ned mod Garnæs, og saa indover Fjeldene, hvor Teltene stode. Pludselig vendte hun sig igjen om. Vreden var borte, Stoltheden knækket, Modet svigtede og Fortvivlelsen kom. Hun kastede sig med Hænderne for Ansigtet ned i Lyngen, hulkede og græd, saart og bittert. Hun vidste ikke, hvor meget Haab hun i Grunden havde næret, førend nu, da den sidste Gnist sluknede, hun vidste ikke, hvor stærkt det Baand var, som havde knyttet hende til ham, førend det nu pludselig blev sønderslidt, saa hendes inderste Hjerte blødte. Halvt bedøvet og badet i Taarer laa hun der, til hendes lille Ledsager atter kom hen og slikkede hende paa Kinden for ligesom at minde hende om, at det var paa Tide at gaa hjem. Hun tog den i sine Arme og kyssede den. «Ak Muste, Muste, han har bedraget mig! Nu maa vi gaa,» og hun tog nogle Skridt, men vendte atter 179om, tog en spids Sten og skrev paa en flad Skiferhelle, som stod opreist paa Toppen af Varden:Forfatternote: Kapt. Bang. Landmaalerliv. Side 160.

Jeg var her, du kom ikke, Farvel!

Nogle Dage senere var Lind oppe i Fjeldet, men Finnerne, deres Telte og Rensdyr vare forsvundne, og der var øde og tomt ved Ravdosjøens Bredder. Han gik hen til Varden og fik se, at der med en svag Kvindehaand stod skrevet noget paa Stenen. Han læste dette, og Alt stod klart for ham. Alt laa i disse faa Ord. En hel Roman. Svulmende Forhaabninger, deilige Drømme, skuffede Forventninger, svegne Løfter, og et knust Hjertes Afskedssuk!

Linds gamle Fader var bleven dødssyg om Eftermiddagen, og da Sønnen alligevel vilde gaa sin Vei, saa hans Søster forfærdet paa ham og udbrød:

«Du vil da vel ikke gaa fra din Fader i hans Dødsstund?»

«Nei, jeg bliver her,» sagde Broderen.

Da Midnatstimen kom, vidste han, at Lajla sad oppe ved Varden og ventede.

«Inger, Søster,» sagde han, «nu bliver jeg dømt af den Pige, jeg elsker, nu bliver din Broder anseet for at være en Usling, en Mand fuld af Svig og Falskhed.»

«Skulde du have truffet Lajla?»

«Ja, og jeg kommer ikke!»

«Kjære Broder, det gjør mig ondt. Der er intet 180saa saart i denne Verden som at vide, at man bliver miskjendt af den, man elsker. Men kanske Fader er bedre imorgen.»

«Da er hun reist.»

«Men du træffer hende i Karasjok i Markedet og kan da fortælle hende Grunden.»

«Det er længe til den Tid. Kanske hun da er gift.»

«Saa du virkelig vilde have giftet dig med Finnepigen Lajla?»

«Havde jeg truffet hende, vilde jeg have overtalt hende til at komme til os og været her i Vinter og –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.