[156] Di skal se, Gerner kommer selv i aften, siden han ikke har skrevet,» sa fru Rejnertson, da de den næste eftermiddag gik en tur i skoven.
«Ja, gud ved,» svarte Lucie og sukked beklemt. «Det er nok bedst jeg ser til at komme mig hjem.»
«Ikke på nogen mulig måde. Vent nu og se. Di har godt af at være her. Får Di ikke brev iaften heller, så kan Di jo ta ind imorgen formiddag.»
«Jeg er ræd, han blir von, for jeg er her så længe. Jeg skulde jo bare gjort en kort visit.»
«Den, som tier, samtykker,» sa fru Rejnertson. «Var han von, skrev han nok.»
«Å dårlig hun kjender Theodor, når hun tror, at han samtykker, fordi om han tier,» [157] tænkte Lucie. «Når han tier, er han allerværst immari sinna, og hva’ han gjør med mig efter dette, det ved jeg ikke, og jeg tør ikke tænke på det heller. Nu kan jeg være her til imorgen, for samme allarmen gjør han da enten jeg så kommer idag eller imorgen. Så kan jeg da ha fred den tiden.»
Ved hjemkomsten fandt de løjtnant Rejnertson siddende på verandatrappens nederste trin med en eigar i munden, foroverbøjet med armene på knæerne. Da han fik øje på damerne, sprang han op og hilste på dem.
«Hvorfor kom Du ikke til middag, Knut?» sa fru Rejnertson. «Det hører til på landet.»
«Jeg håbed at gjøre indtryk ved at vise mig beskeden, tante,» svarte Knut og betragted sin hue, som han lod danse rundt på pegefingeren.
«Bruger Di endnu de gamle kneb for at indsmigre Dem?» spurgte Henny.
«Ja, for jeg har nok ikke glemt, at jeg altid fik Dem til at le ved det,» sa Knut med et skalkagtigt smil.
«Men gud, hvor det vilde kjede mig i længden,» Henny slog med nakken. «Før kunde det endda gå an, men Di – Di blir vist aldrig voksen.»
«Hvad skal en kunne vente med en så’n forsømt opdragelse,» Knut så bestandig på huen, som blev ved at snurre rundt. «Nu har jeg i to [158] år måttet undvære Deres kostbare formaninger, og i al den tiden har gamle Adam fåt husere uforstyrret.
Lucie stod og betragted Knut med strålende øjne og lo højt til alt, hvad han sa. Det var da et bedårende menneske, også!
«Nu tror Di vel, Di er svært morsom,» sa Henny og gik forbi Knut opover verandatrappen. «Men det synes ikke jeg.»
«Skal Dere nu begynde på den gamle maneren,» sa fru Rejnertson, som havde sat sig på en havestol. «Slut nu fred da engang.»
«Det er bare fordi hun er forelsket i mig!» råbte Knut og kasted huen højt ivejret.
«De er en flab, Knut Rejnertson,» sa Henny ligegyldigt fra det øverste trappetrin og drejed hodet tilbage, «en dum og indbildsk flab.»
«Nej, ikke dum, men indbildsk!» råbte han hurtigt tilbage og tripped om med oprakt arm for at få huen på pegefingeren, når den faldt ned. «En liten bete indbildsk, men ikke dum, for ikke sandt da, tante Rejnertson? Kunde ikke Henny gå bort og forelske sig i en værre end jeg, vel?» Han satte huen på hodet og så frejdig på fru Rejnertson.
Henny, som stod i samme stilling med hodet drejet tilbage mod haven, forsøgte at se streng ud, men fik det ikke til. Modstræbende udvidedes [159] munden til et smil, hvorved et lidet hul i hendes venstre kind blev synligt.
«Jo, i den små, snuskede oppasseren din,» sa fru Rejnertson. «Han var værre end Du.»
«Nej, si’ nå Di da, frue,» Knut så på Lucie. «Er jeg vel så værst jeg, vel?»
Lucie lo overstadigt, og svarte ingenting.
«Di må ikke være så’nt taknemmeligt publikum, fru Gerner!» råbte Henny. «Ellers tar han rent livet af os med sine flauser. – Tivolilatter,» mumled hun og gik ind med rynkede øjenbryn.
«Vil Di ikke sætte Dem, fru Gerner, eller kanske Di vil ind?» fru Rejnertson rejste sig og gik op ad verandatrappen.
«Kom heller en tur i anlægget,» sa Knut og gik afsted forbi græsplænen.
Lucie fulgte efter ham, rødmende af glæde.
«Det er et morsomt anlæg,» sa Knut, da de var kommet ned på den nederste afsats, «og så pent holdt da.»
«Ja her er rigtignok yndigt, skulde jeg mene.» Lucie hopped ned og satte sig på en bænk, der havde afsatsens mosgrode stenvæg til rygstød.
Knut strakte sig på mave, så lang han var, oppe på afsatsen. Hagen hvilte på de korslagte arme, og ansigtet var så tæt ved Lucies baghode, at hun kjendte hans ånde stryge forbi øret og kinden.
[160] «Og så’n en udsigt da,» sa Lucie og pegte på fjorden.
«Herfra er den mye vakrere,» sa Knut, og så på Lucies hvide nakke med de små, lyse hårkrøller.
«Ser Di noe and’t end jeg, da?»
«Nakken Deres. Og ved Di hvad! Ja, jeg kan s’gu ikke la være,» han kyssed hende på halsen nedenfor øret.
«Er Di galen Di, da løjtnant, tænk om noen så det. Og det vil jeg la Dem vite, at jeg er ikke af den sorten.»
«Aa jo da,» sa Knut idet han roligt tog hende om skuldrene og bored sit ansigt tæt ned i hendes bløde hals.
«Å gid, at han gjør det – jeg, som er frue og altingen. Og her, hos fru Rejnertson. Det er bare fordi det er mig.» Hun vilde rejse sig og løbe fra ham, men der gik en kildrende gysen gjennem hendes legeme, som tog magten fra hende. Mindet om gamle dages lystne og lystige timer betog hende, og med lukkede øjne bøjed hun hodet tilbage og lod ham kysse sig på munden.
«Kom ned til mig på bænken da,» hvisked hun.
Knut slap hendes skuldre og rejste sig op. «Vi får opover igjen,» sa han; «de venter vist med teen.»
«Han er forsigtig,» tænkte Lucie, da de var [161] på tilbagevejen. «Men gid å sød han er! En kunde spise ‘en rent op. Og nå ved jeg da, at han er glad i mig.»
«Kan Di huske i vinter, da vi danste sammen, løjtnant Rejnertson?» spurgte hun.
«Da jeg var munk, ja.» Han gik foran Lucie, og svarte uden at stanse eller vende sig om.
«Så’n som jeg morred mig den aftenen,» sa Lucie. «Det glemmer jeg da aldrig.»
«Kom og drik te!» lød Hennys stemme oppe fra verandatrappen. «Hvor er Dere henne?»
«Det var da rigtig godt, vi ikke ble’ sittenes der længer,» hvisked Lucie fortrolig.
Han trak svagt på skuldrene, uden at se på hende.
En timestid senere sad fru Rejnertson og Lucie på verandatrappen og talte sagte, når de sa noget, for ikke at forstyrre Knut, der forsøgte at hypnotisere Henny inde i lysthuset, hvor der brændte en lampe.
Så hørte de Henny le muntert, og skyndte sig ind.
«Gik det ikke?»
«Nej, med Henny nytter det ikke,» sa Knut melankolsk. «Hun er dertil født og kommen til verden for at græmme og bespotte mig.»
«Han trode jeg var sovnet, og begyndte at gi mig ordrer, tusseperen!» Henny brast påny i latter.
[162] «Å la mig få forsøge med Dig da, tante,» bad Knut.
«Nej, ikke iaften, Du. Prøv med fru Gerner, hvis hun vil.»
Lucie vilde.
«Ja, gå ud med Dere da. Stilhed må der til først og fremst.»
Fru Rejnertson og Henny satte sig udenfor, og Lucie blev anbragt på en stol. Knut stod bag hende ved siden af lampen, hvis lys faldt på uret, som han havde git hende i hånden, for at hun skulde stirre på det.
Etter tre minutters forløb gik han stille hen foran hende, og strøg med fingerspidsene fra tindingerne og nedover armene gjentagne ganger. Så tog han uret fra hende. Armen og hånden forblev i samme stilling.
«Nu kan Di ikke rette armen,» sa han lavt. «Forsøg.»
Lucies ansigtsmuskler fortrak sig ganske lidt, og så kom der et svagt, anstrengt nej.
«Næste fredag kl. 7 præcis, om aftenen, kommer Di op til mig,» hvisked Knut befalende. «Jeg bor på Ullevoldsvejen nummer 34, anden etage. Forstår Di?»
Læberne gik langsomt op i Lucies fuldstændig døde ansigt, og med møje sa hun ja.
«Kl. 7 aften, næste fredag, 27de juli, gjentog han lavt, men tydeligt.
[163] Så gik han hen og vinked.
«Å fy, hvor det er fælt,» udbrød fru Rejnertson, da hun så Lucies hvide, stive ansigt og krumme opløftede arm.
«Rejs Dem op,» befalte Knut.
Langsomt og tungt rejste Lucie sig.
«Di heder Hans, ikke sandt?»
«Jo,» kom det møjsommeligt.
«Og Deres mand er død, ikke sandt?»
«Jo.»
«Kom her og føl,» hvisked han til Henny.
Fru Rejnertson gik hen og søgte at rette Lucies arm. «Den er stiv som en sten,» sa hun med en gysen.
«Jo vist kan Di rette Deres arm,» sa så Knut opmuntrende. «Stræk den ud.»
Øjeblikkelig strakte Lucie armen fra sig.
«Gå bort og sæt Dem på bænken, men løft op kjolen. Di ser, hvor sølet her er.»
Lucie tog med venstre hånd et samlende greb i sit kjoleskjørt og trak det opover anklerne. Så bøjed hun overkroppen lidt forover, og begyndte at gå med søgende skridt.
«Men her er jo ganske tørt, jo. Slip kjolen, og stå stille.»
Straks gjorde hun, som han sa.
«Hold op nu da, Knut,» sa fru Rejnertson. «Det er for fælt at se på.»
[164] «Straks, tante,» svarte Knut og gik tæt hen til Lucie.
«Fem minutter efter Di er vågned, går Di ind og henter et glas vand til tante Rejnertson. Fem minutter efter Di er vågnet. Hører Di?»
«Ja,» sa Lucie på den forrige søvngjængeragtige måde.
«Vågn op!» han pusted på hende.
Øjeblikkelig åbned hun øjnene og så sig om med et stivt, undrende blik og en sky mine. Derpå satte hun sig forsigtig på bænken og begyndte at stryge sig over knæerne og sagte bevæge overkroppen frem og tilbage.
«Det kan en kalde for et medium, frue!» sa Knut, og så fortalte de i munden på hverandre, hvad hun havde gjort.
Lucie så fra den ene til den anden, som om hun ikke forstod.
«Ved Di slet ikke om noget af det?» spurgte Henny og betragted hende nysgjerrigt.
«Jeg husker, jeg blev så tung og søvnig,» svarte Lucie og gned sig over øjnene.
«Di er vel ikke dårlig efter det?» spurgte fru Rejnertson deltagende.
«Nej, bare lidt mør i hode mit og i knæerne.»
De sad tause og skotted hen til Lucie, der fremdeles strøg sig over knæerne. Så blev hun med ét urolig, rejste sig og gik hen til døren, [165] kom tilbage igjen og satte sig og tog sig til hodet, som om hun grunded over noget. Dette gjentog sig et par ganger. Så gik hun resolut sin vej.
«Ser Dere, der er nøjagtig gåt 5 minutter,» sa Knut og pegte på uret, som var bleven liggende på bordet.
«Uf ja, det er rent forbryderisk,» sa fru Rejnertson og flytted sig hastig i sædet.
Straks efter kom Lucie tilbage med et vandglas på en bakke, som hun satte foran fru Rejnertson.
Knuts øjne blev større og liksom rundere, mens han så på Lucie.
«Det er for galt!» råbte Henny og løb ud af lysthuset. «Nejmen om jeg vil være under tag med så’n en heksemester.»
«Men her under åben himmel har Di vel ikke noe imod det,» sa Knut, som var sprungen efter og ugenert havde stukket sin arm ind under Hennys. «Lad os spasere lidt frem og tilbage i måneskinnet og blomsterlugten,» han trak vejret gjennem næsen. «En blir så dejlig melankolsk af det.»
«Så–å. Melankolsk?»
«Ja, for en henfalder til tanker om at forbedre sig, hvilket er et og det samme.»
«Glem nu bare ikke at passe dampbåden,» sa Henny, da de havde gåt lidt uden at sige noget.
[166] «Så Di går og værker for at få mig afsted, Henny?»
«Men det er jo bare omsorgsfuldhed, jo.»
«Ja tak skal Di ha, men jeg vil helst være fri. Jeg har forresten bestilt båd efter mig, så jeg kan bli sålænge jeg vil.»
«Sålænge vi vil ha Dem, mener Di vel?»
«Jeg skulde nemlig endelig tale med Dem.»
«Henny kom her og hjælp mig! Og Du også, Knut!» lød fru Rejnertsons stemme forskrækket ud til dem.
«Hvad er det, som fejler hende?» Henny bøjed sig bestyrtet ned over Lucie, som lå udstrakt på lysthusgulvet hvid og ubevægelig.
«Knap op kjolen hendes, Henny,» fru Rejnertson dypped sit lommetørklæde i vand og la det på Lucies pande. «Ret som det er, farer hun op af bænken, blir dødbleg i ansigtet og falder så lang hun er. Der har vi for hypnotiseringen din, Knut.»
«Men så hjælp os da!» sa Henny, som lå på knæ ved siden af Lucie og rev kjoleknapperne op. «Er det for en mand, at stå slig og måbe!»
Knut bøjed sig over Lucie, pusted hende i ansigtet og råbte: «Vågn op!»
«Jo, det skal fedt hjælpe,» sa fru Rejnertson. «Sæt Dig ned på huk her bag hende, og støt hende i lyggen. Sådan ja. Gudskelov, der slår hun øjnene op. Lad os nu få hende på benene.»
[167] «Det er bedst Di går op og lægger Dem,» sa fru Rejnertson, da Lucie var kommen til sig selv igjen. «Tag mig under armen, så skal jeg følge Dem.»
«Skal jeg hjælpe til, tante?» spurgte Knut.
«Nej tak, Du, det behøves nok ikke.»
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Den naturalistiske ekteskapsromanen Lucie ble utgitt i 1888. Tre år tidligere hadde Skram utgitt Contance Ring om en frigid kvinne fra embetsmannsmiljøet i hovedstaden. I Lucie møter vi en helt annen kvinnetype, nemlig «Tivolifrua» Lucie, en tidligere danser fra fattige kår, med flere erotiske erfaringer i bagasjen.
Advokat Theodor Gerner, en respektabel enkemann, faller for Lucie og gifter seg med henne. Han forventer at hun forsøker å tilpasse seg borgerskapets normer, men klasseforskjellene og deres forskjellige syn på bl.a. seksualmoral og kvinnens rolle skaper en stadig dypere kløft mellom dem. Samlivet dem i mellom er dømt til å mislykkes.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (NB digital).
Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
