Lucie

av Amalie Skram

[VIII.] Nilsa.

Kapitlet er feilnummerert («VII.») i førstetrykket.

[89] En månedstid senere havde Gerner, da han en aften kom hjem fra kontoret mødt Nilsen i trappen. På hans misfornøjede spørgsmål til Lucie, havde denne for at redde sig, lavet en historie om, at Nilsen var kommen for at be om pengehjælp, da hun for øjeblikket holdt på at sulte ihjel. Gerner var bleven mildere stemt ved at erfare, at Nilsen altså ikke havde søgt hans kone i egenskab af veninde, men havde dog bestemt forlangt af Lucie, at hun ikke mere skulde modta hende. Hvis hun virkelig var så trængende, måtte hun heller ta sin tilflugt til at skrive. Så kunde Lucie sende hende nogle kroner. Bagefter var det faldet ham ind, at det kanske var rettere, han tog sagen i sin egen hånd og fik gjort en ende på det. Han havde så spurgt Lucie om, [90] hvor Nilsen bode, men fåt det svar, at det vidste hun ikke, såsom hun havde glemt at spøre hende om det, hvorpå Gerner havde tat sin tilflugt til vejviseren.

Næste formiddag sad Nilsen og syde på en sort blondehat, med uredt hår og et gammelt overskåret wienersjal knyttet omkring sig. Af og til la hun hatten på bordet, gned sine smale, blåvalne hænder og ånded på fingrene. Der lugted surt af kold tobak, for der havde ikke brændt i ovnen siden den foregående aften, da Olsen havde vært der.

På bordet mellem papæskerne stod en kop, hvoraf der havde vært drukket sort kaffe, og en klinket asiette med en halvspist surbrødskive, tyndt påsmurt med hvidt, hårdt smør. Nilsen så trist og træt ud. I kinderne var der mørke fordybninger, og den tykke underlæbe var sprukken og skorpet.

«Så mørkt det er idag.» Hun flytted sig nærmere til vinduet med sit arbejde.

«Huttitu, hvor her trækker.» Hun løfted hodet og så over gårdspladsen hen på fremhusets grå stenmur med de høje vinduer, der havde gardinkapper oventil og nedentil grønne jalousier, hvorpå der med store bogstaver var skrevet: Varelager. Så slog hun knude på tråden, og med en knirkende lyd gik nålen ud og ind gjennem den skjøre hatteform.

[91] Der blev banket på døren.

«Kom ind!» sa Nilsen og så ængstelig op.

Nu var det vel huslejen igjen.

«Ær det kanskje frøken Nilsen sjøl?» spurgte et bud, som blev stående ved døren med huen i hånden.

«Ja far, det er mig, det.»

«Værsgo’, jeg skulle levere Dere dette,» budet trådte nærmere og la et brev fra sig på bordet.

«Hvem er det fra?» spurgte Nilsen og så begjærligt undersøgende på adressen.

«Det vet jeg ikke, men det var nå advokaten sjøl, som leverte mig det, da. Jeg skulle levere det til frøken Nilsen sjøl, sa han, og nå må Dere vite, at Dere har tat imot det. Ajøs.»

Nilsens hjærte banked af nysgjerrighed, og de frosne fingre skjalv, da hun lukked brevet op. Der lå to nye tikronesedler og et papir med en tyk, elegant herrehåndskrift.

«Du slette tid,» sa hun, og begyndte at læse

«Frøken Nilsen!
Vedlagte lille pengesum beder jeg Dem modtage uden nogen slags betænkelighed. Det er mig en glæde, at kunne yde Dem denne lille håndsrækning, og De må helst ikke anse det for en gave, men snarere som et simpelt vederlag for, hvad De i sin tid gjorde for min nuværende hustru.

[92] Skulde De senerehen komme i forlegenhed, vil jeg fremdeles være villig til at hjælpe Dem, det vil da naturligvis sige inden visse, rimelige grænser. Men det er mit bestemte ønske, at De ikke henvender Dem til min hustru, eller nogensinde forsøger på at opsøge hende i hendes hjem. Min hustrus forandrede forhold gjør det ønskeligt, at hun ikke vedligeholder bekjendtskaber, som skriver sig fra en tid, som både hun og jeg gjør bedst i at glemme.

Håbende, at De vil vide at respektere min vilje i dette anliggende, tegner jeg med agtelse ærbødigst
T. A. Gerner.»

«Tak, hvis han tror han kan kjøbe mig,» sa Nilsen indigneret og kasted brevet på bordet. «Di er nok ikke kommen til den rette denne gangen, hr. Gerner.»

«Sligt byde I mig ej, hr. ridder.» Nilsen korsed armene over brystet uden på wienersjallet, retted sig i lyggen og kasted hodet bagover:

«Jeg fattig er og født af ringe byrd,
men har en adelbåren sjæl som eders
og vel tusenfold så ren.»

«Nej, di mandfolkene, di mandfolkene! Di går på rov, ja så gu på rov,» hun lo fornøjet. [93] «Bare fordi han så mig i trappen i går aftes. Ja, jeg mærked det nok på ham,» hun nikked energisk – «øjnene hans formelig gnistred med det samme han gik forbi mig. – Og første gangen oppe hos Lucie, han blev perpleks, ja, så gu perpleks. – En eneste hentydning, og jeg havde draget afsted med ham. Men jeg har altid vært en fintfølende tosk, og derfor kan jeg ha det så godt.»

«Nej, noget så snedig,» – Nilsen rejste sig og gik omkring i stuen. «Forby’ mig at gå til Lucie mere for at hun ikke skal merke noget – han vil ha mig for sig selv, ha, ha–a!» Hun løste sjallet af sig, stilled sig op foran det lille aflange spejl i slidt forgyldingsramme over komoden, tog hårnålerne af sit hår, pilled fletterne op og redte håret omhyggeligt.

«Og så slut og klokt, som han har skrevet, ingen skal kunne se, at det er et så’nt brev. Men han kan tro, jeg gjennemskuer ham. Jeg skriver et knusende svar –, så kommer han selv og vil overtale mig. «Nej, nej hr. Gerner! det nytter Dem ikke, det nytter Dem aldeles ikke,» hun vendte sig mod døren og slog ud med armen: «Elsker mig, siger De? – Jeg er ikke af den sorten, gå til Deres kone med Deres kjærlighed. – Hva’ hører jeg? Di vil eje mig?» hun gav et kådt hvin fra sig og flygted op til vinduet. «Det skulde De sagt før, min herre,» kom det så højtideligt, [94] ledsaget af en afværgende armbevægelse. «Nu er det for sent.»

Hun vasked sit ansigt og sine hænder, hægted korsettet om sit slunkne liv og iførte sig sin bedste kjole. Så fandt hun frem af komodeskuffen papir, tog pen og blæk og begyndte at skrive.

Hun skrev et brev på to sider, men da hun læste det igjennem, likte hun det ikke. Det er bedre at være kort og fornem, sa hun og tog et nyt papir.

«Hr. advokat T. A. Gerner!
Jeg sender Dem herved pengene tilbage og beklager den misforståelse, som har gjort sig gjældende. Hvis de gode herrer engang kunde lære, at det, at være fattig og tilfals, ikke altid er det samme, vilde meget være vundet.

Deres ærbødige
Severine Nilsen.»

Hun tog de to tikronesedler for at lægge dem ind i brevet, men faldt i tanker over dem. Gud hvor længe det var siden hun havde set en tikroneseddel. Tænk, hvad hun kunde få for disse penger. Støvlerne hendes var så fillet, at hun ikke kunde gå med dem uden galocher, og nu var der huller i galocherne også. Hun blev så dyende våd på fødderne i dette sneslabse om dagene. Og [95] så kunde hun kjøbe ved og kul. Ingenting tog så på hende, som at sidde og fryse. Kjøbte hun for fem kroner i kul og ved, så havde hun, til varmen kom i vejret, og så kunde hun få sig lidt sommertøj for resten. Hun ejed jo ikke noget at ta på sig, når det blev solskin, for det gamle, hullede uldtørklæde kunde hun da umulig gå med længere. Nej, det vilde være synd at gi pengene fra sig, rent selvmorderisk. Hun burde hellere ta det som et tegn på, at gud sørged for hende. Menneskene var jo bare redskaber i Vorherres hænder, det vilde være hovmodigt at være stolt. Hun tog et nyt papir og skrev:

«Hr. advokat T. A. Gerner!
Deres brev og penger har sat mig i den højeste forundring. Jeg forstår ikke hvad De mener dermed, men modtager pengene som et lån, jeg snarest muligt vil tilbagebetale. Når jeg gjør det, er det ene og alene for ikke at såre Lucies mand. Mærk Dem det, hr. Gerner, det er kun i egenskab af Lucies mand, at jeg indlader mig med Dem.

Deres ærbødige og fintfølende
Severine Nilsen.»

«Nu kommer han naturligvis og vil besnære mig. Det ægger op at vise kulde,» hun lo så småt, mens hun la brevet sammen og stak det ind [96] i konvolutten. «Men jeg skal vide at svare ham. Det skal i altfald ikke gå let.»

Da Gerner læste hendes brev på kontoret, før han gik hjem til middag, kom der en hånlig trækning i hans mundviger. «Slikt et spjåk,» mumled han, idet han rev brevet istykker og kasted det i papirkurven.


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Lucie

Den naturalistiske ekteskapsromanen Lucie ble utgitt i 1888. Tre år tidligere hadde Skram utgitt Contance Ring om en frigid kvinne fra embetsmannsmiljøet i hovedstaden. I Lucie møter vi en helt annen kvinnetype, nemlig «Tivolifrua» Lucie, en tidligere danser fra fattige kår, med flere erotiske erfaringer i bagasjen.

Advokat Theodor Gerner, en respektabel enkemann, faller for Lucie og gifter seg med henne. Han forventer at hun forsøker å tilpasse seg borgerskapets normer, men klasseforskjellene og deres forskjellige syn på bl.a. seksualmoral og kvinnens rolle skaper en stadig dypere kløft mellom dem. Samlivet dem i mellom er dømt til å mislykkes.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (NB digital).

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.