202I det egentlige Finmarken synes Nordmændene ikke at have nedsat sig, ialfald ikke i nogen Mængde, førend i det fjortende Aarhundrede. Tidligere har, som finske Sagn antyde, kun en og anden fredløs Rømningsmand nedsat sig hist og her langs de øde Kyster og fristet Livet dels ved Fiskeri, dels ved Røveri fra Finnerne. Fra Sammenstød med slige Røvere stamme formodentlig Finnernes talrige Sagn om et Uhyre, som de kalde «Stallo» ɔ: Staalmanden eller den med Pantser og Ildvaaben bevæbnede.
Efterhaanden blev man dog opmærksom paa, at den usle Skat, som man kunde inddrive af den oprindelige Befolkning af Nomader, for intet var at regne mod de Rigdomme, som kunde udvindes af Landets Overflod paa fiskerige Kyster og Fjorde. Følgen heraf var, at Finmarkens øde Strænder efterhaanden bleve befolkede af driftige Fiskere fra Nordland. Denne Bebyggelse og Benyttelse af Finmarkens Fiskerier vakte snart Bergensernes Opmærksomhed. De indsaa, 203at de med større Fordel kunde drive Handel med Udlandet direkte fra Finmarken end fra Bergen, hvorhen Landets Produkter i Begyndelsen førtes, og hvorfra de udskibedes til Udlandet eller hentedes af Udlændinge.
En Del «Borgere» flyttede derfor op til Finmarken med Familie og nedsatte sig ved Fiskerleierne. Dette Eksempel efterfulgtes snart af flere. Da Fiskerierne stadigt sloge rigeligt til, og det saaledes laa i de opflyttende Borgeres Interesse at faa op til Finmarken flere og flere, dels Tjenere, dels «Udredningsmænd og Udrorsmænd», saa forskreve de ikke blot fra Bergen, men ogsaa fra andre Stæder i Norge, især fra Trondhjem, flere og flere Folk. Følgen af denne Tilstrømning var, at «Finmarkens Søstrande og Øer snart vrimlede af Folk.»Forfatternote: Amtmand Hammer.
Flere af de Fiskevær, hvor Borgerne nedsatte sig, og Folk strømmede til, fik efterhaanden «Anseelse af smaa Byer, og Borgerne dreve deres Negotia dels ved egne, dels ved fragtede Skibe baade paa Bergen, Trondhjem, Danmark og Holland saavelsom nogle andre udenrigske Stæder,» medens paa den anden Side igjen «baade engelske, hollandske, franske og danske Skibe seilede paa Finmarken og tilførte Indbyggerne Korn m. m. billigere end fra Bergen.» Ved denne direkte Handel med Udlandet synes Befolkningen i Finmarken for et Par Aarhundreder siden 204at have naaet op til en ikke ringe Grad af Velstand, der ikke blot fandtes hos Borgerne eller de egentlige Handelsmænd, men ogsaa hos Almuen i Almindelighed; thi det fortælles udtrykkeligt, at Bønderne flere Steder eiede sine egne Jagter. Det mest talende Bevis paa Befolkningens Velstand i hine Tider er dog maaske den Kjendsgjerning, at Finmarkens Almue havde opbygget 24 Kirker og «udstyret flere af disse med Pragt» samt «at de selv lønnede et Antal af mindst 12 Præster.»
Men denne blomstrende Udvikling fik en brat Ende, ikke fordi Fiskerierne sloge Feil, men ene og alene paa Grund af Privilegier, som Bergens Kjøbmænd fik sig tilstaaede af den danske Regjering.
Den Velstand, hvortil de Kjøbmænd, der havde forladt Bergen og nedsat sig i Finmarken, efterhaanden naaede ved direkte Handel med Udlandet, vakte nemlig ikke blot Bergensernes Opmærksomhed, men ogsaa i høi Grad deres Misundelse, og det lykkedes dem ved Hjælp af den danske Regjerings Blindhed snart at ruinere deres Konkurrenter i Finmarken ved at faa udvirket de uhensigtsmæssigste og urimeligste Forordninger, som vel nogen Regjering nogensinde har udstedt.
For saaledes igjen at blive Herrer over den Handel med Udlandet, som de til Finmarken opflyttede ligesom havde taget med sig, fik Kjøbmændene i Bergen udvirket et Privilegium, ifølge hvilket «herefter ingen udenlandske Skibe maa seile norden om 205Bergen, ikke heller nogle Skibe seile af Nordland og Finmarken til Holland eller andetsteds, førend de have været i Bergen med samme nordlandske Vare.»
Dette Privilegium lamslog med en Gang ikke blot Borgerne i Finmarken men ogsaa hele Befolkningen i dens Fiskebedrift og Vindskibelighed. Prisen paa alle udførte Varer faldt eller beroede paa Bergensernes Godtykke, medens igjen Prisen paa alle indførte Varer steg uhyre, begge Dele til stor Skade for den fiskende Befolkning. Dernæst var den Opfordring for Handelsmænd til at nedsætte sig og bo i Finmarken midt iblandt den fiskende Almue, som Frihandelen paa Udlandet medførte, nu ikke længer tilstede. Følgen heraf var da ogsaa meget snart den, at de «vederheftigste Borgere» flyttede tilbage til Bergen for igjen at faa Borgerret eller Tilladelse til direkte Handel med Udlandet.
Man skulde tro, at Bergenserne nu havde opnaaet alt, hvad de kunde ønske, nemlig Tilførsel af al Finmarkens Fiskeudbytte, og at de dermed maatte være tilfredse, men det var dog langtfra ikke Tilfældet. Ti Aar senere udkom der nemlig nok en Forordning, som bød, at «ingen Borger, Nordfar eller Finmarksfar skal handle med en andens Skyldner.» Nu var det en let Sag for de Kjøbsvende, som Borgerne, da de flyttede tilbage til Bergen, efterlode til Bestyrelse af Handelen, at passe det saaledes, at Almuesbefolkningen stedse blev deres Skyldnere. «De fleste hverken 206vidste eller fik at vide, hvad de enten havde leveret eller bekommet.»
I Frihandelens Tid havde ikke blot Borgerne, men ogsaa flere af de mest velstaaende Bønder tillagt sig Jagter, hvormed de seilede til Bergen, men da de bleve indskrænkede til at udføre fra Finmarken «alene deres egen Avl» eller hvad de selv og Tjenere kunde fiske, uden at kunne kjøbe noget af andre til Komplettering af Ladningen, eftersom Almuen forresten blev holdt i Gjæld af Kjøbsvendene, saa var Følgen den, «at de maatte lade deres Jagter staa paa Land og raadne.»
Klager fra Almuen gjennem Finmarkens Embedsmænd indløb efterhaanden i mængdevis til den danske Regjering, men Bergenserne forstode at kaste denne Blaar i Øinene, og ligesom til Belønning for deres Fremfærd fik de et nyt Privilegium, hvorefter det ganske Land overdroges Bergenserne til Forpagtning paa 6 Aar med Frihed til selv at «beskikke Fogder og andre Betjente», og i 5 Aar var Finmarken nu uden nogen Amtmand, for hvem den ulykkelige Almue kunde klage sin Nød. Familierne bleve aldeles som Livegne solgte fra Kjøbsvend til Kjøbsvend og flyttede fra Fiskevær til Fiskevær.
Tilstanden var nu bleven saa uudholdelig, «at Indbyggerne resolverede at flygte fra Finmarken, og skede denne Flugt i saadan Mængde, at Landet udentvivl var bleven ganske øde,» dersom der ikke igjen var bleven ansat en Amtmand, som i Forening med 207Amtmanden i Bergen fik Ordre til at reise til Finmarken «for at bringe de forfaldne og konfuse Sager i Orden.»
Men det vilde alligevel ikke gaa raskt fremad med ny Tilstrømning af Folk. For at hjælpe herpaa blev Finmarken nu, efter i næsten 200 Aar at have sukket under Monopoltyranni, behandlet som Forbryderkoloni, hvorhen (efter Reskript af 1751 og 1760) «Delinkventer af begge Kjøn, som ere eller vorde dømte til evigt Fængsel, skulle forsendes til Hjælp at peuplere Landet.» Ligesaa befaledes, at «et Par af de Kvinder, som hensad paa Manufakturhusene i Bergen og Trondhjem, skulde aarlig forsendes til Finmarken, hvor de af Amtmanden der i Landet skulde blive modtagne og med Husbønder forseede(!).»
Tilstanden blev dog ikke hermed bedre. Endelig indsaa man da, «at den paa Finmarken octroyerede Handel ikke havde medført den tilsigtede Nytte, men havde tvertimod, foruden at medføre betydeligt Tab for Handelen selv, især været til Skade for Indbyggerne,» og omsider blev fra 1789 Handelen paa Finmarken igjen aldeles frigiven og tre nye Kjøbstæder oprettede.
En af de Borgere, som under disse sørgelige Forhold holdt længst ud i Finmarken, var Anders Lind. Men uagtet al hans Stræbsomhed sank han dog Aar for Aar dybere og dybere i Gjæld til Kjøbmændene i Bergen, og et Par Aar før Handelsfriheden indtraadte, maatte ogsaa han give tabt og blev nødt til at 208sælge baade Garnæs og de to Jagter, han eiede. Han beholdt kun saa meget tilbage, at han med Kone og Barn kunde slippe til Bergen paa en af sine Jagter.
I 1790 gjenfinde vi Lajla i Bergen i et tarveligt Værelse, hvis eneste Vindu vender ud til Strandgaden. Hendes Mand er fraværende paa Kontoret hos sin Kreditor, hvor han har faaet en tarvelig Ansættelse. Den første Stevne er kommen og man ser ofte paa Gaderne Nordlændinge og Finmarkinger, kan hænde ogsaa en Fin. Lajla selv sidder alene hjemme i en Lænestol, arbeidet af Birken fra Garnæselven, den eneste Erindring fra Gaarden, med et sovende Barn paa Skjødet. Hun har lænet sig tilbage paa Rygstødet af Stolen, lukket Øinene og ser bleg og sygelig ud. Den friske Kulør fra Fjeldet er forsvunden. I en halvt slumrende Tilstand drømmer hun om sit tidligere Liv som Fjeldfinpige. Hun ser Fjeldene, Rensdyrene, Teltene, Laagje, Jaampa og Mellet. Hun jager afsted med «Stormvind» hen over Høifjeldssletterne og kjender intet til, hvad Sorg og Bekymring er for det daglige Brød. Dog har hun aldrig noget Øieblik angret, at hun giftede 209sig med Lind. Hun vilde i al sin Fattigdom dog ikke bytte med nogen Kvinde i Verden, men hun kan alligevel ikke undgaa, at Tankerne undertiden forvilde sig og flygte tilbage igjen til gamle Trakter, gamle Omgivelser og Beskjæftigelser. Det er flere Aar siden hun har hørt noget til sine gamle Venner. Laagje kom ikke mere til Ravdosjøen, efter at hun havde giftet sig med Lind. Heller ikke havde Jaampa besøgt hende siden Bryllupet. Hun ved ikke, om de leve eller ere døde.
Pludselig vaagner hun derved, at hendes lille Finnehund, som hun havde taget med sig, styrter gjøende ud igjennem Døren. Hun gaar med Barnet i Armene hen til Vinduet og ser, at der er en Folkestimmel paa Gaden eller en stor Flok Gadegutter, der som en Myggesværm have stimlet sammen om et lurvet Individ af et Menneske i en graa Kufte med en Skindsæk paa Ryggen. Gutterne nappe i ham og kaste Skarn paa ham, og Hundene gjø ad ham. Lajla aabner Vinduet, og da han kommer nærmere, farer ogsaa Muste ind paa ham, men istedetfor at bide springer den rundt omkring ham, hopper lige op i hans Ansigt og jager Gutterne hid og did. Lajla ser nu, at det er en Fin, og raaber til ham paa hans eget Sprog:
«Kom hid, kom ind her!»
Finnen studser ved at høre sit Sprog, standser og ser sig om. Paa gjentagen Opfordring gaar han ind i Gangen. Lajla aabner Døren for ham, og han træder ind i Stuen.
«Jaampa!» udbryder hun, «i Guds Navn er det ikke Jaampa, kan jeg tro mine egne Øine, er det virkelig dig, gamle Jaampa?»
«Ja, jeg er Jaampa, men hvem er du?» siger han og stirrer paa hende i denne for ham fremmede Dragt.
210«Jeg er Lajla, kjender du mig ikke igjen? Har du glemt Lajla, din lille Fugl?»
Jampa faldt paa Knæ, tog af sig sin Hue, foldede sine Hænder og begyndte at bede:
«Fader vor, du som er i Himmelen etc.»
Han havde gjenkjendt Lajla og i sin uventede og overvættes Glæde vidste han intet bedre at tage til end at læse den eneste Bøn, han kunde.
«Gud være lovet, endelig har jeg fundet dig, Lajlashjam!» udbryder han derpaa.
«Jeg kan endnu næsten ikke tro, at det virkelig er dig, Jaampa, at du er her i Bergen, her hos mig, her i min Stue!»
«Jo, jo, det er mig,» siger Jaampa, og sætter sig ned paa Gulvet. Lajla forglemte sig og satte sig ligeledes ned paa sine korslagte Ben ved Siden af ham. Der var jo ingen, som saa dem, og der var saa uendelig meget at fortælle og spørge om fra begge Sider, og dertil saa herligt at høre og igjen faa tale sit eget Barndoms Sprog.
En Stund efter kom Lind hjem og fandt disse to fremdeles siddende paa Gulvet ved Siden af hinanden. Hans Forundring ved at se og gjenkjende Jaampa var ikke mindre end Lajlas.
«Men hvorledes i al Verden er du kommet hid? Har du som en finsk Troldmand forvandlet dig til en Fugl og fløiet hid?» spørger Lind.
«Nei,» sagde Jaampa og lo, «jeg har seilet paa et Skib over mange og store Have, som der fortælles 211i Eventyrene. Dag og Nat seilede vi en hel Maaned. Endelig kom vi hid, og her har jeg gaaet omkring i den store By i mange Dage, forfulgt af Gutter og Hunde, indtil endelig Muste kom ud af et Hus og kjendte mig, og saa fik Lajla se mig, og jeg hørte mit eget Sprog.»
«Hvorledes har du levet, og Laagje og I alle, siden vi reiste?»
«Mor Laagje er død, og Mellet har giftet sig med Jakos Inga, og Laagje har faaet en Sønnesøn, som skal bære hans Navn og som nu er hans Trøst og Haab.»
«Har du været paa Garnæs, siden vi reiste?»
«Ja, Laagje og jeg kom i Vaar til Ravdosjøen med vore Ren. Vi vilde se vore Barndoms Trakter igjen, og vi vilde ogsaa se dig, Lajla. Saa gik vi en Dag ned til Garnæs for at finde dig. Men da vi kom til Gaarden, traf vi kun fremmede Ansigter. Ingen kjendte os, og vi kjendte ingen. Bedrøvet vandrede vi tilbage igjen. Saa fik vi høre af andre Finner, at din Mand var bleven fattig og havde maattet sælge sin Gaard, og at du og han vare reiste langt sydpaa til en stor By. Saa fik jeg ingen Fred eller Ro. Jeg tænkte paa dig Nat og Dag og kom dig ihu fra du var ganske liden og sad paa mit Fang. «Vor lille Fugl er fløiet langt sydover,» sagde jeg til Laagje, «men Jaampa vil endnu engang finde hende og bringe hende tilbage igjen.» Saa reiste jeg, og Gud være lovet, endelig har jeg fundet dig.»
212«Har ikke min gamle Fader glemt mig? Er han ikke vred paa mig?» spurgte Lajla.
«Nei, han har ikke glemt dig og vil aldrig glemme dig. Han sidder i Aar ved Ravdosjøen og venter. Han vilde saa gjerne se dig endnu engang, før han dør og høre dig læse af Bogen, som han bærer paa sin Barm. Hans Øine ere matte, og han kan ikke længer selv læse. Og nu er det Sommer, og nu skal du som Trækfuglen reise tilbage igjen til Finmarken, til Garnæs, tilfjelds, til Ravdosjøen og se din gamle Fader.»
«Ak Jaampa, om det var muligt!»
«Hvorfor ikke? Du skal reise med mig og din Mand og dit Barn, og lille Muste, din Hund, faar vi vel ogsaa tage med os.»
«Vi ere saa fattige nu, Jaampa, vi have knapt det tørre Brød!»
«Er du fattig, lille Lajla, og hungrer? Og din Fader har intet sendt dig, og jeg intet sendt dig. Det var stygt. Men jeg har noget med til dig,» sagde han og tog frem af sin Sæk et Stykke tørret Renkjød, som han bød Lajla.
«Tak, Jaampa, det var snilt af dig, det skal smage deiligt.»
«Og du har ingen Penge, siger du, ingen blanke Speciedalere, du, den rige Laagjes Datter, den stolteste Pige i Fjeldet, som alle vilde beile til?»
«Ja, dengang!»
«Hvor er dine Ren, hvor er din Hjord, hvor ere dine mærkede Simler og Kalve?»
213«Jeg har ingen!»
«Ingen «Stormvind», ingen «Jivja», som du kjører med til Kirke?»
«Ak, mind mig ikke om dem!»
«Jo, jeg vil minde dig om alt fra gammel Tid, thi nu skal din Mand kjøbe Garnæsgaarden tilbage.»
«Desværre, Jaampa,» sagde Lind, «jeg har intet at kjøbe for. Havde jeg nu Penge, skulde jeg nok kjøbe Gaarden. Nu har vi igjen faaet Handelsfrihed, men Garnæs er ikke at faa for mindre end 2000 Spd.»Spd.»] rettet fra: Spd. (manglende anførselstegn)
«Lajla kan kjøbe den.»
«Desværre, Lajla er ligesaa fattig som jeg.»
«Nei, Lajla er ikke fattig. Lajla er rig. Lajla eier mange tusen Sølvdalere. Vent lidt,» sagde han og gik hen igjen til sin Skindsæk, hvoraf han trak op to tunge Poser. «Se her, her er Lajlas Penge, to Poser fulde af Sølvdalere og to tusen Daler har jeg paa Skibet.»
«Er det sandt, er det virkelig Lajlas Penge?»
«Ja, det er hendes Penge. Jeg og Laagje har samlet dem for Ren, som vi have solgt af hendes barnearvede Hjord, og endnu har hun en vakker liden Flok tilbage, som gaar ved Ravdosjøen. Hvad siger du nu, er Lajla fattig?»
«Nei, nu takker jeg Gud for hans Godhed og dig Jaampa, som redder os ud af vor Fattigdom. Nu skal alt blive godt igjen. Jeg kjøber Garnæs tilbage af min Principal, og vi reise til Finmarken og begynde at handle paa nyt igjen!»
214«Ja,» siger Jaampa, «og du skal kjøbe mange Varer til din Handel med Finnerne. Kjøb alt, hvad du vil, jeg har ogsaa Penge gjemt i Fjeldet, og alt, hvad jeg eier, skal deles mellem Lajla og Mellet.»
Lind kjøbte Garnæs tilbage og reiste samme Sommer afsted med en af de Jagter, som tidligere havde tilhørt ham selv.
Glad og let om Hjerte var Lajla, da hun, klædt i Finnedragt og sammen med Jaampa igjen vandrede opover Garnæslien, forbi Fossestupet, forbi Varden paa Gaisafjeldet og henover Sletterne til Ravdosjøen.
Og glad blev gamle Laagje, da hun traadte ind til ham i hans Telt, faldt om hans Hals og kyste ham. Da hun om Aftenen havde læst for ham af hans gamle Katekismus, udbrød han med Jacob: «Nu vil jeg gjerne dø, da jeg har seet dig igjen og hørt Guds Ord fra dine Læber!»
Han tog det Løfte af Lajla, at hun skulde tage sig af Mellets Søn, forsøge paa at opdrage ham sammen med sin egen Søn og gjøre en Finnepræst af ham.
Laagje reiste igjen tilbage til Mellet, men Jaampa slog sig ned ved Ravdosjøen og boede der i en Torvegamme. Han maatte bo oppe i Fjeldet. Paa Garnæs kunde han ikke rigtig trives, men næsten hver Dag kom han ned til Gaarden, om Sommeren med Fisk og om Vinteren med Ryper.
En Sommer var han borte i en hel Uge, saa Lajla blev bange for, at den Gamle kunde være bleven syg. Hun ilede op og fandt ham liggende 215paa sit usle Leie. Han var paa sit yderste, men kjendte hende dog, og et svagt Smil gled hen over hans gamle, furede Ansigt.
«Tak fordi du kom, Lajla,» sagde han, «jeg dør snart, jeg har levet længe nok, men bed for mig og læs Guds Ord for mig, at jeg kan faa Tilgivelse og dø i Fred; thi mine gamle Afguder komme hver Nat og plage mig. Jeg ser dem med deres grinende Ansigter komme ind, og saa hoppe og danse de omkring mig og op paa mig. Saa drømmer jeg igjen, at jeg hænger i Røghullet som en Fisk i en tynd Traad, og en dødelig Angest griber mig, for at jeg skal falde ned i Helvedes Arnested, som jeg ser brændende under mig. Læg din lille Haand paa min Pande og læs Syndsbekjendelse og Syndstilgivelse for mig.»
Lajla gjorde som han bad, og det saa ud til, at den Gamle herunder sovnede ind. Hun forlod ham stille med Ønsket: «Batsus Jesus mu sagjai!» Gid Jesus være her igjen i mit Sted! som Finnerne ofte bruge, naar de tage Afsked. Næste Dag kom hans Hund ned til Gaarden og sneg sig pibende omkring Lajla. Hun ilede igjen op til Ravdosjøen. Jaampa laa i samme Stilling, som da hun forlod ham. Den Gamle var død, og Lajla lukkede hans Øine.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
I 1881 ga J. A. Friis ut verket Fra Finmarken med undertittel Skildringer. Boken ble en suksess og er med tittelen Lajla kommet ut i en rekke senere utgaver.
Verket er blanding mellom en roman og en folkelivsskildring, der historien om Lajla er ispedd beskrivelser av samenes hverdag og strid.
Hovedpersonen Lajla er datter av handelsmann Lind i Karasjok, men på vei til dåp i Kautokeino blir reinsdyrssledene angrepet av ulv og Lajla forsvinner. Foreldrene tror hun er tatt av ulven, men hun blir funnet av «Finnerne» og blir tatt vare på i huset til Aslak Laagje, en rik «Fjeldfin». Et år senere finner Laagje ut hvor Lajla hører hjemme og leverer henne tilbake til foreldrene i Karasjok, men henter henne igjen da foreldrene hennes kort tid etter dør av pest. Lajla vokser derfor opp som barn av Laagje og aner ingenting om at hun egentlig er «Nordmandspige».
Boken er filmatisert tre ganger og oversatt til en rekke språk. 1908 ble den dessuten oppført som opera i to akter med tekst og musikk av Ole Olsen.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1881
J. A. Friis var språkforsker og forfatter. Gjennom sine mange reiser nord i Norge og Finland utviklet han en stor interesse for området og dets befolkning og for samisk og finsk språk.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
