Se så! – Sæt kurven der! (peger på skrivebordet.)

Løft op den blå! (Det sker.) Ja, det passer. (Han stikker billetten ind i den. Østlie lægger buketten forsigtig i kurven. Paul Lange ser på, hvorledes han gjør det. Dernæst tar han et nyt visitkort og et nyt omslag og skriver på dette, efter å ha set i sin bog.) Den gule, Østlie! Den ja! Løft den op, – så! – Ja, den er sjælden vakker. (Stikker billetten ind.) Forsigtig! (Østlie lægger den i kurven ved siden av den andre. Paul Lange ser atter i bogen. Lægger visitkort i omslag og skriver.)

Å, hold de to andre op samtidig! – Det er selvfølgeligt, at den hvide er til bryllopsparret. Altså den andre! Men passer den til …? Å ta opigjæn den gule! (Østlie gjør så. Paul Lange ser på begge, tar ud igjæn billetten av den gule og stikker den i den andre. Og den ny billet i den gule. – Ser på den hvide buket.)

Ja, her behøver jeg ingen adresse å skrive?

Nej, Deres excellence.

Er der git ordre til å spænde for?

Ja, Deres excellence.

Så lar De kusken kjøre Dem så fort som muligt. For jeg har brug for Dem her.

Jeg har fåt en av hoteltjenerne til å være i forværelset så længe.

Det er en pålidelig mand?

I alle fald gjør han, som jeg siger. Vi har brugt ham før.

Ligevel … Kom igjæn så snart som muligt.

Hør –! Jeg gad dog vide, om det ikke var rigtigere, som jeg hadde det før? Å, – hold op igjæn den gule og violette sammen.

Forsigtig! Så! – Jo, jeg tror virkelig –! (Vil hen og bytte billetterne.) Det vil sige – naturligvis ikke! Lad det være, som det er!

Telegrammerne! … Dem kan jo dog også en anden gå med. (Tar bogen op.) Var det ikke tre idag? (ser i den.) Nei, bare to. (Tar telegrampapir av en bunke, som ligger færdig. Skriver overvejet. Ringer.)

Vil De være så god å la et bud bringe disse to telegrammer på telegrafkontoret?

Ja, Deres excellence.

Portneren kan lægge ud.

Jeg ønsker ingen mellemregning. Og da Østlie ikke er her, – vær’sgo!

Hvad kan det være? Så tidlig?

Kom ind!

Den herre er derude? I forværelset?

Ja, Deres excellence.

Hør! Kommer her et brev til mig, er De da så god å bringe det ind, – hvem der så er her.

Ja, Deres excellence. – Skal jeg be’ kammerherren komme ind?

Jeg skal selv –. Besørg De Deres ærind!

Ja, Deres excellence.

Det er den samme svite av værelser, tror jeg, Deres excellence havde siste gang?

Altid de samme.

Her er charmant! (ind i elegant formiddags toilette, behansket og med sin hat i hånden.)

Jeg kan virkelig ikke tilbageholde min beundring: – De, hr. kammerherre, så tidlig på færde?

Der kan man se, hvor lidt dog mænneskene kjænder hverandre. Hvor længe er det siden, vi mødtes første gang? Hos frøken Parsberg, tror jeg?

Det kan jeg si Dem. Det var, da frøken Parsberg satte hus. Det var i første selskab hun gav.

Apropos om frøken Parsberg! De har fåt Deres indbydelse?

Til på mandag? Jo.

Frøkenen har atter gjort mig den ære å be mig være vicevært.

Det har vel sin vanskelighed, så længe kongen er i byen?

Han rejser netop på mandag.

Ja, det er sant!

Det har været et as denne gang!

Men det har ikke tat på Dem. De ser jo udmærket ud. Som bestandig.

At nogen gider så tidlig på formiddagen –? (Paul Lange ler.)

Men lader os være højtidelige! Jeg kommer i kongeligt ærind.

Se, se!

Som mægler mellem magterne. Som ambassadør.

Vil ambassadøren behage å ta plass?

Ikke før jeg har avlæsset. –

Ja, De skjønner naturligvis, hvad det gjælder?

Jeg har en anelse.

Kongen kan ikke opgi troen på, at De vil gjøre Deres til, at regjeringen blir stående.

Og derfor skal også vi bli stående?

Nej, vi kan skam sætte os.

Jeg læser i aviserne idag, at mistillidsvotumet er indbragt.

Det skal behandles om fire dage.

Det vil sige … fredag, lørdag, søndag … på mandag altså?

Mandags formiddag.

De blir ikke færdig med det om formiddagen.

Så kommer det til å gå ud over frøken Parsbergs fest?

Ja, skal ikke også mange av tingmændene med til den? Det er jo –

– den store årlige fest til minde om hendes onkel.

Så ordner nok præsidenten det.

Fædrelandet fremfor alt! (Paul Lange ler.) For regjeringschefen vil det næppe bli nogen festdag.

Jeg har ondt av den gamle mand. Mere end jeg kan si.

Det ved kongen, og derfor forstår han ikke –? (stanser og ser på Paul Lange.)

Jeg har dog forklaret Hans Majestæt det.

Partispektaklet, ja –?

Jeg holder det ikke ud.

De har indgivet Deres avskedsansøgning, – og det forstår vi alle. Men kongen forstår ikke, hvorfor Deres excellence så ikke kan lægge et godt ord ind for Deres gamle chef? – Det vilde ha stor virkning!

Kongen overvurderer.

Ingen kan overvurdere en tale av Dem i det øjeblik, De går.

Jeg takker!

Det er kongen selv, som siger det.

Så takker jeg én gang til!

De mange og store sager på programmet –?

– Løber ingen fare. Om dem er alle enige. Hele partiet.

Men Hans Majestæt undte den gamle, højt fortjente mand å få føre dem til sejer.

Ingen under ham det hjærteligere end jeg.

Så vis det! De har det i Deres hånd?

Sæt, at De nu på mandag gir den gamle flertal? Den gamle kan gjøre meget ud av et flertal. Han er en behændig mand.

En meget behændig parlamentariker.

Det er da også det eneste, han nu er.

Den bemærkning, – var den kongens?

Nej, den er min. – (I mere overtalende tone.)

Deres excellence, der har så mange sager, som De lever for og vil arbejde frem –?

Det er for de sagers skyld jeg går.

Men netop disse sager nøder Dem engang frem igjæn.

Derfor vil jeg være opsparet. Dette var det, jeg sa kongen.

Er det ikke tredje gang, De nu går bort fra politiken?

Ikke fra politiken; men fra partispektaklet.

Det blir hvergang sværere å komme ind igjæn.

Det indser også jeg.

De skulde ta mod hjælp til det.

Hvorved?

De mener jo, at med alle fejl er regjeringens gamle chef dog den mand, som best samler vort folk?

Det mener jeg. Ubetinget.

Hvorfor så ikke si det? På mandag?

Jeg ønsker å være en opsparet kraft, altså udenfor.

Og så skulde jeg, idet samme jeg gik, gå hen og ta parti?!

Hvem ved, om De ikke kunde vinde på det?

Der kunde ydes Dem vederlag.

Vederlag –?

Det er jo ikke mere end billigt.

Dette er Deres ærind?

Dette er mit ærind.

Undskyld! (Går selv op for at åbne døren på klem.) Er det Dem, Østlie? (Åbner helt døren. Kristian Østlie kommer ind.) Det var rask besørget!

Har De brev?

Nej. (Dæmpet.) Hr. Arne Kraft.

Er han her?

Ja, Deres excellence.

Før ham ind! (Peger til højre.) Husk, å drag portièren for!

Har den tjener ikke før været hos frøken Parsberg? Hvad heder han dog –?

Kristian Østlie, søn av den gamle –

– som hun arvet efter sin onkel? Med alt det andre?

Det var ikke den sletteste del av arven.

Nej, gamle Østlie er fuldkommen.

Sønnen er endnu fuldkomnere.

Nu husker jeg! Han var med frøkenen i England? Og taler engelsk?

Jo –?

Det kommer godt ved.

Ti vederlaget, jeg talte om … (stanser, ser på Paul Lange.)

Nej, gåder gjætter jeg ikke!

Gesantskabsposten i London er ledig.

Ledig –? Ledig den?

Den, ved jeg, har De ønsket Dem.

Engang frem itiden – ja! Jeg kan ikke tænke mig en bedre retrætepost. Men jeg hadde jo ingen anelse om, at den var ledig.

Av alle, som her kan komme på tale, er Deres excellence den, som kjender England best.

Skulde Deres excellence frygte for å tabe en politisk chance ved å lægge et godt ord ind for Deres gamle chef på mandag, så er her vederlag.

I London kan Deres excellence rolig vente Deres tid. Og nyde Deres otium, – som ingen forstår å bruge bedre.

Hans Majestæts ord. – Og mine med!

Hermed har jeg røgtet mit kongelige ærind! – –

Og nu årker jeg, herren forsørge, heller ikke mere! På én gang! (sætter hatten fra sig.)

Få mig til å sidde her og lægge bomuld om den gamle kjæltringen, – som’n var en liten sjuk kjukling! Fy for fa’en!

De kunde dog ikke helt dy Dem! De hadde en parantes!

Paranteserne er mine ventiler! Ved skjæbnens onde tilskikkelser er jeg gamle sjøulk blet en fornemt indbunden bog – med nogle slemme paranteser i.

Ovenpå al denne vamle politiske snak må jeg jagu ta mig en buss! (mens han tar op sin dåse, siger han med en egen, kræmtende lyd:) Hvass! Hvass! (som rensket han halsen. Tar sig en skrå.) Jo længer jeg lever, jo inderligere avskyr jeg politikerne!

Ja, hvem kalder De så? Dog vel ikke –?

Jo, så min sjæl! Allesammen! Som mænnesker kan de være bra nok; men som politikere –?! Fra scha’erne, mikadoerne, cæsar’erne, rex’erne nedover til avisnegrene …, ja, om jeg hadde den magt å skabe fred på jorden, så tog jeg en lang kost, en kost med langt skaft, vil jeg si, – så langt, at det nådde til Konstantinopel …

Hvorfor ikke til Japan?

De har ret! Hvorfor ikke til Japan med én gang? Og syd på til Madagaskar! Til Kapstaden!! Så sopte jeg dem, pinedød, ud i havet, hele hurven! Med deres taler og depescher og ordener og kvindfolk og middager og højtideligheder, – det blev værst for fiskene, for de døde av det.

Men så fik vi andre fred! En stund! For pakket vokste vel til igjæn. Jeg tænker så ofte: vorherre må dog ha et andet liv i baghånd for os ligevæl, – trods det er præsterne, som siger det. For dette her har politikerne således rakket til, at snart er her ikke til å være. Vi må flytte ud.

Bare så ikke politikerne flytter med?

Jeg har det håb, at de hæntes undervejs. Og føres et andet sted hen. (går efter sin hat.)

Ta De mod kongens tilbud, far, og bed hele selskabet kysse Dem – (ceremonielt bukkende) med et ømt avskedskys! Jeg har den ære!

Tør jeg be’ kammerherren å bringe kongen min underdanige tak.

Førend min avskedsansøgning er invilget, tror jeg det ikke rigtig å vise mig på slottet.

Er det Deres excellences hele svar?

Ja.

Dersom Hans Majestæt spør med hensyn til gesantskabsposten? Hvad skal jeg så si?

At det er et moment. (Stilhed.)

Ikke mere?

Jeg kan ikke for øjeblikket si mere.

Au revoir!

Au revoir! (følger kammerherren ud.)

Så slap jeg da frem av fangenskabet!

Ja, du må virkelig undskylde! Men nu skal vi ordne det så, at vi kan bli alene. (Ringer.) Længe!

Jeg er ikke hjæmme. Ikke for nogen. Tag rejsetøjet bort fra forstuen, så ingen ser det.

Men kommer her brev, så –

Ja, Deres excellence! (går.)

Gud, – dersom jeg skulde ha så mange hemmeligheder, som du har –!

Ha, ha!

Og ta så mange hensyn!

Især det, ja!

Hvor mange buketter har du sendt ud i verden idag?

Ikke én eneste en!

Å –? Å –? De må være dyre blomsterne nu?

Det er de også! Uforskammet dyre!

Ja, det går an, når et rigt hjærte har en rig pung. Men hvis jeg skulde fordele så mange buketter og telegrammer pr. dag, kom jeg til å sende fejl!

Det tror jeg sandelig med! Men nu skal du være snild gut! Nu skal vi rigtig ha det hyggeligt! Jeg glæder mig til å få tale om andet end politik. Jeg har hver time på dagen været overrendt, lige siden jeg indgav min avskedsansøgning. Igår var endog stortingets præsident her!

Også jeg lykønsker dig med avskedsansøgningen! Det var godt gjort!

Å, jeg skulde ha gjort det for længe siden. Men hensynene –

Ja, du har altid havt nok av dem! Forresten: han skulde ha gåt, og ikke du! – –

Og så takker jeg dig for din idé om almindelig, tvungen folkepension. Nu har jeg studeret den. (Han ruller ut dokumentmappen.)

Jeg finder den genial. Der er løsningen! Senere eller tidligere vil det trænge igjænnem. Tak for lånet!

Det var morsomt å høre.

Det slutter sig værdig til det, du alt har sat igjænnem: Kvindernes arveret, lig mændenes, og kvindernes særeje, og en mænneskeligere kriminallov – –

Du gjør mig glad!

Kom nu, lad os sætte os og ha det koseligt!

Det er sligt, jeg kalder politik!

Jeg også!

Dette endeløse slagsmål om maden og magten folkene imellem og partierne mellem – ysch!

Du skal se, de river hverandre ihjæl, så her står igjæn bare to store blodhunde, en på hver side havet. De kan ikke nå til å få strupetag på hverandre!

Ha! Ha! – Er du i godt humør idag?

Jeg er det. Jeg er glad ved, at mistillidsvotumet endelig er indbragt.

Er du virkelig?

Naturligvis! Rent bord, for pokker! – Er ikke du?

Jeg tror ikke på nytten av de store offentlige avstraffelser. Lad os gå vor bene vej fremover, det er hovedsagen for mig.

Men når vi hindres i det?

Et par års tid –? Så falder han bort av sig selv.

Det skulde nationen vente på? Og imens undergå alle de slette inflydelser?!

Det kan dog ikke være din mening?

Men sæt dig dog ned igjen! Tag det med ro!

Jeg er kommen for å be dig ikke gi efter for det tryk, som nu øves.

Nej, du gode gud! Du også? – Får jeg da aldrig fred!

For dig selv, mener du? Eller for os?

For mig selv? Hvad vil det si?

At du aldrig med rolig samvittighed kan gå hen på mandag og støtte ham! Du minst av alle!

Ja, hvorfor?

Hvorfor? Hvorfor?

Kan du huske, da du på regjeringens vegne gjorde en indrømmelse til vor – såkaldte forbundsfælle, og regjeringens chef vilde ha ansvaret for det kastet over på dig? På dig alene! Den slyngel!

Nå, nå –!

Jeg har brev fra dig på, at du handlet i fuld overensstemmelse med ham.

Det skal jeg nårsomhelst si ham i hans åbne åsyn!

Altså! – Kan du huske, da han skrev en lang fremstilling til dig, som han læste for sine kolleger og fik sanktion på av dem, – og så sendte dig noget ganske andet? Et helt andet brev, som de ikke kjendte til!

Javist. Men hvortil drage frem slige småtterier?

«Småtterier». – Du kaldte det, ved gud, ikke småtterier dengang.

Dengang du søgte min hjælp. (Gjentar siden for sig selv et par ganger:) «Småtterier?»

Tror du, jeg har glemt det?

Men der er dog sandelig andet å mindes ved den mand end hans fejl.

Hans livslange arbejde, hans alder! Og at han for vor skyld har en nedbrudt helbred.

Vi skal mindes det! Men ikke til folkets skade. – –

Hvad sigter de love på, som du har sat igjennem? Og de forslag til love, du nu lever for?

Hvad de sigter på?

Ja.

Naturligvis på retfærdighed. På større retfærdighed.

Og du vil støtte en uretskaffen statstyrer?!

Uretskaffen?

Uvederhæftig! Usandfærdig! Ond!

Du er ikke politiker.

Hvad gjør det her?

Det skal jeg si dig!

Om du levde i et land, der sandhed og usandhed ikke altid var til å skille. Der du daglig hørte store ord, som ingen egen værdi hadde, de var bare sedler, anvisninger, – om de kunde infries eller ej, fik stå hen, … ja, hvad gjorde du så? Gav du dig til å ta dem for ægte?

Du behøver vel ikke å spørge?

Nej. For du har rejst meget, du kjender til det. Men nu forsikrer jeg dig, at det er det samme med politikerne.

De er et sådant folkefærd. Når de taler om redelighed, uredelighed, om frihed og fædreland, om troløshed, forræderi, – disse store ord betyder ikke det samme for dem som for os. De er mest bare schakbrikker i et spil. De tages alene frem, hvergang der skal vindes på dem. Ellers ligger de rolig i skuffen.

Ja, hvad vil du si med det?

Du skjønner da, at mænd, som lever i det milieu, de har sandelig ikke stort å holde sig fast til. De glider let ud. De kan ikke dømmes altfor strængt.

Ja, bliv nu ikke utålmodig! Det er så! Hverken du eller jeg kan ændre det. Jeg gjentar: de udgjør en race for sig.

Blant norske politikere har jeg mange bra venner.

End jeg? Udmærkede! Men jeg tar dem ikke altid alvorlig.

Du får undskylde, om vi andre gjør det.

Du er på fejl vej her.

Jeg?

Husk do-ut-des politiken, hvor almindelig den er! Jeg tør nok sige: den grisede do-ut-des politiken!

Du har gjort studierne derude i de store lande. Der passer det kanske.

Jeg skal si dig, min ven: når det blir politik, som du kalder så – og jeg med dig! – det, og bare det, ja, da kommer et nyt sæt av mænd! Da kan du lægge din strænge målestok. Men nu?! Det vilde være svært hårdt.

Jeg begynder å ane uråd; – agter du virkelig på mandag å støtte ham?

Det har jeg ikke sagt.

Men du gjør det?

Det beror på?

Jeg er kommet for å varsku dig! De bedste mænd og kvinder, landet ejer, står vagt her.

Handler jeg, så er det fra det inderste av min natur. Og da skal jeg også forsvare det. (Slår om.)

Men min gamle ven! Skal vi virkelig stå således mod hverandre?

Nej, det skal vi ikke! Vi er for gamle venner til det! Men vil du høre, hvordan jeg ser det?

Naturligvis.

Du sa engang: Det er hærdende å bo så langt mod nord. Hærdende for helbred og vilje.

Ja. Er ikke det sant?

Jo. Men, min ven, så må vi hærdes til mere end til å tåle kulde.

Faren er for os, at vi kan bli et vinterfolk. Uden varme, uden frugtbarhed i plan og dont. Vi har været nær ved det. Kampen har egenlig altid hos os ståt om det der: om å hugge os løs av isen.

Den kamp har aldrig lykkes så godt som nu. Den ene store sejer på den andre. Og nu sist politikens.

(Lidenskabelig.) Men så ødelægger han alt for os! På ærgjærrige spekulationer, i svig!

Alt småligt er atter oppe! Med mistænkeliggjørelse, med anklager, med forfølgelse! Vi er drevet tilbage i isen. Ungt folk er blet gammelt på det.

Andre nationer har ikke denne store, stadige fare over sig. For dem er en national skuffelse som en kort vinter, en slags hvile. For os er den hvergang livsfare!

Nej, du –: svig er det koldeste av alt koldt. Vi møder den ikke første gang i vor historie. Men det må bli siste! (Nærmere.) Paul Lange, min ven, det må bli siste!

Ja, hvad vil du?

Intet, som er mod din natur. Du skal bare ikke støtte ham på mandag.

Du ser det i stort. Og forsåvidt –.

Men her er mennesker bag! – Hvor var han os alle kjær!

Om jeg kunde ta ham på mine arme og bære ham bort fra det, – tviler du på, at jeg gjorde det? At jeg holdt det for den skjønneste dag i mit liv?

Nej, nej!

Å –! Brevet! (går opover og sier under det) Værs’go!

Er det brev?

Nej, Deres excellence. Det er … (nærmer sig Paul Lange og hvisker.)

Her, sier De?! (Han synes å ville ile ud. Betænker sig, hvisker til Østlie, som straks går. Paul Lange fremover til Arne Kraft.)

Du må ikke ta det ilde op; men – – der hænder undertiden det, man ikke har forudset.

Atter hemmeligheder! Du har vel et gjemmested på den andre siden også?

– Ja, dette betyder, at jeg skal gå?

Nej. Det vil si – jo naturligvis! Men du må ikke ta det fortrydelig op?

Nej, kjære –! Giv mig så et grejt løfte!

Netop nu …? Kan du ikke vente til i eftermiddag?

Blir han mindre skyldig i eftermiddag? Eller skulde retfærdigheden få en anden kurs f. ex. klokken fem?

Du har ret. – Lad gå!

Du lover os det?

Jeg lover dere det.

Ja, ikke fordi du vil bli mig kvit …?

Nej, nej! Jeg lover å bli borte på mandag.

Vi har dit ord? Dit højtidelige ord?

Ja! (lægger sin hånd i hans.)

Tak! Det ventet jeg av dig! Jeg kan si, jeg var ikke gåt uden det. – Farvel!

Du har altid villet mit vel! (lægger armen over hans skulder, idet de går sammen opover.) Jeg har dig så meget å takke.

End jeg dig –!

Ja, nu er jeg glad! Også for din skyld! Nu ved jeg, det vil gå dig godt! – –

Hvad er det?

Nej, det må jeg dog vide, før jeg går! Du sa «småtterier» før. Men nu ved jeg, at da du skrev til mig om regjeringschefens troløshed, da var der noget, du dulgte. Noget jeg har fåt høre siden. Nu nylig.

Og det er?

At du tog dig det så forfærdelig nær! Så over alle grænser! Er det sant?

Det var lige efter min hustrus død. Jeg var meget oprevet dengang.

De sier, – jeg ved næsten ikke, hvordan jeg skal udtrykke det? Det har grebet mig. Jeg kan ikke gå det forbi, nu, jeg står over for dig igjen. – De sier, – at det næsten gik på livet løst? – Kjære ven?

De sier så meget. –

Jeg vil nødig tale om det. Men jeg må nok spørge: hvad har man så venner til? –

Farvel! (rækker hånden ud.)

Ja men …? Går det aldrig dig så, at sommetider blir alting så umuligt, så – så skiddent? Det er usømmeligt å være med længer?

Aldrig!

Nej, nej! Du er en anden natur. (Sky.) Så folk virkelig taler om det?

Ja, de, som var sammen med dig dengang. –

Så går jeg!

Tak fordi du kom! Tak!

Nej, følg mig ikke ud! Jeg mærker jo, at …

Farvel da!

Farvel! (ud.)

At jeg blev minnet om det nu? Jeg får slig angst! (Ser mod døren til højre.) Hvad går jeg imøde? (Flætter sine hænder sammen foran sig. Bekjæmper sig. Frejdig frem mod døren. Da stanser han atter som for å hente ånde. Så ud.)

De har forskjellige gjemmesteder, synes det? Jeg er virkelig glad ved å befris fra mit.

Jeg hadde jo ingen anelse om …! Her var nogen, som –. De må endelig undskylde!

Det forbauser Dem, ser jeg, at jeg kommer selv?

Jeg tilstår, det forvirrer mig. De har det mod, som –

– De ikke har?

Det vil sige, De må endelig ikke sætte det på debetsiden av min konto hos Dem!

Ja, hvorfor ikke?

Det kan jo være, det bare er overfor Dem, jeg mangler mod.

Kanske? Nå, – for at De kan komme Dem lidt, vil jeg begynde med en forretningssag – – (Hun frir sig samtidig fra kåben.)

Tør jeg hjælpe Dem – –?

Tak! (Mens hun taler, tar hun alt yttertøj av.) Gamle Østlie er dårlig. Jeg tør ikke bruge ham på mandag. Vil De låne meg Kristian?

Med største fornøjelse!

Tak! – Ja, nu er jeg altså her! For De skal ikke undgå å tale med mig!

Igrunden kunde intet dejligere hænde.

Vi sætter os?

Der kan De se, som jeg er –!

Her? – (Hun vil sætte sig.)

Jeg har læst Deres brev. – Nej, det er ikke nødvendigt å si noget! – Jeg bare begynder med begyndelsen.

Nu, De sidder her foran mig, … ja, før også … det vil si naturligvis straks det var sendt, forstod jeg ikke, at jeg hadde vovet det.

Da kan jeg så godt forstå det. Det kom ikke overraskende! (ler.)

De har vist mig så megen godhed. Uden det hadde jeg naturligvis ikke … (stanser.)

Sådan er mændene! Når man viser dem godhed, får de straks en ret. Nemlig ret til mere.

Nej, tro ikke det om mig! Hvordan skulde jeg vove å indbilde mig noget overfor Deres exceptionelle stilling –?

Det synes mig dog virkelig, som her er syn for sagn! (ler.) Det var ellers udmærket skrevet, Deres brev. Kunde vi ta det så let, var jeg ikke kommet.

Så let? – Det gjør mig ondt å høre. Der er gåt måneders overvejelse forud.

Det tviler jeg ikke om. De tar vist ingenting let. Men når jeg nu er blet, hvad man kalder «en ældre pige» – og jeg har dog ikke manglet friere –

– Nej, naturligvis! Vi har jo alle hørt – – (stanser.) – –

– så må det vel ha sin grund. Det har for mig ikke været «let».

Således! Omforladelse!

Jeg mener bare, her er meget å få opgjort. Som De ikke har rørt ved.

Således! Naturligvis!

Vi må komme til å kjende hverandre, eller rettere: vi må bytte ud det kjendskab, vi har til hverandre. Efter Deres brev kan vi ikke længer lege blindebuk.

Det har vi da aldrig gjort!

Vi kan ikke længer vedbli å si hverandre bare ottendedelen av, hvad vi tænker. Derpå beror jo alt selskabeligt samkvem.

Således!

Jeg mener, at nu må vi tale ud. Derfor er jeg kommet.

Jeg kan ikke modsætte mig det, når De vil. Men – (stanser.)

Det piner Dem?

Nej. – Det vil si: jo, naturligvis, det piner mig! (Ser hende le.) Det piner mig, at De tar det på denne måde. Rent ud sagt: Lad mig heller få Deres svar uden forklaring! (Rejser sig.) Jeg forstår jo nu, hvad det indeholder. Jeg bér Dem om det! Vi var to gamle venner. Jeg i al fald har ingen bedre. Har aldrig hat. Deres venskab er min største lykke.

Jeg forstår Dem virkelig ikke.

Lad det brev være uskrevet! Lad det være som det var, vort venskab, før det brev kom! Hvis det er Dem muligt?

Ta det roligt! Sæt Dem! – Ja, jeg svarer Dem ikke, før De har sat Dem.

Det er ikke længer muligt. Vort venskab kan ikke mere være som det var.

Det kan ikke –?! (vil rejse sig, men husker han skal sidde.)

Et sådant brev er dog et indbrud.

Hvad siger De, frøken –?

Et indbrud i rum, som til da var stængte.

Så har der været gjort mange indbrud hos Dem, frøken.

Ingen anden kom ind. For alle andre var hele huset stængt. Og forblev stængt. Men De derimod var jo inde, De har været der i mange år. Dog har flere rum forblet stængte også for Dem. Og det kan de nu ikke længer være. Efter Deres brev. De gjemte ting, vi aldrig har sagt hverandre, nu må de siges. Herefter vilde vi ikke kunne tale om noget uden å tænke på det, vi ikke har talt om; ikke taler om.

De har ret. Desværre De har ret. –

Blir De ræd ved det?

Ikke netop ræd. Det vil sige: jo naturligvis, jeg blir ræd! Jeg kjender Deres oprigtighed. Den er frygtelig. Især Deres spørsmål.

Og her er jeg sky. Av grunde, som De ikke kan kjende.

Kanske dog? Men hvad min oprigtighed angår, – når man vælger å leve, som jeg har valgt, ugift, alene altså, og dog på første linje, med åbent hus, venner om sig, indflydelse på dem, og lidt av det, man kalder magt, … da er vilkåret, det første, uomgjængelige vilkår: å være oprigtig. Til alle sider oprigtig. Leve således, at man tør være det.

Det har jeg altid forståt.

Ærligheden er mit livs luft. Men det klima er ikke altid mildt. (ler.)

Nej.

Og dog ønsker De å leve i det?

Under Deres værn? Ja.

– For da å åbne lidt på et av de stængte rum: De har længe syntes godt om mig, Paul Lange?

Jeg har det, frøken Parsberg!

Også da … da De ikke hadde lov til det?

Også da.

Men De sa ikke et éneste ord.

Jeg voved det ikke.

Det kunde jeg godt lide. (Stilhed.)

Deres hustru døde, og De sa heller intet.

Det skyldte jeg hende.

Det skyldte De hende.

Nu først kommer De. De kommer som statsminister og excellence. Tør jeg tro, at De næppe var kommet, før De blev det?

Er det Dem ubehageligt?

De skal svare mig!

Det er som De siger.

De tror, jeg er glad i titler?

Jeg sætter Dem så højt, at jeg ellers ikke hadde vovet – – (stanser.)

– å fri til mig! Uden som statsminister og excellence! Det skulde ikke være å undervurdere mig, Paul Lange? (Han forskrækkes.) Var det med høje titler og rang, jeg vilde gifte mig, så var jeg længst gift.

Men bedste frøken, De misforstår mig!

De forbytter bestemt Deres eget syn på disse ting med mit? (ler.)

De glemmer, frøken, hvad jeg skrev, at jeg står i færd med å si fra mig begge dele, både statsministeren og excellencen. Jeg skrev også hvorfor. Så De må vise mig den retfærdighed å huske, at der er ting, jeg sætter højere end det å være statsminister og excellence.

Tror De, jeg sad her uden det?

Nej! Jeg takker Dem for de ord! Men jeg må få lov å finde det besynderligt, at De ligefuldt siger sådant. Jeg kommer til Dem, netop som jeg vil frasige mig både rang og titler. Det er først, når jeg har bestemt mig til det, at jeg sender Dem mit … (stanser.)

De stanser? (ler.) De tør ikke nævne ordet? Frierbrev. Det er også et morsomt ord. Frierbrev? (ler.) De har sendt mig et frierbrev! (ler.)

Istedetfor å komme selv! Desværre jeg har det. Er det bare komisk? At jeg ikke torde? At jeg overfor Dem har så megen ærbødighed? Jeg kan nok sige undseelse. For mig står et sådant møde med Dem, et avslag av Dem, kanske en liden latter … så frygtelig, at jeg – – (Stilhed.) Jeg kunde ikke. Jeg –

– Min kjære ven, det er helt Dem selv! Jeg har uret. De må også få være Dem selv! De vil gjemme Dem væk, og jeg vil ha frisprog.

Må jeg få lov å fuldføre min sætning fra før –?

De har næppe fuldført en eneste sætning, siden jeg kom!

Det var kanske ikke min skyld alene?

Kanske! – Og nu får De ikke fuldføre denne heller! De skriver og spør, om jeg vil dele Deres liv som fri mand? Leve med Dem for reformatoriske planer, som De ved, jeg elsker?

Sådan er det.

Oversat fra Deres sprog i mit, siger De til mig: Jeg gjør nu et meget vovsomt sprang bort fra politiken – og ud i det uvisse. Menneskene kan bli træt av sligt. Menneskene kan glemme å kalde på mig den tredje gang. – Tænkte De ikke omtrent så?

Fuldkommen rigtig.

Derfor sa De Dem selv: Om den snille Tora Parsberg nu vilde slå følge, så vi gjorde det sprang sammen?

Men frøken –? (springer op.)

Så vilde kanske spranget ud i det uvisse ikke være så uvisst endda. Og ferietiden blev meget morsommere.

Dette er å ta al poesi av det.

Ja, den poesi, som lever av det halvdunkle. Av halvdunkel moral og halvdunkel intelligens. Den er ikke Deres og ikke min. Nej, klar helt ned i dybderne! Det har også sin poesi, og den er større. (Rejser sig.) Trods alt, og over alt andet, er De politiker, Paul Lange. De regner med virkeligheden. Og regner rigtig. (ler.) Selv i det stykke med statsministeren og excellencen regner De rigtig. Jeg bryr mig meget om, at De ærer mig.

Frøken!

Jeg har rejst mig bare for å hente Dem ned til mig igjen. Kom nu, så sætter vi os! (De gjør så.)

Så er vi gode venner igjen, ikke sant?

Om vi er?!

Vi har jo været det, fra vi var unge.

Fra vi var unge? Desværre, De er adskillig yngre end jeg. Og De er ung endnu, mens jeg –. Jeg kom så sent til.

Dengang jeg var ung –

– Helt ung! –

Dengang jeg var «helt ung», fridde ingen til mig. Ikke engang De.

Skal De nu på flugt igjen?

Sagen var, at dengang var jeg fattig og forældreløs. Og ingen vidste, at jeg skulde bli rig. Én undtagen. Han, som vilde gjøre mig til sin arving. Og en til: Jeg selv.

Han hadde sagt Dem det?!

Endog før jeg var halvvoksen! Men jeg måtte ikke la mig mærke med det. Det var vilkåret.

Det holdt De?

Ubønhørlig.

Sandelig, det var godt gjort.

Ja, var det ikke? Jeg tror, han vilde prøve, om jeg var værdig.

Kanske gi Dem noget å få karakter på.

Hemmelig rygstød. Kanske? Mod bedstefars despoti? Jeg tror det. Men i hvert fald: han satte mig op på en høj udsigt. Derfra tog mange forhold sig anderledes ud.

Naturligvis! Dette er interessant.

Jeg så også på Deres forhold, Paul Lange!

Ak ja, mine! De var ikke heldige.

De arbejdet for en stor fremtid, De var ærgjærrig, vilde vide alt, se alt. Og så rodde De Dem for langt ud og kom i stor gjæld. De var for sangvinsk.

Og uerfaren. Fremfor alt uerfaren.

De led.

Forfærdelig! Mer end nogen kan tænke sig.

Lad os ikke tale om det!

Ja, er De ikke over det der endnu?

Jeg kommer aldrig over det, frøken!

Ikke før der tales åbent om det, Paul Lange.

Om det der?

Mellem os to, mener jeg.

Skal vi rippe op i det der også?

Det er især derfor, jeg er her.

Ja frøken – med al min ærbødighed – – (rejser sig.) da kommer De til å tale uden mig. For jeg tåler det ikke.

De burde finde så megen tillid til mig, at De stoler på, jeg har mit mål med det. Og at det ikke er for å gjøre Dem ondt.

Men det gjør mig ondt! Mere end De kan forestille Dem, som altid har hat det godt.

Tror De? De burde dog først høre!

Jeg kan ikke! De må da forstå hvorfor.

Javist forstår jeg! Men netop derfor vil jeg!

Kom nu og sæt Dem!

De gjør den stol til et torturredskab.

Ja, – som får os til å tale sanhed! Livet, ved De, grundlægges på sanhed.

Nuvel, – sanheden er jeg ikke ræd. (Sætter sig.) Det er Dem jeg er ræd.

De er ræd, jeg skal vide, at dengang De var som mest fortvilet, fridde De til en meget rig pige. Og fik kurven. (ler.)

Ja. De vil endelig, at jeg skal føle mig latterlig i Deres øjne?

Jeg finder ikke dette egenlig latterlig. Det var et uhæld. Som så mange har hat! Forøvrigt en fuldkommen redelig sag. De hadde gjort Deres store udlæg, hun fik gjøre sine. Ellers var livet blet stængt for Dem, før De fik begynde.

Sådan var det.

Det værste var, at De fridde én gang til og atter fik en kurv! (ler.)

Ja, der ler De dog!

Av Deres forskrækkelse! Det er umuligt andet. (ler).

Man hadde gjort en sammensværgelse mod Dem. Som De skyldte Deres lattermilde venner. Vor by var liden dengang og uden anden interesse end sladder.

Men kanske undskylder ikke det mig.

Nu har De altså nævnt det. Jeg forstår Deres gode mening med det. De vil hjælpe mig over Deres Nej! Men det behøver De ikke, frøken. Heller: la mort sans phrase! De ser jo, at sådanne avslag ikke har knækket mig. Så De behøver ikke å nære frygt. De ser, jeg flygter heller ikke.

Min ven –!

Allermindst vil jeg ha ondt for å bære et avslag av Dem! De står så højt; jeg finder det bare naturligt.

Fejlen er, at jeg i månedsvis har gåt og kjælet for en gammel, kjær tanke og formet et brev på den. Bygget det op, sætning for sætning, om en stor indre sanhed. Men den svarer ikke til virkeligheden.

Jeg beklager det meget.

Men så bør De ikke beklage, at jeg sætter virkeligheden ind!

Jeg var dengang ikke helt voksen. Jeg så denne unge statelige mand …

Vi mødtes ofte!

Jeg hørte om Deres store ævner og høje planer. Jeg hørte også om Deres forlegenhed. Og om hjærteløsheden – og latteren! Ved De, at da dirret jeg av harm?

Er det muligt?

Jeg vidste det (for jeg følte det!), at for Deres nærtagende natur var dette en farlig spøg; en meget farlig! (Paul Lange bøjer hodet.) Jeg vidste, at De vilde ha båret hende, som hjalp Dem, på Deres arme! Ja, som De også gjorde, da De forsvant ifra os – og kom igjen med den kvinde, som var blet Deres hustru.

De var god mod hende!

Hun kunde ikke vort sprog. Her var dengang ikke mange kvinder, som talte hendes. Mellem lutter fremmede vokser ofte op trang til en fortrolig.

Og det blev Dem.

Hun fortalte mig, hvad De hadde sagt hende om Dem selv. Det var vist ikke alt?

Hvem siger alt?

Ikke De. De har den forfængelighed å ville skjule Deres ufuldkommenheder. Men da ses de ofte meget bedre! (ler.) Hun var vittig!

Meget vittig.

Men hun hadde forståelsen! Hun ryddet da også alle hindringer bort; hun åbnet livet for Dem!

Velsignet være hendes minde!

Ja! (Stilhed.)

I de tolv års ægteskab var De den, som gav, Paul Lange.

Jeg gjorde ikke på langt nær min skyldighed. Så god, som hun var.

Idag skal alt omtales! Selv den fejl, hun drog med ind i ægteskabet.

Selv den! Jeg vil la Dem forstå, min ven, at jeg har fulgt Dem.

Hun var ældre, hun var syg. Hun lå den meste tid tilsengs. I al den tid var De om hende, taknemlig, tro, og dækket over. De glædet hende, De hjalp hende. De ophøjet hende i Deres hensynsfuldhed. Hun lå som på en trone. Hun kjændte sig fuldkommen lykkelig. Ja, hun sværmet! Og som det går alle gode naturer, gik det Deres: De fik kjærlighed til den, De selv var god mod.

Nu burde alle ha kunnet se, hvem De var! Jeg kjender ikke Deres mage. Min beundring for Dem i disse tolv år, Paul Lange, har været uden grænser.

Å høre Dem si det?

Ja, nu glæder det Dem! Men hvordan kunde det glædet Dem, dersom jeg ikke først hadde rørt ved det, som gjorde Dem ondt?

De har ret. De er god.

Dette har spillet en rolle i mit liv. Hvad De er som offenlig mand, og hvad De lever for, taler jeg ikke om. Det er Deres hensynsfuldhed, godhed og taknemlighed, Paul Lange, Deres varsomme form, der har rejst et ideal i mig, som ingen anden kunde stå for! Derfor, da De nu kom, så kunde jeg ikke som De holde mig på avstand. Jeg måtte herhen! Og da jeg så Deres forskrækkelse, kunde jeg ikke bare mig, – lykken gjør overmodig! Desuden vilde jeg gjøre Dem helt tryg på mig. Da måtte De vide, at jeg vidste alt, og at netop derfor, – her er jeg, Paul Lange!

Men du evige gud –!!

Men, min ven! (vil rejse ham.)

Jeg må få gjøre, som jeg føler. Og således føler jeg. – –

Lad os dog være glade sammen!

Det kom for uventet. Og er for meget på én gang. Bliv ikke forundret. Du ved ikke – – (må stanse.)

Min ædle, min kjære ven, vi er ikke to unge mennesker. Vi behøver ikke de store ord.

Jeg taler som jeg føler. Men jeg kan ikke få det frem! Min trang, – jeg har jo altid stængt for den. Den har vistnok også været for stor. Så, når jeg nu skal til … – (bevæges igjen, men tvinger det ned.) Det å savne så længe, – tilgiv!

Du gav selv med fulde hænder! Ofte overstrømmende.

Det var intet. Ikke til å tale om. Men hvad jeg fik igjen, var ikke nok! Jeg trængte så umådelig mere! Jeg vænnet mig til å se på mig selv som – som var jeg ikke normal. Jeg måtte vogte mig.

Du er så god!

Å, dette «du»! Det «du»! (kysser hendes hænder.) En ukjendt livsvarme. Noget nærere ved mig end alt hidtil.

Jeg elsker dig!

At jeg –! At jeg –! Sig det én gang til!

Jeg elsker dig!

For en sang! For en ny følelse!

Jeg, som kom i ydmyghed og bad om følge. Du nævnte ordet, for du ved alt! Ja, le nu ikke av mig! Jo, jo, le så meget du vil! Min gamle frygt for latter meldte sig for siste, for allersiste gang! Din lyse tro på mig smelter al usikkerhed i mig!

Så veltalende!

Og for lidt siden fant jeg ikke engang de almindeligste ord! Det går som med den byrde, du har løftet av mit liv. Bare ved å nævne alt ondt i det.

Jeg forstår dig, jeg takker dig! Jeg rejser mit hode som fri mand. Jeg står foran dig klar, øje til øje. Jeg trodde ikke, jeg skulde stå sådan foran nogen. Fra nu av lægger jeg hånden på plogen, der furen skal gå, og ser frem, bare bent frem!

Først endnu én gang … lad mig føle dig! Dette kommer aldrig igjen!

Hvad er det? Her kan ingen komme ind.

Jeg ber meget om undskyldning. Men jeg trodde ikke å kunne …

Si det kun højt!

Det er kammerherren, som ber mig uopholdelig melde, at han er overbringer av et egenhændigt brev fra Hans Majestæt kongen.

Så forsvinder jeg! (Vil gå ind i værelset hun kom fra). Det er sant!

Nej, nej! – Værs’go, Østlie, å før kammerherren didind. Bed ham vente.

Ja, Deres excellence. (ud.)

Må jeg ikke gå?

Nej!

Hvad kan det være, kongen vil dig? – Du går jo ud av regjeringen?

Ja. – Men kongen byder mig gesantskabsposten i London.

Er det sandt? – Å, ta den! Så forsvinder vi! I Londonnertågen!

Siger du –?

Ja! Det store verdenscentrum, du! Og vor lille lykke skjult i den. Å, tag mod!

Du vil det –?

Det dejligste jeg kunde tænke mig! Og det kom netop nu! For et varsel! (Ser på Paul Lange.) Har han sat noget vilkår?

Du gjætter alt! Tænk, for fremtiden å leve sammen med en, som –!

Du skal forsvare den gamle på mandag?

Det også gjætter du –?!

Det ligger jo i situationen. (hun går til sit tøj.)

Hvad siger du til det?

Jeg holder ikke av offenlige avstraffelser. Jeg tror ikke, der vindes noget på dem. Sæt ind det ny! Det er hovedsagen.

«Sæt ind det ny. Det er hovedsagen.» Hvor ofte har jeg ikke sagt det samme?

Så kan du jo også si det på mandag?

Ja, det vilde ligge min natur meget nærmere!

Javist. – Er der nogen, som tviler om det?

Jeg har ikke et øjebliks fred.

Så andre vil si dig, hvad som falder dig naturlig? (Ler. Hun er nu færdig.) Se så!

Hvordan skal jeg –!

Ti stille: jeg elsker dig! Jeg er den lykkeligste i gamle Norge! (De tar avsked. Han følger hende opover. Hun vender sig og ser sig om:)

Farvel herinde!

Tak!

Nå –? Har De ikke åbnet?

Jeg tror, jeg må gjøre Deres excellence opmærksom på den parfüme, her er. Den er ikke sædvanlig.

Ja, hvad mener De med det, Østlie?

At Deres excellence måske burde tale med kammerherren derinde?

De er vor gode ven, Østlie.

Det skal jeg gjøre. (mod døren til højre.)

Skal jeg lufte?

Nej, nej! (ind til højre.)