III.

Korvetten «Ørnen» var netop kommen indom Arendal efter et Kadettogt til Middelhavet. Den laa derinde paa Havnen og gjorde Opsigt med sin høie Rig, de blanke Messingpropper ud af Kanonportene, sit Mylder af Matroser og sin prompte Orlogsskik til den skingrende Pibe, medens Trommen af og til rørtes ombord.

Gjert havde faat Lov til at følge med en af Lodserne indover til Byen for at se Orlogsskibet, hvorom Nysgjerrigheden desuden denne Gang var spændt ved endel Rygter, der var i Omløb, og som voksede fra Mund til Mund.

Man fortalte med betydningsfulde Øiekast, at det havde været et «Tampetogt», og der herskede blandt Gjerts Kammerater saavelsom Menigmand inde paa Havnen en vis Rædsel for Fartøiet. Hvergang Piben lød, næredes en dunkel Forestilling om, at det var en, som skulde kattes, og de nysgjerrige Baade holdt sig helst paa nogen Afstand.

Saa meget sandt var der i alt dette, at der blandt Mandskabet ombord virkelig herskede endel Misfornøielse med en af Officererne, der var bleven lagt for Had for sin Hidsigheds Skyld. Han havde tillige været saa uheldig at lade katte netop Besætningens Visemager; derfor sang de om Gangspillet en mystisk Vise, som snart lød paa Havnen baade i Bas og Sopran.

Gjert havde hele Tiden været utrættelig beskjæftiget med Skibet og alt, hvad der vedkom det, og var nu, da de opad den næste Dag seilede hjemover, ganske opfyldt af, hvad han havde set og hørt.

Den, som kunde være en saadan en, som gik der ombord med guldblinkende Uniform!

Frederik Beck, med hvem han havde sluttet et særligt Venskab siden hin Affære inde i Byen, da han bjergede ham for Prygl, havde fortalt ham saa meget derom.

Det havde imidlertid kulet dygtigt op; det saa ud til alt andet end Godveir til Kvælden, og Skøiten stod hjemover med tre Rev i Seilet.

Lodsen havde flere Gange været oppe ved Fløien for at se efter dem og sad nu hjemme i Stuen, beskjæftiget med at hefte sammen et gammelt Sjøkart, medens Sønnen kom op fra Bryggen syngende med skingrende Stemme i Vinden den nye Vise:

Nu, Hurra for mangen en glædelig Vagt,
– hi vi – aa slaa paa!
for hver Ryg, som brann’ i det varme Land – udi Engeland.

Aa, sei Du Baadsmandsmath! har Du slidt ud din Kat?
– hi vi – aa slaa paa!
To Dusin, min Ven, er der vel igjen – udi Engeland.

Over Kongens Kanon lad ham faa sin Ration!
– hi vi – aa slaa paa!
der er Frivagt tilveirs op i Foremers – udi Engeland.

Ja, Mage til Sjømand sku’ ingen ha’e set!
– hi vi – aa slaa paa!
udi trallala, udi trallala, udi Engeland.

Han stansede hæseblæsende ude i Bislaget for at blive færdig med den sidste Strofe, og ved at høre Sønnen derude vekslede Mand og Hustru et Blik.

Inde i Stuen var Moderen netop i Færd med at sætte frem Eftasverden.

Da Gjert kom ind, var det let at se paa ham, at han var opfyldt af Mærkværdigheder og tillige, at han selv havde Følelsen deraf. Samtidig med sin raske Hilsen trak han Stolen, der stod ved Døren, hen til Bordet og satte sig, uagtet Maden endnu ikke var kommet; – han var glubende sulten.

«Nu da Gjert,» sagde Moderen, da han havde siddet lidt og set sig om, øiensynlig i Paavente af en eller anden Opfordring til at fortælle:

«Var Du ombord?»

«Nei, – ikke jeg; men jeg talte med dem, som havde været det. Forresten saa jeg alting der» – forsikkrede han med et selvbevidst Nik, og rakte Haanden ud efter en Brødskalk – «fra Merset i Skonnerten Antonia, som laa lige ved; det rak ikke høiere end akkurat op over Skanseklædningen; den kunde gjerne været Storbaad for Korvetten.»

– «Om den havde været en hel Del mindre» udfyldte Lodsen tørt, i det han gik hen og satte Kartrullen fra sig oppe paa det lille Hjørneskab.

Gjert begyndte nu, henvent til sin Mor, at anstille endel Sammenligninger i sin Favør om, hvor lavt Skonnertens Skrog havde ligget imod Korvettens, hvorledes dens Vager ikke havde rukket høiere end til Storraaen o. s. v.; men han afbrødes heri af Faderen:

«Hvad var det for en Vise, Du sang derude?»

«Aa – det var den om Tampetogtet!»

«Saa, – det har da virkelig været et saadant?» spurgte Lodsen med et noget forskende Blik paa Sønnen; thi han var ellers ikke af dem, der trode paa Folkesnak.

Denne interesserede Henvendelse var overmaade smigrende for Gjerts Selvfølelse. Det var desuden egentlig dette, han hele Tiden havde havt paa Hjertet at fortælle, og han udbrød nu med Præget af den dybeste Overbevisning:

«Ja, det kan Du tro, Far! – Nogle siger seks, andre siger ni; men at de alle er kattet ihjel og gaa’t i Haierne dernede i Middelhavet, er saa vist som – ja som» – her saa han sig i Iveren om efter noget at bedyre med og endte tilslut, da der intet andet slaaende Billede vilde stige op for ham, med et noget mat –

«som at Gjøgen staar deroppe paa Klokken!»

Efterretningen bragte hans Moder til at sætte sig ned paa Bænken med Tallerkenen i Fanget. Hun saa forskrækket fra Sønnen over paa Manden, hvis Mine dog beroligede hende noget.

«Hvor har Du dette fra, Gjert?» – spurgte hun tilslut alvorligt med en Rest af sin Bekymring i Stemmen.

«Hvor jeg har det fra? – Fra dem allesammen!»

Men i Følelsen af, at dette «allesammen» her i hans vanskeligt troende Hjem nok vilde blive taget jevngodt med ingen, fortsatte han:

«Fra Frederik Beck. Han har selv talt med en af de Matroser, som havde Vagt i Officersgiggen nede ved Bryggen, mens Chefen var iland; og han fortalte ikke bare dette, men ogsaa mange andre rare Ting.» Her saa Gjert sig om i Følelsen af dog denne Gang at maatte have overbevist dem.

«Det lader til at have været en troværdig Mand det!» yttrede Lodsen med en lystig Ironi, der imidlertid undgik Sønnen, medens Moderen saa hen paa ham, halvt bekymret for, at han skulde sidde og prostituere sig. «Nu, hvad fortalte han saa videre?»

«Aa – det var mange Ting det.»

«Nu da!»

«Aa, – der havde været en Orkan, saa de fandt igjen en hel bortblæst By drivende ude i Havet, Præsten stod netop og prækte for de vandlidte. Og saa havde de krydset op Gibraltarstrædet saa nær Land, at de paa Bougsprydet havde taget en Palme ombord, hvori der sad en hel Negerfamilie, som de siden maatte sætte iland.»

Gjert vilde have udkrammet nok en «Mærkværdighed», – om ikke hans Forældres Munterhed var blet ham paafaldende. Ogsaa Posekigeren lo, fordi han saa, at de andre gjorde det, og fik derfor et meget lovende Blik af Gjert, der stødt trak sig ind i sit Skal med et:

«I tror kanske ikke, at det er sandt?»

«Véd Du, hvad det er at spinde en Ende, Gutten min? Den Fyr nede i Giggen har nok udleveret en forsvarlig en!» – sagde Lodsen, idet han satte sig tilbords.

Der herskede en livlig Stemning, baade mens de spiste, og da Moderen igjen tog af Bordet.

Gjert snakkede, hans Moder gik ud og ind, og Faderen sad henne ved Vinduet og saa ud paa Veiret og hørte paa. Sønnen beskrev virkelig fængslende nøiagtigt alt, hvad han havde set ombord, og fortalte om Søofficererne og Kadetterne med et Liv, der bragte hans Mor til at sidde inde og høre paa, og Faderen til under en Pause at yttre smaaleende:

«Du havde nok Lyst til at være en saadan Søkadet, Gjert!»

«Ja,» – sagde hans Mor, et Øieblik forledet af denne blændende Tanke, – «kom han ind i Byens Skole, kan ingen vide, hvad det vilde føre til. Klokkeren siger jo, at Gjert har saa let for det.»

Noget i denne Yttring maatte have berørt Lodsen ubehageligt, thi hans Ansigt skiftede Farve, og han svarede lidt efter, ikke frit for Spydighed:

«Jeg tænker, Gjert ikke er for god for sin Fars Stand, og at vi skal slippe at tigge ham op i Storkarslaget.»

Gjerts før gode Humør var imidlertid blet yderligere animeret ved Forestillingen om en saadan uniformeret Fremtid, og han udbrød uden at vare sig mod Faderens forandrede Tone:

«Mor mente dog her om Dagen, at kunde jeg blive en slig, tog jeg mig anderledes frem i Verden, end en almindelig simpel Sjømand.»

Det var, som om disse Ord havde tændt Ild i et Krudthus. Det blussede vildt op i Lodsens haarde Ansigt, og han sendte sin Hustru et Blik fuldt af en usigelig kold Haan. Der laa i dets stumme Udtryk, at han kun altfor vel gjennemskuede, hvad der i hendes Sind kunde ligge til Grund for denne Tale.

Han vendte sig mørk om og sagde skjærende, saa hun fo’r sammen:

«Foragter ogsaa Du din Fars Stilling, Gutten min?»

Da saa Gjert i sin Iver uheldigvis faldt ind med:

«Frederik Beck skal blive Søkadet,» – paafulgte blot et:

«Kom hid, Gjert!»

Og hermed vankede der en alvorlig Lussing, saa Gjert tumlede om i Stuen.

Ved det andet Slag kom han tilfældigvis til at se op paa sin Hustru. Hun var sprunget et Par Skridt frem, som om hun vilde tage Gjert fra ham, og stod nu blod rød i Ansigtet med lynende Øine og en Holdning, der gjorde, at han sænkede Haanden.

Hun gik straks derpaa ud i Kjøkkenet.

Lodsen stod et Øieblik tvilraadig. Derpaa tog han i Kjøkkendøren og meldte kort og skarpt, at han og Gjert endnu samme Aften gik tilsjøs; – hun maatte lave istand Provianten.

Da hans Hustru lidt efter kom ind med Øldunken og andet, som de skulde have med, var der intet Spor af den forrige Bevægelse at se hos hende. Det var et stenroligt, blegt Ansigt, og i hendes Adfærd mod ham laa næsten noget ydmygt.

Veiret tog stødvis haardt mod de mørke Ruder, medens hun gik der og gjorde Tilberedelserne.

Men da Gjert og hun blev et Øieblik alene i Stuen, trykkede hun ham heftigt ind til sig og hviskede med Graaden kjæmpende i Brystet:

«Lad aldrig din Far se, at Du er ræd, Gutten min!»

Mand og Hustru havde sagt hinanden Farvel i Døren; men hun fulgte uset i Mørket ned paa Bryggen efter dem, og sad siden længe med Posekigeren paa Fanget og græd.

Det var mørkt Uveir baade i Lodsens Bryst og udenom ham, da han den Kvæld lagde tilsjøs.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.