Bjørnsonforbundet

Som ofte sagt: Her blev et mægtig øde
da Ibsen, Bjørnson, Kielland, Lie forlot os.
Faar nogen nu de unge til aa gløde?
Nei, ingen roper ildnende imot os. –
Før var her liv og kampens glød her hjemme
og ingen dødhet: Jubel eller harm!
Da fandtes her saa mangen vældig stemme
som gjorde ungdommen begeistret, varm.

Han sto der forrest – Bjørnson – av dem alle
og netop over kampen han sig glædet,
han lignet gamle, norske sagaskalde
som hugg og kjæmpet mens de sang og kvædet.
For hver en sak han mente stor og ædel
i tanke, tale og i skrift han stred,
og midt i kampens vilde heksekjedel,
i stridens brændpunkt var han altid med.

Det var i denne tid at Ibsens tunge
og mørke dramaer lot alting ramle.
De vakte frifødt jubel hos de fleste unge,
men hat, forargelse hos alle gamle.
Da utkom Kiellands hatske noveletter
som røbet frisind og et aapent blikk.
De traff som hvasse, spidse smaa floretter,
et ikke synlig, men et giftig stikk.

Da følte alle denne ædle spænning –
som altid med de store kampe følger
naar ind mot stridens vilde kok og brænding
kom veltende de høie, steile bølger. –
Og særlig denne kampen præget tiden:
for egne konsuler, for eget flag,
indtil den endelig blev avgjort, striden
i nitten fem, en sollys junidag.

Ja, det er sandt – her blev et mægtig øde
da Ibsen, Bjørnson, Kielland, Lie forlot os.
Og ingen faar os til at fænge, gløde.
Og ingen roper ildnende imot os.
Men denne tid som nu er blot et minde
om svundne dagers vid, geni og aand,
se, denne gyldne tid skal sammenbinde
den norske ungdom med et varigt baand.

(Vor Klasse, nr. 3 1918)

Boken er utgitt av Bergen Offentlige Bibliotek

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.