VI.

Al den Hovedstadens foreldreløse Yngel nede i Udgaderne og Forstadssmugene, som ingen har Rede paa og ingen tar Rede paa, som vrimler dernede saaatsige kun en Etage højere end den løse drivende Rogn og Fiskeyngel nedenfor i Sjøen mellem Bryggestolperne, der ogsaa engang skal blive store Han– og Hunfiske, – hvad blir der af dem?

Sygdommen fører en bred SoplimeSoplime, Fejekost. i den tidligste Alder, Havnen tager dem, Gaderne med deres løse Næringsveje eller et omflakkende 95Kjæltringeliv tager dem, Redningsanstalter, Politistationer, Fængslerne og Tugthuset tager dem. I de senere Aar tager ogsaa Arbejdet dem i stor Skala i sin Favn, – Fabrikernes Døre staar vidt aabne!

Personer, som af og til faar et Anfald af Samvittighedsskrupler for Existentser, de mulig kunde staa i Ophavets Forhold til, kan drage et Lettelsens Suk. Ansvaret er forsaavidt mindsket, som Chancen nu er for, at de føres ind i Arbejdets opdragende Hjul, – og saa har man jo Tingen i visse Maader ført over paa det moralske Gebet!

Der sad de, Byens mere modent udviklede Yngel, rækkevis oppe paa Salene, i det Wejergangske Firmas store Fabrik og passede de snurrende Spoler, NøsterNøste, Nøgle. og Ruller, – svenske Lena og Stina og Kristofa og Kalla og Josefa og Gunda og, hvad de nu alle hed; havde nogen spurgt om deres Forældre, vilde det her og der have været trangt om Svaret.

Passiaren gik højst ivrigt øverst i Salen; den fortsattes endnu i Blik og Miner, hvergang en eller anden kontrolerende Myndighed vendte sine 96Skridt paa deres Kant. Der maatte gestikuleres, nikkes, tales med forstærket Stemme; men bedst gik det nær indtil hinandens Ansigter i al denne Sus, hvori Remskiverne snurrede hver hen til sin lille Underafdeling af Kraften, Gulvplankerne dirrede og skalv af Rørelsen fra Hovedværket, og Fossen udenfor i Solen tordnende og bedøvende begrov det store Vandhjul under sin gulhvide, kraftfyldte Herlighed.

Det var mest ganske unge Ustadigheder, Piger fra knap sexten, sytten til vel de tyve, som holdt det Leven deroppe; mer eller mindre Nykomlinger uden Øvelse, der endnu strævede med at faa Fingerlaget ind. Og det var Silla Holman, hun den mørkhaarede, klække,Klæk, spæd. vaarfregnede med de hæleløse Klapsko og den store Parraffinflæk tværtover Skjørtet, som hostede og spurgte og spurgte og hostede, medens Øjnene stod som to smaa sorte trillende runde Ildkugler og det svage, magre Bryst gik op og ned af bare Anstrengelse for at gjøre sig hørt. Hun sad der blandt de yngste; Fingrene arbejdede mellem Spolene, og af og til saa hun op som en Fugl.

97Man var over den iltre Trætte om Josefas nye Jakke med Snorebesætningen. Vilde hun forsøge at indbilde nogen, at hun havde faat Pengene af sin Stedmor; nej, tro det, hvem som vilde, – aldeles ikke trode hverken Gunda eller Jakobine det! Bagefter havde Kristofa fortalt sit mærkelige Eventyr fra i Søndags, – hun oplevede altid mærkværdige Hændelser, saa vidunderlig interessante, om ikke netop tilsvarende faktiske, hvori fine Damer og Herrer spillede Hovedrollen, og hun blev den tilfældig indviede.

Og nu var Passiaren kommet ind paa noget saa morsomt, at Silla tog det ind med begge Ører! … Der skulde være Dans Søndag Aften oppe paa Letvindten, og saa snakkedes der om Tørklæder, Sløjfer og Stads – som nogle ejede og andre maatte laane –, og hvem der dansede bedst og var flottest til at traktere. Kristofa kunde berette, at der skulde være Fiolin og Klarinet, og at der kom baade Studenter og almindelige Folk og Styrmænd!

Nogle Fremmede, som besaa Fabriken, kom opover Salen. De standsede og spurgte og undersøgte. Og hver paa sin Plads sad de unge Arbejdersker nu med ét fordybet ludende over 98Arbejdet som om de ikke ejede anden Tanke end Snellerne … Snelle, Garnrulle.

Formiddagslyset faldt ligesom med en svimmel Stilhed ind fra de store Vinduer højt paa Væggen over Mennesker, Maskiner og Baller.

Det lakkede mod Tolvtiden. Den sidste Time drog sig langsomt, altid trøgere hen; Oljelugten og Heden af Maskinerne steg ligesom og blev næsten bedøvende.

Nogle kvalme, lange Minuter endnu … Endelig, ringede det!

Og paaklædte som ved et Trylleslag, myldrede Fabrikpigerne i deres nette Forklæder, – Tørklæderne knyttede sirligt under Hagen og nok et strikket korsvis over Brystet, – med deres Frokostspand i Haanden ned af Trapperne.

Den blanke Vaarluft … at faa puste rigtig ud i den! – Silla hakkede hed og tørst med Spandet et gjenliggende Stykke frossen Sne fra GjærdestokkenGjærdestok, Gjærdestav. og bed i det.

Med alt det Kristofa havde forespejlet hende om Dansen paa Letvindten i Hovedet vandrede hun i lang, armfast Række nedover med sine Kammerater … Vejen ud fra Fabriken var 99overfyldt til Trængsel. Nedenfor udvidede den sig med et gademæssigt Fortog.

«Se! – se, Kristofa … Wejergang er alt kommet tilbage fra England!» – De unge Piger puffede højst interesserede i hverandre, – «ny Vaarfrakke, lyse lyse brun!»

«Pyt da, jeg saa, da han kom med Dampskibet igaar jeg, … han og en hel Hob Englændere … De var brune allesammen; jeg talte akkurat syv forskjellige Møgkolører!» – Det var Josefa, som var ude med sin Tunge, hun havde prøvet sig i en Modehandel.

«Han faar passe sig for Oljen!» fnisede én.

«Han er gruelig vakker! Ser Du, hvor stolt han er over Næsen … aa, for et dejligt rødt Silketørklæde i Brystlommen!» hviskede Kristofa til Silla.

Rækken trykkede sig ind til Gjærdet. Den omtalte kom forbi ligegyldig smaanynnende med hævet Hoved og svingende Spadserstok. Alle de unge Pigeansigter stirrede ærbødig dumme hen for sig, – dog ikke uden et Glimt i Øjenkrogene. Han forsvandt opover Strømmen, kløvende den som en Lax.

«Haaret har han faat delt i Nakken! … Hatten er som en Spilkum … Blæs ikke paa 100ham; … han er tynd af sig! … det er sin Fars Søn det! … Hej, for et kryt Spanskrør!» …

De havde vendt sig om efter ham.

«Han er ikke braat saa morsk,ikke braat saa morsk, ikke nær saa barsk. som han gaar der; men her ved Fabriken, ser Du, maa han være saa stø som et Lys … Johanne Sjøberg hun, som vasker fransk, kjendte ham nok igjen nede paa Maskeballet i Markedet; hun har selv fortalt mig det.»

«Du maa tro,» faldt Jakobine ind, «der kommer mange fine Folk paa Salene paa det Vis. Du mener, Du valser bare med en simpel én og saa er det kanske Søn af Byens rigeste Mand! … Ellers, naar Du er lidt agtsom, kan Du godt skjønne det paa Dansen eller paa Uret eller paa Skjortekraven, og at de tygger saa fint Tobak» …

«Han saa paa os, lagde Du Mærke til det?» ivrede Kristofa i Øret paa Silla.

«Ja, for han kjender mig!» sagde Silla lidt ør af, at han havde sat Øjnene saa paa hende.

Der opstod en Latter:

«Vil den svarte KraakeungenKraake, Krage. ogsaa kagle?»

Kraakeungen saa hed ud under Tørklædet; men hun svarede intet. Hun vidste med sig 101selv, at han kjendte hende; han havde været paa Kontoret, da hun var med sin Mor ude hos Generalkonsulen for at søge efter Plads paa Fabriken.

En StrømFlom, Strøm. af Arbejdersker fra en anden Fabrik faldt som en Biflod ud i deres, og gjennem Forgreninger af Gader og Gyder sivede saa det hele af igjen i den af Træ byggede uregelmæssige Bydel nedenfor, – gjennem smale Indgange og Trapper, ind brune, røde, hvide og graa Huse, Huse med Skifertag, med Tørvetag, med Teglstenstag og nye Huse endnu knapt under Tag.

Silla smettedeSmette, smutte. ind gjennem en trang, fugtig Indgang. Solen skar gjennem de raadne Sprækker i Plankeværket med alle de bøjede, rustne Spigerhoveder, og stødvis randt en smudsig Flom frem under Porten og forsvandt ude i Grøften.

Hun standsede et Øjeblik, da hun hørte Moderens retfærdige Indignation give sig Luft indenfor med den velbekjendte, tørre, vejede Betoning.

Det var kun med en trykket Mine og nølende, at Silla aabnede Porten, bag hvilken Madam 102Andersens Tjenestepige stod toppende rød og ude af Stand til at svare for sig, medens Madam Holman, opskjørtet og med Fødderne sprikendeSprikende, udspærret. over Rendestensbrættet, skyllede og vred op Tøj. Hun arbejdede sindigt og langsomt; intet i hendes lergraa Øjne forraadte Sindsoprør.

… «Madam Andersen burde jo havt den Forstand, at hun skjønte, saa længe nyttede Klæder ikke er til at faa færdige paa én Uge … Du kan for den Sags Skyld gjerne hilse Madamen med det. Jeg har hellerikke været vant til, ikke engang i min ringe Stilling, at lægge Tøjet ulappet og ustelt i Vasken … og jeg kan sige, at baade Mor Nilsen ved Siden af og Folkene her i Huset har undret sig ved at se, hvad for Tøj én, som vil kalde sig for Høkermadam, lader Mand og Barn gaa med!. . . . .

Nej, Du behøver ikke at modsige mig, Jenta mi! naar jeg siger noget, saa er det saa! – Og Strømperne! … vi skal ikke nævne dem; for den ene Hæl var snurpetSnurpe, rimpe sammen. med Seilgarn, saa det er en Skam at staa og vaske dem. Folk kan sætte paa sig saa store Miner, de vil, – Vasken den snakker fra den!»

103Med langsom knusende Vægt vendte hun sig saa mod Datteren:

«Var Du kommet lidt før, Silla! kunde Du sparet mig for meget Arbejde … Men, det er det samme; jo før de ta’r Livet af mig desbedre! … Jeg har da heller aldrig ønsket at leve, siden den Time, din Far gik sin Vej!»

«Jeg skal tage i og vride med Dig, Mor!»

«Nu det er færdigt? Tak skal Du ha! Men det vilde vist lidt Omtanke, om Du, som bare har siddet oppe i Fabriken, havde skyndt Dig lidt for at hjelpe den, som har maattet staa og arbejde tungt hele Formiddagen!»

«Tak for Underretningen, Madam Holman!» det var Madam Andersens Tjenestepige, der nu endelig havde faat Mælet igjen; «men jeg tænker, I skal ikke faa bryde Jer mere med vor Vask! – den er nok for simpel og ringe for saa høje Udlægninger!» Hun knixede og tilføjede saa, idet hun hastig forsvandt ud af Porten:

«Var Sæbeluden Jeres bare halvt saa skarp, som I har Tunge til!» …

Det var overhovedet Madam Holmans lige saa selvfølende som stærke Side, at hun altid hungrede og tørstede efter Retfærdighed i denne Verden – hos andre! Forsaavidt et Stykke af 104denne Sætning ogsaa vender indover mod én selv, var hun saa heldig at finde alt vel fejet for sin egen Dør. Der var hun jo ogsaa i den gunstige Omstændighed at kunne givé baade Loven og Undtagelserne …

Hver har sin Tid, da han kommer i Glans, og at Blokmager Holman havde været til, var noget, man – og maaske hun selv ogsaa, – egentlig først ret kom til at begribe, efterat han vel var forsvunden fra Scenen.

Det gjør nemlig langt fra det samme for en Husstand, enten den har Mandens Arbejde og Ugeløn at leve paa eller ikke, og til en yderligere Forværrelse af Situationen stak hendes afdøde Mands Regning hos Madam Selvig sit højst overraskende, uvelkomne Ansigt ind i Stuen. At den Regning var rigtig, kunde Madam Holman aldrig faa i sit Hoved; – Holman havde jo havt sine faste, regelmæssige Lommepenge!

Madam Holmans bittre Udtalelser blev mange, da hun saa sig stillet i Valget mellem Mangel eller at søge Arbejde.

Hun havde indtil Knappenaalsspidsen vidst, hvordan hun vilde anvende sin Mands Fortjeneste i sin egen Stue og dertil ført Opsigt med, hvordan andre burde have det i deres. 105Hun havde, saa at sige, i alle disse Aar siddet mageligt oppe paa Læsset og kjørt. Men nu var desværre den Dag kommet, da hun selv maatte stige ned og trække, – og dertil viste hun sig mindre egnet.

Det var stedt i denne kritiske Situation, at Madam Holman fandt, at, skulde der nogengang tages i, saa var det nu, – af hvem lod hun være usagt. Til den Ende nyttede hun sit Kjendskab til Generalkonsul Wejergang til at faa sin Datter Silla anbragt oppe i hans Fabrik. Ledige Hænder maatte have noget at bestille, og det vilde ialfald give lidt igjen for de med hendes Mand tabte Ugepenge. Naar hun saa selv sad hjemme og holdt god Husholdning og derhos stoppede og tog Vask, naar saadant faldt til, skulde ingen vove at paasige Madam Holman, at hun ikke i de tunge Dage vidste at gjøre sin Pligt!

Og denne sin Pligt opfyldte hun fremdeles, idet hun strengt holdt Silla fra at benytte sin Fritid til Lediggang, hvilket var Faren for Ungdommen. Sy og stoppe og lappe udover Kvældene, – der kunde ikke gives en bedre Maade at øves i Stadighed!

106Men det var, medens Silla sad og syede og stoppede og lappede udover Kvældene ved den lave Parafinlampe, at det gik netop som bedst med fejende Dans og Lystighed inde i hendes Hoved, og at alle Kristofas og Venindernes Udmalinger lavede sig om til Selvoplevelser. Sæbeboble efter Sæbeboble, den ene mer vidunderlig end den anden, steg op eller brast lige foran Madam Holmans Næse, medens hun sad og strikkede. Hun saa ingenting, – undrede sig blot undertiden over, hvad der kunde være at smile og le af ved Hælen paa en Strømpe?

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.