Lodsen og hans Hustru

av Jonas Lie

XI.

Alle disse Begivenheder var komne over Elisabeth overvældende og pludseligt. De var hende næsten som en taaget Drøm.

Hun gik nu sortklædt inde i et af de smukke Huse, hvis indvendige hun saa ofte havde forestillet sig ude paa Torungen.

Kaptein Beck var gift for anden Gang. Hans Hustru havde medbragt endel Formue og med et nøieseende Regimente gjenoprettet den Orden i Husstellet, som i Becks Enkemandstid kun altfor meget havde været savnet. Det var en pligtstreng Kone, fuld af Bestemthed og Respektabilitet.

Af de voksne Stedbørn var hun i høi Grad agtet, skjønt ikke just elsket; thi de maatte finde sig i adskillig for dem uvant Tvang. Og, var hendes Mand Suveræn ombord paa «Juno», saa var han det neppe saa ubetinget i sit Hus.

Søofficerens uafhængige Stilling satte ham i et eget frit Forhold til Hjemmet, hvor han ved sin lette Takt kom meget godt ud af det med sin myndige Stedmoder.

Han var feteret ude i Byen og forgudet af Søstrene, der spekulerede i Ægteskabspartier for ham. Som lønnet Medlem af en Kystkommission havde han endnu et Aarstid at opholde sig paa Hjemstedet.

Allerede i de første Dage, da Elisabeth i sin totale Uvidenhed om alle Forholde begik den ene Bommert efter den anden, indsaa hun med sin sunde Sans, at det gjaldt at opmande al den Evne og Taalmodighed, hun eiede, for at hævde Stillingen, og hun gjorde ufortrødent Begyndelsen ved at følge efter Madam Beck som et Lam.

Af og til opgav hun det jo og kunde uden videre sætte sig hen med Haand under Kind ved Vinduet og se ud til Havnen. Hun trængte til kold, frisk Luft og fik da ogsaa tilslut op Vinduet, ud af hvilket hun, hed i Kinderne, strakte sig, indtil Madam Beck kom ind og med streng Stemme kaldte hende tilbage. Denne yttrede i sin Ærgrelse, at det var næsten, som de havde faat en vild ind i Huset.

Der forefaldt overhovedet i den første Tid mange pinlige Opdragelsesscener, og hun bar det med en blid Ro, som Madam Beck tog for ydmyg Lærvillighed, medens den havde sin Grund i hendes faste Beslutning at overvinde det hele.

Løitnant Beck havde et mærkværdigt Skarpblik for disse hendes Lidelser, og sendte hende af og til et opmuntrende Blik. Men den unge Pige lod altid, som hun ikke forstod det.

Da hun engang i hans Nærværelse blev irettesat, sprang hun dog pludselig fra det hele og laa siden paa sin Seng og hulkede.

En Eftermiddag var hun betroet at bære ind Thebrettet, hvorpaa hun ubetænksomt havde sat Fyrfadet med den kogende Thekjedel. Den faldt om paa Veien; men uagtet dens hede Side og det kogende Vand forbrændte hendes Arm og Haand, bar hun dog ganske rolig Brettet ud igjen uden at fortrække en Mine; hun vilde undgaa at blive irettesat paa ny, mens Løitnanten var tilstede.

Madam Beck forbandt selv Elisabeths Haand ude i Kjøkkenet, hvor hun stod bleg af Smerten.

Men Carl Beck, som havde siddet i Sofaen og set, hvorledes det hele var gaat til, glemte at beherske sig. Han sprang op i fuldt Oprør og viste sig saa altereret deltagende, at hans Søster Mina siden, da de blev alene i Stuen, med et Blik, der var mere prøvende, end de spøgende Ord aabenbarede, sagde:

«Du skulde nu vel aldrig være forgabet i Pigen, Carl?»

«Har ingen Fare, Mina,» – svarede han raskt i samme Tone, idet han tog hende under Hagen «men Du kan dog ligesaavel som jeg se, at dette er et mærkeligt Pigebarn. Det Stykke med Thebrettet gjør ikke ret mange hende efter, – og saa skal vi ikke glemme, at uden hende . . .»

«Aa ja,» – sagde Mina med et Nakkekast, en Smule kjed af den evige Repetition af denne Materie –, «hun vidste dog ikke, at det netop var Far, som laa og seilede udenfor.»

Det var et ikke lidet fint udtænkt Hykleri, som den smukke Løitnant drev med denne Sag.

Ved at basunere Elisabeths Fortjeneste af «Junos» Redning ud i Byen havde han saa at sige tvunget sit Hjem til at optage hende, idet han satte det under den almindelige Menings Tryk.

Paa den anden Side var han overordentlig varsom i sit Forhold til hende; thi det gjaldt at vinde Pigen saaledes, at hans Stedmoder og Søstre ikke mærkede det.

At han havde gjort et Slags Indtryk paa Elisabeth, havde han Grund til at tro; men han havde tillige Følelsen af, at han havde at gjøre med en vild Svane, som kunde slaa ud med Vingerne og flyve bort, naar det skulde være; – der var noget naturmægtigt, sin egen Vei gaaende i hendes Væsen.

I hans Hjem var hun jo nu blet som et andet Menneske, næsten ikke til at kjende igjen, stille, som hun gik og saagodtsom ikke saa ham, medens hun i et og alt slavisk rettede sig efter Husmoderen. Denne nye Side ved hende havde en Stund sat ham i Tvivl. Det varede dog ikke længe, før han var paa det rene med, at hun i dette Forhold fuldstændig havde opgjort, hvad hun vilde, og hin Scene med Thebrettet der af de andre blev udlagt som Klodsethed, var for ham noget helt andet. Han smigrede sig med, at hun underkastede sig al denne Tvang for hans Skyld, og følte, at det var en interessant Historie, hvordan den nu kunde ende.

Men der var paa den anden Side noget i hendes Væsen, som gjorde, at han ikke vidste, hvorledes han ret skulde fange an, og som stadig overholdt en vis Afstand.

Det samme havde været Tilfældet under Samværene ude hos gamle Jakob og var egentlig Hovedgrunden til, at denne Forelskelse i stedse stærkere Grad havde op taget ham. Han havde derude engang mødt et Udtryk i hendes staalgraa Øine, der gav ham Indtryk af, at den Mening, hun nærede om ham, i et Øieblik kunde vendes, og at han sidst af alt turde lade hende føle, at han optraadte som Kurmager. Derfor havde han ogsaa næsten altid talt med Bedstefaderen og med hende selv mere som leilighedsvis.

Sagen var, at gamle Jakob godt havde begrebet, at Søløitnanten ikke kom derud for hans Skyld, og da han ikke vel kunde stænge ham Døren, havde han meget forstandig advaret sin Sønnedatter imod ham. Han forklarede hende, at slige Folk ikke pleier at gifte sig med en simpel Mands barn, medens det kun hænder altfor ofte, at de leger Kjærlighed med dem. «En slig en, som Salve Kristiansen, det er noget at tro og lide paa i slige Sager» – endte han, som han troede overordentlig diplomatisk.

«Jeg syntes ikke, at det var netop det, Du sagde, da Du vilde banke ham, Bedstefar!» – svarede hun lidt nærgaaende.

«Hm, ja, – en Unggut trænger til Prygl engang imellem,» brummede den gamle; «men det er, skal jeg sige Dig, en brav Kar og, kom han og fride, fik han Dig straks, saa var jeg rolig for, hvor det blev af Dig, naar jeg er færdig.»

Elisabeth svarede dengang ikke videre; men et Træk ved Munden viste, at hun nok forbeholdt sig at have sin egen Mening i denne Sag. Hun havde i Salve Kristiansen set sin kjære og eneste Kammerat og følte fuld sikker Fortrolighet til ham; men Søofficeren havde den hele Tid siden udelukkende optaget hendes Tanker. Alt det, hun saa ivrig havde sværmet for, havde pludselig i hans Person bordet Skjæret. Men, om det var hans Uniform eller Flaadens Bedrifter, eller ham selv, hun sværmede for, derfor havde hun ikke gjort sig videre Rede, før hun blev saar i Sinnet og eftertænksom ved hin Bedstefaderens Advarsel.

Nu var det med Bestemthed ham selv, den smukke glimrende Bærer af det altsammen; men samtidig reiste der sig i hendes Natur en ubændig Stolthedsfølelse, hvorefter hun resignerede paa ethvert Forhold til ham, medens hun dog beholdt sit Sværmeri. Det var denne Dobbelthed, som hendes Øje sagde, og som forvirrede Søofficeren.

Da hun siden af Mosteren fik vide, at hun havde været ude for Folkesnak, gik dette dybt i hende, og hun fik endnu mere end før Fornemmelsen af, at der var en usynlig Mur.

*

En maanedstid efter, da «Juno» igjen laa seilklar, kom Carl Becks Søster en Dag smilende ind i Stuen og sagde:

«Elisabeth! Der staar en ung Sjømand ude i Bislaget og beder om at faa tale med Dig; – han har en Pakke under Armen, det er kanske en Foræring.»

Elisabeth, der var beskjæftiget med at bære ind endel Bordstel, blev rød, og Carl Beck, som stod ved Vinduet, noget bleg. Hun viste godt, at det var Salve, og var et Øieblik næsten forskrækket over hans Dristighed. Hun havde set ham et Par Gange før, og ladet ham føle, at hun undgik ham i Anledning af, hvad Mosteren havde fortalt hende. Hun gik nu skjælvende ud til ham.

Han saa en Stund paa hende uden at sige et Ord.

«Vil Du tage dette Kjoletøi, Elisabeth?» – sagde han endelig næsten barskt.

«Nei, det vil jeg ikke, Salve, – slig som Du har snakket om mig.»

«Saa Du vil ikke tage det, Elisabeth?» – yttrede han langsomt og nedslagent. «Ja, saa kan det ikke nytte at sige noget mere.»

«Nei, det kan ikke nytte at sige mere, Salve.»

Ved at se, hvor ødelagt han stod og saa paa hende, idet han spurgte:

«Skal jeg seile med det, Elisabeth?» – brast med engang Taarerne frem i hendes Øine. Hun rystede afværgende, men med et næsten fortvivlet Ansigt, paa Hovedet og skyndte sig ind.

I Stuen saa de, at hun havde grædt. Men Carl Beck var en koldblodig Mand, han laa i Vinduet og saa ud efter sin Medbeiler, – om han gik med Pakken under Armen ud af Porten.

Den samme Nat vaagnede Elisabeth. Hun havde grædt i Søvne og drømt, at hun saa Salve staa nede paa Bryggen saa fattigt klædt og ulykkelig, men han var for stolt til at bede nogen om Hjælp, og saa havde han set saa alvorlig, bebreidende paa hende.

Hun blev liggende urolig uden at kunne faa Drømmen af Hovedet.

Da hørtes Larmen af en støiende og raabende Menneskesværm udenfor, og hun gik hen til Vinduet. Politiet transporterede en mellem sig nedefter Gaden.

Da de kom forbi, saa hun ved Skjæret af Gadelygten et Øieblik, at det var Salve.

Han kjæmpede imod bleg og rasende, med den blaa Skjorte helt oprevet i Brystet og der var et Udtryk i hans Ansigt – hun sov ikke mere den Nat.

Der havde været stort Matrosslagsmaal over hos Mor Andersen paa den anden Side af Havnen. Det hed, at der var brugt Kniv, og at Salve Kristiansen hadde været Hovedmanden.

Kaptein Beck maatte Dagen efter selv op til Byfogden for at faa ham ud, til de skulde seile, og han udredede Bøderne.

Den unge Pige begreb kun altfor vel Aarsagen til Salves Opførsel og gik ud, da Søofficeren Dagen efter inde i Stuen under adskillige Udlægninger fortalte om dette – Salve havde begyndt Klammeriet aldeles uden Spor af Foranledning.

Hun var i nogle Dage bleg og medtaget, og Søofficeren havde Følelsen af, at hun var endnu mere end sedvanlig tilbagetrukken i Forhold til ham. – Eftermiddagen, før de skulde seile, kom Salves Far og yngre Broder ombord for at tage Farvel med ham, og der var da noget underligt i hans Væsen, der var dem begge paafaldende; – det var, syntes Broderen næsten, som om han tænkte, at de ikke skulde ses mere.

Han tilbød Faderen sin Hundrededalerseddel og, da denne ikke vilde modtage den, maatte han love ialfald at gjemme den for ham. Hans Far tog det for Sørgmodighed og Nedtrykthed i Anledning af, hvad der i de sidste Dage var overgaat Sønnen med Politiet; men, idet han gik fraborde sagde han dog noget beklemt:

«Husk paa, Salve, at Du har en gammel Far, som venter hjemme!»

Kvælden og endel af Natten tilbragte Salve Kristiansen siddende i «Junos» Mers. Han stirrede over til Becks Hus, saalænge der var Lys i Kvistkammeret der, og, da det gik ud, syntes han, der sluktes noget indeni ham selv med.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Lodsen og hans Hustru

Lodsen og hans Hustru kom ut i 1874. Romanen handler om sjalusi og ekteskapsproblemer.

I romanen skildrer Lie livet på sjøen og i sjømannsmiljøene på sørlandskysten.

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.