Lucie

av Amalie Skram

[VII.] Hjemme igjen.

Kapitlet er feilnummerert («VI.») i førstetrykket.

[80] Hun så sin mand dreje om ved husrækken på Grand-Hotelsiden og gå nedover på fortouget. Hurtig fløj hun tværs over gaden og løb afsted forbi Storthinget og Studenterlunden. «Puddersukkersneen» drev omkring hendes fødder, og hun drog vejret med en halvkvalt hvæsen, mens hjærtet banked, så hun syntes, hun måtte omkomme. Det gjaldt at være hjemme før Theodor. Ved begyndelsen af Drammensvejen stansed hun lidt for at puste ud. Så løb hun igjen med små, hoppende skridt lige til porten i Incognitogaden.

Skjøndt hun var sikker på at være langt forud for sin mand, var hun så angst, at knæerne skjalv under hende, da hun gik op over trapperne. Udenfor entréedøren vented hun lidt, før hun ringte på, for ikke at være altfor forpustet, når Martine lukked op.

[81] «Min mand er da ikke kommen vel?» sa hun ligegyldigt.

«Nej, frue.»

Hurtigt afførte hun sig sit overtøj og sine gummistøvler, fik lampen tændt i dagligstuen og tog en bog. Men så husked hun, at Theodor bedre likte at se hende med et håndarbejde om aftenen, og tog derfor et broderi frem.

Det varte omtrent ti minutter, før Gerner kom. Lucie hørte ham gå ind i spisestuen; der tabte hans skridt sig.

«Monstro han ennå ikke vil snakke til mig,» tænkte hun og lod arbejdet falde ned i skjødet.

Lidt efter kom han tilbage og gik ud igjen i entréen.

«Pokker! Har Du set på maken,» Lucie rejste sig og fôr med arbejdet i hånden hen og åbned døren.

«Går Du bort igjen, Theodor?»

«Ja.»

«Kommer Du ikke hjem tilaftens?»

«Nej.» Han satte hatten på, tog hanskerne op af lommen, greb spaserstokken og var væk.

Hun gik ind igjen i dagligstuen, løb trampende hen over gulvteppet, knytted hænderne og fnøs så småt. «Huf, så’n en mand,» sa hun ganske højt og kyled broderiet fra sig, så det fløj over bordet hen i hjørnesofaen.

«Olsen, Chrestian, takke mig til for han. [82] Råtamp er han, men kjød og blo’. Han kunde da få mun’en på gli’ og lod en ikke sitte der som en an’en jomfru Svensen. – Nå går han der og er sint og galen for ingentingen. – Ja, havde Du endda vidst det – å gid! havde Du bare vidst det. – Du havde vel mindst dræft mig da. – Det har jeg for det, jeg var tro mot’en.»

«Nej tak, hun skulde ingenting ha,» sa hun til pigen, som kom og spurgte, om fruen vilde drikke te. Hun var så stoppende mæt af alt det wienerbrød. – Den kirsebærrummen havde livet hende svært op. Hun var bleven så glad af den, at hun ikke kjendte sig selv igjen. Kirsebærrum havde de ikke i huset, men nok noget andet stærkt og godt. Hun vilde min sandten drikke sig lidt på lyran. Hvad skulde hun ellers fordrive tiden med?

Hun gik ind i spisestuen, tog frem en flaske svensk punsch, fyldte et glas og tømte det langsomt i ét drag. – Å jo, i grunden var det nokså dejligt at være lidt alene. Hun skjænked sig et glas til og drak det. «Godt og sødt og stærkt,» hun smatted med tungen efter det. «Theodor holder god punsch. Dingelingeling for Massa,» nynned hun og gik svingende med tornuren ind i soveværelset.

«Dingelingeling for Massa,» blev hun ved, mens hun tog frem sit brudeslør, et par lysegule [83] silkestrømper, Theodor engang havde forært hende, et romersk skjærf, nogle tøjblomster og et kort, brodert underskjørt. Det bar hun ind i dagligstuen og la det på en lænestol foran det høje, brede pillespejl.

«Maskerade, nattens dronning, udslåt hår,» hun rev håret op og klædte sig af.

«Gid, å di strømpene sitter dejlig,» hun strøg ned over sine smukke ben. «Det var noe for Olsen, det, ha, ha, ha,» hun løb på strømpelæsten ind til buffeten og drak mere punsch.

Da hun kom tilbage tog hun på sig skjørtet, stak det romerske skjærf fast med en guldbroche i den broderte chemise på sin højre skulder, og slynged enderne sammen på venstre hofte.

«Nikola, Nikola,
åh, åh, åh.
Nikola, Nikola,
åh, åh, åh!»

sang hun, mens hun betragted sig selv i spejlet og knipste med fingrene. Så samled hun sit svære, gule hår, der nåde forbi skjørtesplitten, løfted armene, så det høje, hvide bryst stolt stod frem, knytted håret sammen i nakken med et rødt bånd, stak blomster ind paa issen og hefted brudesløret over det hele, så det faldt som en hvid flod lige ned til fødderne.

Klask, klask, hun slog sig på hofterne og sang:

[84] «Med stramme bukser og ri’de ben
Volte marche! Volte-marche!
og damerne står
og ser sig tilba’rs:
En pryd for kavalleriet!»

«Å gid, å gid, å søt Krohn var, dengangen han sang det, han glemmer jeg da aldrig i verden. Ja, i «Splendid» var han osså søt.»

Hun blev stille og brast i gråd og strakte armene ud mod sit grædende billede i spejlet. Ja, hun var jo vakker, gid, å hun var vakker, men hun havde aldrig set det som iaften. «Og den tosken, Theodor. – Leve her i Incognitogade sammen med en gammel, skikkelig fyr, som en an’en slavinde eller jeg vet ikke hva’. Er det noe for en, som har vært både i London og Quebek med fru Thorsen og barne.» Silkekjole til hverdags og pelsværkskåbe? hun spytted på det. Nej, gjøre sin lykke ute i den store, vide verden, ture, til en ikke orked mere, og så gifte sig med en gammel Haba, så en kunde ha en sorgfri alderdom. – Singelingeling for Massa, Singelingeling for Massa. – Som fru Rejnertson siger, at di fine damerne gjør, ja ikke turer, nej, ossen valdet nå da? Det var mændene hun mente, de turte sig først hal’t ihjel, og så gifted di sig med en liten uskyldighet … Kunde der være noen morro i det da? At få et menneske til at være tro mod sig, som ikke vidste bedre, men en som [85] havde levd med andre mænd og kjendte til forskjellen i kjærliglieden, det var noe det. Det blev akkurat så mye som at få en mand til at være tro imot sig.

«Theodor var nu så gammel han, så det var vel ingen sak. – Én vigtig hindring for lykken er ialtfald ryddet afvejen, hva mente hun med det mon?» Hun grunded lidt og svingled sagte på benene.

«Jeg har drukket formye, tror jeg.» Så la hun sig hen på sofaen og lukked øjnene og syntes hun sank og sank med en svimlende fornemmelse.

Klokken tolv kom Gerner hjem. Da han fandt Lucies seng tom og urørt, gik han gjennem værelserne og søgte efter hende, og blev stående som forstenet foran sofaen, hvor Lucie lå. Han åbned øjnene helt, mens den øverste del af ansigtet liksom blev større og mere fremspringende, og partiet omkring munden formelig skrumped ind.

Lucie lå på ryg med lidt åbne læber og trak pusten dybt og regelmæssigt, mens brystet løfted sig under den tynde chemise. Armen og det ene ben hang ned mod gulvet. Det lange, gule hår skjulte den ene skulder og et stykke af den hængende arm, og brudesløret fejed henover gulvet. Gerner satte lampen, som han havde bragt med fra soveværelset, fra sig på bordet.

«Dejlig er hun,» han fik et mildere udtryk – «ta hende i armene og bære hende ind i sengen,» [86] han trådte nærmere og bøjed sig over hende, men så husked han på, at han ikke måtte spolere virkningen af straffen for forseelsen imorges, og retted sig hurtigt op.

«Det er altså hvad hun tar sin tilflugt til, når hun kjeder sig. – Lever sig tilbage i mindet om gamle dager.» – Hvorledes skulde han vel bære sig ad med at få pillet alle disse unoder ud af hende? Det var nok ikke så let at opdrage hende, som han havde bildt sig ind. Han fik nok se til at ha et øje på hver finger.

Forsøgte hun ikke endog på at sætte sig op imod ham, svarte uforskammet, som nu imorges. Forbitrelsen blussed op i ham. Det måtte tages med strenghed, rykkes op i spiren; hun måtte lære engang for alle, at sligt gik ikke an. Var det den taknemmelighed, hun skyldte ham? Nej, hun måtte undskylde, korreksing af hende tålte han ikke. Hun skulde få føle, hvad hun havde gjort. Han vilde nok tilgi hende, men først skulde hun straffes eftertrykkeligt.

«Og slig som her ser ud,» han så sig om i stuen. «Demimondeagtigt.» Der lå korsettet hendes på gulvet, strømperne i en tul oppe på bordet, kjolen hang over en stoleryg, og skjørterne var slængt hen på en anden. På konsollen foran spejlet lå der hårnåler og en kam med afredte hår.

«Stå op, Lucie,» sa han barsk, «og se til Du kan komme iseng.»

[87] Lucie rejste sig med et sæt og en hæs strubelyd og gned sig i øjnene.

«Hvis det ikke var for pigens skyld, måtte Du gjerne være bleven liggende, siden Du selv har valgt Dig det sovested, men jeg vilde ikke la hende finde Dig udmajet som en bulesangerinde.»

Lucie så sig forvildet om og lod tilsidst blikket glide ned over sin person. Hun havde ganske glemt, hvorledes hun så ud, og da hun nu opdaged det, bed hun sig i læben, lod hodet hænge og krøb sammen på sofakanten som for at gjøre sig mindre.

«Se så til, Du får samlet sammen klærene og kammen og hårnålene, som flyder her efter Dig allevegne,» sa Gerner. «Jeg ønsker ikke, Du skal gjøre dagligstuen til en Tivolifoyer.» Dermed tog han lampen og gik.

Lucie vented, til hun kunde regne ud, at han måtte være kommen iseng. Så listed hun stille ind på soveværelset. Gerner talte ikke til hende, og sagte og forsigtig klædte hun sig af.

Både næste dag og den derpå følgende blev Gerner hårdnakket ved med sin taushed. Lucie blev tilsidst så forpint og elendig, at hun var rent ude af sig selv.

Da Gerner den anden dags aften kom fra kontoret og trådte ind i sit værelse, fôr Lucie imod ham og kasted sig plat ned på gulvet, og idet hun brød ud i højrøstet gråd, tigged og [88] trygled hun ham om tilgivelse for det, hun havde sagt forleden morgen. Hun havde ikke ment det, hun vidste så vel, hvor langt ophøjet han var over hende, hun, som bare var en filletøs ved siden af ham. Det var skammeligt og dårligt af hende at være uskikkelig, når han var så snil og vilde rette på hende, ham, som hun skyldte alt hvad hun var og havde i verden. Å, men hun kunde ikke leve, hvis han ikke var blid på hende; hun havde vært så fortvivlet og ulykkelig disse dagene, hun havde fåt sin straf, og det havde hun havt godt af, for nu først havde hun lært at indse, hvad han var for en mand, og hvor stygt hun havde båret sig ad imod ham.

Gerner stod og så ned på den flade bue, som hendes legeme beskrev foran hans fødder, hvor hun lå hvilende på albuen og den ene hofte og med hånden for ansigtet, mens der gik rykninger gjennem skuldrene af den heftige gråd.

«Rejs Dig op, Lucie,» sa han, da hun havde fåt fremhulket, hvad hun havde på hjærtet. Han bøjed sig over hende med et rørt smil i mundvigerne, tog om hendes liv og trak hende op til sit bryst.

«Så, så,» hvisked han ømt og trykked hende til sig, idet han kyssed hende. «Nu kjender jeg min gamle, søde Lucie igjen.»


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Lucie

Den naturalistiske ekteskapsromanen Lucie ble utgitt i 1888. Tre år tidligere hadde Skram utgitt Contance Ring om en frigid kvinne fra embetsmannsmiljøet i hovedstaden. I Lucie møter vi en helt annen kvinnetype, nemlig «Tivolifrua» Lucie, en tidligere danser fra fattige kår, med flere erotiske erfaringer i bagasjen.

Advokat Theodor Gerner, en respektabel enkemann, faller for Lucie og gifter seg med henne. Han forventer at hun forsøker å tilpasse seg borgerskapets normer, men klasseforskjellene og deres forskjellige syn på bl.a. seksualmoral og kvinnens rolle skaper en stadig dypere kløft mellom dem. Samlivet dem i mellom er dømt til å mislykkes.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (NB digital).

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.