Lodsen og hans Hustru

av Jonas Lie

XXVII.

Salve havde været heldig og bjerget ind til Hesnæs et engelsk Barkskib, og derfor modtaget et stort Salær.

Han havde som vanligt gruet for Hjemkomsten; men, da han ikke fandt sin Hustru og hørte, hvordan det hang sammen, var han straks taget ind til Arendal for at høre til hende.

Hun modtog ham ude i Gangen.

«God Dag, Salve,» sagde hun og tog ham i Haanden.

«Jeg har været meget ængstelig for Dig og ventet, kan Du vide. – Du maa gaa stille – didind.» Hun viste ham ind i Sidekammeret – «Og hvor er Gjert?»

Han saa lidt overrasket paa hende; det var ikke den Maade, hun ellers pleiede at modtage ham paa. Der var noget freidigt, som om hun selvgivet forlangte Regnskab af ham for hans Fraværelse. Ellers var det altid ham, som pleiede at overtage Begyndelsen og efter Behag vise Glimt af sit naadige Humør.

«Gjert» – svarede han lidt kort – «er hjemme ved Huset!

Saa Du har været ængstelig for mig, ventet?» tilføiede han i en egen Tone, som han fandt noget at bemærke ved denne Tiltale, men opsatte det.

«Det kan da ikke være det samme for mig, Mand, om Du omkommer derude – véd Du vel.»

«Hvordan staar det til med din Moster?» – afbrød han. «Er hun meget syg.»

«Hun kan se dig; – følg mig ind til hende, men gaa sagte.»

Salve følte, at han blev paa en Maade nødt og fulgte.

Han havde altid, saa vidt muligt, undgaat at se Mor Kirstine og ladet sin Hustru alene staa for det Forhold. Han var ræd de prøvende Øine, hvormed den gamle saa paa ham, og mindedes altid den Advarsel, hun havde givet ham om ikke at nærme sig Elisabeth, saalænge han nærede en Tvil i Hjertet mod hende.

Da han var kommet ind, gik han med Ærbødighed hen til hendes Seng.

«Saa det er Dig, Salve!» sagde hun med svag Stemme. «Du er ikke ofte at se. Elisabeth har været velsignet mod mig, og Henrik er saa stille og snil; hvor er Gjert, – har Du ikke ham med Dig?» Hun saa spørgende efter ham.

«Han er hjemme ved Stuen, Moster,» – svarede Salve. – «Hvordan staar til?»

«Aa Tak, – som Du ser; – jeg tænker saa tit paa, hvad der skal blive af den Gut; han er saa vild af sig, men saa god igrunden, Stakkel!»

«Aa, – Du skal nok se, vi skal faa ham frem!» sagde Elisabeth, der stod bag Salve og nu nærmede sig hende –; «men Du maa ikke tale saameget.»

Salve var pinlig berørt. Samtalen var netop truffet til at komme lige op i det, som havde været Anledning til Uveiret sidst hjemme, og saa tog Elisabeth det slig. Han blev barsk i Minen.

«Du saa saa glad ud inat, Elisabeth! Hvem var det, som var inde og talte med Dig igaar?»

«Det var Fru Beck.»

«Den unge?» – vedblev Mosteren.

«Ja, det var hende. Men Du taler formeget, Moster!»

«Jeg er bange for det jeg ogsaa!» tænkte Salve mørkt for sig selv.

Men, da han saa, at Elisabeth nu, som intet var, vinkede ham ud, overvandt han sig dog i Øieblikket og sagde lidt tvungent:

«I vil nok blive rask igjen, Moster, til jeg kanske ser herind om nogle Dage. Farvel saa længe!»

Han gik noget braat ud, og hans Mine var tordenmørk.

Hans Stolthed forbød ham at udtale, hvad han tænkte, men han havde paa Læben at sige hende kort og bittert, at hun naturligvis for ham maatte blive i Arendal saalænge, hun blot ønskede det, og saa selv straks tage hjemover.

Elisabeth læste, hvad der foregik i ham og, da de kom ud i Kjøkkenet, foregreb hun det:

«Hør Salve,» sagde hun, «jeg maa naturligvis blive herinde, saa længe Moster er syg!»

«Det forstaar sig,» svarede han tørt – «herinde har Du jo ogsaa bekjendte!»

«Du mener Fru Beck? Hun har været saa god imod mig, og jeg holder af hende, – hun er ulykkelig gift, Stakkel!»

Salve studsede. Elisabeth syntes med ét at have glemt meget, – at der fandtes visse Anstødsstene. Var det kanske, fordi hun nu var hjemme hos sin Moster?

Han saa koldt paa hende, som han ikke rigtig begreb, hvad der gik af hende.

«Du bliver naturligvis, saa længe Du vil,» sagde han og beredte sig til at gaa, men kunde ikke bare sig for med Bitterhed at tilføie:

«Der er jo ogsaa ensomt og kjedeligt hjemme!»

«Deri har Du ikke saa megen Uret, Salve! jeg har virkelig havt det temmelig ensomt derude nu i mange Aar. Du er saa ofte hjemmefra, og da sidder jeg bestandig alene der. Det er nu to Aar, siden jeg har set ind til min Moster!»

«Elisabeth!» – udbrød han, idet han søgte at tvinge sig –. «Er Du fra Forstanden?»

«Det er netop det, jeg vil undgaa, Salve!» sagde hun med isnende Ro.

Han stirrede paa hende; – hun stod og sagde ham det lige i Øinene.

«Saa det er altsaa der, jeg har Dig!» yttrede han haanligt. – «Jeg har jo altid anet det. Du kan nu komme hjem for mig, naar Du vil, Elisabeth!» vedblev han i en kold, ligegyldig Tone.

«Du burde altid vidst, hvor Du havde mig, Salve! at jeg holdt af Dig – kanske endog formeget!»

«Jeg skal sende Dig Penge, – det skal ikke staa paa det. For mig kan Du omgaas Fru Beck og de fornemme, saalænge Du vil!»

«Og hvorfor skulde jeg ikke faa Lov til at tale med Fru Beck? Mener Du ikke dermed,» – udbrød hun med løftet Hoved og et tindrende harmfuldt Udtryk «at jeg har noget paa mig, hvorfor jeg ikke skulde kunne træde med frie Øine ind i hendes Stue.

Men ét vil jeg sige Dig Salve, – og jeg siger det for vor Kjærligheds Skyld –: Dette skal have en Ende! Thi blev det ved slig mellem os,» endte hun langsomt, idet Stemmen skalv – «turde Du kanske opleve den Dag, da den ikke mere fandtes. En raader ikke selv for sligt, Salve!»

Han stod endnu et Øieblik stum og saa paa hende. De hvasse, mørke Øine viste, at der spøgte noget farligt i ham, som han selv var bange for at slippe løs.

«Jeg vil tro, Du har sagt dette i Ophidselse,» sagde han med et frygteligt Alvor. «Jeg skal ikke være vred paa Dig, men glemme det, det lover jeg Dig, – tænke, at Du ikke har været rigtig ved Dig selv idag, syg –»

«Skuf Dig ikke, Salve! Jeg mener hvert Ord, – saavist, som jeg holder af Dig!»

«Farvel, Elisabeth! Jeg kommer tilbage paa Onsdag,» sagde han, som han kun holdt ved sit Forsæt og vilde undgaa at høre mere.

Da han var gaat, snarere sank end satte Elisabeth sig ned paa Bænken. Hun var forfærdet over, hvad hun havde sagt.

Hendes Hjerte var opfyldt af en dyb, usigelig Angst.

Hun kjendte ham og vidste, at hun risikerede alt af hans yderlige Natur – at støde ham helt fra sig ud i et forvildet Liv udenfor Hjemmet.

Og dog maatte – maatte det voves. Og med Guds Hjælp skulde hun seire og holde ham fast i sin Kjærlighed.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Lodsen og hans Hustru

Lodsen og hans Hustru kom ut i 1874. Romanen handler om sjalusi og ekteskapsproblemer.

I romanen skildrer Lie livet på sjøen og i sjømannsmiljøene på sørlandskysten.

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.