Lodsen og hans Hustru

av Jonas Lie

VII.

Gamle «Juno», hvormed Salve fo’r, laa da ude i Sandvigen og ventede kun paa nordost Vind for at kunne passere ud. Det var et Krydsseilskib med ialt nitten Mands Besætning, der i mange Aar havde faret i amerikanske Farvande, af og til ogsaa i Nordsjøen, og det regnedes dengang for et af Arendals største Fartøier.

Dets Ind- og Udseiling var en Begivenhed for By og Omegn, og at fare med det ansaaes af Matrosen som en Ære, saameget mere, som dets Fører og Hovedeier, Kaptein Beck, var en ualmindelig dygtig og heldig Chef.

Da «Juno» Klokken ti, elleve om Formiddagen lettede i Sandvigen og for en laber nordvestlig Bris og smaa Seil seg udover, stod mange Tilskuere paa Bryggerne. De fleste af Mandskabet hørte hjemme der, og man vidste, at den skulde paa en usædvanlig lang Reise.

Ombord var da endnu Kapteinens Søn, Søofficeren, den unge Carl Beck med sin Søster samt et lidet Selskab af bekjendte, der med en Seilbaad, som slæbte efter, skulde gaa iland ude ved Torungerne.

De vilde følge med i det længste og havde i den Anledning arrangeret en liden Lysstur didud, hvor Herrerne skulde skyde Sjøfugl, som om Vaaren ligger i Mængde ved Skjærene der paa deres Trækvei nordefter om Kysten.

Idet Fartøiet Klokken henimod fire om Eftermiddagen passerede Lille-Torungen, stod Salve Kristiansen forud paa Bakken og saa didhen.

Dønningerne sprøitede hist og her paa Baaerne op i hvide Straaler, – medens en Rad mørke, guldkantede Skyer ved Solnedgangen spaade tungt Veir. Det var af den Grund, at Selskabet allerede nu gik fraborde her ved Lille-Torungen, istedetfor efter Bestemmelsen at følge ud til den større af Øerne.

Det nøgne Klippeskjær laa slikket af Aftensolen som et duvende Skrog med en Skumbræm om sig, og Salve saa Jakobs Sønnedatter staa med Kikkert ved Stuevæggen. Men om det var den usædvanlige Udskibning i Seilbaaden eller efter ham, hun saa, derom var han en Stund pinlig uvis.

Den unge Matros havde med Villie søgt en iøinefaldende Plads. Han stod med Ryggen mod Staget saa hjertetung og vemodig ved Afskeden, at han gjerne kunde grædt; thi det var med stor Heftighed gaat op for ham, at han elskede hende.

For at prøve, om det var paa ham, hun rettede Kikkerten, svingede han Huen, og hans Ansigt lyste af en overstrømmende Glæde, da han saa hende hilse igjen. Han løftede atter Huen og fik en ny Vinken med Kikkerten tilbage.

Hensunken i sig selv stod han og saa efter Stedet, medens det svandt bag dem inde i Skumringen.

Han havde faat nyt Mod for hele Reisen.

Naar han kom til Bonston, vilde han kjøbe baade Kjole og Ring, og, naar han kom hjem, saa – saa skulde hans første Ærende være at reise didud og gjøre hende et Spørgsmaal.

Han rystedes op ved, at Baadsmanden brølede hans Navn og spurgte, om han stod og sov og ønskede en Vækker.

Der var nemlig kommanderet til at reve for Natten, eftersom det kulede op.

Vagterne var sat om Eftermiddagen, og Styrbords og Bagbords Vagt fordelt saaledes, som Skik er den første Dag, Fartøiet gaar i Sjøen.

Salve gjorde Hundevagten. De gik i Mørket for dobbeltrevede Mersseil i høi Sjø, og af og til rev Maanen Hul paa Stormskyerne, der da drev som en Røg foran den, saa man glimtvis kunde skjelne over hele Dækket lige hen til Udkigsmandens utydelige Figur forud paa Bakken.

Paa Spilnokken sad en Matros i Olieklæder, der nok ikke havde lukket Øinene det sidste Døgn, han havde tilbragt iland, og duppede under mange Bestræbelser for at holde sig vaagen. Fra Tid til anden reiste han sig og søgte med Armene at slaa sig varm. Han sang og tog oftere op igjen, eftersom han glemte sig og faldt hen, Vers af en halv svensk Vise om en «trofast flicka», som han ønskede ved sin «Sida», da «Tiden ellers falder saare meget lång». Af og til gav Duskregnen af en Sjø ham kraftigere Vækkelser, der imidlertid ikke holdt længe ved, og saa begyndte Visen, der var yderst melankolsk, paany.

Saa urolig, som Salve var i Blodet, havde han alt andet end Trang til at sove, og han gik nu frem og tilbage ved Forrelugen i sine egne Drømme og lyttede til denne Vise, som han fandt mærkværdig rørende. Den duppende Matros anede lidet, at han foredrog for et dypt grebet Publikum.

*

Den samme Nat tilbragte hele det Selskab, som havde sat fraborde, ude hos gamle Jakob paa Torungen.

De havde først prøvet at krydse udover til den større af Øerne; men Sjøen voksede; Mørket faldt paa, og man opdagede snart, at det ikke længer var en Lystseilads for en Baad med Damer i.

Det beslutttedes da, – heller end at vende hjemover igjen og spilde hele Jagtturen, der var beregnet paa en to, tre Dage –, at overnatte paa Lille-Torungen for at se Morgenstunden an.

Stor var gamle Jakobs Forbauselse, da det om Aftenen bankede paa Døren, og han ved Skjæret fra Skorstenen saa ikke mindre end seks Storfolk myldre ind i Stuen, deriblandt to Damer. Han vendte sig paa Krakken og holdt Haanden over Øinene for at se paa dem.

Om det havde været et Huldrefølge, kunde det ikke have vakt en større med Nysgjerrighed blandet Forskrækkelse end hos Elisabeth, der havde siddet halv søvnig ved Ilden, da det lakkede mod Sengetid.

Rank og smuk var hun og et ganske mærkeligt Ansigt, det saa Carl Beck, der var i Spidsen for de indtrædende, med første Øiekast, og hans Blik vedblev at hænge ved hende, medens hun, rød i Ansigtet af Forvirring, instinktmæssigt gjorde et Udfald efter sit Kjoleliv, der laa henne paa Bænken ved Skorstenen.

«God Aften, gamle Jakob!» – hilsede han paa den ligefremme Maade, der klædte ham saa godt, idet han gik hen til Gubben og trohjertigt lagde Haanden paa hans Skulder – «Du faar finde Dig i at have en Del Uleilighed af os, saa mange vi er her ikvæld, og beholde os, til det lider mod Morgensiden, da letner vel Veiret. Vi turde ikke vaske ud til Stor-Torungen i Mørket for disse Fruentimmers Skyld, som vi har i Baaden» – her pegte han spøgende paa sin Søster og hendes Veninde. – «Ja Du har jo selv at trækkes med Kvindfolk, saa Du véd, hvordan det er.»

Den gamle lod ikke ufølsom for den gemytlige Maade, hvorpaa han blev taget.

Han reiste sig og gjorde Plads ved Ilden, idet han bad dem tage tiltakke med slig, som han kunde have det. Samtidig bød han Elisabeth gaa ud efter mere Ved at lægge paa.

Medens Selskabet saa godt, som det lod sig gjøre, fandt sig tilrette og leirede sig om Ilden, var Carl Beck ude med Rorsfolkene for at besørge op Provianten. Han kom ind igjen lige bagefter Elisabeth, ogsaa med et Vedfang i Armene. Idet han leende kastede det paa Gulvet, udbrød han:

«Nu skal vi faa os en Bål, som Svensken siger; men først frem med Provianten!»

Der manglede ikke paa Viktualier, dem Selskabet nød under al Slags Passiar for at faa Tiden til at gaa. Og bagefter kom «Bålen», en Sammensætning af forskjellige stærke og fine Ingredientser, hvis Tillavning Beck, der eiede Hemmeligheden, forestod.

Tilslut antændtes den, og man øste i Glassene, medens den blaa Lue brændte.

Carl Beck sad i sin klædelige, opknappede Officerspjekkert med Ankerknapperne ridende over Bænken og sang med Glasset i Haanden et Par af de stemningsfulde Selskabssange, som da var i Mode, medens de andre istemte Omkvædene.

Tilslut kom han med en munter Sjømandssang, der blev Anledningen til, at man begyndte at trække frem endel Historier fra sidste Krig.

Gamle Jakob var under Indflydelsen af Gemytligheden og de gode Varer blet mærkelig munter og lod af og til endog et Ord falde ind med. Men alle Forsøg paa at bringe ham til selv at fortælle lod imidlertid til at strande. Kun, da Slaget paa Lyngøer var bragt paa Bane og drøftet en Stund, rykkede han frem med en liden Rægle, som han kaldte det.

«Ja» – sagde han, idet han forsigtigt satte hen det Glas, der var rakt ham, «– det var et strengt Slag; Landet tabte der et stolt Fartøi og mangen brav Sjø gut! Men over ham, som lodsede Engelskmanden ind til Sandøer, svæver Guds Forbandelse; – endda ingen her i Livet vidste hans Navn. De siger, at han lige efter tog Livet af sig i Anger som Judas Ischarioth. Men udenfor Sandøerløbet er der en Flu, ikke dypere, end at en Mand ved Lavvande kan staa der i Sjøstøvlerne. Der ser de ham i Maaneskinsnætter staa og vinke ynkeligt om Hjælp, indtil Vandet tilslut fløer ham over Hovedet; men Gud naade den, som ror hen og vil berge ham! Naar han er tilsyne, betyder det altid Uveir.»

«Har Du nogensinde set ham selv, gamle Jakob?» – spurgte Carl Beck.

«Ja, ikke rettere, end jeg tør sige for Sandheden, saa har jeg det en Kvæld, jeg seilede der, og Uveir blev det da i fuldt Maal, saa vi var glade, vi slap ind til Sandøer.»

Der opstod under den herved vakte Stemning en noget lang Pause, der afbrødes ved, at Carl Beck for at ryste af Søvnigheden igjen istemte en Sang:

Fordevind og fyldte Seil,
Skibe for alle Havne!
Gyldene blinke i deres Speil
hundrede Pigenavne.
Skuden kan seile rundt om Jord,
Pigerne er dog med ombord.
:/: Hurra da Boys – for hende da,
som Du ei aarker seile fraa! :/:

Han gjentog Endestrofen og hilsede derunder belivet med Glasset hen til Damerne, som nu sad noget trætte og sammensunkne paa Bænken, og over dem hen til Elisabeth, der stod bagom, vaagen for dem allesammen.

Skjæret fra Ilden faldt over hans vakkre brune Ansigt; det ravnsorte, krøllede Haar og de mørke Øine var, sagde man, Arvegods efter hans tidligt afdøde Moder, der var fra Brest. Han saa unægtelig mandig og smuk ud, som han sad der og med sin kraftige Livlighed saa at sige bar de andres.

Man begyndte efterhaanden hyppigere at se ud paa Veiret, der alt havde bedaget sig betydeligt, og i Morgenlysningen befandt det hele Selskab sig atter i Baaden, hvor man under Seiladsen tog sin rolige Søvn.

Men for Elisabeths Tanker stod bagefter længe den smukke Søofficer, som have siddet der ved Ilden. Hun kunde lange Stunder mane hans Skikkelse frem paa Bænken igjen, – især, som han saa ud, da han rakte Glasset høit og saa paa hende, idet han sang:

«Hurra da Boys, – for hende da,
som Du ei aarker seile fra!»

Siden seilede Søofficeren Carl Beck tit og jevnt ud til Torungen paa Sjøfuglejagt, helst alene i sin lille Sjægte; men, – det var et Instinkt fra hendes Side, – det lykkedes ham aldrig at faa tale videre med hende, uden den gamle var tilstede.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Lodsen og hans Hustru

Lodsen og hans Hustru kom ut i 1874. Romanen handler om sjalusi og ekteskapsproblemer.

I romanen skildrer Lie livet på sjøen og i sjømannsmiljøene på sørlandskysten.

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.