XV.

For en let Eftermiddagsbris gled de ind i det trange Seilløb til Rio Janeiro – et af de skjønneste i Verden, – mellem de kjæmpemæssige Granitbjerge, hvoraf det ene endnu laa luerødt i Solen, medens det andet stak violet op af Skyggen imod Luftens rene blaa.

Paa den ene Side, ved Foden af «Sukkertoppen», havde de Fæstningen Praja, paa den anden Castel Santa Cruz, og lige imod dem paa den høieste Top inde i Havnen gjorde et slankt Signaltaarn sine Bevægelser.

Al denne Naturskjønhed gjorde et stærkt Indtryk paa Salve; der overkom ham i denne Stund en Følelse af Anger over sin Beslutning at rømme.

Da Autoriteterne kom ombord, arbeidede Brasilianeren roligt mellem de andre Matroser, og det lykkedes dem ikke under Mønstringen at opdage, at der i det af Kapteinen opgivne Mandskabstal var en overkomplet. Salve havde laant ham sine Klæder.

Havnelodsen, en vigtig Mulat i Panamahat med en rød Pion i, samt udstyret med Skildt og Stav, kom derimod snart paa det rene med, at der herskede Misfornøielse blandt Besætningen; thi da man begyndte at varpe og forhale for at fortøie inde paa Ankerpladsen Ilha das Cobras, lød Gangspilsangen igjen ikke lidet ophidset. Og det var vistnok efter et Vink af ham, at der allerede samme Aften indfandt sig Runnere nede paa Kaien hos dem.

Kaptein Beck var misfornøiet baade med sig selv og Mandskabet.

Han var altid hidsig nede i det varme Klimat, og forsøgte ofte meget agtværdig at styre sig; men dette førte kun til desto stærkere Udbrud i ubevogtede Øieblikke.

Hint Brev fra Sønnen havde gjort ham bitter, og nu, han troede sin Autoritet krænket, var han bleven ubøielig.

De af Folkene, som pønsede paa at forlade Skibet, fandt dog sin Regning ved at vente, indtil de efter Sædvane i Havn kunde faa endel af Hyren udbetalt.

Men allerede den anden Nat var saavel Brasilianeren som Salve forsvundne.

Der blev en skarp Eftersøgning ved Hjælp af Havnepolitiet, især hos hin Runner, som man havde set tale med Mandskabet. Men denne viste ved Husundersøgelsen en saa fri Samvittighed, at Politiet mente, at det denne Gang dog ikke kunde være ham.

Beck skjærpede fra nu af Vagterne om Natten med de paalideligste af Mandskabet, halede om Aftenen ud fra Kaien og nægtede bestemt al Landlov.

Han havde blot faat Tak som fortjent, yttrede han bittert, fordi han havde hjulpet hin rødtrøiede Gavtyv, der til Gjengjæld havde skilt ham ved hans bedste Mand.

At Salve var rømt, ærgrede ham mere, end han vilde tilstaa sig.

Han havde efter sit Løfte sørget for, at han paa Udreisen fik lært Navigation af Første-Styrmanad, og derhos opgjort sig endel Planer om, at han, naar han selv engang trak sig tilbage, kunde blive Fører af hans «Juno». Thi en redeligere og tilforladeligere Natur følte han, at han aldrig havde stødt paa, og derhos var han ualmindelig begavet.

Sin Tanke om, at Brasilianeren var den rette Mand til at skaffe ham udvei, naar de kom i Havn, havde Salve snart fundet bekræftet, og han havde vidst at gjøre sig ham paa mange Maader forbunden.

Før de gik fraborde, lagde han sit Sølvuhr, hvorpaa han med Knivspidsen havde indridset «Til Ihukommelse af Salve Kristiansen», i Nils’s Vestelomme. Denne snorkede høit og lydeligt i Køien lige ved.

Ubemærket af Dæksvagten klattrede de to Mænd derpaa i Nattens Stilhed ad Landtauget over paa Kaien.

Salves Ledsager lod til at være vel bekjendt med Lokaliteterne og tillige til at være meget ængstelig; thi de undgik alle de oplyste Gader og holdt ofte stille paa mørke Steder for at speide efter Natpolitiet.

Efterat de en Timestid havde vandret gjennem trange Stræder, begyndte Husene at veksle med Havemure, hvorover hang Pomerantstræer, der udbredte en stærk Duft i den stille Nat.

De var komne ud af Forstaden Catumby og skulde nu over en aaben Plads ind i den anden Forstad MataPorcas. Paa en Høide saas til den ene Side en fæstningsmæssig, med Stenmure omgivet Bygning.

Salves Kammerat viste sig her overdrevet ængstelig, og det slap da ud af ham, at det var Straffeanstalten, hvorom der altid gik Patrouille.

Efter nok en halv Times Gang stansede han endelig foran en Havemur, hvortil der var en liden Laage. Han saa sig forsigtig om og sagde feberagtig:

«Her skal vi over, og – saa er vi i Sikkerhed.»

Han steg op paa Salves Ryg og trak derpaa denne bagefter op til sig paa Muren. Med et Hop sprang han ned i den lille Have og begyndte som vanvittig at rulle sig i Græsset, idet han alt i ét raabte:

«Salvado! Salvado!» – Derpaa ilte han op til det lille Hus, der laa halvt omskygget af Træer, bankede paa en egen Maade paa Døren og raabte:

«Paolina! – Paolina!»

Et Fruentimmer i Natdragt med en ungdommelig, men noget dyb Stemme aabnede Jalousien indenfra og stak Hovedet ud.

«Federigo!» sagde hun skjælvende, og nu veksledes der endel raske Spørgsmaal og Svar i det spanske Sprog, som Salve ikke forstod.

Han begreb kun, at hun studsede ved at se ham have en fremmed med sig, og at han beroligede hende med Ordet «amigo» samt en kort Forklaring.

Hun lukkede hastigt op og faldt Federigo heftigt om Halsen, idet hun kyssede ham paa begge kinderne og hulkede.

Efter Stedets Skik rakte hun derpaa Kinden til Salve og studsede lidt, da han lod til ikke at forstaa Meningen, men kun nikkede sin Hilsen og sagde halvt paa engelsk halvt paa spansk: «Good evening, Sennorita!»

Nu erindrede hun, at hun i Iveren havde glemt sin Mantille og løb hastigt fra dem.

Paolina var Federigo Nunez’s Søster. Hun og hendes gamle Moder, samt en endnu ældre Mulatinde, der havde været hendes Amme, udgjorde Husets eneste Beboere.

Hun traadte snart ind igjen med Lys, Vin, Brød og Frugter paa et Bræt og satte sig deltagende hen med Armen paa Broderens Skulder, medens han under livlige Gestus fortalte.

Hun maatte forestille sig, at de var forhungrede, thi hun flyttede i ét væk Brødet hen til dem.

Medens Federigo talte, var hendes Ansigt som et levende Speil af Beretningen.

Pludseligt blev det blegt lidenskabeligt, og de sorte Øine lynte. Hun stødte voldsomt med Haanden ud i Luften, som om hun udførte et Dolkestød og lo med Nakken bagover haanligt triumferende, saa de hvide Tænder skinnede.

Salve forstod, at Broderen maatte have dræbt en eller anden i Montevideo, formodentlig for at bjerge sig, og at han frygtede for, at Politiet hjemme i Rio skulde være underrettet.

Han sad og stirrede paa hende.

Hun var en slank-elastisk Kvinde, paa engang gratiøs og svulmende, en mørk Skjønhed af det Slags, som kun findes i Syden, med et vidunderligt Liv over Ansigtet og i de brillante Øine.

Alligevel forekom Minespillet, der mindede om Broderen, ham ukvindeligt, og han var alt bleven frastødt ved den Maade, hvorpaa hun gjentagne Gange lod Øiet hvile paa ham.

Han vidste ikke hvorfor, men Elisabeths dybe, rene, nordiske Ansigt blev ham i dette Øieblik saa nærværende, at han gjerne kunde tegnet det.

Det lidet smigrende, som hans Ansigt uvilkaarligt bar, i Anledning af denne Sammenligning, opfangedes tilfældigt af Paolina, der netop stod i Begreb med paa sin ildfulde Vis at takke ham for, hvad hun hørte, han havde gjort for Broderen.

Hun blev et Øieblik staaende studsende og lidt uvis; der glimtede noget blegt heftigt op i hendes Ansigt, og Øiet antog et eget Udtryk mod ham. Derpaa gik hun hen og tog ham i Haanden paa samme Maade, som hun havde set ham hilse ved Ankomsten, og udtalte temmelig koldt nogle Ord, der skulde betyde hendes Tak.

Hun saa heller ikke hen paa ham, da hun ønskede ham Godnat, efter at have vækket den gamle Mulatkone, der gav sig til at rede et Par Sivsenge i Sideværelset.

Federigo var imidlertid gaat ind til Moderen, og han hørte, at der taltes ivrigt.

I Salves Sind var uventet det manet frem, som han helst vilde glemme, og han laa længe vaagen i sine tunge Tanker om Elisabeth.

Siden drømte han, at han var kommet ind i et Slangerede og bestod en alvorlig Kamp med en stor Slange, der stak i Luften efter ham fra Tag og Vægge, og i hvis rappe Øine han tilslut gjenkjendte Paolinas.

*

Sennoritaen var, hed det, den Formiddag ude tilligemed den gamle Mulatkone for at gjøre Indkjøb og anstille sine Iagttagelser om, hvorvidt der dreves Eftersøgelser.

Af en Sans for at stemme med sine Omgivelser viste Salve sig i sin fine blaa Klædesdragt, som han havde ført med i sin Bylt tilligemed endel andre Sager og de Penge, han endnu havde tilbage af den Hyre, han havde faat udbetalt i Montevideo.

At han tog sig godt ud i den smukke Sjømandsdragt, viste sig af den overraskede Maade, hvorpaa Federigos Moder saa paa ham, da han blev forestillet for hende. Hun havde aabenbart i denne Sønnens Ven ventet noget i Lighed med en raa brasiliansk Matros, hvilket Slags Mennesker som oftest tilhører Folkebærmen dernede.

Selv var hun en indfalden, pergamentfugl gammel Kone med et tykt graat Haar, der var bundet i en enkelt Knude op i Nakken. Hun bar massive Ringe paa Fingrene og svære Ørendobber. De smaa, stikkende Øine tydede paa afsveden Lidenskab, og hendes Ansigt bar i forstærket Grad det speidende Rotteudtryk, som undertiden laa i Sønnens.

Forresten opdagede Salve snart, at hun var hengiven til Drik.

Hun holdt sig det meste af Dagen paa Skyggesiden af Huset eller paa den lille Veranda med Acachacas og Vand ved Siden af sig, idet hun uafladelig røg og rullede Cigaretter.

Søskendene lod dog ærbødige lige over for hende, og det var klart, at hun egentlig ledede Traadene i, hvad de kunde have fore.

Ved Ave Maria om Aftenen laa hun ofte beruset paa Knæ med Rosenkransen og mumlede sine Bønner, hvorefter hun altid straks begav sig tilsengs.

Da Sennoritaen kom hjem, undgik hun fremdeles at henvende sig til Salve.

Han saa, at hun leverede sin Broder endel Penge, og nu blev hans Ansigt, der den hele Formiddag havde været noget traurigt, igjen muntert.

«Hvad har Du gjort min Søster?» – spurgte Federigo en Dag leende – «hun er Dig ikke god. Hun er farlig,» sagde han alvorligt, og tilføiede derpaa som overtænkende:

«Saalænge Du er i dette Hus, er Du ialfald sikker; men nu er Du advaret.»

Federigo begyndte imidlertid ligesom Salve at kjede sig ved den lange Husarrest.

Om Aftenen gik han ud trods Søsterens Overtalelser og kom meget silde hjem. Han var da i et mørkt og ophidset Humør, og af hans afbrudte Yttringer kunde Salve forstaa, at han havde tabt alle sine Penge i Spil.

Salve havde allerede den anden Morgen, han var i Huset, opdaget, at der var Pengemangel.

En Dag var baade Broder og Søster i daarligt Humør. Han hørte endog, at de trættedes heftigt.

I et passende Øieblik udførte han nu den Beslutning, han havde taget, og overleverede Federigo de Penge, han havde, paa en enkelt Sølvpjaster nær eftersom han fandt at burde betale for sig.

De blev, skjønt nølende, dog modtagne, og om Aftenen var Federigo igjen ude, medens Søsteren blev siddende hjemme paa Verandaen.

Hun og Salve kunde paa Grund af Sproget ikke tale videre sammen, og Salve var nærmest glad i denne Skillemur, der lod ham i al Ugenerthed.

Hun havde dog i den sidste Tid oftere med en vis Interesse set hen paa ham og flere Gange gjort ham Spørgsmaal gjennem Broderen.

Hendes Forestillingskreds syntes forresten alt andet end rig; thi, hvad hun spurgte om, gik altid ud paa det samme, nemlig hvorledes Kvinderne saa ud i hans Land, saa han snart kunde de dertil fornødne spanske Stikord udenad.

Medens han den Aften sad bagover paa Stolen, og hun gik forbi hans Ryg, strøg hun som leilighedsvis Haanden let gjennem hans Haar.

Havde det været elektrisk, vilde det have gnistret som en Kats af hans Vrede ved denne Tilnærmelse.

Da Federigo kom hjem, slængte han harmfuldt Hatten hen paa Stolen og drak med et hastigt Drag ud det Glas Rhum, han saa staaende paa Bordet. Han bar ikke længer den smukke Kappe, som han havde havt paa sig, da han gik ud.

«Jeg har spillet bort alle dine Penge!» udbrød han, uden længere at genere sig, paa engelsk til Salve, og yttrede derpaa med en ubehagelig Latter noget til Søsteren, hvis Ansigt havde vist, at hun straks havde begrebet Sammenhængen.

«Her er min sidste Pjaster,» – sagde Salve raskt og rakte Sølstykket hen til Federigo. «Kan der intet forsøges med den?»

«Han er heldig i Kjærlighed,» yttrede Paolina grættent og naivt overtroisk –; «han er forlovet.»

Da Broderen, der balancerede Pjasteren paa Pegefingeren, leende oversatte dette, svarede Salve afbidende med et utaalmodigt Øiekast hen til Sennoritaen:

«Jeg er ikke forlovet, – blir det aldrig!»

«Ulykkelig i Kjærlighed!» – udbrød hun jublende, – «og den sidste Pjaster! – Imorgen vinder vi hundrede, to hundrede, Federigo!»

Det lød som hendes Hjertes fulde Overbevisning. Hun greb en Mandolin og gav sig til at danse nogle Pas frem og tilbage paa Gulvet, medens hendes Øine med et eget Udtryk hvilede paa Salve.

«Skynd Dig, Federigo – endnu iaften!» afbrød hun sig pludselig leende og kastede Mandolinen hen paa Sofaen – «imorgen kan han blive uheldig.»

Hun greb Broderens Hat, trykkede den paa hans Pande og skjød ham ivrigt ud af Døren, idet hun selv fulgte med og lukkede Havelaagen.

Mens hun og Salve sad alene og ventede i det af Lampen oplyste Værelse, hvis Døre og Vinduer var aabne ud til den duftfyldte Maanenat der glitrede paa de dunkle Træer gav hun sig til at skjænke Rhum og Vand for ham og rulle hans Cigaretter, en Kunst, hvori han af hendes Latter og Miner forstod, at hun fandt ham klodset.

Hun var febrilsk og fløi alt i ét ned til Havelaagen.

Salve sad rolig og røgte og nippede til Glasset, medens hun vuggede paa en Rørstol med Nakken mod Gesimsen og saa paa ham.

Han hørte et Suk, og hun sagde indsmigrende lavt:

«Jeg er bange for, at Federigo er uheldig.»

Salve var ikke dummere end, at han forstod Meningen.

Han saa ogsaa godt, at hun var smuk, som hun sad der med Haanden over Knæet og stak den velformede, gratiøse Fod frem; men hans Følelse var udelukkende Forargelse over, at en slig brasiliansk Tøite turde driste sig til at sammenstille sig med Elisabeth. Han slængte pludselig Cigaretten og gik ned i Haven uden at skjule sin Uvilje.

Han hadede Kvinder siden den ene, som han holdt af, havde skuffet ham, og gik med de vanlige hastige Skridt i Sindsbevægelse frem og tilbage.

Han gik der endnu, da Federigo kom igjen – med sin Kappe paa Skulderen og en Pose under Armen, triumferende og ophidset.

«Næsten tre hundrede Pjaster!» raabte han og tog Haven i tre, fire Skridt.

I Stuen laa Søsteren og sov paa Sofaen.

Hun sprang op i Ekstase ved Underretningen, og han saa de to Søskende i barnagtig Glæde udbrede Sølvet paa Bordet og dele det i tre.

Da Salve imidlertid ikke var til at bevæge til at tage mere end sin ene Pjaster tilbage, kom der i Sennoritaens Øine noget næsten ydmygt beundrende. Hun begreb ikke denne Opoffrelse, men følte dog, at den skjulte noget overlegent. Efter lidt Betænkning rakte hun Haanden frem og sagde:

«Sennor, giv mig den Pjaster De har i Haanden, saa skal De faa en igjen af mig!»

Salve gav hende den, og nu kyssede hun den henrykt gjentagende Gange.

«Med den spiller jeg imorgenaften!» raabte hun glad og gjemte den i Barmen.

– Hun vandt virkelig ogsaa da endel Pjastre og kom straalende tilbage.

Salve kunde ikke opdage andet end, at Familien rent ud levede af Spil.

Sønnen havde ogsaa en Forbindelse med et eller andet af Partierne og lod til at have Udsigt til at blive Officer i et Frikorps, om der kom nogen Reisning istand.

Inden Sennoritaen begyndte med sine Opmærksomheder, havde Salve fundet sig noksaa vel i Ensomheden paa Landjorden. Men nu, hun øiensynlig var hjemme hele Dagen for hans Skyld og pyntede sig og koketterede paa al Vis, begyndte det at blive ham utaaleligt. Og, da «Juno» endelig var reist, erklærede han en Dag pludselig, at han vilde ned til Havnen og søge Hyre.

Sennoritaen blegnede, men fattede sig dog snart og lod endog spøgende.

Senere overtalte hendes Broder ham dog til at opsætte sin Beslutning endnu tre Dage, indtil han havde overværet en Sammenkomst af endel af hans Venner, der en Nat skulde holdes nede i en af Forstæderne.

Om Aftenen, da Broderen som sædvanligt, var ude og spillede, sad hun paa Dørtærskelen med det svære Haar udslagent. Hun saa smægtende ud og klimprede af og til paa Guitaren, idet hun under en sagte Nynnen fæstede sine sorte Øine paa ham.

Salve, der sad indenfor i Stuen, saa sig paa en Maade beleiret; han havde egentlig Lyst til at gaa forbi hende ud af Døren og slippe ned i Haven; men hun optog Pladsen der, og han følte, at det vilde blive uvenligt optaget.

Det eneste Tegn paa, at han ikke syntes om Situationen var, at han dampede noget heftigt.

«Du vil reise?» sagde hun endelig vemodigt, næsten bønligt spørgende.

«Ja, Sennorita!» svarede han med et Udtryk, som kom rigtig af Hjertens Grund, thi han var baade harm og kjed.

I samme Øieblik greb hun i Barmen og sprang op.

En Stilet, som hun slængte ud med Haanden, susede forbi hans Øre og stod dirrende i Væggen lige ved hans Hoved.

Hendes elastiske Legeme stod endnu i Bevægelsen, Ansigtet var blegt og Øinene lynte, – da bøiede hun sig pludselig bagover og lo.

«Var Du bange?» udbrød hun. Men Salve saa ikke slig ud; han var kold forbittret, og ude af Stand til at tænke sig en Kamp med en Kvinde, lod han Stiletten blive staaende i Væggen, uagtet han først havde tænkt at gribe den.

«Ser Du her!» – sagde hun, idet hun pludselig sprang hen og rykkede den ud. Og nu gav hun sig leende til at kaste med den i ét væk imod forskjellige Steder rundt om i Væggene, hvilke hun hver Gang traf paa en Prik.

«Du var bange – tilstaa det kun,» sagde hun drillende, og satte sig hed af Bevægelsen i den varme Aften hen til ham.

Hun saa ham ind i Ansigtet med Kinden hvilende i Haanden, mens hun støttede Albuen mod Bordet. «Du var bange, og nu er Du vred. Er ikke Kvinderne i dit Land slige?»

Salve saa iskoldt afvisende paa hende. «Nei, Sennorita!» svarede han kort og gik ned i Haven.

Derinde greb hun igjen Guitaren og begyndte heftigt for sig selv at nynne til den.

Det var ikke længer nogen Dans, men noget truende, hvilket ogsaa laa i hendes Øine, medens hun paa en Maade hvislede Melodien mellem Tænderne.

Siden paa Aftenen kom hun smilende koket hen til ham og rakte ham efter Landets Skik en Cigaret, som hun selv havde begyndt at røge af.

Da han noget ugalant afslog den, udbrød hun pludselig vildt, stampende med Foden:

«Sennor!» –

Men hun tog sig øieblikkelig igjen og sagde tilsyneladende godhjertet leende noget, som betød, at hun forstod, at dette altsaa ikke var Skik i hans Land.

Salve følte sig meget lettet, da Broderen igjen kom hjem og fortalte, at hint Møde skulde finde Sted den næste Aften.

*

Det var ind i en daarligt oplyst Kneipe med to, tre Værelser indenfor hinanden, at hans Ven førte ham.

Mænd af yderst forskjellige Samfundslag, mange med et militært Snit og i halv luvslidte Uniformer, opfyldte de to inderste Rum.

I det yderste saa han dog lige ved Indtrædelsen endel Sjøfolk, der nikkede til ham i Anledning af hans Sjømandsdragt; – de lod til at være Yankeer.

Alle drak Acachacas, og over det hele svævede Tobaksrøgen som en Taage ud af hvilken der lød en bedøvende Larm og Snak.

Mellem dem færdes uden Standsforskjel mere og mindre velklædte Fruentimmer, hvoraf endel stod ivrige om Spillebordet i det inderste Værelse.

Salve blev af sin Ven bragt tilsæde ved et langt Bord blandt endel brune, skjæggede Mænd med store Hatte, Skindbenklæder og Sporer.

Han likte ikke Selskabet; – de saa ud som Studedrivere til Hest, slige som han havde set i Montevideo, men dog endnu mere, syntes han, som Banditer.

«De hører til Mendez’s Frikorps» – hviskede Federigo og forestillede ham for Hovedmanden, som sad for Bordenden, en kraftig Fyr med et rødbrunt Ansigt, svære sorte Knebelsbarter og et Par smaa, spillende Øine, der siden flere Gange hemmelig mønstrede ham.

Af og til stødte de sine Glas sammen med et: «Ned med Fejo!» men holdt sig forresten rolige; – de ventede paa «Capitanoen».

Efterhaanden blev dog ogsaa de under Indflydelsen af Drikken mere høirøstede, og flere af dem gav sig til at spille indbyrdes.

Ved adskillige Borde sad Folk af samme Kaliber. Ved andre, der var besatte med tildels velklædte Personer fra selve Byen, førtes kun en hviskende Samtale, og de lod til at være ængstelige. De var øiensynlig utaalmodige, fordi Capitanoen ikke viste sig.

De heftige Udraab, Latteren og Larmen tiltog. Der saas alt berusede Ansigter og hørtes flere Steder Klammeri og Slag i Bordet.

Fedrigo, der var kjendt med mange, havde blandet sig ind mellem Mængden, og Salves Sidemænd spillede ivrigt Tærninger, idet de gravede smaa Sølvstykker op af svære Skindpunge, der syntes emnede til helt anderledes Summer end deres nuværende slunkne Indhold.

Saa nederdrægtige, pengebegjærlige Ansigter, som han nu saa rundt om sig, syntes Salve, han dog aldrig før havde set samlet paa en Plet, og den Beslutning ikke at have noget med dem at gjøre var dermed afgjort hos ham.

Det gjaldt bare at slippe helskindet fra dem, og han kjendte i Brystlommen, hvor han havde sin Tollekniv.

En af Nordamerikanerne, som havde hilst paa ham, da han kom ind, indbød ham til at sætte sig ud mellem dem; men da han følte sig under Opsigt, afslog han det foreløbig.

Nu saa han til sin Forundring Sennoritaen staa i et elegant Hovedtøi ved Spillebordet.

Hun spillede meget lidenskabeligt og tabte den ene Indsats efter den anden.

Værten, der selv forestod Spillebordet, var en høi, mager Portugiser med et langt, gult Ansigt og næsten ikke Haar paa Hovedet.

Han betragtede hende den hele Tid med ydmygsød Beklagelse. Da hun ærgerlig holdt op, vinkede hun ham trods Travlheden med en vis Myndighed tilside.

De talte ivrigt sammen, og Salve opfangede derunder et hastigt Blik fra hende paa sig, der gjorde ham eftertænksom.

Hun var unaturlig bleg, og han saa, at hun tilslut gav ham sin Haand, hvilken han med et lykkeligt Ansigt kyssede, hvorpaa hun med ét blev borte.

Værtens Ansigt skinnede den hele Aften, og han bukkede polisk til Federigo, idet han gik forbi Spillebordet.

Da han derpaa igjen et Øieblik kom forbi Salve, hviskede han haanligt:

«Jeg tror, min Søster har solgt sin Sjæl iaften og forlovet sig med den rige Antonio Varez; – gratuler os, min Ven!»

Salve lagde Mærke til, at Værten nu flere Gange indlod sig med Manden ved Bordenden, hvem han trakterede, og tillige at denne, naar han troede det ubemær ket, saa hen paa sig paa en Maade, hvorved han følte sig alt andet end vel tilmode.

Nordamerikaneren, en høi, kraftig Mand med et blondt Skjæg om et haardt Yankeeansigt, og med en Stump Guldtresse paa Trøieærmet, stod imidlertid og tabte den ene Dublon efter den anden ved Spillebordet.

«Det er falsk Spil, min Gut!» – udbrød han paa engelsk til Salve, med hvem han øiensynlig søgte at indlade sig.

«Tror ogsaa det,» – svarede Salve – «det er et slemt Rede!»

«Hvad Nation er Du?»

«Nordmand!»

«Ah – Norwayman! – gode Sjøfolk. – Rømt i Rio?» spurgte han derpaa leende, som om Svaret faldt af sig selv.

«Skal jeg spille for Dig?»

«Har ingen Penge.»

«Her har Du en Guinee paa Hyren ombord i «Star and Stripes» for Valparaiso og Chincas!» raabte han fremdeles leende, saavidt det kunde høres gjennem Larmen, og slængte et Guldstykke paa Bordet, hvilket dog lige efter tabtes.

Han vendte sig, og, idet han satte Haanden for Munden, sagde han:

«Nok en paa Hyern!»

Det næste Guldstykke havde samme Skjæbne.

«Nok en paa Hyren!» – lød det igjen med samme Resultat.

Salve fik pludselig Afsmag for denne uanmodede flotte Spiller paa sin Regning. Mandens Fysiognomi forekom ham midt i al dets Lystighed alt andet end tiltalende, og han raabte hvast protesterende over til ham:

«Spil for Dig selv, Yankee!»

Denne lod imidlertid ikke til at ville høre paa det Øre, men gjentog koldblodig nikkende til ham:

«Nok en paa Hyren!»

Nu var det forbi med Salves Taalmodighed.

Han havde hele Tiden siddet klemt og generet i det smale Rum mellem Bænken og Væggen med Folk paa begge Sider, saa han var forhindret fra at komme frem.

Med et voldsomt Tag i sin Sidemands Skulder fløi han med ét over Bordet og hen mod den uforskammede Yankee; han havde en ubændig Trang til at fri sig for alt det, hvori han her havde indviklet sig, og slaa sig frem ud i det frie.

I det samme lød fra det yderste Værelse et Raab: «Politiet!» – og Lysene derude slukkedes.

Lidt efter gik de ogsaa ud i det Rum, hvori han stod, netop ifærd med et heftigt Udbrud mod Nordamerikaneren, der overrasket saa ham ligeover for sig.

Det fiendtlige Forhold blev imidlertid straks efter forvandlet til et venskabeligt. Thi Salve, der havde set Værten komme ilsomt hen til sig, følte sig midt i Forvirringen og Mørket grebet af et Par Mænd og trængt ind imod en Dør ad en anden Vei end den, hvor han mærkede, at de andre strømmede, og hvor der var Udgang.

«Hjælp, Yankee! her er Kjæltringstreger, – den lille Dør tilhøire!» raabte han aandsnærværende, idetsamme Døren sloges igjen efter ham.

Han fik med engang et Tørklæde stramt for Munden, blev slaat haardt overende og bundet paa Hænder og Fødder, hvorpaa han blev skudt ind i et mørkt Siderum, – som det forekom ham, bagom et Skab, der oplaasedes og dannede Indgangen.

«Hm,» sagde Yankeen koldt ved sig selv – «jeg vil da haabe, at Hyren ikke gaar fløiten!» – og begav sig rolig ud for at faa Hjælp af Politiet.

Salve var vis paa at have hørt Sennoritaens hviskende Stemme.

Lidt efter hørte han Laasen i Skabet gaa op og saa hende selv staa og lyse ned paa sig.

Hun saa skadefro paa ham og spildte derunder med Haan af Olien i hans Ansigt.

Hendes Udtryk blev, eftersom hun saa paa ham, væmmeligt som en hævnsyg Tigerindes, der maa op sætte med at overgive sig til sit Raseri, og hun ilede igjen skyndsomt ud, smækkende Laasen i.

Salve laa solid bundet med Hænderne paa Ryggen; men med den ualmindelige Smidighed, hvoraf han var i Besiddelse, lykkedes det ham dog tilslut at faa Tollekniven til at falde ud af Brystlommen og dermed overskjære Baandene.

Han stod nu med Kniven i Haanden og lyttede.

Det varede ikke længe, før han hørte Amerikanerens Stemme og Politiet, der lod til at lede.

Nu gav han sig til at raabe, og i næste Øieblik var han befriet.

«Det er Mand af vort Skib! – af «Star and Stripes»,» sagde Yankeen, idet han lagde Beslag paa Salve, der nu gjerne vilde høre til alt andet end nogetsomhelst i denne By og derfor rolig fandt sig deri.

«Nu – de har skrabet Dig ganske ordentligt, min Gut!» yttrede han lidt spottende da han ved Lyset saa Salves Ansigt.

«Jeg kunde dog have Lyst til at se lidt paa Værten først,» udbrød Salve koldt. Han følte en fortærende Hævnlyst.

«Ja, men det har vi netop ingen Lyst til,» – sagde Amerikaneren tørt befalende «vi vil ikke i Rageri med Politiet. – Jeg har nu desuden alt engang reddet den Smule Hyre.»

Yankeerne omgav Salve i en tæt Ring, og der var for ham intet andet at gjøre end at følge. Men et Blik paa Amerikaneren sagde, at det Spørgsmaal om Hyren nok kom til at optages igjen mellem dem siden ombord.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.