XVI.

«Star and Stripes», som laa paa Rheden med Unionsflaget paa Gaffelen, var et langt, sort, i Vandlinien elegant løbende Skib med 32 Mands Besætning.

Det tog sig særdeles godt ud, og, da de lagde til Siden, lykønskede Salve sig i Stilhed med det Fartøi, han var kommen til at fare med.

Man var endog saa galant at lade ham faa Køie i et eget Lukaf under Dækket.

Til hans usigelige Harme blev Døren imidlertid tillaaset udenfra, og da han larmede, betydedes det ham, at han fik finde sig i Indespærringen den korte Tid, de endnu laa i Rio. Man vilde, forstod han, forsikkre sig imod, at han rømte.

Der var utaalelig hedt nedenunder, og derhos lød der hele Tiden Raab og Klagen som af syge Mennesker i Rummet ved Siden af; – han fandt, at det var en nederdrægtig Behandling.

Der sjauedes og arbeidedes uafbrudt hele Natten med Ladningen, som om man havde stor Il med at forlade Havnen, og opad Formiddagen lettedes der samtidig med, at den sidste Varepram indladedes.

Da Salve nogle Timer efter sattes i Frihed, laa de alt i rum Sjø udenfor Havnemundingen.

Kapteinen, de tre Styrmænd og flere underordnede Befalshavende gik paa Dækket med Guldtresser om Huen og uniformslignende Klæder, som paa et Orlogsskib, og de vagthavende af dem bar Vaaben.

Derimod var Besætningen næsten helt igjennem lurvet. Den syntes at bestaa af Folk af alle Nationaliteter: Engelske, Irske, Tyske og Amerikanere, foruden et halvt Dusin Negere og Mulatter.

Da ingen indlod sig videre med ham, gik han foreløbig sin egen Gang.

Dog blev han uhyggelig tilmode, da han saa, at de udover den Skibsside, der vendte fra Land, sænkede ikke mindre end tre Lig, skjødesløst indsyede i Seil og uden al Ceremoni.

De havde vidst at skjule for Havneautoriteterne, at de havde den gule Feber ombord.

Endnu uhyggeligere blev det, da en liden bleg Kahytsgut, som han indlod sig med, fortalte, at der laa flere syge nedenunder, og at den ene af de nys sænkede den foregaaende Dag var død netop i den Køie, hvori han om Natten havde ligget.

Han var aldeles oprørt.

Ud paa Aftenen blev han raabt agterud til Kapteinen, der stod med Baadsmanden hos sig. Det var en mager, energisk udseende Mand paa omtrent firti Aar med stærkt sort Kindskjæg om det markerede, lidt hulkindede Ansigt og et pyntelig lagt glinsende Haar.

Han stod og røg af en elegant Pibe med et langt med Perlemoder indlagt Rør og nippede af og til af en Kop sort Kaffe, der stod paa Skylightet.

«Hvad hedder Du?» spurgte han nikkende til hans Hilsen.

«Salve!»

«Salve,» gjentog Kapteinen med engelsk Vending paa Navnet – «og Nordmand?» –

«Han ser for skikkelig ud til det Pak, han kommer sammen med,» mumlede han til Baadsmanden.

«Befaren Matros?»

«Ja!»

«Du har faat tre Guineer paa Hyren?» vedblev han, idet han under et Par fornyende Drag af Piben saa i sin Regnskabsbog; – «en Maaneds Hyre.»

«Nei, Kaptein!» og nu forklarede han, hvordan det var gaat til. «Ordentlig hyret er jeg ikke blevet før nu, da jeg vel faar finde mig i det; – men jeg er hidtil behandlet som en Hund og værre end det!»

Kapteinen overhørte det sidste og afgjorde kort og barskt:

«Han tilkommer de tre Guineer, Baadsmand Jenkins!

Han sættes an i Forremers; der kan vel tiltrænges en ordentlig Gast mellem alt Skrabet der.»

«De faar en anden Gang heller spille for Deres egen Regning end for Matrosernes,» bemærkede han derpaa sagte og spydigt, vendt mod denne; men Salve opfattede det dog.

Hermed var denne Konference forbi. Baadsmandens Ansigt spaaede, at Salve nok ved Leilighed skulde faa betale sin Triumf. Han gik og tyggede med den ud staaende brutale Hage og viklede sit blonde Kindskjæg om Fingrene.

En stakkels Mulat, som skurede for Kokken, fik foreløbig undgjælde. Efter et Par irettesættende Ord slog Baadsmanden ham uden videre ned i Dækket med en Haandspage, saa han en lang Stund blev liggende uden at kunne røre sig.

Dette oprørte Salve, men endnu mere undrede det ham, da han saa, at Fyren lige efter ufortrødent tog fat paa sit Arbeide igjen, idet han først roligt skyllede sit eget Blod af Kasserollen.

Der kunde være Maade paa Hundskhed, syntes han, og han undte ham i Forargelsen næsten det uforskyldte Slag, han havde faat.

Hos Seilmageren fik han nu udleveret Køieklæder og, paa Afregning i Hyren, hos Proviantforvalteren en Matrosdragt istedetfor de temmelig ramponerede fine Klæder, han bar.

Som han bagefter stod nede paa Banjeren og ophængte sin Køie under en af Tyskendæksbjælkerne, saa han en Mand i Seildugsdragt lige over for sig, beskjæftiget paa samme Maade. Han kunde ikke tage feil. – det var Federigo.

Denne var, som han siden fik høre, under Affærn i Værtshuset bleven greben af Politiet.

Han havde set, hvorledes Salve blev befriet af Baadsmanden paa «Star and Stripes» og, da det underveis lykkedes ham at undslippe, havde ogsaa han tyet ud til Skibet.

Harmen over Søsterens Nederdrægtighed kogte endnu for stærkt i Salve, uagtet han jo nok troede, at Federigo havde staat udenfor den Sag.

Det lod dog til, at han havde et Slags ond Samvittighed; thi ingen af dem talte til hinanden, og de forholdt sig som fremmede. Brasilianerens Udtryk viste, at han følte sig ydmyget; men der var tillige noget i det, som sagde Salve, at han maatte vogte sig.

Salve kom snart paa det rene med, at han ikke kunde være slumpet ind paa et uheldigere Skib.

Mandskabet bestod af Bærmen af New-Orleans’ og Charlestons Dokker, Folk med Laster og Følgerne af et nedværdigende Liv skrevet i deres Ansigter, og mellem dem lød i ét væk de ryggesløseste Eder og Gudsbespottelser.

Slag af Haandspager og oprørende Behandling hørte til Dagens Orden, og den, hvem det gik ud over, kunde blot gjøre Regning paa Skadefryd af sine Kammerater. Nogen Ret var her ikke at faa; det kom blot an paa, hvorvidt vedkommende beskyttedes af Officererne eller havde sikkret sig Kammerater.

Amerikanere og Irlændere holdt, som den talrigere Nationalitet, sammen og udøvede daglig det skamløseste Tyranni mod enhver svagere.

Syv, otte lurvet klædte Spaniere og Portugisere, der altid var færdige med Kniven, holdt dem dog som et sluttet Parti paa en Maade Stangen, og blandt disse var Federigo.

Især led en stakkels forkommen, syg Spanier, som man havde drevet i Arbeide, indtil han ikke kunde længere, under deres lumpne Behandling.

Salve begreb snart, at han under disse Forholde kun havde sig selv at stole paa. Amerikanerne og Irlænderne, der i Begyndelsen lod til at ville regne ham mellem sine, blev nemlig efterhaanden fiendtlige mod ham. De havde taget Forargelse af, at han ikke indlod sig i videre Kammeratskab med dem, idet de mistænkte ham for at holde sig for god, og, da det derpaa viste sig, at han var en saa udmærket Sjømand, kom tillige Misundelsen.

Men mest af alt virkede Baadsmanden, der listigt vidste at faa ind imellem Matroserne den Tro, at han var begunstiget af Officererne.

I dette Forhold viste imidlertid Federigo sig fra en uventet venskabelig Side, og Salve indsaa, at han kunde takke ham for, at han ikke ogsaa fik alle Portugiserne imod sig. Dette gjorde, at de to efterhaanden igjen nærmede sig til hinanden.

Den mellem Mandskabet, som især frygtedes, var en sværbygget, kobberrød og arret Irlænder. Til sine Tider betoges han af et sandt Raseri, da det onde Blod ligesom løb over hos ham, og han havde, før de kom ind til Rio, ligget i Bolt og Jern, fordi han en Dag oppe paa Dækket havde svoret at dræbe Kapteinen.

Foruden ham var der to, tre andre Koryfæer af lignende Slags ombord, hvilke dog gjensidig holdt hinanden i et Slags Stilstand.

Officererne blandede sig af sine Hensyn overhovedet aldrig ind i Klammerierne i Folkeruffet.

En Dag, da der var ringet paa Storklokken forud til at skaffe til Middag, gav Baadsmand Jenkins en Ordre, hvorefter Salve først kunde komme ned fra sit Arbeide en Stund, efterat de andre havde placeret sig ved det lange Bord i Ruffet.

Da han kom, var alt opspist, saa han mistede sin Middagsmad.

Den følgende Dag gik det tilfældigvis akkurat ligedan, saa han maatte lade sig nøie med Ransonerne til Frokost og Aften, og den tredie lod det samme til at skulle hænde, idet Baadsmanden atter i ubeleilig Tid gav en Ordre, som maatte forsinke ham.

Han havde alt begrebet Meningen. Hans Dygtighed og Raskhed, der var saa uden Sammenligning større end enhver andens blandt Forremersegasterne, havde hindret Baadsmanden fra at ramme ham med nogensomhelst Straf; – nu skulde han naas paa en anden Maade.

Salve havde paa sin ensomme Vagt den foregaaende Aften opgjort, hvad han vilde gjøre. Blev han mat og svækket af Sult, hvilket var at forudse, vilde han ubønhørlig hjemfalde til Baadsmandens Medfart. Men, hvordan det saa gik, var det ialfald bedre at sætte Tingen paa Spidsen straks end at gaa under langsomt.

Efter udført Ordre skyndte han sig den Middag ind i Ruffet, hvor man alt sad midt i Maaltidet to og to om en Skaal med Kjø og Suppe.

Han satte sig hen lige ved Irlænderen, som han saa havde en Skaal for sig alene.

«Giv hid Skaalen!» – sagde han koldt.

Irlænderen saa blot haanligt paa ham; – han var øiensynlig forbauset over hans Dristighed, men fortsatte uforstyrret med at spise.

Salve følte, at her maatte seires.

«Liv for Liv, Irlænder!» – raabte han og sprang op, og, idet den anden ligeledes reiste sig, bibragte han ham et voldsomt Slag i Ansigtet, saa at han tumlede over Bænken bag imod Væggen.

Nu begyndte et vildt Slagsmaal inde i Ruffet.

Irlænderen fo’r op som en blødende Okse, snappede en Merlespiger, der hang ned fra Bjælken, og gav Salve et dybt Saar i Kinden, hvoraf han siden bar Ar hele sit Liv.

Derpaa drog de Knivene.

Salves Bevægelser var som en Staalfjers, dobbelt saa hurtige og koldt beregnende som hans rasende, men svære og tungvindte Modstanders.

Han smilte blegt, medens han stadig vidste at ramme, og Kampen endte med, at den anden, haardt blødende og næsten bevidstløs, tumlede ud af den trange Dør for at redde sig.

Der var mange nok, som glædede sig, da de saa den frygtede Irlænder komme tilkort, og den Stemning skyldte Salve, at han fik udfægtet Striden alene med ham.

Han huggede nu Kniven ned i Bordet ved Siden af sit Fad og spurgte, idet han saa sig omkring:

«Er der ellers nogen, som agter at formene mig Maden?»

Ingen svarede.

«Jeg er netop nu saa vel oplagt til at afgjøre den Sag!» – vedblev han, uden at ændse, at Blodet randt ham ned over Ansigt og Hænder. – «Jeg har tilgode to Dages Ration. Nu vil jeg til Gjengjæld beholde Fadet alene de næste to Etmaal – saa faar jeg se, hvad Irlænderen eller nogen anden mener om den Ting.»

Irlænderen holdt Køien i Saarfeber hele Ugen, og Begivenheden havde for det første sat Salve i Respekt.

Han følte imidlertid, at han havde begyndt et fortvivlet Spil, og at han, om han skulde redde sig mellem alle disse forvorpne Mennesker, som han nu havde budt Spidsen, fremdeles maatte forcere sin Optræden, saa han mindst blev ligesaa frygtet som Irlænderen.

Istedetfor at vente paa andres Udfordring, gav han sig derfor nu med beraad Hu til selv at være farlig og at fordele Retten som han syntes.

Den Mand, der næst Irlænderen frygtedes mest, var en bredskuldret Mulat, der simpelthen drev et Plyndringssystem mod dem, der ikke var desto bedre beskyttede af et Parti.

Salve selv havde før en Aften maattet bide i sig, at Mulatten uden videre løste Snorene paa hans Køie og hængte sin egen op i Stedet.

Han havde set ham i flere Slagsmaal og studeret hans eiendommelige Kampmaade og faat ud, at Manden neppe eiede den Styrke, som han gjerne vilde indbilde Folk.

Nu yppede han Klammeri med ham i Anledning af hint Overgreb og med et lignende aldeles afgjørende Udfald.

Han hed Januarius efter en Helgen, og Salve forsikkrede ham om, at han endnu havde tilgode for Aarets elleve andre Maaneder.

Fyren var langtfra modig og lod siden aldrig til at ville optage Striden igjen, saaledes som Irlænderen, med hvem han, straks denne igjen kom op paa Dækket, indsaa, at der maatte en fornyet Prøve til.

Anledningen hertil lod ikke længe vente paa sig, og Salve greb den straks for at kunne staa som den begjærligt udfordrende.

Den stakkels syge Spaniers Støvler havde en Dag fristet Irlænderen, og han gik nu med dem paa.

«Du Irlænder!» – sagde Salve, idet denne paa Eftermiddags-Frivagten kom forbi ham, – «det er et Par slemme Støvler, Du der gaar i. Jeg raader Dig til at give dem tilbage, eller – jeg giver mig ikke, før jeg har trukket dem af Dig, forstaar Du!»

Irlænderen saa vildt paa ham, men blegnede ved den sidste Trusel, der lød som paa Livet, – og Salve syntes saa tindrende tilfreds, som om han blot ventede paa Forlystelsen.

Manden begik den Feil at sætte sig i Forsvarsstilling istedetfor at angribe, og fortumledes allerede straks ved et Par uventede Slag af Salve, der fløi paa ham som en Tigerkat.

Mandskabet samledes om dem. Irlænderen brugte en svær Pumpespiger af Jern, den anden en Haandspage, og Salve holdt Ord: han trak Støvlerne af sin besvimede Modstander og bar dem derpaa ned til Spanieren.

Salve var i Kræfter alt andet end Jevning med flere af disse Mennesker, som han vidste, nu kun søgte en Leilighed til at komme over ham. Alt maatte derfor bestandig sættes paa ét Kort, om det skulde bære, og det gjaldt om at synes at være den hensynsløseste, om Livet mest uvorne og paa Slagsmaal mest lystne af dem alle. Derfor fløi han uden Betænkning løs ved den mindste Anledning og, naar han truede, sørgede han altid for at holde Ord.

Den stadig overanstrengte Energi gik ham tilslut som en Feber i Blodet, og hans Udseende fik et Præg af Ondskabsfuldhed.

Han begyndte ombord at gjælde for et af disse ustyrlige, ubændige Mennesker, som der findes nok af i den Folkebærme, der trives i Skibsrummene paa de Kanter af Verden, og som gjerne ender i Raanokken eller for et Revolverskud af Kapteinen.

Det er den forhaanede Menneskenatur i dem, der blindt raser og søger Hævn; – anderledes kan man ikke forklare al denne ryggesløse Ondskab og de vilde Scener, der finder Sted ombord i mange af disse Oceanskibe.

Officererne saa med hemmelig Glæde, at Irlænderen og Mulatten var knækkede. De fandt deres Regning ved, at der herskede Splid og Uenighed forud, thi Enighed mellem alle disse Kjæltringer vilde for dem været Fare for Mytteri.

Før de anløb Rio, havde Kapteinen samtidig med, at Irlænderen sattes i Bolt og Jern, uden videre skudt ned fra Raaen en, som han ansaa for Hovedmanden blandt Urostifterne.

Ogsaa Salve betragtedes nu med mere mistænkelige Øine, og Kapteinen undrede sig over, at han kunde set saa feil af den Mand; «men,» – mente han, – «mellem Pak blir en til Pak!» Og Salve var ialfald den dygtigste og i Tjenesten paalideligste Matros, de havde ombord.

Baadsmand Jenkins gik nu stiltiende afveien for ham; thi han havde hørt, at Salve havde svoret, at han vilde «se hans Indvolde», om han vovede at fornærme ham.

At Baadsmanden grublede paa noget imod ham, syntes Salve dog, han kunde skjønne.

Og dette viste sig, da han en Dag blev kaldt agterud til Kapteinen, der satte en formelig Ret i Anledning af hint Udtryk, hvilket Salve vedgik at have brugt, fordi Baadsmanden vilde ham tillivs.

«Fra Skibet vil jeg, saasnart det kommer til Valparaiso, længer er jeg ikke hyret. Forresten er jeg lige glad med Livet,» – endte han mørkt.

Kapteinen maatte ogsaa have sine Tanker om Baadsmanden, thi Salve slap for den forventede tunge Straf og fik kun fjorten Dages Arrest paa Vand og Brød.

«Det vil spæge Dig, min Gut!» sagde han.

Medens Salve sad indelukket paa sin magre Kost, morede Mulatten, som han havde overvundet, sig under Baadsmandens Bifald med at spise sine varme Kjødmaaltider lige udenfor Gluggen af Døren, for at Duften skulde trække didind og ærgre ham.

Salve var i Begyndelsen glad i den Fred, han saaledes havde faat.

Men en Middag stak han Ansigtet ud i Aabningen; – han var udsultet og pirrelig.

«Du, Mulat!» – begyndte han.

Denne saa op og grinede med de hvide Tænder meget tilfreds ved endelig at spore Tegn til, at hans Færd havde virket.

«Det er vist meget god Mad, Du der har?»

«Ja, meget god!» svarede denne skadefro og inderlig fornøiet.

«Den bringer mig til at forestille mig Fremtiden,» vedblev Salve blidt, «hvordan Du vil komme til at se ud, naar jeg igjen slipper fri. Det blir som den Labescowes der, min Ven! Har Du ikke tænkt paa det?»

Mulatten spiste videre, men blev mere og mere eftertænksom.

Han var, som meldt, ikke vidre modig, og fik tilslut kjendelig en vis Lede til Maden.

«Det er, som Du sidder og spiser Dig selv, synes Du,» sagde Salve efter en længere Pause, hvorunder han havde iagttaget den andens dalende Fysiognomi. «Ja det blir saa det, min Ven, – medmindre –»

«Medmindre,» optog Mulatten, spidsende Ørene.

«Medmindre Du sørger for, at jeg hver Dag faar din Mad ind til mig; det er kun fem Dage igjen, og jeg har nu sultet i ni, mens Du har spist; det er ikke mer end billigt, ser Du. Faar Baadsmanden Øie paa, at Du stikker Mad til mig, véd Du at Du kommer i straf, saa Du maa være forsigtig og selv holde Talerkenen op udenfor Gluggen, saa tror han, at Du spiser mig lige op i Ansigtet.»

Dette var forargelige Vilkaar. Mulatten svarede ikke, – han sad kun med sit Uldhoved i en nedslagen og eftertænksom Stilling.

Men den næste Dag stillede han sin brede Person med Talerkenen op foran Gluggen, og Salve tog uden Barmhjertighed hver Smule, der var.

For ham var det en vigtig Sag ikke at blive afkræftet, thi han vidste, at Livet da hang ham i Hænderne.

Men, at han var alt andet end «spæget» og fuldkommen saa stridslysten som før, viste han, da han igjen kom ud, i et blodigt Slagsmaal, som han ukaldet optog for Federigo imod en af Yankeerne, og i hvilket Brasilianeren ellers utvilsomt havde ligget haardt under.

Salve agtede ham ikke. Han ansaa ham for falsk, trædsk og samvittighedsløs – noget, der flød af af hans Færd og Passiar; men han hjalp ham i Kraft af Kammeratskabet, der mellem disse forvorpne Mennesker har sine ubrødelige Love, og han havde desuden nu vænnet sig til Venskabet.

Federigo var en interessant Fyr, der kunde tale om lidt af hvert, og især havde han endel Theorier, hvortil Salve paa Vagterne lyttede meget begjærligt.

Der gaves, sagde han overlegent, ingen Religion, ingen Gud; – sligt var kun for Dummerhovederne, som da ogsaa i hvert Land havde sin egen Sort Tro at blive lumpede paa af de kloge og Præsterne.

Han fortalte i den Anledning mange Historier om Præsternes Bedragerier i Brasilien og engang meget morsomt spottende om, hvad de stakkels, smaa Peschiræer troede henne paa Ildlandet, som de netop seilede forbi. Han opstillede kort og godt den stærkeres Ret, og som Livets Maal Pjastere, Kvinder og Friheden.

Hvilken Gud anden end Salve, – yttrede han engang ironisk – havde vel hindret Irlænderen fra at tage den stakkels Spaniers Liv dernede i Rummet, – og hvilken Gud anden end Frygten hindrede vel Baadsmanden fra at slaa ham selv ihjel paa Dækket med Haandspagen?

Skjønt Salve foragtede den talende, bed dog hans Bevisgrunde sig ikke saa lidt ind i ham; thi hvilken Gud vilde bjerge ham, om han ikke stadig bjergede sig selv mellem alt dette Pak, og, havde en saadan styret, – tænkte han bittert –, var nok ogsaa mangt gaat anderledes for ham i Livet.

Han følte sig altid ond og vild i Blodet efter slige Samtaler.

De omseilede Kap Horn og kom til Valparaiso.

Men den Formiddag, de skulde anløbe Havnen, blev han til sin Forbittrelse sat i Arrest. Kapteinen, der indsaa, at han egentlig var betryggende at have som Dominant mellem Mandskabet forud, vilde forsikkre sig imod, at han efter sin afgivne Erklæring gik fra Skibet.

Efterat have anløbet Chincas-Øerne, hvor de indtog en Guanoladning for Kina, seilede de nu i det stille Ocean, hvis Ensformighed kun afbrødes af en eller anden større Sjøfugl eller en Sydhavshval, der sprøitede i Nærheden.

De havde i de ensomme Nætter det blinkende Sydkors paa skraa over Hovedet. Men ombord var der langtfra fredeligt.

Det lille Nøddeskal, der som en Prik drog sig henover den uendelige Flade, var opfyldt af Strid, Mordlyst og Gudsbespottelser Døgnet rundt.

Endel af Mandskabet med Irlænderen i Spidsen pønsede paa at dræbe Officererne og gjøre Skibet til en Hvalfanger.

En Kvæld, som Salve og Federigo samtalede paa Vagten, spurgte den første pludselig:

«Hvad tror Du, din Søster vilde have gjort med mig, Federigo, om jeg ikke var sluppet ud?»

De havde hidtil undgaat at berøre denne ømfindtlige Sag, og Federigo svarede undvigende:

«Det kan jeg sandelig ikke sige; men hun kunde være vild nok.»

«Ja, – men, hvad tror Du nu? Jeg véd, Du stod udenfor den Sag.»

«Hm, – det er ikke godt at sige,» sagde han kjendelig lettet, med et eget Smil, som om han med en vis Nydelse ledte om iblandt Mulighederne. – «Engang skoldede hun en Abekat, som havde bidt, langsomt med kogende Vand! – Hun var forresten saa mangfoldig.»

Det gjøs i Salve, og noget steg op i hans Ansigt, der gjorde den anden va’r, hvorfor han skyndte sig at tilføie som et Slags halvt spøgende, halvt trøstende Betragtning:

«Ja, nu faar den stakkels Antonio Varez undgjælde, fordi hun maatte gifte sig med ham – vær rolig derfor! – Ja, hun er rig og lykkelig!» – endte han med et Suk, som om han misundte hende.

*

Efter halvandet Aars Liv under mangen oprørende Scene indenfor «Star and Stripes» Skibssider, skiltes Salve endelig fra det i New-Orleans med en stor udbetalt Hyre.

De følgende Fartøier, han fo’r med, gav andre, men ikke synderlig bedre Forholde; – han var nu vant til dette Liv og tildels sløvet for det.

Federigo fulgte ham bestandig som en ubrødelig Kammerat.

Salve havde samlet Penge, thi han søgte ikke de Anledninger til at sætte dem overstyr iland, som Federigo, der stadig mistede Hyren i Spil. Han hadede Kvinder og blev gjerne i Matroskipperne anset som en vild uregjerlig Fyr, som det var bedst at holde sig fra. Hans klare Forstand sagde ham med en vis Bitterhed, at Penge dog tilslut var den øverste Styrke og Magt, og han bar altid sine Guldstykker i et Belte om Livet.

Den stadige Vedhængen fra Federigos Side begyndte Salve, der mente at kjende sin Ven ud og ind og især hans Svaghed for Mammon, mere og mere at tilskrive de Penge, han bar om Livet; – han fik en Mistanke om, at denne ansaa ham som sin Reserve-Sparebøsse.

Da Federigo saaledes engang i en Havn foreslog, at de skulde rømme og grave Guld i nogle Miner, hvorom der gik store Rygter, og dele Udbyttet, opgjorde han sig i den Anledning ganske koldt og uden synderlig Indignation den Sandsynlighed, at hans Ven, naar de var færdige og befandt sig alene i en eller anden Ødemark, en vakker Nat vilde stikke Kniven i ham og tage det hele.

Det var nu engang dette Venskabs Beskaffenhed, Federigo holdt endnu mere af Penge end af ham.

Salve sagde derfor Nei til Forslaget, der ellers som en Afveksling vilde tiltalt ham, og Forholdet mellem dem blev lige venskabeligt.

*

Det var i det hele hengaat fire Aar med dette Liv, da Salve begyndte stærkt at længes til Europa; – han vilde ikke bekjende for sig selv, at det egentlig var Norge, han mente.

Efter længe at have søgt et passende Skib for Hjemreisen, havde han fremdeles sammen med sin brasilianske Ven taget med en svær Bark, der hørte hjemme i den hollandske Koloni Curaçao og skulde føre Tobak og Rhum til Rotterdam og Nieuwediep. Besætningen var paa nogle faa Hollændere nær mestendels Kreolere.

Han kjendte nu alle Snittene med en amerikansk Hyrekontrakt og havde lovlig skilt sig fra Skibet straks ved Ankomsten i Nieuwediep. Federigo anede intet, førend Salve kom op med sine Køieklæder og i sidste Øieblik meddelte ham det.

Han blev bleg og fik Taarer i Øinene, – om af saaret Venskab eller en Art Skuffelse eller begge Dele, kunde Salve ikke ret forstaa. Hans Ansigtsudtryk med de smaa spillende sorte Øine lignede noget en forstyrret Rottes.

Endelig faldt han ham paa sin heftige Maade om Halsen og udbrød:

«Men saa vil vi ialfald drikke den sidste Aften paa Afskeden. – Ak, jeg forstaar ikke, hvorledes jeg skal undvære Dig – saalænge, som vi to nu har holdt sammen!»

Imod sin sunde Fornuft følte ogsaa Salve sig nu lidt blød ved denne Tanke, og Erindringen om al denne Vedhængenhed, denne Kjæltring havde vist mod ham, vakte noget, der lignede virkelig Rørelse.

«Ja, det nytter ikke, min Ven,» – svarede han «afgjort er afgjort! Men iaften spenderer jeg. Jeg sidder i «Aurora» og venter paa Dig.»

Der laa netop paa denne Aarstid ualmindelig mange Skibe i Havnen, og Værtshuset «Aurora» var den Aften fuldt af Sjøfolk, som sang, gjensaas eller stiftede Bekjendtskab ved Brandy eller Gin.

I den lille Sal over Skjænkestuen gik til en stærk Musik baade Hamburger-Skotsk og den engelske «Gig» utrættelig den hele Aften, saa Gulvbjælkerne dissede.

For at forstaa en rigtig Sjømands-Reel maa man se den danset af Mænd, der har plasket aarevis ude paa Havet til alle Verdenshjørner og i den Tid ikke set en Kvinde for sine Øine.

De kommer iland med hele en Mands Længsel og aarelangt opgjemte Glæde, og selve Dansen, det i Nieuwediep at tage Anniken eller Vibecke eller i Portsmouth Mary-Ann om Livet, indeholder for dem en usigelig Berusning; – og dette ved baade Anniken og Mary – hun føler sig i dette Øieblik ikke liden.

Og, – fraregnet Undtagelser i rent forvorpne Forholde eller Individer – ingensteds i Verden næres vel en saa romantisk Følelse for Kvinden som ombord hos Sjømanden. Kjærligheden er der mere end i Bondens ensformige Liv et naturligt rigt og afvekslende Sujet, og selve Kjærlighedsforholdet blir derhos – paa Grund af Adskillelsen – ganske anderledes inderligt og bevaret fra at tabe sit ideale Skjær i det dagligdags vanemæssige.

En gift Matros er derhos altid Gjenstand for en stille Respekt af sine Kammerater, der i Regelen ikke har Raad til at gjøre det Skridt.

Sjømanden ligger paa Bakken og fortæller saa naivt og sandt om sin Kone eller Kjæreste, hvorledes de kom til at holde af hinanden eller, hvad han tænker paa at kjøbe til hende, naar han kommer i Havn, og, vil man i vor Tid søge stille romantisk Sværmeri, saa findes der nok af det paa vore Skibsplanker under de ensomme Vagter. Det er intet overdrevet Ord, naar vi siger, at Kvinden i sand Forstand er med ombord i vort udvortes ofte raa Skibsliv; hun staar hos Sjømanden beundret, varm, ren og høi, saaledes som Frastanden formaar at lægge Fantasiens Skjær over hende.

Salve og Federigo sad ved deres «Gin» i et af de til Salen stødende Sidekamre, der var opfyldt af snakkende og drikkende Mænd eller Par, som for et Øieblik trak sig ud af Dansen.

Derinde i den lumre af Tobaksrøg og Damp taagede Sal saas gjennem den aabne Dør dansende Mænd af de forskjelligste Fysiognomier, – de fleste brune og barkede, ofte skjæggede, med Hattene flot bagover paa Hovedet. Endel med knækkede Kridtpiber i Munden, alle i vild Glæde, drivende af Sved og aldeles utrættelige.

De svingede tækkelig klædte hollandske Piger, der bar smaa hvide Huer eller Kapper, og, efter Skikken, de lyse Skjørter opheftede, saa at de nette Sko og hvide Strømper kom til sin Ret. Franske og svenske Matroser i røde Uldskjorter, Nordmænd og Danske i blaa ditto med vide Seildugsbenklæder, Yankeerne og Englænderne helt blaaklædte overbød her hinanden i Reelen og stiftede derunder leilighedsvis Venskaber og Fiendtskaber, der bagefter om Kvælden fik sin Fortsættelse ved en Flaske Brandy eller i et Slagsmaal.

Salve tog ikke Del i Dansen; han var mørk og forstemt ved Lystigheden uden dog for Federigos Skyld at ville lade sit Humør komme tilsyne.

Denne saa meget trøstesløs ud og sad den første Del af Aftenen fortænkt og nippede til Glasset.

Ved Vinduesposten bag sin Ryg hørte Salve to unge Folk tale norsk, – og Hjertet hoppede i ham, thi han havde ikke hørt sit Modersmaal paa flere Aar.

Da det lakkede udover, skjænkede Federigo i selvforglemmende Rørelse i ét væk i Salves Glas og kom, – som det syntes mere og mere beruset – flere Gange til at spilde ned Indholdet af sit eget uden at drikke.

Han blev noget snakkesalig og hentede frem den ene Erindring af deres Samliv efter den anden.

«Jeg glemmer aldrig, ser Du» – sagde han trohjertigt – «aldrig!» – tilføiede han efter et Ophold skjærende, medens Øiet glimtede af noget undertrykt heftigt.

De to Trælastfarere var atter komne ind, og den ene, der saa noget rød og ophidset ud, udtalte sig meget begeistret om en af Pigerne inde i Salen.

«Nei!» – udbrød den anden indvendede – «da skulde Du have set den vakkre Elisabeth i «Stjernen» inde i Amsterdam! – Men hende faar en nok ikke danse med slig, Gutten min.»

Disse Ord vakte pludselig Salves Interesse. Han sad anspændt og lyttede.

«Hvad skulde være iveien for det?» – spurgte den anden lidt stor paa det.

«Aa, – for det første, saa holder de ikke Dans der, og dernæst maatte der vel mindst saa meget som en Skipper til for at gjøre Haneben der, forstaar Du. Men ifjor Vaar, da vi laa med «Galathea» derinde, saa jeg hende, og hun talte med Kapteinen, for hun er norsk. Ja det er en stolt Pige, Haaret som en Guldkrone, og saa rank i Riggen, at en blir benauet, naar man kommer ved Siden af hende.»

Salve blev siddende i Tanker og var den hele Aften meget distrait i Forhold til sin Ven.

En Anelse om, at det kunde være Elisabeth var faret gjennem ham, og han kunde ikke slippe den, skjønt al Eftertanke sagde ham, at hun nu længst maatte være gift med Sjøofficeren.

Hans Sind var kommet i Oprør, og han længtes nu næsten vildt efter at komme hjem til Arendal for at faa Vished om Sammenhængen.

Da de skulde bryde op, var Federigo beruset, og det blev nødvendigt, at han fulgte sin utrøstelige Ven i Mørket henover den lange smale Dam nede ved Dokken, hvor Sjøen gik paa begge Sider. Federigo holdt om hans Arm den hele Vei og støttede sig tungt til den.

Da de var komne midt paa Dammen saa Salve ham gjøre en pludselig Bevægelse, og han fik et Stød lige under Hjertet saa heftigt, at han tumlede to, tre Skridt bagover. Han hørte den andens af Raseri dirrende Stemme:

«Tag det for Paolina – din Hund!»

Gjenstanden for han Efterstræbelser, Pengebeltet, havde reddet Salve, der nu med et voldsomt Slag slog ham til Jorden, saa at han rullede over Dæmningen ned i Sjøen.

«Hjælp! Hjælp!» lød det op til ham.

«Jeg faar vel det!» – svarede Salve spottende «for vort vakkre Venskabs Skyld. Men kast saa først op Kniven!»

Salve snoede sit Lommetørklæde for at række med det ned til ham.

«Du og din Øgle af en Søster har forresten lært mig adskilligt;» mumlede han bittert. «Jeg fortjente virkelig at blive baade stukket og plyndret, fordi jeg et Øieblik kunde fæste Lid til Dig eller nogen.»

«Nu, kommer Du op?»

Da han saa Federigos Skikkelse kravle op over Kanten, sagde han haanligt:

«Ja, nu skal vi da endelig skilles! – Farvel, min prægtige gamle Ven!»

Han gik og hørte bag sig i mørket, at Brasilianeren skreg og trampede af Raseri henne paa Dammen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.