[101] Middagen var forbi, og damerne sad omkring bordet i dagligstuen og drak kaffe.
Fru Mørk fortalte om sine pigegjenvordigheder. Barnepigen var ståt op midt om natten og var gåt på bal, og gutten havde skreget sig blå, før de havde hørt det ind til sig i soveværelset.
«Ja de pigerne, de pigerne! Og alt det, de ødelægger da. En måtte ha et hav at ta af, og endda slog det ikke til.» Det var fru Lund, som talte. Hun var kaptejnsfrue med 8 børn og stræved svært for at komme ud af det med månedspengene.
Og så gik det løs med historier om tjenestepigernes ødselhed og udskejelser. Når den ene slap, tog den anden fat.
Lucie sad og hørte på med et stivt smil. [102] Ingen af fruerne henvendte sig til hende, men satte hende liksom uvilkårlig udenfor. For at bøde på det pinagtige i situationen lod hun, som hun var svært interesseret. Hun rysted ofte på hodet og sa på passende steder: «Nej si’ da, å fy da!»
Herrerne kom ind fra rygeværelset med blanke ansigter og smilende øjne og satte sig mellem damerne.
En ung fyr med røde hænder og hørgult hår, der stod op i en stiv spids midt i panden, gav sig i snak med Lucie.
«Har fruen vært mye på danseballer i vinter, da?» spurgte han.
«Nej da, min mand bryr sig ikke om at danse, desværre.» Lucie smilte indladende.
«Nej, jasså, da,» sa herren og blotted alle sine store, stygge tænder. «Det skulde han da sandelig få lov at være nødt til, når han har en så ung kone, lel. Var Di kanske ikke på karnevallet heller, da?»
«Et udmærket billede af fru Mørk, Du.» Gerner kom hen til Lucie og rakte hende et kabinetsbillede, idet han vendte ryggen til herren med tænderne.
Der gik et lidet ryk gjennem Lucie. Hun liavde ikke set Gerner komme ind med de andre og trode, han var bleven i røgeværelset.
[103] «Ja, det ligner svært godt,» sa hun og betragted ivrigt billedet.
Gerner trak en stol hen til bordet og satte sig på den.
«Synes ikke Di osså?» Lucie rakte i sin befippelse billedet bag sin mands ryg til herren der stod og smilte og så idiotisk ud.
«Kan Du ikke la den studen være,» hvisked Gerner. «Vil Du kanske spørge ham ud om, hvor mange danseballer han har vært på?»
«Hva’ siger Di, fru Gerner?» spurgte fru Mørk. «Spille kort eller sidde og snakke?»
«Min kone spiller gjerne en whist,» skyndte Gerner sig at svare.
«Er det nå galt igjen?» mumled Lucie og så ængstelig på Theodor. «Det er jo bror til fru Mørk, jo.»
«Så’n en krambodrotte,» svarte Gerner indædt. «Bror til fru Mørk – tror Du det er fine folk? Ja, nu kommer jeg.» Mørk havde råbt til ham, at l’hombrebordet stod og vented i røgeværelset.
«Di danser hos fru Rejnertson,» sa Lucie mens hun blanded kortene, og så op i taget, som formelig rysted.
«Ja, det er en enkefrue, som fører hus,» svarte fru Mørk. «Det er ikke længer siden end i forrige uge vi var der til stort selskab.»
«Men da danste vi ikke,» sa Lucie og sukked.
[104] «Nej, men iaften var det bare ungdom, som skulde der. Der er så’n styrtende masse med fættere og kusiner i familjen.»
«Det er meget, at en enkefrue vil gjøre sån’t,» mente fru Lund.
«Hendes bror, præsten i Arendal, er også så verdslig,» læsped en liden frugtsommelig residerende kapelanfrue med brede blå ringer under øjnene. «Han gir forargelse i menigheden, siger Jensen.»
«Og hun forsvarer Albertine,» vedblev fru Lund. «Det er det, jeg altid siger: når en ingen børn har, så – jeg er glad for mine otte. Heller 16 end ingen, siger jeg altid. Di spiller ud, fru Gerner.»
Der blev snakket og bagtalt meget mere end spillet. Lucie forsøgte et par ganger at få et tag med i samtalen, men det gik ikke. Hun følte sig uvel og tilovers og lod, som hun var meget optat af spillet. Da de endelig skulde spise tilaftens, pusted hun ud i lettelse.
«Jeg synes det ringte,» sa Mørk. De var færdig med at spise og skulde just rejse sig fra bordet.
«Så har det vel vært på gadedøren,» svarte fruen. «Men Du store al verden, hva’ er dette for noget?»
Alle stod stille med hænderne bag på stolene, som de holdt på at skubbe bort fra bordet. Violintoner [105] af en marsch og et mudder af dæmpet as lød ind til dem fra det tilstødende værelse.
Fru Mørk gik hen og åbned døren. De andre vendte sig rask om, og så blev der en summen af forundringsråb.
Dagligstuen var propfuld af karnevalsklædte mennesker med masker for ansigterne. En broget blanding af riddere og ridderdamer, bønder og italienske fiskerfolk, zigeunere og danserinder. Fremmest stod en bondeklædt spillemand og fru Rejnertson i lysegrå silkekjole og en guldkam i det brune, blanke hår.
«Ja, hvad synes Di?» sa fru Rejnertson leende til fru Mørk, som blev stående i døråbningen, og slog hænderne sammen. «Mine gjæster var ikke til at styre, de ere rent ellevilde iaften. Først skræmmer de livet af mig ved at komme i maskeradedragter, og så vil de absolut herned. Dere må endelig ikke ta det ilde op.»
«Hvor kan Di tænke – det var just moro, at de fandt på det. Kom nærmere da, værsgo’ kom nærmere.»
«Ja, nu kan Dere stå der og være flou,» lo fru Rejnertson hen til sine gjæster, som parvis stod opstillet i en klynge med hinanden under armen og fniste forlegent og hvisked bag maskerne. «Hvad sa jeg?»
«Rigtig brilliant, at Dere kom ned og lived os op,» Mørk gik omkring med en knæggende [106] latter og gav hånden til de maskerede, som bukked og nejed og gjorde nogle frugtesløse forsøg på at være morsomme.
«Nu skal Dere lade som Dere er hjemme og agere så mye Dere lyster. Vi skal jagu ha Champagne! Se her, Lina,» han rakte en nøglehank ind gjennem spisestudøren.
«Nej, ved Du hva’, Aksel,» sa fruen vredt og snapped nøglerne fra ham. «Pigerne i vinkjælderen …»
«Nej, se, se, fru Lund!» Lucie var så oplivet, at hun uden videre tog fru Lund i armen og pegte på en harlekin, der gik på hænderne inde mellem lænestolene. «Å gid, å gid lampen da!» hun klemte fast om armen. Harlekinens fødder var tæt ved en porcellainslampe på et lidet marmorbord.
Fru Lund trak sig bort fra Lucie med en stram mine. «Hun er mig vel simpel,» sa hun til kapelansfruen og tog hende under armen.
Champagnepropperne fløj knaldende om inde i spisestuen, og Mørk skjænked i. «Værs’artig mine damer og herrer!» råbte han. «Di, som vil ha Champagne, må komme ind her.»
«Men først demaskere sig,» sa fru Rejnertson og slog håndfladerne sammen med et klask, hvorpå alle tog maskerne af, og hang dem ind på armen. Så blev der leen og snakken, og gjenkjendelse og [107] presenteren, og så stimled de alle sammen om bordet i spisestuen og drak Champagne.
Der blev holdt taler og udbragt skåler, og lidt efter lidt veg den noget forcerte livlighed, som havde dækket over forlegenheden, pladsen for strømmende munterhed.
Lucie stod og myste med øjnene hen på en ung, vakker mand, høj og bredskuldret, med mørk moustache og skinnende, friske tænder bag de røde læber. Han havde sandaler på fødderne og en munkekutte udenpå sin løjtnantsuniform.
«Skål frue,» sa han og stødte sit glas mod Lucies. «Coelibatet leve!»
«Hva’fornoe leve?» spurgte Lucie og lo overstadigt. «Det vet jeg ikke hva’ er for noe.»
«Di er bedårende, frue!» Løjtnanten kasted hodet bagover og betragted hende henrykt med sine brune, leende øjne. «Skulde jeg forklare Dem det? Aa nej, jeg vil heller forklare Dem, livad coelibatet ikke er. Vi tar glassene med os.» Han bød hende armen.
«Ikke vær for lapset nu da, Knut,» hvisked fru Rejnertson ham i øret, da han og Lucie gik forbi hende. «Hendes mand er så jaloux.»
«Så er det bedst at kurere ham,» svarte Knut tilbage. «Hun er så sød og morsom, tante.»
«Her slår vi os ned,» løjtnanten forte Lucie hen til en liden hjørnesofa i dagligstuen under en høj dekoration af bladplanter, og tog plads [108] ved siden af hende. Han begyndte at konversere hende i en lav, fortrolig tone.
Gerner iagttog dem fra spisestuen, hvor han talte med en ridderdame i sort fløjelskjole og høj perlekam i håret. Han så Lucie le og drikke Champagne. Af og til kasted hun sig bagover og løfted fødderne fra gulvet. En gang trak hun sig til siden, som om hendes kavaller havde vært for nærgående, og så stirred løjtnanten forundret på hende og blev alvorlig og indtrængende. Gerners halvåbne øjne kneb sig endnu mere sammen end sædvanlig, og der var nervøse trækninger i næseborene.
«Hvad er det Di ser efter?» sa ridderdamen og vendte sig.
«Munken der, han er morsom,» Gerner fortrak munden til et smil. – «Denne laps af en løjtnant i munkekutte.»
«Aa, Knut Rejnertson, Knut Løvehjærte»
«Ja, hvorfor kalder de ham egentligt det?» afbrød Gerner.
«Jeg ved ikke rigtig, men det er vel fordi han er en hjærteknuser vel. – Hvad er det for en dame, han taler med?»
«Det er min kone,» svarte Gerner og så på ridderdamen med helt åbne øjne.
«Aa nå, – ja, vi blev vist presenteret, men jeg hørte ikke navnet. Hun er virkelig nydelig. – Bare han ikke hypnotiserer hende.»
[109] «Hypnotiserer?»
«Ja, ved Di ikke det, da? Det er aldeles forfærdeligt, hvad han får folk til at gjøre og sige. I et selskab forleden – pappa vilde ikke gi mig lov til at prøve. Hvad! Op til fru Rejnertson og danse –ja lad os det!» Hun klapped i hænderne.
«Ja, hvad siger vore gjæster!» råbte fru Mørk og så hen på sin mand.
«Vi vil op, vi vil op,» svartes der.
«Lad mig så føre an,» sa fru Rejnertson og tog spillemanden under armen.
«Det kalder jeg gemytligt,» udbrød Mørk og bød fru Lund sin arm.
Gerner vilde hen til Lucie for at sige, de skulde hjem, men kunde ikke komme frem for mennesker og møbler. Han rakte sig til siderne over de andres skuldre for at fange hendes blik, men hun lod, som hun ikke merked det.
«Satan,» mumled Gerner, da han så hende gå afsted efter de andre ud gjennem entréen med løjtnanten under armen, leende og blussende.
«Iaften er jeg opsat på at morre mig,» sa Lucie til sin herre og kjiksed med knæerne. «Det er sandelig længe nok siden. – Tænk, jeg har ikke fåt mig en eneste svingom, siden jeg gifted mig.»
«Om han så tar livet af mig for det, vil jeg slå mig løs i kvæld,» tænkte hun samtidig. «Spektakler [110] får Du så alikevel, så kan Du da ialtfald ha noe for det.»
«Har Di ingen dame, Gerner?» spurgte fru Mørk. «Så får Di ta tiltakke med mig.»
Han bukked taus, og så gik de afsted.
Ude i entréen så han tvers over gangen Lucie og løjtnanten dreje om i svinget på trappen, som førte op til fru Rejnertsons lejlighed. De gik tæt ind til hinanden. Hans hode luded ned mod Lucies, og hun talte ham op i ansigtet.
Fru Mørk snakte og snakte, men Gerner hørte ikke, bare så op i trappen, bleg og med sammenklemte læber.
«Jeg ønsker, jeg havde en sjette sans,» sa løjtnanten.
«Offer det da?» spurgte Lucie.
«Jo, for at jeg kunde se i Deres sjæl og læse min dom.» Hans mine var lattermild, men stemmen højtidelig.
«Di da,» lo Lucie og puffed ham i siden med albuen.
«Enhver ung kvindes indre er en uløst gåde, et bundløst dyb – ja, et hav af – nok sagt – af rigdom og muligheder – å et dyb» – han stansed lidt. – «Det er synd og skam at lukke så vel over al den herligheden.»
«Gid å han er søt, og å han snakker poetiskt,» tænkte Lucie. Hendes ansigt strålte af henrykkelse. «Og så’n fin opførsel, da.»
[111] «Å, jeg tænker, Di snart fik nok af den herligheden, jeg, løjtnant Rejnertson,» hendes stemme dirred af glæde og bevægelse.
«Prøv mig da, frue,» bad han inderligt. «Tal til mig om, hvad Di tænker, føler, glædes ved, lider,» han trykked blødt hendes arm – «ja, netop lider, for finds der et menneske, som ikke lider?» – De var nu kommet ovenpå ind i de med lysekroner og lamper oplyste værelser, hvor musikken straks spilte op en vals.
Og så hvirvled dansende par sig afsted inde i den store, aflange spisestue.
Rejnertson klemte Lucie fast ind til sig og dansed ud. Hun sænked øjenlågene og formelig la sig ind i hans arm. Så dejligt havde hun aldrig danset før. Hun syntes, hun fløj gjennem luften, og at hendes legeme liksom opløstes med en vidunderlig kildrende fornemmelse. Møbler og mennesker og alting gled bort. Hun vidste bare om ham og sig, og hørte som langt borte fra musikkens toner. Bare det aldrig, aldrig fik ende.
««Min sjæl kunde jeg overgi til helvedes pine for at få nøglen til hendes kammer,» » hvisked løjtnanten, da de efter dansen sad i kabinettet indenfor spisestuen.
Blodet fôr stormende gjennem Lucie. Hun sad tilbagelænet og vifted sig med sit lommetørklæde. Et mat smil dirred i hendes mundviger, og brystet gik højt. «Å, bare jeg havde [112] kjendt Dem før, Rejnertson,» hvisked hun tilbage og trykked hans hånd.
«Dette blir morsomt, hun tror, jeg er forelsket i hende,» tænkte løjtnanten.
«Vi kan jo endnu bli kjendt, vel,» sa han sagte og gjengjældte håndtrykket. «Å skidt, nej men om jeg gider,» tænkte han så, da Lucie laved sig til at svare, og så slap han hendes hånd. «Kom lad os danse galoppen sammen.»
De rejste sig, og Lucie tog hans arm.
I døren mødte de Gerner.
«Nå er Du endelig der,» sa han. «Det er på tide at komme hjem.»
Lucie kunde merke på hans stemme, hvor meget det kosted ham at beherske sig. Men hun følte ikke den ringeste frygt, bare en uendelig fryd over at skulle danse med ham igjen.
«Bare et par ganger rundt, hr. advokat,» sa Rejnertson, «så skal jeg træde tilbage.»
Han danste ud med hende. Gerner så efter dem.
«Ja, så anbefaler jeg mig og overgir Deres frue i hendes naturlige beskytters hænder, som det heder.» Løjtnanten havde ført Lucie hen til Gerner. «Godnat, frue, tak for iaften. Godnat, hr. advokat.» Han bukked og gik.
Lucies øjne fulgte ham gjennem værelset med et slugende blik. Hun syntes rent at ha glemt, at Gerner stod ved siden af hende.
[113] «Vil Du så se, vi kommer afsted,» sa Gerner. Han greb hende fast om håndledet og gik mod døren.
«Jeg skal da vel sige adjø først, vel?» Lucie søgte at frigjøre hånden.
Han klemte fastere og formelig trak hende afsted forbi de dansende par. «Nu kommer Du.»
«Gå uten å takke for sig da?» sa Lucie iltert ude i entréen.
«Du prøver ikke på at fortsætte skandalen.» Gerner åbned entréedøren og stødte Lucie ud gjennem den. Han kunde næsten ikke få ordene frem, og han skjalv paa hænderne.
«Jeg er akkurat like gla’, enten han er bli’ eller sinna, jeg,» tænkte Lucie, da hun gik ned over trapperne. «Bare jeg snart kunde treffe den søte Rejnertson igjen.»
Men da de inde i Mørks oplyste entrée tog tøjet på, gik der en kuldegysen gjennem Lucie, da hun så Theodors gulhvide kinder og smale mund.
Nede på gaden tog Theodor så lange skridt, at Lucie måtte småløbe for at være ved siden af ham. Tilsidst sakked hun af og fulgte bagefter.
«Er det din mening at agere træktøs inat?» Gerner var stanset ved universitetet og havde ventet på Lucie.
[114] «Kan noen følle Dig, slig som Du løber da,» svarte Lucie bøst og gik forbi ham.
«Du har at opføre Dig ordentligt.» Gerner var i et par skridt ved siden af hende. «Minde alle mennesker om, hvad det er for en tøs, jeg har giftet mig med.» Hans stemme var fordrejet af vrede.
«Du er rigtig rå, er Du,» sa Lucie ligegyldig og gik hurtigere til, næsten løbende.
«Bare et mandfolk ser på Dig, så dirrer det i hele kroppen på Dig,» vedblev Gerner mere og mere ophidset. «Du prostituerer mig.»
«Å, det er vel ikke så farligt, vel.»
Gerner kunde ha slåt hende.
«Tag Dig iagt,» snerred han. «Du er tøjteagtig, og Du får det aldrig ud af dit blod.»
«Tøjteagtig! jeg må rigtig le. Du skulde høre, hvad fru Rejnertson siger. Du var vel kanske en uskyldighed, Du, da Du gifted Dig med mig.»
«Så, Du kommer med impertinentser – det har Du dog klogelig afholdt Dig fra hidindtil.»
«Men jeg tåler ikke længer, at Du behandler mig så’n,» hun talte stakåndet efter den hurtige gang på det slejpe sneføre. «Jeg tåler det ikke længer så mye Du vet det. Tror Du kanske, det er så’n herlighed at være gift med Dig da?»
«Nu tier Du!» Han greb hende i skulderen og rysted hende så heftigt, at den lille skindhue fløj hende af hodet. Så stødte han til hende, så [115] hun fôr et stykke bortover Drammensvejen, som de netop var slåt ind på.
Uden at gi en lyd fra sig bukked Lucie sig ned efter huen og satte så på løb ud over Drammensvejen med huen i hånden, som om hun flygted for at redde livet.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Den naturalistiske ekteskapsromanen Lucie ble utgitt i 1888. Tre år tidligere hadde Skram utgitt Contance Ring om en frigid kvinne fra embetsmannsmiljøet i hovedstaden. I Lucie møter vi en helt annen kvinnetype, nemlig «Tivolifrua» Lucie, en tidligere danser fra fattige kår, med flere erotiske erfaringer i bagasjen.
Advokat Theodor Gerner, en respektabel enkemann, faller for Lucie og gifter seg med henne. Han forventer at hun forsøker å tilpasse seg borgerskapets normer, men klasseforskjellene og deres forskjellige syn på bl.a. seksualmoral og kvinnens rolle skaper en stadig dypere kløft mellom dem. Samlivet dem i mellom er dømt til å mislykkes.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (NB digital).
Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
