Nu lægger du mit yttertøj tilside, så ingen ser det.

Ja, frøken.

Er her varmt, frøken?

Her er for varmt.

Hans excellence kunde idag ikke få det varmt nok.

Jeg skal sætte op døren til –

Men som du ser ud, Kristian?

Hvad mener frøkenen?

Du er jo ligbleg! (ræd.) Har her hændt noget?

Jeg er nattevåg, frøken.

Hvorfor? Du kom da tidlig hjem fra mig? Klokken 1, tænker jeg?

Så omtrent.

Da var dog Paul Lange kommen?

Hans excellence var kommen.

Har heller ikke han sovet?

Ikke et blund. (Kort stilhed.) Og derfor kunde ikke jeg.

Kristian?

Ja, frøken!

Jeg har heller ikke sovet. For da han rejste uden å si farvel, anet jeg uråd.

Han er nu ganske som dengang før, han blev syg. Dengang intrigerne mod ham … ja, De ved?

Jeg ved, jeg ved. Jeg tænkte på det i hele nat. – (For sig.) Forfærdelig!

Hvad foretog han sig?

Han gik frem og tilbage her. – Og så skrev han.

Hvordan så du det?

Derfra. (peger bagover mod døren.) Og så var jeg to ganger inde for å lægge på kaminen.

Sa han da noget?

«Er De endnu ikke i seng, Østlie?» Ikke mere.

Læste han morgenaviserne?

Allesammen.

Det var ikke til å hindre?

Det var ikke til å hindre.

Du lod ham da ikke gå ud alene, Kristian?

Nej, – sekretæren kom og hentet ham. Da hadde hans excellence badet og drukket kaffe.

Jeg gik til og fra igår aftes. Jeg er jo bare en tjener. Men jeg tænkte ved mig selv: det er ikke let å dømme et menneske som ham.

Han har ofte været så tungsindig i det siste.

Der er han! (Nærmere, bønligt, hastigt.) Frøken!

Ingen anden kan –!

Bare så jeg kan –! (tørrer rask sine øjne.)

Jo, – det er mig! (nærmere.) Du er ikke glad ved å se mig?

Kan du spørge? Det vil si, jeg er naturligvis forskrækket over, at du er ude så tidlig. Og i sådan kulde. Jeg virkelig fryser. Og det skjønt jeg har gåt en rask tur. Vi må få mere i kaminen. (ringer.)

Ja, her er koldt.

Lad os få mere i kaminen, Østlie. Her er rigtig koldt.

Og derinde også? Eller kanske den dør skal lukkes?

Den dør skal lukkes.

Å, lad mig få et glas kognak – (vendt mod Tora Parsberg), hvis De tillader, frøken?

Bevar’s!

Og du, som rejste igår aftes uden å ta farvel?

Jeg kunde ikke.

Det er derfor, jeg er her.

Hvad jeg sætter uendelig pris på. Men jeg var naturligvis kommen til dig.

Mange tak! – Jeg skjænker selv i. Undskyld, frøken!

Gjorde det ikke godt?

Jo. Men jeg er ikke vant til det.

Du føler dig dog vel? Du ser godt ud.

Gjør jeg?

Udmærket. Du er en stærk mand.

Det tror jeg også selv.

Bare jeg fik være ifred.

For slige dumme sammensværgelser, mener du?

«Sammensværgelser»? – Det er ordet!

Jeg har ingen magt over den onde gamle mand. Men sligt narrer dog ikke dig?

Har du læst aviserne for idag?

Javist.

Telegrammerne fra Stockholm?

På bestilling herfra? Altsammen har jeg læst.

De stakkars mennesker! De må holde på om natten også.

Jeg gad se telegrammerne, som idag går udover til verden.

Og glemmes imorgen. –

Men jeg kommer med noget, som er vigtigere.

Gjør du? Og det er –?

Kom lad os sætte os!

Undskyld, at jeg ikke har –!

Altså, – du vilde ikke, vi skulde deklarere vor forlovelse igårkvæld?

Jeg kunde ikke.

Nå – nå! Vi behøver jo slet ikke å deklarere den. (Venter; men han siger intet.)

Vi kan ta det helt anderledes. Jeg kommer for å foreslå dig det. – Men du må høre på mig.

Jeg hører!

Du ser ikke engang på mig.

Der er ligesom andre røster også.

Har du ikke sovet godt inat?

Jo tak! Nok så bra.

Hvad var det, du vilde si?

At vi skulde gjøre en udenlandsrejse sammen. Og begynde den, – ja, som idag. Om to timer?

Om to timer? Men vi kan da ikke rejse sammen, uden først å være –?

gifte? Vi gifter os f. ex. i Kjøbenhavn? Eller et andet sted undervejs.

Jeg har ingen forberedelser å gjøre. Vel heller ikke du? Mine papirer har jeg hos mig.

Jeg forstår jo, hvad du byder mig. Jeg er dig dybt taknemmelig. Og var intet kommet ivejen, så –.

Hvad er kommet ivejen?

Igår hadde du tat mod et sådant forslag.

Der er hundre år fra igår til idag.

Er ikke det vel meget?

Jeg foreslår, der bare er nogen timer. Og i de timer er vi to blet stærkere i den kunst å stå sammen.

Det er en stor kunst! Kanske den største av alle. –

Når det kommer til stykke, er det den, jeg har forsømt. Å stå sammen med andre. Nu tildags må en ta parti. Og slå et slag for partiet. Ellers har man ingen venner. Jeg har bare fiender.

Jeg tænkte, du hadde mig?

Kjære, undskyld! Min tanke kom på avveje.

Hvad var det du vilde si mig?

Det nytter vist ikke å nævne det, før du har fåt sagt, hvad du tænker på. Der er noget –?

Ja, der er. – Et spørsmål. Får jeg gjøre dig et spørsmål? Et eneste ét!

Hvis det ikke er for dybsindigt for mig?

Jeg skammer mig næsten for å fremsætte det. Men dig kan jeg jo sige alt?

Alt.

Er jeg en pøbel?

Om du –? (ler.)

Hvorfor behandler de altid mig som en – som en pøbel?

Det spør du om?

Er det dog ikke besynderligt, at de netop udvælger mig? Ingen anden behandler de sådan.

Nej, nu gjør du dig selv formegen ære. Det plejer ellers ikke å være din fejl.

Ved gud, jeg trodde ikke, der var noget av en pøbel ved mig.

Nej, i så fald var du fri dem! For det er ikke sit eget man hader. (munter.) I almindelighed, da!

Altid opigjen disse historier fra min ungdom. Min fortvilelses tid. Har jeg da intet andet gjort?

Musik, min ven! Bare musik! De har mange sådanne stykker stående. De sætter dem ind i lirekassen, efter som de begjæres. Du ved da det, du?

Ja, – det er sant. Jeg ved det jo.

Men de må gå ud ifra, at således ser folk på mig. Dette er mit rygte. Ellers tog de ikke til dette.

De lader som de tror det! Det narrer mange.

Ser du! Det narrer mange!

Men det må da ikke narre os?

Nej. Nej vist.

Tilgiv mig, Paul Lange: er dette virkelig dit spørsmål?

Ja, tilgiv mig, du!

Skal jeg la mig nøje med det?

Hvad er det, min ven! Tal ud! Tal ud til mig!

Hvis jeg kunde.

Du undselige gjemmer! Jeg trodde, du nu var tryg på mig?

Du vil ikke kunne forstå det. Ikke engang du. Det blev også formeget! Såmange års hemmelige lidelser! Og svaghed. Og fejghed. (I udbrud.) Der er ikke det sted på mig, som ikke har et sår! – Om alle disse sårmunde gav sig til å sladdre? Du gode gud! Hvem vilde holde det ud? Og så hæslig da! Jeg har ligesom ikke vidst det før inat. Men som du hører: nu tilstår jeg det ærligt! Jeg er kommen did, hvor ingen forstillelse længer er nødvendig. Så det er ikke derfor jeg tier. – –

Nej, – bed mig ikke! Det gjør ondt!

Jesus Kristus, hvor er du ulykkelig!

Lykkelig er jeg ikke. Nej. – –

Min store, stoute ven, – hvad har, – hvem har således kunnet overvinde dig? I dig selv, mener jeg! I dig selv! For i alle andres tanker er du ikke overvunden! De kjæmper jo som vanvittige mod dig! Der er ikke det våben til, som de jo må ta til. Så stærk tror de dig!

Du har ret. Det er igrunden sant.

Men hvorfor så gi tabt inde i dig selv? – Og så med én gang!

Ikke med én gang! Ej heller for noget enkelt. Nej, det daglige, det endeløse, det onde! Først i nat blev det til sum.

Hvorfor ikke før?

Det siger jeg ikke. (Han går.)

Du siger det! Vi må tale om det! Bare det kan hjælpe dig, Paul Lange!

Jeg kan ikke! Og vil ikke! – – Nej, bed mig ikke om det!

Så siger jeg det!

Nej, nej!

– – – – – –

Skal vi så ikke tale videre om det, jeg kom for?

Jo, – vi sætter os.

Hvad siger du til, at vi rejser herfra? Endnu idag? Straks? Vi tar Kristian med, så er vi uden omsorg. –

Bort fra dette her, skjønner du! Ind i en luft, som er aldeles fri for dette giftstof. Hvad siger du til det?

At det vilde være en illusjon. Vore tanker fødes av vor fortid. Og følger os.

Får jeg lov å minde dig om, – at også jeg følger?

Gud velsigne dig! Men netop det –, nej, få mig ikke til å tale! Det blev også formeget. Jeg siger dig det forud.

Føler du ikke, som du nu ydmyger mig? Krænker mig?

Jeg? – Dig?!

Så længe det gjaldt å dele ære og arbejde, tog du mig med! Men du holder mig ikke istand til å stå hos dig i fare. I sorg. Da nægter du mig endog fortrolighed.

Nej, nej, ikke således! For guds skyld ikke således. Men – «ta dig med», som du siger? Vi er jo dog ikke gifte. Det vilde ikke være forsvarlig.

Er vi ikke gifte?! Jeg ved ikke andet av. Ceremonierne er ingen ting for mig. Bare lovkrav. Er de mere for dig?

Nej.Men jeg kan ikke overse, at endnu står vi, så vi har valg.

Ikke jeg. Jeg har ikke valg! Til en pagt hører to. Men undertiden hører også to til å løse den. Og her er det så.

Du vil ikke løse den?!

Ikke så længe der er liv i mig. (rejser sig.)

Ja, da –!

Vilde du egenlig, jeg skulde være anderledes?

Nej. – Men hvordan vil du så egenlig ha mig?

Ligedan!

Ja, hvis kårene var de samme, eller jeg i dit sted. (Rejser sig.) Men nu er jeg væltet overende. I den værste skjænsel, som bagvaskelsens kunster kan få istand. Jeg ligger i gadens søle, de sparker, de spytter. Og da skulde jeg si til en kvinde, der står højt og frit som du, som ingen anden i vort land: bøj dig lidt ned over mig, så jeg kan skjules i glansen av dig! Eller jeg skulde bede dig om å løfte mig op og flyve væk med mig, over hoderne på dem, til udlandet, – der hører og ser vi intet mere til dem?

Da først vilde jeg rigtig være ruineret. Endnu er jeg det ikke.

Nej, lad mig få tale ud! Jeg sætter, jeg kan rejse mig ved egen kraft. Jeg tror nemlig, jeg kan, – at sige, hvis jeg vil. Der er nemlig ting, man ikke mere vil. Men jeg sætter jeg vil – og kan, … jeg skulde da med dette hundekobbel i hælene først og fremmest søge dig op og bede dig følge mig videre?! Mens du endnu står frit og har valg?! – Ja, her er slet ikke tale om, hvordan du ser på dette!

Her gjælder det, hvordan jeg ser på det. Og i mine øjne er det det værste, jeg nu kunde gjøre.

Du talte om, jeg skulde ikke ydmyge dig. Nej, gud bevare mig for det! Men du må heller ikke ydmyge mig.

Å, du evige –!

Ja, jeg vidste, hvor svært du vilde ha – bare for å forstå mig! Du, som fra den tidlige ungdom av har hat råd til å leve uforfærdet oprigtig. Kan du tænke dig, hvordan en har hat det, som er blet skræmt? Skræmt i sin tidlige ungdom? Inde i selve livsvilkåret. Jeg mener ærens og ævnens. For det blev jeg.

Ved du, at da har arbejdet ikke længer bare mål i sig selv. Der er kommet noget til, som det må løbe omkaps med. Som det må vinde over. Hver dag vinde over. Og så gjælder det freden til å arbejde. Den er der ikke længer av sig selv. Den må kjøbes; bestandig kjøbes på ny. I den mest trættende hensynsfuldhed, i høflighed uden nogen forsømmelse, – for der er kommet frygt med i alt. Derfor blir det også et liv ude på trappen. Ikke inde i ens egne stuer. Vi tør ikke slippe nogen ind der. Vi lever ikke vort eget liv længer, vi fører ikke vor egen tale. Stykkevis nok, aldrig helt. Aldrig, aldrig helt, – å, gud!

Aldrig helt. Det begyndte først den dag, du stod her!

Da rejste sig en mand bag mig, som avskediget alt, der var til pine. Rejste sig i sin fulde højde og tog kommandoen, og den mand var jeg selv. Talte, hvad som lå ham på hjærte, uden hensyn. For første gang. Sa det, han dreves til av sin natur – i sejersfrejdighed! For han bar dine farver på brystet.

Og det blev mit fald.

Nej, nej!

Det blev mit fald! Ikke ved bagholdet, jeg lokkedes op i. Nej, det var forud bestemt; det fuldførte sig av sig selv. Jeg blev klar over det i nat. –

Det går ikke an i femten år å dæmme for, – og så med én gang slippe på! Det går heller ikke an for en stakkar som mig å ville op på det højeste sted. Faldet blir så forfærdeligt!

Du sårer dig selv med dine egne ord! Dybere for hvert! Du sårer dig til døden! Jeg holder det ikke ud!

Det er mig en trang! Lyslængslen i en, som var for svag til å bære den, … der skal en sund, kold kur til. Den begynte inat. Og den går på.

Nu skal du høre! Den der har været skræmt så tidlig …

Ja, men jeg kan ikke! Og jeg vil ikke.

Jeg sa dig det jo, at det blev formeget. Men dette er en kamp. Hvad udfaldet så blir, – det må gå retskaffent til. Nu må du høre! Jeg ber dig!

En, der er blet tidlig skræmt, har fåt et eget magnetskjælvende instinkt for, hvad som er skam.

Igår aftes hos dig, … ja, det kom over mig som tætte skud fra et baghold, … jeg stod omringet og forrådt, mit forsvar blev hånet, som var det ikke en retskaffen mands. Og blant dem var Arne Kraft. Ja, Arne Kraft! Det var dog det værste. Da kjendte jeg det straks: her er grænsen! Længer kommer ikke du! Fra det solfjeld, jeg stod på, med én gang å stirre ned i denne avgrund – og uvejr omkring!

Du trådte ind, du bare gjorde så (breder armene ud), og der var ingen avgrund længer, der var intet uvejr! Ikke en tågeplet viste, at det hadde været.

Denne magt skal jeg ha nårsomhelst. Hvorsomhelst. Du er ikke nu dig selv; ellers tvilte du ikke på det.

Du må høre! Netop det: hvad du kan og ikke kan, – det er det, jeg vil, du skal forstå.

Du kom og tog mig med ind i musiken og lys-vældet. Og brusen av mennesker. Da trodde jeg som du, at det var fremtiden vi gik til. Jeg er en uforbederlig illusjonist. Jeg trodde mig frelst – også denne gang. Jeg satte mig ned ved siden av dig og fik en blomst av dig. Her er den! (kysser den.) I tankerne gjorde jeg netop den rejse med dig, du kommer og byr mig idag. Bort herfra! Så skulde de imens herhjemme lære å se mig, som jeg var. Lære å takke mig for mit forsvar for den gamle mand, jeg undte aftenfred. De skulde slutte med bagvaskelsen. – Ja, jeg drømte det! Lysene og musiken bedrog mig, og du sad ved siden av. Du gav mig det. –

Men ikke før hvisket du til mig: «Skal vi så ikke deklarere vår forlovelse?» – – ja, da, – da blev det mørkt, stilt! En angst drog gjennem salen, vinket musiken av, blåste lysene ud, hvisket: ti! Bare ét stod igjen: øjnene! Hvorhen jeg så: øjne, øjne, misundelige, spottesyge, hoverende øjne! Vilddyrøjne, katteøjne, ormeøjne, alle spillet de i grusom lyst mod os to! De ventet alle på det, du foreslog! Netop på det! For så å falde over os begge. –

Du trodde, jeg ikke hørte for larmens skyld. Du spurgte op igjen. Hvor var du dejlig! Du så på mig og trodde. Det var det skjønneste, jeg har set. Og skal se.

Men angsten blev større! Jeg tænkte ikke. Den var dybere end alt, jeg kunde tænke. Et «Nej!» brød sig frem i mig med samme magt som et menneskes bevægelser i livsfare.

Du hvisket det bare.

Det voldte samtidig en så ulidelig smerte.

Å, hør nu også på mig! Hør på mig!

Du forstår mig altså ikke endnu?! At denne angst er stærkere end mig, stærkere end dig. Mod den nytter ingen ord. Kjære, forstå det dog, at den kan dræbe ned for os, hvad vi så finder på. Siden igår har den herredømmet. Faldet var for stort. Jeg er ikke længer til å redde ind.

Du er syg! Du er syg! Du er forbyttet for mig!

Siden igår, ja! Alt har en grænse. Også hvad et menneske kan forlise og dog leve, – jeg vil sige: tåle! Tåle! Hvad vi kan forlise og dog tåle. Min modstandskraft – om jeg endnu har nogen! – den blir svagere ved den hjælp, du byder! Svagere! Du må da tro det, siden du selv så det igår. Det bare forfærder mig endnu mere. Jeg siger det rent ud. For nu må intet skjules. Du skal regne med dette. Å overhøre det fører ind i en endnu større ulykke, mer end nogen av os kan bære. Å, gud hjælpe os begge!

Jeg sa dig det! Det blev formeget for dig! Jeg sa dig det! (prøver å hjælpe hende til sæde; hun ænser det ikke straks.)

I barmhjærtighedens navn, tilgiv mig! At jeg tænkte bare på min egen lidelse og ikke på din! – Å se dig lide, det er dog værre endnu! Det hadde jeg igjen å lære! (Har fåt hende til sæde, knæler hos hende.) Hør mig dog! Se på mig! Å, jeg skulde ha hørt på dig, da du sa, jeg holder ikke dette ud! Nu først ved jeg, hvad det vil si! Tilgiv mig! Det ene menneske har ikke lov til å la sin smerte strømme ud over andre. Og over dig, som vil gi dig selv for å frelse mig. Jeg har handlet – – å, hør mig dog!

Men du vil jo ikke høre mig!(hulker igjen.)

Jo, jo, jeg vil! Dette er værre end å høre hvad som helst! Trøst mig! Der er intet, jeg heller ønsker! Min smerte førte mig for langt! Forestil dig: det største livet kan byde, … – å stå bare håndsbredden fra det, og da miste det, – ja, det har gjort mig forrykt! Du, som skjønner alt, du tilgir! Ikke sant? Smerten, ser du, smerten, den er som en hvirvelvind.

Det er ikke, – det er ikke det, at du ikke –, at du ikke lar mig komme til orde! – Nej. Det er ikke det, som – som krænker mig. – Var det bare det! – Nej, det er – – (hun må stanse.)

Jeg sa dig det! Jeg vidste det, at du kom ikke til å se ind i slig svaghed og slig en lidelse uden å –

Nej, nej, nej, det er ikke det heller! Jeg tåler, hvad det skal være, når det gjelder dig! Men det overvælder mig, at du tror sådant om dig selv! Det må jo føre lige i døden! Ja, jeg siger det, som det er! – Og at jeg så ikke skal få hjælpe dig. (overvældes.)

Jeg ber dig om det! Om å si mig, hvad jeg har fejlet i!

Der er en overdrivelse i hvert ord, du siger, så det skjærer mig som falske toner!

Retled mig! Tror du, jeg har noget højere ønske?

Så må du stemme om!

Stemme om?

Eller vi kommer til å spille vildt, du og jeg! Denne uretfærdighed mod dig selv, denne grusomhed, … det er den, jeg ikke holder ud! Nej, jeg holder den ikke ud!

Sig mig alt!

Den nedværdiger dig! Hvad er det dog, som har trykket dig så i knæ? Magter, som ikke skal kunne herske over nogen, end sige over en mand som dig! (Hun blir stærkere og stærkere og rejser sig så. Han med.)

Skal de beste bøje sig, ja, hvordan skal det så gå?

Ser du ikke, hvad du gjør? Du står vagt foran et bur med vilde dyr i, – og så åbner du! Så de kan komme ud og sønderrive først dig og siden os! Da er det, jeg skriger: vold! Av alle mine kræfter: vold, vold!

Jeg vil ha kamp med dem! Derfor kom jeg hid; – til kamp kom jeg!

Og den må jeg nu begynde her – med dig!

Du får ikke lov til å gi efter! Du har større kræfter i dig end alle hine tilsammen. Og mer å leve for end hundre, – end hundre tusen av dem der!

Skjønner du, hvor længe jeg har ståt mod?

Aldrig længe nok! Partiforfølgelse, forfalskning, fanatisme, skal de vinde? Misundelse, pøbelhad? Om jeg forstår, hvad du har tålt? Ja. Men ved du, hvad jeg også forstår. At sårene er ved å forgifte dit blod. Så hine mennesker får sin vilje med dig. De, som er så –, og du, som er så herlig!

Du glemmer, at selv Arne Kraft var med!

Du glemmer, at ingen, ikke engang jeg, har højere mening om dig end han! Den er rigtig; – ordene av hans partilidenskab, de er ikke rigtige.

Det sømmer sig for dig, Paul Lange, å regne i stort. Da samler du frit dine kræfter; da er du sund!

Men ved du, at inat – for jeg sov ikke, jeg var vågen i hele nat, jeg gjorde op. Inat følte jeg, at om jeg også har kræfterne – og jeg tror, jeg har dem! – det er ikke svage folk som jeg, der bærer noget frem.

Du har dog båret så meget frem.

Inat sammenlignet jeg mig med dem, som har. Jeg sammenlignet mig med … (stanser.)

Jeg skal fuldføre! Med dem, som la rammen om samfundene. Eller fæstet rammen.

Ja! Hvordan kan du –?

Det gjorde du uret i, min ven! Det moderne samfund har andre opgaver og må ha andre mænd.

Men tvilene, – bare at de er der, at sådanne tvil kan komme op, beviser ikke det –?

Hvem kommer sådanne tvil til? Til ingen så ofte og så stærkt som til dem, der er opgaverne voksne og står i arbejdet. Hver gang de blir anstrængt av det.

Har du ret –?

De roder sig ned i det sorteste skjulte efter sig selv. Billigere kjøbes ikke det store. Først på dybet av sig selv, og derfra til højderne. Fra selvkval går vejen did.

Kunde du gi mig mit mod igjen?

Og din rang!

Vil du svare mig oprigtig?

Ja.

Ikke dølge dig for mig?

Nej!

Kan du, – kan du ha agtelse for en så svag mand som mig, – en så svag mand?

Det var det, jeg vilde svare dig på, før du spurte!

Men kom og sæt dig!

Ja! (Han er redebon og ivrig.)

Nej, lad mig! Du ved ikke, hvad jeg knæler for. For det, som er svagt i dig og nu gjør dig så ulykkelig. I sin inderste grund er det det beste, du har. Bare at det ikke længer tåler selskabet, det er kommet op i.

Sådan er det.

Ikke for nogen pris, ikke engang den højeste.

Sådan er det.

Heller alene. Du lukker døren til mellem dig og dem. Du er for stolt.

Du ser alt. – – (højere, ængstelig.) Men er der ikke svaghed i det også?

Så nærtagende, så finhudet må de være, de, som skal opdage, at andre har det ondt, og at her er fare. Så rædde, så skrøbelige i sig selv må de være. De svage kar udvælges, ikke jernkjedlerne, for å bære lægedom frem. Så lidet selvisk tunge må de være, og da er de ofte svage.

Dette er fra himlen.

Menneskekjærligheden, … den går rundt og føler på hænderne, om huden er nænsom nok. De betroes initiativerne, de, som har den. De, som uret krænket dybest. De, som av egen lidelse lærte respekt for ulykken.

Du rejser mig.

Din svaghed, Paul Lange? Det er sant, at ingen kvider sig som du foran et slag. Men det er også sant, at ingen slår det mægtigere, når det skal være. For uhyggen av ondt går du langt avvejen. Men så strømmer alle gode magter til dit hjærte og vil ha værgemål. Og da blir du en løve.

Ved gud –!

Så ræd du er, – ingen gik roligere til et rettersted end du.

Det mener du –?

Og hvad for mange vilde være langt sværere: du gav alt, du ejet, stykke for stykke, helst uden at nogen fik det å vide. Dersom du trodde, det var ret for gud.

Det gjorde jeg! Det ved jeg er sant.

En mand er ikke den stærkeste, fordi han sejrer. De stærkeste er de, som står i pagt med fremtiden. Og fortsætter i samvittighederne.

Alt dette har jeg før kunnet si mig selv …

Og alt dette har du nu kunnet glemme! –

Men vi husker det, vi kvinder. Her mødes du med os. Ikke de, der spiser, sover og holder udstilling på sig selv. Men de, som racens instinkt er stærkest i. Fremtiden venter i deres længsel som statuen i marmoret. Hidtil helst i stilhed, og ofte i tårer.

Men undertiden, – undertiden træder en kvinde frem av rækken. Ta mig med, siger hun! Dine idealer er vore evige. Med dig for dem!

Dette er berusende!

Livet er ikke liv, før det får indhold. Derfor søger jeg til dig.

Livet sætter det vilkår, at det vil fortjenes.

Så fortjen det!

I samliv med dig? I arbejde du og jeg?

Er det for lidt?

Nej, nej, det højeste!

For dig er jeg livet, det ved jeg. Så ta og forsyn dig, mand!

Og nu rejser vi lige til kongen.

Til kongen?

Gesantskabsposten. Du må ha den!

Det vilde nu være oprejsning! – Men –

Han ønsket jo, Du skulde ha den?

Men det er ikke kongernes fag å handle mod en folkemening.

Folkemening? Dette?!

Det tas for det. Og det kommer i politiken ud på ét.

Det vilde ikke engang være rigtig å byde som udsending en mand, så alment mishandlet.

Altså udsættelse av denne sag?

Ja, blir den udsat, så er der håb.

Udsættelse skal jeg skaffe!

Du?

Vi rejser uopholdelig til kongen. Jeg ber ham om audiens og fortæller ham alt.

Det lar sig høre! Kongen er en god mand.

Og dig meget bevågen. Det ved jeg fra ham selv.

Det lar sig høre! Det kan forbedre den hele situation.

Ikke sant?

Får du sagen udsat, går den kanske i orden. Ja, jeg er næsten siker på det.

Bare du så ikke kommer for sent! De andre er også på færde.

Å, jeg skal nok bli den første. (Ser på uret.) Toget går om halvanden time.

Dog ikke til udlandet?

Til grænsen. Til min ejendom der. Der tar vi ind og er alene, du og jeg. Alt er ordnet. Så videre med toget inat. Har du imod det?

Om jeg har imod å være alene med dig –?

Jeg længes så! I mine egne rum, foran mine egne spejl, du og jeg! Jeg må se det, – og mere! – – Nej, ikke her! Siden, siden! –

Ja, siden!

Mit tøj! Ring på mit tøj!

Det var frøken Parsbergs tøj, ja.

Kristian, kan du pakke på et kvarter?

Ja, frøken.

Både excellencens og dit eget tøj?

Ja, frøken.

Vi rejser til udlandet. Indestår du mig for, at I er på stationen om én time?

Ja, frøken. Men –

Har du noget men, Kristian?

Nej, frøken. Men skal jeg også pakke ned uniformen?

Den kan du sende til mig! – Se så!

Å, at du kom –!

Siden, siden!

Du har gjort mere end du – (stanser).

Siden! Siden! (avsted mod døren, vender sig i den.)

På gjensyn, Paul Lange!

Nej, som du står der!

Anet hun noget? (Slår fra sig med begge de udstrakte arme:) Væk! (Går omkring, som vil han nyde alt det fri rum, han kan få.) Som tiden, så livet, fra dag til nat, fra nat til dag. Nylig tæt mørke, og nu –!

Jeg kommer endnu engang ovenpå! Ganske sikert! Trods alle spådomme! Hendes livsluft er om mig, jeg ånder ind håb. Jeg er flyttet tusen mil herfra og mange år ind i fremtiden. Alt er borte fra mig uden det, vi to skal opleve sammen.

Som hun sa de ord «siden»! «På gjensyn, Paul Lange»! – – – – Jeg står jo i en ny morgen – foran livets fulde glans. (Stanser, og med brat overgang:)

Hvad må hun dog igrunden tænke? Ikke i dag, men den næste dag? Når sejerfølelsen er over? – – Ved gud, jeg tåler ikke den minste skygge av ydmygelse mere –!

Nu ja, ja, ja! Lad det stå sin prøve! Ser jeg det, – så er der råd for det. Det er altid tidsnok.

Med tvil, med tvil og med angst kan jeg ikke længer leve! Det er det givne.

Nej, jeg kommer udenfor hendes luft. Jeg må ind igjen i den! Jeg må ha hendes lyskåbe om mig, til jeg har nådd fast grund. Jeg svæver. – Jeg flyttes, det var ordet.

Ind i hendes arme! Til arbejdsfred! Med ære over mit navn, – uden den er der ingen. Nu skal jeg opleve det: sjæle, som omslynger hverandre og stiger sammen i en opgave, … det er dog det højeste av liv. Og det skal bli mit, – ja, hvad klager jeg så over?

Hvad er det, Østlie?

Et telegram, Deres excellence.

Nej –! Nej –! Disse styrtinger – vil jeg ikke ha mere av! Det kan ingen holde ud. (Slipper telegrammet, bærer begge arme over sit hode.) Dette kommer fra det ukjendte sted, der stemmerne over en samles og tælles. – Her er besluttet.

Hadde her været stilhed over dette; – var jeg forbigåt i stilhed, så ingen vidste noget bestemt! – – Men nu –? Nu blir det kjendt, at jeg er forkastet. Det sørger de for, som har voldt dette. Gud tilgive dem det, – derved har de sat segl på min skjænsel.

Det, jeg tænkte inat, var det rigtige. Det, hun overtalte mig til å tro, det var det urigtige. Derefter handler jeg.

De andre har været tidligere ude. Hadet går fortere.

Sammen med de mennesker skulde jeg fortsætte? Denne sum av forsmædelse skulde jeg atter lægge ud for at få være med? Ind i det skulde jeg slæbe hende?! (Man ser ham gyse.)

Heri må ingen anden blande sig! En mand må selv vide, når han skal gå sin vej. (bestemt og rask hen mod skuffen, låser op, tar futteralet og stikker det til sig. Lar skuffen stå åben.)

(varmt og inderligt.) Jeg handler ud av det beste i min samvittighed. Ingen mand kan mere. Og ingen dommer kan overse det. (bøjer hodet.)

Er De her? Jeg har ikke brug for Dem netop nu.

Får jeg lov å telefonere til frøken Parsberg?

Har De læst det –?

Tilgiv, Deres excellence!

Siden, Østlie. Siden. (for sig.) Gud, dette ord! (bevæges. Fatter sig.) Jeg skal nu ind og skifte.

Får jeg hjælpe Deres excellence?

Jeg skal gjøre det selv.

Men De finder Dem ikke tilrette, jeg hadde begyndt å …

Bliv De her!

Tilgiv, Deres excellence, men jeg har alt telefoneret. Frøkenen er her om et øjeblik.

Så meget mere må jeg skynde mig. Så jeg er færdig, når hun kommer. (Vender sig ved døren mod Østlie, som han mærker vil følge.) Det er befaling. (Ind til venstre alene. Man hører ham låse døren.)

Hvor hen? Hvad skal jeg –? Se ham må jeg! Se ham! (styrter ud døren i baggrunden. Man hører ham snart åbne låsen inden ifra tilvenstre. Kommer ud, hvisker.)

Forfærdelig! Forfærdelig!

Der? (peger til venstre.)

Der!

Nej, jeg vil ikke se! Ikke endnu! Mit stakkars … Jeg rummer det ikke, Kristian!

Han er jo helt død?

Helt død! Ligger på …

Ikke mere! Jeg må dog først få tid til å …!

Ja, ja! Derinde! (peger til venstre.)

Hvis jeg også kunde det! Det vilde vist lette. Han vilde gi mig av sin godhed endnu. Og jeg trænger! Jeg har det ondt. Alle har vi misbrugt ham. Vi vilde alle råde med ham …!

Forfærdelig!

Min skyld!

Og min! – – –

Eller ikke vor skyld. Det ligger dybere.

Å, hvorfor skal det være så, at de gode så ofte blir martyrer? Kommer vi aldrig så langt, at de blir førere?