[209] En aften et par måneder senere fulgtes Mørk og Gerner opover Karl Johan.
«Nå, ossen står det til hjemme om dagene?» spurgte Mørk.
«Ikke noe videre rart,» sa Gerner. «Hun er så plaget af hodepine og tandpine.»
«Og appetitten?»
«Appetitten er god.»
«Det er det vigtigste. Se så bare til at holde humøret hendes oppe.»
«Hvor skal en kunne holde humøret oppe hos et menneske, som ikke gjør and’t end læser i bibelen og i bønnebøger fra morgen til aften og græder og snakker om døden og om vor besøgelses tid. Jeg ved sandelig ingen råd med hende.»
«Bare svar ha og ja, Du. Det værste Du [210] kan gjøre er at snakke imod. Slige raptuser er det meget almindeligt at de får. Når affairen er over, er det også over.»
«Og så render hun i kirke liver eneste søndag. Nu har hun to ganger i træk fåt ondt under prækenen. Jeg har formelig maattet drage hende ud. Slig skandale at være med til, for jeg tør jo ikke la hende gå alene, heller.»
«Ja, det er sandelig ikke grejt. Nejmen om det det er. Men nu blir hun vel snart så besværlig, at det forbyr sig af sig selv.»
«Hun gir sig nok ikke,» sa Gerner og sukked. «Hveranden aften mindst er hun på bibellæsning og opbyggelser. Hvorledes hun kommer sig afsted, forstår jeg ikke, for hjemme kan hun næsten ikke slæbe sig fra stue til stue. – Benene hendes er så tykke som stolper.»
«Ja, Du får ta det med ro, Gerner far.» Mørk stod stille ved hjørnet af Universitetsgaden og rakte Gerner hånden. «Godmorgen da! Nu er der jo ikke mere end to måneder tilbage.» – –
«Er det længe siden fruen gik?» spurgte Gerner. Han var kommen hjem og havde set, at Lucie var væk.
«Klokken var halvsyv omtrent» svarte Martine, som holdt på at dække aftensbordet.
En stund efter kom Lucie. Hun gik ind i spisestuen, ringte på Martine og lod hende trække støvlerne af og gi sig tøfler på. Så la hun sig [211] hen på chaiselonguen i hjørnet, hvor hun plejed at tilbringe det meste af dagen.
Martine tændte en lampe med skjærm og satte den hen på det lille bord foran chaiselonguen.
Lucie tog en liden bog i sort shirtingsbind med forgyldte rygbogstaver frem under den broderte pude og begyndte at læse i den.
Gerner kom ind og satte sig på en stol ved siden af chaiselonguen. «Hvor har Du vært i aften igjen?»
«Du ved vel, at jeg aldrig går noensteds hen uden der, hvor jeg kan få høre guds ord,» svarte Lucie med de rødgrædte øjne fæsted i bogen.
«Ja men hvor mener jeg – i gymnastiklokalet?»
«Nej, i missjonshuset.»
«Hvem var det, som talte?»
«Dønnergård.»
«Du ved jo, Mørk har forbudt Dig at gå, hvor der er så mange mennesker, Lucie.»
«En skal adlyde gud mere end mennesker.»
Gerner gjorde en utålmodig bevægelse og mumled: «Ja, der er mange sorter.»
«Du kan forby mig alt and’t,» sa Lucie med martyrmine. «Det skal jeg finde mig i, for det er jeg vant til. Men at søge herren får Du mig ikke fra. Det er sørgeligt nok, at Du ikke selv [212] vil komme til eftertanke, om Du ikke også skulde dra’ mig bort ifra det.»
«Men når Du nu blir dårlig af det, Lucie? Du med din hodepine og svimmelhed.»
«Hvad gjør det, om dette usle legeme går tilgrunde, når bare sjælen blir frelst. Du skulde hørt å vakkert han talte i aften. Havde Du vært der, så kanske det hadde slåt ned i Dig osså, endda så forstokket som Du er.»
Gerner luded sig forover på stolen med armene på knæerne og de sammenlagte håndflader nede mellem benene.
«Hør bare hvad her står i Tomas à Kempis,» vedblev Lucie: «Allerede at være underkastet nødvendigheden af at spise og drikke, våge og sove, legemligen hvile og arbejde og de øvrige naturens fornødenheder er i sandhed en stor byrde og en lidelse for den gudeligsindede, der gjerne vilde være fuldkommen og fri for al synd.»
«Å nej, men så hold da op med slig galimatias», sa Gerner og vrikked med skuldrene.
«Ja, bi Du bare, til dødens stund kommer, og Du skal frem for herrens trone. Menneskene skulle på dommens dag gjøre regnskab for hvert utilbørligt ord de have talet. Da tænker jeg ikke Du blir så kjephøj, da, Theodor far, og det siger jeg, – ikke for alverdens herlighed vilde jeg bytte bort så’n som jeg har det med så’n som Du har det.»
[213] «Jeg har kjøbt en vugge idag,» sa Gerner lidt efter, «en aldeles nydelig tingest, blåt stukket teppe og blåt omhæng og lagen med blonder på. – Jeg tror, jeg fik det billigt.»
«Skal jeg nå ha det skaberakke’ å se på i al den tiden,» klynked Lucie. «Så mye jeg da ved, jeg har noe å glæ mig til. Det synes jeg rigtignok kunde vært tidsnok.»
«Den kan bli stående dernede så længe. Jeg sa, de skulde få nærmere besked om, når og hvor de skulde skikke den hen.»
«Så tænker jeg dem skal bedrage Dig godt. Dem var da bra dum, om dem ikke gav Dig noe rigtig filleri istedetfor det, Du har tat ut.»
Theodor sukked og taug.
«Skal Du ikke snart tænke på barnetøjet?» sa han efter en pause. «Det går ikke an at opsætte det længere, Lucie. Idag er det jo den første oktober.
«Å, det haster vel ikke,» sa Lucie trevent.
«Vil Du la mig sørge for det?»
«Kan Du det da, Du som mand?»
«Jeg ber fru Rejnertson hjælpe mig. Eller fru Mørk kanske.»
«Ja gjerne det,» sa hun ligegvldigt. «Det er det samme for mig, hvem som sørger for det. Jeg får så allikevel ikke noe å gjøre med det, for jeg dør nå. Det er jeg overbevist om.»
Dette havde Lucie ofte sagt i den sidste tid, [214] og hvergang havde hun merket, at det gjorde indtryk på Theodor. Idag syntes han imidlertid uberørt af hendes ord.
«Tænk å godt det skal bli for Dig da, da, Theodor, når jeg er vel i jor’a kommen,» vedblev Lucie i en tone, som om hun inderlig glæded sig på hans vegne. «Da skal Du føle Dig lettet da, tænker jeg.»
Det varte lidt, så retted Gerner sig op fra sin ludende stilling og sa mildt: «Nej, Lucie, da vilde det ikke bli godt for mig. Jeg vilde så gjerne, Du skulde leve, for at jeg kunde få vise Dig, hvordan jeg vilde være mod Dig. Jeg bar ikke altid vært som jeg skulde.»
Der gik en pludselig rørelse gjennem Lucie. Det var første gang i deres ægteskab, at Theodor havde indrømmet, at han ikke havde vært som han skulde være. Nær havde hun rakt armene op efter ham, men så syntes hun, det var flout og lod det være.
Gerner rejste sig, strøg hende over håret og satte sig hen til aftensbordet.
Så kom Martine med opskårne smørrebrød og en melkemugge på en bakke, som hun stilled hen på bordet foran Lucie. De spiste i taushed.
Senere, da de skulde i seng, hjalp Gerner Lucie op fra chaiselonguen. Langsomt hængende på hans arm drog hun sig ind i soveværelset. [215] Da hun havde fåt kjolen og skjørterne af, satte Gerner sig på huk og trak strømperne af hende. Hun var så svær, at hun ikke kunde bukke sig.
Om natten vågned Gerner ved at Lucie sad oprejst i krampegråd og slog om sig med armene. Hun snakked om et vanskabt barn med brune flekker over hele kroppen og skreg, at de skulde ta det væk.
«Kom dog til Dig selv, Lucie,» sa Gerner og tog fat i hendes arm. «Husk det er bare en drøm, den dumme, stygge drømmen, Du plejer ha. Så, så, læg Dig nu ned og sov igjen.»
Omsider fik han hende rolig. Hun vendte hodet til siden og så på den lille natlampe borte på toiletbordet.
Og så tænkte hun på dette, som uafladelig beskjæftiged hendes tanker: om barnet vilde ha en brun føflæk med lange hår på kinden under det venstre øjet, eller om det ikke vilde ha det.
Å, som hun kom til å kvie sig for at se på barnet, når det var født. Hun vilde ikke spørge, men vente, til jordemoren la det bort i armen til hende. Så længe vilde hun holde sig. Men da, å tænk om det så – det gryssed i hende.
Men hun havde jo tigget og bedt gud så meget om, at det ikke måtte være så. Undertiden følte hun sig sikker på, at gud havde bønhørt hende, og da vilde det betyde, at barnet var [216] Theodors, og at Vorherre havde tilgit hende alle hendes synder. Men så til andre tider, og hyppigst, kom det over hende igjen, at flækken vilde være der, stor og brun og fæl med lange, sorte hår på.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Den naturalistiske ekteskapsromanen Lucie ble utgitt i 1888. Tre år tidligere hadde Skram utgitt Contance Ring om en frigid kvinne fra embetsmannsmiljøet i hovedstaden. I Lucie møter vi en helt annen kvinnetype, nemlig «Tivolifrua» Lucie, en tidligere danser fra fattige kår, med flere erotiske erfaringer i bagasjen.
Advokat Theodor Gerner, en respektabel enkemann, faller for Lucie og gifter seg med henne. Han forventer at hun forsøker å tilpasse seg borgerskapets normer, men klasseforskjellene og deres forskjellige syn på bl.a. seksualmoral og kvinnens rolle skaper en stadig dypere kløft mellom dem. Samlivet dem i mellom er dømt til å mislykkes.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (NB digital).
Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.