V.

Nikolai var stedt paa det løse, det var vist og sandt!

Byde sig frem i nogen anden Smedie kunde ikke falde ham ind, dertil kjendte de hverandre alle for godt … og, bare hos Prambygger Hansen, hvor han fik Logi oppe paa Redskabsloftet og Kosten i de Dage, han fik slippe til at gjøre Nytte for sig, – saa vilde de nu have Besked om, hvorfor han var kommet fra sin Haandtering? Som det kom dem ved!

78Nikolai blev med ét borte.

Paa Bryggen, paa Havnen, paa Dampskibene maatte en Kar med hans Næver vel kunne tjene sig frem lige saa godt som nogen anden.

Det var med nyt og frejdigt Mod, om end paa en Mave, som ikke var synderlig besværet med Kost i de sidste Dage, at han kom derned.

Han modtoges med en vis erkjendende Beundring. At han havde været ikast med Politiet og hændigHændig, behændig. nok til at slippe undaf, uden at det havde faat noget paa ham, fandt han var et vel kjendt Faktum; – saadant gaar som en Løbeild i den Verden og stiller sin Mand i Glorie.

Og, saalænge han kun toges for en Lediggjænger eller en Smeddreng, som luftede sig og tog sig et Par Fridage fra Smedien, var Interessenterne i de forskjellige Næringer dernede baade hyggelige og pratsomme.Pratsom, snaksom. Men da han – og det ikke blot én Gang, – pludselig tog fat og fór over Landgangsbryggen fra Dampskibet med en svær Kuffert paa Ryggen og en Rejsende i Hælene Vognene forbi op til Hotellet, slog alt om i en anden Tone. Havde han Skildt? – Eller trode han kanske, det gik an at gaa andre Folk i Næringen? … De vidste vel, hvad han var for én!

Skildt vidste han vel, han ikke erholdt, og saa fik det gaa, som det kunde, med at rives og slides og slaas for en sulten Mave og true sig frem og gjøre sig Vej med Næverne, og, – naar det gjaldt om at blive betroet Børren eller faa første Tag i Kufferten, – da være døv, stokdøv for alt, hvad de fandt paa at raabe ud om ham!

Overalt ti for én om Fortjenesten, og ligesom en Mur eller Kreds om hver Vej til Skillingen! Lidt kunde det vel en og anden Gang lykkes ham at blive alene om, – naar en Dør var gaat i Baglaas eller af Hængslerne, eller det var noget andet af Smedhaandteringen, der var Brug for i en Snarvending. Men mere end Knapnæring blev det ikke, – ofte bare en Dram eller to til Tak!

Og nu, Vinteren stod saa længe paa, baade sultede og frøs han. Især var Natten lang. For at faa den til at gaa, tog han ofte Brændevin for Aftensmad. Og saa gjaldt det at pønse ud, hvor han skulde prøve sig om Dagen, – ved Raakarbejdet,Raakarbejdet, Isvækningen. paa Bryggen, ved SnemaagingenSnemaaging, Sneskovlingen. eller ved at bære Planker paa Tomten.

80

Tyndklædt og bar, lidt rødlig af Kulden, klamsede han nedover med sin for Albuerne hullede Trøje og det gamle Skjærf, der havde sin Kolør fra Smedien, skudt højt op mod Ørene. Det var ikke vanskeligt at se Smeddrengen stikke igjennem. Hvergang han mødte nogen af Hægbergs Læredrenge slog han op en Haanlatter … De syntes kanske, at han gik lurvete klædt? men akkurat saadan, som han nu havde det, var det, han vilde have det! Han vilde være fri han, hverken ha’ Mester eller Svende eller nogen over sig, og bryde sig om ingen …

Men, var Smedtomten et Punkt, han helst holdt sig fra, saa gaves der ogsaa et andet Sted i Byen, han gjerne gjorde en BøjgBøjg,Omvej. udenom, nemlig Strøget paa den Kant af Bryggerne, hvor Blokmagerværkstedet laa og op til Holmans paa Pladsen.

Hvordan det nu var eller ikke var, – han havde ingen Lyst til at træffe Silla! Sidst han talte med hende, – Dagen, efterat han var kommet væk fra Smedien, – lagde han Mærke til, at hun hele Tiden saa sig saa skræmt og sky om og vilde, de skulde staa snart her 81og snart der. Det kunde ikke være Frygt for nogen af dem hjemme, og saa gik det pludselig op for ham, at hun skammede sig for, at Folk skulde se, at hun stod og snakkede med ham. Med et: – «Adiø, Silla!» – røg han saa pludselig fra hende.

Siden nød han ordentlig, at hun saa saa ulykkelig ud og var saa forlegen for at vise ham, at hun ikke brød sig om Folk. Hvad vilde hun med ham, naar han saa ingenting havde at traktere hende med alligevel? det var ikke noget for hende at staa med en slig én! – –

Der er en prægtig Bundsforvandt for hver, som gaar med tyndslidte, hullede Klæder, og det er Solen! Den udleverer Overfrakker i de varme Solvægge, kommer med Liv og Rørelse, og saa behøver Maven ikke længere at være uvis om Middagsmaden!

Nikolai havde havt Arbejde ved Bryggen hele Formiddagen og stod netop under Middagshvilen og bagte sig i Solvæggen og gispede.

Han holdt inde midt i Gispet … Hun, … den smale Skikkelse i den sjaskede Bomuldskjole, som kom løbende der med Kroppen forover og Tørklædet over det lille mørke Hoved for Solen, – det var ingen anden end Silla!

82

Hun skjød sig frem mellem Kurvene og Trafiken henne paa Fiskebryggen; der var en spejdende Fart i hende som en opskræmt Agerrixe,Agerrixe, Vagtelkongu. der i Løbet vender Hovedet saa til én Side og saa til en anden. Hun havde faat Øje paa ham … og nu raabte hun ogsaa: – «Nikolai … Nikolai!»

« … Nikolai!» – hun svælgede med Stemmen af bare Hastværk, – «Nikolai, Du maa vide, Mor … da hun sprættede op min gamle blaa Kjole idag … fandt hun Pengene i Skoningen … de laa indeni Foret … begge Dalersedlerne og Smaapengene med … Jeg løb hid for at sige Dig det, lige fra jeg var hos Far med Madspandet paa Værkstedet … Og nu render jeg lige til Smedien … der skal de faa høre, hvad de har gjort imod Dig! Har Du hørt sligt, inde imellem Skoningen! … Jeg er saa græsselig, græsselig glad!» og hun saa ogsaa omtrentlig vild ud i Øjnene. «Du kan tro, Mor, hun satte op et Ansigt!»

«Hils bare hjem fra mig, at jeg er lige glad jeg!» faldt han ind bittert og uoptøet. Men hun lagde ikke Mærke til det; hun vilde afsted til Smedien, og did fór hun.

83Gjerne for ham! … men, siden Anders Berg havde gjort Smedie i Svelvig, fandtes der ikke den, han brød sig om, fik vide det! – For han var fri Mand nu han!

Han stod med Hænderne i Buxelommen og stirrede udfor Bryggen paa en sunken Sukkertop, som en Hob Smaagutter under Støj og Larm arbejdede paa at faa op. Den stod der alt halvsmeltet paa den grønlige Bund, hvori Solen stribede Bølgelinjer.

… Silla kunde nu prøve alt det, hun vilde, paa at faa ham til Smedien. Siden de satte Tyvsordet paa ham, havde han faat Saltvandet tvertigjennem ligesom Sukkertoppen! … Og desuden, staa der og slave, naar han kunde være sin egen …

«Hej Gutter! jeg skal vise Jer, hvordan I skal faa op Sukkertoppen; æde den faar I selv!»

---

Skjænkestuen, – den med den grønne Dør og de hvide Karmer om nederst i Gaden hos Madam Selvig, – havde set Blokmagerens stille, tyste, ludende Skikkelse gaa og komme nu i mange Aar. Hans Greb i Dørklinken var lige præcist, hans Gang, efterat have sat Redskaben 84fra sig, hen til den brune Disk var lige akkurat, om end hans Ansigt en Smule mere illumineret. Han havde et vist Navn dernede, der havde tilladt ham at «kridte» nu alt i en Række Aar og underholde et Forhold til Regningen, hvorom hans ubønhørlig korekte Hustru ikke gjorde sig Spor af Idé; – «for Holman havde en ugentlig Lommepenge!»

Og som vanligt Lørdagsaftenerne gik Silla udenfor og ventede paa ham med Kurven.

Hun var vist ganske pyntelig klædt, som hun gik der i sin Sirtseskjole med det lille, hvide Lommetørklæde i Snip om Halsen; men det var, som Klæder ikke bed paa hende. Den opløbne, tynde Figur stak saa paa alle Kanter igjennem.

En rask Vending gjorde hun, da hun nederst i Gaden trode at se et Glimt af Nikolai. Det samme havde hun ogsaa troet at se forrige Lørdags Aften. Egentlig havde hun ikke talt med ham siden tidlig isommer, da han blev saa hidsig, fordi hun vilde have ham i Smedelæren igjen.

Hun gik hastig nedover Gaden; – at det var ham, det var hun vis paa! …

Hun skyndte sig videre nedover til Broen … Men det gik som sidst, han var ikke at se! – og saa vendte hun skuffet om igjen, idet hun 85stadig holdt Øje med Madam Selvigs grønne Dør. Paa Klokkeslettet otte vidste hun, at hendes Far vilde vise sig.

Hun gik op imod den og nedover igjen. Nu begyndte hun at blive utaalmodig … Det maatte, kunde ikke andet end være over Tiden! – de lukkede jo Butikkerne baade her og der, og, skulde hun faa kjøbt noget ikvæld, gik det umulig an at vente længere! …

Hun maatte tilsidst op at se, om Faderen virkelig sad der endnu, – om han ikke kanske var gaat, da hun var nede ved Broen; han fejlede jo aldrig paa Tiden!

Hun var kommet saa langt op i Gaden som der, hvor det stenlagte Fortog begyndte, da hun saa den grønne Dør aabne sig og hastig smeldes i. Ud skyndte sig en barhovedet, halvpaaklædt Pige. Strax efter kom en Mand ud i samme Fart, og gjennem Døren, der blev staaende oppe efter ham, strømmede endel Folk med og uden Huer ud paa Trappen.

Der var noget paafærde! …

Nu aabnedes ogsaa et Vindu eller rettere, det bankedes op, saa Ruden singledeSingle, klirre. ned i Gaden.

86En eller anden drukken formodentlig, som ikke bar sig længere, – det var jo Lørdagsaften, … og som gjorde Kvalm, saa han maatte tages af Politiet.

Hun havde sét meget sligt før, var fuldstændig scenevant. Hellerikke var hun ængstelig for sin Far; han blandede sig ufravigelig aldrig i den Slags.

Men hvorfor kom han ikke ud? – alle Gjæsterne stod jo udenfor!

Der var kommet et svagt skraat Skimmer af Aftenen i den aabnede Rude. Indenfor ved Bordet plejede hendes Far at sidde; han holdt altid samme Plads. Og didhen var det, hun gik og keg udenfra ind mellem Blomsterpotterne, – nogle af Værtshusdunster mættede, halvkvalte, smudsig–fede Geranier og Hortensiaer.

Hvad var det? … han, som laa paa den subredeSubret, sølet. Disk med aabent Halstørklæde og Skjorte og den ene Arm hængende ned, – var det hendes Far!

«Den, som bare havde en Sneppert! – han rørte sig nys – en Sneppert!» …

Hvad de sagde videre paa Trappen, lagde hun ikke Mærke til, om det ikke var, at nogle 87vilde nægte hende at gaa ind, og andre igjen sagde, at hun var Holmans Datter.

– Hun vaagnede som efter et dybt Fald, hvori hun havde tabt Bevidstheden, ved at se sig sidde paa Disken støttende sin Fars Hoved og Overkrop. Hun syntes, hun havde holdt ham om Halsen og bedt ham svare sig; … men nu rallede han ikke mere!

De havde lagt en gammel, udtyndet Sofarul og et Stolesæde under hans Hoved. Bagom stod Potte– og Pælemaalene, Drammeglas, Bliktrakter og Ølflasker skudte tilside for at gjøre Plads helt op til Væggen. Øjnene stirrede vidtaabne lige op i den engang hvidtede Loftsbjælke, og Ansigtet var paa den ene halve Side optrukket til et Grin, der gav et Udtryk, som han laa og væmmedes saa usigeligt over det smudsige Loft.

Ved Døren sad en stor Fyr; hun kjendte ham, det var Sjappebjørnen, som de kaldte ham, – han, som satte Folk paa Dør for Madamen. Han sad taus paa Bænken.

Det var ganske stille i Rummet; hun hørte blot Dryppet fra KranenKran, Hane. paa Brændevinstønden ned i Fadet under, og gjennem den halvaabne 88Dør til Værelset indenfor vimsede Madamen og hendes to Døttre paa Tæerne.

En ung Person med Briller traadte ind. Han gjorde nogle raske Spørgsmaal, medens han aabnede en Bestiktaske paa Disken ved Fødderne afden liggende Skikkelse. Han lyttede til Brystet med og uden Hørerør og rystede paa Hovedet, tog ud et Aareladningsinstrument og strøg Linnedet op paa den hængende Arm.

«Hold i Ærmet, saa det ikke glider ned!» – sagde han med et Blik op paa Silla; han antog hende for at høre til Huset.

Snepperten hug i … og hug igjen …

Den graablege Pige saa ind i hans Ansigt, som om hun vilde tigge ham om bare en Draabe af det, som var Liv …

Der kom noget som en sejg, mørk Sirup.

Han hørte atter, følte atter; – nok et Forsøg med Snepperten! … og det var med en overlegen Mine og Munden optrukket, ligesom hans Professor, at den unge medicinske Kandidat vendte sig mod de tilstimlende og afgav sin ordknappe Dom:

«Stendød! … Manden er stendød! – af Drik!»

89Ordene fulgtes af et Hvin fra Silla, der kastede sig over Faderen.

Er det kanske Datteren? – spurgte Kandidaten; han pudsede forsigtig sit Instrument op mod Lyset og samlede ind Bestikket for at gaa, men stirrede samtidig over Brillerne hen paa hende. Hun tudede i et Væk sandsesløst over sig:

«Du er ikke død … er Du vel, Far? Far da!»

Det var en vild Sorg uden Hensyn eller Blu, og den unge Mediciner fandt, at han oplevede en styg Scene fra Forstadslivet. Han havde gjort sin Pligt og skyndte sig ud.

Bag hende strævede bleg og betaget en nitten tyveaarig Værkstedsdreng med at faa hende til at sandse sig. Han tog hende i Skulderen og hviskede gjentagne Gange saa højt, som Respekten for den Døde tillod det.

«Silla! Silla! – hører Du ikke! – det er mig … Nikolai!» …

Han prøvede derunder forgjæves et Par Gange paa at løfte hende op fra Liget.

Imidlertid stod Politibetjenten og forhørte Madamen og Jomfruerne. Han noterede og skrev op de nærmere Omstændigheder ved Dødsfaldet.

90 … Netop færdig med det vanlige Kvantum Fortæring paa Stedet, en Flaske Øl og fire Drammer … Jomfruen ved Disken saa ham rask række Haanden op, – havde Indtrykket af, at han agtede at rekvirere endnu en Dram, og, da han seg langsomt ned af Stolen, var Indtrykket, at han kunde være beruset … Plejede aldrig at være det til den Grad, at han ikke kunde gaa eller bære sig, ialfald ved at støtte eller tage for sig i hensigtsmæssige faste Gjenstande …

Det sidste bevidnedes udtrykkelig af flere af Stamgjæsterne eller, som de i Politiraporten blev opskrevne, – «flere af Beværtningslokalets stadige Besøgende, hvis Vidnesbyrd maatte antages for fuldt paalidelige.»

Af disse tause, noget vaklende Figurer, der saadan med ét var vakt op af en dump Lørdagsaftens Døs, var allerede flere forsvundne fra Scenen. Flasker og Glas stod derinde med det efterladte Indhold.

… «Om der kunde tænkes nogen anden direkte eller indirekte Aarsag?»

Det var først nølende, at Madamen kunde tænke sig nogen saadan.

91 … Saa nødig hun vilde være yderlig mod en støStø, stadig. gammel Kunde, havde hun dog i denne Aften maattet betyde ham, at, hvad han herefter rekvirerede, maatte han betale kontant. Hans Regning var nu i alle de Aar, han havde nydt godt af Krediten her paa Stuen, voxet saa over al Maade, at hun – Enke med to Døttre, ikke længere kunde forsvare at lade det gaa. I alle de Aar, han havde vanket der, havde hun trolig overholdt aldrig at kræve ham hjemme i Huset. Men saa kan en Regning ikke bestandig blive liggende i Dørstokken,Dørstok, Dørtærskel. – Politien véd, Verden er ikke anderledes, det er ens for den ene som for den anden det! – og saa fik det gaa til Exekution! Det var det, hun havde sagt ham … saa nødig hun, som sagt, vilde, … og saa surt, hun med Sandheden kunde sige, det var at forstyrre en saa stilfærdig ordentlig Mand! …

Det var paatide at faa Skjænkestuen fri for Belemringen. Sjappebjørnen havde skaffet frem en Bærebør, men maatte have et Par Karer til at hjelpe med at bære. Og saa maatte de have en passende Indretning med Klæde over, for at 92det hele kunde se ud som en Hospitalsbaare; – en død Mand blot under et Tæppe vilde gjøre formeget Opstyr ude i Gaden.

Det var noget saadant, Madam Selvig og hendes Døttre var ifærd med at finde frem og faa sammen derinde af et grønt Sengeomhæng. Hver har sit Renomé kjært, og hun følte, at det Passerede var et Slag for Beværtningsstedet. –

– Inde i Skjænkestuen var det nu blevet skummert. Holmans dunkle Skikkelse var flyttet hen paa Bærebaaren. Den stod paa Gulvet færdig til at løftes, og der var gaat Bud for at underrette Madam Holman.

Man drøjedeDrøje, nøle. maaske med Hensigt; – lidt længere og mørkere udpaa Aften og en lidet ønskelig Opsigt i Gaden kunde undgaaes.

Silla sad med Ansigtet stivt af Graad. Der var ingen anden end hun og Nikolai derinde.

Han stod ved Disken, og hun sad med Ryggen til Vinduet; i Halvmørket tonede blot en Myg oppe under Gardinet.

Endelig afbrød han Stilheden:

«Han var snil … baade mod Dig og mig – saa tit, han turde, véd Du.»

93Silla svarede ikke.

… «Han syntes altid, det var saa lejt at gaa hjem om Kvældene, véd Du. Nu slipper han det … og at sætte Foden mere her i Sjappen ogsaa!»

«Far! … Far!» – brast Silla ud, og der fulgte et Anfald af voldsom Hulken.

«Hør, Silla!» – sagde han, afbrudt af sit eget tilbageholdte Pres i Brystet, – «om Du ingen Far har, – saa har Du én her, som nok skal passe paa Dig, og véd hvad det er … Jeg har aldrig havt nogen Far, jeg heller, eller nogengang sét nogen! … Nu vil jeg bli’ Smed, vil jeg, siden det ikke længere gaar hos Jer med Blokkene!

Jeg vil bare sige Dig det, om Du siden kan hugse det,» – lagde han sagte til; – det saa ikke ud, som Silla hørte paa ham. –

«Og nu ikvæld skal jeg følge bagefter lige til Hjørnet. Der skal jeg staa og se, til altsammen er indenfor … og saa er jeg udenfor inat saameget, Du véd det, om noget staar paa.»

«Ja, bliv udenfor, Nikolai!» – hviskede hun.

Ind kom Sjappebjørnen og de to Bærere. De løftede Baaren ud igjennem Døren og med 94lidt Vanskelighed i Vendingen ned igjennem Trappen, hvor der stod endel Tilskuere.

Og saa bar det opefter Gaden, – den Døde med de to Bærere og Sjappebjørnen først og Silla og Nikolai bagefter.

Der, hvor de skulde skilles, trykkede han Kurven, som hun havde glemt, i Haanden paa hende og stod saa der og saa efter dem! …

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.