[XVII.] Henny.

Kapitlet er feilnummerert («XVI.») i førstetrykket.

[168] Kom lad os sætte os op på verandaen, Henny.» Knut tog hendes hånd og trak hende med sig! «Seså,» han havde trykket hende ned på sidebænken deroppe under det tætte vinløv, som dækked verandaens tag og vægger. «Nu får jeg sige til mig selv: Vorherre styrke Dig, Knut.»

«Å, skal vi ikke heller gå ned igjen i lysthuset,» sa Henny. «Her er lidt mørkt, synes jeg.»

«Ånej da! Aldrig i evighed fik jeg det frem, hvis jeg vidste, Di kunde sidde og se på mig. Jeg kom herud for at fri til Dem, Henny. Seså, nu er det sagt, gudskelov,» – han pusted ud i lettelse, «og nu får Di gjøre med mig, hvad Di vil.»

Henny tidde stille og rørte sig ikke.

«Har Di ikke noe å sige da?» spurgte han, efter at ha ventet lidt.

[169] «Di sa, Di vilde fri til mig. Værsgo’. Jeg er lutter øre.»

«Gjør nå ikke nar, da. Jeg har jo frid til Dem. Vil Di kanske ha, jeg skal lægge mig på knæ og be om Deres hånd og hjærte.»

«Er det virkelig Deres alvor, at Di vil by Dem frem til mig, som ægtemand?»

«Ja, så sandelig er det det, ja! Jeg ved nok, at jeg ikke på langt nær er god nok til Dem, men det må vel være kjærligheden, som gir mig mod, vel. Jeg har holdt af Dem i 5 år og 10½ måned.»

«Så, Di har regnet det ud på dagen?» Henny kunde ikke bare sig for at le. Hun så tydelig omridsene af hans bare, krøllede hode og de brede skuldre med uniformsknapperne, som månestrålerne spilled ind på. Han sad i en ludende stilling med ansigtet vendt mod hende. Armen lå over knæet og den nedhængende hånd lyste hvid.

«Ja, for det begyndte dengang på onkel Rejnertsons sommerbal, her på denne selvsamme veranda, hvor vi nu sidder, til og med. Di kom hen og bad mig hjælpe Dem med hansken. Husker Di det?»

«Nej, det husker jeg ikke. Uf di myggene,» hun slog efter de surrende fluer. «Di var jo bare pure gutten dengangen.»

[170] «Jeg var da fyldt mine 20 år, og kadet var jeg da også.»

«Ja, men jeg var 22, og jeg bryde mig bare om herrer, som var ældre.»

«Ja tak, jeg så det nok, og Di kan tro, jeg lyste velsignelsen over min ungdom.» Han retted sig op og brød af en gren, som dasked ham i ansigtet. «Det var et dejligt bal det. Jeg gik omkring som en anskudt fugl, fôr og gjemte mig i haven, for jeg ikke vilde danse, og måtte op igjen i et kjør for at se efter, hvem Di var sammen med.» Han sad lidt taus og pilled bladene af den afbrudte gren et for et. «Det var da også uforsvarligt gjort af Dem,» kom det så opfarende, «hvad skulle Di be mig knappe den fillehansken efter?»

«Di har vel netop ståt der, vel. Var der noget ondt i det da?»

«Ja. For havde Di ikke gjort det, var jeg aldrig falden på det.» Han knækked den afbladede stilk i småstykker og kasted dem fra sig.

«Hvor mangfoldige ganger havde jeg ikke vært sammen med Dem, år efter år, og ikke fundet det bøsse rart ved Dem. Jeg hørte nok folk sa, Di var vakker, men nejmen om jeg vidste, om det var sandt engang. Men så kommer Di der med den uskyldige, tillidsfulde mine og stikker Deres dejlige håndled op i ansigtet på mig. Gud forbarme sig, slik som det kom over mig! Jeg [171] rysted og bæved og fik frost i mig og varmestupninger –, og slik som Di smilte, da Di takked, da. En måtte være mere end et menneske for at stå i så’nt. Ler Di af mig?»

«Ja, for det høres så komisk. Nej, men se på månen, nu kommer den helt frem.»

«For mig har det sandelig vært alt and’t end komisk. Jeg har gåt der jeg, som et halvsygt menneske. Det er sandelig store ting, jeg er kommen mig såpas frem i verden.»

«Å, jeg tænker Di har ståt i det, jeg – slig som Di har turet om fra bal til bal.» Henny korsed armene fast over brystet og læned sig tilbage på bænken, så hodet næsten skjultes af de hængende grener.

«Vilde Di kanske heller, jeg skulde gåt hen og blet fordrukken da? Di gav mig jo aldrig lov at fri til Dem, endda jeg mangengang trodde, Di likte mig også.»

«Ja, likte Dem – men jeg kunde da ikke gå hen og forlove mig med så’n en vims af en fyr, som ovenikjøbet var yngre end jeg selv.»

«Å herregud, de stakkars uskyldige to årene, da. Di skulde se, hvor sat og stødig jeg blev, bare Di tog mig.»

«Ja, gud ved –, Di er altfor gutteagtig. Jeg måtte jo skamme mig!»

«Å nejmen, om Di det behøvde. Prøv mig, gi mig to måneders frist og se så, om jeg ikke [172] er blet anderledes. Kan der lægges noe bræt på en mand, som er så led og kjed af hele greja, at han er nødt til å finde på noe, som er morro fra time til time, for ikke at gå bort og hænge sig. Og tænk så trofast jeg har vært da, Henny. Nu, i disse to årene, Di har vært borte, har jeg bare gåt og længtes efter Dem bestandig, og er blet vissere og vissere på, at jeg aldrig kom til at holde af noen anden. Jeg synes det er rent rørende, jeg.»

«Å, jeg tænker, Di har holdt af mange, jeg. Ialtfald har Di da gjort kur over en lav sko. Di har ord for at være så næsvis og påtrængende, ja, rent ud sagt, så ækkel mod damerne.»

«Ja, det kan gjerne være,» sa han spagt. «Jeg har vist ikke altid vært, som Di vilde synes om det, men det kom altsammen af samme årsag. Forresten har jeg gjort den kur de har ladt mig gjøre. Videre kommer en jo ikke.»

«Nej med damerne, nej, men de andre da?»

«Skal jeg skrifte det også, da?»

«Ja, det er bedst jeg ved besked.»

Han vented lidt. «Jeg har gåt der, jeg, som di andre» – han rømmed sig – «mindre end de fleste forresten.»

«Nu, hvorfor stanser Di?»

«Jeg skal da vel ikke – gå i detaljer, vel? Der er ikke mere. Jeg har ingen tjenestepiger forført.»

[173] Henny sad taus.

«Vil Di kanske ha en hanskemand, Di, da? Så må Di se til å gjøre bekjendtskab med noen, som er udskreven fra Gaustad.»

«Nej, hanskemændene skal jeg ikke ha noget af. Så pas forstand har jeg da.»

«Ja, hvorfor kan Di så ikke ta mig da, Henny? Tænk at være to i verden, istedetfor en. Så dejligt vi skulde få det sammen – rigtig som to blommer i et æg. – Di, som har såmange penger også, da, Henny.»

«Har Di tænkt på det og?»

«Ja, ellers kunde jeg da vel aldrig ha vovet at by mig frem, Henny, – ikke om jeg så havde gåt bort og krepert af kjærlighed til Dem. Jeg med min løjtnantsgage og timelæsning.»

«Di er en underlig rar fyr, er Di; men en kan’ke bli sint på Dem heller.»

«Skal nå det også være galt, at jeg ikke lader som jeg er fortvivlet, for Di er rig? Penger må der til, skal der bli noen morro, og er det da ikke det samme, hvem af os som har dem? Slå nu til og sig ja, da, Henny. Jeg lover Dem, Di skal ikke komme til at angre på det.»

«Ja, hør nu her,» sa Henny efter nogen betænkning. «Di har nu gjort rede for Dem selv og Deres fortid, og Di er af den mening, at der af den grund ingenting bør være ivejen. Nu [174] kommer turen til mig. Jeg har også mine tilståelser at gjøre, for jeg er en kvinde med fortid.»

Det gav et sæt i ham. «Di! Jeg forstår ikke, hvad Di mener for noe,» han stammed og famled efter ordene. «Å, Di spøger bare,» sa han så med et pludseligt ryk hen imod hende.

«Nej, jeg spøger ikke. Det er sandt, hvad jeg siger, og nu får jeg se, om Di er villig til at tro mig, når jeg forsikrer, at det ikke har det ringeste at bety, og at Di værsgod skal gifte Dem med mig alligevel.»

«Di vil altså ha mig da?» udbrød han jublende og fôr op. Men så sank han ned igjen på bænken og blev siddende som forstenet.

«Det er vel mig nu, som får spørre, om Di vil?»

Han svarte ikke, bare sad og stirred ned på sine knæer, hvor hænderne lå. I månelyset, som nu flød helt ind til dem, så de endnu hvidere ud end om dagen.

«Fortid,» sa han omsider, uden at røre sig. «Hvad slags fortid?»

«Jeg har havt noen elskere, da jeg var i Paris.»

«Noen,» han vred sig til siderne. «Det var ikke forlidet heller.»

«Ja, nu ved Di det. Di ser jeg er ligeså oprigtig som Di.»

«Ja tak, jeg vil ikke påstå, at det morer [175] mig just.» Han talte så lavt, at Henny akkurat kunde høre hvad han sa. «Elskere? – Som Di har – så’n – – levet med?»

«Ja, som jeg har levet med.»

«Franskmænd?»

«Ja, nej –. Jo, den ene var fransk.»

«Og de andre?»

«Å, det kan jo være Dem det samme.»

«Det samme!» han sprang op med fægtende arme. «Kværke,- myrde, – sparke ihjel!» det kom tænderskjærende. «Hugge istykker, – hive lemmer på sjøen – Blo’! Blo’! – – – Å, at tænke sig, at disse labaner har tat din rene uskyldighed, Henny,» – stemmen slog om, den skjalv og liksom smelted hen i jammer. Han gled ned igjen på bænken og indtog den forrige stilling.

Hans voldsomme udbrud havde skræmt Henny. Hun havde rejst sig op og rakt armen frem som for at tysse på ham. Nu satte hun sig ned igjen og sa: «På den måden er partiet mere lige, tænker jeg. Lige børn leger bedst.»

Knut var en stund ganske ubevægelig. Henny så fra siden af hen på ham. Med ét la hun merke til, at hans hode sank ned på brystet og straks derpå hørte hun, at han græd stille.

Hun rejste sig og stilled sig op foran ham.

«Di har ikke svart på mit spørsmål, om Di [176] så allikevel vil ha mig,» sa hun og la sin hånd på hans skulder.

«Om jeg vil ha Dig, Henny,» han så op på hende; hans øjne stod fulde af tårer, og der var fugtige striber på kinderne. «Spørre om sligt – å, men det gjør så ondt, så ondt.» Stemmen kvaltes, og han måtte vente lidt, før han atter fik magt over den. «Sad Du her i byen som det værste fruentimmer, Henny, så vilde jeg allikevel på mine knæ tigge Dig om, at Du skulde ta mig til din mand.» Hans hode var tilbagebøjet, og månelyset faldt hen over hans blege ansigt, mens han så op i Hennys øjne med et hjælpeløst blik. «Jeg ved godt, at Du aldrig har trod på min kjærlighed – tror Du på den nu da?»

Det arbejded voldsomt i Henny. Brystet steg og sank, og hun snapped efter vejret, mens hun stræved for at få ordene frem. Men hun kunde ikke. Så gav hun tabt, rakte armene ud, greb Knut om halsen og sank ned til hans bryst med ansigtet gjemt ved hans hals.

«Ja, Knut, nu tror jeg på din kjærlighed. Og jeg elsker også Dig. Jeg tror på Dig og jeg er din. Siden Du vil ha mig.»

«Tak, min elskede,» hvisked han.

«Og nu skal jeg sige Dig noget, Knut» – Henny havde fåt bugt med sin bevægelse og sad nu på bænken ved siden af Knut med sin hånd i hans. «Det er bare opspind altsammen.»

[177] «Hva’ for noe er opspind?»

«Det om elskerne, naturligvis, dit fæ! Der merkes det straks hvor ung Du er. Jeg vilde bare sætte Dig på prøve. Den har Du beståt som en mand. Jeg er stolt af Dig, Knut.»

«Er det sandt, Henny?» sa han hæst og knuged hendes hånd mod sit hjærte.

«Javist er det sandt, – desværre, havde jeg nær sagt. Karen påstår jo, at bare de ægteskaber blir lykkelige, hvor også hun har en fortid.»

Ganske stille gled Knut ned af bænken på knæ, skjulte ansigtet i Hennys skjød og hulked som et barn.

Henny strøg kjærtegnende sine fingre gjennem hans tykke, bløde hår og tyssed på ham. «Min egen gut, min søde, snille Knut, min kjære, eneste elskede – Du skal være glad, skal Du.»

«Det var glæden,» sa Knut med mat stemme og rejste sig. «Du skulde ikke gjort det, Henny. Tænk om jeg nå havde fåt et slagtilfælde da». Han gned sig hurtig med lommetørklædet over ansigtet.

«Men hvor tror Du, Karen mener jeg blir af?» sa så Henny. «Kom, lad os gå ned efter lampen,» hun sprang ud over verandatrappen, fulgt af Knut.

Da Henny var kommen ind i lysthuset, satte hun sig på bænken og gned overgivent håndfladerne mod hinanden. «Nu er jeg altså en forlovet [178] pige, å hvor det er morsomt! Det var ikke for tidligt forresten. Men Du, å Du, hvor Karen skal gjøre øjne.»

«Ja,» sa Knut. «Han har vist ikke trod, Du vilde ha mig.»

«Som rimeligt var! Men hvordan er det, Du ser ud, Knut! Rødflekket på kinderne –, og hvor er øjnene dine blet af? Hør Du,» hun fôr hen til ham og rysted ham i skuldrene – «hvorfor har Du ikke kysset mig? På munden, mener jeg» – hun spidsed læberne og rakte dem op imod ham.

Han trak hodet lidt bagover og tog hende om håndledene. «Jeg vil ikke gjøre det iaften, Henny, for jeg har kysset en anden før idag.»

«Nej, ved Du hvad, Knut! Du er for ækkel!» Henny trak øjenbrynene sammen og gjorde sine håndled fri. «Hvem har Du kysset?»

«Hende fru Gerner.»

«Tivolifruen! Her hos os! I aften? Så står Du altså i forhold til hende.»

«Ikke Spor. Jeg har bare vært sammen med hende én gang før og har ikke et øjeblik tænkt på hende i mellemtiden.»

«Da er det nu endnu tusen ganger værre. Det er altså sådan Du er! Skammer Du Dig ikke?»

«Å jo. Lidt.»

[179] «Kysset Tivolifruen! Hvad tid? Hvordan kunde Du komme til med det, din ækling?»

«Da vi gik i anlægget.»

«Så nytted Du straks på. Jo, det ligner Dig. Og det med det samme Du netop vilde fri til mig?»

«Du tog så hånsk imod mig. Det blir naturligvis ikke til noe iaften heller, tænkte jeg, og så gjorde jeg det i sinne.»

«Men hun da, er hun slig endnu, at hun lar sig kysse?»

«Ja, hvem gjør ikke det? Og desuden hun!»

«Den tasken! Det skulde Karen vide. Og Du da, jo det blir en dejlig ægtemand at få.» Henny stak armene på ryggen og læned sig med den ene skulder skråt op mod lysthusvæggen tæt ved indgangen. Hun så truende på Knut.

«Får jeg leve med Dig dag ud og dag ind, Henny, vil det bli mig likså umuligt at gjøre den slags ting, som det er for Dig, Henny. Aldrig vil jeg kunne bedrage Dig – det ser Du da alt.»

«Nej, Du skulde bare prøve på det.»

Knut gik nærmere og tog Henny om armene ovenfor albuerne. «Du skal være snil og god mod mig, Henny, det trænger jeg så om.» Han la sit hode ned på hendes skulder og lukked øjnene. «Jeg ved, jeg vil bli tro imod Dig, [180] men hvad kan det hjælpe at forsikre det? Vær gift med mig i 5 år og se så, om Du ikke selv ved det.»

Henny drejed hodet og kyssed ham på panden.

«Endnu én ting har jeg at bekjende for Dig,» sa Knut og tog Henny helt ind i armene sine. «Da jeg havde hypnotisert hende, fru Gerner – gav jeg hende ordre – til at besøge mig – på mit værelse i næste uge.»

Der gik et sjok gjennem Henny; hun vilde rive sig løs, men Knut holdt hende fast og klynged sig tættere til hende.

«Nu kjender Du mig i al min letsindigheds nøgenhed, Henny. Du må ikke støde mig fra Dig. Jeg kunde jo tiet stille med det. Men det kunde jeg ikke, og deri kan Du se et tegn på, at jeg holder på at bli en anden. Jeg er alt blet det. Hvorfor jeg gjorde det, ved jeg ikke, jeg har aldrig villet hende noe, ikke før heller, da jeg ikke havde Dig, det var et øjebliks indskydelse, en guttestreg. Slig har jeg vært, men granden i mig er allikevel bra.»

Da de skiltes, trykked Henny sine læber mod hans mund. Det varte lidt før de kunde rive sig løs fra hinanden.

Henny listed på tå op over trapperne og trak skoene af ude på gangen for ikke at vække [181] søsteren. Men da hun var kommen ind og stod og klædte sig åf, sa Karen med ét borte fra sengen: «Jeg tror, fru Gerner skal ha en liden. Det er vist derfor hun er så nervøs.»

Henny gik hen og satte sig på sengekanten.

«Jeg er så lykkelig, Karen.»

«Hvorfor det da?» spurgte Karen forbauset over hendes tone og mine.

«Jeg har forlovet mig med Knut, Karen, og jeg er så glad, så glad, så glad!»

«Sid stille da, Henny. Jeg ryster i sengen.»

«Ønsker Du mig ikke tillykke da, Karen?»

«Og endda igåraftes sa Du, Du aldrig vilde gifte Dig, Henny.»

«Ja, hvad synes Du! Det gik først op for mig iaften, at jeg altid har holdt af Knut.»

«For noe tøv, Henny! Men for mig gjerne. Tænke sig Knut, den gutten.»

«Han er en mand, Karen.»

«Ja, naturligvis, det skal vi ikke tale om. Ja, ja, Henny min, gud gi, det må gå Dig vel. Knut er bra nok, jeg har altid godt kunnet like ham, jeg, men ægtemænd er noget kram.»

«Jeg tror på kjærligheden trods alting,» sa Henny og la sig ned over søsteren med armene om hendes hals.» Jeg kan ikke la være. Og jeg tror på Knut. Vi må tro på kjærligheden, [182] Karen, det er og blir dog det eneste i verden.»

«Ja vist, ja. Så skal Du altså hede fru Rejnertson liksom jeg. Gid, Du må bli glad og lykkelig, Henny. Det er så ondt ikke at være det.»

---

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.