XX.

Det gik, som Salve instinktmæssig saa mørkt havde forudfølt; – det blev en lang og trist Vinter for ham.

Han boede i Tønsberg, men søgte lidet Omgang med de andre Skippere, hvoraf der om Vinteren altid er mange.

En tid levede han jo paa Erindringen om den vidunderlige Uge i Amsterdam; men saa begyndte hans ulykkelige Sind efterhaanden igjen at prøve og veie Beskaffenheden af det Guld, han havde vundet, og der sneg sig Tvil ind hos ham, én for én. Var det Levningerne af sit Hjerte, hun havde budt ham at leve paa, eller var det hendes eget fulde, friske oprindelige selv, hun havde givet ham?

Den Tanke, han havde havt, da hun viste frem Ringene, blussede nu op; – hun var nær blevet Sjøofficerens Brud! Og det steg for ham hvorledes hun havde staaet med Beundringens Glød i sit Ansigt foran Kadetten van Spycks Portræt.

Han overveiede for sig selv, at det dog var en Glans, hun af Hjertet satte Pris paa, hvorpaa hun havde givet Afkald.

Hvorledes kunde Sammenligningen staa i hendes inderste ind mellem alt dette, mellem det at blive en høi Frue, hvortil hele hendes stolte Natur passede, og det at blive en for Eksistensen kjæmpende Sjømands Hustru!

Og saa hendes dybe Ømfindtlighed for, at der rørtes ved dette. Hun havde jo gjort det til en Betingelse ved selve Forlovelsen.

Jo mere han tænkte, desto mere utryg fandt han Grunden, hvorpaa han havde bygget; det hele udvortes saa deilige Æble viste sig for hans Øine ormstukket inde i Kjærnen; – det blev, som han burde kaste det fra sig.

Og dog var der inderst i hans Hjerte en Følelse, som modsagde det altsammen. Naar saa de Tanker kom op, – hvor ussel og elendig saa han sig ikke selv! «Bare hun var her!» – raabte det indeni ham som efter Hjælp; thi han følte, at der var Fare for, at hans bedre Jeg skulde drukne i alt dette.

Han gik ofte med Tanke paa at skrive til hende; men saa var der saa meget, som ikke burde siges og ikke turde siges, at han opgav det igjen; – det vilde blive Gud véd hvor langt.

Endelig besluttede han sig en Dag dertil. Det blev lydende saa:

«Til velagtede Jomfru Elisabeth Raklev.

Hvad som vedkommer «Apollo», da ligger den med de andre Skibe i Rækken oppe ved Selvigsstrømmen, og Isen er vel en Fod tyk og kleint med Udsigterne til Isløsningen, som vil blive sen iaar, som alle her spaa; den er vel forvaret med Vagt og Riggen leiet ind paa Pettersens Takkelloft. Men hvad som vedrører Kapteinen, som Du i Amsterdam sagde, at Du havde sat dit fulde og eneste Hjerte til, saa fast, at det ikke kunde rokkes, nei ikke af nogen Magt eller Kraft i Verden! – saa har han tænkt meget over og vilde gjerne holde ud og se Dig igjen før hele Landtauget er skamfilet. For det skaver paa sidste Trevlerne synes jeg. Men saa jeg Dig, vilde det blive saa stærkt; at det kunde holde, hvor haardt saa Strømmen gik; men Du skal undskylde den som er bleven saa klein paa de fem Aar Du véd nok; men jeg vil ikke sige, at det er din Skyld, men hellerikke gjøre mig bedre end jeg er, for jeg har Tiltro paa Dig, Elisabeth, men ikke slig Lid til mig selv, som er Feilen, som ingen kan gjøre for. Naar Du læser dette Brev, Elisabeth, maa Du huske paa den Sjømand, som ligger indefrossen og ikke glemme det ogsaa bagefter, til vi ses igjen, hvorfor jeg vilde give Halvdelen af mit Blod om det hjalp eller mere, for jeg tæres op her, – saa længes jeg efter at se Dig igjen. Og lev nu vel af Hjertet. Jeg vil lide paa Dig af al min Hu midt i tyngste Laget til sidste Stunden og hart haabe paa Dig. Lev vel Du elskede Pige med stor Hilsen fra

Salve Kristiansen.»

Dette Brev kostede Elisabeth mangen Taare.

Hun sad over det om Aftenerne, før hun gik tilsengs og følte saa tungt og bittert, at det var hende, som havde gjort ham slig, at han nu havde ondt for at forlade sig paa hende; thi hun forstod kun altfor godt, hvad der laa imellem Linierne.

«Kunde jeg blot været hos ham» – tænkte hun og havde en stedste stærkere Trang til at sende ham sit Svar; men hun havde aldrig lært rigtig at skrive eller at styre et Brev.

Efter megen Møie og studeren fik hun dog sammen et Par Linier efter en Erindring af Katechismussen:

«Til min Kjærste Salve Kristiansen!

Du skal forlade Dig paa Gud og bagefter ham paa mig af alle Mennesker, som holder vist af Dig i alle Maader og tro mig. Det er Sandhed af din evige uforglemmelige

Elisabeth Raklev og til Vaaren Elisabeth Kristiansen.»

Dette Brev lagde hun sammen og fik en af Garvloits Sønner til at skrive udenpaa, men hun gik for Trygheds Skyld selv med det paa Posthuset.

*

Salve overraskedes en Dag af dette Brev. Han gjættede, hvorfra det kom, og nølede med at aabne det af Frygt for, at der kunde staa et Opslag i Anledning af hans sidste; – han huskede paa, hvorledes hun havde taget det i Amsterdam.

Han læste det med en overstrømmende Glæde som den, der havde faat sort paa hvidt for Tingen. Han lagde det hvergang igjen forsigtig ind i sin Lommebog og var en Tid en ganske anden Mand.

Men, som Dagene gik, begyndte Papiret efterhaanden at mattes i Værdi for hans Øine; det blev ham mere og mere kun en død Lap, en skreven Forsikkring om, at hun nu elskede ham; men ikke om, at han var hendes egentlige første og dybeste Kjærlighed, – og heri laa Tvilen.

Det var paa høie Tid, at Isløsningen kom, og Arbeidet optog ham; – han taalte ikke at gaa ledig med sine Tanker. Og derpaa opfyldtes hans Sind næsten med Forglemmelse af alt, hvad han den Vinter havde lidt, heftigt af Forventningen om at se Elisabeth igjen og opleve den Stund, da hun skulde blive hans Hustru.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.