XXIV.

Vi kunne blot med enkelte Strøg følge deres Samliv i de følgende ti Aar, hvori de boede paa Merdø, indtil den Tid, da vi i Begyndelsen af denne Fortælling kastede Blikket ind i deres Hus, – Salve var nu firti og Elisabeth omkring de seks og tredive, – og skulle ikke opholde os længere ved at beskrive et overdækket Saar, som stadig voksede sig større, medens det grønne og glædelige ved Væksten for hvert Aar blev sparsommere.

Han var blevet stedse vanskeligere at omgaas, og Elisabeths stille, selvfornægtende Kamp i samme Mon haardere.

Hun maatte veie sine Ord paa Guldvægt, omgaa hans Saarhed paa de mest udtænkte Maader og kunde alligevel støde an paa det mest uventede, da der pludselig brød løs en Scene, saameget bittrere, som han aldrig direkte udtalte sig.

Taalmodigt skjulende sit eget Oprør, havde hun kun at vente paa, at det skulde gaa over medens Enden ofte blev, at han taus og mørk gik tilsjøs.

Hun sad da gjerne i lange Stunder og græd.

Af og til kunde den gjemte Krænkelse og Harme blusse voldsomt op i hende og forlange Luft. Men, naar saa dette var over, dukkede igjen med hendes Kjærlighed til ham den Tanke op, at det dog var hende, som skulde hjælpe ham til at forvinde den dybe Mistro, han havde faat ude i Verden; – hun saa med pint Sjæl, hvormeget han selv led.

Hvor stolt var hun paa den anden Side ikke af ham, naar hun hørte de andre Lodser optagne af, hvad han havde vovet og virkelig udført, og hun mærkede, hvorledes de alle saa op til ham.

Hvilket Hjerte gjemte han ikke igrunden! – Det vidste hun alene, – de andre dømte ham kun efter hans haarde, barske ydre.

I den første Tid, da det at opnaa Lodsbestillingen endnu stod som Maal for hans Ærgjerrighed, havde dette for endel udøvet sin heldige, afledende Indflydelse, og det havde ialfald ikke hændt, at han nogengang, saaledes som sidenefter, gav sig til at sidde henne i Arendal istedetfor at komme hjem efter sine Ture.

Det var især et Par Begivenheder, der dannede et bestemt Vendepunkt, nemlig da Kaptein Beck, der havde slaat sig op til en formuende Mand, udnævntes til Lodsoldermand og som saadan blev Salves overordnede, og da hans Søn, Sjøofficeren, efterat være udtraadt af Marinen, flyttede til Arendal og overtog Faderens store Skibsværft.

Siden Becks var kommet, kunde Elisabeth altid være sikker paa at finde ham i mørkt Humør, naar hun engang imellem havde været en Tur inde i Arendal for at gjøre Indkjøb og se til sin Moster. Det gav sig gjerne Luft i en bidende Harcellas over gamle Becks Uduelighed som Lodsoldermand. Hun lod derfor ogsaa dette være, skjønt i Begyndelsen ikke uden stor Overvindelse; thi hun følte stærk Trang til engang imellem at komme ud blandt Folk og se andre Forhold end de daglige ensformige paa Merdø.

I den sløve Ensomhed, hvori hun saaledes efterhaanden hensank, var disse seigpinende Sindslidelser tilslut blevet hende et vanemæssigt Aag. Og næsten mere end af sin oprindelige Beslutning opretholdtes hun nu hver Gang af Udsigten til den øieblikkelige Belønning, – om hun var heldig: To, tre lykkelige uforstyrrede Solskinsdage i Hjemmet, i hvilke hun syntes, hun havde ham hos sig slig, som han var i den første Tid.

Det glippede desværre kun altfor ofte.

Men netop det, at Elisabeth saaledes mere og mere gav efter og underkastede sig, gav hans altid vaagne, lurende Mistanke Næring, idet en Følelse sagde ham, at dette var mod hendes Natur, og han stadig troede at ane en Klogskab under. Den sygelige Mistro, som hans vilde Færden ude i Verden i Forening med de senere tærende hemmelige Tvil i Forhold til hans Hustru havde skabt i ham, havde efterhaanden gjort ham til en Tyran, der i mørke Timer ikke taalte et Glimt af Modsigelse hverken af hende eller overhovedet i sit Hus.

Men paa den anden Side var han, som vi har set, selv ikke mindre angst for sit Humør end hun; – derfor tyede han ind til Arendal.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.