[41] En morgen, en ugestid senere, fulgte Lucie Theodor til kontoret. Føret var glat og vanskeligt, og Lucie lo muntert, hvergang hun med nød og neppe rædded sig fra at falde ved at klynge sig til Theodors arm. Denne satte forsigtig fødderne fra sig og planted for hvert skridt spaserstokken hårdt gjennem det nyfaldne snelag ned på den glasblanke issvul, mens han vakled på de lange, tynde ben i de fine, gråstribede vinterbukser.
«Vi brækker nok arme og ben, skal Du se, håloj–oj–oj, han gled og var nærved at falde. «Det er godt, jeg har penger på mig, så droschekudsken kan bli betalt, når de kjører os til hospitalet.»
«Det går ikke an, at Du er så fornøjelig, Theodor. Jeg ruller overende af latter, retnå.»
[42] Ved enden af Drammensvejen mødte de en herre, som hilste på Gerner. Lucie hilste igjen, og da hun netop i det samme lo af noget, Theodor havde sagt, blev hendes hilsen overvættes venlig og smilende.
«Går Du og smiler og ler fremmede herrer op i ansigtet?» sa Gerner misfornøjet. Det havde faret som et stik igjennem ham, at Lucie kanske kjendte ham fra før.
«Jeg bare hilste jeg», sa Lucie fripostig.
«Du behøver aldeles ikke at hilse på herrer, Du ikke har vært presentert for.»
«Aa, hva’ kan det da gjøre, Theodor? Når jeg nå går med Dig under armen, så falder det vel naturligt, vel, ikke sandt da, Theodor?»
«Også den måden! Hvad måtte manden tænke. – La være for eftertiden med at hilse på folk, Du ikke kjender.»
«Det blir en da nødt til, ret som det er. – Når jeg treffer en dame, jeg hilser på, og hun går med en herre, så hilser han osså på mig, om jeg så aldrig har set ham før i verden.»
«Det er et helt andet tilfælde. – Du forstår heller ingen ting.»
«Nej, naturligvis, det vet jeg da endelig engang,» sa Lucie stødt.
«Men Du får se til at vænne Dig af med den slags unoder,» vedblev Gerner. «Det passer sig ikke i din nuværende stilling.»
[43] «Aa godt det var, at der hændte noe, Du kunde holde en straffepræken for – ellers vilde Du vel liksom ha savnet noe. Ikke sandt da, Theodor?»
Lucie var ganske forskrækket over sin kåde tone. Men hun kunde ikke la være, for det kogte i hende.
Gerner løsned sin arm fra Lucies. Han havde brug for hånden til at ta frem sit lommetørklæde.
«Hvis lejligheden var gåt forbi uden at dine fordums vaner havde stukkket frem hos Dig, så vilde jeg ialtfald ha undret mig,» svarte han iskoldt.
«Det er rigtig simpelt af Dig altid at slå på det samme. – Skal det være en fin mand!»
Gerner blev så forbavset, at han knapt trode sine egne øren. «Det vover hun at byde Dig,» tænkte han forbitret, mens han pudsed sin næse og gjemte lommetørklædet.
De var nu kommet op forbi universitetet. Her var temperaturen mildere, og føret som følge deraf mere optøet og ikke så glat. Gerner gik afsted med lange, afmålte skridt, støttet til sin stok. Lucie skotted frygtsomt til ham. Hun voved ikke at ta hans arm. Et par ganger gav hun sig i fart for at tale til ham, men da hun så hans mørke mine og hånlige øjenlåg, var det som tungen blev lammet.
[44] «Tror Du, Du blir længe på kontoret idag, Theodor?» fik hun endelig frem, da de var på siden af storthingsbygningen.
Han svarte ikke.
Hun gjentog sit spørsmål.
«Det ved jeg ikke,» sa han kort.
«Om forladelse, Theodor. Vær ikke von på mig, Theodor,» sa det uafladelig inde i hende, men der kom ingen lyd over hendes læber.
«Aa gud, nå er vi ved slotsgaten, om fem minutter går han ind i porten, og Du har ikke fåt bedt om forladelse. Mon han ikke vil sige adjø engang? Aa gud, om to minutter, – om et minut, om et halvt, – om noen sekunder. – Der går han.»
Lucie stod i den åbne port og så Theodor gå henover de rudede stenfliser. Så bøjed han tilvenstre, hvor der var nogle stentrappetrin, og blev borte.
«Adjø da, Theodor!» råbte hun efter ham. Det lød som et skrig. Så kom det brusende op inde i hende. Hurtig smutted hun om i krogen bag porten, trak lommetørklædet ud af muffen, skjulte ansigtet i det og hulked.
«Rigtig ikke noe at bli så von for, lel,» sa hun trøstende til sig selv, da hun kort efter var kommet ud på gaden. «Slik som han skaber sig til, bare fordi en si’er et ord. – En må da vel ha lov til at si’e et ord, lel.»
[45] «Dodad, Luciebarne’! Nej hvor morsomt, at jeg endelig en gang skulde treffe hinner.» Lucie følte sig grebet om skuldrene, noget blødt, håret kildred hende på kinden, og hun så Nilsens grå ansigt under et prikket slør med vajende hattefjære ned over håret lige foran sig.
«Ta væk den muffen din,» sa Lucie og trak kinden bort.
«Nej, men hvordan har Du det, Luciebarne’? Dejligt vel?»
«Ja tak,» sa Lucie åndsfraværende; hun tænkte på, hvorledes hun skulde bli hende kvit.
«Hva’ vej skal Du, Luciebarne’?»
« Opover. »
«Så føller jeg Dig et stykke. Jeg vil sprade mig med Dig, Luciebarne’. Min kredit vokser, når jeg går ved siden af en så’n dronningkåbe, ja så gu’!» Hun lo og bed i sin tykke underlæbe. «Silkeplüsch og søløveskinds besætning, og hue, som svarer til! Gud hvor det blir tøler det, andre folk går med.» Hun så med et trist blik nedover sin egen slidte figurkåbe med forloren, gammel skindkant, og rysted sin katteskindsmuffe. «Men sålænge man har en moderne hat og et par anstændige hansker, siger jeg altid –. Er det ikke rart at være så lykkelig, Luciebarne’?»
«Men hva’ sa jeg?» fortsatte hun uden at vente på svaret. «Kan Du huske, vi vedded sidst jeg var hos Dig, den gang i sommer, da jeg ble’ [46] benærmet?» Hun spidsed munden, snufsed lidt og påtog sig en skamfuld mine.
«Ja, egentlig skylder jeg Dig jo en veddemålsgave,» sa Lucie.
«Ja, det gjør hun, det gjør hun, men det haster itte, det er dodt at ha nodet tildode.»
«Ossen går det med Ærend-Christiansen, nå da?» spurgte Lucie.
«Han er gift, sladoten,» sa Nilsen hånlig. «Endelig har han da fåt en gammel, blind vaskerkjærring til at forbarme sig over ham.»
«Så er Du da fri for påhæng.»
«Fri for påhæng! Aanoj Du.» Nilsen rysted melankolsk hodet.
«Vil han ha fat i Dig nå, etter på osså da?»
«Ikke han, men andre, ha, ha, ha! Mandfolkene er jo rent besatte, ja så gu’. Osså er di så ækle, Lucie, di vil altid stygt, vil di.» Hun gjorde nogle hoppende skridt og gjentog: «Ja, det vil di.»
«Gå orntlig da,» sa Lucie, «folk snur sig.»
«Det gjør di så allikevel, jeg kan næsten ikke gå på gaden for glaning, nej så gu’. Det må være den tragiske profilen, ha, ha, ha! – Olsen siger – men ham vil jeg ikke fortælle Dig om, siden Du ikke spør efter ham,» føjed hun til og nikked med en forbeholden mine.
«Nej, fy, la bare være – den fæle fanten! Men nå må jeg si’e adjø til Dig» Lucie stansed [47] ved hjørnet af universitetsgaden – «jeg skal op til noen her i nærheden.»
«Jeg føller Dig tildørs, Luciebarne’. Tror hon, jeg slipper hinner så let, når jeg nu endelig har fåt kloenihinner?»
Der var intet andet for. Lucie måtte bli ved at gå med hende. Men hva’ for et hus skulde hun lade som hun havde ærend i?
«Du kan tro, jeg tit har havt lyst at gjøre visit hos Dig, Lucie, og se paladse’ dit. Men jeg turde ikke, nej så gu. – Jeg var så bange for mannen din.»
«Han biter nok ikke hode af noen,» sa Lucie.
«Han ser så streng ud, som en romersk munkeprins,» hun udtalte ordene med en dyb, højtidelig stemme. «Jeg glemmer aldrig, hvorledes han bukked sig for mig, dengang han kom, mens jeg var hos Dig. – Det var manerer, det. Og så’n som han så på mig fra siden med de fornemme øjnene sine – Ihe!» – hun gav en lyd fra sig som om hun blev kildret. «Han kunde drage en efter sig i afgrunden, ja så gu’, i afgrunden. Er han voldsomt forelsket i Dig, hva’? Kryster han og trykker han og spiser han Dig op, hva’? Med tungen ud gjennem munden, hva’?» Hun tripped afsted med muffen helt nede på maven og gjentog liksom forpustet: «Hva’, hva’, hva’?»
[48] «Her skal jeg op,» sa Lucie og stansed udenfor huset, hvor Mørks og fru Rejnertson bode.
«Men så kommer jeg op og ser til prinsessen min. Ikke sandt, Du gir mig lov?» Stemmen var indsmigrende, og hun la hodet på skjæve.
«Jo, det må Du da endelig gjøre! For noe tøv, at Du ikke har turdet. – Skulde jeg være blet stor på det, fordi om jeg har fåt lidt i verden? Og min mand! Tror Du ikke, han vil være venlig og søt mot sin kones gamle veninder? Da måtte han nok ikke holde af mig så mye som han gjør, da.» Lucie talte ivrigt. Det var liksom munden snakked af sig selv og sa det, som hun vidste, Nilsen vented, hun skulde sige, og som det vist hørtes pent og snilt at sige, og så var det det, at udsigten til at bli kvit hende og ialtfald få henstand, gjorde hende så uhyre velvillig. «Du må endelig komme, hörer Du det. Jeg blir fornærmet, hvis Du ikke kommer,» endte hun med at tilføje.
Nilsen stod og nikked og smilte og så ganske smeltet ud. «Gud forbarme sig, hvor Du er elskelig, Lucie! Men det er så flout at komme så’n. Tænk, om Du ikke var hjemme, eller jeg traf din mand alene, jeg dånte, ja så gu’. Kan Du ikke hente mig en dag? Jeg bor i Øvre Slotsgade nr. 20.»
«Huset ved siden af, hvor min mand har kontor? »
[49] «Ja, i baggården og helt oppe i tredie etage. Trappen er mørk og styg, men det bryr Engle-Lucie sig ikke om, er jeg vis på.»
«Nej, da. Jeg kommer en dag,» sa Lucie hurtigt.
«Der står skildt på døren, så Du går ikke fejl. Helledud velsigne hinner, så sød hun er! Om jeg så skal pantsætte alle madam Kling sine møbler, skal jeg skaffe noget godt at traktere Dig med.»
«Ja adjø da, nu må jeg skynde mig,» Lucie gav hende hånden for tredie gang.
«Jeg går frem og tilbage og venter en stund!» råbte Nilsen efter hende. «For kanske hun ikke er hjemme den fruen, Du skal til.»
«Det mangled bare,» mumled Lucie. Hun havde tænkt at stå lidt i trappen, og så, når hun kunde regne ud, at Nilsen var væk, smutte ud igjen og gå Christian Augustsgade og slotsparken hjem. – «Nilsa var da det værste klæggebæst, som var til.»
Bare hun kunde finde på et ærinde til fru Rejnertson – hun blev stående rådvild midt i trappen. Ja, hun kunde jo sige, at hun havde hørt, der skulde bo en vaskerkone i kjælderen og spørre, om fru Rejnertson kjendte noget til hvordan hun vasked.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Den naturalistiske ekteskapsromanen Lucie ble utgitt i 1888. Tre år tidligere hadde Skram utgitt Contance Ring om en frigid kvinne fra embetsmannsmiljøet i hovedstaden. I Lucie møter vi en helt annen kvinnetype, nemlig «Tivolifrua» Lucie, en tidligere danser fra fattige kår, med flere erotiske erfaringer i bagasjen.
Advokat Theodor Gerner, en respektabel enkemann, faller for Lucie og gifter seg med henne. Han forventer at hun forsøker å tilpasse seg borgerskapets normer, men klasseforskjellene og deres forskjellige syn på bl.a. seksualmoral og kvinnens rolle skaper en stadig dypere kløft mellom dem. Samlivet dem i mellom er dømt til å mislykkes.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (NB digital).
Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.