XXVI.

Vi hensætter nu Læseren til hin Nat i Begyndelsen af denne Fortælling, da Lodsen, drevet af sit vilde, mørke Humør var gaat tilsjøs med sin Søn.

Elisabeth tilbragte den i en Sindsstemning, der var mere end vanligt oprørt, – selv efter en slig Scene.

Da han havde forgrebet sig paa Sønnen, var der blusset noget op i hende, som hun havde havt ondt for at undertvinge, og hun følte med en vis Skræk, at det havde været paa Nippet til et Udbrud, – at kun den lange Vane i at underkaste sig havde gjort hende det muligt ogsaa denne Gang at tie.

De saa tit gjentagne Undskyldningsgrunde for ham vilde ikke stige frem.

Hun sad stille i Natten og saa udover de svundne Aar og syntes fortvilet, at hun vadede og arbeidede i noget endeløst ufremkommeligt, at hendes Taalmodighed holdt paa at gaa tilende.

Havde hun da ingen Ret? Eller skulde der paa denne Maade ties, – til den ene af dem engang bragtes hen paa Tromø Kirkegaard?

Disse Tanker var engang vakte og vilde ikke lade sig drive tilbage igjen; de gik i hende ogsaa den følgende Dag, og hun var ikke istand til at sidde roligt over noget Arbeide. Hun var angst for, at Salve uformodet skulde komme hjem igjen, for hvorledes hun da vilde modtage ham; thi hun følte sig ude af Stand til at beherske sig. Hendes egen Stue var med ét blevet hende trang og kvalm som et mangeaarigt Fængsel, hvori hun havde siddet.

Hun tog den lille Henrik paa Fanget for at berolige sig.

Om Aftenen overfaldtes hun af en heftig Graad; hun syntes, alle de Tanker, hun havde havt, var saa syndige, følte, hvor høit hun alligevel elskede Salve, og hulkede i Hænderne.

Men det var alligevel bagefter, som noget var hændt; – som hun ikke længer havde godt for at bære dette Liv.

En af de følgende Dage kom Naboen ind i Stuen med Bud fra hendes Moster. Denne laa meget syg og ønskede, at Elisabeth skulde se ind til hende, og hun tog straks med sin Søn Henrik indover til Arendal, idet hun nedlagde Besked derom til Salve, som hun ventede hjem.

Hun var næsten glad ved denne Gang at kunne være borte ved hans Hjemkomst.

*

At gamle Mor Kirstine var bleven syg, var paa en Maade en Begivenhed paa Stedet, thi som Sygepleierske i en Aarrække eiede hun sit stille Forhold til mangen Familie, – ogsaa den Beckske, Familiefædre erindrede at have set hendes Ansigt over sig, da de som Barn laa i Meslinger eller Feber, og hun var altid selvgivet tilstede, naar der tilstødte nogen alvorligere Sygdom. Der var en Trøst i det blotte Syn af denne stærke, rolige Kvinde med den stille, erfarne Takt om den syge, den utrættelige Evne til at vaage og de vel kjendte Egenheder, hvori hun ikke taalte Modsigelse.

Lægen havde snart opdaget, at Forholdet stod saa, at det var ham, som for sin Anseelses Skyld i Byen maatte vinde hendes Tillid, ikke omvendt.

Den unge Fru Beck havde som andre stadig ladet forhøre om, hvordan det stod til, og det forlød nu, at det værste rimeligvis var overstaat.

Fru Beck kunde ikke modstaa denne gode Anledning til at se Elisabeth, og begav sig en Formiddag derover.

Mor Kirstine var faldt i en rolig Søvn, og Elisabeth sad ved sin Mosters Seng, da hun saa Fru Beck gjennem Ruden. Hun forstod at denne vilde komme ind, og sad med bankende Hjerte ventende paa, at der skulde tages i Døren ude i den smale Forstugang.

Fru Beck maatte have staat længe ude i Bislaget, thi det varede en god Stund, før der rørtes ved Klinken. Da gik hun sagte ud og aabnede den.

De stod Ansigt til Ansigt.

Elisabeths Øine var taarefyldte; men Fru Beck lod ikke til at have saa godt for det. Hendes Blik havde heller noget fornemt forlegent, og hun trykkede Elisabeths Haand for ligesom ad denne Omvei at besvare det. Og dog var der noget i hendes blege Ansigt, som sagde den anden, at hun visselig ikke følte mindre ved Gjensynet.

Elisabeth førte hende ind i Mor Kirstines lille hyggelige Kjøkken, hvor der stod en Kasserolle med Suppe til den syge paa Skorstenen svagt kogende over Ilden.

Hun bad hende sidde ned.

I Stilheden kunde de høre Uhret pikke inde i Stuen ved Siden, hvor Mosteren sov.

Der blev en Pause, førend nogen af dem talte. Endelig spurgte Fru Beck i en sagte Tone:

«Hvordan staar det til med Deres Moster, Elisabeth?» – Det vilde under enhver Omstændighed været et naturligt Spørgsmaal; men her føltes det kun som en almindelig Indledning, – hun havde desuden samme Morgen forhørt sig derom ved Bud.

«Tak, det synes at staa til Bedring,» svarede Elisabeth, – «og nu sover hun. Det vil gjøre godt.»

«Det er længe siden, vi saas, – atten Aar!» sagde Fru Beck, og hendes Øine hvilte paa Elisabeth, som om hun ledte efter Mærker paa, hvorledes disse havde taget paa hende; – «men De har været stærk, ser jeg, stærkere end jeg.»

«Det var den Morgen, jeg reiste til Holland,» yttrede Elisabeth under en vis bevæget Glæde ved at kunne minde det op igjen.

«Jeg har tit tænkt paa den Time!» hviskede Fru Beck næsten mere for sig selv end til hende, hun talte med, og hendes Læber dirrede svagt.

Elisabeth læste et Udtryk af stum Sorg i hendes Ansigt.

Fru Beck havde tænkt at fortælle Elisabeth, at hun kjendte Grunden til hendes Afreise. Hun kjæmpede med sig selv, om hun skulde sige noget, men lod det dog være.

«Ja den, som kunde set forud i Livet, Elisabeth!» udbrød hun med et Suk og saa vemodigt paa hende, som om hun mente at have givet Udtryk for en sørgelig Følelse, der maatte være fælles for dem begge.

«Det var vist ikke godt, Fru Beck, – der falder mange Ting af i Livet, som det vilde være mindre let at bære, naar Modet først var slaat ned.»

«Ja, men man kunde da vogte sig!» – hviskede Fru Beck med noget bittert, haardt i Stemmen.

Elisabeth følte sig ikke saa enig i dette, og der opstod en Pause, hvorunder Fru Beck havde Følelsen af, at Samtaletraaden var gaat itu. Hun ledte i sit stille Sind efter, hvorledes hun igjen skulde begynde for at faa anbragt det, hun vilde, og tog med pludselig Varme hendes Haand.

«Er der noget, Deres Moster behøver, saa haaber jeg, De véd, at hun blot har at vende sig til mig!» Hun vilde helst have nævnt hende selv istedetfor Mosteren, men følte, at der var noget i det Forhold, hvori de to stod, der forbød det, – og Meningen laa forstaaelig nok under.

«End De selv, Elisabeth?» vedblev hun, idet hun saa hende forskende ind i Øiet med et Udtryk af inderlig Medfølelse. «De har det ikke godt, – De er jo desværre ulykkelig gift!»

Ved de sidste Ord fløi der en Rødme op i Elisabeths Ansigt, og hun trak uvilkaarlig Haanden til sig.

Hun saa paa Fru Beck med en saaret Stolthed, som hun nødig vilde være ved.

«Nei, Fru Beck!» svarede hun – «det forholder sig ikke saa. Jeg er» – hun vilde sagt lykkelig, men valgte at sige – «ikke ulykkelig gift.» Hun følte, at Udtalelsen lød svag og tilføiede:

«Jeg har aldrig elsket, vilde aldrig eiet nogen anden end han, som nu er min Mand!»

«Det glæder mig usigeligt, Elisabeth. Jeg havde jo hørt noget andet» – yttrede Fru Beck lidt forlegen, og der opstod atter en Pause.

Hun forstod, at hun havde været saa uheldig at krænke hende, og at den sidste Yttring havde gjort det værre; thi af Elisabeths Holdning fremskinnede noget værdigt, selvfølende.

Det rørte sig inde i Stuen, og Elisabeth greb Anledningen til at faa afbrudt den lidt pinlige Taushed ved et Øieblik at se didind.

Fru Beck saa efter hende med et noget forbauset, endnu prøvende Udtryk. Hun maatte dog have taget feil; men lykkelig i sit Ægteskab var hun ialfald neppe. Og dog, tænkte hun bittert, – hvilken Kløft imellem dem! Hun holdt ialfald af sin Mand.

Da hun kom tilbage, sagde Fru Beck under en Tanke om at udslette det Indtryk og tillige givende efter for sin egen dybere Trang til et fortroligt Udbrud:

«De tog Dem dog ikke nær af, hvad jeg kom til at sige, Elisabeth. Jeg tænkte, ogsaa andre kunde have Sorg!»

«Vi har alle det, vi skal bære frem, og det kan mangengang være tungt nok,» mente Elisabeth; hun misforstod ikke, hvad der laa i Fru Becks Ord og saa deltagende paa hende. Hun vilde dog ikke direkte svare paa, hvad hun troede, den anden kun ufrivilligt var kommet frem med, og sagde:

«De har en Søn, lykkelige Forholde og meget at leve for, Fru Beck!»

«At leve for!» udbrød hun nu – «at leve for! Jeg skal sige Dig noget, som ingen véd uden nu Du. Jeg dør Dag for Dag – jeg véd bedst selv, hvad der er igjen af mig. Det er lidet, og mindre blir det!»

Hun talte i kold, bleg Ekstase. – «Du er det eneste Menneske, jeg har sagt det til; det eneste, jeg igrunden bryder mig om. Gjem det og glem det.

Og nu Adieu!» – sagde hun. «Træffes vi nogengang mere i Verden, saa taler vi aldrig om det.» Hun søgte i Bevægelse efter Døren og aabnede den.

«Ethvert Kors kommer fra Vorherre, og den største Synd af alle er at fortvile! det kan De være rolig for er Sandhed,» trøstede Elisabeth. Hun sagde det bedste, hun her vidste at sige.

Fru Beck vendte sig om i Døren og saa paa hende med det blege, stille, glædesløse Ansigt.

«Elisabeth!» yttrede hun – «jeg fandt denne i en af min Mands Skuffer. Jeg vil sige Dig det, for at Du ikke skal tro, det er det, som har voldt mig nogen Sorg.» Hun tog op af Lommen en gammel, gul Papirlap og rakte hende den.

Elisabeth sad siden længe med Bedrøvelse og tænkte paa hende.

Nu forstod hun, hvorfor Fru Beck var saa bleg! Hun havde ikke en Rynke i sit Ansigt; det saa saa fornemt ud, men hvor koldt – og trangt det var blevet! Stakkel, Stakkel, – hun havde det tungt! En skulde ikke have let for i hende at kjende igjen Marie Forstberg.

– «Saa det er at være ulykkelig gift,» – sagde hun sig selv; hun syntes, hun havde stirret ind i noget forfærdeligt.

Medens hun sad ved Mosterens Seng, forfulgte dette hende, og hun saa med dyb Medynk sin Venindes Skikkelse for sig.

Efterat hendes Medfølelse endelig havde arbeidet sig til et Slags Ro, begyndte et andet hidtil i hendes Sind tilbagetrængt Punkt ved deres Samtale stærkt at beskjæftige hende. Det var de Ord, hvoraf hun pludselig havde følt sig saaret.

«Saa, det er altsaa det, Verden siger om os» – tænkte hun – «at vi er ulykkelig gifte!»

Hun havde Tid og Ensomhed nok til at gruble derover, medens hun pleiede den syge og vaagede over hende. Hun stirrede med et halvt forskrækket, prøvende Øie paa sit eget Ægteskab og den tunge, stadige, frugtesløse Kamp, hvorunder det var hengaat, og hvori der ikke var vundet et Skridt frem, – altid gaat tilbage, mere og mere.

Kunde hun sige, at der var Lykke i et sligt Liv?

Og var Salve da lykkelig? –

Hun saa ham for sig, som han var i sin første Ungdom og slig, som han nu var blevet, – mørk, vild og mistænksom i sit Hjem, hvorledes hun modtog ham med skjult Frygt istedetfor Hustruens Glæde, hvorledes de sidst havde skiltes – ja, hvad der var hændt sidst, og hvad hun da havde følt.

Hendes Tanke dvælede længe og med Bitterhed derved; – saa galt var det altsaa blevet mellem dem!

Hun begyndte med Angst at tænke: «Dette er kanske det at være ulykkelig gift!» – det havde før ikke faldt hende ind, at sligt kunde siges om hende; hun havde jo faat den, hun af alle vilde have i den hele Verden.

Hun sad ud paa Morgensiden med Hænderne foldede om Knæet og stirrede ud i Stuen. Natlampen lyste svagt henne fra Glasset bag Sengen.

Fru Becks Ord, da hun stod saa bleg og sagde sin Ulykke ud til hende, gik mere og mere igjen; de gjentog sig tydelig, ordret, Gang efter Gang og vilde ikke bort: «Jeg dør Dag for Dag. – Jeg véd bedst selv, hvad der er igjen af mig –; det er lidet og mindre blir det!»

Og saa gik det med ét klart som et Lys op for hende:

«Det er jo netop slig baade Salve og jeg lever! Vi er begge stadig blevne mindre, – vi dør daglig ved Siden af hinanden; det er det, man gjør i et ulykkeligt Ægteskab!»

Hun sad en lang Stund bøiet, smertefuldt stirrende ind i denne Tanke.

I al sin Opoffrelse, fordi hun troede, at han ikke taalte at høre Sandheden, saa hun nu en eneste fortærende, aarlang Løgn. Det var Mangel paa gjensidig tillidsfuld Oprigtighed, – det, at de begge havde skyet Sandhedens Grund, – der havde gjort deres Forhold sygt.

Da kastede hun med ét Hovedet op, og der lyste en vild Energi i hendes Ansigt. Hun saa saa smuk, saa ubetvingelig stærk ud.

«Men slig maa det ikke længere gaa! – Salve og jeg skal ikke ødelægge Livet for hinanden!» udbrød hun og reiste sig i Bevægelse.

«Hvad siger Du, Elisabeth!» – spurgte hendes Moster, der vaagnede.

«Intet, kjære Moster!» svarede hun og bøiede sig over hende med en Skaal Suppe, som havde staat over Natlampen.

«Du ser saa – saa glad ud, Elisabeth.»

«Det er, fordi Du har sovet saa godt, Moster, og drikker Du lidt, faar Du igjen sove, skal Du se.»

Der var et stille Smil om hendes Læber, og over hende pludselig en helt anden selvbevidst Holdning. Hun var i Ordets dybe Betydning lettet og indvendig befriet – for en mangeaarig Tyngde. Endelig havde hun faat Rede og Klarhed og kunde se gjennem det, der hidtil havde ligget som en klam, tung, forvildende Taage over hele Live og gjort hvert Fodtrin, hver Tanke, hver Glæde uvis.

Hun vidste nu, hvor hendes Ansvar laa, hvad hun vilde og skulde.

Hun ventede, at Salve og Gjert skulde komme opad Dagen, og tænkte meget paa, hvorledes hun da skulde modtage ham. Det skulde og maatte komme til en Forklaring mellem dem; men hun følte tillige, at hun maatte gaa klogt frem.

Og midt under dette – med hvilken anden Freidighed og Længsel ventede hun ikke paa ham.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.