[149] Om eftermiddagen, da Brandt var tat til byen, sad Lucie med fru Rejnertson og Henny oppe under hængeasken, hvor de havde drukket kaffe. Fru Rejnertson læste højt et stykke ind i «Kommandørens Døtre», med løfte om at fortsætte næste dag. Derpå gik de en tur gjennem skoven rundt øen, og rode efter aftensbordet ud på fjorden mellem de trærige småholmer.
Fru Rejnertson og Lucie var ved årerne, og Henny sad borte i agterskottet og sang i den dejlige aften, så landliggerne rundt om stod stille og lytted.
Lucie tænkte på «Kommandørens Døtre». Her var den slåt op imod hende igjen, denne forskjel på de rigtige damerne og en som hun. Der gik broren og paste så vel på, at søstrene hans [150] ikke skulde få vide eller ane engang, det mindste bøs om hvordan det gik til mellem herrerne og de simple pigerne.
Å nej, der var og blev nok et helt hav af forskjel mellem de fine damerne og en som hun. Og det havet var nok ikke til at komme over, det. Som nu Theodor. – Han vilde nok bare hånlet, han, om han havde hørt, hvad fru Rejnertson sa. Og hvad havde de ikke skrevet i bladene om fru Asmundsens foredrag.
Hvad mon Theodor vilde sige til det, at hun var fly’d afsted uden at be om lov, og uden at gi besked til Martine engang. Hun kunde ikke begribe, at hun havde turdet det. Og hun, som havde ladt sig overtale til at bli der om natten. Hun havde da aldrig tænkt and’t, end at komme hjem igjen om aftenen. Når han nu fik det brev, fru Rejnertson havde fåt hende til at skrive, om at hun blev der et par dager – å gid, å gid, hvor sint han blev. Og svare, måtte aldrig fru Rejnertson bilde sig ind, at han gjorde. Det var nok bedst, hun blev borte med det samme og aldrig viste sig for ham mere.
Hun blev så angst, at hun formelig frøs, der hun sad i den milde, lune sommerluft. Før på dagen havde hun undt ham så vel, at han skulde få ærgre sig lidt, men nu var hun ræd og rent forfærdet over, hvad hun havde gjort.
[151] Sæt, at han nu blev så disperat sint, at han vilde skilles. Før havde hun mange ganger, når han var lej og fæl, tænkt, at det kunde han gjerne, men nu syntes hun, det var det værste, som kunde hænds. At være en fin og rig mands frue, det var sandelig ikke at blåse til, lel. Og så godt og sorgløst hun havde det. Det var noe at betænke, det. Det var jo ham, hun kunde takke for altingen, ja, for selve det, at hun nu sad her med dise fine og rigtige damerne, og blev betragtet som deres lige. Det burde hun huske på, det, når han var lej og fæl mod hende, mere end hun gjorde.
Nej, ikke for aldrig det vilde hun skilles.
Hvad mon han vilde ta sig til? Komme og hente hende, eller sende bud efter hende. Sæt nu, at brevet blev borte og ikke kom frem, så vilde han vel melde til politiet, at hun var forsvunden.
Det var godt, hun havde åren at tutle med, så hun hvert øjeblik fik røre på sig.
«Disse dejlige lyse nætter,» sa fru Rejnertson, da Henny et øjeblik holdt op at synge. «Det blir ikke mørkere end det er nu.»
«Så dejligt, så,» sa Lucie og la hodet bagover for at gjøre sukket, som arbejded sig op i hende, lydløst.
«Og stjernen der,» vedblev fru Rejnertson. [152] «Den ligner en brilliant. Norge er skjønt om sommeren.»
«Ja, en brilliant,» gjentog Lucie og væded for tyvende gang sine tørre læber med tungespidsen.
Henny sang nu Griegs melodi til Vinjes: «Du gamle mor.»
«Hvor øjnene Deres skinner iaften,» sa fru Rejnertson. «Er det sangen?»
Lucie nikked. Det trak i mundmusklerne, og der kom en varm tåge over øjnene. «Å, hvor livet kunde være skjønt,» tænkte hun og vendte hodet til siden, idet hun trak vejret sagte og forsigtigt.
– «Godnat, fru Gerner.» De var kommet op fra søen og stod nu i døren, som fra gårdspladsen bag førte op til soveværelserne.
«Godnat, fru Rejnertson. Tak for den hyggelige dagen idag.»
«Lad mig nu se, Di sover godt og kommer ned imorgen frisk og fornøjet. Ligger Di længe, sender jeg kaffebræt og brevet fra Deres mand op til Dem.»
Lucie gik ovenpå. Hendes værelse vendte mod skoven og havde glasdøre ud til en liden altan.
«Bare jeg ikke havde gjort dette,» sa hun til sig selv og gik rastløst om på gulvet. «Godt og dejligt har jeg havt det, men det får jeg nok [153] undgjælde for. Brev fra Theodor! Jo, pytsan – det tænker jeg vi nok får sokne efter, det.»
Hun tog kjolen og korsettet af og løste sine fletninger. En bred blålig lysstribe faldt ind gjennem glasdøren hen over gulvet. Forresten var der tusmørkt i værelset.
Hun gik nogle ganger frem og tilbage midt i lysstriben på gulvet, stilled sig så op ved altandøren og så lidt på månen. Så fôr hun hurtig hen til toiletbordet, tændte lysene, som stod der, og betragted sin figur i spejlet.
«Det er så, det må være så,» mumled hun og strøg med fingrene fra midjen ned over hofterne. «Så’n mave har jeg da aldrig i verden havt før. Tænk om de vidste, fru Rejnertson og frøken Brandt, at jeg går her og gruer for, at jeg kanskje skal ha et barn med en tugthusfange eller noe så’nt noe. –
– Og Theodor da! –
– Ja, for med ham er det aldrig i verden. Aldrig i verden.»
– Å pyt! sikkert var det jo ikke, og selv om –. Kanskje det kunde komme til at gå galt med hende, liksom med fru Mørk i vinter. Men det var fordi hun havde vært med på gymnastikken forlænge. –
– Ossen var det di gjorde på gymnastikopvisningen i vinter? –
[154] Hun løste skjørterne af sig, lod dem glide ned over benene og sparked dem bortover gulvet. Så klemte hun hænderne om hofterne og vred og vendte sig i alle mulige retninger.
«En, to, tre, fire,» hun løfted sig på tæerne med samlede hæle, bøjed sig i knæerne til hun sad på huk og letted sig så op igjen. «En, to, tre, fire.»
Dette holdt hun på med, til hun tabte ballancen og rulled overende på gulvet.
Så sad hun lidt og pusted ud, rejste sig så og begyndte på en ny øvelse, som så blev afløst af andre.
Tilsidst gik hun bort og stødte altandøren op, trådte op på en stol og hang sig efter armene med hænderne om dørkarmen.
«Nå kan jeg ikke mere.» Hun slap taget og lod sig falde ned.
Straks efter var hun oppe igjen. Så nede. Så oppe, indtil hun endelig stønnende efter anstrengelsen klædte sig helt af og tog natkjolen på.
«Nej, noe så langt! Tænk, at fru Rejnertson er så mye højere end jeg, da.»
Hun drejed hodet og skuldrene og så bag nedover natkjolen. «Det kan en kalde natkjole med slæp på, det.»
Hun tog et tag i den foran og løfted den [155] lidt for ikke at træ’ i den, da hun gik bort og pusted lysene ud.
«Så dejlig træt som jeg er,» mumled hun, da hun lå i sengen og velbehagelig strakte lemmerne.
«Rigtig så det pirker i mig.»
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Den naturalistiske ekteskapsromanen Lucie ble utgitt i 1888. Tre år tidligere hadde Skram utgitt Contance Ring om en frigid kvinne fra embetsmannsmiljøet i hovedstaden. I Lucie møter vi en helt annen kvinnetype, nemlig «Tivolifrua» Lucie, en tidligere danser fra fattige kår, med flere erotiske erfaringer i bagasjen.
Advokat Theodor Gerner, en respektabel enkemann, faller for Lucie og gifter seg med henne. Han forventer at hun forsøker å tilpasse seg borgerskapets normer, men klasseforskjellene og deres forskjellige syn på bl.a. seksualmoral og kvinnens rolle skaper en stadig dypere kløft mellom dem. Samlivet dem i mellom er dømt til å mislykkes.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (NB digital).
Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
