Lucie

av Amalie Skram

[XII.] Om morgenen.

Kapitlet er feilnummerert («XI.») i førstetrykket.

[123] Da han vågned kl. 8, så han, at Lucies seng var tom og urørt.

Med et ryk var han ude af sengen, stak fødderne i et par tøfler, kasted slåbrokken om sig og gik ind i stuerne.

Hun var der ikke.

Ude i entréen stod døren fremdeles på klem, og hendes tøj hang der ikke.

En forfærdelig angst kom op i ham. Han vakled der han stod, og det var liksom hjærteslaget stansed.

Som i ørske vendte han tilbage til soveværelset, vasked sig og klædte sig på, gik så atter gjennem stuerne og søgte efter hende i krogene og bag møblerne, som om det var en pakke han savned.

Inde i spisestuen, hvor kaffebordet stod dækket, [124] bevæged han sig langsomt og hensigtsløst omkring. Snart var han borte ved vinduet og så ud på gaden, snart stod han stille midt på gulvet.

Så hørte han det pusle i entréen, og straks derpå blev spisestudøren åbnet, og Lucie kom ind og gik tværsover gulvet. Hun var forfærdelig bleg med blålige striber i kinderne, og svullen under øjnene. Håret var forpjusket og trækkene stive.

Da hun fik øje på Theodor, stod hun stille, knytted hånden truende hen imod ham, og udstødte nogle ord, han ikke forstod, fordi der var en grødet lyd i halsen, som næsten kvalte dem. Derpå skyndte hun sig ud af stuen ind på soveværelset og klædte sig hastig af. Efter at ha dyppet et håndklæde i vand og svøbt det om sit ansigt og hode gjentagne ganger, trak hun natkjolen på og krøb op i sengen.

Det gik i døren, og hendes mand stod bøjet over hende. Hun lukked øjnene fastere i og blev liggende ganske stille.

«Hvor har Du vært inat, Lucie?»

Hun drejed hodet bort fra ham, besværlig som om det gjorde ondt at røre sig, og stak ansigtet ned i puden.

«Hvor kunde Du bære Dig sådan ad, Lucie? Du er ustyrlig som en vild, når Du blir sint.»

Intet svar.

«Du må min sandten passe på Dig selv, Lucie. Det tar en ende med forskrækkelse tilsidst. [125] En mand kan ikke rolig se på, at hans kone gør skandale.»

«Kan Du ikke la mig være i fre’ da?» næsten skreg Lucie, og stak næsen ned i puden igjen, mens skuldrene trak sig sammen som i krampe.

«Du skylder at fortælle mig, hvor Du har opholdt Dig, eller hvad Du har tat Dig til.»

«Jeg gik og gik,» sa hun utålmodigt og sparked med fødderne under sengeteppet.

«I alle de timer?»

«Ja, for så satte jeg mig ned på en vejkant og hvilte mig, og der sovned jeg! Og så gik jeg hjem igjen. Kan Du ikke la mig være i fre’ da!»

«Var der ingen, som snakked til Dig?»

«Nej da.»

«Ikke traf nogen, heller?»

«Nej da! Kan Du ikke la mig være i fre’ da!»

«Jeg vilde gjerne ha Dig til at indse –.»

«Hode mit springer istykker, hvis Du snakker mere til mig!» råbte Lucie og slog hælene mod madratsen, så sengen rysted. «Gå fra mig, da! gå! gå! Ser Du ikke å syg jeg er!»

«Det nytter ikke, at snakke fornuft til hende nu,» tænkte Gerner og retted sig op. «Det får være til en anden gang.»

«Skal jeg be Martine se ind til Dig?» spurgte han så med hånden på dørklinken, «for nu går jeg på kontoret.»

«Nej da! bare la’ mig få være i fre’!»

[126] «Vil Du ikke ha kaffe eller noget at spise?»

«Nej da, bare fre’! Jeg må sove. Ellers dør jeg.»

– – – – – – – – – – – –

Ja, sove ja.

Å, om hun kunde sove bare en time, så hun blev kvit denne smældende pandeværk.

Ikke tænke på det. – Bare ikke tænke på det.

Pytsan, det var vel ikke så farligt vel, når ingen vidste om det.

Men hvis hun nu mon havde vært en fin dame, en af dem, som aldrig havde havt med andre end sin mand at gjøre, så havde hun vel dræbt sig efter dette.

Å, om Theodor havde vidst det.

Hun, som havde vært så bestemt på, at sige ham det, fortælle ham lige midt op i øjnene, at hun var blet voldtat ude på marken af en fæl, svart fyr med grove, skidne arbejdsklær, for at Theodor skulde få se, hvad der kom af at være så’n som han var. Men aldrig såsnart så hun et glimt af det træge ansigtet hans og de hvide, egenretfærdige øjenlågene, før hun fik en prop i halsen, og tungen blev tyk i munden på hende.

Og endda hun havde gåt og glæd sig til at fortælle Theodor det. Det var det, som havde git hende mod til at komme hjem, for ellers havde hun da aldrig vovet at vise sig for ham mere, [127] slig som hun havde svart ham på gaden om natten.

Men nu, – nej ikke om hun skulde brændes levende, kunde hun sige det. – –

«Huf, sligt et udyr!» hun gjøs og slog hænderne for ansigtet.

«Lig stille da, lig stille, skriker Du, så dræper jeg Dig» – å, hvor hun hørte den hæse, anpustne røsten hans og kjendte den væmmelige stanken af ham.

Hun slog teppet tilside, satte benene frem på gulvet, trak natkjolen og den lille, tynde uldtrøjen af sig, tog sæbeskålen fra servanten og gik bort i krogen, til det halvt fyldte badekar. Det satte hun sig op i og vasked sig med sæbe over hele kroppen.

En stund efter lå hun atter på puden og forsøgte at sove.

Store, blanke tårer pibled frem under de lange øjenvipper, og trilled langsomt over kinderne.

Å gud, hvor livet var anderledes end en tænkte sig det.

På alle bouer og kanter.

Ikke alene var det at være gift og fin frue anderledes, end hun tænkte sig det. Men det, en helst vilde, det skete aldrig, og det en ikke vilde, det skete netop.

Som nu i nat.

Var hun bare ikke kløvet over gjærdet og [128] havde lagt sig hen på den hougen under træet, hvor sneen næsten var vække – mon hun kunde finde stedet igjen, der hvor hun var gåt over gjærdet? Det var vist langt forbi Skarpsno, helt ude ved Sandvigen gjerne, for hun syntes, hun havde trasket i milevis. Træet med de store nøgne, hængende grener skulde hun kjende straks hun så det.

Å, bare hun ikke var kløvet over gjærdet. Videre træt havde hun jo ikke vært; det var for at hale tiden ud, og gjerne falde i søvn og få en dødelig sygdom, for det var jo farligt at sove på jorden, især så sved som hun var. Så kunde Theodor ha det så godt. Eller hvis der var kommen nogen, som havde plyndret hende for peltsværkskåben og uret og guldstasen og strupt hende ihjel, for hun ikke skulde skrige. – Så kunde Theodor læst i avisen: Fundet damelig, for den fine broderte særken lod di hende vel beholde ialtfald, så de, som fandt hende, kunde se, hun ikke var en simpel, og di lange, trange strømperne, som var så vonne at få af.

Bare hun ikke var kløvet over gjærdet. Eller hvis hun ikke havde fåt den drømmen om løjtnant Rejnertson, å den dejlige løgnedrømmen –, så kunde hun ha slåt fra sig i tide og kanske reddet sig. Så sødt og forelsket han havde set på hende i drømmen og bukket sig over hende og lagt sig tæt ned til hende. Og hun syntes, [129] hun lå på en seng med bløde silketepper og blåhvide lagen med blonder om. Men så var det blet så tungt på brystet hendes, at hun vågned, og så var der nogen, som pusted hende op i ansigtet med en stram lugt af tobak og brændevin. – Å gid, å gid! Hun slog hænderne sammen.

Det svarte mandfolkefjæset og det stive, stubbete skjægget, de vilde øjnene, som liksom skulde til at dryppe ned på hende, og åben, våd mund og en stor brun føflæk med lange hår på den ene kind, lige under det venstre øje. Å, den føflækken, den føflækken! Den var næsten det værste af alt.

Hun rejste sig overende i sengen og la hænderne på de optrukne knæ.

Slig havde hun siddet og stirret efter ham, da han var løbet sin vej, og vært så lemster, at hun trode, hun ikke vilde være istand til at flytte benene, når hun rejste sig. Og så den væmmelige stanken, som hang igjen i kåben hendes.

Ja, så’n var det her i verden. Hun drømte om den søde løjtnanten, og så var det en sjofel arbejdsmand, kanske et tugthuslem eller en mordbrænder, som var rømt.

«Gid å det hode mit værker!» Hun la sig ned igjen på puden. «Og så lej og kjed og sinna, jeg er.»

«Bare jeg snart igjen traf sammen med løjtnant Rejnertson.»

[130] «Det var en herre det! Slik som han så på en – og snakte da!»

Kanske hun mødte ham på gaden. Så kom han vel hen til hende og hilste, og gik nedover Karl-Johan med hende, for det gjorde de fine herrerne med de fine damerne.

Og han var da tydelig nok forelsket i hende.

Å, som hun skulde føle sig, når han gik på siden af hende. Folk vilde snu sig efter dem og sige: der går fru Gerner med sin elsker.

Bli kvit denne hodepinen, så hun kunde komme ud og gå i sin lange, nye vinterkåbe og muffen med sløjfebesætningen og det grå flattérsløret.

Men sove måtte hun da først og fremst, ellers kunde hun ikke holde øjnene åbne engang.

Slig som hun verked.


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Lucie

Den naturalistiske ekteskapsromanen Lucie ble utgitt i 1888. Tre år tidligere hadde Skram utgitt Contance Ring om en frigid kvinne fra embetsmannsmiljøet i hovedstaden. I Lucie møter vi en helt annen kvinnetype, nemlig «Tivolifrua» Lucie, en tidligere danser fra fattige kår, med flere erotiske erfaringer i bagasjen.

Advokat Theodor Gerner, en respektabel enkemann, faller for Lucie og gifter seg med henne. Han forventer at hun forsøker å tilpasse seg borgerskapets normer, men klasseforskjellene og deres forskjellige syn på bl.a. seksualmoral og kvinnens rolle skaper en stadig dypere kløft mellom dem. Samlivet dem i mellom er dømt til å mislykkes.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (NB digital).

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.