IV.

56Blokmageren slog sin regelmæssige Bugt indom SelvigsjappenSjap, Værtshus. om Kvældene for at tage sig de fornødne Stivere til Hjemkomsten. Naar Ølflasken og et passende Antal Drammer var tømt, var hans i Førstningen lidt hastende, urolige Mine tilslut størknet i en sløvt stirrende, fast Maske. Det var Skorpen om hans indre, langt ind i det ubevidste forsænkede Menneske, der nød sin daglige Glemselsstund fra den Livskamp, han nu engang havde overtaget, dengang han valgte at forene sin Skjæbne i Uadskillelighed med sin pligtaandende Madam, – den, hvori han saa totalt meldte Pas og bøjede undaf. Naar han sad der taus fortænkt og stirrede over Glasset, følte man, at han rugede over noget, mulig kun Drammens Nummer, mulig Regningen, mulig ogsaa en hel afsides Tankeverden, hvori han stirrede stille som Naturforskeren ned i det bundløse uudgrundelige.

Eller mulig grublede han i taus Resignation over Ægteskabets Problem, – og Konsekventsens 57forunderlige Lov, som havde sat ham af herinde paa Skjænkestuen.

Men Orden skal der være, sagde Blokmageren og tog, naar Klokken slog halv ni, med «Redskaben» i Haanden og ludende Nakke sin Vej famlende hjemover.

Om Lørdagsaftenerne, naar Arbejdet sluttede paa Værkstedet, kom der gjerne en opløben, ung, geschæftig Pige med tykke Haandled, magre Arme og lidt foroverbøjet i Figuren ned for at afhente ham. Hun havde en Kurv med et Papir, hvorpaa stod skrevet, hvad der skulde kjøbes for Ugelønnen.

Saa bar det gjerne opover Gaden med de to, – stedse langsommere, trevnere og sejgere. Han standsede den ene Gang efter den anden, saa sig betenksomt om med den ene Haand i Lommen og udsmækkende af og til et: «Sa sa!» – indtil han ved Madam Selvigs Trappesten og grønne Dør pludselig erklærede, at han havde «Redskab» staaende derinde; han kom igjen strax!

Hvad «strax» betød, vidste Silla af Erfaring, og imidlertid drev hun sin egen Kaas nedover Tomterne.

– Over Broen ved Grundingen kom i den vakkre Augustaften den ene Flok Arbejdere efter 58den anden, deriblandt adskillige med samme Slags Gelejde af Hustru eller Barn som hendes Far. Det var saa almindeligt, forstod sig saa af sig selv, hvad det betød, at derpaa var ikke at spendere nogen Tanke.

Medens de forskjellige Porte og Tomter udspyede sine Strømme af Arbejdere, havde hun nærmet sig en af de dybe Gange, der fure sig mellem Lastepladsene med Plankeværk paa begge Sider og Bordstabler indenfor. Dens skjævt opkjørte, sorte Søle førte ind til en Smedie– og Redskabstomt.

Lige paa Hjørnet laa en Grusdynge fuld af ituslagne Flaskebunde og Skaar. Der blev hun staaende med sin Kurv, mens hun for at give Plads for de forbigaaende af og til traadte baglængs Skridt for Skridt op i Dyngen. Paa det Vis havde hun vundet Højden over Plankeværket og kunde se indover Tomten.

De holdt endnu paa med Lønningerne derinde i tæt Flok om et lidet Skur, der skulde gjælde for Kontor.

Med Nakken lang og foroverstrakt og Hovedet med de mørke Øjne som to Prikker vendt næsten som en Fugl, stod hun ivrig og keg indover. Det var ikke til at tage fejl af hendes Ærind …

59«Naa, Jente! glaner Du efter Kjæresten?» – lød det nedenfor.

Men, da hun idetsamme fik se Nikolai, og han gjorde Signal til hende, overhørte hun det og svang hidsig med Kurven.

Han kom uvasket og sodet lige fra Arbejdet ud igjennem Plankesmuget.Smug, Smøge.

«Ja nu er han væk!»

«Hvem?»

«Han var rødhaaret, – med blaa Sæler og Sejlmagerlue!Lue, Hue. Det var vist han over fra Grønlien, de kalder for Otterslangen … og saa beskyldte han mig for, at jeg stod her og glante efter Kjæresten!»

«Jeg skal glane ham jeg! Lad mig bare faa fat i hans syndige Krop, saa skal jeg hamre Klinksøm af ham jeg! … og siden plukke det røde Haaret hans op til Drev, saa Far hans bare skal behøve at sætte det ind i Begpotten!»

Hans Øjne ledte; men, da de intetsteds fandt den til en saa grum og forfærdelig Skjæbne viede Otterslange, lagde Vreden sig pludselig, og med et raskt Nik opover foreslog han:

«Bager Ring, Silla?» –

60Han havde Ugelønnen i Lommen, og saa bar det SnarvejenSnarvej, Gjenvej. gjennem et Par lerede Baggaarde, der paa de værste Steder var belagte med Plankeovergange, op til den omtalte Bod.

Aa, hvor de kjøbte, – og hvor de spiste!

Det var især nogle fine, dyre Kager med Syltetøj i … Og det var de to Skjortekraver, han havde spekuleret paa at kjøbe sig nu til Ugen, som de aad op!

Nikolai lagde med høj Selvfølelse ud om, hvorledes han nu havde smedet sex store Jernkroge med Løkker til; og hun maatte ikke indbilde sig, at det bare var at slægge paa, – nej, det skulde baade hamres ud og bænkes og nejes i ret Tid! Dernede gjorde de nu bare Stager og Grev og svære Hjulbeslag; men han vilde blive enten Laasesmed eller Gjørtler …

Dette interesserede ikke Silla saameget; hun vilde vide om Skogsturen i Søndags, da han fik være med Svendene. Det maatte have været uhyre, skrækkelig morsomt! Og saa dansede de jo?

«Ja, det kan Du tro. Anders Berg det er solid KarKar, Karl. det; han skal gjøre Smedie selv nede i Svelvig retnu, og saa gifter han sig.»

61«0g de andre, var de ogsaa forlovede?»

«Æh!»

«Naada?»

«Aah!»

«Hvad er det for noget med dem Du? – kan Du ikke sige det!»

«Aa, det er ikke noget, – bare Fanteri!Fanteri, Narreri. – blir ikke Smedkone af én af dem … Sligt noget som farer GauketurFare Gauketur, gjøre Kommers. saa med en og saa med en anden, – hæsch da!»

«End Du da, dansede Du?»

«Aa, Drengene faar bare løbe efter Øl de! – men, naar jeg blir Svend … Men Silla, end Klokken … vi faar skynde os!» – afbrød han pludselig.

«Aa, det er ikke saa farligt endnu. En fin til med Syltetøj … gaa ind og kjøb, hører Du! Aa–aa, Nikolai!» – tiggede hun, og, da han sprang ind efter det forlangte, raabte hun efter ham:

«og saa lidt Brystsukker til hjemover – af de til fire for én!»

«Kan Du ikke spise det, mens Du gaar, Silla!» – trængte han paa, da han igjen kom 62ud, – «bare skynd Dig! Tænk, om hun hjemme faar nys i, at Du har været sammen med mig … »

«Pyt, kan godt vente endnu!» – hun lænede Ryggen mod Væggen og gjorde sig tilgode, – «for, ser Du,» mumsedeMumse, gumle. hun, «Far er ikke ude af Selvigssjappen paa en Stund endnu … og det, siger jeg nu for det første, har opholdt mig; jeg kan gjerne regne en halv Time paa det! Og dernæst saa har jeg det i Lommen til Mor, at det er Lørdagskvælden ikvæld, og at der var saa mange Mennesker i Kramboden, saa jeg ikke kunde komme frem til Disken … Og, naar jeg ikke vil ha’ Aftensmaden, ser Du, – saa siger jeg bare, at jeg har faat saa græsselig ondt i Ho’det af at staa slig og vente inde i Boden; det var saa kvalmende hedt der! Mors Næse skulde nok være brav fin, om hun kunde gjætte, at jeg har truffet Dig. – Naa, hvad er det, Du sætter sligt Fjæs for?»

«Hun hjemme,» – han kaldte aldrig hendes Mor anderledes, – «tvinger Dig med Ho’det ned i Løgnbøtten hver evige Dag; der har ingen Ret til at snakke sandt uden hende!»

63«Aah!» – hun kastede utaalmodig paa Hovedet; det var saa tit gjentaget!

… «Hun æder op al Redeligheden i Stuen alene hun, ser Du! – for det er spændtSpændt, plat. umulig nogengang at faa gjort Redelighed med hende bare for Skræk! Hun holder Tugten hun, … og, stort eller lidet, lige kvitter det.Lige kvittar det, det er lige fedt. Den, som vil snakke sandt uden at ha’ Næver til det, han faar Juling han, som jeg fik det! – Naa, med mig kan det være det samme … Men huf! – naar jeg tænker paa, at Du nu skal hjem og digte op alle Løgnene dine igjen, og at Du er saa ræd, og har saa lidet Kræfter imod dem, Silla!»

Hun forsøgte at flireFlire, le. og slaa det hen; men Minen faldt noget klejnmodig. Hun taalte ikke det ubehagelige Emne, – for lyve maatte hun jo, om han slog sig aldrig saa gal!

Og saa fik hun pludselig Hast paa sig.

«Nej, nej, nej, vi maa hjemover, Nikolai! – hører Du! Jeg tør ikke staa her længere.»

Nikolai var kommet i Hede, men standsede pludselig ved at se Sillas forfærdede Mine. Hun havde vrængt Kjolelommen helt ud og stod og 64holdt i den, medens hun stirrede og ledte rundt om sig paa Jorden. Saa hægtede hun febrilsk op og ledte i Livet.

«Pengene … end Pengene, Nikolai!» – udstødte hun angst og vedblev ude af sig at ryste Skjørtet og se sig om. «Smaasølvet og Markestykkerne laa indeni de to Dalersedler slig, som jeg fik dem af Far … jeg puttede dem enda strax i Lommen!»

«Hvad skal jeg gjøre, Nikolai!» – begyndte hun at jamre; men fór med ét ved et pludseligt Indfald hen i Kurven. Dog der var de ikke!

De ledte og ledte …

Henne paa Hjørnet ved Grusdyngen, der var de naturligvis, for der havde hun jo staat og svunget med Kurven. Det var klart, de laa der mellem Flaskebiterne! … Bite, Stykke.

En bleg tynd Førsterand af den høstlige Nymaane havde hævet sig over Lastetomterne, medens de gik der Skridt for Skridt og ledte, og Silla af og til udjamrede et forsagt, tonløst: – «End om jeg ikke finder dem!» – og Nikolai rodede til Albuen i Sølepytter, hvori Seddeltutten kanske kunde være sunket.

65De havde været ved Broen, de havde ledt om paa Grusdyngen; de havde søgt og ransaget frem og tilbage og om igjen; – der var ikke Tale om at finde dem!

Nu begyndte det at blive sent … og hjemme ventede Madam Holman … Nu ventede hun virkelig!

Silla satte sig til at tude.

Nikolai havde kun en og anden Gang bedt hende «tie med sig», saa skulde han nok finde Pengene! Nu sagde han med ét:

«Jeg kunde have Lyst til at gjøde Dig rigtig med Kager en Gang til idag og saa gaa i Sjøen med os begge to, Silla! At vi laa der, det skulde ikke være Løgn det!»

Enten hans Propos var alvorlig ment eller ikke, saa vandt det ialfald aldeles ikke Gehør. Hun sad fortvilet og opgivet der paa Tømmerstokken; Taarerne randt i store Draaber.

Den sexten syttenaarige Værkstedsdreng stod betænkt med den flade Kage af en Hue skudt tilbage over det af Ugens Arbejdssved sammenrodede Haar. Han stirrede ufravendt dybt i et gammelt raaddent Hul i Tømmerstokken … Hullet blev raadnere og raadnere, hulere og hulere, tommere og tommere, medens hans værkende 66Tanke ledte efter Raad … Men der kom intet …

Overbevist om sin Skjæbne, rejste hun sig, tog Kurven og gik hjemover med Øjnene altid ned foran Fødderne. Det var hendes Gang til Skafottet!

Efter hende fulgte Nikolai saa langt, han blot turde, idet han paa forskjellig Vis gjentog: – «Vær ikke ræd, Silla! … de kan ikke tage Livet af Dig!»

Noget som en stille Jamren sagde, at hun hørte ham.

Da hun forsvandt om Hjørnet, skjød han Gjenveje, som kun han og en og anden gammel Tomtekat kjendte; og fra Plankegjærdet nedenfor Pladsen saa han, hvordan hun, bøjet og i samme stille Trit uden at standse steg ned i Kjælderhalsen.

Da det var mørkt, stod han udenfor Vinduet og lyttede. Han hørte hende endnu hulke sagte efter Stormen, som var gaat over hende.

---

Madam Holman havde forhørt og krydsforhørt og endelig faat tvunget ud af Silla, at hun havde været sammen med Nikolai. At hun, 67Madam Holmans Datter, trods alle Forbud søgte Selskab med denne forvildede og forlorne, der havde lønnet hende med saadan Utak, det var istand til at føre hende paa Gravens Bred.

Og hellerikke skulde nogen faa indbildt hende, at Holmans surt fortjente Ugeløn kunde forsvinde rent som Damp af en Gryde! En forsulten Læredreng, som gaar ved Siden af en velspækket Pung, – enhver kunde skjønne, hvor det bar hen! Mester Nikolai havde blot ganske fint og udspekuleret passet paa den Tid, da han vidste, Silla gik med Faderens Penge i Lommen, for at faa dem praktiseret over i sin egen!

Ikke forbedrede det Sagen, at Silla i sin Halstarrighed paastod, at han ikke havde saameget som sét Pengene, – «før Nikolai tog en Skilling fra hende!»

Den sidste Yttring beseglede hans Skjæbne, – i hendes Hus skulde ingen stiltiende Fordølgelse finde Sted! –

– – Der blev OpstyrOpstyr, Høre. nede paa Smedetomten, da en Konstabel Dagen efter kom og bemægtigede sig Læredrengen Nikolai. Han skulde op paa Politikammeret for i Lørdags 68Aftes at have besveget en ung Pige for hele hendes Fars Ugelønning!

Men det svor Anders Berg paa, da de var borte, han lod StorslæggenStorslæggen, den store Forhammer. rulle henover Ambolten, – at Nikolai aldrig havde gjort! De andre, Jan Peter og Katrinus og Bernt Johan Jakobsen og Petter Evensen, de trode ingenting de; – men, at han skulde drage Politiet ind paa et skikkeligt Værksted, det … Helst skulde han søge sig ind andetsteds efter dette!

I første Øjeblik havde Nikolai kun én Følelse, – den lammende Panik, hvoraf et første Gangs Bekjendtskab med Politiet altid ledsages. At han havde en god Samvittighed blussede jo op i ham; men kun for strax at slukkes igjen. Det havde han havt saa ofte, og det havde altid vist sig at være en for tynd Is at staa paa i Prøvens Stund. Den Slags Selvfølelse var en Væxt, som for ofte var traadt under Madam Holmans Hæl til, at den nu skulde staa i nogenslags duftende Flor som en tilvoxen Blomst indeni ham!

Resultatet af hans Betragtninger var en pludselig Vridning og et voldsomt Ryk, hvormed han haabede at slippe fra sin ubelejlige 69Ledsager; – men kun med den Følge, at han lige efter havde en Konstabel ved hver Arm.

Stedt paa Forhør for Politiadjudanten, lyste der mørk, uvillig Trods ud af hans Mine, og det for hans Alder altfor hvasse Øjekast skulde heller ikke indtage for ham.

«Silla? … Han havde ikke i Lørdags været sammen med nogen Silla!»

Det kunde ikke med en Tanke falde ham ind at forraade hende, og det var først, da han konfronteredes med hende selv og Moderen og hørte, at hun havde tilstaaet, at han medgav det.

At Silla – stadig med Graaden i Halsen – vedblev at paastaa, at han ikke havde taget Pengene, beviste hverken fra eller til. Derimod vejede det mere, hvad man havde faat frem ved Ransagningen og Undersøgelsen i hans Logis, – han boede paa Kvisten hos Glasmager Olsen sammen med tre andre Læredrenge, – idet de alle var enstemmige i, at han omhandlede Lørdagsaften først var kommet hjem sent og, efterat de var indsovnede, samt at han Søndagsmorgen igjen var gaat meget tidlig ud.

Angjældendes Paastand, at det var sket for atter at søge nede paa Tomten efter det tabte 70Beløb, syntes kun lidet trolig. Men nærmere var det umuligt at komme ham!

En forstokket ung Gavtyv! … Det Vidnesbyrd gi’r ogsaa hans Plejemor …

Nikolai stod med Huen i Haanden og saa ned mod Gulvet. Han havde den Vane at skubbe Pandehuden op og ned, naar han saadan funderede. I det unge, brede Ansigt med de store Træk, de graa Øjne, hvori der undertiden kom et eget Kast, og den om Zink– eller Kobberfarve mindende Hanekam mærkede Politiadjudantens gjennemskuende, ved mange Aars Praxis ubedragelige Blik sig Signalementet paa et Subjekt, der sandsynligvis for Fremtiden oftere vilde beskjæftige Politiet.

«For at udelukke Muligheden af Konferentse med de andre Læredrenge paa Værelset,» dikterede han til Protokollen, «i Betragtning af, at Angjældende har manifesteret mala fides ved Forsøg paa at undslippe saavelsom hans usandfærdige Forhold og Benægtelser under Forhøret iøvrigt, – vil han indtil videre blive at hensætte i Varetægtsfængsel.»

Idet Arrestordren lød, kom der nogle ufrivillige Muskeltrækninger i Nikolais svedige Ansigt; der sittrede i det den Fattiges Forbandelse, 71at han aldrig har nogen Udvej; – et Fejltrin, og han er fangen, en tabt Daler; og han staar for Retten!

– Efter nok et Forhør blev Nikolai frifunden for videre Tiltale af Mangel paa Bevis.

Den Formiddag, Døren til Arresten slog igjen bag ham, sneg han sig nedefter Gaden med en Følelse af, at alle Vinduerne paa begge Sider ligesom saa efter ham; det var alt andet end med dens Gang, der igjen kan lade sin Ærligheds Sol skinne!

Nede i Logiet hos Madam Olsen fandt han sine faa Sager sat hen til Afhentning i KottetKot, Aflukke. under Trappen med den Besked, at hans Plads paa Kvistværelset var optaget af en anden.

Han spurgte ikke hvorfor. Madamens pene Taushed sved værre end, om hun havde skreget aldrig saa højt om Folk, som paadrog hende «Husens Undersøgelse med Ransagning og anden Staahej!»

Og saa skulde han ned og vise sig i Smedien igjen – for Hægberg, Mesteren, og Anders Berg, og Svendene og alle Læredrengene!

Det gik med uvisse Skridt, og han standsede 72den ene Gang efter den anden … Hvad mon Anders Berg kunde tænke? …

Under et Anfald af Modfaldenhed vendte han halvt om. Dog, til KnivsenTil Knivs, der an. maatte han jo! – og saa satte han Ho’det hanekryt og smaaplystrede. Men, da han nærmede sig det af Kul smudsige Plankegjærde ved Smedietomten, hørte Plystringen op, og han var koldsved, da han kom ind af Porten.

Uden at sige et Ord gik han til Kulbingen og begyndte at rejse nogle Rujernstænger, som skulde tilside. Der var under dette ikke én, som hilsede eller talte til ham.

Anders Berg havde Jern i Essen, og det var først, da han og den anden Svend var færdig med Udhamringen, at han kom hen til ham og sagde:

«Jeg vidste nok, Du vilde komme igjen, jeg! – her skal Du faa Arbejde, Du kan file af de tre Nøglerne!»

Hermed var Nikolai pent placeret ved en af Skruestikkerne, og lige efter stod han i ivrigt Arbejde baade med Grov– og Finfilen.

Anders Bergs Tiltale havde gjort ham saa godt, ligesom med engang rejst ham paa Fode 73igjen for hele Smedien, og han svor i sit Hjerte Anders Berg Venskab og Hengivenhed til sidste Stump af sig!

Det sang og lyste af Slæggerne inde i den store Smedie, smeldte hvast og bankede af Hamrene, hven, peb og skar i Ørene af Filene. Arbejdet gik, og Nikolai syntes aldrig, han havde kjendt, hvor gjildt det var at være Smed, slig som idag! – Nøgleskjægget tog han lige saa godt med Finfilen med en Gang, medens Nøglen laa over paa den Side af Skruen; han filede Haket til saa net og glat, som det kunde været en fin Nøgle til en Komode og ikke en stor, pibeløs en til en Plankeport.

Turen kom nu til Haandtaget. Han drev paa med Grovfilen, saa han næsten ikke hørte Slæggen for Hvinet …

Ved Ambolten indenfor stod en Svend og gjorde Klinksøm, medens en af Læredrengene drog Bælgen og derimellem sankede ihob.Ihob, sammen. De snakkede og lo. Af og til trængte et og andet højrøstet Udbrud henover til Nikolai.

Det var dog først, da Gutten gjorde en Grimace henimod ham, at Nikolai fik nogen 74Tanke om, at det var ham, som var Gjenstand for Underholdningen. Den øredøvende Grovfil gik pludselig ganske let i hans Haand, og han havde med ét blot Øjne og Øren for alt rundt om sig …

Der stod de og snakkede og nikkede til hverandre bortover ved Skruestikkerne; der løb Jan Petter og rapporterede, hvad den ene sagde og hvad den anden sagde. Det var grejt at skjønne, hvad det gjaldt … og, at han nu stod der som et andet Udstillingsdyr! – nej, som noget endnu værre, som en, der var istand til at gaa i Lommerne paa nogen og hver af dem! …

Der var ikke én af Læredrengene, som vilde dele Nattelogis med ham nu, saameget saa han paa dem! …

Han stod spændt lydhør med en Følelse af, at nu dræbte de ham bortover ved alle Værkstedspladsene … nu filte de ham over ved Skruestikkerne, hamrede ham flad med Lethammeren og knuste ham med Slæggerne. Han gjættede og forstod Blik og Miner …

«Ja ser Du, Mathias,» – hørte han borte fra Klinksømmene, som Svenden nu tog op i Forskindet, – «der er mange lettere Haandteringer 75end at staa i Smedien; gjør et godt Grev af Næverne dine, Gut!»

«Hi–hi–hi!» – lo den tiltalte…

« … eller lav Dig en Klype,Klype, Knibtang. som Du kan tage ned i Skjørtelommerne med, – alle de Jenter, som har Skillinger, Gut, i hele Byen!»

Nikolai hørte hvert Ord og den vrinskende Latter til; han var forfærdelig bleg.

Ud af Svendens kullede Ansigt lyste raa Lystighed, og, da deres Øjne mødtes, gren han foragteligt.

Lidt efter kom han forbi ham med Forskindet fuldt af Klinksømmene. Deres Blikke mødtes igjen; de haanlige Øjne voxede, det var, som Nikolai saa dem i en Svimmel, – og for et Næveslag lige i Ansigtet tumlede Svenden baglængs, saa Klinksømmene drev!

Der blev en kort Overraskelsens Pause, inden de alle fór imod ham.

Men Nikolai svang Grovfilen om sig som en besat. Han følte med Raseriets Lyst, hvorledes han skulde slaa, – slaa ned én for én i hele Smedien, til han fik Ret for sig! … Vent, han havde endnu bare begyndt! – paa KubbenKubbe, Blok. laa Hammeren …

76Men de i Smedien ventede ikke, og i Øjeblikket efter var det ham, som laa overende med Øjnene blindede af blaa og gule Gnister og saamange om og over sig, som der blot var Plads for; nu skulde han stivholdes og transporteres, – han havde brugt Haandvaaben!

Han fik en Fornemmelse af et vældigt Greb i sin Trøjenakke, et, der tog i Skindet med – følte sig slængt op og i samme Fart halvt løftet, halvt kylet ud af Smediedøren.

Det var Anders Berg, som havde lagt sine Kræfter ud for at bjerge ham, og som – fremdeles kun lidet løsnende paa det samme Tag, – nu førte ham ud af Porten.

Det var Farvel fra Smedien! – –

«Jeg skal sige Dere noget,» udbrast Anders Berg siden, da TulemutenTulemuten, Tumulten. var over; – han var fremdeles rød i Ansigtet og skreg med Stemmen, mens han koldhamrede, –

«Der har slaat sig en vrang Bøi paa Nikolai! – men det er ikke hans Skyld!»

Slæggen sang i Jernet!

77Nikolai lejede sig ikke ind nogetsteds den Kvæld; dertil var han for forslaat og tilrakket, hans Klæder for flængede og forrevne og, mere end alt, – følte han sig for saarSaar, ømfindtlig. for Folk nu, han til og med var kommet slig væk fra Smedien!

Da Natten faldt paa, havde han igjen taget sit kjendte Logis i en af Plankestablerne nede paa Bordtomten. I et af de dybe, firkantede Rum der laa han og saa op paa Stjernerne og syntes, at nu var Verden blevet saa morsom saa! …

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.