Fra Finmarken (Lajla)

av Jens Andreas Friis

XI. Bryllup

181En Maaned senere sad Laagje i god Behold paa Avjofjeldet, 6 Mil fra Koutokæino, med sin Hjord og sit Hushold, men der var kommen en Misstemning ind i Familien. Ingen var ganske som før. Enhver gik og bar paa Tanker for sig selv. Lajlas Munterhed var borte. Laagje og hans Kone saa det godt og havde en Mistanke om Grunden. Mellet og Lajla omgikkes heller ikke hinanden med den samme Fortrolighed som tidligere. Jaampas Ansigt var mørkt. Hans Yndling, denne unge Pige, som han saa op til som det skjønneste, ædleste, reneste og helligste paa Guds Jord, bar paa en Sorg, og han sørgede med som Hunden, der ser sin Herres Sorg, men intet formaar at sige eller gjøre.

«Lajla,» sagde Laagje en Dag, «vi se godt alle, at du er bedrøvet, vil du sige mig, din Fader, hvad Grunden er?»

«Det er ingen Ting.»

182«Jo, Barn, der er noget i Veien. Du er ikke som før.»

«Jeg er syg.»

«Ja, du er syg, syg paa Sjæl og Hjerte, derfor er din Kind bleg og dine Øine saa mørke og tungsindige. Er ikke Mellet og Jaampa og din Moder venlige mod dig?»

«Jo, mere end jeg fortjener.»

«Vi vil saa nødig se dig bedrøvet. Du maa se til at blive glad igjen. Du skal snart være Brud. Straks efter Jul skal du og Mellet gifte eder.»

«Jeg vil ikke gifte mig.»

«Vil du ikke gifte dig? Du har jo altid holdt af Mellet, og det nye Telt, som I skulle bo i, er færdigt, og du og han har tilsammen en smuk Hjord, som I kunne leve af og flytte med hvorhen I ville.»

«Vi kan vente.»

«Saa har du ikke sagt før. Men i Sommer er du bleven forvandlet. Gid du aldrig havde sat din Fod paa Garnæs iblandt Daroslægten!»

«Ja, gid jeg ikke havde!»

«Har han forsøgt at forlokke dig?»

«Nei.»

«Har han stjaalet dit Hjerte med smigrende Ord og falske Løfter?»

«Nei.»

«Og dog holder du kanske af ham, og dit Hjerte hænger ved ham?»

«Jeg ved ikke.»

183«Glem ham ganske! Riv hans Billede ud af Sind og Tanke! Han lokker dig blot hen til Afgrunden og sviger dig.»

«Ja.»

«Lajla, hør paa din Faders Ord. Du ved, at jeg altid har holdt meget af dig fra du var ganske liden.»

«Ja, kjære Fader,» sagde Lajla og lagde sit Hoved i hans Skjød.

«Men du ved ikke, at jeg har fæstet et stort Haab til dig og din kommende Slægt for mig selv og for alle Finner. Du ved ikke, hvilke skjønne Drømme jeg har drømt om dig og din Fremtid. Jeg er rig, Lajla. Han den store, hovmodige Daro er en fattig Stymper imod mig. Jeg kan kjøbe hans Gaard, om jeg vil, eller en meget større Gaard, om jeg har Lyst dertil. Og jeg har tænkt mig, at naar du gifter dig med Mellet, saa skal jeg kjøbe eder en stor Gaard ved Kysten blandt Daroerne. Du skal faa Gaard og Hus, og Kjør og Faar, saamange du vil have, og du skal kunne leve som Daroerne leve, om du vil, og klæde dig som dem, om du vil, og dine Børn skal du opdrage som Nordmandsbørn, og de skulle faa Undervisning og Kundskaber som Landets bedste Børn, og de skulle blive mægtige og formaaende Slægt efter Slægt. Men deres Slægtnavn skal være Laagje, og naar de blive Præster og Dommere her iblandt os, skulle de dog altid mindes, at de stamme fra Finner. Se, dette har jeg tænkt skulde ske, dette 184har været mit Livs Maal, og det er endnu mit Alderdoms Haab. Og din Moder og jeg og Jaampa skulle komme og besøge dig i din store Gaard og sidde som fattige Finner ved Døren og se med Glæde paa dig og dine Børn.»

Lajla græd, men svarede intet. Hun havde ogsaa havt en Drøm. Den var ikke ulig hendes Faders, og han havde kanske lyttet til hendes Drøm og føiet sig efter hendes Ønske, taget Daroen til Svigersøn og ofte med Glæde kommet og besøgt hende. Men han kom ikke, ak han kom ikke! Han sveg hende! Den oprindelige Bestemmelse var, at Mellets og Lajlas Bryllup skulde staa i Karasjok ved Markedstid efter Jul, da Folk i Mængde kom did. Det skulde være et prægtigt Bryllup. Slægtninge fjærnt og nær skulde inviteres og trakteres, og Jaampa vilde formodentlig selv af Lajla faa Lov til at tage sig en Taar over Tørsten i den Anledning.

Men det blev ikke bedre med Lajlas Humør. Laagje og hans Kone samtalede herom, og Konen raadede til at reise til Koutokæino og holde Bryllup der Søndag før Jul. Hun havde en Anelse om, at Daroen til Markedet vilde komme til Karasjok og maaske forstyrre Lajlas Hoved værre end før.

Mellet underrettede Lajla om denne Plan og forsøgte at opmuntre hende.

«Hvorfor er du ikke som før, Lajlashjam,» sagde han, «har jeg gjort dig noget imod, er du vred paa mig?»

185«Nei, Mellet, jeg er ikke vred paa dig.»

«Men du er ikke som før mod din gamle Barndomsven og Legebroder. Holder du ikke mere af mig?»

«Jo, Mellet.»

«Hvad er det da, som du er saa bedrøvet over? Nu skal vi snart have Bryllup. Om 8 Dage skal vi jo gifte os.»

«Hør, kjære Mellet, lad os blive enige om at vente en Stund, lad os vente til jeg bliver frisk og glad og munter igjen.»

«Dit Hjerte er bleven saa koldt mod mig i den senere Tid, Lajla. Det var ikke saa før, men jo koldere du bliver, des større bliver min Kjærlighed til dig.»

«Der er mange vakrere Piger end jeg, der er Jakos Inga og Unnas Magga og Aslaks Kate og mange flere.»

«Men ingen som dig, Lajla.»

«Alle disse ere bedre end jeg. Synes du ikke om Jakos Inga?»

«Nei, kun om dig og om ingen anden, og kun med dig vil jeg gifte mig.»

«Men jeg ønsker ikke at gifte mig endnu.»

«Du har lovet det. Du bærer min Ring.»

«Du kan faa den tilbage og give den til en anden Pige.»

«Vil du gaa fra dit Ord? Vil du svige mig, Lajla, ligesom Daroen sveg dig?»

«Hvad ved du derom? Har du luret?»

186«Jeg saa dig ved Varden. Jeg var der. Du anede det ikke. Din Hund mærkede mig og var henne hos mig, men du forstod den ikke. Det var godt, at Daroen ikke kom. Var han kommet og havde villet røre ved dig, saa havde jeg min Lasso færdig, og han var ikke kommet levende derfra.»

«Han reddede mit Liv.»

«Det kunde jeg ogsaa have gjort.»

«Men du kom ikke. Ak, Mellet, hvorfor kom du ikke dengang! Alt havde da kanske været anderledes. Men dengang var det han, som kom!»

«Netop derfor hader jeg ham.»

«Nu er du ond, Mellet.»

«Kald det, hvad du vil, Had til ham eller Kjærlighed til dig. Jeg hader Daroerne, jeg tilstaar det og jeg gjør det med Rette, men du, Laagjes Datter, du er vanartet fra dine Fædre og fra din Slægt. Og dog skal du være min Hustru, og han skal aldrig se dig mere!»

Det led ind paa Jul, og Laagje lavede sig til at bryde op fra Avjofjeldet og reise til Koutokæino.

Dagen før Afreisen passede Lajla det saa, at hun fik tale alene med sin gamle Ven Jaampa.

«Jaampa, sæt dig her hos mig,» sagde hun.

«Nu, hvad vil du?»

«Har du nogensinde holdt af mig?»

«Ganske lidt.»

«Jeg er saa elendig og bedrøvet.»

«Jeg har seet det.»

187«Vil du gjøre mig en Tjeneste?»

«Saa mange du vil!»

«Jaampa, du har altid gjort, hvad jeg har bedet dig om. Vil du gjøre mig en sidste Tjeneste?»

«Ja, ja, sig mig hvad det er.»

«Imorgen reise vi til Koutokæino.»

«Og da skal du staa Brud, og vi skal drikke Bryllup og være lystige. Men kanske du vil, at jeg ikke skal drikke paa din Bryllupsdag? Nei, det maa du ikke forlange af mig, lille Lajla. Forlang alt muligt, men ikke det. Den Dag vil jeg drikke og være glad.»

«Naar jeg er saa bedrøvet!»

«Hvorfor skulde du være bedrøvet?»

«Jeg vil ikke gifte mig med Mellet.»

«Vil du ikke gifte dig med Mellet! Med hvem vil du da gifte dig? Kanske du heller vil gifte dig med mig?»

«Heller med dig end med Mellet!»

«Gud forlade dig, Barn, du maa ikke tale saa stygt og sige, at du heller vil gifte dig med mig. Da maa du sandelig være mere fortvivlet end jeg har tænkt.»

«Kjære, gamle Jaampa, vil du gjøre som jeg siger?»

«Alt, hvad du vil!»

«Vil du reise til Garnæs?»

«Til Garnæs! Skal jeg reise til Garnæs, til Daroen!» udbrød Jaampa, og hans Ansigt blev skummelt.

188«Ja, du skal reise til Garnæs.»

«Skal jeg tage hans Liv? Skal jeg liste mig ind paa ham, slynge Lassoen om hans Hals, trække ham hen til Fossen og kaste ham i Elven, saa han hænger og dingler i min Lasso, som en Medemark i en Fisketøm, indtil han er druknet?»

«Nei, nei.»

«Skal jeg binde ham, lægge ham i en Slæde, kjøre ham hid, kaste ham ned for dig, saa du kan sætte din Fod paa ham og spytte ham i hans troløse Øine, naar du gaar til Kirken som Brud?»

«Nei.»

«Hvad vil du da, hvad forlanger du?»

«Du skal lade ham se dig.»

«Se mig! Jo, det vil blive et vakkert Syn! og hvad saa?»

«Naar han ser dig, vil han spørge dig, og du vil da kunne se og forstaa, hvad han tænker.»

«Om hvem, om hvad?»

«Om os alle. Og saa kan du fortælle ham, at Søndag før Jul skal jeg have Bryllup, saa faar du se, om han har glemt mig.»

«Javist har han glemt dig. Han narrede dig. Mellet har fortalt mig det. Han tænker ikke mere paa dig. Han tænker blot paa sine Daropiger. Hvorfor vil du saa bryde dig om ham?»

«Vil du gjøre som jeg siger?» sagde Lajla med Taarer i Øinene og saa bønligt paa sin gamle Ven.

«Græd ikke, græd ikke, Barn, jeg skal gaa, jeg 189skal gaa til Verdens Ende, til Himmerig eller Helvede eller lige ned til hin forbandede Daro, naar du endelig saa vil.»

Næste Dag pakkedes Telt og Husgeraad i Slæderne, og Laagje, hans Kone, Mellet og Lajla kjørte til Koutokæino, men Jaampa blev tilbage med Tjenerne for at passe paa Hjorden. Han var nuturligvis inviteret med, men han kunde komme senere, sagde han, eller han kunde ogsaa gjerne vente til de kom tilbage fra Kirken og holdt Bryllup hjemme.

Ikke saa snart vare de kjørte afsted, før Jaampa tog sine Ski og en Rentømme og gik ud til Renhjorden. Her valgte han sig ud en Ren, som Finnerne kalde «Njirro». Det er et Dyr, som har den Egenskab, at det nødigt vil holde sig blandt Hjorden, men helst sætte ud i Marken og gaa alene. Den er vildere end andre Dyr, men ogsaa raskere i Sprang end almindelige Kjøreren. Jaampa lagde Grime og Tømme paa den, og saa lod han det gaa afsted ned imod Alten, idet han selv stod paa sine Ski bag efter Renen og holdt sig i Kjøretømmen. Man kan vide, at det paa denne Maade kan gaa lynende hurtigt eller langt hurtigere, end om man sidder i en Slæde. Op ad Bakke gaar det lettere for Renen, og ned ad Bakke løber man omkap med den. Men det er faa Finner, som forstaa at kjøre paa denne Maade, og man maa ikke blive skjælven i Knæerne efter nogle Miles Fart.

Kl. 12 om Natten til Lørdag var Jaampa paa 190Høiderne ved Ravdosjøen ovenfor Garnæs, men her styrtede Renen. Dog nu havde han Lien for sig og lod det staa til nedover. Det var Maaneskin, og han var desuden godt kjendt.

Da han nærmede sig Gaarden, gik han lydløst. Han vilde ikke blive bemærket af nogen. Men Gaardshunden kom styrtende ud og angreb ham. Med et lynsnart og velrettet Slag af sin Knortekjep knuste Jaampa dens Skalle, saa den laa død paa Pletten.

«Der har du Betaling, fordi du skambed Lajlas lille Hund!» sagde han. Jaampa var ikke blid i Hu, og han vilde ingen Støi have. Alt laa i dyb Søvn. Han gik hen til en Sidebygning, hvor han vidste, at Anders Lind laa, og aabnede sagte Døren. Man brugte ikke at laase Dørene indenifra dengang. Lydløst gik han hen over Gulvet og stod foran Sengen. Maanen kastede sine Straaler ind og belyste svagt baade ham og Lind, som laa og sov.

«Daro,» sagde Jaampa, «vaagn op!»

Forfærdet og halv sandsesløs stirrede Lind nogle Øieblik paa Jaampa, førend han kom til sig selv og kjendte ham.

«Jaampa,» udbrød han og reiste sig op i Sengen, «hvad vil du her, vil du myrde mig?»

«Nei, hverken dig eller nogen af dine. Jeg har dræbt nok idag.»

«Hvad er paa Færde, hvorfor kommer du her midt om Natten?»

«Jeg bringer dig en Hilsen.»

191«Fra hvem?»

«Fra Lajla.»

«Fra Lajla!» udbrød Lind, «er der noget galt paa Færde? Hvorledes lever hun?»

«Slet.»

«Er hun syg?»

«Hun er bedrøvet.»

«Fordi jeg ikke kom?»

«Det ved jeg ikke, men hun har bedet mig om, at jeg skulde reise hid og fortælle dig, at imorgen, Søndag, Kl. 12 staar hun Brud i Koutokæino Kirke.»

«Det er ikke sandt, du lyver, det er umuligt! Hun skulde jo først gifte sig i Karasjok ved Markedstid efter Jul.»

«Hun bliver viet til Mellet imorgen Kl. 12 i Koutokæino Kirke.»

«Ulykkelige!» udbrød Lind og kastede sig ned paa Sengen, men for op igjen bleg som Døden: «Det maa ikke ske, det kan ikke ske, det er ikke sandt!» skreg han.

«Jo, du sveg hende!»

«Nei, og hundrede Gange nei, jeg sveg hende ikke. Min Fader blev dødssyg og jeg maatte lukke hans Øine. Kunde jeg i den Stund gaa fra ham?»

«Taler du Sandhed? Var det derfor du ikke kom?»

«Ja, intet i Verden skulde ellers have hindret mig?»

192«Vilde du da have giftet dig med Finnepigen Lajla?»

«Ja, hun skulde have været min Hustru, hædret og æret som ingen anden.»

«Har du dine Ren, «Stormvind» og «Jivja», hjemme?»

«Ja, de ere her begge to.»

«Saa tag dine Reiseklæder paa, stille, i al Hast, og du skal faa en Kjøretur over Fjeldene, som du aldrig har havt før i dit Liv. Jeg gaar og spænder for.»

«Kan vi naa frem til imorgen?»

«Klæd dig paa, siger jeg, og væk intet Menneske.»

«Tror du vi kan naa frem?» siger Lind, da Jaampa kom med de to Ren.

«Jeg ved ikke. Vi kan prøve. Vi komme ialfald ikke forsent til at drikke med i Bryllupet.»

Rensdyrene sprat til Siden, da de kom forbi Hunden.

«Der ligger Karo, Karo er dræbt!» sagde Lind.

«Ja, jeg slog den, den angreb mig.»

Da de naaede Høiden, opdagede han Renen, som laa der død, og pegte paa den.

«Jeg sprængte den,» sagde Jaampa, «jeg har kjørt 10 Mil med den i 12 Timer.»

Siden blev der ikke vekslet mange Ord imellem dem. Jaampa kjørte foran med «Stormvind» og lod den springe alt, hvad den kunde taale. Men de havde 19316 Mil til Koutokæino. Dog, Renen syntes ogsaa at hige efter at komme frem. Den kjendte Fjeldene, Søerne og Veiene ligesaagodt som Jaampa, og den ilede frivilligt afsted for at gjenfinde gamle Kammerater. Efter 5-6 Mils Fart maatte de hvile et Par Timer. Rensdyrene gave sig straks til at kradse op Sneen og spise Mose. Jaampa gjorde op Ild og stegte et Par Rentunger.

«Sig mig Sandheden, Daro, og lyv ikke,» sagde Jaampa, han havde reist sig og stod og støttede sig til sin Stav og saa paa Lind, som laa paa Sneen ved Siden af Ilden, «du vilde have giftet dig med Finnepigen, Laagjes Datter? Er det sandt? Sværg din dyreste Ed!»

«Saa sandt hjælpe mig Gud!»

«Du vil ikke bedrage hende?»

«Gjør jeg det, saa maa du hænge mig i din Lasso!»

«Jeg bryder mig ikke det mindste om dig. Jeg slog dig gjerne ihjel, som jeg slog din Hund, og lod dig ligge her som et Aadsel, dersom det kunde glæde eller gavne Lajla. Hun har været min gode Engel fra hun første Gang sad paa mit Fang. Hun har frelst min Sjæl fra Satan og alle hans Engle af Sten og Træ, som jeg tilbad. Derfor gjør jeg, hvad hun siger og hvad hun vil, enten det bliver til Velsignelse eller Forbandelse, og om jeg saa skal svige baade Laagje, hans Slægt og mit Folk.»

«Jeg har ogsaa vovet mit Liv for hende.»

194«Aa ja, det var ikke saa ilde gjort. Du vidste ikke dengang, hvem hun var, og ved heller ikke nu, hvem hun er.»

«Hvem hun er? Hun er den smukkeste Pige, jegjeg] rettet fra: eg nogensinde har seet.»

«Snak og Sludder!» sagde Jaampa, han blev næsten vred over dette Udbrud af Forelskelse. «Men hvis Datter er hun? Ved du det?»

«Aslak Laagjes, naturligvis!»

«Løgn! Det er ikke sandt. Hun er ikke mere hans Datter, end du er hans Søn!»

«Hvad siger du, er du gal, Mand?»

«Nei, men jeg tror, at du har sagt Sandhed, naar du forsikrer, at du vil gifte dig med hende, og derfor skal jeg nu fortælle dig Ting, som vil faa alt dit Daroblod til at strømme til dit Hjerte som en Fos, som vil gjøre dig saa angest, at du farer afsted som den ulykkelige Forsinkede, der ser Himmeriges Dør nærved at lukkes for aldrig mere at aabnes.»

«Hvad mener du,» sagde Lind og reiste sig op, «er Lajla ikke Laagjes Datter?»

«Nei, siger jeg, nei, hun er ikke hans Datter, hun er en Slægtning af dig, hun er din Kusine, hun er en Datter af din Faders Broder, han, som døde i Karasjok for 20 Aar siden. Barnet reddede vi og tog det til os.»

«Gud i Himmelen, at jeg ikke har vidst det før!»

«Du kan takke til, at du ved det nu!»

«Ja Jaampa, jeg skal takke dig hele mit Liv, 195men for Guds Skyld vi maa afsted, straks, intet Minut at tabe. Jeg maa naa frem før de blive viede. Jaampa, skaf mig frem, jeg skjænker dig alt, hvad du vil have af hele min Eiendom, dersom du skaffer mig frem, før det er forsent!»

«Jeg gjør intet for din Skyld, hovmodige Daro, jeg skylder dig intet, og jeg bryder mig ikke om din Tak og endnu mindre om dit usle Gods. Jeg lod dig gjerne ligge igjen her og kjørte til Koutokæino med «Stormvind» og drak mig fuld i Lajlas Bryllup. Men hun vilde kanske dø, naar hun saa mig komme alene, eller hun vilde altid komme til at se paa mig med bebreidende og tungsindige Øine; thi hun elsker ikke Mellet, men dig og ingen anden. Derfor kan jeg ikke gjøre hende imod, derfor vil jeg atter gjøre hende glad, jeg vil se Glædens Taarer i hendes Øine, som jeg engang saa dem i hendes Moders, naar du kommer, og hun i sin Angest og Nød endelig hører din Stemme og ser dig og kaster sig til dit Bryst, og saa kanske hun ogsaa rækker mig Haanden og siger: «Tak, gamle, stygge Jaampa!»

«Kl. er 12,» sagde Lind og saa paa sit Uhr, «det er Søndag, vi maa skynde os, vi maa afsted igjen; jeg bliver vanvittig, dersom vi ikke naa frem i Tide!»

«Jeg ved godt, hvad Tid det er paa Døgnet, du behøver ikke at fortælle mig det af din usle Klokke. Ser du ikke Karlsvognen der og Nordstjernen? Men styrter en Ren, saa kommer kun en af os frem, og styrter begge, saa kommer ingen af os til Bryllups.»

196Atter gik det afsted henover de snedækte, ødslige Høifjeldsvidder.

Imidlertid holdt man i en Stue i Koutokæino paa at klæde Lajla i sin Brudedragt. Hun gjorde Modstand. Hun vilde aldeles ikke tage Brudeklæderne paa sig. Det hører saa til. Finnebruden skal gjøre Modstand under Paaklædningen, hun skal græde, klage og jamre sig og sige, at hun ikke vil være Brud, og hun skal til Slutning endog lade sig slæbe frem til Alteret. Altsammen til Tegn paa, at hun er en uskyldig og blufærdig Pige. Det hændte endog engang, at en Brud for Alteret paa Præstens Spørgsmaal, om hun vilde tage N. N. til ægte, ligetil svarede «Nei».

«Ja, saa kan jeg ikke vie eder,» sagde Præsten.

«Jo, jo,» sagde Bruden, «jeg tænkte, at du vilde spørge mig en Gang til.»

Men hos Lajla var det ikke falsk Blufærdighed. Det var fuldt Alvor, det var af ren Fortvivlelse, at hun gjorde Modstand, græd og bad for sig, at man ikke maatte tvinge hende. Brudepigerne, som skulde klæde hende paa, fandt til Slutning, at hendes Modstand næsten var upassende, at der dog kunde være Maade med at vise sig blufærdig, og at det dog engang maatte tage en Ende.

Omsider blev hun da paaklædt med Sølvbælte, Sølvkrave og al anden Stads, som hører til. Derpaa blev hun ledet hen i Kirken og bragt tilsæde ved Siden af Mellet, som var klædt i rød Klædeskufte. Bleg og forgrædt sad Bruden der med nedslagne Øine.

197«Hvor er Jaampa?» spurgte hun en Gang og saa sig ængstelig om. Ingen vidste hvor Jaampa var.

«Han kommer ikke! Det er forbi!» sukkede hun og lod sig slæbe frem til Alteret, til Forundring for Haarde-Hjorth, som endnu var Præst i Koutokæino, da det her fortalte tildrog sig, og som godt gjenkjendte hende fra den Tid, da hun gik til Konfirmation. Han havde vistnok ofte seet noget lignende før, men aldrig saadan Graad og en saa aabenbar Fortvivlelse, som her syntes at staa afpræget i Brudens Ansigt.

Saa kom to Piger og to Gutter og holdt et stort Tørklæde som en Tronhimmel over Brudeparret. Dette Tørklæde kaldes «Pellet»Forfatternote: af oldn. Pell, fint Tøi (latin. Palla eller Pallium, Mantel, Forhæng, Nonneslør). og tilhører Kirken. For Brugen af samme betales nogle Skilling til Kirkens Kasse. Skikken er særegen for Koutokæino eller bruges ialfald ikke andetsteds i Finmarken. Den er rimeligvis kommen fra Sverig og har vedligeholdt sig i Koutokæino fra den Tid, da dette var et svensk Sogn.

Kirken var aldeles fuld af Finner, klædte i sine Vinterdragter. Præsten tog Alterbogen, vendte sig mod Brudeparret og begyndte at tale til dem, men han fik kun sagt nogle faa Ord, da der nede ved Kirkedøren pludselig blev en forferdelig Støi. Døren blev voldsomt revet op, og ind styrtede en høi Mand, klædt i Finnedragt. Han stødte alle voldsomt tilside, 198saa de tumlede baade hid og did, og trængte sig op imod Alteret, idet han skreg som en Afsindig:

«Stands Præst, hold inde Præst, for Guds Skyld stands!»

«Hvem vover at komme her og forstyrre Kirkens Fred? Hvem er du?» raabte Hjorth.

«Jeg er Anders Lind,» siger denne, idet han trænger sig frem lige til Alteret, puffer Mellet tilside og tager Lajla, som er nær ved at segne om, op i sine stærke Arme. Hun har hørt, seet og kjendt ham.

«Du er ikke gift, Lajla,» siger Lind, «du er ikke hans Hustru?»

«Nei.»

«Gud være lovet!» udbryder han og trykker første Gang et Kys paa hendes blege Læber.

Mellet vil rive Bruden til sig, men med sin venstre Arm holder Lind hende omfavnet og med sin høire Haand griber han Finnen i Struben og holder ham borte fra sig.

Præsten og Menigheden se forbauset paa dette Optrin og kunne intet begribe, men Laagje og hans Kone forstaa det hele, da de ogsaa se Jaampa der.

«Usling, Forræder,» skreg Laagje, «du har sveget os!»

«Ja, jeg har aabenbaret Sandheden,» siger Jaampa, «tilgiv mig Laagje, Broder, jeg kunde ikke andet!»

«Hvad er det I raabe og skrige for?» udbryder Præsten. «Stille her i Guds Hus! Er det en gal Mand, som kommer her og forstyrrer en hellig Handling?»

199«Nei, Præst, jeg er ikke gal, jeg har Ret til at være her,» siger Lind, «og til at holde denne Pige i mine Arme.»

Lajla forstod kun en Ting, at hun var reddet, at hun ikke var bleven viet til Mellet, og at den store, stærke Daro holdt hende fast ind til sig og vilde forsvare hende.

«Vid, Præst,» siger Lind, «at denne Pige ikke er Laagjes Datter og heller ikke skal vies til nogen Fin, men at hun er en Nordmandspige, min Farbroders Datter, og at hun skal være min Hustru for Gud og Mennesker.»Mennesker.»] rettet fra: Mennesker. (manglende anførselstegn)

«Er det sandt hvad her fortælles,» siger Præsten til Laagje, «er Lajla ikke din Datter?»

«Nei, Guds Villie ske!» siger Laagje, og fortalte derpaa for den forbausede Menighed Historien om den tomme Vugge. «Og nu,» sagde han til Slutning, «er jeg atter barnløs og fattig som Job.»

«Andasjam», siger Lajla til Lind og bruger første Gang dette Udtryk for Kjærlighed, «er det virkelig sandt, at jeg er din Kusine og Ingas Kusine og din Farbroders Datter?»

«Ja Lajlashjam, det er saa sandt, som at jeg staar her, og at jeg ved det og er her, derfor kan du takke «Stormvind» og ham den Gamle, som staar der.»

«Tak gamle Jaampa, stygge Jaampa, fæle Jaampa!» sagde Lajla, idet hun tog ham om Halsen og kyste det gamle, furede Ansigt. Derpaa gik hun hen til 200Laagje, som havde sat sig paa Kirkegulvet, og knælede ned til ham.

«Tilgiv mig Fader Laagje,» sagde hun, «uden dig havde jeg ikke levet, og du har altid været en god Fader mod mig.»

«Jeg har intet at tilgive dig, Barn,» sagde Laagje, «du har intet ondt gjort, men med mit Haab i denne Verden er det forbi, og vi Finner komme aldrig op af vor Usseldom.»

Derpaa gik Haarde-Hjorth op paa Prækestolen, og istedetfor at holde en Brudetale holdt han en Prædiken over Rom. II, 33: «Hvor urandsagelige ere hans Domme og hans Veie usporlige!»

Efter Gudstjenesten gik Lajla og Lind hen til Præstegaarden.

Næste Dag vare alle Finner forsvundne, og to Dage senere stod det unge Par paa Garnæs, hvor Inger modtog dem med aabne Arme.

Et Aar senere stod der Bryllup paa Garnæs. Kirken i Alten, hvor Lajla stod Brud, var overfyldt af Finner, Kvæner og Nordmænd. Fortællingen om den gjenfundne norske Pige havde spredt sig rundt omkring i Præstegjældet, og alle vilde se hende staa Brud, klædt i sin smukkeste Finnedragt; thi kun paa denne Betingelse havde Laagje lovet at komme og være med i Bryllupet. Mor Laagje og Mellet kom ikke. Jaampa derimod kom. Lajla havde sagt ham, at han skulde komme, at han maatte komme, at han skulde se hende som Brud, selv om det var i norske 201Klæder, og være glad den Dag, ellers kunde hun selv ikke rigtig glæde sig. Laagje og gamle Jaampa indtoge Hæderspladsene ved Bordet, og Jaampa drak som en Helt og joigede om Aftenen finske Sange, som ingen af Gjæsterne forstode et Ord af.

Om Bryllupet forresten er lidet at fortælle. Kun kan det berettes, at da Bruden, ledsaget af Inger, om Morgenen næste Dag skulde gaa omkring og traktere Gjæsterne med Kaffe og Dram paa Sengen, som Skik og Brug er i et rigtigt Finnebryllup, var Jaampa ikke at finde inde i Hus. Han havde ganske vist faaet anvist et Værelse, hvor han sammen med Laagje skulde ligge, men det havde ikke varet længe, før han havde fundet det for kvalmt inden lukkede Døre. Saa havde han listet sig stille ud og lagt sig ude paa Marken i sin tykke Renpels, som han trak sig ind i, som en Snegl i sin Skal. Men om Natten kom stærkt Snefald, saaledes at der om Morgenen laa mindst en Alen Sne over alle Marker og over Jaampa ligesaa. Dog dette vækkede ikke ham. Han sov sødelig under dette snehvide Tæppe, som Vorherre bredte over ham, lige til om Morgenen, da Bruden for at finde ham maatte tage Ski paa Benene og gaa omkring og stikke med Skistaven i Sneen, indtil hun etsteds traf paa noget blødt, og op af Sneen reiste sig Jaampa. Saaledes fik ogsaa han Kaffe og Dram paa Sengen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fra Finmarken (Lajla)

I 1881 ga J. A. Friis ut verket Fra Finmarken med undertittel Skildringer. Boken ble en suksess og er med tittelen Lajla kommet ut i en rekke senere utgaver.

Verket er blanding mellom en roman og en folkelivsskildring, der historien om Lajla er ispedd beskrivelser av samenes hverdag og strid.

Hovedpersonen Lajla er datter av handelsmann Lind i Karasjok, men på vei til dåp i Kautokeino blir reinsdyrssledene angrepet av ulv og Lajla forsvinner. Foreldrene tror hun er tatt av ulven, men hun blir funnet av «Finnerne» og blir tatt vare på i huset til Aslak Laagje, en rik «Fjeldfin». Et år senere finner Laagje ut hvor Lajla hører hjemme og leverer henne tilbake til foreldrene i Karasjok, men henter henne igjen da foreldrene hennes kort tid etter dør av pest. Lajla vokser derfor opp som barn av Laagje og aner ingenting om at hun egentlig er «Nordmandspige».

Boken er filmatisert tre ganger og oversatt til en rekke språk. 1908 ble den dessuten oppført som opera i to akter med tekst og musikk av Ole Olsen.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1881

Les mer..

Om Jens Andreas Friis

J. A. Friis var språkforsker og forfatter. Gjennom sine mange reiser nord i Norge og Finland utviklet han en stor interesse for området og dets befolkning og for samisk og finsk språk.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.