Lodsen og hans Hustru

av Jonas Lie

VIII.

«Juno» kom lykkelig og vel til Boston, hvor Salve anvendte en god Del af sin Hyre til Kjoletøi, Silketørklæder og to massive Ringe med deres Forbogstaver indeni. Derfra gik de til Grimsby med kanadisk Last og derpaa et Trip til Liverpool og tilbage igjen til Qvebeck.

Fartøiet befandt sig nu elleve Maaneder efter Udseilingen paa Tur fra Memel i Østersjøen til New York med en Ladning Bjælker, Planker og Pibestav, og Meningen var paa Veien at gaa ind om Hjemstedet, hvortil de havde indladet noget Stykgods, for at proviantere.

Inde ved Memel havde de havt at kjæmpe med Isforholdene, og Uheldet syntes at skulle forfølge dem; thi i Skagerak saa de sig pludselig indskruede i Drivis med Udsigt til kanske at blive liggende der i ugevis.

Det havde været en ualmindelig Frostvinter i Øster sjøen, og henover Isfladen saa de Flag af alle Nationer, der delte Skjæbne med dem.

Her var intet andet at gjøre end at vente og haabe; det kunde blive Smalhans med Provianten, hvormed det var paa Heldingen, om Drivisen ikke løste sig nogenlunde snart.

Men kjedeligt var det; det syntes fremfor alle Salve, hvis Længsel efter Hjemstedet holdt paa at gaa over til Feber; – hans Temperament var lidet indrettet paa den Slags Tantaluskvaler.

Han var ualmindelig hastigt sluppet fra Drevdotten, Fedtspandet og de andre Onder, der tilhører Jungmandens og den lette Matros’s Læreaar.

Med en ren Vovehalsnatur forbandt han næsten en Kats Behændighed, og naar han, ridende over den glatte, smurte Læseilsraa, hoppede over Bøilerne, medens han samtidig skjød den ud, vakte han almindelig Beundring.

I den blaa, om Halsen frit knyttede Skjorte med Skindbeltet om Livet og Seildugsbenklæderne tog han sig energisk og rask ud, og det var let at se, at der i ham stak en Sjømand fra Top til Taa.

Hans Væsen var jo endel overmodigt, og hans Tunge ikke altid den godmodigste. Ikke destomindre var han almindelig afholdt; thi han var godhjertet, naar man blot tog ham ret. Hellerikke syntes han selv at være saa forfængelig af sine ualmindelige Egenskaber som Matros, som af at vise sin Forstands overlegne Skarphed i Disputer med den rødskjæggede noget vigtige Seilmager, der gik for at være meget belæst.

Kjoletøiet, Silketørklædet, Ringene og, hvad han skulde sige til den unge Pige; om han høitidelig skulde bede hende om en Samtale paa Tomandshaand, eller heller passe Anledningen, som den bød sig, – alt det gik rundt i hans Hoved. Og især, hvad han skulde sige hende, begyndte nu, – saa mangen Gang han dog paa den lange Reise havde grublet derpaa og været paa det rene med den Sag –, at vise mange Vanskeligheder.

Han maatte tilslut ned i Skibskisten for at se, om Tingene virkelig endnu laa der, og om der ikke var gaat Møl i dem. Den sidste Undersøgelse, hvorved Tøiet maatte bredes ud, foregik meget hemmeligt.

Han var den levende Uro – hundrede Gange tilveirs for at se efter «Udsigterne». Fra Storebramsahling mente han med Kikkert paa Klarveirsdage at kunne øine en Stribe af Norges Kyst.

Endelig kom Udsigterne i Skikkelse af optrækkende disigt Veir med paalands Storm; Isen omkring dem havde i det sidste Døgn begyndt hist og her at faa blaa Vandpletter.

I Mørket om Aftenen følte de sig fri af den; – den var formodentlig sunket.

Trods Saltvandet og Regnen, der i ét væk maatte tørres af Ansigtet, gik Salve den Nat og smaanynnede paa sin Udkigspost forud paa Bakken, medens Resten af det vagthavende Mandskab i Sjøstøvler og dryppende Olieklæder stubrede frem og tilbage nede paa Dækslasten, eller, som de bedst kunde, stod i Ly af Ruffet og Bakken. Taugverket og alt, hvad de tog i, var svullent vaadt og derimellem iset; man havde desuden arbeidet hele Dagen med Isvækning, og de Toner, som nu stedse stærkere brummede og peb gjennem Blokker og Tauge, lovede ikke godt for Natten.

Kaptein Becks Stemme lød ualmindelig barsk. Der laa et sandt Davidsvalg for ham i den oprørte, mørke Vinternat.

Det stærke Søndenvande sammen med Paalandsstormen satte haardt ind under Kysten, medens han paa den anden Side ved en forceret Krydsning risikerede at tørne mod Isflager. Han var hellerikke rigtig paa det rene med, hvor de befandt sig, og gik urolig frem og tilbage oppe paa Hytten. Af og til henvendte han et Ord ned til den ene af Rorgjængerne, hvis Skikkelse saas ved Skjæret fra Nathuset.

«Hvad ligger vi an, Jens?»

«Sydvest paa Stregen, Kaptein, – hun gaar ikke høiere.»

«Hm, endnu mere paalands!» – mumlede han.

Hans Pande blev svedig under Pensylvanskindshuen, som han midt i Regndrevet følte Trang til at skyde bagover paa Hovedet for at skaffe Luft.

Det gjaldt Liv og Skib.

«Hvad siger Udkigen, Styrmand?» – henvendte han til denne, der netop kom op ad Trappen efter en Tur forud.

«Svart som Beg! – En kunde for den Sags Skyld gjerne stikke en Lanterne ud paa Jagerbommen, saa saa vi dog saalangt. Men Loddet siger fri Sjø.»

«Saa, – det siger det!» sagde Beck i en Tone, som Styrmanden blev noget forbløffet ved; thi den lød haanlig.

Mørket hindrede ham fra at se Kapteinens Ansigt, ellers vilde han have læst en for ham lidet smigrende Mening deri.

«Den Klodsmajor véd endnu ikke» – brummede Beck efter ham, – «at Lodsskudene her kan sige fri Sjø, til Skuden sidder med Næsen i Berget!»

Den tiltagende krappe, svære Sjø gjorde det snart kun altfor utvivlsomt, at der var Fare herfor.

Kaptein Beck havde ikke længere noget Valg; det gjaldt at presse med Seil for at holde sig klar af Kysten. Paa Lods var ikke at tænke i en saadan Nat; men han lod dog affyre nogle Skud fra Signalkanonerne i Haab om, at Vinden kunde bære Lyden under Land.

Gamle «Juno» maatte nu prøve et Tag, som dens Sammenføininger neppe engang havde været voksen i sine yngre Dage.

Dette mærkedes snart paa Pumperne der stadig maatte holdes igang; den var som mange Skibe, der havde været velseilende, lidt rygbrækket af Lastens Vægt midtskibs. Forud i Lugekarmen sagede Stigen, som stod nede i Rummet, op og ned, eftersom Skuden gav sig, medens de gisne Bougplanker sivede Vand.

Dagen brød frem og forløb i et for Taage aldeles usigtbart Veir.

Et Øieblik, da det klarnede, trode man dog at have set «Homborgsunds Fald», et Fjeldmærke oppe i Landet ovenfor Arendal, og af dets lave Fortoning i Horisonten toges det Haab, at de i det forløbne tre kvart Døgn havde vundet et godt Stykke ud i rum Sjø.

De passerede om Formiddagen nær forbi en engelsk Brig, der havde Riggen tvært over Dækket og aabenbart var synkefærdig; thi den laa halvt paa Siden, og Sjøen brød over den. Mandskabet havde søgt op i Vævlingerne paa Agtermasten og vinkede fortvivlet til dem, uden at der dog saas Mulighed for at hjælpe. Inde i Taagen havde man før paa Dagen hørt enkelte af Vinden svækkede Nødskud fra dem.

Dette Fartøi havde prøvet samme Forsøg, som «Juno» nu var ifærd med.

«Klar til at vende! – Hardt i Læ! – Hals og Skjød! – Bras om fore og agter! – Lad gaa og hal! – Støt for Affald!» – var de monotone Kommandoord, hvergang der lagdes over paa nye Halse, og samtidig fik man i Regelen Havet indover sig, saa hele Fartøiet rystede. Dækslasten, bestaaende af svære Bjælker, løftede sig ved Stødene og Magten af Vandet, saa flere af dem stod kastede paa Ende, op mod Skanseklædningen, Rækkerne og Spilnokken.

Besætningen havde hist og her omkring surret sig med Taugender tildels i det nederste af Riggen, thi paa Dækket, hvor enhver Luge nu var skalket, var der ikke til at være.

Salve Kristiansen og to andre havde Tørn ved Roret den anden Nat, da en af Strømsætningen optaarnet Braadsjø pludselig lysnede frem af Mørket til Læ ved Forreriggen og derpaa brød vildt bragende ned over Dækket. Med uimodstaaelig Magt knuste den alt paa sin Vei, rev bort store Dele af Skanseklædningen, Storbaaden og Nathuset, samt beskadigede Rattet.

Midt i Forvirringen kjæmpede de overskyllede, halvkvalte Matroser for sine Pladse, og enkelte fandt sig bagefter henstuvede paa de mest uventede Steder.

«Varsko for Sjø paa Læ Boug» hørtes atter forudfra, og pludselig syntes Havet hvidagtigt.

«Klar til at vende! – Hardt i Læ!» – lød det efterfulgt af de dertil hørende Kommandoer.

En Krængen af Skibet, ledsaget af et fornyet Hvin i alle Tonearter gjennem Riggen og et stærkt Sjødrev, viste, at Stormen blev orkanagtig.

Gamle Beck stod der i sin store Frak med Hornknapperne, den sivaade Pensylvanskindshue og Raaberen under Armen, medens han saa gjennem Natkikkerten, som han havde taget fra Førstestyrmand.

Alt maatte prøves, om det ikke skulde ende mellem Skjærene den Nat, og Beck bestemte sig for et endnu stærkere Seilpres.

«Reb ud! – los Mersebougliner! – hal op i Mersebras! – sæt paa Mersefald! – Klar ved Mersefald! – heis Mersseil!» lød det efterhaanden ud af Raaberten.

I Mørket hørtes enkelte «Halimen – oh! – oh hoi!» ved de tunge, seige Hal, medens Saltvandet drev de arbeidende Matroser i Ansigtet, og Skibet rullede, saa de undertiden blot hang i Taugene, idet Dækket glippede under Foden.

I det hele forløbne Døgn havde ingen ombord smagt andet end Biskuit og lidt Brændevin.

Fartøiet krængede voldsomt ved den øgede Seilmasse, og skjød derpaa ny, rasende Fart. Men i næste Øieblik sprang Mersseilet fra Ligene med et Smeld som et Skud, og de mistede Styringen. Storestagseil skjebrede og raslede med sin løse Blok, saa ingen turde gaa det nær, og de Stumper af Skanseklædningen, som var igjen, brækkedes ind under en Vandflom, hvori Dækslasten paany forstuvede sig og for endel gik overbord.

Salve Kristiansen havde havt formeget at gjøre ved det ramponerede Rat til at kunne skjænke Omgivelserne synderlig Opmærksomhed. Men i det Øieblik hin første mørke Sjø saa uventet brækkede over dem fra Læsiden, havde han set to Lysblink i dens Kam.

Det tændte pludselig Erindringer, og midt i Uveiret stod det for den unge Mands romantiske Stemning, som han var timedes et Stevnemøde med Elisabeth Raklev, – en Tanke, som, saa lidt den end passede til hans haarde Arbeide, dog fuldstændig optog hans Sind.

De to Lyspunkter viste sig atter, og det gik nu først klart op for ham, at det var den samme skraa Lysning, som han før saa ofte havde taget Mærke paa fra gamle Jakobs Skorsten ude paa Torungen.

Da Mersseilet sprang og Virkeligheden saaledes kom ind paa ham, var Salve Kristiansen straks den praktiske Mand.

«De Lys nede i Læ» – raabte han i Ryggen paa Kapteinen, der nu først blev det va’r, – «er fra gamle Jakobs Skorsten paa Torungen.»

«Har Du Ret,» – mumlede Beck, idet han kom nærmere over det skraa Dæk ved Hjælp af en Taugende, – «saa har vi ikke ret længe igjen, før vi slaas i Smadder mod Torungen.»

Der udspandt sig nu en Samtale mellem dem, hvori Salve erklærede at kjende Farvandet under Torungen fra Barnsben af som sin egen Lomme, – og Enden blev, at Beck bleg og betænkelig bestemte sig for at gaa ind under Land med ham som Lods.

«Det er meget, som i denne Nat betros to unge Skuldre,» sagde Beck, «og Du skal betænke Dig to Gange baade for dit og vort Liv.»

Man faldt da af og stod under Land med de mindste Seil, som føres kunde for den vældige Sjø, der nu brækkede efter dem, og man hørte snart Tordenen af Brændingerne.

Den unge Matros var rolig, medens han stod der med Raaberten, efter at have overtaget Kommandoen, og med Kapteinen og Styrmanden ved Siden af sig.

Men pludselig perlede Sveden ham ned ad Panden, skjønt han intet sagde.

Det var noget underlig uregelmæssigt ved Lyset: det blev dunkelt rødligt og syntes tilslut udslukt.

Hvad i Himlens Navn kunde det være?

Havde han maaske dog taget Feil og stod han nu ifærd med at seile «Juno» med alt, hvad den havde ombord, ret paa Fjeldvæggen!

Det varede et Kvarters Tid, og aldrig havde Salve Kristiansen i sin Levetid set en saa tung Mine, som den, hvormed Beck, der havde opdaget et Spor af Tvivl i hans Ansigt, saa paa ham, øiensynlig i Beraad med, om han selv atter skulde tage Kommandoen.

Lysskjæret tændtes imidlertid atter op; – hvad der nu kunde have været iveien med det –; og i den Nat bjergede Salve Kristiansen «Juno» ind til Merdø.

Den følgende Formiddag laa Fartøiet paa Arendals Havn, hvor det maatte udlosses, medens Pumperne gik uophørligt, hvorpaa det haledes hen til Kjølhalingskranen for at reparere.

Salve fik af Beck udbetalt 100 Specidaler og Løfte om at blive Understyrmand paa «Juno», naar han fik lært Navigation.

Fra hin Gang skrev sig hans Lyst til at blive Lods.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Lodsen og hans Hustru

Lodsen og hans Hustru kom ut i 1874. Romanen handler om sjalusi og ekteskapsproblemer.

I romanen skildrer Lie livet på sjøen og i sjømannsmiljøene på sørlandskysten.

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.