[183] Gerner havde gjennemgåt forskjellige stemninger i de forløbne dage. Først havde han vært bange for hende. Rigtignok var det ikke noget usædvanligt, at Lucie uden videre forsvandt fra huset, når der havde været scener imellem dem, men hun plejed da altid at komme tilbage om en time eller to. Ialtfald til måltiderne.
Tænk om hun havde gåt bort og gjort en ulykke på sig. Det var jo en kjendsgjerning, dette, at folk kunde ta livet af sig. Eller om hun nu var rømt sin vej, væk fra byen, tilbage til Kragerø. Eventyrersken stak jo i hende.
Da han så ved hjemkomsten fra kontoret hen på eftermiddagen fik hendes brev, slog det over til en rasende vrede. Aldrig havde han følt en sådan forbitrelse mod hende. Der sad hun på [184] fru Rejnertsons landsted glad og vel tilmode, mens han havde gåt i angst og gjort sig bebrejdelser, ja formelig vært angerfuld. Og kanske var der herrer derude, som gik og fjaste med hende. Ja, det var der naturligvis. Fru Rejnertson holdt jo åbent hus, og især nu, Henny var kommen. Han formelig glæded sig til at overfuse hende, når hun nu kom hjem om aftenen, for det faldt ham ikke et øjeblik ind, at hun voved at bli, når hun intet hørte fra ham. Der vilde vært tid til at skrive, så hun kunde havt hans brev med nibåden; når der ikke kom noget, tog hun naturligvis ind med tibåden, og vilde være hjemme kl. 11.
Da tiden imidlertid gik, og klokken var blet 12, uden at hun viste sig, foregik der atter en omvæltning i hans indre. Han følte sig ydmyget og så underlig fattig. En forestilling om, at han havde forspildt hendes kjærlighed og ligeledes sin magt over hende, greb ham med nagende uro. Og så længtedes han efter hende. Der var så tomt og uhyggeligt i huset.
Rastløs gik han om i stuerne. Hver ting, der minded om hende, var som et stik i ham. Sådan vilde det være, hvis hun var død, tænkte han, og så kom det vældende over ham, hvorledes han da, trods alt, vilde sørge. Han blev så blød og mild i sind, så myg og snil som en liden gut. Han havde stor skyld ligeoverfor [185] Lucie, men det skulde bli bedre herefterdags. Det lovte han sig selv.
At hun dog ikke var kommen. Ikke et misfornøjet kny skulde hun fåt hørt. Klappet hende på kinden og sagt: «Nå, Lucie, har Du havt det hyggeligt derude da, vennen min?»
Men han forstod så godt, hvordan det hang sammen. Hun havde naturligvis ventet på brevet til det sidste skib kom. Så havde fru Rejnertson overtalt hende til at bli til næste dag –, det var jo morsomt, at Lucie var godt likt af folk –. Når der nu ikke kom noget brev om morgenen heller, vilde hun skynde sig til byen, straks hun var klædt. Kanske kunde hun så være der, før han gik på kontoret. Ialtfald vilde hun sidde der, når han kom hjem til middagen. Han skulde bare være blid og snil mod hende.
Da så hele den næste dag også gik, uden at hun viste sig, forbitredes hans sind atter mod hende. For at fordrive tiden, gik han ned på Tivoli, hvor han traf en forretningsven, som han satte sig til at drikke toddyer med. Han kom sent hjem og geråded i et dumpt raseri, da han så, at hun endnu ikke var kommen. Næste morgen vågned han sent med hodepine efter den uvante toddy, og havde ondt for at gjøre sit arbejde på kontoret.
Han gik lidt tidligere end ellers hjem til middagen, sa til sig selv, at hun naturligvis ikke [186] var kommen, men blev dog formelig bestyrtet, da han så, at det var så.
Dette kunde ikke hænge rigtig sammen. Så frækt og trodsigt, så over alle grænser oprørende uforskammet kunde selv hun dog ikke behandle ham. Hun måtte være bleven syg, det slog aldrig fejl. Nej, men så vilde jo fru Rejnertson ha skrevet.
Hun var der naturligvis ikke mere. Det var umuligt, at hun kunde være der i ro og mag som ingenting, og la ham gå i en sådan kval. Hun måtte være tat til byen og turde ikke komme hjem. Gud måtte vide, hvor hun nu holdt til.
Nej, der blev nok ingen middagslur af idag heller. Han rejste sig op igjen fra chaiselongen, hvor han netop havde lagt sig hen. Han havde ikke rist eller ro på sig. Stakkels Lucie, hvad monstro hun havde tat sig til i sin fortvivlelse? Hun havde det nok mindst lige så ondt som han. Det var dog ærgerligt, at han absolut måtte på kontoret i eftermiddag, men iaften, straks han på nogen måde kunde, vilde han sætte sig på skibet og ta ud til Malmøen for at spørge om, når hun var rejst derfra.
Hele tiden nede på kontoret, både når han talte med nogen eller sad og skrev, tænkte han bare på Lucie. Hun skulde da vel aldrig være tyet til Nilsen? Ånej, hun vidste jo, det var det værste hun kunde gjøre ham. Men sæt nu alligevel. [187] – Skulde han gå til Nilsen og høre efter? Uf nej, det spjåket, han kunde ikke bekvemme sig til det. Han havde ikke set hende nu, siden den gang han formelig måtte vise hende ud af kontoret. Sligt et spe’takkel. Han la sig bagover med nakken på stolekanten og så op i taget. Han, som havde villet hjælpe hende, for at hun skulde la Lucie i fred. – Og så bilde sig ind, at han vilde hende så’nt noe – han, som fik kvalme bare han tænkte på hende. Men hun, hun var jo halvgal. Han rejste sig op, gik nogle skridt og satte sig igjen. Sende et bybud til Nilsen og spørge. – Men nu var hun jo gift med en fyr og formodentlig flyttet. – Skjøndt det kunde han vel sagtens få opspurgt.
Men først vilde han hjem og se.
Tænk, om Lucies tøj hang i entréen! Han fik hjærtebanken, mens han gik opover Karl-Johan. Han skulde ikke fare op, ikke spor af fare op, tale pent og besindigt til hende. Stakkeren, hun havde naturligvis havt det mindst lige så ondt som han. – – –
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Den naturalistiske ekteskapsromanen Lucie ble utgitt i 1888. Tre år tidligere hadde Skram utgitt Contance Ring om en frigid kvinne fra embetsmannsmiljøet i hovedstaden. I Lucie møter vi en helt annen kvinnetype, nemlig «Tivolifrua» Lucie, en tidligere danser fra fattige kår, med flere erotiske erfaringer i bagasjen.
Advokat Theodor Gerner, en respektabel enkemann, faller for Lucie og gifter seg med henne. Han forventer at hun forsøker å tilpasse seg borgerskapets normer, men klasseforskjellene og deres forskjellige syn på bl.a. seksualmoral og kvinnens rolle skaper en stadig dypere kløft mellom dem. Samlivet dem i mellom er dømt til å mislykkes.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (NB digital).
Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
