Han gik og tutlet derhjemme,
forunderlig syk og saar, –
og fremsa med bevende stemme
vemodig dikt om vaar.
Han gik der og længtet mot Syden,
den skinnende, solfyldte dag! –
Og drømte! Og lyttet til lyden
av trækfugles vingeslag.

Han saa sig i tanken vandre
i Tiberens solfyldte by,
han drømte som mange andre
drømme om ære og ry.
Men han gik derhjemme og strævet
paa et litet og støvet kontor,
mens livet derute blev levet
i verden saa skjøn og saa stor.

Han snakket om digterens skute, – – –
og gik for en halvfjollet en!
– Saa banket en dag paa hans rute
en gammel og grunnrik mæcen.
– – Bekymringer kunde han skyve
til rikmannnens velfyldte pung.
Mot Syden kunde han flyve
motig og sterk og ung!

II

Forpjusket og vanstelt og blækket
med langt og uredet haar,
han vandret paa dampskibsdækket
en dag i den unge vaar.

Paa vei mot Syden! mot Syden!
i vaarens kraftfulde jag!
Han smiler og lytter til lyden
av stemplernes tunge slag.

Han skal ikke længer være
døgnstrævets bundne træl.
Han længes mot kampe og ære,
og væk fra det hjemlige stel.

Og smilende halvt han mindes
en smudsig, utrivelig pult.
Og halvglemt – i sjelen findes
noget om kulde og sult.

Han husker det triste kammer, – –
paa bordet en flaske med blæk.
Og hele den daglige jammer,
han husker det træk for træk.

Men nu er det gudskjelov over.
Og øinene skinner av fryd.
Han drømmer derom, naar han sover,
sin eventyrfærd mot syd!

III

Det gik ikke slik som han trodde
med seier fra slag til slag.
Paa digtningens elv han rodde
med kraftløse aaretag.

Og siden han ofte tømte
skuffelsens bedske drik.
Han husker alt som han drømte
som en fjern, vemodig musik.

Han tok ikke længer sigte
paa maal, han ei kunde naa,
skrev smaa og beskedne digte
fra hverdagens klamme graa.

Det lille han evnet at bygge
i løpet av mange aar,
gled ned i glemselens skygge
der ingen berømmelse faar.

Han brøt ikke nye baner,
men gik i de gamle spor.
Til game og livstrette faner
og ei til de nye – han svor.

Han husket de svundne tider,
drømme om ære og ry,
mens dagene langsomt glider
i Tiberens solhvite by.

Han manglet ei viljens fremfærd,
men geniets evige brand!
Og derfor han er paa sin hjemfærd
en bitter og skuffet mand.

IV

Der damper et skib paa sin vei mot nord,
mot landet med graaveir og taake.
Og over kjølvandets furende spor
flakser en ensom maake.

Paa dækket staar en mand og ser, –
– alene – henne ved ripen.
Han synes at mindernes flagrende hær
følger i kjølvandets stripen.

Han stirrer mot mindernes solfyldte land
mens høstdagen slukner og svinder. – –
Han staar der, den triste og ensomme mand,
– alene – med ungdommens minder.

(Hugin, 24. november 1917)

Om Løse dikt

Diktsamlingen Løse dikt består av to deler. Den første delen inneholder dikt Nordahl Grieg skrev mens han var elev ved Bergen Katedralskole. Diktene i del to er hentet fra flere forskjellige kilder.

Det lengste diktet, «På Tingvellir», ble første gang utgitt i 1944 i den norske London-regjeringens avis Fram. Diktet «Sjøfolk» var med i utgaven av samlingen Friheten som kom i 1945, men ikke i førsteutgaven fra 1943.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook