Lodsen og hans Hustru

av Jonas Lie

IV.

Den vanskelige norske Kyst staar nu i Natten illumineret af en Række ypperlige Hav- og Havnefyre; men for mindre end en Mandsalder siden var det ikke saa. Da havde den paa lange Strækninger ingen anden Lysning end selve den hvide Brænding.

Den Kaptein, som havde sluppet Oksø Fyr paa Høiden af Kristiansand, maatte prise sig lykkelig, om han fangede Glimtene af det fjerne Jomfrulands Fyr oppe imod Kragerøkanten, thi de mellemliggende paa den farlige Kyst udenfor Arendal var endnu ikke til.

Store- og Lille-Torungens Fyrtaarne staar nu der med sine hvide Mure langt ude i Havet, hver paa sin nøgne Klippeø af det tilsvarende Navn.

Den mindste af Øerne, Lille-Torungen, forekommer den forbifarende ikke at eie synderlig mere Plads end netop til det hvide Fyrtaarn og til Vogterboligen ved Siden af. Fyret ligger vildt og ensomt derude i Havet, hvis Stænk i Stormveir regner paa dets Mur, mens Ørn og Sjøfugl tørner mod de tykke Glasruder, saa de falder døde ned.

Kommunikationen med Land afbrydes i den haarde Aarstid af Mén-Is, der hverken tillader at gaa eller ro, for ikke at tale om de sjeldnere Tilfælder, naar Hav-Isen sætter ind.

I Aarene atten hundrede og nogle og tyve – henved en Snes Aar før disse Fyre var byggede, og før den Tid, hvori vi ovenfor har hensat Læseren, – stod der ude paa Torungen et Hus, hvis Bagside og ene Væg var næsten helt op til Tagskjægget klemt ind i en Stenrøs. Det saa ud, som det ludede sig for at lade Stormen stryge over sig.

Den lave Indgangsdør vendte til Landsiden, formodentlig for ogsaa derved at lune Stuen, medens to smaa Vinduer lod Beboerne se ud til Havet. I en Revne mellem et Par Rullestene laa ovenfor Tangen en optrukket Baad.

Naar man over den dybe Tærskel traadte ind eller rettere sagt ned i Stuen, var der uventet rummeligt og endel Bohave, som man ikke skulde tænkt sig der.

Det store Skab med Skjænken maatte ialfald engang have set andre Omgivelser, og i Krogen bag det stod hensat en overstøvet gammel Rok, ud af hvis Haspel der endnu hang en rødgraa Uldtot. Man kunde af adskilligt forstaa, at der engang havde været en Kone i Huset, og hin Uldtot havde vel været hendes sidste Spind.

Paa Bænken ved Gruen sad nu en ensom Gubbe, som oftest beskjæftiget med noget Skomagerarbeide. Af og til, medens han udrog Traaden, kunde han af gammel Vane yttre et Ord høit, som om han endnu tænkte sig sin Livsfælle som Tilhørerinde.

Det var et flinthaardt, lidt tungsindigt Ansigt med Levninger af paafaldende storladne Træk, og om det skaldede Hoved faldt Haaret tæt hvidt om Ørene og Nakken.

Det Øiekast paa skjøns af Messingbrillerne, hvormed han hilsede den fremmede, der kunde træde ind i hans Stue, var kun en forbeholden Indbydelse, medens et Træk om hans indfaldne Mund og den skarpe Hage derimod tydelig nok sagde, at han var paa sin Post i Anledning af, hvad denne kunde ville ham, og at man ikke fik ham længer, end han selv lystede.

Stivsind var overhovedet en af hans fremtrædende Egenskaber. Som slig var han kjendt og blet til Ordsprog lange Veie. Den, som akkorderede med ham om Fisk inde paa Havnen, risikerede ved den første Prutning at se ham ganske roligt, men uvægerligt ro bort.

Han saas som oftest med Ved i Baaden, da de manglede Brændsel derude.

Hvad man ellers vidste om ham, var, at han engang havde været Lods og havt en drikfældig Søn, som tilslut havde forvoldt, at Faderen afsattes fra Lodsbestillingen. Man mente, at han ved den Leilighed havde paataget sig Sønnens Skyld. Siden var han blet menneskesky og havde med sin Hustru flyttet ud i sin nuværende Stue paa Torungen, hvor de, efterat Sønnen druknede, havde taget til sig den lille forældreløse Sønnedatter.

Hvad han levede af derude udenfor noget Skomagerarbeide og Fiskeri, hvis Udbytte han gjerne afhændede til Skibene, samt tidligere lidt Skytteri, skulde man ikke have saa let for at sige.

En af hans Haandteringer, hvorfor han modtog smaa faste Bidrag af forskjellige Lodser og Kjendtmænd, var ogsaa i Høstnætterne at holde Ild paa Skorstenen, for at de, som laa udenfor og lodsede i Mørket, af Lysskjæret fra de to Vinduer kunde tage Kjending paa Torungen.

Ialfald var dette den Grund, der anførtes aabenbart. At dette Jakobs Nattearbeide tillige maaske særligt skede til Retledning for et Smugleri, som dengang gik for sig under Kysten, idet Fartøierne i de mørke Nætter nærmede sig Land og udskibede, tør derimod ikke anses for utroligt.

Under alle Omstændigheder var den gamle for klog til direkte at have noget dermed at gjøre; men af og til rullede der jo underlige Foræringer ind i Stuen til ham, saasom Dunke med Genever, Smaasække med Kaffe, Tobak, Mel osv., og han sad overhovedet paafaldende velholdent i det derude paa Skjæret.

Den eneste Gang, man mindedes at have set ham ved Kirken, var, da han kom roende med sin Hustrus Ligkiste. Da Tromøpræsten skuffede Muld over den, trillede Taarerne ned af hans Ansigt, og man lagde Mærke til, at han ikke forlod Kirkegaarden, før det blev mørkt om Aftenen.

Paa de sidste Aar var «gamle Jakob», som man kaldte ham – hans fulde Navn var Jakob Raklev sygelig og havde mindre let for at ro den lange Vei indover til Byen. Han havde paa Grund af en gammel Benskade endog til sine Tider ondt for at komme ned i Baaden, og sad da fordetmeste i Uldtrøien med Skindsælerne over ved Gruen med sit Indearbeide.

Af og til, naar Sønnedatteren – et Pigebarn med et tykt Haar om Ørene og en ragget Hund stadig i Hælene paa sig – fo’r ind i Stuen med Veiret saa at sige blæsende om sig og aflagde sine Beretninger, kunde han vel lokkes til Vinduet for at se udover Sjøen og derpaa under en tvær Brummen med noget Besvær endog følge hende udaf Døren med Kikkerten. Der stillede han sig saa, at han kunde bruge hendes Skulder til Stativ; thi den gamles Haand dirrede ellers formeget. Med hans stadige Indvendinger og Brum bag sin Nakke søgte hun at retlede Kikkerten. Hun skjelnede med sine blotte Øine vel saa tydeligt som han gjennem Glassene, og benyttede sin Overlegenhed med en Egenmægtighed, hvori han fandt sig, uagtet den kunde friste mindst tre Taalmodigheder af hans korte Slags.

Hans tverkede Væsen svandt lidt efter lidt hen i den fælles undren paa, hvilket Skib det vel kunde være, eller en og anden Mærkværdighed ved det, og den gamle humpede saa, efterat have afgivet sin Dom, gjerne ind igjen.

Slig blev han hentet ud som en brummende Bjørn af Hiet, og regelmæssig optøet hver Gang. Sagen var, at han igrunden var overmaade stolt af hendes Dygtighed.

Hun tog aldrig feil af de der hjemmehørende Skøiter eller Skibe og kunde ellers altid paa en Prik sige, hvad Slags Mand Seileren var.

En Dag stod hun dog i Forlegenhed. De saa en Halvmaane i Flaget, hvilket ogsaa bragte den gamle til at studse. Men derpaa forklarede han hende kort og afgjørende, at det var en «Barbaresk». Dette tilfredsstillede hende et Øieblik; men saa spurgte hun:

«Hvad er en Barbaresk, Bedstefar?»

«Det er en Tyrk.»

«Ja, men en Tyrk?»

«Aa, – det er, det er – en Mahumedan, –»

«Mahu – Muha –?»

«Muhamedian – slig en Røver tilskibs.»

«Tilskibs?»

Den gamle vilde nødig slippe Overvægten i den Sag, skjønt hun drev ham haardt. Saa huskede han endel gammelt Snak om de Ting og forklarede tørt:

«De gaar til Østersjøen, – til Russen, – for at salte Menneskekjød.»

«Menneskekjød!»

«Ja undertiden røver de ogsaa Skibe ude i Havet og salter ned der.»

Hun satte et Par store, forfærdede Øine paa ham, der bragte den gamle til at fortsætte:

«Især jager de efter unge Piger; – det Kjød er finest og gaar i tøndevis ned til Stortyrken.»

Med denne sidste Trumf vilde han gaa ind igjen, men afbrødes af hendes hastige Spørgsmaal:

«De bruger vel Kikkert ogsaa der ombord?»

Da han bejaede dette, smuttede hun pludselig forbi ham gjennem Døren. Hun holdt sig forsigtig inde, saa længe Fartøiet endnu gjennem Ruden kunde øines i Horisonten.

De tvendes Humør havde for en Gangs Skyld vekslet. Den gamle sad noksaa polisk ved Arbeidet, medens hun var meget stille og forknyt. Kun udbrød hun engang harmfuldt:

«Men hvorfor udrydder Kongen dem ikke? Var jeg Orlogskaptein, saa –»

«Ja, var Du Orlogskaptein!» – gjentog den gamle.

Synderligt videre end til ovenanførte Slags Sager strakte sig ikke Pigens Begreb.

Elisabeth – saa hed hun – havde i sin Opvækst kun set faa Mennesker, og i de sidste Aaar efter Bedstemoderens Død havde hun og Bedstefaderen været Øens eneste faste Beboere.

Af og til kunde der jo lægge en Baad opom i et eller andet Ærende, og et Par Gange havde hun besøgt Mosteren inde i Arendal. Bedstefaderen havde lært hende at læse og skrive, og foruden, hvad der stod i Bibelen og Salmebogen samt i «danske og norske Søheltes Bedrifter», som de eiede, havde hun væsentlig kun levet paa de Fortællinger, som hun i beleilige Stunder kunde faa trukket ud af den knapmælte Bedstefader om hans Sjømandsliv i Ungdommen.

De havde desuden inde i Stuen et lidet Skilderi uden Ramme af Slaget ved Lyngøer, hvori han havde været med. Det forestillede Fregatten Najaden med Briggerne Samsø, Kiel og Lolland i rasende Kamp med det engelske Rangskib Dictator, som laa tvertfor den snevre Havn tilligemed Briggen Calypso og skjød Najaden sønder og sammen. Navnene paa Skibene stod trykte under.

Paa det lille Skilderi var det meste blot Mastetoppe, Kanonmundinger og utydelig Røg; men i dette havde den unge Pige levet Aar af sit Liv. Hun havde i Tanken staat der mangen Gang og slaat Engelskmanden.

Orlogsskibe og Orlogsofficerer var blet det øverste for hendes Fantasi, og hendes Hjertes høieste Ønske var, at et Krigsskib engang maatte passere saa nær Torungen, at hun tydeligt kunde se alt ombord.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Lodsen og hans Hustru

Lodsen og hans Hustru kom ut i 1874. Romanen handler om sjalusi og ekteskapsproblemer.

I romanen skildrer Lie livet på sjøen og i sjømannsmiljøene på sørlandskysten.

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.