Ude paa Lille-Torungen var der passeret mærkelige Ting, hvorom man nu i Byen havde travelt med at berette.
Gamle Jakob derude havde faat Slagtilfælde for en Uge siden, og var død den samme Nat, som «Juno» udførte sit Vovestykke.
De havde i det sidste Par Døgn, medens Taagen og Stormen stod paa, hørt Nødskud, og hans Sønnedatter havde i den Tid alene vedligeholdt Ilden om Nætterne; – den forsømtes kun i den Stund, han drog sit sidste Suk, da hun, glemmende alt, sad over ham.
Det var dette Øieblik, som havde sat Salve i saa tung Tvivl ude paa «Juno».
Den følgende Dag havde den unge Pige i sin For tvivlelse forsøgt en livsfarlig Gang over Mén-Isen for at hente Folk, og var blet optaget af en Baad, som førte hende ind til Byen.
Den stakkels Elisabeth var altfor optaget af sin Sorg over Bedstefaderen til i fjerneste Maade at tænke paa at gjøre Fortællingen interessant.
Søofficeren Carl Beck vidste imidlertid i sin Enthusiasme at give Begivenheden et Skjær af Romantik, hvorved den unge Pige pludselig løftedes op til at blive Dagens Heltinde.
Det udgik fra Amtmandens – et Hus med to smukke Døttre, hvor Løitnant Beck daglig kom –, og man talte nu ikke om andet end om, hvorledes hun, ensom ude paa Torungen hos den døende Bedstefader, havde reddet «Juno» og siden vovet sig over Isen.
Alle kunde se paa hende, at der maatte bo en mærkværdig Karakter. Om hendes saa særdeles Skjønhed herskede derimod i Kvindeverdenen delte Meninger; – Skade, at hun var saa aldeles forsømt!
Becks var ialfald nu, mente man, moralsk pligtige til at tage sig af hende.
Noget af det første, Beck gjorde, var virkelig ogsaa at sørge for gamle Jakobs hæderlige Begravelse.
Til den unge Pige, der nu bode oppe i en af de trange Gader hos Mosteren, strømmede navngivent og anonymt venskabelige Raad, sorte Kjoletøier og Pyntesager helst fra de unge Mænd og Butikbetjentene, og et Par af Byens virksomme Fruer var endog i egen Person oppe hos Mosteren og talte om hendes Fremtid.
Efter at Søofficeren havde yttret, at han ansaa disse Præsenter som Fornærmelser mod ham og hans, ophørte de dog.
Han selv var kun en eneste Gang deroppe og havde da sin ældste Søster med.
Hans Væsen kunde ikke andet end indtage. Han deltog saa trohjertet vindende og samtidigt saa beskedent i Elisabeths Sorg, og med en Rørelse, som han ikke formaade at skjule, yttrede han, idet han tog Afsked, at de skyldte hende, at deres Fader levede.
Da han var gaat, kom hans Søster frem med det egentlige Ærinde.
Hun foreslog Mosteren, at Elisabeth skulde komme i Huset til dem med Tanke paa efterhaanden at faa lært saameget, at hun kunde blive en dygtig Husholderske, – hun skulde ikke udsættes for at gaa som simpel Pige. Det var, tilføiede hun, hendes Broder, der havde lagt denne Plan for hendes Fremtid.
Tilbudet var for deres Forholde storartet og modtoges med ublandet Glæde af Mosteren.
Over Elisabeths Pande drog sig dog et Øieblik en Sky; – hun følte sig, uden at vide hvorfor, beklemt ved at skulle komme i nærmere Berørelse med Søofficeren, og dog vilde hun paa den anden Side ikke for meget have undværet det.
Allerede den følgende Dag kom Elisabeth i Becks Hus.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Lodsen og hans Hustru kom ut i 1874. Romanen handler om sjalusi og ekteskapsproblemer.
I romanen skildrer Lie livet på sjøen og i sjømannsmiljøene på sørlandskysten.
Se faksimiler av Samlede Digterverker, bind 2, 1920 og førsteutgaven fra 1874.
Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.