XVII.

Med hin omtalte Trælastfarer fra Tønsberg fandt Salve straks en velkommen Leilighed til at tage hjem, idet han haabede paa at kunne blive sat fraborde i en af Skøiterne oppe ved Arendalskanten.

Det var med en egen dyb Følelse, han saaledes igjen traadte paa en hjemlig Skibsplanke og gik om og lyttede til Folkenes Passiar, medens han følte sig som Gjenstand for deres Nysgjerrighed.

Hans sydlig brune Ansigt og det udenlandske Snit saavelsom hans hele Itræk viste, at han var kommen fra anderledes rige og storartede Sjømandsforhold, end de kjendte til.

Han gik for en Englænder eller Amerikaner, thi han havde med Overlæg ikke villet give sig tilkjende som Landsmand. Akkorden med Skipperen havde han gjort paa engelsk.

Disse Bjælkefarere, hvis vintermæssige Dragter mere lignede Arbeidsmandens, der staar i tungt Sjau, end Matrosens, var saagodtsom udelukkende stærke, forvovne Folk. Men, hvad der straks slog ham med stor Rørelse, var det ærlige Udtryk, som alle Ansigter uden Undtagelse havde; – et saadant Syn havde han ikke havt paa mange Aar, og han skammede sig ved at gaa med gjemt Kniv, saaledes som hidtil havde været hans Vane, hvorfor han straks den første Dag lukkede den ned i sin Kiste.

Han gjorde sig en Nydelse af at lægge Uhr og Penge udover, saa det med Lethed kunde tages, og var opfyldt af stor Beundring, naar de alligevel ikke blev stjaalne.

Forresten syntes han, at han aldrig havde set noget saa jammerligt udfattigt som dette Fartøi, der oprindelig havde været kobberhudet, men nu var saa gissent, at det sugede Vand i alle Ender. Og Mandskabets Kost forekom ham tarvelig til det ynkelige; – det var den gammeldags brømte Østersjøkost «Grød og Nakker», og han hørte Kokken forud banke Tørfisken mør med Øksehammeren.

Salve var med ét plumpet langt ind i det hjemlige.

Det Fartøi, hvormed Salve her fo’r var en i sin Tid i Nærheden af Færder havareret Galeas, der for en ringe Penge var kjøbt ved Auktion. Det havde megen Lighed men en gammel Træsko, hvormed Skipper Brekan forvovent traskede over til Holland i de haarde Vaar- og Vinterstorme paa den Beregning, at man i Nødsfald fik flyde paa Trælasten og surre sig for Sjøerne og forresten seile, saa længe Riggen holdt.

Han førte ikke Bramstang for ikke at forcere Fartøiet, Seilene var fillede, som om der skulde gaat Kugler igjennem dem, og Riggen var paa de Steder, hvor Taugene var sprungne, knobet i svære plumpe Knuder istedetfor efter al Sjømandsskik splidset.

Om nogen Navigation var der heller ikke Tale. Skipperen havde sin Maade at logge paa, idet han spyttede udenbords eller kastede en Flis ud og bedømte Farten efter, hvor hastigt den drev i Sjøen.

De var ikke heldige med Veiret og havde i Modvind, afvekslende med Smaaveir og Vindstille, anvendt over fjorten Dage uden at være naaet længere end op imod Hanstholmenes Fyr ved Jylland.

Med en dæmpet Frygt i Baggrunden for, hvordan det kunde have hængt sammen mellem hende og Sjøofficeren, – gik Salve og fantaserede og tænke sig Elisabeth i Amsterdam.

Han begyndte at udspørge Skipperen, om Farten paa Holland var lønsom og andre Omstændigheder ved den. Samtalen gik paa en Art engelsk Kaudervælsk; men han fik af alt ud, baade, at den var fordelagtig, og at den Bedrift i alle Maader kunde passe for ham.

At den var saa dumdristig vovsom, gav den derhos en særlig Tiltrækning.

En Levevei i Hjemmet, hvori han kunde slippe at staa under nogens Befaling, stemte just med hans Natur, og det hele stod nu for ham som en god Idé. Han eiede nogle hundrede Specis til at skaffe sig et eller andet af Farten udgaat Fartøi, foruden den Hundrededalerseddel, som hans Far gjemte for ham. Det var bestemt, – han vilde blive Fører af en Trælastdrager og fare paa Holland.

Salve begyndte at blive forfærdelig utaalmodig efter at komme frem. Han længtes efter at se den første Stribe af Fædrelandet som noget, han næsten ikke turde tænke sig virkeligt at skulle faa opleve, og syntes, at de drev mere, end de seilede.

Atter havde de Solskin og Stille, og han gik op og ned og bandede mellem Tænderne den gamle Træsko, som laa der med slakke Seil og ruggede og ikke vidste, hvilken Ende den skulde sætte frem.

Da Striben af Lindesnæs dukkede op, syntes han, at ingen Odde dækket med Palmer i Sydhavet kunde maale sig med dette Syn.

Men bagefter begyndte han at ængste sig for, hvad han skulde faa vide om Elisabeth, og det var ikke frit for, at man ombord af hans urolige, utaalmodige Væ sen kom paa de Tanker, at Englænderen maatte have en Skrue løs.

Endelig slog Forløsningens Stund i Skikkelse af en Lodsskøite fra Arendal.

Han kom did om Aftenen, efterat det var blevet mørkt, til Madam Gjers’s tarvelige Logishus og maatte vente til den næste Morgen med at gjense sin Fødeby.

*

Den følgende Dag var en Søndag.

Der paakom ham en usigelig Høitidsfølelse, da det ringede ind, og han saa Byens Folk af alle Klasser, smaa og store, gaa stille og pyntede op ad Gaderne til Kirken.

Det var alt det fromme og rene, han havde troet paa, dengang han endnu var tillidsfuld og glad og let at narre, som nu togede forbi, indtil hans Øie fyldtes, saa han havde ondt for at se.

Han kjendte de fleste af disse Skikkelser igjen ligetil Elisabeths gamle Moster, som han saa gaaende ensom opover med Salmebogen og det hvide, sammenlagte Lommetørklæde foran i Hænderne.

Han kunde ikke modstaa Fristelsen til at slutte sig til de gaaende, men havde neppe vovet det, om han ikke havde stolet Paa at blive ukjendt.

Halvt ved Siden af ham gik en pen Familie – han vidste godt, hvem det var – med et Par smukke, lysklædte Døttre, som nu var voksne, og en yngre Bror, hvem han ikke huskede. De syntes med Nysgjerrighed at betragte den udenlandske, mørkskjæggede Sjømand med de fine Klæder og den patenterede Guldkjæde paa Vesten; og han paa sin Side gik og tænkte paa, hvorledes de vilde fare fra ham, som om der var kommet en Ulv iblandt dem, om de anede det Liv, som for ham var dagligdags, – kun en halv Dag paa en af de ryggesløse Skibsbakker, hvor han havde havt hjemme i aarevis. De vilde ikke forstaa det, om det blev fortalt og selve Fortællingen vilde være for smudsig for deres Øren.

Han fulgte stille Strømmen med et Indtryk af, at alle de solbeskinnede Huse omkring paa Bakkerne i hans vakkre Fødeby stod Vidner over ham og spurgte, om ogsaa Gasten fra «Star and Stripes» havde Lov til at gaa i Kirken, og, da han skulde gjennem Kirkedøren, maatte han opbyde al sin Selvbeherskelse; han havde en Følelse, som om han krænkede Helligdommen ved at gaa ind.

Han satte sig paa den bagerste Stol ved Døren og saa næsten som i en Drøm, hvorledes de gik forbi ham indefter Gulvet; de forekom ham alle som renere Væsener.

Orglet brusede, Salmen istemtes, og han sad med Hovedet i Hænderne, lænet mod Kirkestolen, overvældet og skjulte, at han hulkede.

Han sad slig under det meste af Gudstjenesten ude af Stand til at tænke. Saa begyndte hans eget Liv at gaa op for ham Billede efter Billede, Scene efter Scene.

Som Barn og Unggut havde han gaat i Kirken som de andre; – men i hvad Stand kom han igjen nu? Som en, der havde levet i Mord og Gudsbespottelse mere, end den hele Menighed tilsammen var istand til at tænke sig, og i sit inderste ribbet for den Tro, han dog engang havde eiet.

Der blussede tilslut op et bittert, voldsomt Glimt i hans Øie, thi han tænkte paa dem, som havde bragt ham dertil, paa Elisabeth og Sjøofficeren, – og det blev med et dybt Had i Hjertet til denne sidste, at han igjen gik ud af Kirken.

Den Mand, der raskt og med et spændt, trodsigt Udtryk gik nedefter Gaden, var en anden end den, som for to Timer siden saa stille var gaat den samme Vei.

Hans Øie gjenkjendte tilfældigvis i et Par, som ogsaa kom fra Kirken, Kaptein Beck og hans Hustru. Det var, som det Syn tændte Oprøret stærkere i ham; og han paaskyndte sine Skridt.

Han vilde nu, før han reiste ud til sin Far i Sandvigen, skaffe sig Rede paa, hvordan det forholdt sig med Elisabeth. Han huskede meget godt sin Værtinde, den lille skarpe, blankøiede Madam Gjers, fra før og vidste, at hun snakkede og rapporterede Bynyt som en Skjære.

Paa den Tid af Søndagen var der ingen besøgende i Stuen, og han sad alene henne ved Bordet.

Medens hun beredte sig til at sætte frem Middagsmaden og glattede ud Dugen foran ham, spurgte han, om Kaptein Becks Søn, Sjøofficeren, var gift.

«Ja, det er han rigtignok,» svarede hun forundret over, at han talte norsk; – «det er – lad mig se, henved tre Aar siden.»

Hun saa vist paa ham. «Men hvem er De? – Det skulde nu vel aldrig være Salve Kristiansen, som» Hun havde pludselig draget Kjendsel paa ham.

I hendes Tone laa, at der klæbede noget betænkeligt ved Navnet, og Salve sluttede deraf ganske rigtigt, at han havde været ude i Byrygtet i Anledning af Rømningen i Rio; han udfyldte ganske tørt hendes afbrudte Spørgsmaal:

«Som rømte fra Beck i Rio – jo.»

«Ja, jeg skal intet sige» – hviskede hun hemmelighedsfuldt og høist intersseret.

Skjønt Salve ikke troede, at Beck vilde forfølge ham nu længer, var hin Rømningshistorie dog Hovedgrunden til, at han gjerne vilde være ukjendt paa sit Hjemsted. Han svarede med en Ironi, som undgik hende:

«Jeg betror Dem det, Madam Gjers, fordi jeg véd, at De er en Kone, der aldrig sladdrer noget ud!»

Han syntes, maaske med urette, at hun allerede stod æggesyg efter at komme ud og betro nogen Nyheden.

«Saa Sjøofficeren er gift,» – gjentog han derpaa noget hen for sig.

«Ja vist – for længe siden. Bryllupet stod hos Brudens Forældre; de lever nu i Fredriksværn.»

«Elisabeth havde jo ingen Forældre,» – sagde Salve lidt utaalmodigt.

«Eilsabeth? – hun, som kom i Huset hos Beck? Aa, det er en anden Historie,» – sagde hun med en vis Betoning. – «Nei, den, Sjøofficeren blev gift med, var Postmester Forstbergs Datter, Marie. Det andet var bare saadan en Forlibelse; – det endte da med, at hun maatte over til Holland, Stakkel! Det hedte, at hun havde faat en Tjeneste der.»

«Véd De noget bestemt om dette?» spurgte Salve haardt og med et sligt Alvor, at den lille Madam kom ud af Kontenancen og følte Nødvendigheden af at forsvare sine Ord:

«Det gik jo aldeles hemmelighedsfuldt til; men Afreisen skede over Hals og Hoved. Den Sag er desværre kjendt nok; ja én kan sige, nu længst baade kjendt og glemt.»

«Hvad er kjendt?» optog Salve harmfuldt – «saa De hende, Madam Gjers?»

«Nei da, hverken jeg eller nogen anden; – Becks boede dengang hele Høsten alene ude paa Landstedet, og det var netop en yderligere Grund for at –»

«Saa véd altsaa hverken De eller de andre, som snakker Æren af hende, det bitterste andet om Sagen end, hvad I saadan har faat lavet til.» – sagde Salve bistert og foragteligt. Han havde en Trang til at forsvare Elisabeth endnu for de andre, skjønt han desværre alt havde fældet hende i sit Hjerte og følte sig syg, næsten svimlende indvendig.

«Jeg har tilfældigvis en Kundskab om, hvordan det hænger sammen,» – løi han, idet han koldt og skarpt saa hende ind i Ansigtet, – «og,» – her fløi han op og slog voldsomt i Bordet – «jeg spiser ikke en Bid i en slig Klaffertunges Hus! – forstaar De, Madam!» – Med et: «Vær saa god at gjøre Dem betalt!» slængte han endel Sølvstykker paa Bordet og sprang ovenpaa, hvorpaa han selv gav sig til at slæbe sin Skibskiste ned ad Trappen.

Madam Gjers udtømte sig i en Mængde formildende Talemaader, hvis Kvintessents var, at hun kun havde sagt og troet, hvad hun selv havde hørt for sig af alle Mennesker i Byen; men Salve var utilgjængelig og gik med sin Kiste i et Reb paa Ryggen nedefter Gaden. Han satte den paa Bryggen.

Det var hans Agt at bestille en Baad udover til sin Far; men han blev foreløbig siddende paa Kisten og stirrede udover Havnen, hensunken i sine egne Tanker.

Enden paa hans Betragtninger var, at han opgav Hollandsfarten.

Han tog en Baad til Sandvigen; men, idet de roede udover, lod han pludselig Rorskarlen forandre Retning og lægge til ved Kranen paa den anden Side af Havnen. Han vilde tale med Elisabeths Moster og faa fuld Vished, – der var hele Tiden noget i ham, som oprørte sig mod at tro det værste.

Da han kom ind til den gamle, kjendte hun ham straks.

«God Dag, Salve!» – sagde hun – «Du har været længe borte, – paa femte Aaret ret nu.»

Han blev staende med en mørk Mine uden at modtage hendes Anmodning om at sidde ned.

«Er det sandt, at Elisabeth – kom slig bort fra Beck – til Holland?»

«Hvordan slig» – spurgte hun brat. Der trak Farveskjær op i hendes Ansigt.

«Slig som Folk siger,» – sagde Salve med et bittert Eftertryk.

«Naar Folk siger det, saa maa vel en Kar, som Du, tro det,» – yttrede hun spodsk. – «Jeg forstaar ikke, hvorfor Du kommer hid og spørger hendes gamle Moster, naar Du har saa mange for Dig, som staar til troende!

Forresten kan nok hun fortælle Dig noget andet, min Gut, – og det gjorde hun ikke, dersom hun ikke troede, at Pigen endnu holdt fast ved Dig trods alle de Aar, hvori Du har føitet om, Gud véd hvor i Verden. – Jeg kjender hendes Natur, skal jeg sige Dig. – Hun flygtede ganske rigtig en Nat fra Becks og kom hid om Morgenen; men det var for din Skyld, fordi hun vilde fri sig for Sjøofficeren. Det var selve Madam Beck, som skaffede hende til Holland, fordi de ikke vilde have hende til Svigerdatter.»

Der fo’r en Straale af vild Glæde op i Salves Ansigt; men saa blev det igjen mørkt. – «Var hun da ikke bleven forlovet med Sjøofficeren?» – spurgte han.

«Ja og Nei; – svarede den gamle betænksomt for ikke at vige et Haarsbred fra Sandheden; – «hun lod sig forlede til at sige «Ja,» men flygtede saa af Huset, fordi hun ikke vilde have ham; hun tilstod mig med Graaden i Øinene, at hun angrede at have sagt Dig «Nei».»

«Saa det hang saadan sammen,» yttrede han spydigt – «saadan baade «Ja og Nei!» – Becks vilde ikke have hende til Svigerdatter, saa fik de hende praktiseret fra Huset over til Holland og – saa vil I, at jeg skal tro, at det var for min Skyld, hun reiste!» – Han tilføiede i en trist Tone, idet han langsomt rystede paa Hovedet:

«Gud skal vide, at jeg vilde tro det, – saa gjerne som mit Liv tro det –; men jeg kan ikke, Mor Kirstine! – I er hendes Moster og vil gjerne –»

«Jeg er bange for, at det er din Ulykke, Salve,» afbrød hun strengt – «at Du ikke aarker fuldt ud at tro nogen paa denne Jord; derfor blir Du altid hængend ved Folkesnak og Tvivl. Med de Tanker, som Du nu viser, har Du ialfald intet længer at gjøre indenfor min Dør. – Men ét vil jeg bede Dig om,» – sagde hun med et mildt indtrængende Alvor i det kloge, kraftige Ansigt. «Forsøg ikke paa at nærme Dig Elisabeth eller at vinde hende, saalænge som Du bærer et Spor af de Tvivl mod hende i Hjertet! – det vilde bare føre til Ulykke for Eder begge.»

«Farvel Mor Kirstine!» – sagde han betaget og søgte hendes Haand til Afsked; men hun vilde ikke tage den og gjentog blot:

«Husk paa, det er en gammel Kone, som har set adskilligt i Verden, der siger det!»

Han sad eftertænksom i Baaden, medens han lod sig ro ud til sin Fader i Sandvigen. Underveis opgjorde han sig, at han dog vilde holde ved sin Plan om Hollandsfarten.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.