De må undskylde, hr. biskop, at jeg ulejliger Dem og det så sent; det har en årsag, som jeg ikke råder over. – Er Deres bror-søn hjemme?

Nej. Men jeg venter ham; han har søgt mig to ganger i eftermiddag uden at træffe mig.

Jeg vilde gærne skynde mig, før han kom.

Skal jeg altså få vide, når han kommer hjem?

Ja, tak!

Hans olde-mor siger, han har været hos Dem i dag lige efter sin hjemkomst.

Ja. –

Vær så god at lægge mærke til, når kandidaten kommer hjem, og lad mig få vide det.

Han har talt med sin olde-mor?

Ja.

Efter at han –?

Efter at han har været hos Dem.

Har han sagt noget?

Han har været meget bevæget. Men jeg har ikke spurt olde-mor om mere. Jeg kan nemlig tænke mig det; – han har talt til Dem?

Ja.

Og De, frue?

Jeg –? Jeg er nu her.

For at rejse, om jeg forstår rigtig?

For at rejse. Det blir nu, som De vil have det, hr. biskop.

Og han skal ikke vide noget om det?

Ingen – uden den, som ledsager mig. Jeg går om bord i aften i det engelske damp-skib.

Da har De ikke megen tid.

Jeg vilde også bare betro i Deres hænder, hr. biskop, et gave-brev på, hvad jeg her ejer.

Til Deres søster-datter?

Til Ågåt. Hun skal have alt.

Men De sagde sidste gang, frue –?

Til rejsen har jeg altid nok. Jeg behøver senere intet. Jeg kan ernære mig selv.

Men Ågåt, frue? Vil De ikke vente, til Ågåt kommer hjem?

Ågåt kom hjem i dag. Hun hviler nu. Men min vågn er sendt tilbage for at hente henne hid – straks. Er De da så god at tage mod henne … jeg vidste ingen annen … og trøste henne –!

Det skal jeg, frue. – Jeg forstår, at dette må koste på.

Og vil De prøve … at få det godt igen mellem de to?

Men de elsker jo ikke hverandre.

Ågåt elsker ham. Og da de begge elsker mig, så tænkte jeg, at når jeg først var borte, – og de vidste, at det var mit ønske, – jeg tænkte, at de fant hverandre i deres fælles kærlighed til mig. – Jeg håber det. De er begge så unge.

Jeg skal gøre, hvad jeg kan, frue.

Tak! Så vilde jeg bede Dem venligt tillade, at olde-mor flyttede ud på landet til Ågåt, – eller at Ågåt flyttede hid in, ganske som begge vil, for at Ågåt kunde få den adspredelse at pleje olde-mor; ti hun holder af henne.

Og olde-mor af henne.

Og der, hvor olde-mor var, derhen kom vel også Hagbart. Den gamle vilde måske da hjælpe dem.

Jeg finner Deres forslag udmærket, og jeg forbavses bare over, at De nu har tid og kraft til at tænke alt dette ud.

Er olde-mor ennu oppe?

Ja; jeg kommer just nu fra henne. Hagbart har sat henne i uro. Hun tåler så lidt.

Så er det måske ikke værdt, at jeg siger henne farvel. Jeg havde ellers trang til det.

Jeg tør ikke tillade det.

Vil De da være så god at hilse fra mig – og takke!

Det skal jeg.

Og bede henne – hjælpe –!

Jeg tager megen del med Dem, frue.

Tilgiv mig så, Deres højærværdighed, den forstyrrelse, jeg har bragt in her. Den var ufrivillig.

Jeg beklager, frue, at jeg ikke før har lært Dem at kænne. Da kunde meget nu have været annerledes.

Derom skal vi nu ikke tale.

Jeg skulde bringe dette kort til fruen.

Tak! – Generalen er altså i forstuen?

Ja.

Er general Rosen her?

Jeg har tilladt mig at bede ham hente mig her, når damp-skibet signaliserte.

Bed generalen komme in! (Pigen går.) Det er altså general Rosen, som –

– skal ledsage mig. Han er min mand.

Deres fraskilte mand.

Ja.

Så har jeg gjort Dem megen uret, frue.

Å-ja.

Jeg ber Deres højærværdighed tilgive; men tiden er inne. – Frue, dette er Deres?

Ja. – Vil De så, når Ågåt kommer, hr. biskop, give henne dette? – Og hjælpe henne?

Ja, frue. Gud være med Dem!

Kandidaten er kommen.

Farvel! – Hils –!

Dette er vist mere, enn nogen af os kunde have gjort.

Det kommer bare an på, hvor højt man elsker. Tak! Farvel!

Farvel!

Er du der –?

Jeg hører det på tonen, – og jeg ser det på dig, – at du véd det.

Du tror, jeg har talt med din olde-mor?

Ja.

Det har jeg også. Hun har intet egentligt sagt. Men jeg skønner det jo. Du véd, jeg skønte det tidligere enn du selv.

Det er sant. Jeg har kæmpet min kamp igennem.

Det har du næppe, Hagbart.

Ja, du vil ikke sige så; jeg véd det. Men jeg kaller det mit livs afgørende sejer. Jeg elsker fru Falk. Og hun elsker mig.

Hvis du ikke var i så stort oprør –

Det er ikke oprør, det er lykke. Men her hos dig, – ja, jeg er ikke kommen for at bede om din velsignelse; det får gå uden den! Men jeg er kommen for at sige dig det; ti det er min pligt. – Gør det dig så ondt?

Ja.

Onkel, det krænker mig.

Min søn! –

Det krænker mig for hennes skyld og for min. Så kænner du ingen af os.

Skal vi sætte os og tale sammen, Hagbart?

Jeg ber dig ikke at forsøge nogen overtalelse.

Vær rolig! Jeg ærer din følelse. Og jeg véd nu, at hun er den værd.

Hvad siger du?

Min kære Hagbart, lad mig straks bekænne det: Også jeg har haft mine oplevelser siden sidst her. Og de har lært mig, at jeg var ikke i min ret mod fru Falk.

Er det muligt?

Jeg har dømt henne både for tidlig og for strængt. Det er en skøde-synd, vi har. Og jeg har taget for meget hensyn til mennesker, har haft for lidt af den kærlighed, som skulde give mod til at gøre godt. Hun, som jeg tænkte underlegen, hun har lært mig det.

Du véd ikke, hvor du ved disse ord gør mig taknemmelig – og lykkelig!

Jeg vil sige mere. Derved, at vi var uretfærdige mod henne, forledede vi i sin tid dig, som ennda trode på os, til også at være uretfærdig mod henne og på ungdommens vis være det stærkere enn vi. Dette skabte et tilbageslag i dig, som førte til kærlighed. Var kærligheden en synd, så havde vi skyld i den.

Men den er synd!

Nej. Men at du følte, vi vilde tage den for synd, oprørte din retfærdigheds-følelse og øgede din kærlighed. Du er en ædel natur.

Gud, hvor jeg skal elske dig efter dette, onkel!

Derfor har jeg sat mig ned hos dig, Hagbart, for at bede dig om forladelse. Og henne! Og også den menighed, som jeg skal lede, men som jeg ikke stolte nok på. Ti også i den er de gode de fleste; de var komne med, havde jeg haft mod til at gå foran.

Jeg ærer dig som ingensinne, og som aldrig nogen har æret dig!

Kom, Hagbart!

Onkel!

Har du kærlighed stærk nok til at tåle –

Å, alt!

Ti undertiden får vi den, for at den skal lære os at ofre.

Jeg hørte Hagbarts røst!

Olde-mor! (Både han og biskoppen op imod henne.) Oldemor! Gud i himlen, hvor jeg er lykkelig!

Er det sant?

Du skulde ikke gå alene.

Jeg hørte Hagbarts røst; – den var så stærk, og så tænkte jeg: der står noget på.

Og så er det bare godt! Onkel samtykker, onkel er stor, onkel gør alt, alt godt igen – og mere til! Gud, – olde-mor, at du skal være så gammel! Jeg havde lyst til at ta’ og bære dig, springe rundt med dig.

Nej, det må du nok lade være. (Bringes til sæde.) – Nu –? Hvad så mere?

Hvad så mere? Nej, jeg véd ikke mere! Der er ikke mere!

Jo, Hagbart, der er mere.

Du siger det så alvorlig? – Du er så alvorlig ja, bevæget –? Onkel!

Vent lidt, min søn. Vent lidt!

Kære olde-mor, hvad kan det være?

Jeg véd ikke. – Men lykken er ofte så kort.

Lykken så kort? Hvad er det? Gud, olde-mor, pin mig ikke!

Jeg forsikrer dig, jeg véd intet. – Bare –

– Bare – Hvilket? –

– At din onkel var hos mig, da fru Falk blev meldt.

Fru Falk? Har fru Falk været her? Nu?

Netop.

Så må noget stå på! Kanske det var henne, som onkel – (Styrter opover; døren åbnes; bispen træder in med Ågåt under armen.) Ågåt!

Hagbart! – (Angst.) Er tante ikke her?

Men, bedste-mor!

Kære Ågåt, Deres pleje-mor har pålagt mig at give Dem dette brev.

Et brev –?

Hvad er det? Lad mig se!

Læs højt, Ågåt!

«Dyrebare! Når du modtager dette brev, er jeg – rejst. Jeg elsker den, som du –»

Hun er rejst?

Hun elsker den, som –? – Gud, se Hagbart!

Cornelia! (Denne iler til biskoppen; de lægger begge Ågåt ned. Cornelia står hos. Biskoppen vender sig.) Hagbart! (Denne styrter til hans bryst.) Mod! Mod! min søn!

Så de store følelsers tid er vendt tilbage!