Lucie

av Amalie Skram

III. Hjemme.

[36] Lucie satte punscheglassene sammen på en bakke og bar dem fra spillebordet i Theodors værelse ind i spisestuen. Så pilled hun chatonsene op i bostonskrinet, flytted lysene hen på skrivebordet og gjemte kortene. Hun skjælved lidt på hænderne, og hendes ansigt var blegt og forpint. Ude fra entréen hørtes stemmer, som tog afsked. Det var spillepartiet, som gik. Da Gerner kom ind igjen efter at ha fulgt sine gjæster ud, stod Lucie og tørred spillebordet af. Med et spejdende blik så hun hen på ham. Gerners mine var mørk og øjenbrynene hånlig optrukne. Han tog en æske fyrstikker og gik ind på soveværelset.

Lucie blev stående stiv og stille, med fingrene klemt krampagtig om støvedugen. Så gik hun [37] hen og gjemte den i kurven på væggen ved siden af kakkelovnen, tog den straks efter op igjen og gned atter lidt på bordet, slap den så ned på gulvet og gik derpå langsomt med stansninger mellem hvert andet og tredie skridt ind på soveværelset.

«Er Du von på mig, Theodor?» spurgte hun, idet hun stilled sig op lige indenfor døren og pilled på sin brosche.

Han stod i skjorteærmer ved servanten med ryggen til Lucie og vasked sit skjæg.

«Aa sig mig det da», bad hun frygtsomt.

«Du kan vel skjønne, Du må sige mig det da», vedblev hun efter at ha ventet, mens han tørred sig – «for ossen skal jeg ellers kunne passe mig en anden gang?»

«Det er altfor håbløst», svarte han koldt. «Du blir aldrig anderledes.» Han skjænked vand i glasset og børsted sine tænder.

«Aanej, sig ikke det da, Theodor – jeg kan ikke holde ud, at Du siger det» – der kom gråd i stemmen. «Hvor skal jeg gjøre af mig i verden da, da, når Du ikke engang vil skjænde på mig?»

«Jeg har gjort Dig opmærksom på lignende ting hundrede ganger før», han havde kastet slåbrokken om sig og gik op og ned ad gulvet, «men det sidder Dig i blodet.»

«Aanej da, Theodor, ånej da, Theodor», hun [38] stod og bed i spidsen af sit lommetørklæde, mens tårerne raudt ned over hendes kinder.

«Istedetfor at være stille og beskeden, opfører Du Dig ligefrem med støjende kådhed», vedblev Gerner. «Som da Mørk vilde drikke med Dig – straks skal Du klinke med ham, som om Du sad på en knejpe mellem mandfolk, som spenderte på Dig – og med et klask, så glasset kunde gåt i stykker. – Det er yderst penibelt.»

«Jeg tænkte da mindst, der var noe ondt i at klinke med noen. Det gjør da fru Rejnertson til og med.»

«Og Du vil sammenligne Dig med fru Rejnertson? Hun, som fra vuggen af har tilhørt det gode selskab! Det, som hos hende er tækkelig munterhed, blir simpelt hos Dig – lad os bare være fri for, at Du efteraber en dame, som fru Rejnertson.»

«Jeg tænkte ikke over det, Theodor,» sa Lucie ydmygt.

«Nej, Du aner ikke, hvad takt og god tone vil sige. Det hørtes på, da Du sad og klaget over, at Martine ikke kunde lave fin nok mad til Dig.»

«Nej, det gjorde jeg da ikke, Theodor!» råbte Lucie.

«Da Mørk roste saucen, generte Du Dig ikke for at sige med kjendermine, at Du likte den bedre, når den var tillavet med vin og trøfler. [39] Hvor kjender Du trøfler fra, Du? Vil Du kanske bilde folk ind, at Du er opdraget med trøfler og den slags? Både Mørk og Bugge blev ganske krampagtige og skyndte sig at snakke om noget andet, for at hjælpe mig over situationen. Og så denne maneren med at puffe til en herre og ta ham på armen, når Du taler med ham.»

Lucie følte sig tilintetgjort. Dette med trøflerne var svært flout, og hun vidste godt, hun havde sagt det for at gjøre sig til. Hendes ansigt brændte, mens hun stod derborte ved døren og tegned streger på gulvteppet med spidsen af sin sko.

«Men såsnart Du drikker vin, kommer der noget løssluppent over Dig»; Gerner afførte sig slåbrokken, flytted lampen hen på stumtjeneren, klædte sig af og gik i seng. «Jeg har sagt Dig det før og bedt Dig passe Dig, men Du tyller i Dig lige godt, og føler Dig mere og mere i dit es for hvert glas. Og det klær Dig ikke at føle Dig i dit es.»

Han tog en bog fra stumtjeneren med «Athenæum» i forgyldte bogstaver stemplet på det sorte shirtingsbind, åbned den i midten, hvor der lå et brev som mærke og begyndte at læse.

Lucie stod fremdeles i samme stilling. Så gik hun hen og la sig på knæ foran Theodors seng, strøg ham varsomt over hånden og hvisked: «Å lejt det er, Theodor, at Du skal ha så mye sorg af mig.»

[40] Han flytted ikke sine øjne fra bogen og gjorde ingen bevægelse. Lucie blev ved at kjærtegne hans hånd og gjentage de samme ord, mens hun bønfaldende så op i hans ansigt. Så bøjed hun sig over hans hånd og flytted sine læber om på den, så der tilsidst ikke var en plet på hele hånden, hun ikke havde kysset.

«Vil Du så endelig en gang lære at være forsigtigere,» sa han omsider, idet han la bogen bort og strøg hende over håret. «Du forstår jo nok, det er til dit eget bedste, jeg forsøger at opdrage på Dig.»

«Ja, Theodor, søte, snille Theodor, jeg skjønner det så vel, så vel», hun krøb på knæerne op til hodegjærdet, stak sin ene arm under hans nakke, slog den anden om hans skulder og gjemte ansigtet ved hans hals. «Jeg skjønner det så vel, så vel, Theodor, men Du må være snil og godslig mod mig, Theodor» – stemmen var utydelig, for hun stred mod gråden – «jeg vil gjøre alt, alt for Dig, Theodor, gjerne dø for Dig, Theodor, for jeg skal sige Dig –», her kvaltes ordene af hendes hulken.

«Så, så, Lucie min. Tør nu tårerne og kys mig. Jeg er slet ikke sint på Dig – jeg har bare så ondt af Dig, Lucie min. Men det blir nok bedre, Du vil lære efterhvert, skal Du se.»


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Lucie

Den naturalistiske ekteskapsromanen Lucie ble utgitt i 1888. Tre år tidligere hadde Skram utgitt Contance Ring om en frigid kvinne fra embetsmannsmiljøet i hovedstaden. I Lucie møter vi en helt annen kvinnetype, nemlig «Tivolifrua» Lucie, en tidligere danser fra fattige kår, med flere erotiske erfaringer i bagasjen.

Advokat Theodor Gerner, en respektabel enkemann, faller for Lucie og gifter seg med henne. Han forventer at hun forsøker å tilpasse seg borgerskapets normer, men klasseforskjellene og deres forskjellige syn på bl.a. seksualmoral og kvinnens rolle skaper en stadig dypere kløft mellom dem. Samlivet dem i mellom er dømt til å mislykkes.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (NB digital).

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.