[188] Hjemme i Incognitogade gik imidlertid Lucie urolig omkring. Hun havde valgt at ta ind med fireskibet, da var Theodor på kontoret, så slap hun da for at møde ham straks.
Hvordan mon hun skulde ta det, når han nu kom. Hun kunde ikke bli enig med sig selv, om hun skulde være angergiven eller kjephøj, be om forladelse eller lade som ingenting.
«Det er net det samme, ossen jeg bærer mig ad,» sa hun til sig selv, «for like fæl blir han da.» Hun syntes, hun så og hørte ham med sit hånlige ansigt og de isnende øjenlågene hans, og så den stemmen!
«Å gid, å gid! bare jeg var blet derude.» Hun stod ved Gerners skrivebord og pusled med [189] aviserne og papirerne, som lå der, tog og slap småting i et væk.
«Det går aldrig godt. – Aldrig i verden går det godt.»
«Hva’ skal jeg stå og se på det fille signetet for?» hun satte fra sig hans store sølvbeslagne signet med et løvehode til håndtag, som hun en stund opmærksomt havde betragtet.
«Ish å di skoene mine knirker. Og den stolen der,» hun stødte med foden til en stol, som stod hende ivejen, og flytted den straks tilbage igjen.
«Så mye støv der falder, da. Og så fast det sidder – – – får det ikke væk med hånden ialtfald.»
«Det går aldrig godt, det går aldrig godt.»
«Så’n som den søde fyren kyssed mig!» hun klasked hænderne sammen, fôr ind i dagligstuen, gik frem og tilbage, frem og tilbage. «Så’n som han kyssed mig, ha, ha, ha, det har Theodor godt af. Gid, som han vilde sprække, hvis han vidste det.»
«Der kjendte jeg det rørte sig igjen,» hun stansed brat og tog sig til hjærtet. «Nå er der da ingen tvil om det mere.»
«Gud, å forskrækket jeg blev igåraftes med det samme jeg kjendte der var liv. Monstro om jeg skreg eller sa noe? Ånej, det har jeg da vist ikke gjort.»
[190] «Og så vågne i armene på løjtnanten. Å så godt han holdt mig med de nydelige, hvide hænderne sine. Å dum jeg var, som ikke lod som jeg besvimed igjen, for så havde han fåt holdt på mig længere. Jeg kunde tydelig se å arg han var, for han ikke fik følge med op. Så smeltenes, som han så på mig.»
«Nå kommer ‘en da vel og gjør visit her en dag med det første. Bare da Theodor ikke var hjemme.»
«Ish å styg jeg er, gul og sjollet i kinderne og så mat i øjnene da. Jo, Du ser nydelig ut – rigtig som Du har gjort gjerningen til,» hun rakte tunge til sig selv i spejlet.
«Nå må da Theodor kunde se det på mig, slig som det viser. Bare siden igåraftes er det blet mye værre. Det er vel fordi jeg har fåt vished, vel.»
«Ja, ja, han blir da vel glad, da vel. Det er jo det han endelig har villet, og mig er det det samme, hvem sit barn det er. Det er hans egen skyld. – Være så grov midt på natten ude på åpne gaden. Hvad skal en vel gjøre med så’nt noe. Nå kan han ha det så godt.»
«Å men Du store tid! Du store tid, der er han, der er han. – Ind i soveværelset. – Gjemme mig bag sofaen. – Nej, det er for sent. Sætte mig her, denne stolen er så bra stor, Ryggen til [191] Theodor sin dør. – Slig ja, persiennerne nede. – Han ser mig ikke straks.»
Idet samme Gerner åbned entréedøren, så han Lucies hat og parasol og den lille grå jakke af samme stof som kjolen. Og som ved et vindpust var hans milde stemning strøget af ham.
«Det var da endelig vel engang.»
Han gik først ind i sin egen stue, hvor han gav sig noget at gjøre på skrivebordet; spaserte så et par ganger op og ned på gulvet og rømmed sig stærkt. Så gjorde han et slag hen til portieren og så ind i dagligstuen.
«Hvor monstro hun holder til.»
Han gik gjennem spisestuen og soveværelset og ind i kjøkkenet, som var tomt. Rask over kjøkkengulvet og banked på pigekammerdøren.
«Nej naturligvis. Gud ved hvad en holder piger for,» snerred han højt og fôr så med lange skridt ud i entréen for at forvisse sig om, at det virkelig var Lucies tøj, som hang der.
«Har Du siddet der hele tiden?» Han var gåt ind i dagligstuen gjennem døren fra entréen og stod lige foran Lucie.
«Ja.»
«Og hørt mig komme og gå og lede efter Dig?»
Hun svarte ikke.
«Og Du har endelig bekvemmet Dig til at komme hjem igjen?»
[192] Lucie mumled noget uhørligt.
«Hvor har Du vært henne?»
«Det vet Du da vel,» hun så trodsig op på ham. «Jeg skrev jo til Dig.»
Gerner stak hænderne i bukselommerne og betragted Lucie, mens hans ansigt blev stivt.
«Har Du vært på Malmøen hele tiden?» han sa det med langsomt eftertryk på hvert ord.
«Hvor skulde jeg ellers ha vært?»
Han drejed sig på hælen, gik ind i sit værelse og spaserte på gulvet det meste af en time.
«Værsgo’, teen er sat ind,» meldte Martine.
«Det er aldrig værdt, han tror jeg er ræd’en,» tænkte Lucie, som var bleven siddende i stolen uden at røre sig.
«Skal vi drikke te, da?» Lucie gik forbi Gerner ind i spisestuen, hvor Martine havde tændt hængelampen og rullet ned.
Gerner var så opbragt, at han havde møje for at styre sig. Han havde tænkt på at gå sin vej uden at værdige hende et ord mere. Men så sa han til sig selv: det er naturligvis det hun helst vil, og så beslutted han at bli hjemme.
Da han kom ind i spisestuen stod Lucie og skjænked te. Idet samme han satte sig tilbords, strejfed hans blik hendes skikkelse fra siden af, og det gav et svagt sæt i ham.
«Det skulde da vel aldrig være muligt.» Han betragted hende opmærksomt med et spændt udtryk.
[193] «Hun er frugtsommelig.»
Han var så sikker i sin sag, at han slet ikke trængte til at se på hende mere.
«Det er så, om hun så aldrig så meget ikke ved om det.»
En følelse af lykke steg op i ham.
«Stakker, det er derfor hun har vært så vrang i det sidste. Havde jeg anet det, skulde jeg vært mere hensynsfuld. Hvor kan det være muligt, at hun ikke ved det?»
Lucie sad og rørte om i sin te med nedslagne øjne og ansigtet lidt fortrukket.
«Skal Du ikke spise?» spurgte Gerner. Hans stemme var så mild, at Lucie måtte undre sig.
«Jeg har tandpine,» svarte hun og følte med tungespidsen på sidetænderne.
«Det er jo ikke så underligt,» sa han næsten frygtsomt.
«Så, hvorfor ikke det, da?» hun så på ham med et hurtigt, vagtsomt blik.
«Det plejer jo at følge med. Ja, for ved Du det ikke, kan jeg fortælle Dig, at Du er i omstændigheder.»
Hun blev blussende rød. «Sånt noe tøv!» sa hun næsten skrigende. Hun fulgte en uimodståelig trang til at nægte det.
«Ja ja. Imorgen kan vi jo sende bud efter Mørk.»
«Skulde jeg la Mørk komme og lade som jeg [194] ikke ved noe,» tænkte Lucie. «Nej, la han bare tro jeg med vilje ikke har villet sige noe.»
«La Mørk bare være,» sa hun kort. «Ja vist er jeg i omstændigheter, ja, siden Du endelig vil vide det.»
Bekræftelsen fra hendes egen mund gjorde ham endnu blødere stemt.
«Bare Du havde sagt mig det, Lucie. Så havde jeg bedre kunnet forstå meget og mangt hos Dig, som har forskrækket mig. Jeg vilde båret mere over med Dig, hvis jeg havde vidst det.»
Hans venlighed opirred hende. Nu siden han vented et barn af hende, var han således, mens før! Hvor tit havde hun ikke før i tiden gåt og sultet efter et venligt ord fra ham, eller bare et mildt blik, og vært nærved at bli gal over hans stumhed og kulde. Nej, ikke et bøs brød hun sig om, at barnet ikke var hans.
«Du vidste jo godt, hvor glad jeg vilde bli for det, vennen min,» vedblev Gerner. «Det har vært fejlen i vort ægteskab, at der ingen børn kom.»
«Men jeg bryr mig slet ikke om å få noe barn jeg!» hun kasted teskeen, som hun havde tegnet streger med på borddugen, klingrende mod koppen. «Så mye Du skal lære det op til å være fæl imod mig og foragte mig slig som Du selv har gjort.»
[195] «Nej, men Lucie,» han talte mildt bebrejdende. «Du har ikke godt af at være så hidsig i den tilstand Du er i. Engang må Du dog lære, at der gives pligter.»
«Ha, ha, ha! Jeg blåser i dine pligter! Du havde vel ikke pligter imod mig Du, kan jeg tænke,» – hun la armene ud over bordet og rysted hodet på en dinglende måde. «Du tog mig til konen din, det gjorde Du, men ossen har Du behandlet mig? Som en noksagt. – Og hva’ ret havde Du? Som om ikke alle Dere mandfolk er noksagter! Men nå kan Du ha det så godt, nå kan Du ha det så godt! Glær Dig til barnet? Ha, ha, ha! Glæ’ væk for mig!» Hun var aldeles ude af sig selv og hendes ansigt var stygt og fordrejet.
Gerner spilte sine halvlukte øjne helt op og stirred på hende. Han frygted for hendes forstand. Således havde han aldrig set hende før. «Det er plebejerblodet,» mumled han mellem tænderne. Endskjønt han følte en ubestemt frygt for at opirre hende mere, kunde han dog ikke la være at sige i en kold, hånlig tone: «Er det almindeligt at være så lidet normal, når en er frugtsommelig?»
«Ja, kast mig bare i næsen, at jeg har vært så’n før!» råbte Lucie med gnelrende stemme og lo af glæde over at sige det værste, hun vidste. «Men dengang var jeg slet ikke så’n, for han, jeg [196] var forlovet med, var gla i mig og elsked mig og bar mig på hænderne, han, skal jeg sige Dig. Det var forskjel det.»
Gerner sad et øjeblik målløs. Hans ansigt formelig sortned, og han snapped efter vejret. Så rev han servietten af sig, trilled den mellem hænderne og drev den bortover bordet.
«Forlovet, Du?» snerred han og rejste sig, idet han stødte stolen hårdt tilbage.
Han gik ud af stuen med ilsomme skridt. Straks efter hørte Lucie ham smelde entréedøren til og gå ned over trapperne.
Da Gerner sent på natten kom hjem, sov Lucie trygt.
Han var ikke vred længer. Nu var det hans pligt at finde sig i alt af hensvn til det, som forestod. Frugtsommelige kvinder var jo ikke at regne på. Mange blev rent ud sindssvage. Det vilde nok rette sig, når krisen var overståt. Mellemtiden blev en prøvetid, men det fik han bære.
Han bøjed sig over sengen og betragted Lucie. Om de halvåbne læber lå et træt og bittert træk, og mellem øjenbrynene var der en fold han ikke før havde set. Gjennem natkjolesplitten kom det hvide, høje bryst tilsyne. Det løfted sig roligt for hvert åndepust.
Han blev greben af rørelse ved tanken om, at hun nu lå der og sov med hans barn under [197] sit hjærte. Dette skjønne, frodige legeme var hans ejendom og havde tilhørt ham, ham alene i over fire år. Og nu skulde hun bringe ham et barn til verden. Endelig engang.
Han bukked sig tættere ned til hende for at kysse hende. Men så tog han sig i det. Tænk, om hun vågned; hun måtte ikke vide om hans svaghed. Om forladelse skulde hun da idetmindste sige for sin stygge opførsel. Ellers blev hun jo rent ud demoraliseret.
Men trangen til at kysse hende havde vakt mindet om gamle dager, da han havde nøglen til hendes gadedør, og ofte var kommen op midt om natten og havde vækket hende med et kys. Så mange dejlige erindringer han dog havde fælles med hende. Og al den fryd og nydelse hun havde git ham. Han havde vist ofte vært for streng og hård imod hende. Det stod for ham, hvorledes hun mangen gang havde ligget for hans fødder og grædt, som hun skulde brydes istykker og tigget ham om at tale til hende. Nu var det forresten længe siden. Hun var blet anderledes.
Han retted sig op fra sengen med et dybt suk. Og så fik han igjen denne nagende fornemmelse af at ha gjort uret imod hende, som ofte før var kommen op i ham. Det var som der blev pirket ved et ømt sted inde i brystet på ham.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Den naturalistiske ekteskapsromanen Lucie ble utgitt i 1888. Tre år tidligere hadde Skram utgitt Contance Ring om en frigid kvinne fra embetsmannsmiljøet i hovedstaden. I Lucie møter vi en helt annen kvinnetype, nemlig «Tivolifrua» Lucie, en tidligere danser fra fattige kår, med flere erotiske erfaringer i bagasjen.
Advokat Theodor Gerner, en respektabel enkemann, faller for Lucie og gifter seg med henne. Han forventer at hun forsøker å tilpasse seg borgerskapets normer, men klasseforskjellene og deres forskjellige syn på bl.a. seksualmoral og kvinnens rolle skaper en stadig dypere kløft mellom dem. Samlivet dem i mellom er dømt til å mislykkes.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (NB digital).
Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.