Dette er tabt.

Men, frue –

Tabt, hvert gran. Jeg sælger ikke forbrænte sten. Hvor meget blir det? To fulle kamre, det er 24,000 sten. Efter prisen nu: 576 kroner. Hvad går der af Dem, mand? Vil De, jeg skal afskedige Dem?

Frue, det er første gang –

Nej, det er det heller ikke, – d. v. s. nok første gang, at stenene brænnes; men Deres optælling har gentagende været fejlagtig, så De har narret mig til at sende falsk faktura. – Jeg spør, hvad går der af Dem?

Frue, gode frue!

Hesten er færdig, frue, – og generalen kommer op ad alléen.

Godt. – (Hans går.) Har De begynt at drikke, Pedersen?

Nej, frue.

Det lignede Dem heller ikke. Men hvad er det så? De ser også helt forandret ud. – Pedersen! Nu véd jeg det! Jeg så Dem komme roende over elven i går fra skog-huset. Er De forelsket?

Således. Og ikke lykkelig? (Hun går hen og lægger sin hånd på hans skulder og står bortvendt som han.) Har hun givet Dem sit løfte?

Ja.

Men det er jo ingen brav pige! Hun er Dem ikke tro. (Hun bøjer sig dybere ned mod hans ansigt.) Og alligevel elsker De henne? (Hun forlader ham.) Da er De en svag mand, Pedersen. Det er umuligt længer at elske den, som har sveget os. (Hun drager den ene ride-handske på.) Man kan lide forfærdelig ved det en stund; men elske –! nej!

Den, som ikke har prøvet det, har så godt ved at tale.

Prøvet det? … Det véd De ikke. – Kom til mig i kvæld Kl. 7.

Ja, frue.

Så skal jeg tale med Dem. Vi skal gå en tur sammen.

Tak, frue.

Jeg tror, jeg skal kunne hjælpe Dem over dette, Pedersen. Og da det står så, – tænk ikke mere på stenen, eller på hvad jeg har sagt. Undskyld mig! (Rækker hånden.)

Frue! (Griber den.)

God morgen! (Pedersen kommer opover.) Død og sylte, Pedersen! De ser ud som smeltet smør. (Pedersen går. Til fruen.) Er De sjælesørger så tidlig på morgenen og på en så vakker dag? Det var svært. – Har De så fåt brev fra Ågåt?

Nej, jeg véd ikke, hvad der går af pigebarnet. Nu er det snart fjorten dager –

Hun morer sig. Jeg kan huske, da jeg morede mig, da skrev jeg aldrig.

De har nok også moret Dem i går aftes?

Kan De se det! Av! – Jeg tænkte, at efter badet og ride-turen –

Nej, dette kan ikke gå således! –

Det véd De så godt, frue, at når jeg ikke får være her, så er jeg i klubben.

Men er det da ikke muligt at komme i klubben uden at – (Stanser med tegn på foragt.)

Jeg véd, pokker, hvorledes det går til. Men der sættes altid et glas for meget for mig.

Et? Sig tre!

Gærne det. De véd, jeg aldrig har været stiv i regning.

– Så kan De også nu få ride ud alene.

Men, frue –!

Ja, jeg rider ikke i dag sammen med en mand, som var full i går. (Hun tager hatten af igjen.) Hans! (Han høres svare.) Sæt min hest in så længe!

Frue, De straffer ikke mig alene, men Dem selv, som ikke får se naturen på en dag som denne, – og så naturen, som ikke får se Dem! –

Kan ingen mere få Dem til at være alvorlig?

Jo da! – Den dagen der fejler Dem noget, frue, vil jeg blive alvorlig.

De går altså her og venter på, at jeg skal blive ulykkelig? De skal få vente en stund, vil jeg håbe. (Går til pulten.)

Jeg håber det samme! Ti så får jeg imidlertid dog gå her.

Lige til der kommer ordre fra Amerika.

Naturligvis, – til der kommer ordre fra Sherman.

Ja, De har ikke fåt nogen?

Nej.

Dette begynner at blive mistænkeligt. Hvor længe er det siden, jeg fik Dem til at skrive?

Ja, den, som huskede det!

Der faller mig noget in … De skrev dog vel –?

Vist skrev jeg … Jeg gør altid, hvad De befaler.

De krammer i Deres store rytter-bart, – og da har De altid noget narreri for …

Hvor kan De tro –?

De har ikke skrevet! Nej, hvorfor har dette dog ikke falt mig in før?

Jeg har skrevet gentagende; jeg forsikrer Dem –!

Men ikke til Sherman? Ikke meldt Dem på ny til tjeneste?

Kan De huske de russiske cigaretter, jeg så ofte har rost? Nu har jeg fåt dem. Jeg tog nogle med til prøve: kan jeg få lov til at –

Skammer De Dem ikke for mig?

Jeg gør alt, hvad De befaler …

De opholder mig i mere enn to måneder med udflugter, med … et fullendt komedie-spil! En evropæisk officer, som i den store amerikanske krig har vunnet ære, rang og fast ansættelse … kan kaste sin tid bort med sådant – og annet, det er nu et helt år –

– Om forladelse: – otte måneder.

Er det kanske ikke længe nok?

Altfor længe. Men De véd bedst, hvorfor jeg gør det! –

Har jeg bedt Dem komme hid? De tror, De skal trætte mig ud?

Leonarda!

Om forladelse, frue.

Nu skriver De Deres brev her, hvori De melder Dem til tjeneste straks.

Som De befaler.

Jeg skal lægge det i posten.

Mange tak.

De drejer igen Deres bart? Hvad pønser De på?

Jeg? – Er det her, jeg skal skrive?

Ja. (Han tager en pen.) – Å, nu har jeg det. Når De kommer hjem, skriver De et annet brev, hvori De tilbagekaller dette?

Ja, naturligvis.

Ha, ha, ha! (Sætter sig.) Nej, jeg opgiver Dem!

Mange tak, frue! – Vil De så smage en af mine cigaretter?

Nej.

Og ikke ride ud?

Nej.

Tør jeg komme hid i kvæld?

Jeg er optaget.

Men De rider ud i morgen tidlig?

Det véd jeg ikke.

Så skal jeg tillade mig at komme og forespørge. Jeg ønsker Dem en behagelig dag, frue!

Men der står jo en fremmed herre i døren!

Hvad? (Vender sig.) Han? Våger han at komme hid? (Kommer til at kaste et øje ud af det åbne vindue.) Tprrr! Tprrr! Men, Hans! Ser du ikke, min hest er kommen løs? (Går hurtig opover forbi herren, som bøjer sig hilsende, og derpå ud.) Tprrr! Tprrr! –

Frue! –

Tør jeg spørge? –

De kænner mig vel ikke?

Nej.

Jeg er kandidat Hagbart Tallhaug.

Og det siger De mig – smilende!

Dersom jeg først får lov til –

Hvorledes tør De komme hid?

Dersom jeg først får lov til –

– Ikke til et ord! Eller er der to af dette navn?

Nej.

Så er det Dem, der trådte op i filharmonien, da jeg søgte om adgang for mig og min plejedatter, – og kalte mig «et tvetydigt fruentimmer»? Det er Dem?

Ja, frue, – og jeg må –

Så skal De herfra! Hans!

Frue, får jeg først lov til –

Hans, vil du følge den herre bort fra min ejendom?

Ja-ha da!

Å, vent lidt, Hans!

Skal jeg? –

Det gælder Deres søster-datter, frue!

Ågåt! – Er der noget på færde med Ågåt? Jeg har ikke fåt brev! –

Vent udenfor, du Hans!

Skal jeg? –

Ja, ja! – Hvad er det?

Intet farligt, frue, …

Men hvorledes kan De komme her fra Ågåt!

Det er ikke så godt at undgå hverandre ved et bade-sted, frue. Jeg må ellers vidne, at frøkenen gjorde sit bedste. Hun viste mig al ringeagt, som var mulig og lidt til. Men hun kunde jo ikke forbyde mig at tale med de samme, som hun selv talte med, ej heller at være, hvor også hun var, – og så kom det som af sig selv, at … ja, at frøkenen hørte fra mig og hørte på mig … og tilsidst ennog talte med mig.

Med Dem?

Ja, frue, – det nytter ikke at nægte det; hun talte virkelig med mig og det gentagende.

Men hvad gælder Deres besøg her?

Dersom De vilde tillade mig –

Jeg ønsker Deres ærende, kort, bestemt, ikke det ringeste mer.

Men jeg kan ikke komme med det, før jeg får –

Enten De kan eller ej, jeg vil intet annet; ti De skal ikke kunne sige, at De også er kommen i nogen samtale med mig.

Når intet annet står igen: jeg er bleven forelsket i Deres pleje-datter, frue! –

De? i Ågåt? – Den straf fortjente De!

Ganske vist, frue.

Ha, ha, ha! Så det er De ble’t.

Nu kan jeg vist gå?

Ha, ha, ha! Ja, gå! Nu? Hvad så videre? Har De ladet Dem mærke dermed for Ågåt?

Ja, frue.

Og hvad fik De så opleve? – De tier; det koster Dem at sige det?

Jeg er glad over, at De er bleven munter, frue.

Ja, dette er morsomt. Nej, hvad svarede så Ågåt? Hun er ikke ord-knap.

Det er hun ikke. Vi kom hid i dag på samme damp-skib –

På samme damp-skib –? Ågåt og De? Er det en forfølgelse, De har sat i gang?

Frue, De vil intet forstå, så længe jeg ikke får lov til –

Jeg ønsker resten fortalt af min nièce, som altså straks må være her.

Ganske vist, men –

Dette kan ikke fortsættes her! Vil De forfølge min plejedatter med Deres kærlighed, som De har forfulgt mig med Deres had, så står det Dem jo frit for. Men hid må De ikke komme! Her kan jeg forbyde det.

Men gode, bedste frue –!

Jeg begynner virkelig at tabe tålmodigheden, eller rettere, jeg har allerede tabt den. Hvad vil De her?

Da der ikke er annet for – nej, jeg skal ligefrem fortælle det, skønt det kommer hovedkulds, – jeg står her for at bede om Deres pleje-datters hånd.

Hvis jeg var en mand, vilde jeg, for at svaret ikke skulde være «tvetydigt», kyle denne handske i Deres ansigt.

Men da De er en kvinne, så gør De det ikke.

Ågåt, frue! –

Tante!

Ågåt!

Tante! – Å, den skammelige Hans! jeg gjorde tegn til ham; jeg vilde overraske –

Barn, du har ikke sveget mig?

Sveget dig? Jeg?

Jeg vidste det! (Omfavner hende.) Tilgiv mig! jeg havde et øjeblik den forfærdelige mistanke, – men straks jeg ser dig, er den borte! – Velkommen! Velkommen! Hvor er du dejlig! Velkommen!

Å, tante! –

Hvad er det?

Du véd det jo nu.

Hans skammelige forfølgelse, ja!

Hys! – Nej, han er borte! – Har du været uartig mod ham?

Ikke som han fortjente …

Sa’ jeg ham det ikke?

Hvad sa’ du ham?

Hvor hidsig du kan være! – Var du virkelig slem imod ham?

Har du medlidenhed – med ham?

Om jeg har –? Men, Gud! har han da ikke sagt dig? –

Hvilket –?

At han? At jeg? At vi? Nej, tante, se ikke så forfærdelig på mig! Du véd det ikke!

Nej!

Gud trøste og hjælpe mig! Tante –!

Men du er da vel ikke –?

Jo, tante!

– med ham, som –? – Da har du jo alligevel –! Gå fra mig!

Hør mig, tante, gode, elskede tante!

Gå ud til ham! Bort!

Har du set på ham, tante? Har du set, hvor dejlig han er?

Dejlig? Han!

Nej, Gud bevare mig, er han ikke engang dejlig! Så har du været over alle grænser.

For mig er han den mand, som under alles jubel i den lille hoverende by har kalt mig «tvetydig». Når han en dag fremstiller sig her som forlovet med min plejedatter, så skulde jeg kanske ikke komme ud over de almindelige grænser? Utaknemmelige barn –

Tante –

– for hvis skyld jeg i 8 – otte – år har ofret mit liv her i en afkrog under alle optænkelige savn! – Hun blir ikke voksen, før hun på sin allerførste udflugt flyr i armene på den, som har væltet skam ud over mig. Jeg skulde kanske tage det som en naturlig sag? jeg skulde bare finne ham dejlig? – Jeg vil ikke se dig! Gå! –

Tror du ikke, tante, at jeg har sagt mig alt dette selv? Jo, tusene ganger. Derfor har jeg heller ikke skrevet; jeg har gåt i den forfærdeligste vånde.

På den allersagteste fornemmelse af noget sådant, skulde du være tyt hid, til mig, … hvis der havde bare været en smule troskab i dig.

Tante! (På knæ.) Tante!

At du var så ussel!

Tante! – Det var jo, fordi han angrede, hvad han havde gjort mod dig, at jeg først –

Han angrede? Han kom her smilende!

Det har været af frygt, tante.

Smiler folk af frygt?

Ikke andre; men han! Kære, han begynte også så med mig; han smilede virkelig så dumt, og det har han siden sagt var af frygt.

Havde han haft ond samvittighed, som du inbilder dig, så havde han vel i det mindste skyndt sig at komme med en undskyldning.

Gjorde han ikke det?

Nej, med alle mulige omsvøb og smilende stod han her – –

– Så har du skræmt forstanden af ham, tante; han er kejtet, ser du; kære, han er jo teolog.

Så det er han også!

Ja, det véd du jo, tante. Han er jo biskoppens brorsøn og selv teolog; det var jo derfor, han var så fanatisk før. Men just det, han dengang gjorde, vakte ham; ti han har et godt hjærte. Kære, gode tante –

Rejs dig! Det er så tåbeligt at ligge således. Hvor har du lært det?

Jeg véd virkelig ikke. Men du skræmmer mig så.

Ja, det kan jeg ikke for. Ti det er du, barn, som først har skræmt mig.

Ja, men det er jo ikke, som du tror, tante! han er jo ikke længer vor fiende; han har talt om sin handlemåde mod dig i så stærke, så fordømmende – jo, det er sant! – Ti vi har hørt det allesammen. Først gjorde han det til andre og lod mig vide det, siden hørte jeg selv på det, og endelig ligefrem til mig.

Hvorfor skrev du ikke det til mig.

Fordi du ikke er som andre mennesker, tante! Havde jeg bare nævnt, at han var der, så havde du øjeblikkelig kalt mig hjem. Du er jo ikke som andre.

Men hvorledes i al verden gik det til, at du kunde –?

Bedste tante, den, som roser dig, er jo straks min ven, du véd jo det. Og når oven i købet han gjorde det, han, som havde været så uretfærdig mod dig, så kan du jo skønne, at jeg gik hele dagen i en fryd. Det var begynnelsen –

Ja, fortæl mig det hele!

Nej, det er rent umuligt, tante! For det vilde ta’ mange dager! Men bare det, tante, at jeg ingen anelse havde om, hvad det var, som gjorde mig så nervøs.

Men da det gik op for dig, hvorfor flygtede du ikke?

Det var jo det, jeg gjorde! Men det er jo også just det, som har forvoldt det altsammen.

Hvorledes? Vær nu lidt ordnet, lidt rolig – og fortæl mig!

Tak, tante! Tak, fordi du vil høre på mig! Gud, hvor jeg har –

Så-! Så-! – Fortæl ganske ligetil!

Ja … jeg gik i otte dager i en feber … jeg trode, jeg var syg … De andre spurte, hvad der fejlede mig. Jeg vidste det virkelig ikke. Der var tusen ting at fortælle fra den tid; men du vilde ikke kunne forstå dem.

Å-jo.

Nej, umuligt! Og jeg kan heller ikke … Det var så ondt den gang … og nu er det så sødt …

Så vent med det! Men hvorledes gik det op for dig?

Han talte til mig – rent ud!

Han fride?

Ja vist. Å, jeg føler, jeg blir rød igen, bare jeg tænker på det.

Du bar dig dumt ad.

Å, så græsselig!

Hvad gjorde du da?

Jeg satte i et skrig, et virkeligt stort skrig, og løb løb hjem, pakkede min kuffert og på damp-skibet med én gang.

Og det var altsammen?

Altsammen? Det skete ude mellem alle mennesker.

Men, Ågåt!

Det kom så aldeles forfærdelig uventet. Jeg er aldrig ble’t så ræd i mit liv. Og bagefter så skamfull. Jeg gjorde ikke annet på damp-skibet hele vejen enn græd.

Men han kom jo på det samme skib.

Tænk, han havde rejst landvejs over tangen og taget damp-skibet igen på den annen side. Ja, det vidste ikke jeg, før han sad der lige foran mig! Jeg trode, jeg skulde synke i dækket. Jeg vilde også da løbe, men – å, tante, jeg kunde ikke. Han så så vidunderlig på mig og tog begge mine hænder. Han talte; men det véd jeg ikke, hvad var; det gik ligesom rundt. Men de øjne, tante! Ja, du har ikke set dem, – derfor må du føle det så – ja, så …

Nej, barn.

Der er noget ved ham, når han sådan sidder stille hos en, – det er så ægte. Og når han da ser på mig og siger … jeg mener ikke netop med ord, skønner du … men siger det alligevel: du er mig så kær! … ja, det skælver i mig, – å, tante! – Kys mig, tante! – Så! Gud ske lov! Véd du, hvad han sagde idag?

Nej.

Den, som har fostret – han brugte det ord; det er sligt et højtideligt ord; men han er jo teolog – den, som har fostret en sådan pige … det er mig, det, skønner du; jeg tænkte på alle mine fejl; han kommer tidsnok til at kænne dem –

Nu? Den, som har fostret en sådan pige som dig –

– som mig, måtte være mageløs!

Du har vel ordentlig skrydt mig op?

Tværtom! Det var, da han endelig vilde hid først før mig; han pligtede det, sa’ han, at tage den første tørn. For Guds skyld, sa’ jeg. Du kænner henne ikke; hun knuser dig!

Men, Ågåt!

Da var det, han sa’: Nej, den, som har fostret en slig, – o. s. v., o. s. v. – Å-hå, nu ser jeg, at du har været slem.

Jeg havde om formiddagen haft ærgrelser, – og jeg misforstod –

Herefter skal du aldrig mere have ærgrelser. Ti véd du, menneskene er så gode, og nu skal du komme sammen med dem igen. Du, som selv er så god –

Nej, jeg er jo netop ikke god.

Du? Du er bare så rasende uberegnelig, tante! Nej, hvad er det nu igen?

Jeg er ulykkelig, Ågåt!

Hvorover, tante? Over mig?

Du er sol-strålen i mit liv; du forgyller, du varmer, du optør; – men just derfor –!

Just derfor! Tante, jeg forstår dig ikke?

Jeg er plump, jeg er hård, jeg er mistænksom, ond. Jeg er vild, jeg er uden mådehold som før, – som altid. Hvorledes må jeg se ud i hans øjne – og i dine? Sig mig det! Er jeg ikke plump, styg, – hvad?

Du er den skønneste i hele verden! Du er bare ubændig af kraft, af mod, af ungdom …

Nej, nej, nej, sanheden! Jeg fortjener den! Ti det er dog for din skyld, at jeg i otte år har omgåts bare arbejds-folk. Alt mit skal blive dit. Derfor, Ågåt, hav ærbødighed for mig! Sig mig sanheden! Er jeg ikke … hvad skal jeg kalle det –? sig det lige ud, du!

Dejlig!

Nej, nej! Jeg har aldrig følt det som nu, at jeg i disse otte år har været i bærg. Alle bøger fra den store bevægelse derude har ikke bragt lys nok. De blegner for det første levende glimt af menneske-mylleret. Bare din ny dragt, din moderne hat, … disse farver, deres sammensætning har bud fra en udviklet skønhedssans, som jeg ikke mere ejer; der spiller i dem tusene forudsætninger, jeg ikke har fulgt. Dit væsen bærer duft in af noget evig friskt, der ikke mere er til for mig. Du er så let, kvik, insmigrende omkring mig; alt her blir gammelt, tungt, usammenhængende, … men jeg allermest!

Nej, nu må jeg sige dig, hvad han sa’, siden du ikke vil tro mig selv.

Han kænte mig jo ikke?

Nej, det er også bare indirekte om dig; ti han sa’, han havde aldrig længtes efter at lære at kænne et menneske så stærkt, som han nu længtes efter dig. Ti ved at omgås mig havde han opdaget dig, – han brugte det udtryk! Og det måtte endelig engang være et –

Nej, ikke mere! Jeg tåler det ikke! – At det nu også netop skulde være ham, som vi har –

– hadet så! – ja, er det ikke mærkværdigt?

Den første gang, du flyr ud –!

– ja, ikke sant? –

Så kommer du hjem igen med favnen full af forsoning og kærlighed!

Men til hvis ære er nu det, tante, uden til din, du, som har «fostret» mig, – for at være i den teologiske stil. Og du klager over, at du her hjemme har siddet og er ble’t plump og styg … og jeg véd ikke alt, du, som af din fabrik kan sende ud en sådan sejers-gudinne.

Nej, jeg klager ikke, når jeg ser, hører, – når jeg har dig! For sådan pris må der betales lidt. Jeg har jo været egenkærlig, som har trot, det var for meget. Dette er våren for dig –! Og for mig –?

For dig? Nej, hvad fejler dig nu igen?

Jeg kom til at tænke: nu er min opgave slut.

Din –? Du, som –? Nej, du gør mig sørgmodig ved sådant.

Det vilde være den største synd! Jeg er glad, glad! Jeg forsikrer dig; men du kænner –

– dine ustyrlige, uudgrunnelige overgange, ja!

Gå nu, barn, og bring ham!

Gud, hvor det klinger: bring ham! (Går, stanser.) Tak, søde, gode, dejlige tante!

Jo, kom!

Virkelig?

Kom, kom!

Nej, er det sant?

Nu skal du selv se!

Tante, her er han!

Frue!

Tilgiv mig!

Hvilket? – Nej, tilgiv De mig, frue! Jeg fik ikke sagt det. Jeg –

Det kan vi tale om en annen gang! Lad nu tante få se på dig!

I vil ikke skuffe hverandre. Det ser jeg.

Det var da underligt sagt af dig, tante!

Ja, elsk hverandre! Bær skønhed, varme, farver in i disse kolde stuer!

Nej, men tante –!

Har I omfavnet hverandre?

Så gør det!

Men, Gud, tante, græder du –?

Bryd dig ikke om mig! – Har De sagt det til Deres pleje-far, biskoppen?

Ikke ennu.

Så det har De ikke. – Da står det værste tilbage, er jeg ræd.

Nej; er jeg kommen så langt, da skal ingen mere kunne modstå!

Hører du, tante?