Ja, når der intet brug er for hesterne, Pedersen, så må vi hente frøkenen. Kan det ske i dag?

Det kan det.

Send så lige godt straks Hans og to hester til sæteren efter henne. Det er også for koldt for henne deroppe nu.

Det skal ske.

Nu, Pedersen? hvorledes går det Dem så?

Å –!

Kom til mig i kvæld, så skal vi forsøge at optage vore samtaler igen.

Det har jeg længe trængt til, frue.

Ja, jeg har på en otte-ti dagers tid ikke rigtig kunnet.

Det har vi alle set, at noget har fejlet fruen.

Enhver har sit.

Frue!

Jeg ber om forladelse! Jeg søgte Dem overalt. God dag, frue! Jeg kom tilbage i dette øjeblik.

Ågåt er ikke hjemme.

Jeg véd det. Har hun været borte den hele tid?

Ja.

Blir hun længe borte?

Jeg sender hester op i dag. Så er hun vel her i overmorgen.

Det var Dem, jeg måtte tale med, frue.

Om Ågåt?

Også om Ågåt.

De kunde ikke vente med det – til en annen gang?

Frue, jeg kommer lige fra damp-skibet hid. Og da skønner De selv –

Men når det angår Ågåt, og hun ikke er –

Det om Ågåt er snart sagt: Hun havde ret; jeg vidste det bare ikke den gang –

– Gud! –

Jeg elsker ikke Ågåt.

Men om nu Ågåt elsker Dem?

Det viste hun mig sidst, at hun ikke gør. Til Dem må hun have sagt det lige ud?

Ågåt var – hvad skal jeg kalle det? – for oprørt til at stå til troende.

Altså har hun sagt det. Det kunde jeg tænke. Ja, det var jeg vis på. –

Ågåt elsker ikke mig; men Dem elsker hun, frue. Hun vil Deres lykke.

Dersom De ikke elsker Ågåt, så synes mig, at De ikke burde være kommen hid.

Det kunde De have ret i. Men jeg er ikke den samme, som kom her før; jeg kommer heller ikke for det samme.

Elsker De ikke Ågåt, så tør De ikke være her; jeg må gentage det. Det hensyn skylder De både henne og mig.

Jeg forsikrer, at de største hensyn, som gives, netop har ført mig hid, hvor jeg nu står.

Så går jeg.

Det gør De ikke!

Jeg kænner Dem ikke igen!

Gud ske lov! Ti jeg har ikke megen ærbødighed for den, jeg før var. Mange kan gøre sådant i en håndevending; men jeg har behøvet tid for at få alle mine skibe opsejlede i én linje.

Jeg forstår Dem ikke.

De forstår mig!

Dette er synd! Tag Dem i agt!

Deres hånd skælver –

Det er ikke sant!

«Væk ikke dæmonerne!» hedder det. Det er unødig tale. Ti dæmonerne er vore livskræfter.

Men de skal styres. Dette er mit livs dyre lære, og jeg slipper den ikke.

Dersom jeg ikke trode, at jeg var styret hid af sanhedens egen magt, så stod jeg her ikke. Jeg har haft et langt arbejde. Jeg har måttet løse lænke for lænke, at kræfterne skulde få svulme, samle sig og stævne frem. Her er de, – og nu skal vi tilsammen videre.

Det kunde være sket uden dette.

Jeg elsker Dem! Det er Dem, jeg har elsket i henne – fra første dag. Jeg elsker Dem.

Så hav ærbødighed for mig! – Gå!

Leonarda!

Nej, nej, nej! (Flygter.) Å, hvorfor er dette kommet!

Skridt for skridt er det kommet. Modstanden, denne barske ven, har drevet os. Å, bliv lykkelig, som jeg er det nu!

Jeg fortjener ikke lykke. Jeg har ikke ventet på den.

Jeg véd ikke, hvad De alt har gennemgåt for at blive, som De nu er, – så skøn, så god, så san.

Men det véd jeg, at havde de andre ikke dømt Dem for, hvad De har fejlet, så havde jeg ikke elsket Dem for, hvad De har nåt. Og det tænkte jeg gav mig ære hos Dem.

Evig tak! – Men menneskene har imod sådant. De har imod, at en ung mand bejler til en ældre kvinne, og når –

Menneskene har jeg dog aldrig spurt, ikke engang, da jeg var som stærkest bunden. Og nu spør jeg Dem, bare Dem!

Og jeg svarer: Den enkelte kan trives uden menneskenes sympati, ikke et forhold. Den kolde vind, der går, trænger snart imellem.

Når De svarer mig, føler jeg det, jeg selv siger, så stift, så højtideligt, – så kejtet. Men jeg må blive ved, som jeg nu engang er. Kære, gode, fra det øjeblik jeg fullt ud følte, at det var Dem, jeg elskede, blev der bare ét stort; – alt annet forsvant. Jeg fatter derfor ikke, hvad De siger. Tror De, man vil arbejde på at få mig træt? At man kan opnå det?

Ikke nu, men siden. Der kommer en tid –

– ja, en arbejdets, en udviklingens tid! Den er jo kommen. Det er for dens skyld, jeg står her. Måske kommer også en kampens, – Gud give det! – Er det da, at hensynene skal få råde? Nej. De er fri, og jeg er fri; i vor vilje har vi vor fremtid.

Og så er jeg imidlertid bleven gammel –

– De –! –

– og skinsyg og besværlig, – men De ung blandt de unge, glad blandt de glade! –

De har mere ungdom enn jeg. Forvandlings-rige! Som De er det i øjeblikket, vil De blive det i livet, – altid ny. Enhver alder vil overgyde Dem med en annen skønhed, en åndigere kraft. Tror De, jeg har fattet Dem halvt, eller at jeg elsker Dem halvt? Det er først og fremst hos flammen i din sjæl, at jeg vil sidde. Sanhedsmagten har draget mig til dig. Du uudgrunnelige, jeg vil i et helt liv ikke blive færdig med dig.

Dette er som stundum om våren. Luften lokker ud og beruser; men den kan være dødelig.

Du elsker mig! Jeg vidste det, før jeg kom hid i dag. Jeg så det, straks jeg stod her. Kærligheden er dit livs luft; jeg har aldrig set det således hos noget annet menneske. Derfor må jo de skuffelser, du har gennemgåt, de savn, du har følt, have været grænseløse. Og når så kærligheden bydes dig, ægte og hel, så skælver du –!

Nej, dette er en forståelse, som jeg tænkte umulig! Den gennemildner alle evner; den –

– Men har jeg ikke haft den, bestandig vi har talt sammen?

Jo.

Er den så ikke mit vidne, at vi to –?

Jo; det er sant! Jeg kan ikke gæmme mig for dig.

Men hvorfor denne angst –?

Jeg véd ikke! Den er dagers, den er vågne nætters!

Men det, du har nævnt, er jo intet. Det kan passe andre, men ikke os, andres forhold, men ikke vort.

Det var i angsten og på flugten, jeg nævnte det. Jeg kastede, hvad jeg først fant, for at stanse dig. Men det er ikke dette, – å Gud!

Leonarda!

Nej, kom ikke! Lad mig være!

Du bugner under det, og du tør ikke alligevel?

Hagbart, der er noget i dette, som ikke er ret –

– I måden, hvorpå det er kommet? At Ågåt ledede mig in til dig? Tænk dig om, og du vil se, at det kunde ikke være annerledes.

Det er ikke ord, som afgør sådant. Jeg må se Ågåt; jeg må tale med Ågåt.

Det har du jo gjort! Du véd det, at det er du, som elsker, og ikke hun; det er dig, jeg elsker, og ikke henne. Hvad er det, du mere vil?

Jeg vil få tid. Jeg vil ikke tabe styret over mig selv. Jeg har tilkæmpet mig det i års forsagelse og opofrelse. Det var min stolthed. Men det vil ikke lyde mig, når du taler. Hvert ord af din sjæl suger min i sig. Er der lykke på jorden, så er det at tages, tanke for tanke, over i en uendelig forståelse. Men der følger en angst med, – hos mig i det mindste. Nej, svar mig ikke! Du har for megen magt; ti jeg elsker dig, elsker som den, der har trot, at det højeste ikke var til, ikke muligt for mig, – og nu bryder det inover mig i den dybeste fred som forræderi mod mit barn.

Men det er det jo ikke!

Jeg véd det ikke; lad mig få tid!

Jeg har angst. Svundne timer komme frem i denne angst. Og der er mere i den. Jeg ængstes for det grænseløse i min egen kærlighed til dig. Jeg kunde drage dig ned med i en hvirvel! – Nej, svar mig ikke! Rør mig ikke! – – Hagbart, elsker du mig?

Og du spør? –

Så hjælp mig! – Gå! – Vær skøn! Lad mig få kænne denne sejr i min sjæl og se dig i dens lys! Andre trænger kanske ikke til det. Men jeg trænger til det. – Gå!

Leonarda!

Vent, til der kommer bud. Det kan ikke vare længe. Tag stille, hvad som kommer, husk: jeg elsker dig! Nej, sig intet! Jeg har ikke mod og kraft til mere. (Hvisker.) Gå! (Han går.) Hagbart! (Han stanser.) Det, du har sagt mig i dag, er det højeste, jeg har levet. Men at du nu går tavs bort, er mere enn alt, du har sagt.

Ågåt!

Er du der?

Men, barn! (Ud, kommer in igen med henne i favnen.) Har du gåt?

Hele vejen! (Hun holder sin hat i hånden, er solbrænt og varm og har mærker efter at have gåt en lang fodtur; på ryggen har hun en ransel, som hun lægger af.) Jeg har vasket mig i en bæk i dag og gjort toilet ellers også.

Har du gåt i nat?

Nej, jeg lå en stund på Opsal; men jeg var ude ved solgang. Gud, hvor det var skønt! –

Og jeg, som netop har ladet lage i stand for at hente dig.

Nå; så kan de hente mit tøj. For jeg kunde ikke vente længer.

Du ser så godt ud.

Å, det er, fordi jeg er så sol-brænt, det.

Ja, du har det da godt – nu!

Udmærket, tante! For nu er det over altsammen. Jeg har fåt brev fra olde-mor.

Var det fra henne, det brev, jeg sendte op? Jeg kunde ikke begribe, fra hvem det var.

Jo, det var fra henne. Her er det. Du må høre.

Ja.

«Kære barn!
Jeg har ikke skrevet på mange år, så det blir derefter. Men Hagbart er borte, så jeg må sige dig det selv. Vær ikke længer bedrøvet. Når I gifter eder, flytter jeg til eder.» – Er det ikke mageløst, tante?

Men –!

Men? Så gives der ikke noget men mere da, skønner du! Ti dette gælder jo dig.

Mig? – Ja, men … du? Hvorledes har du det? – med Hagbart?

Å, det? – Ja, nu skal jeg fortælle dig det, hvorledes det egentlig gik til. For nu kan jeg gøre det. – Nej, tag det ikke så alvorlig, tante! Det er jo ikke noget. Men lad os sætte os! (Flytter stolen tilrette, mens hun taler.) Jeg trænger virkelig også til at sidde lidt. – Ser du, det kom som et uventet overfall, – ligesom bagfra. Nej, kære tante, vær ikke så bekymret! Her står ingenting på længer. Det kom virkelig af en komedie

Af en komedie?

Vi så sammen i de dager, vi to, kan du huske: «Når damer fører krig» af Scribe.

Ja.

Og så tænkte jeg, ja, jeg sa’ det vist også: Han er dog i grunnen dum, den Henri. Han har valg mellem en stærk, skøn, ildfull kvinne, der kunde give sit liv for ham, – og et barn, som i grunnen er dumt, for det er hun, det nytter ikke at nægte det, tante, – og så vælger han denne lille ubetydelige person. Det er alene, fordi han selv er ubetydelig. – Nej, jeg må sidde ned, jeg hviler bedre da. (Lader sig glide helt ned, hvilende armen på fru Falks fang.) Å, det var godt! Og nu slipper du for at se mig i ansigtet oftere, enn jeg selv vil, for du tar det altfor gruelig højtideligt, og nu kommer noget flovt. – Med én gang stod det nemlig for mig: Gud! Fruen, det er –, og hun, den lille tingest med det krøllede år, er –, og han? Men Hagbart er ikke ubetydelig, han havde valgt annerledes! Og jeg véd ikke; men det slog mig i samme stund, at Hagbart lige fra første dag havde talt med dig og bare med dig og næsten slet ikke med mig, og hvis han talte med mig, da om dig. Jeg blev i den grad hjærte-sår, at det var, som én stak mig, og siden – jeg skammer mig nu så over det – havde jeg ikke mere fred; der fulgte mig en stor smerte, vågen og i drømme, og det ligesom snørede sig sammen om brystet, bare han talte til dig eller du til ham. Jeg skammer mig; ti hvad var naturligere, enn at han aldrig blev træt af at tale med dig! Jeg blir det jo ikke selv.

Men jeg véd ennu ikke, … jeg forstår ennu ikke –!

Vent nu! Nej, se ikke så spænt på mig! Det er jo forbi nu!

Hvad er forbi?

Herre Gud, så vent! Du, tante, er da ennu mere utålmodig enn jeg selv. Jeg vil, at du ikke skal tro mig værre, enn jeg er. Og derfor må jeg først fortælle, at jeg kæmpede. Jeg lå og græd om natten, ti jeg kunde jo ikke tale med dig om det; jeg gjorde mig så overgiven, munter og lykkelig om dagen, og så, tante, så sa’ jeg en dag fullt og helt til mig selv: Kan det gøre dig ondt, at han elsker henne højere enn dig? Hvad er du mod henne? Og hvor herligt, om tante fant en, hun højt kunde elske, og som jeg havde ført til henne!

Min herlige Ågåt!

Ja, nu må jeg ikke gøre mig bedre, enn jeg er, heller. Ti det var ikke altid, jeg kunde sige det. Der var noget, der bestandig skød op igen, ligesom – ja, ligesom en hulken. Men så tog jeg mig alvorlig sammen og sa’ til mig selv: Om det også er din egen lykke, du ofrer henne? Er det kanske for meget? Nej, og atter og evig, nej! Og når han ikke elsker mig mere! Skulde jeg da ikke kunne kæmpe det ned? Det vilde dog være fejgt ikke at kunne det! Jeg forsmår en, som ikke elsker mig!

Ågåt, jeg beundrer dig, jeg elsker dig, jeg er stolt af dig!

Å, tante, jeg har aldrig følt som da, hvad du var for mig! Hvis jeg kunde gøre noget stort i livet, noget, som var rigtig godt eller rigtig vakkert, så har du lagt det i mig; ti jeg gik da og sværmede for alt, jeg skulde finne på for at lede dette frem; jeg vilde påtage mig den ydmygste stilling, uden at I skulde fornemme et kny, et suk, … og da stod du bestandig for mig! Ti det følte jeg, at du kunde gøre dette for mig! Ja, det har du jo i grunnen allerede gjort. Du rigtig lyste for mig, tante!

Ågåt!

Men du ser ikke så glad ud, som jeg nu er! Fatter du ennu ikke, hvorledes det gik til?

Jo, men – udgangen?

Kære, den kænner du jo! Nej, det er sant! Det må jeg jo ikke glemme at fortælle, for ellers kan du jo ikke forstå, hvorfor jeg bar mig så dumt ad hos bispen.

Nej.

I mine stolte sværmerier, ser du, om forsagelse for at gøre eder lykkelige – kunde der komme på mig, ja, et virkelig raseri mod Hagbart, fordi han ingenting sa’ til mig, … eller rettere, ingenting forstod, … han gik ligesom i drømme. Er det ikke underligt, at det ene således kan blande sig med det annet? Og det var stærkere, enn jeg selv vidste af; – ti da bispen vilde forkaste dig, det kom også ligesom bagfra! – da tabte jeg rent besinnelsen, fordi Hagbart ikke havde hindret dette i steden for at gå der og drømme; jeg véd ikke, – men – ja, du så selv, hvorledes det gik; det brast ud altsammen hulter til bulter, jeg var rigtig engang igen til gagns uartig og du sint, – og så blev vi venner igen, og jeg rejste, og så, tante –

Og så –?

Ja, så tænkte jeg over! Alle de vakre ord om ham, som du gav mig med på vejen, de vokste og vokste. Du blev igen selv så stor, så mild. Deroppe var også rent vidunderligt! Nej, den luft, den klarhed, det over alle grænser store, du! Og vandet, næsten altid stille, så nedsænkt lå det; og der kunde være, især om kvælden, å, hvor stille! Og så lukkede det sig som et sår.

Hvad lukkede sig?

Smerten, tante. Der var ingenting mer i vejen. Hagbart er jo, som du sa’, så ædel, så san. Og du selv, tante! I vilde ikke have gjort mig noget ondt, nogen af eder, nej, ikke engang ufrivillig. Å, det var så godt at kænne det. Jeg hvilte mig i det mangen gang, til jeg sovnede, der jeg sad, – så lykkelig. Gud, hvor jeg elsker ham! – og så kom brevet fra olde-mor. –

Frøkenen skal være – Der er De jo!

Du virkelig skræmte mig, Hans!

Velkommen tilbage!

Tak.

Ja, så slipper jeg at rejse –?

Ja da! Men der må nogen op efter mit tøj.

Naturligvis. Men hvad fejler fruen?

Tante? – Gud, hvad er det?

Fruen har i det sidste ikke været frisk.

Ikke det? Men, tante! Skal jeg –? Vil du –? Tante! Men, tante!

Skal jeg kanske hente –

Nej, nej! – Men du, Ågåt, vil du – – Gud! – Vil du … springe in –

Dråberne med den røde etiket?

Ja. (Ågåt bort.) Hans, skynd dig hen til generalen, – bed ham komme hid! Straks!

Ja, frue!

Hans!

Ja!

Tag hest! Generalen er kanske ikke hjemme, så efter ham!

Ja. (Ud.)

Her er det, tante!

Tak. Nu er det over.

Men hvad er det, tante?

Det er, mit barn, – det er noget, som kommer undertiden i overgangen fra sommer til høst.