[50] Sognepræst Brandt fra Arendal var i Kristiania på et kort besøg hos sin søster, fru Rejnertson, og sad nu ved den sene frokost. Fru Rejnertson havde rejst sig fra bordet og stelte med blomsterne.
«Jeg tror, Du får gi mig en liden kognakker,» sa præsten, og et øjeblik efter: «Det er forresten for galt med os Bergensere.» «Vi er for lyriske, gir os formeget hen i stenmingen –. Hvis der bare ikke var noget, som hedte dagen derpå,» han tog med begge hænder om sin høje, smukke pande.
Fru Rejnertson hented i bufeten glas og flaske og skjænked for ham. Så gik hun hen igjen til blomsterne.
«Du har din gamle fejende måde at gå på, Karen,» Brandt havde tømt glasset i ét drag, [51] «hjælper til med skuldrene, som salig mor sa. Ja, det er underligt med gamle vaner, de hænger i.» Han strøg fingrene gjennem de fyldige, brune bakkenbarter og retted på sit hvide slips, mens han plirte til sig selv i spejlet mellem vinduerne.
«Hennesy er den bedste kognak. Den er ligefrem som et livseliksir,» han skjænked sig et halvt glas til. «En trænger til at stive sig op efter al den feteren. Det kommer med alderen, en er ikke så ung som en var.»
«Nej, vi er snart gamle mennesker nu,» sa Karen.
«Jeg føler mig forresten så ung i sind, endda jeg har vært enkemand i 4 år til høsten. Har Du lidt mere kaffe, Karen?»
Karen kom hen til bordet og fyldte hans kop.
«En bør forresten ikke være enkemand – det er ikke sundt,» Brandt så bistert ned i kaffekoppen, som han hældte fløde i. «Nej, for en lever regelmæssigere, når en er gift. Og så detteher, at ingen tar sig ordentlig af en; en går for lud og koldt vand – jamen gjør en så. En får knapt godt af sit eget barn. Mads holder til hos de gamle meget mere end hjemme, endskjøndt jeg nu har fåt frökna i huset, som de så længe har gnålet om og alting.»
«Tænker Du paa at gifte Dig, Fredrik?» Karen satte sig ved bordet ligeoverfor ham.
Pastor Brandt læned sig tilbage på stolen, [52] så op i taget og lo med en grødet, knisende latter. «Ja, hvorfor ikke? Førti år er jo ingen alder for en mand, endskjøndt jeg for min del vilde slet ikke synes det var rart, om Du f. eks. med dine 36 gifted Dig igjen. Så bornert er jeg gudskelov ikke.»
«Naar en bare kunde finde nogen en vilde ha», sa Karen og lo.
«Og som vilde ha en; det er næsten lige vigtigt, Du,» svarte Brandt og sukked.
«Så tænder jeg en cigaret,» sa Karen med et blik på cigaren, som Brandt tog op af vestelommen og skar spidsen af. «Jeg vented, for jeg vidste ikke, om Du var færdig med at spise.»
«Ved Du, hvad jeg altid undrer mig over, Fredrik?» vedblev Karen, da hun havde tændt cigaretten. «Det er, at Du kan være saa frisk og munter, endda Da er præst og troende liksom.»
«Liksom!» Brandt lo hjærteligt med den forrige tykke lyd. «Det er storartet. Du kan forresten tro, at jeg blir kontrolleret og efterstræbt dernede i det fillehul af en by. Ja–a, ja!»
«Af de giftefærdige pigerne, vel?»
«Af dem også, tji, tji, tji. Men af de vakte! De vakte er efter mig på alle kanter for mit verdslige levnets skyld, som de kalder det. – Ja–a, ja! De kommer i skarevis og melder sig ud af statskirken, fordi de vil gå udenfor forsamlingen [53] og være med Kristus i énrum. Ja så sandelig siger de det ja: de er ikke billig de.»
«Formaner Du dem da ikke til at bli i menigheden?»
«Aldrig!» Brandt slog ud med sin smale, hvide hånd. – «Det kan Du tro, jeg har fåt nok af. – Formane sligt kjærringpak med og uden skjørter, som tropper op med bibelen under armen og vil lære både præsten og klokkeren. – En måtte være bra gal, da.»
«Nå, siger jeg, så Dere vil med Kristus i énrum, Dere. Nå ja, det er jo svært pent det. Værs’god. Vorherre være med Dere, og så tar jeg protokollen frem og skriver dem ud over en lav sko. Men kan Du ikke forstå, Karen, at det er godt gjort af mig, at jeg ikke er blet en gammel, rustificeret præstemand af reneste vand under slige forhold? Havde en endda en kone til at dele sine bekymringer med.»
«Apropos om kone forresten. Hvordan er hun, tøsen, som Theodor Gerner har giftet sig med? Vakker vel?»
«Ja da! Næsten en skjønhed.»
«Det er forresten væmmeligt, Du,» Brandt trak læberne op over tandkjødet og anstrengte sig for at se sine hvide tænder i spejlet derborte. Vært gift med vores kusine og så ta slig en bagefter. Fy da!»
«Du snakker upræsteligt, Fredrik.»
[54] «Upræsteligt! Tror Du kanske man er skabt anderledes end andre indvendig, fordi om man har havt det uheld eller held at bli præst da? Men ved Du hvad – ens brud ialtfald skal da ved Gud være ren!»
«Ja, for at være brudgommen værdig,» sa Karen og tog et langt drag af cigaretten.
«Sligt sludder,» sa Brandt, og så begyndte han at regne op eksempler fra det gamle testamente om patriarker og sligt, som herren havde skjænket rene jomfruer for at de skulde forlyste sig med dem og oprejse sig afkom.
Karen sad og hørte på med et spodsk smil og tænkte, at Vorherre måtte ha vært rent en kobler i de dage,
Stuepigen kom og sa, at fru Gerner spurgte efter fruen.
«Vis hende ind i dagligstuen,» sa Karen. »Det var jo morsomt, så kan Du få se hende med det samme, Fredrik.»
«Du spørger, hvem hun ligner og hvorledes hun ser ud,
Den kvinde, jeg til brud mig haver kåret,»
nynned Brandt, da Karen var gåt ind til Lucie, mens han gik op og ned på gulvet og blæste cigarrøgen ud i ringer.
«Jo, hun er fin og yndig som vårens første skud,
Og hun er ren og hellig som englene hos Gud
Og liflig som fuglesang i skoven.»
[55] Han la cigarstumpen fra sig og gik ind i dagligstuen.
«Må jeg presentere: fru Gerner, min bror, pastor Brandt fra Arendal.»
Lucie letted sig halvt i sædet. Brandt bukked stivt uden at række hånden frem.
«Dårligt føre,» sa han og satte sig et stykke borte. «Hvordan har Deres mand det?»
«Tak så godt, så,» svarte Lucie.
«Vil Di hilse ham fra mig og sige, det var kjedeligt jeg ikke fik træffe ham. Men tiden blir altid for knap herinde.»
«Ja, pastoren har vel havt mye å besørge, kan jeg tænke,» sa Lucie imødekommende. «Det er altid så’n, når en kommer så’n rejsende.»
«En Hanske,» sa Brandt og la en bog fra sig, som han havde tat op fra bordet og åbnet. «Det er en god bog.»
«Synes Du?» Karen trak lidt på øjenbrynene.
«Ubetinget. Det er den største sejer for kristendommen, vi på lange tider har oplevet. Tænke sig, at en vantroens apostel drives og tvinges til at forkynde de evige sandheder, så at sige kristendommens første og vigtigste bud, imod sin vilje naturligvis – deri ligger netop styrken af sejeren.»
Karen smilte.
«Jammen ser Du da ikke det store, det imponerende store i dette, at den helligånd tugter [56] de vantro til at bli arbejdere i herrens vingård? Den bog er et redskab til at styrke folks tro og gjøre den klippefast.»
«Det får de billigt, må jeg sige,» sa Karen.
«Dette samarbejde mellem hedenskab og kristendom varsler om, at det tusenårige rige, som der spåes om i Apokalypsen, snart vil oprinde.» Brandt talte i en salvelsesfuld tone.
«Ja, når det sjette bud blir tat under armene af dette berre Hanskepratet, så er det jo rimeligt, at det vil monne noget,» svarte Karen og så på Brandt med sammenknebne øjne.
«Høsten vil bli rigere! Ja–a ja. Først er der de troende, som bøjer sig for kydskhedskravet» –
«Skal nu ikke fritænkerne heller turde andet end lyve,» afbrød Karen, «så vil det bli endda tusen ganger værre med hykleri og skjulte laster og hvad det altsammen er for noget.»
«Nej fy da, hvor Du snakker, Karen!» Brandt så med et sky sideblik hen på Lucie.
«Og sæt det nu blev efterlevet dette herre Hanskepratet,» vedblev Karen med en hånlig, hurtig stemme, «ja, for det er da vel meningen, at det helst burde det, det skal da vel ikke bare hænge der og være ideal vel? Men at altså mænd holdt sig fra alt sån’t til de kunde gifte sig, til op imod trediveårsalderen, og så regner jeg endda ikke alle pebersvendene med, de vilde [57] sandelig bli så afvant med alt det væsen, at de aldrig i verden gik bort og gifted sig. Hvorfor i al verden skulde de ta den byrde med ægteskabet på sig, når de først havde klart sig sålænge?»
«Ja, en må jo høre meget, før ørene falder af en,» sa Brandt og rejste sig, idet han tog frem sit uhr, som hang i en lang dameguldkjæde udenpå vesten. «Men jeg får afsted. Adjø frue.» Han bukked for Lucie. «Farvel sålænge, Karen. Vent ikke på mig med middagsmaden.»
«Nu bør jeg vist gå,» tænkte Lucie en stund efter at Brandt havde tat afsked, Fru Rejnertson så så åndsfraværende ud, hun var vist kjed af hende. Hun tog sin muffe, men så retted fru Rejnertson sine blanke, aflange øjne lige på Lucie og sa: «Jeg har så’n lyst til at være noget for Dem, det er pur egoisme, skjønner De vel – jeg, som sidder her uden børn, uden mand. Så får en travelt med andre. Vogt Dig for at være påtrængende, Karen, siger jeg altid til mig selv.»
«Det behøver Di da vist ikke at være bange for, Di, som er så» – Lucie stansed forfjamsket og slog øjnene ned.
«Kan Di virkelig like mig?» sa fru Rejnertson livlig. «Ja, for jeg er så vant med at folk finder mig eksentrisk, eller hvad det nu er, de siger for noget, og derfor blir jeg formelig glad, når jeg mærker, at nogen synes om mig.»
«Og det er mig, mig, som har vært så’n, [58] og hun ved det, og allikevel,» Lucie var så overvældet, at tårerne trængte sig på.
«Di står jo så alene,» vedblev fru Rejnertson, «Di har vel ingen slægtninge eller sådan egentlig veninder, å, lad det nu ikke såre Dem», sa hun bedende, da hun så, at Lucie blev rød helt op i panden. «Jeg mener Dem det så vel, og jeg vil, Di skal vide engang for alle, at Deres såkaldte fortid aldeles ikke er nogen torn i mine øjne. Tværtimod havde jeg nær sagt. Så, nu er det over, nu er det ikke længer pinagtigt, nu vil Di tværtom synes, det er en lettelse, at vi frit har talt om dette, som Di går og er bange for, folk skal tænke på. Ikke sandt?»
«Ja,» sa Lucie med dirrende læber og med et blik på fru Rejnertson, som gik denne til hjærtet.
«Nu ved Di da ialtfald, at Di idetmindste har én, som Di ikke behøver at være bange for. En er lidet, men det er dog altid én. Jeg vilde forlængesiden sagt Dem det, men der har ikke vært anledning.»
«Hvor Di er god og snil,» sa Lucie sagte. «Jeg vidste ikke, at noen kunde være så’n.»
«Jeg blev så glad, ja, virkelig, da Theodor Gerner fortalte mig, at han skulde giftes med Dem. Naturligvis kan det gå galt, men én vigtig hindring for lykken er da ialtfald ryddet afvejen. Di forstår?»
[59] «Ja,» sa Lucie, endskjøndt det ikke var sandt, men det var det altfor flout at la sig mærke med.
«Én vigtig hindring for lykken er da ialtfald ryddet afvejen,» gjentog Lucie for sig selv, da hun gik ned over trapperne. «Hva’ mente fru Rejnertson med det mon?» Lucies øjne skinned, og hun følte sig tilmode som et menneske, – der har vært til skrifte og fåt tilsigelse om alle sine synders nådige forladelse.
Hun var så optat af det hos fru Rejnertson, at hun ikke tænkte på trætten med Theodor, før hun efter hjemkomsten ved middagstid hørte hans skridt i entréen. Da stod det pludselig for hende. Hun fik hjærtebanken og blev iskold på hænderne.
«Værsgo’, kom og spis,» Lucie lukked på døren til Gerners Værelse, hvor han stod ved sit skrivebord og pudsed sine negle.
Han gik ind i spisestuen og satte sig ved bordet. I taushed, og uden en eneste gang at værdige Lucie et blik, spiste han sin suppe.
Lucie blev så forpint, at hun tilsidst ikke tålte at høre lyden af sin egen ske, hvergang hun stak den ned i tallerkenen, og førte den til munden. Hun kunde ikke spise op, men lod halvdelen af suppen tilbage.
«Jeg mødte fru Rejnertson på gaden idag,» begyndte Lucie, da kalvestegen var kommen på bordet og Gerner havde forsynet sig. «Hun vendte [60] om med mig og vilde endelig, jeg skulde komme op og sidde en stund hos hende.»
Ikke en lyd til svar.
Maden vokste i Lucies mund, og hun formåde knapt at svælge den.
«Jeg kan nok mærke, Du er von på mig, Theodor,» sa hun tilsidst forlegen. «Jeg skal gjerne be Dig om forladelse, hvis Du vil.»
Gerner tørred sig rolig og omhyggelig om munden, la servietten fra sig, rejste sig og gik ud af stuen.
Mens Gerner sov til middag inde i sit værelse, sad Lucie i dagligstuen og lytted efter, når han vågned.
Endelig hørte hun ham lette paa sig. Hurtig hented hun kaffebrættet og bar det ind til ham. Hun plejed at drikke kaffen inde hos ham, men idag havde hun kun stillet en kop ved siden af den lille sølvkande. Da hun havde skjænket op, gik hun tilbage til dagligstuen.
Kort efter hørte hun Theodor gå ud i entréen og ta tøjet på.
«Aa gud, der går han uden at ha sagt et ord til mig – å skal, å skal jeg gjøre da! – Går han virkelig mon?» hun lytted anspændt. «Ja, så sandelig.»
«Det må jeg rigtignok si, er en pen behandling! – Det skulde fru Rejnertson vide … Men han skal få vente, før jeg igjen gi’r mig til å fri [61] til ‘en. – Uf, å styg han er, når han er sint. – En kunde rent bli’ ræd ‘en.»
Lucie syntes der var uudholdeligt hjemme den eftermiddagen. Ikke kunde hun brodere, og ikke kunde hun læse, og ikke kunde hun sidde i ro nogetsteds. «Aa, om hun kunde ta og gå ned til fru Rejnertson, klage sig for hende og få sidde og høre på alt det dejlige, hun sa. Bare hendes stemme og de blanke, snille øjnene hennes var en lægedom for alt ondt. Men det gik ikke an at komme der to ganger på én dag. Fru Rejnertson havde snakt om at være påtrængende; men det vilde være påtrængende, det.
Men hun vilde så gjerne ud, bare for at få tiden til at gå, komme væk fra denne lejelsen. Var der da ingen i hele byen, hun kunde gjøre sig et ærinde hos. Dengangen hun var ved Tivoli, havde hun aldrig ståt i forlegenhed for nogen at gå indom til – – «Nilsa» sa hun så ganske højt. «End om jeg går ned til Nilsa?» Det vilde bli som en lise og lettelse at høre på hennes sludrete pølsesnak. – Så kunde hun bilde sig ind, at hun endnu var ved Tivoli, og at alting var som i gamle dager. – Det måtte just være morro, nå, da alt var så stik anderledes. Hun fik formelig længsel efter Nilsen, efter at sidde der på den andre siden af bordet, som var fuldt af hatteformer og papæsker og fjærer og pynt, og drikke [62] en kop kaffe af de stentøjskopperne hennes med de store roserne på og dyppe sukkerkavringer i. Ja, vist vilde hun det ja. Hvorfor skulde hun ikke gjøre Nilsa, stakkar, en glæde? Når der nå skulde så lidet, til. Theodor behøved jo aldrig at få vide det.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Den naturalistiske ekteskapsromanen Lucie ble utgitt i 1888. Tre år tidligere hadde Skram utgitt Contance Ring om en frigid kvinne fra embetsmannsmiljøet i hovedstaden. I Lucie møter vi en helt annen kvinnetype, nemlig «Tivolifrua» Lucie, en tidligere danser fra fattige kår, med flere erotiske erfaringer i bagasjen.
Advokat Theodor Gerner, en respektabel enkemann, faller for Lucie og gifter seg med henne. Han forventer at hun forsøker å tilpasse seg borgerskapets normer, men klasseforskjellene og deres forskjellige syn på bl.a. seksualmoral og kvinnens rolle skaper en stadig dypere kløft mellom dem. Samlivet dem i mellom er dømt til å mislykkes.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (NB digital).
Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.